Designklassikeren Happy D. fra Duravit har fået vokseværk – serien udvides nu med nye former og farver, og har fået navnet Happy D.2 Plus.
Håndvaske med præcise linjer, dertil passende møbler med tilhørende halvhøjskabe, badekar med spa-system og runde spejle udgør de nye elementer i serien. Happy D.2 Plus fra Duravit, priser fra 6.450 kr. www.duravit.dk.
Hvis du også hører til dem, der mener, at en gang pasta ikke er helt perfekt uden fint snittet trøffel på toppen, er her det ultimative køkkenredskab: Et smukt trøffeljern med et skæfte af oliventræ. Det er den lille knivsmedje Saladini i den toskanske middelalderby Scarperia, der har fremstillet dette unikke lille køkkenredskab. Set hos www.saladini.dk til 1.695 kr.
Nu kan du få Quooker-hanen Flex Black, der ikke bare tilføjer et æstetisk, trendy og stilfuldt look til dit køkken, men også er super praktisk i hverdagen. Quooker Flex Black kan trækkes 30 cm ud. Pris fra 14.990 kr. forhandles fra oktober 2019.
Tonones nyeste lampeserie, Beads, er designet til at passe i ethvert miljø. Lampehovedet kan dreje 360 grader rundt om sin egen akse, hvilket gør det muligt at justere lysets spot efter behov. Beads væglampe koster fra 3.995 kr. www.roomstore.dk
Den prisbelønnede væver Vibeke Klint har med sin æstetiske sans og mange år i faget for længst skrevet sig ind i dansk designhistorie. Nu er et nøje udvalg af hendes tæpper sat i produktion af Nordicmodern. Tæpperne er i handlen fra 1. september 2019. Se mere på www.nordicmordern.dk
Shade ØS1 er ikke kun smukt for øjet, men indeholder ligeledes fantastiske funktioner, der giver mulighed for at kontrollere lyset ned til mindste detalje – alt sammen med Shades app ‘Better Light’. Pris fra 3.295 kr. www.shadelights.com
Med Dynaudios højttaler-serie Music kan du forbinde højttalerne i dit hjem og lade de sprøde toner strømme ud i alle rum. Højttalerne kan forbindes via WiFi eller bluetooth, og du kan kontrollere alt fra din mobil med Dynaudio Music-appen. Fås i neutrale grå nuancer og de mere iøjnefaldende røde og blå farver. Music 1 højttaler, 2.699 kr. www.dynaudio.com
Anglepoise hos Roomstore lancerer i efteråret en ny lampekollektion designet af den britiske industrielle designer Sir Kenneth Grange. Kollektionen har fået navnet Type 80 og tæller en pendel, en væg- og bordlampe. Se mere på www.roomstore.dk
GEJST udvider deres nuværende design sortiment til også at inkludere et lampe univers. Leery lampen passer perfekt til alle hjemmets kroge, hvor den ikke alene giver en hyggelig, men også den helt optimale belysning. Leery bidrager med sine rene og runde former til et minimalistisk, men samtidig karakteristisk udtryk.
Arkitekten Max Louw har skabt denne smukke lounge-stol i 1961. Det var et bestillingsarbejde til en større dansk virksomhed. Indtil i dag er der kun produceret 2×12 eksemplarer. Askman Design lancerer stolen i handlen den 1. november i år.
Han opnåede måske ikke den samme popularitet endsige anerkendelse som de andre store danske møbelarkitekter. Ikke desto mindre har den farverige arkitekt Max Louw sat sit præg på dansk arkitektur med navnkundige bygninger som hotel Kystens Perle og restaurant Syv Små Hjem, der oprindeligt lå ved siden af Dagmar biografen i Jernbanegade i Københavns centrum.
Der er tænkt over de små detaljer i designet af denne fuldpolstrede barstol fra Bruunmunch. Kombinationen af dansk håndværk og blødt læder fra Sørensens Læder, der smyger sig om skallen, er med til at sikre, at barstolen opfylder alle krav om komfort, kvalitet og godt design. Pris 6.845 kr. bruunmunch.com.
Med Aupings elevationsseng får du ikke bare den optimale søvn, men også den bedste komfort når du bruger elevationssengens funktioner. Hele 10.000 støttepunkter sørger nemlig for, at du sidder rart og godt, mens den innovative spiralnetbund gør, at elevationssengen har en bredere siddeflade. www.auping.com
Bruunmunch er grundlagt i 2008 af de to vestjyske barndomsvenner Jacob Munch og Henrik Bruun, der har kendt hinanden, siden de var fem år. Deres vision for møbelvirksomheden har hele tiden været at producere møbler, hvor der hverken er gået på kompromis med design eller kvalitet, samt at lokal produktion, godt designsamarbejde, dansk håndværk og Vestjylland er omdrejningspunktet. Se mere på bruunmunch.com
Den første kollektion af Noel Chair 0.1 produceres i et begrænset antal på 100 stk. og er en mærket kollektion af danskproducerede designstole. Stolen bliver lavet i stålstel, der er pulverlakeret sort eller i almindeligt rustfrit stål. Noel Chair 0.1 har en pris fra 2.895 kr.
Concorde. Massachusetts. Nogle få kilometer uden for Boston. Midt i hjertet af New England. En lille isoleret enklave der emmer af fortid og historie. Alt sammen i en nydelig indpakning, som en scene fra en romantisk film. I en lille by, der smager lidt af det tidlige koloniale Amerika og Uafhængighedskrigen ligger Lucie McCulloughs fantastiske hus.
“Det har intet til fælles med de lokale ‘cigarkasser’. De åh, så typiske rødmalede træhuse,” forklarer Lucie McCullough. “Det er et vidunderligt to-etagers hus fra 1950-erne. Det er bygget i pudset beton med engelske vinduer og saddeltag. Det ligner praktisk taget noget, der er stjålet fra et idyllisk billede fra et engelsk grevskab.” Det har endda en traditionel veranda, have og indkørsel. Dertil kommer en swimmingpool i baghaven og en terrasse med udsyn til de omgivende skovområder. Stort set et sommerhus eller hytte – hvis det ikke lige var for dets enorme størrelse.
“Tidligere boede her et hyggeligt ældre ægtepar.” Elegant, rafineret og perfekt bevaret som det i sin tid blev bygget. “Unødvendigt at sige det. Men vi forelskede os i huset ved første blik!” fastslår ejeren, der er en talentfuld, internationalt berømmet indretningsarkitekt med en tidligere karriere indenfor modeverdenen. En globetrotter, som fornylig er vendt tilbage til USA efter at have arbejdet overalt i verden – med base i Hong Kong. Efter ti år i udlandet er familien nu fast forankret i Concorde, Massachusetts. En familie, der foruden Lucie McCullough består af hendes mand og de tre sønner Mimi Li 9 år, Otis 6 år og Cian 4 år. Sammen har de erobret husets ånd og sjæl.
Hele familien, der foruden Lucie McCullough består af hendes mand og de tre sønner Mimi Li 9 år, Otis 6 år og Cian 4 år.
Arbejdshjørnet i det store og lyse køkken i amerikansk stil med komfur, vaske og en central køkkenø er altsammen designet af husets nye ejer.Stort og lyst. Forrest spisebordet i afrikansk rosentræ behandlet med økologisk harpiks. Eames-stole fra Vitra.
“Dette hus var det rigtige for mig. Halvt i britisk stil og halvt et Ralph Lauren-agtigt hjem med kringelkroge beklædt i træ. Meget amerikansk. Det var som at gå tilbage til det helt basale. Til mine tidligste arbejdsår i modebranchen. En vision. Et barn der skulle behandles kærligt og uden at ødelægge dets karakter.” Det var det ideelle sted at implementere lidt bygge-biologi, som Lucie McCullough er begyndt at inkorporere i sin indretningsarkitektur. ”Faktisk har mit eget projekt været lidt af en øjenåbner. Et eksperiment indenfor renovation med øko-kompatible byggemetoder og materialer. En metode, der ikke påvirker hverken helbred eller miljø negativt,” fortæller hun stolt.
Det skulle måske tilføjes, at huset i Concord også er resultatet af en betragtelig tilbygning. Alligevel vil det for en udenforstående se ud som om alt er som det altid har været. Takket været arkitekten, der har bistået hende, er den oprindelige stil bevaret ligesom der er tilføjet nye rum og den moderne komfort, man forventer i dag.
“Det er et perfekt match mellem to organismer,” forklarer Lucie McCullough. De gamle rum er bevaret og skal nu fungere med de renoverede. Det har givet et markant større lysindfald og et mere åbent design. Et design, der ikke at forglemme også åbner sig op mod naturens fantastiske sceneri uden for vinduerne.
Spisestuens blå vægge skaber en fin kontrast til de hvide træpaneler. Spisebordet er fra 1800-tallet omgivet af Platner lænestole fra Knoll. Den italienske lysekrone fra 1930-erne er fundet på en markedsplads i Sudbury i Massachusetts. Maleriet er fundet på et gademarked i Myanmar.Lucie McCullough har bevaret træpanelerne i stuerne. De næsten kubistiske reoler i forgyldt metal har hun selv skabt. I den kæmpestore opholdstue med de originale træpaneler og det enorme ildsted skaber de forskellige indretningsdeltaljer et nutidigt touch. Eksempelvis Barcelona-lænestolen skabt af Mies van der Rohe og krystalbordet. Det indisk-inspirerede gulvtæppe har hun selv designet.En stærk rød kontrast til de gamle træpaneler og Chesterfieldsofaen. Sofabord i marmor og kobber. Til højre endnu en gulvlampe med et stilleben udført af den engelskfødte kunstner David Williams Bulkeley.
I stueetagen er stuen fuldstændigt beklædt med træ. “Jeg har gjort det mere nutidigt med en minimalistisk indretning med gyldne farver, der matcher væggenes varme farver og det geometriske tæppe, jeg har skabt med inspiration fra Taj Mahal.” Det samme gør sig gældende i spisestuen, der nu fremstår mere forfinet og formel med de originale blå fløjlstapeter, der står i stærk kontrast til det hvidmalede træ. Læseværelset – eller biblioteket – er et hyggeligt hjørne, som er bragt til live med et touch af klar rød farve over panelerne. Køkkenet derimod er en helt anden historie. Det er udviddet med pladsen fra den tidligere garage og er nu et moderne åben-plan rum med et indbygget kitchenette, spisestue, en bar i hjørnet. Og kæmpevinduer der indrammer solnedgangen over skoven.
Via trætrappen er der adgang til familiens værelser på første sal. Et rum til hvert familiemedlem foruden et gæsteværelse.
Heroppe er det tidligere rygeværelse blevet omdannet af Lucie McCullough til en suite med et eksotisk tema, der rummer klare referencer til hendes år i Kina.
“Alt andet lige er dette hus som en samling af alle de minder og oplevelser, jeg har fra alle de steder, jeg har rejst til,” fortæller hun. Stil, forelskelser og livsvalg. Huset er blevet en visuel selvbiografi. Kort og godt: Det er historien om Lucie McCullough.
Francois Irvine har ansvaret for det næsten monokromatiske interiør i denne superlyse loftlejlighed i
Cape Town. En genspejling af hans kreative sans
for at indrette sit hjem med hans store samling af
genbrugte og restaurerede møbler og andet nips, som han har fundet i Egypten, Grækenland og Frankrig.
“Det var da jeg så denne udsigt,” siger Francois Irvine, “at jeg vidste, at jeg ønskede at være i dette rum”. Han er i færd med at løsne de lange låsebolte i et par hvidmalede industri-skydedøre. De glider let til side og afslører et bjergtagende syn. Hans ord giver mening. Viewet udover Kapstaden er ikke kun et øjebliksbillede af selve byen. Det rummer også synet af forførende floder i det smukke naturlandskab, der omgiver den. Fra Francois Irvines loftlejlighed inkluderer det også et kik på Kloof Nek, der troner til højre for Taffelbjerget ude ved kysten. Der er endda også frit udsyn til Signal Hill, der slanger sig gennem Cape Town.
Lejligheden ligger op ad skråningen til Signal Hill i Bo-Kaap-kvarteret (også kendt som Malajkvarteret). Alle de signatur-elementer der kendetegner denne livlige og historisk vigtige bydel i Cape Town, strømmer ind gennem de åbnede døre i Francois Irvines tredjesals lejlighed. Der bliver kaldt til bøn fra kvarterets moske. Der er de travle lyde fra et nærliggende krydderi-marked, der er kendt som byens bedste. Hele området summer af energi og liv. Dag og nat.
Bo-Kaap-kvarterets signatur er de georgiske husfacader i klare røde, orange eller grønne farver. Til sammenligning er interiøret i Francois Irvines hjem næsten monokromatisk. Tre etager oppe i den gamle industribygning (stue og første sal rummer stadig erhvervslokaler, der bruges af mindre virksomheder) bliver man omfavnet af en indretning, der afslører mange lag med nuancer af fløde og kridhvidt. Kun nogle få ting er holdt i mørkere farver som en subtil kontrast til lyset.
Der er en helt umiddelbar oplevelse af ro, velvære og friskhed. “Jeg har altid elsket disse forskellige nuancer af off-white,” fortæller Francois Irvine. “Når jeg arbejder, bliver jeg bombarderet med farver. Så det er fantastisk at komme hjem til et mere behersket og disciplineret rum.” Som grundlægger og medejer af det velrenommerede Cape Town designfirma, kaffehus og galleri Haas, bruger han sin tid på kontoret i den anden ende af byen Et sted fyldt med kunst, keramik og brugskunst fremstillet af lokale kreative kræfter.
Som Francois Irvine udtrykker det, fungerer neutrale farver altid sammen. Når man holder farvenuancerne på et så kontrolleret niveau som han gør, betyder det samtidig, at andre designelementer med en anden tekstur og form automatisk skaber relief og kontrast. Når øjet ikke længere skal absorbere farver, bliver det i stedet draget til andre elementer så som tekstilerne på møblerne, tæpper, diskret udskårne dekorationer og mange andre ting i hans hjem, der bærer tydeligt præg af at være hjemmelavet. “Jeg har altid været lidt af en samler,” siger han og fremviser stolt nogle af hans mest elskede møbler. Også hans store samling af dekorative samlerobjekter er med til at give rummene en ganske særegen fornemmelse. Efter kunststudier kastede han sig over indretningsarkitekturen og brugte mange år på at finde smukke og specielle møbler i udlandet, som blev fragtet tilbage til Sydafrika. Møbler der blev brugt i både hjemlige og internationale projekter. “Mine favoritsteder er Etiopien, Egypten, Frankrig og Grækenland,” fortæller han og forklarer, at det her stadig er muligt at finde håndlavede møbler. Det er lande, hvor håndværket er gået i arv i generation efter generation. At reparere ting, forny dem og genpolstre møbler er essensen af Francois Irvines måde at arbejde på. “Jeg elsker gamle, brugte møbler. Og jeg elsker genbrug. Ligesom jeg hader spild og hele smid-væk-kulturen.” Når han beskriver sin arbejdsproces, når han skaber dramatiske og alligevel ukunstlede interiørs, er metoden ganske enkel: Som han forklarer: Det handler om at “improvisere sig frem til det rette look.”
Det ekstra lange spisebord er oplagt til fester og de store gæstemiddage. Vintage caféstole er købt hos en skrothandler. Bænken er fremstillet af en gammel bjælke og tre stykker træ. Den store ornamenterede øreklapstol et af Francois Irvines yndlingsmøbler, som han oprindeligt fandt i Egypten. Opholdsstuen i Francois Irvines loftlejlighed i Cape Town’s Bo-Kaap-kvarter er domineret af et par lænestole I fransk stil. Han købte dem i Egypten og har ompolstret dem I cremefarvet hør. Kaffebordet er dækket med koskind. Den store smedejernsbrændeovn er et vintage-fund, som han dog ikke bruger til sit oprindelige formål. Den oser for meget! De to hvidmalede stole er fundet I Vestafrika.
Hans kreative processer kræver dog også en fornemmelse for virkeligheden og ægtheden. “Jeg elsker stadig at skabe et nyt interiør. Men ikke som et arbejde,” siger han og tilføjer, at han oplever og ser de samme variationer af ‘god smag’ over alt. Hans eget hjem er i sig selv noget af et ‘uheld’ eller improvisation. Det var oprindeligt et erhvervslokale, som han først flyttede ind i nogle år efter, at han startede sit arbejde her. Loftlejligheden er temmelig stor med et opholdsrum – som man kommer ind i direkte fra hoveddøren – der optager størstedelen af det samlede areal. Her har han placeret et af den slags lange spiseborde, der instinktivt fremtryller et billede af livlige fester. Der er også flere forskellige siddeområder og et hjørne med dybe, omfavnende lænestole til den lange, fortrolige samtale, samt et mere intimt område vendt mod udsigten fra de industrielle trædøre. Endelig har han også fundet plads til en kærlighedsstol tæt på det åbne køkken. Perfekt til en stille sludder med kokken.
På vej væk fra lejlighedens centrum og opholdsstuer findes køkkenet – med et minimalt gæstetoilet gemt af vejen bagved gryder, potter og kander. På den anden side ligger soveværelset. Det vender mod vest. Rummet er badet i det varme eftermiddagssollys året rundt. Et andet badeværelse og dét Francois Irvine kalder ‘arbejdsværelset’ med symaskinen og en overlocker som fokuspunkt, leder også væk fra opholdsstuen. Det er i dette arbejdsværelse, han fremtryller sine magiske designs. Hans lejlighed er fyldt med udsmykningsgenstande og designelementer, som han selv har fremstillet. De spænder fra de kløgtigt improviserede lampeskærme i hvid bomuld til de cremefarvede polstrede lænestole, hvor hans tre hunde rejser sig for at byde gæster velkommen. De to Whippet-hunde Ru og Kio, samt den unge italienske greyhound med navnet Willow, skiller sig ud fra det neutrale interiør denne vinterdag. Det er et hjem, hvis ejers kreative sans og håndelag er synligt, hvor man end vender sit blik.
En feriebolig i nærheden af Sydafrikas berømte Kruger Nationalpark indfanger skønheden og mystikken i ruinerne fra oldtidens Afrika i en blændende nutidig genfortolkning.
Julian og Aida sammen med tvillingerne Leo og Tess.
“Selv om du en dag måske forlader Afrika, så giver Afrika aldrig slip på dig,” siger den sydafrikanskfødte Julian Koski. Som ung mand forlod han tilbage i 1980-erne Sydafrika til fordel for et liv i USA. I dag bor han i New York sammen med hustruen Aida og deres to tvillinger Leo og Tess. Men trods et aktivt familieliv i Amerika og et travlt arbejdsliv i Wall Street, han ikke kunne slippe minderne om barndommens safariferier.
“Jeg ønsker at give min familie en lille bid af alt det, der betød noget, da jeg voksede op.”
Han så potentialet i en feriebolig i et naturreservat, som en måde at gøre deres verden større på. En modpol til det privilegerede New Yorker-liv de er vant til. “Vi ville give dem et andet perspektiv på verdenen – noget miljørigtigt, økologisk og menneskeligt,” fortæller han.
Han fandt et fantastisk sted med frit udsyn til en dæmning i Thornybush Private Game Reserve omgivet af uberørt savanne. Vildtreservatet støder op til den berømte Kruger National Park. Langsomt begyndte en proces, der til slut skulle realisere drømmen om at skabe en ny base for familien i Sydafrika.
Hvis der er én ting, Julian Koski elsker lige så højt som safariferierne, er det arkitektur. “Hele mit liv har jeg ønsket at blive arkitekt,” siger han. “Det har altid været min passion. Og dette projekt var en mulighed for at udleve mine arktektoniske ambitioner.”
Så dét at designe families feriebolig lå lige til højrebenet. Selv om
Julian Koski siger, han ikke havde en forudfattet ide om en “drømmebolig”, så ønskede han at skabe en eller anden reference til hans familie i arkitekturen. Hele ideen udsprang af familiens historie. Dens fortælling. “Som sydafrikaner og med min kones arabisk-brasilianske rødder, ville vi smelte det nordlige og sydlige Afrika sammen,” fortæller han. “Jeg bragte dét Afrika, jeg kender syd for Sahara ind i projektet. Min kone gav det den nordafrikanske følelse – den mauriske tradition. Så det er i virkeligheden en forening af to elementer, der skaber en ny helhed.”
Udover disse personlige referencer er kernen i Julian Koskis design den hypnotiserende kraft i oldtidsbyen Great Zimbabwes ruiner. En middelalderby i hjertet af Afrika og – ifølge visse legender – hovedstaden i dronningen af Shebas rige. De groft huggede
granitsten i den smuldrende ældgamle by inspirerede Julian Koski. “Arbejdet med sten har altid fascineret mig,” fortæller han. “Jeg elsker sten.”
Han ville indfange følelsen af tidløshed. Og om at høre til i landskabet. Historiens ånd og de gamle afrikanske civilisationer. At bygge et hus fra grunden midt i den uberørte ødemark kræver komplekse løsninger. Noget mere end blot den sædvanlige genfortolkning af kolonitidens Lodge-arkitektur, der i dag ofte præger sydafrikansk arkitektur. Julian Koskis vision ligner en geologisk konstruktion, der er en kopi af landskabet. Men ikke kun. Det er også en vision med en klar reference til både de naturlige omgivelser og hele kontinentets kulturelle kontekst.
Aksen skabt mellem den flisebelagte sti kulminerer i et ildsted under pergolaen med den ekstraordinære klokkeformede skorsten, der er modelleret efter messingklokkerne i Kyotos templer. Dét at have ildstedet i gulvniveau er med til at bevare det lave fokuspunkt fra de lave møbler. Lænestole og sofaer er fra Donna Karans Urban Zen serie i massiv balinesisk teaktræ.På den ene side af husets centrale akse, der løber gennem Kubili House’s centrum, står en modernistisk inspireret pergola med glat finish og rene linjer i kontrast til den klippeagtige, monolitiske tvilling overfor. De lave træmøbler giver en lav siddehøjde, der skaber en følelse af at blive sænket ind i landskabet i øjenhøjde med det vilde dyreliv, der passerer forbi.Haven er anlagt på en made, så det omkringliggende landskab støder helt op til bygningerne og smelter sammen med dets omgivelser. Huset har meter-tykke taghaver, der er beplantet med lilla, orange og røde græsser, hvilket ikke kun får huset til at se ud som om, det altid har ligget der. Det gør det også næsten usynligt på afstand. Stierne der løber gennem haverne skaber et velordnet, moderne, geometrisk element i designet. En subtil kontrast til den naturalistiske beplantning.
Da huset var opført, gav han og Aida det navnet ‘Kubili House’, der betyder ‘To’ på det lokale sprog seTsonga. En reference til tvillingerne Leo og Tess. Men i virkeligheden handler husets historie også om andre ‘dobbeltheder’.
Julian Koski trak på både traditionelle og moderne påvirkninger, da han udtænkte huset i to dele: Jordnære, organiske materialer i hvis udtryk man finder abstrakte modernistisk inspirerede former. En del er en åben pergola med et nærmest svævende tag. Den anden er en tung, klippeagtig, monolitisk modsætning med et mere ‘maurisk, marokkansk, zimbabwisk, ruinagtigt udseende’. De spejler hinanden i en infinity pool og damme med Koi-karper. Man træder ind i forskellige verdner via trædesten i dammen. “Det er det perfekte ægteskab,” siger Julian Koski. “Man tager en modernistisk arkitektonisk ide og matcher den med noget, der er vældig maurisk.” Under pergolaen virker det som om, at klipperne åbner sig for gulvets glatte finish og sænkede lofter. Rummet handler om åbenhed og udsyn. Det lave møblement – domineret af Donna Karans Urban Zen møbelserie i massiv teak – er tæt på gulvet. Det samme gælder ildstedet under den unikke, massive skorstenskuppel, der er inspireret af messingklokkerne i templerne i Kyoto. Det virker næsten som om møblerne trækker dig ind i landskabet. “Alle sidder lavt, næsten på selve gulvet,” fortæller Julian Koski. “Ideen er, at du ikke skal sidde højere end dyrene, der passerer forbi på savannen. Du skal være i øjenhøjde med dyrene.”
Pergolaen er massiv. Klippeagtig. Den forbinder hovedhuset og to mindre villaer. Kølig og omfavnende. Men bygningerne er ikke helt afskåret fra omgivelserne selv om deres karakter er mere indadskuende og reflekterende. Bortset fra bade- og soveværelser er der ingen døre. “Alle siger: Julian, hvor er alle dine døre? Men jeg vil ikke have nogen. Det skal være åbent,” siger Julian Koski.
I stedet har huset et gennemtænkt system af overgangs-rum og indgange, der både blander og slører oplevelsen af at være inde og ude. “Vi har haft en løve, der gik igennem huset,” fortæller Julian Koski. “Og leoparder. Vi har endda oplevet en vild hund, der løb igennem huset på jagt efter en impala.”
Alene størrelsen på bygningerne er et svar på storheden i det omgivende landskab, himlen og horisonterne. Som Julian Koski siger, kræver omgivelserne i sig selv noget stort. En slags arkitektonisk anerkendelse af rummet omkring huset.
Alle disse kontraster – monolitisk og vægtløs, det åbne og det indelukkede, det gamle og det moderne, nord og syd, vand og tørke – skaber en aura af mystik. Akkurat som landskabet og de ruiner, der har været inspiration for huset.
Husets omgivelser og taghaven er yderligere med til at indlejre arkitekturen i landskabet. “Vi har set, hvordan landet så ud før, vi byggede,” siger Julian Koski. “Vi så klipperne, vi så farverne og vi indså, at det ganske enkelt handlede om græs og buske.” Det rødbrune græs og den øvrige naturalistiske beplantning spiller på dialogen mellem huset, kulturen og naturen.
Pergola-tagets udhæng strækker sig mod dæmningens vægge og vand. Daybeds og gigantiske bløde sofaer gør solbadning til en drøm. Betragtet fra den fjerneste side af dammen falder Kubili House i et med sine omgivelser. Granitvægge og taghaver gør, at huset indlejrer sig i den naturlige sammenhæng. Set fra afstand ser husets proportioner rigtige ud, når man tager himlens storhed og horisonter i betragtning.
Dæmningen strækker sig op i en slangeformet væg foran huset. Julian Koski siger, at de oplevede en ekstrem tørke under byggeriet. En tørke, der betød, at vandstanden trak sig flere hundrede meter tilbage. ”Kan du se træerne med rederne helt derude?” spørger han. “Vi kunne gå helt hen til de træer.” Men den aften hvor huset stod
færdigt og nøglerne blev afleveret – den 23. december husker han – havde vi en storm af næsten bibelske dimensioner. “I løbet af nogle timer havde tordenstormen fyldt dæmningen igen.”
Huset blev oversvømmet og måtte renoveres inden, de kunne flytte ind. “Det var utroligt,” siger han. “Vi måtte praktisk taget sove på taget.” Men den episke dåb synes alligevel at være et velkommen til huset, der blev suget ind i landet og lod vandet komme til sig.
Det var et øjeblik med stor symbolsk betydning for Julian Koski. Gennem hele processen med design og opførelse af huset, havde han været meget utryg ved at plante
en ‘splinterny, skinnende konstruktion’ midt i den uberørte natur. “Det var meget vigtigt for mig, at dette hus skulle se ud som om det havde ligget der altid,” siger han. Følelsen af at høre til, var også noget Julian Koski tog med sig i indretning af huset. Antikke træbjælker fra Frankrig gav en fornemmelse af tid. Genbrugt træ blev anvendt i villaens gulv. Et træk, der var med til at lægge et lag af alder og tid ind i arkitekturen.
Julian Koski opsøgte indretningsarkitekten Jacques Erasmus for at få bragt sine visioner ind i huset. Han siger, at indretningen handlede om mere end blot udsmykning. “Det var et spørgsmål om at bringe sammenhæng i huset,” siger han. Han så det som en proces, der skulle bringe liv til Julian og Aidas visioner – og færdiggøre de ideer som selve arkitekturen havde skabt på et mere detaljerigt niveau. Det var et projekt, der varede i toethalvt år. Et projekt, der udviklede sig, som det skred frem og krævede konstante ændringer. Jacques Erasmus fortæller, at de til sidst havde fjernet lige så meget, som de havde bragt ind i rummene indtil ideerne og løsningerne ligesom havde destilleret sig selv.
“Vi har virkelig forsøgt at få interiøret til at være enkelt og underspillet,” siger Jacques Erasmus. “Huset havde så meget kørende i forhold til teksturer og overflader, at meget lidt skulle gøres for at forstærke de
udtryk, der allerede var tilstede. Det handlede om at frigøre materialernes naturlige skønhed. Det handlede om at gøre materialerne ære.”
På grund af rummenes størrelse var det nødvendigt at skræddersy mange af møblerne. Men det skete uden en enkelt tematisk tilgang til opgaven. Dét Jacques Erasmus kalder ‘næsten uensartede materialer og møbler’ hjalp med til at skabe en følelse af tids-passage og forandring – som noget, der er blevet levet i snarere end en simpel dekoration.
I badeværelserne får gæsterne en næsten rituel badeoplevelse, der leverer fordybelse og en helt anden følelse af tid. Brune medicinflasker fyldt med parfumerede badesalte står side ved side på hylderne. Alle inspireret af forskellige sydafrikanske blomster fra vilde gardenia til baobab-træets blade.
Desuden er badeværelserne forsigtigt, men alligevel mystisk udsmykket med kunstværker skabt af Cape Town-kunstneren Andrew Putters African Hospitality-værker. De omhyggeligt koreograferede fotografiske portrætter – fiktivt repræsenterende 1700- og 1800-tals europæiske overlevere af skibbrud langs den sydafrikanske kyst. De blev reddet af Xhosa-talende stammer. En blev endda Xhosa-dronning.
På en måde er disse billeder i hjertet af Kubili House en nøgle til deres egen vision: Et stykke af fortiden, der blev reddet. Noget der tillader os at forestille os nutiden og fremtiden på en anden måde. Ældgamle afrikanske ruiner finder her et udtryk i en moderne form. En intervention i landskabet som på samme tid er dristigt ambitiøs og næsten usynlig.
Kubili House er en privat feriebolig beliggende i Thornybush Game Reserve i Limpopo-provinsen i Sydafrika – en del af Greater Kruger National Park. Når det ikke er beboet af Julian og Aida Koski eller deres private gæster, kan huset lejes.
I takt med at vores fjernsynsskærme bliver større og større er det lidt af en udfordring at skulle indrette hjemmet. Det er ikke helt let at ignorere en sort firkant med et diagonalmål på op til 70″ på stuens største væg. Det problem har elektronikkoncernen LG løst. Senere på året lancerer de nemlig det sammenrullelige fjernsyn. Den 70″store skærm er monteret på et lamelsystem, der kan rulles sammen i en kasse, der tillige rummer en soundbar. Prisen kan man kun gætte på.
Fold den bare sammen Altid uortodokse Tom Dixon har ansvaret for denne sammenklappelige lampe. Den er skabt af smidige metalbånd i rustfrit stål, der er arrangeret som piskeris. Lampen kan foldes så lyset kaster forskellige skygger i rummet: Fra en UFO-agtig form til et stort græskar. www.tomdixon.net.
Giv badeværelset et gyldent touch Det franske firma Bassines har skabt denne smukke håndvask, der lige har det gyldne touch, der gør det til ultimative blikfang i badeværelset. Vasken er i rustfri stål, der er under vakuum, har fået påført en tynd PVD-film, der giver en hårdere overflade, der giver en slidstærk overflade. Bassines leverer også mere personlige designs. Eksempelvis en bundventil med Guillloche mønster, som det du ser på urskiver. Eller hvad med et navneskilt? Med en diameter på 45 cm er vasken beregnet til et mindre rum. Læs mere på www.bassines.fr.
Super Sonos lyd til IKEA-priser Tom Dixon. Hay. Piet Hein. IKEA har en lang tradition for at skabe nye boligdesigns i samarbejde med nogle af verdens betydeligste møbelarkitekter og designere. Især når det var åbenbart, at hverken den svenske møbelgigant eller diverse designhuse alene kunne komme i mål. Til sommer kommer der så lyd på tapetet, når Sonos, der er et af verdens førende lydbrands i samarbejde med IKEA lancerer en ny serie smart-living produkter. I første omgang i form af to wifi-højtalere, der kan styres via Sonos’ app og let kobles til andre Sonos-produkter. Der er tale om en lampe med indbygget højtaler til 1.699 kr. og en enkelt højtaler, der kan vægmonteres og fungere som hylde. Serien kan købes fra august 2019.
Vinskabet redder din vin Hvis du bare én gang har trukket en hundedyr vin op i forventning om smagen af liflig rødvin fra Bordeaux eller Rhône-dalen, men i stedet fik noget, der mindede om rødvinseddike i munden, ja, så er det nok værd at overveje om vinen har været opbevaret korrekt. Det kan være dødbringende for selv en god vin at ligge oven på køkkenskabet. Og du behøver ikke at indrette en egentlig vinkælder med køleanlæg og styring af luftfugtigheden. I et vinskab kan vinene gemmes under noget nær optimale forhold. Og så vil dette Liebherr vinskab med plads til 178 flasker tage sig rigtig godt ud i det moderne køkken-alrum. Set hos www.vitagekeeping.com
Skab din egen vinreol Uanset om du vil præsentere vinkælderens bedste flasker på en i øjenfaldende facon eller om du vil skabe en skulpturel effekt af dine yndlingsvine i spisestuen eller køkkenet, er Stact Pro-modulerne ikke til at komme uden om. Skåret i aluminium bærer hvert modul ni flasker. Modulerne kan leveres med forskellige baggrund, så de udgør et aktivt designelement i rummet. Pris for enkelt modul: 749 kr. www.stact.dk
Dæmpet glamour, endeløs detaljerigdom og en monokrom farvepalet, har givet dette tidligere faldefærdige hus et strejf af magi.
Renoveringen af Christian van der Walt og Anli Jones hjem i Johannesburg, begyndte faktisk med en dør. De faldt en dag over en høj, smal smedejernsdør i en antikvitetsbutik tæt på deres hus i forstaden Parktown North. Døren var rustet, havde ikke noget glas i det og intet håndtag, men det vækkede en ide. “Vi tænkte: den her kan blive god,” mindes Anli. Men hvordan kom de videre derfra? Huset som det ser ud nu, besvarer stort set det spørgsmål. Det var oprindeligt et gammelt cottagelignende hus, der lå på samme grund som et meget større hus, der blev omdannet til et interiørstudio med indgang fra vejen. Grunden blev derfor opdelt, og dette gamle hus lå skjult bagerst på grunden, hvor vejen op til det gik via en ujævn og smal vej. Da parret flyttede ind, havde huset gulmalede mursten, fyrretræ på lofterne og avocadofarvet badeværelse. Christian, der arbejder med special effects og animationsfilm til film- og reklamebranchen, og Anli, der har en baggrund i mode og design, er selv kommet med de fleste ideer til huset. Med smedejernsdøren i tankerne, tegnede de skitser på servietter over mange middage, og til sidst begyndte en plan at tage form. “Der hvor mit sidste kontor lå, var naboen et arkitektfirma,” fortæller Christian. De endte med at hjælpe dem med at skabe filmiske ‘visualiseringer’ for nogle af deres projekter, så han derefter kunne skabe tredimensionelle indtryk af værelserne ud fra de arkitekttegnede skitser og derfra beslutte sig for de faktiske løsninger.
Uendelig pladsfornemmelse I løbet af tre år fik han og Anli ombygget huset. “Vi gjorde det i etaper. Vi tog udgangspunkt i den oprindelige planløsning, men valgte forskellige steder at udvide eller tilføje, alt efter vores behov og ideer,” siger Christian. Mens de arbejdede i et rum, boede de i et andet, indtil de kom hele vejen rundt. “Præcis som man ikke burde gøre det,” fortæller Christian. Oprindeligt skulle loftshøjden være på samme højde som på den restaurerede antikke dør, men en aften under ombygningen kom Christian og Anli hjem fra arbejde – blot for at opdage – at bygherren fejlagtigt havde tilføjet en ekstra meter til væggenes højde. “Han spurgte os, om kunne acceptere det?” husker Anli. ”Han indrømmede, at det ville kræve meget ekstra arbejde at rette fejlen, så vi gav dem lov til at fortsætte.” Den ekstra højde, især i stuen og det tilstødende kontor/gæsteværelse – hvor der er indsat en kopi af den restaurerede antikke dør – og er nu kernen i huset. Højden kombineret med de sorte vægge og indretningens monokrome farveindretning, skaber en næsten uendelig pladsfornemmelse: ‘den er nærmest ubegrænset’, som Anli beskriver det. Især om natten, forsvinder loftet næsten i et med og væggene, og omslutter interiøret i en mørk, fløjlsblød atmosfære af luksus.
Kontrasten mellem den mørke Chesterfield og den lysegrå stofsofa indfanger smukt den kontrast der karakteriserer huset.
Lånt fra kunstgallerier De mørke vægge, er et trick som Christian har bemærket, en del kunstgallerier anvender. “Jeg så et billede der hang på Louvre, og det var samme set-up,” siger han. Nationalgalleriet i London har aldrig haft hvide vægge, og han bemærkede det igen på Scottish National Portrait Gallery i Edinburgh. “Det er som væggene forsvinder når de er mørke, mens de fremhæver det der hænger på dem,” siger han. “Du ser tingene i rummet, ikke rummet.” Han kalder huset et ‘udstillingsrum’, fordi hans og Anlis eklektiske samling af kunst og artefakter, samt bøger og møbler får liv her. Der er blanding af moderne lokalt design og vintagestykker, kunstværker og restaurerede oliemalerier af portrætter købt på auktioner. Det virker lidt glamourøst, den måde hvorpå de løser kombinationen af antikke genstande og moderne design. De to sofaer i midten af stuen bekræfter præcis det: en gammel, slidt sort Chesterfieldsofa – overfor den står en moderne italiensk en af slagsen. Næsten alt, hvis det ikke har en metallisk skær, er det enten sort eller hvid … og for det meste er det faktisk sort. Den atmosfæriske belysning giver også et romantisk strejf. “Lys er som et lille romantisk hul i muren. Når vi tænder stearinlysene, er det næsten magisk,” siger Christian.
Funktionel æstetik Ude i haven har Christian og Anli anlagt en smuk og frodig køkkenhave. “Den synes aldrig helt at have fundet ud af, hvornår det er efterår eller sågar vinter,” smiler Anli. ”Jeg tror det fordi den ligger beskyttet, så meget af det vi planter forbliver grønt det meste af året,” smiler hun. Her er også firkantede hække og oliventræer, som er med til at skabe de udendørs rum. Og her dufter af lavendel. Der er endda vagtler, som har fået kyllinger. “De ligner små popcorn!” udbryder Anli. “Muligheden for at leve som om du er på landet, men rent faktisk befinder dig i en by, er noget vi sætter stor pris på,” siger Christian. De er også glade for at lave mad med urter og ting fra deres have. Christian og Anli er tilhængere af funktionel æstetik. Som kobbergryderne og -panderne i køkkenet – men også krystallysekronen som er ufattelig smukt,” siger Christian, men mener også at der er masser af glæde at finde i almindelige ting. “Det handler om at finde glæde ved ting du bruger i dagligdagen. Hvis du skal tilberede tre måltider om dagen, så kan du ligeså godt lave det med de bedste råvarer, i noget der også er af høj kvalitet.” Det romantiske strejf i huset er ikke tænkt som en flugt fra hverdagen, som mere som en lyst til at hylde skønhed og glamour. For her må hjemmet gerne være en oplevelse både at leve og bo i.
I soveværelset og påklædningsrummet fremhæves de vandrette linjer i modsætning til det lodrette i stuen.
På toppen af en bakke, har arkitekt Claudia Ponti designet sit eget feriehus, hvor det udvendige og indvendige blandes sammen konstant. Et ideelt sted at tilbringe weekender og helligdage – væk fra byen.
Med den perfekte beliggenhed ved Piacenza, har arkitekt Claudia Ponti tegnet dette fantastiske hus i naturlige materialer, hvor de indre rum smukt fletter sammen det ydre landskab. Huset er naturligvis bygget af sten og træ. Det trækker familien væk fra travle Milano, som ligger en lille times kørsel væk. I årevis søgte hun efter det rigtige sted i denne del af Piacenza-bakkerne, og det var den betagende udsigt, der gjorde udslaget. Så hun har nærmest skræddersyet det til hende og hans familie. “Med dette projekt realiserede jeg endelig en drøm: nemlig at designe og tegne mit eget feriehus, og endelig at kunne nyde årstidernes skiften i et af de landskaber, jeg elsker mest,” siger hun. Lige over en time tager det at køre fra Milano, til man rammer dalene i Tidone og Luretta og dette afslappende landskab møder dig. Her ligger kun enkelte huse men masser af marker og vinmarker. Claudia tilbringer weekender og ferier i denne oase, sammen med sin mand Andrea og deres børn Natalia på 18 og Oleg på 13 år. Husets opbygning giver masser af plads, lys, panoramaudsigt og smukke solnedgange. Ideen er en åben storrumsløsning med alle værelser liggende på modsatte side. Det giver en glidende og kontinuerlig overgang mellem det indre og det ydre. Køkkenet ligger nærmest i stuen, placeret i et lille aflukke, og gangen ned mod badeværelset og soveværelser er ikke adskilt af vægge, men skjules ved at trække store gardiner for.
Claudia sammen med sin mand.
Naturlige materialer “Jeg ønskede store åbninger, så alle kan nyde landskabet når som helst på dagen. I stuen fremstår et næsten 8 meter langt glasvindue næsten som et levende billede. Andre steder er der indsat vinduer i væggenes fulde højde,” siger Claudia. Og så er huset altid fuld af mennesker. Datteren Natalia elsker at invitere venner til en svømmetur mens Oleg, nyder at spille fodbold på den store græsplæne. Valget af naturlige materialer, var en grundlæggende del af designet, og det er forudset at deres skønhed forandres og patineres. Det er sten fra Trebbia, der dækker den nederste del af bygningen, mens der på terrassen ud mod landskabet er slået træ på væggene. Træets varme toner blødgør indtrykket. Interiøret er forsøgt holdt enkelt og blødt, som kontrast til det lidt firkantede arkitektoniske udtryk. Claudia har valgt genstande og møbler i naturlige materialer, såsom borde og lænestole af teaktræ, vævede stoffer, fletkurve og blødt sengetøj – alt holdt i enkle farver. “Jeg kan lide kontraster, og jeg nyder at blande hårde elementer med blødere former. Ligesom jeg kan lide at kigge efter moderne design og møbler under mine rejser. De to vaser på bordet i stuen, er for eksempel købt på Dronning Sofias Museum i Madrid, mens jeg fandt glaspendlen der hænger over spisebordet, i en lille brugskunstbutik i Barcelona,” siger Claudia. Tonerne i interiøret afspejler farverne på de ydre materialer, med forskellige nuancer af varm grå til væggene og sandfarven til gangens vægge mod værelserne.
Udenfor står en sofa med hvide stole på siderne, der er designet af Paola Lenti. Her i stuen er der skabt rum til træopbevaring. Der hvor skorstenen fra pejsen går op i taget, er det i det rum plads til at lægge træ til tørring
Utroligt smukke solnedgange Det her et hus der er designet til – frem for alt – at leve udenfor i. Der er på hver side af huset, plads til at slappe af. Alt efter årstiden. I haven er der køligst på de mest solrige og varme sommerdage. Mens man på den overdækkede terrasser mod syd, takket være den varme der frigives af de solopvarmede sten, kan sidde udenfor på de milde vinterdage. “Jeg vågner altid tidligt om morgenen, så inden de andre vågner, kan jeg godt lide at pakke mig i et tæppe, sætte mig ud på terrassen og lytte til stilheden, mens jeg nipper til en kop te,” smiler Claudia. Poolen er designet som en naturlig vandkanal, dens form er lang og smal. Den mørkegrå belægning giver den en blålig farve, der integrerer godt med landskabet. “Jeg drog fordel af at landskabet skrånede her, så poolen ligger lavere end huset og ikke er synlig fra huset.” Haven blev omhyggelig anlagt sammen med en landskabsarkitekt, der valgte aromatiske urter og planter, der vokser i området. Og så masser af prydgræsser. “Stedet her giver os mulighed for at flygte fra byen – selv for bare en halv dag. Det er virkelig et privilegie at få muligheden for at nyde en solnedgang i dette vidunderlige landskab,” slutter Claudia
Arkitekt Stefan Antonis smukke bolig kombinerer – i to næsten lige store dele – det rå med det sofistikerede. Det er en smagfuld arkitektonisk perle.
“Jeg har altid ønsket at bo i Clifton,”siger Stefan Antoni, der er arkitekt i Cape Town. “Det er et af de smukkeste steder i verden,” mener han. Og han burde vide det. I løbet af sin karriere har Stefan nemlig opført mange huse her på kysten, alle med kig til Atlanterhavet, og med tiden oparbejdet et ry som særdeles leveringsdygtig i de eftertragtede huse, som klamrer sig til bjergsiden med uhindret udsigt over havet. Faktisk var det hans ærinde i Clifton den dag, han fandt et ‘til salg-skilt’ der var væltet og lå på jorden. Han var i området, fordi han var i gang med at opføre et hus til en klient. Han opdagede skiltet og fandt grunden interessant. Uvidende om den stadig var til salg, ringede han til nummeret. Han fandt ud af at det var den, og så blev handlen igangsat så hurtigt som muligt.
Ikke bare en hvid kasse på en bjergside Da han skulle i gang med at tegne sit eget hjem, hvor han bor sammen med sin kone Carla og deres to børn, Gia og Luke, holdt han sig ikke udelukkende til de mere sikre løsninger. “Jeg tænkte, det er mit eget hus, jeg kan da eksperimentere lidt her!” fortæller Stefan. Men først måtte han fokusere på praktikken og dermed fokusere på grundens beskaffenhed. Der var en betagende havudsigt og bag huset ligger bjerget Lion’s Head, men der var ingen tvivl om, at det var et vanskeligt stykke jord at bygge på. “Her er meget stejlt,” forklarer Stefan og fortsætter: “Grunden stiger kraftigt op fra vejen, hvilket betød, at jeg skulle komme med noget nyt, hvis resultatet ikke bare skulle være endnu en anonym, hvid kasse på en bjergside.”
Stefan Antoni sammen med husturen Carla, og deres to børn, Gia og Luke.
Der er ingen vind i baghaven “Det afgørende udgangspunkt for udtrykket var, at få huset til at ‘forholde’ sig til bjerget,” siger han. Hans løsning, med risiko for at oversimplifisere det, var bare at vende huset på hovedet: beholde opholdsrum på øverste niveau og soveværelserne nedenunder. Ved at lade bygningen stige bagtil, kunne Stefan anlægge en have på øverste etage bag stuen med en græsplæne, der faktisk forbinder huset med bjerget. Men denne løsning undgik han også det frygtede alternativ, nemlig en stor, mørk klippevæg på bagsiden af huset. “For mig var det meget vigtigt at få en have med en græsplæne og nogle træer, fordi jeg har en 10-årig søn, og der kan vi spille fodbold, cricket eller rugby,” siger Stefan. Da han først havde skabt platformen til det øverste plan, udviklede han en zig-zag løsning til deres opholdsområder. For eksempel hænger en del af stuen ud over den kantløse pool, som nærmest går i et med havet, og en udendørs spiseplads ses på siden af huset. “Jeg fandt ud af, at vi kunne få en nordvendt have, som er ret sjældent i Clifton,” siger Stefan. “Den måde, jeg har moduleret det på, skaber en vindfri zone i haven, og derfor fungerer den rigtig godt.” Bygningens høje loftshøjde resulterende i, at han kunne skabe et vidunderligt samspil mellem de forskellige planer, rummenes størrelse og lysindfaldet. “Huset er opdelt i fire planer,” forklarer han: på gadeniveau ligger garagen og indgangen. Dernæst et ‘tomrum’ indeholdende gæsteværelser. Derefter er der et spille- og spa-område og soveværelserne. På toppen findes opholdsarealerne: stue, køkken, spisestue. De vertikale forbindelser overlapper hinanden og hjælper med at integrere huset – holde sammen på det. Så selvom man er på forskellige niveauer, føler man sig sjældent afskåret fra hinanden. “Du vil være en del af en større sammenhæng,” siger Stefan. “Når børnene og deres venner er i spillerummet, kan jeg læne mig ud over rækværket og bare råbe til dem at det er spisetid.”
På husets øverste plan, ligger det åbne opholdsområde med køkken, spisestue, lounge og bar.
Robuste materialer og rå teksturer Facaden blev brugt til at forene huset. Stefan mener nemlig at facaden, der både har åben balkon og vinduer, ville have set rigtig underlig ud udefra. Han følte facaden havde brug for noget, der kunne ’trække strukturen sammen’. Han ønskede ikke, at huset skulle fremstå stort eller truende. Hans løsning var at beklæde det med en laserskåret aluminiumsskærm, som han mener samlet udtrykket. Mønsteret på facaden er en abstrakt grafisk fortolkning af de store udsving der er vejrmæssigt i Sydafrika, med både kølige vintre, regn og varme somre. Ideen medvirker til at blødgøre bygningens udseende og får den til at falde mere ind i det omgivende landskab. Den stærke tilstedeværelse af bjerg og hav og dels på grund af hans personlige smag, ønskede Stefan en indretningssil med enkle kvaliteter. “Jeg elsker gamle monumenter og rå, enkle rum,” siger Stefan. ”Jeg valgte helt specifikt at gå efter rå, robuste materialer og teksturer.” “Det handler virkelig om ‘skulpturere’ et rum; at skabe rolige, smukke rum – hvor det udendørs smelter sammen med det indendørs,” fortsætter han. “For mig er huset bare et skib, hvor man kan opleve bjerget, udsigten og træerne udenfor.”
Arkitektur skal handle om glæde Selvfølgelig er den bedste måde at understrege rå teksturer og udnytte deres udtryksevne på, ved at benytte sig af kontraster. Opholdsstuen ovenpå kan åbnes næsten helt op. Skydedørene af glas, forsvinder ind i væggen. Når de er åbne, bliver beboelsesrummet omdannet til en pavillon. “Det er som om nærværet af bjerget bagved, glider ind i baghaven, igennem huset og derefter ud til terrassen og poolen, hvor det slutter sig havet,” siger Stefan. Men huset handler ikke kun om åbne rum. “Jeg kan altid godt lide når et rum, fører til et andet, uden helt at afsløre det,” siger han. “Det tilføjer en smule sjov til hele oplevelsen, fordi arkitektur skal handle om glæde, ellers er det rent utilitaristisk,” fortsætter han. (Utilitarisme betyder nyttefilosofi. Ud fra opfattelsen af at en handling er moralsk god, når den forøger summen af velfærd, red.).
Lysets mysterium Stefan har også arbejdet meget med det naturlige lys. Nogle valg er helt pragmatiske: Havudsigten i Clifton vender mod vest, hvilket betyder at den stærke og varme eftermiddagssol står på længe. “Det er meget vigtigt, når den sene eftermiddagssol kommer rundt, at man kan trække sig tilbage til andre steder i huset. På vores opholdsområder har vi meget få persienner eller solskærme, men vi behøver dem ikke, fordi vi altid har rum, vi kan gå ind i hvis vi får brug for skygge,” siger han. Han har også skabt ovenlysvinduer og placeret vinduer, der tillader naturligt lys at vælte ind som uventede lyskilder – det iscenesætter hvad Stefan kalder ‘lysets mysterium’. Tagvinduet over muren af afrikanske masker i stuen er et perfekt eksempel. “Når lyset bliver mere og mere lodret, rammer det maskerne, og de bliver mere udtryksfulde med deres dybe, stærke skygger.”
Næsten som på et galleri Som samler af kunst- og designobjekter har Stefan ikke tænkt interiøret med et endeligt udtryk i tankerne. Hele ideen var snarere at indrette et rum, der kunne fortsætte med at udvikle sig. “Jeg ville ikke have det hele matchet til perfektion,” siger han. “Det skulle have en vis tilfældig, indsamlet kvalitet. Næsten som et galleri. Det her er et hus, hvor vi kan fortsætte med at samle og det vil ændre sig over tid. Og det er det, jeg nyder ved det. Meget lidt er blevet samlet bevidst til et rum. Tingene bevæger sig rundt indtil vi synes det har fundet det rigtige sted, og selv da flytter det måske plads på senere tidspunkt.” Stefan har en forkærlighed for modernistisk design og kunst fra midten af det 19. århundrede. Brugskunsten viser også hans interesse for modernistisk æstetik, ligesom nogle møbler er fra midten af århundredet. Der er et bemærkelsesværdigt værk af Cecil Skotnes (1926-2009), som er et stort vægtæppe, der engang hængte på præsidenthotellet i Johannesburg. Det repræsenterer en særlig historie der afspejler både afrikansk modernisme og æstetik. “Jeg oplever kunst og arkitektur forbedrer hinanden,” siger han. “To muligheder der smukt kan spille sammen med hinanden,” slutter han. Huset er også blevet en slags opdagelsesrejse: en mulighed for Stefan at forfølge sin egen æstetik. Resultatet er ikke kun et familiehus, men også en spændende arkitektonisk udforskning, som er rå, opløftende og raffineret: ikke bare en bygning, men en arkitektonisk oplevelse.
Der var en gang, hvor stor lyd var ensbetydende med en fin Ortofon-pickup, der kunne transportere musikken fra grammofonen via forstærker og metervis af rodede lydkabler til nogle store trækasser, der totalt dominerede stuen eller TeenAge-værelset.
B&O har altid været kendt for deres innovative design. Men med Beolab 90 og Beolab 50 gav den den danske HiFi-producent først opgaven til lydingeniørerne. Resultatet blev to ekstremt højtydende højtalere: Beolab 90 med ekstreme 8.200 watt i udgangseffekt, og Beolab 50, der ‘blot’ yder 2.100 watt. Højtalerne har indbygget mikrofon, der analyserer dit rum og tilpasser lyden. Prisen er også ekstrem: Henholdsvis 500.000 kr. og 210.000 kr. for et sæt. www.bangolufsen.dk
Sådan er det heldigvis ikke længere! Selvfølgelig er det stadig muligt at investere i par gigantiske gulvhøjtalere. Men dagens lyd-trend går mod stadig mindre kasser, og stadig bedre lyd. Og i dag hvor vi streamer musikken via nettet, er forstærkeren gemt af vejen i selve højtaleren. Vi har set nærmere på, hvad du kan få for pengene anno 2019.
Når musikken har bid! Hvis du ikke bryder dig om de store gulvhøjtalere, men alligevel synes, at god lyd også godt må ha’ lidt bid, skulle du måske se lidt nærmere på Bulldog-højtaleren fra Jarre Technologies. Der er gemt 2×20 watt mellemtone højtalere i solbrillerne og en subwoofer i bagdelen. Den har bluetooth. Og fjernbetjeningen? Ja, det er naturligvis et kødben! Om lyden lever op til det barske udseende, vides ikke rigtigt. Men den koster i hvert fald omkring de 13.000 kr. www.muscilife.paris/speakers/aerobull.
Musikstream uden kvalitetstab En moderne aktiv højtaler til din musikstream? Og vel at mærke en højtaler, hvor lydkvaliteten bevares uanset, hvor i huset, du sætter dine højtalere? Ja, så har System Audio også en løsning, nemlig SA Legend 5 Silverback. Pris 16.500 kr. www.system-audio.com
System Audio indtager gulvet Er gulvhøjtalere stadig det eneste, der kan gøre dig glad? Og skal lyden være Spitzenklasse? Ja, så kan det danske højtalerfirma System Audio være løsningen. Med et par SA Legend 60 Silverback-højtalere får du fire indbyggede forstærkere med en samlet effekt på hele 560 watt, samt en digital signalbehandling behøver du ikke sidde et bestemt sted, for at opleve den perfekte, naturtro lyd. Til gengæld skal du betale næsten 55.000 kr. for et sæt. www.system-audio.com
