Forfatter: Fein

Hvordan bevarer man følelsen fra dengang den oprindelige gård lå her? Det gør man med meget enkle justeringer og lækre detaljer. Her er det lykkedes ejeren at holde fast i det enkle for at leve et moderne genbrugsbevidst liv.

Midt i mellem de høje bjerge, tæt på Megève, ligger denne tidligere gamle gård (der kan dateres tilbage fra 1870) i næsten 2000 meters højde. Da den nuværende ejer Lionel Jadot (der bl.a. er indretningsarkitekt) allerførste gang så den, var han ved at få et hjertestop – på den gode måde.
“Jeg blev straks tiltrukket af den meget enkle gård, og den gammeldags stil den udstrålede. Det var faktisk grunden til at jeg besluttede at købe den. Som samlingspunktet for familien når vi enten holder vinter- eller sommerferier sammen. Og mit højeste ønske var at beholde den, som den var, og det gjorde jeg ved at genanvende så mange ting så meget som overhovedet muligt,” siger Lionel.

Sommer og vinter

Denne region med sine ærefrygtindgydende bjerge og dale samt Europas højeste bjerg Mont Blanc – er en del af den fantastiske udsigt fra Lionel Jadots chalet. Han og familien kan nyde udsigten fra de store vinduer og det gør de.
Megève, som de fleste kender som et skisportssted, er en by med en befolkning på omkring 5.000 indbyggere og hvor vintersæsonen normalt kører fra november indtil slutningen af marts. Men om sommeren er Megève-området et ideelt sted for vandreture, med de vilde blomster, bær og svampe i engene, de smukke fyrre- og lærketræer i dalene og de synlige klippetoppe.

Det rå træ

Fordi gården igennem en længere periode slet ikke havde været benyttet, tog det Lionel Jadot næsten to år at få liv i den igen. Det samlede areal er omkring 300 m2 med højt til loftet, der er op til 15 meter oppe på den øverste etage … og der er i alt tre etager.
Alt træ i huset er lavet af Mélèze træ (et lærketræ der oprindeligt kommer fra Savoieregionen) og der er brugt så meget af det eksisterende træ, som Lionel overhovedet har kunnet genbruge. Den måde Lionel har valgt at benytte træet på, er, var at bruge det ubehandlet – det fremstår fuldstændig ligesom det er savet op for få øjeblikke siden. Så brædderne blev blot tilpasset lofterne og vægge. Andre steder er anvendt et produkt der kaldes Mortex, som er en speciel betonblanding, der kan smøres ud og kommer i mange forskellige farver.
“Mit største ønske var at beholde det oprindelige udtryk. Mest fordi jeg hader den nyere restaureringsstil hvor man skifter alt ud, så mange af de oprindelige sprækker og revner i træet er her stadig.”

Det enkle liv

“Oprindeligt blev det at bo i bjergene, først og fremmest betragtet som værende funktionelt. Så det var vigtigt at bevare det. Jeg ville dog også gerne tilføje en mere moderne
energibesparelse, der samtidig tog udgangspunkt i hvordan man boede dengang. Denne
type gårde er faktisk meget simple. Helt rektangulære og uden dikkedarer. De dyr der levede på gården var geder, får eller køer, her var masser af hø og mange generationer af mennesker – alle levede under det samme tag.” Så gården er både blevet brugt som kostald, som lade og til beboelse. Ideen har han videreført lidt på den måde, at det hele opvarmes nedefra – blot udført mere moderne – for nu er ingen dyr på den nederste etage (i kælderen hvor der er værelser nu) der kunne give lidt varme. Og som erstatning for høet på loftet, ses nu den store opholdsstue og køkkenet.

Tænker på naturen

Her skulle opvarmes udelukkende ved at bruge af et solcelleanlæg. Det blev installeret på taget af det lille anneks foran hytten, der bruges som garage. Disse solceller producerer elektricitet og bidrager til opvarmningen af hytten. Som supplement er der dog installeret en varmtvandsbeholder der oplades fra solcellerne, men også tilsluttet el hvis noget svigter – så vi altid er i stand til at få varmt vand. Væggene er isoleret bedre end normalt. Overalt i huset er der tredobbelte termoruder, et andet meget vigtigt element for klimaet i huset. Der er også en ventilation, der giver mulighed for permanent at genbruge den varme luft i stue/køkken.

Italiensk mosaik i køkkenet

Omkring indretningen af chaletet var det mere tilfældigt end planlagt, mest på grund af Lionels samlermani – noget han har gjort igennem mange år. Det er vintagestoffer blandet med stoffer fra Rumænien, Tibet, Ungarn og Indien der ses på puderne i sofaerne. Eller sågar foran vinduerne som gardiner, hvor de blot hænger med en sort snor trukket gennem et øje sat i stoffet. Der giver sammen med de mange skind en afslappet, måske endda lidt tibetansk atmosfære.
Alt i badeværelset er genbrug eller fundet lokalt, bortset fra det store badekar i sten fra Aquamass. Køkkenelementerne er fra 50’erne og 60’erne (genbrug naturligvis) og bruges også til at skjule det moderne køleskab og andre køkkenting. Det er bare en del af den proces, som Lionel sætter stor pris på – bevar det gamle.
“Det er nu efterhånden en del år jeg har opkøbt gamle kinesiske møbler og svensk vintagedesign fra 50’erne som jeg virkelig godt kan lide,” siger Lionel og fortsætter: “Det eneste forsøg på nutid, er uden tvivl Bisazza mosaikken, der er brugt som bordplade og på siderne/fronten af køkkenet. Det gyldne bidrag fra mosaikkerne er som en lille lysende sol der kommer ud af skyerne.
Jeg ønskede at lave noget, der kunne bringe folk sammen omkring køkkenet. Jeg synes det gyldne lys det udsender, er en god kombination sammen med det rå træ. En anden sjov detalje – synes jeg – er træ­skufferne med håndtag formet og hånd­malet af en italiensk gadehåndværker fra Sienna. Jeg er faktisk meget glad for den positive energi der udstråles fra køkkenet,” siger Jadot.

Nøglen til verden

“Genbrug er min nøgle til verden. Og når det drejer sig om mit personlige hjem, er det meget lettere at kunne genbruge, end når jeg arbejder for mine klienter ude i deres hjem. Folk har altid gode hensigter, men de er ikke altid miljøbevidste nok. Mit standpunkt er, at intet må smides væk. Uanset hvor det kommer fra. Genbrug, upcycling, tilpasning. Det er næsten altid muligt på en eller anden måde at bruge eksisterende. Det er enkelt og ærligt,” siger han.
Som lyskontakter brugte Lionel nogle gamle tyske af slagsen, lavet af Bakelit (en gammel, industrielt fremstillet hård plast, der dog anvendes dog ikke så ofte mere, red.) der havde det gammeldags udseende han søgte. Lampeskærmene i stuen er alle lavet af genbrugsmaterialer, som Lionel har udskåret og givet sin firkantede form. De er fastgjort med
kæder til loftet. Det samme gælder udsugningen over komfuret som genanvendte dele fra en gammel pejs.
“Og hvordan overlevede en landmand dengang? Med det han havde ved hånden, resten var han nødt til at opfinde. Så gør jeg også,” smiler Lionel.

Se det store billede

Lionel Jadot er en autodidakt interiørdesigner, der har lært det med tiden. Men han er også filmproducer. Det gør ham måske lidt atypisk i forhold hvordan man tænker indret­ning. Han kan lide at opfinde og genopfinde, bruge sin hjerne på ideer der udspringer af kreativitet – også gerne dem der tænkes udenfor boksen.
“Det eneste jeg har forsøgt er, at komme så tæt på ånden og livet i de lidt øde land­distrikter her i bjergene, og holde mig langt væk fra “pastiche” (fra fransk og kan oversættes som at undgå at kopiere eller efterligne andre ting/værker, red.) som jeg hader. Jeg ønskede at finde genstande, der fortæller historier og skabe et sted der ikke en dekoration eller ligner et showroom. For hytter i bjergene findes der tusindvis af, men mange ser altså ens ud indeni, og jeg ville bare gerne kombinere det naturlige med en voksende respekt for livet og bevarelse af det der nu er tilbage. Og vi bliver heldigvis flere og flere, der ikke ønsker at bidrage til verdens permanente ophobning af affald,” slutter Lionel.