Beliggende i et naturreservat og med en spektakulær 360-graders udsigt over det omkringliggende landskab, er denne øko-hytte nær Cape Town et misundelsesværdigt familieferiested.
Beliggende på skråningerne af Klein Hangklip-bjerget, lidt over en times rejse fra Cape Town, kombinerer denne bemærkelsesværdige feriebolig en elegant og enkel designoplevelse med en tilsyneladende uendelig 360-graders udsigt. Den er udtænkt af en stor familie, som købte den landbrugsjord, den ligger på, for en del år siden. Den eneste struktur på ejendommen var en lille tømmerhytte, som nedbrændte under en naturbrand i 2005. Spol tiden næsten to årtier frem til februar 2022, da to af familiens medlemmer “tilfældigvis kørte forbi ejendommen og efter en pludselig indskydelse drejede sig ind på den dengang ret bumpede adgangsvej til det naturskønne område, hvor hytten engang havde ligget,” forklarer et af familiens medlemmer: Eddie Horn. Denne indskydelse fik familien til at mindes stedets fantastiske udsigt over Rooi-Els flodmunding og strand, Det Indiske Ocean og de omkringliggende bjergkæder, såvel som landets egen naturlige skønhed: Det er dækket af oprindelig fynbos-vegetation, da området er en del af Kogelberg Biosphere Reserve i dét, der normalt omtales som Cape Floristic Region. Et beskyttet område, der er udpeget som et UNESCO verdensarvssted. Familien besluttede i fællesskab at bygge en øko-hytte-feriebolig på stedet og opdagede, at reservatets udviklingsregler ville gøre det muligt for dem at gøre det, hvis fodaftrykket af den nye bygning var nøjagtig det samme som den oprindelige gamle træstruktur.
Bygget af to containere Med sin baggrund i ejendomsudvikling var Eddie Horn det oplagte valg til at styre projektet. Fra starten var målet at bygge videre på “ejendommens virkelig unikke egenskaber,” siger Eddie Horn og fortsætter: “En ejendom som ville kunne nydes af vores familie, venner og gæster.” Det var også heldigt, forklarer han, at bygherrerne af den gamle hytte havde placeret den på det mest ideelle sted, hvorfra man kunne nyde “den fantastiske udsigt over havet, ind i kløfterne og op ad Klein Hangklip-bjerget over hytten”. Med en klar idé i tankerne om, hvad familien ønskede, vidste han, at en containerbygning ville være optimal i forhold til hurtigt at skabe en ny hytte på stedet. Arkitekt Raymond Rietoff fra RRAD blev kontaktet for at hjælpe med planlægning og design, og bygningens konstruktion blev udført af SmartMod, som er lokale specialister i denne type byggeri. Raymond var medvirkende til “at få positioneringen perfekt på det eksisterende fundament og finde det rigtige niveau,” siger Eddie Horn.
Fra starten af udviklingsprocessen havde Eddie Horn været i samråd med sin mor, Erna van der Merwe, som har en livslang interesse for design og indretning. Finish og interiørfarvevalg er i høj grad hendes fortjeneste. De dybe koksgrå toner opvejet med lysere træfinish skaber et slankt, monotont og nutidigt udtryk i interiøret. De fungerer også smukt i forhold til ferieboligens placering. Som Eddie Horn forklarer, var det principielle mål “ikke at distrahere fra eller forstyrre den bemærkelsesværdige stemning, der skabes af udsigten og de rige farver i fynbos-vegetationen og bjergene, der omgiver hytten”. Eddie Horn, hans kone Julia og deres nye baby Thomas tilbringer megen tid i hytten. Men som han siger, laver de meget lidt, når de er der. “Vi slapper for det meste bare af og afskærer os fra resten af verden. Fordyber os i den storslåede fauna og flora, som biosfæren har at byde på,” fortæller han. ”Vi nyder også det næsten daglige besøg af den lokale bavianflok og at se, hvad de laver. De prøver altid lykken i forhold til at prøve at stjæle en bid mad eller 10! Enhver, der ønsker at være mere aktiv, kan udforske gården, tage en tur til en af de mange nærliggende strande eller begive sig ud på de berømte vandrestier i det nærliggende Kogelberg Nature Reserve – men når det er sagt, så er det bestemt ikke let at rive sig væk fra denne fabelagtige udsigt.” •
Hun fandt en ruin. Forelskede sig i stedet. Og overtalte lokale håndværkere til at restaurere den lille hytte fra grunden. Charlotte Mauge har skabt et frirum i Alperne, der rummer inspiration fra både Navajo-indianernes kultur og Ralph Lauren.
Kun skov og sne, så langt øjet rækker. Og så naturligvis en fantastisk udsigt til Europas højeste bjerg: Mont Blanc. Vi er kun få kilometer fra Megève, en charmerende middelalderlandsby kendt som Haute-Savoies perle. I hjertet af de franske alper. Her er stemningen en helt anden end i storbyens vrimmel. Den er bestemt mere rå og mere sand. Her er det den vilde natur og oplevelsen af regulære bjerge, der hersker. Lige uden for døren befinder man sig midt i en lysning med vilde blomster kranset af tæt skov. Åen flyder stille nedenfor. Næsten midt i ingenting. Altså bortsetfra, at skiløjpen ligger bare lidt længere væk gemt bag fyrretræerne. Der er også en lille landsby med små butikker, som sælger lokalt producerede fødevarer. Alt sammen i en afstand, der blot tager nogle få minutter at gå. Med sine små røde døre og indlagte balustrader kunne Charlotte Mauges hytte være taget lige ud af et eventyr. ”Engang var der en lille landlig bygning – et mazot – der lå hen som en ruin. Ødelagt. Ugæstfri. En bygning, der uigenkaldeligt var dømt til nedrivning”, forklarer Charlotte Mauge, fransk af fødsel med en italiensk mor, opvokset i både Paris og Toscana. Der er en globetrotter gemt i hendes DNA.
Arkitekturen her rummer en klar Savoyard følelse. Tilsat lidt Amerika. Dét USA hun har rejst igennem på kryds og tværs har i høj grad inspireret hende og udstyret hende med stor passion for ”Wild West” og Navajo-indianernes kultur. ”Og så forfinet med lidt Ralph Lauren-design”, siger Charlotte Maugue og fortsætter: ”Han er en af mine yndlingsdesignere”, et ikon par excellence og kendt for den country-chic stil, jeg elsker”. ”Jeg har altid drømt om at eje en lille canadisk hytte i bjergene. Et sted hvor jeg kunne slappe af og holde ferie.” Hytten er helt og holdent bygget af træ. Måske lige med undtagelse af den imponerende groft tilhuggede stenpejs i hjertet af hyttens dagligstue. Kun udsmykket med et ædelt indrammet Hermès Carré-tørklæde med portrættet af en indianerhøvding. En gave fra venner.
”En atypisk hytte … et næsten sindssygt eksperiment.” I hvert fald for de lokale arbejdere, der stod for byggeriet. Men Charlotte var ret god til at overbevise dem og finde en erfaren gammeldags tømrer, der endda henviste til sin bedstefars byggenotesbøger for at bygge hytten med forkullet, børstet grantræ. Her er ingen genvundne, falske gamle effektmaterialer, der ellers er meget populære i lokale bygninger. Her er det bare den rigtige rustikke fornemmelse, der passer til et hjem i højderne: Enkelt og hyggeligt med en afslappet atmosfære og et unikt eksotisk præg. Inde i huset er der et stort åbent rum med opholdsstuen, der grænser op til køkkenet og husets bageste veranda, der når helt op til skovkanten. Går man op ad trappen af ru udhuggede træstammer, ligger soveværelset. Børnenes soveværelse ligger i kælderetagen. ”Hvad angår møblementet har jeg udelukkende valgt det, jeg kan lide.” Møbler og udsmykning fandt hun enten direkte i de omkringliggende landsbyer eller under sine mange rejser i det fysiske rum og på nettet. “Badekarret er en hundrede år gammel Jacob Delafon-kreation i støbejern, som vi har malet om med rustmaling. Det kommer fra en nabohytte, der var ved at blive revet ned. Det samme gælder den smukke blå keramik og messingovn i stuehjørnet. Alt stadig i perfekt stand”.
De dyrebare turkise håndtag på møblerne i soveværelset fandt Charlotte Mauge i et indianerreservat i Santa Fé. ”Det var kærlighed ved første blik”. Spredt rundt i huset ses udsmykning og tekstiler fra Ralph Lauren, Pendleton og Lexington Company. Resultatet er en blanding af etnisk, New England-stil og specialdesignede elementer kreeret af lokale håndværkere. Det samme gælder spisebordet: En solid plade, der hviler på enkle ru træstammer, korrekt sat sammen med de raffinerede kreationer fra Charlotte Mauges egen hånd: 100 pct. håndlavede keramiske fade, skåle og tallerkner udsmykket med Navajo-mønstre såsom farvede fjer, geometriske mønstre og kaktusser. De er en del af kollektionerne ”Feels Lake Home” – bordets kunst, et projekt, der kombinerer hendes passion for boligindretning, madlavning og rejser. Efter at have tilbragt mange år med at handle med luksusvarer besluttede Charlotte Mauge for omkring ti år siden at ændre sine planer og forlade storbyen til fordel for det schweiziske landskab på kanten af Genèvesøen, hvor hun bor sammen med sin mand David og deres tre børn Léon, Ava og Gioia. Nu handler det om den uspolerede natur i hjertet af Schweiz. Ikke så langt fra hendes lille canadiske hytte med udsigten til Mont Blanc. •
To søstre. Opvokset i en familie, hvor far drev en indretningsvirksomhed, og mor havde et særligt øje for indretning. Følelsen af skønhed og harmoni er noget, vi har i blodet. Med slet skjult stolthed har Inge og Greet Lefèvre gang på gang bevist, at de har arvet forældrenes sans for god smag og indretning. ”Vi har en så knusende god smag, at det til tider næsten er skræmmende.”
På en menneskelig skala Bordet, som komfortabelt giver plads til mere end ti personer, fik en fremtrædende plads i Inge Lefèvre og hendes families hus, der ligger smukt i den grønne udkant af Brugge. ”Vi havde i et stykke tid ledt efter et hus at renovere her i området, men fandt ikke rigtig noget, der faldt i vores smag. Denne byggegrund havde været til salg i et stykke tid, og da vi efter et års hussøgning talte med grundejeren, blev salget hurtigt afsluttet,” fortæller hun. Parret vidste præcis, hvad de ville have: Et stort hus, der er godt at komme hjem til for både dem selv og deres to børn. Og stort nok til at byde folk velkommen på en gæstfri måde.
”Jeg ville bestemt ikke have, at værelserne skulle være for store. Jeg tænker: Et hus skal falde omkring dig som et varmt tæppe. Du kan aldrig opnå den slags intimitet med rum, der er for store.” Heldigvis var deres arkitekt, Peter Bovijn fra Brugge, på bølgelængde, og sammen med Inge og hendes mand skabte han et hus med majestætiske proportioner, men med overraskende intime rum. Rum i en menneskelig størrelse. ”Vi har også været meget heldige med vores entreprenør, Chris Frodure fra Wingene. Han forstod med det samme, hvilken stil vi havde i tankerne og gik meget aktivt på jagt efter de rigtige materialer. Gulvet i entreen er for eksempel en gammel blå sten afbrudt af runde cabuchons af Carrara-marmor, som vi ikke ville have fundet uden ham.”
Landligt, hyggeligt, fransk Selvom det kun blev bygget for ti år siden, kan man ingen steder i dette hus mærke, hvor nyt det egentlig er. ”Det skyldes selvfølgelig, at vi har brugt så mange rustikke og autentiske materialer som overhovedet muligt, og at vi også har valgt en tidløs stil i valg af møbler og indretning,” forklarer Inge Lefèvre. “Kald det landligt, hyggeligt, fransk. Jeg synes, at den tidløse franske atmosfære afspejles meget flot i de udvendige skodder, der også er lavet på Lefèvre Interiors værksteder,” siger Greet Lefèvre. ”Når vi inviteres til fester her om sommeren, minder atmosfæren mig altid om et fransk landsted: Afslappet, men meget stilfuldt og elegant”
Møblernes magi I den tilstødende hall springer et sort-hvidternet konsolbord med tilhørende spejl straks i øjnene. ”Begge er fundet hos Moissonnier i Bourg-en-Bresse i Frankrig,” siger Greet Lefèvre. ”Det er en berømt møbelfabrik, der har været i samme familie siden 1885. De formår at puste nyt liv i klassiske traditionelle møbelstile og dermed skabe en magi, der er uforlignelig. Jeg har selv en lys pink konsol derhjemme, denne her er lavet efter et venetiansk forbillede.” Belysningen i den majestætisk udseende hall er skabt af Vaughan, den smukke marmorvask er fundet af Inges entreprenør Chris Frodure. En lys egetræstrappe fører op til overetagen i familiehuset, som rummer tre soveværelser og et badeværelse med påklædningværelse. Indretningen af denne smukke familiebolig i den grønne udkant af Brugge er blevet en rigtig ’familieaffære’. I søstrene Lefèvres DNA bor den samme sans for harmoni og skønhed, de fik fra deres forældres begejstring for kvalitet, håndværk og ægte smukke ting. En evne der ikke kan læres. Som de udtrykker det: ”Ja, vi er forenet på den skønneste måde. Hvor finder du stadig det hos søstre?” •
På toppen af en bjergkæde i udkanten af Rio de Janeiro er dette hus resultatet af en masse forskning og de ideer en ung familie med fire børn havde. Målet var at søge enkeltheden og en total integration med naturen efter Wabi Sabi-filosofien, som styrede hele projektet.
Det tog tre års planlægning – og flere års byggeri. Men det stod færdigt på det helt ”rigtige tidspunkt”, fortæller Paulo og Anna Luiza Brito, ejere og bygherrer på denne fantastiske bolig: Et refugie i Quinta do Lago, der fungerer som familiens fritidsbolig i landsbyen Araras, halvanden times kørsel op ad bakke fra Rio de Janeiro. Med fire børn mellem 12 og 25 år, og trætte af en travl hverdag, drømte de begge om at få et hus uden for storbyen, som kunne danne rammen om et liv styret af helt grundlæggende begreber som enkelhed, komfort og natur. ”Det første skridt i hele denne proces var at lede efter det rigtige stykke land, der lå tæt nok på Rio de Janeiro til, at vi kunne komme hurtigt herop i weekender og på helligdage. Vi fandt et højtbeliggende sted oppe i bjergene. En grund på ca. 10.000 m2 og masser af gammel skov. Det var det ideelle sted. Det eneste, vi så manglede, var at finde frem til den æstetik, vi ville forfølge i byggeriet. Det lyder enkelt, men det tog os tre år inden, vi begyndte at bygge. Tid som vi brugte på at udforske en masse arkitektur- og indretningsbøger”, siger Paulo Brito, der er ingeniør af profession. I sidste ende stod han selv for byggeriet i samarbejde med en lokal entreprenør og lokale arkitekter, som udarbejdede de detaljerede planer og overvågede den daglige drift af byggeriet. En gruppe der loyalt har fulgt hans ideer.
Målet for husets kommende æstetik blev tydelig for Anna og Paulo Brito, da de først stødte på Cliff Mays værk i en af de mange bøger, de havde anskaffet sig. Nærmere bestemt en Santa Fe Ranch i Californien fangede deres interesse. Det fik dem til at satse på at opføre en flad bygning, der matchede omgivelserne bedst muligt. Transparent med store glaspaneler. ”Ved at studere den skala, Cliff May brugte på ranchen, tænkte vi også på, hvor stor en andel huset måtte optage af grunden. Ikke noget stort eller højt. En L-formet bygning i moduler, der åbner sig op ud mod fritidsarealerne,” fortæller Anna Brito.
Gennem en masse videoer lærte de også, den belgiske indretningsarkitekt Axel Vervoordts arbejde at kende. Han er en svoren tilhænger af Wabi Sabi-filosofien. En filosofi der bygger på en traditionel japansk opfattelse af æstetik, der er centreret omkring et verdensbillede, der hylder accepten af det ufuldkomne og det forgængelige. De besluttede sig for, at dette grundsyn skulle være hovedkonceptet for interiøret. ”Søgen efter enkelhed, accept af tidens tand, materialernes organiske og ufuldkomne karakter, genbrugte materialer, strukturer og gamle renoverede møbler – alt dette blev de absolutte krav, vi formulerede for at opnå det resultat, vi ønskede,” tilføjer Anna Brito og fortæller, at møbelbetræk og andre tekstiler er ganske basale og generelt holdt i lyse farver.“ Dét, der virkelig skiller sig ud, er naturens toner i interiøret. Da alt stod klart for godt tre år siden, begyndte pandemien, og familien endte med at tilbringe lange perioder i bjergene i eksil. “Så indså vi, at vi faktisk havde fået det sted, vi havde drømt så meget om. Drømmen var gået i opfyldelse”, siger Paulo Brito.
I løbet af de syv år arbejdet har stået på, har Anna og Paulo Brito brugt al fritid på at lede efter unikke materialer og møbler for at fuldende husets karakter med et fantastisk interiør. ”Det blev en hobby, en kæmpe fornøjelse,” siger han og opremser de mange rejser, de foretog i Brasilien og i udlandet på jagt efter deres indretningsperler: Kalkstenene kom for eksempel fra Portugal, naturfibertæpperne fra São Paulo, kunstværker fra Buenos Aires, nedrivningstømmer og masser af møbler stammer fra den brasilianske delstat Minas Gerais. De robuste arkitektoniske toner slås fast af de tykke rustfri ståldøre og vinduer, der måtte produceres i flere omgange af en lokal metalvarefabrik før bygherren, var tilfreds. ”Intet her er standardvarer. Alt blev skræddersyet for at opfylde vores ønsker. Og vi var meget detaljerede i vores ønsker. Men frem for alt satte vi ikke en deadline eller pressede vore leverandører urimeligt. Huset ville stå klar, når tiden var inde,” joker Paulo, der elsker, at en af de smukkeste træbænke i hans private suite, blev fundet hos en vejsælger, da de ankom til en lille by i Minas Gerais. ”Alt her har en historie. Og det gør hvert lille hjørne langt mere interessant”, slutter han. •
Raffaella Leones far var ingen ringere end den berømte filminstruktør Sergio Leone. Hun bor i en vidunderlig familievilla i Rom. En bolig der både bærer præg af hendes vision og samarbejdet med det romerske Galleri Blend. Indretning og udsmykning er en del af hendes væsen og minder. I kombination med hendes ide om fremtiden.
I udkanten af bydelen EUR bare syv kilometer syd for Rom ligger en fantastisk brutalistisk villa med biograf i sit DNA. Villaen var oprindeligt bestilt af filmproducenten Alberto Grimaldi i begyndelsen af 1970’erne. Byggeriet var baseret på et projekt af arkitekten og scenografen Carlo Simi, som betroede den strukturelle del af arbejdet til en af de største italienske ingeniører, Sergio Musumeci. Et moderne og monumentalt hus, der ovenikøbet senere fungerede som romersk residens for en af Qatars prinser. Sergio Leone, Raffaellas far, skaberen af Spaghetti Western-genren og bredt anerkendt som en af de mest indflydelsesrige instruktører i filmens verden, købte den i 1988. Villaen var oprindeligt et stort enfamiliehus, der efterfølgende blev opdelt i tre enheder. For nylig undergik huset endnu en renovering og blev opdelt i to symmetriske enheder, hvor søstrene Raffaella og Francesca Leone nu bor. De udvendige dele af villaen har, bortset fra små indgreb, ikke undergået ændringer.
Det er her, hjemme hos Raffaella Leone (til daglig administrerende direktør for Leone Film Group), at fortid og fremtid kombineres: “Det er et hus fyldt med minder. Det er stedet, hvor jeg kan lide at bruge min tid, og hvor jeg gerne vil blive gammel,” fortæller hun. For det fantastiske interiør er en kombination af kunst, design og smarte valg. Indretningen er skabt i samarbejde med galleriet Blend Roma (blend.it – et galleri og kreativ virksomhed i Rom etableret af Paolo Vasi og Stefano De Paola). Det har været fundamentalt for resultatet: ”I årenes løb er der opstået et regulært tillidsforhold til Leone-familien,” fortæller Paolo Vasi. ”I EUR-huset er der blevet indsamlet kunstværker, der er perfekt integreret med familiens allerede eksisterende møbler og kunstværker. Ofte ved hjælp af specialfremstillede møbler der er skabt takket være samarbejdet med designerne Hannes Peer og Duccio Maria Gambi, der har designet nye møbler og belysning til boligen,” siger han.
Raffaella Leone havde en klar ide om det resultat, hun ønskede sig: ”Det primære formål med Raffaella Leones brief var at skabe et hus på en spontan og fri måde. Et hus der både kunne være funktionelt og repræsentativt på samme tid” fortæller Paolo Vasi. For at gribe dette toårige arbejde med rådgivning og levering af kvalitetsprodukter bedst an, kom Blends inspiration og udfordringer på en hård prøve: ”Selve bygningen har en meget markant ånd, og der er en meget stærk kontinuitet mellem ydersiden og indersiden”, fortæller Paolo Vasi. ”Med dette i betragtning var det ikke muligt at invadere det indre rum ved at indsætte hverken kunstgenstande eller møbler, der var for kontrastfulde eller karakteristiske,” fortæller han.
Derudover var det afgørende, at mange enestående design- og kunstværker, Leones familieobjekter allerede fyldte godt op. For nu blot at nævne ét: Et maleri af Andy Warhol fra Myths-serien. I stedet valgte de at parre den eksisterende kunst med deres egen kreation som for eksempel ”Hallebardes” designet af Duccio Maria Gambi, der oplyser et popværk af Robert Indiana, mens Mobil-lysekronen af Hannes Peer blev skræddersyet til at oplyse det store firkantede spisebord. Et stort skrivebord er lavet på et original fundament af Leonardo Ricci fra 1950’erne og et par italiensk fremstillede lænestole i hvid bouclé fra 1970’erne er indsat i arbejdsværelset på øverste etage. En original bordlampe af Carlo Nason fra 1970’erne er i tæt dialog med Lina-lamperne af Hannes Peer, samt en serie Murano-glasvaser, unikke stykker af Ivan Baj, der møder ædle vintageglas, også fra Murano, som Raffaella Leone samler på”, fortæller galleristen.
Alle Blends valg viste sig at være succesfulde, da det hele resulterer i et vidunderligt hus, fyldt med Raffaella Leones personlighed og stil: ”Takket være Paolos hjælp fik jeg renoveret dette hus til at afspejle min essens og repræsentere dét, jeg havde brug for,” fortæller Raffaella Leone. ”Det er på samme tid et shelter og et sted for deling”, pointerer hun. ”Stuen er det rum, hvor jeg bedst kan lide at tilbringe min tid, fordi vinduerne ikke skaber markante grænser mellem indendørs og udendørs. Det giver mig mulighed for fuldt ud at nyde skønheden ved at bo omgivet af alle de ting, jeg elsker,” slutter hun. •
Dæmningskonstruktøren Iwan Roux, hans kone Irene og den berømte landskabsarkitekt Patrick Watson har i over 20 år arbejdet på at skabe familien Roux’s hjem. Resultatet er en glamourøs fejring af deres fælles livslange passion for ekstraordinære miljøer.
Beliggende i hjertet af det berømte Cradle of Humankind World Heritage Site – en kort 45 minutters biltur fra Johannesburgs travle forretningsdistrikt – ligger familien Rouxs hjem. Kærligt omtalt som ’Reflection’. Det er et uhyre ambitiøst landskabs- og arkitektonisk projekt, der nu er en af Sydafrikas mest inspirerede boliger. I en dal med enorme biologiske og arkæologiske rigdomme folder ejendommen sig ud over 6 hektar land med omhyggeligt restaureret Highveld-vegetation. Navnet refererer til et plateau i det centrale Sydafrika. Et plateau der ligger i næsten 2.000 meters højde med en ganske særlige vegetation. En enkel, rusten metalport glider op og afslører en spektakulær indkørsel, hvis kanter er afgrænset af indviklede vandelementer, søer, vandløb, vandfald, kilder, bassiner, vandtrapper og tusindvis af blomstrende åkander, der leverer gæster med en unik og helt enkelt perfekt velkomst. Det omfattende vandværk, færdiggjort af Iwan Roux, som er en af landets få dæmningskonstruktører, afspejler landskabets naturlige træk. Kurver og bøjninger i flodlejets tusinder år gamle dolomitiske klipper er nu blevet en naturlig skulptur mellem bølgende græsplæner. Patrick Watson er Iwans Rouxs mangeårige kollega med speciale i landskabspleje. Til dette projekt designede Watson også boligens arkitektur og fandt inspiration i områdets traditionelle landskurer og drivhuse. Arkitekturen bruger ydmyge, traditionelt utilitaristiske materialer som trælameller, synligt stål, plastplader og støbte betongulve for at skabe en forbindelse mellem landskabet og et af dets arkitektoniske relikvier: En original gårdhytte fra 1800-tallet.
Resultatet er et fantastisk, lavtliggende, skur-inspireret hjem, der er problemfrit integreret i landskabet. Huset ligger inden for en beskyttende ydermur, som giver såvel beskyttelse for elementernes hærgen som sikkerhed for familiens privatliv. Den sikrer også, at det vilde dyreliv som pytonslanger og busk-svin ikke trænger ind på ejendommen. For dette meget personlige projekt blev der fra begyndelsen sat fokus på familielivet. De arkitektoniske rum er overalt i åben forbindelse med det fri. Ovenikøbet er materialevalgets teksturer i form af læder, sted og åbne glaspaneler med til at integrere landskabet i huset.
Da Irene Roux overvejede interiører, der ville hjælpe med at bringe arkitekturen til live, analyserede hun deres omgivelser for at få inspiration. Ved at kombinere nyt og gammelt samt natur og teknologi har Irene Roux skabt rum, der på én gang er fuldstændig glamourøst, men som emmer af charme og varme. Det er dét perfekte sted at opdrage hendes og Iwan Rouxs to unge sønner. Med stor behændighed kombinerer hun ubesværet elegante Ligne Roset-stole med udendørsmøbler i stål med udskårne, skulpturelle træelementer for at skabe et luksuriøst naturligt designsprog, der opretholdes i alle hjemmets rum. Futuristisk hjemmeautomatisering og andre teknologiske elementer bringer rummet ind i fremtiden.
20 års arbejde Roux-familien begyndte at udvikle jorden for omkring 20 år siden. I tidens løb har de arbejdet på at omdirigere en underjordisk kilde til de mange søer og vandområder, og forvandle det engang sumpede moseland til et fredfyldt parklandskab. Der er skabt plads til dyrelivsbeskyttelse i form af store fugleøer, der ligger inden for de organisk-formede søer, hvor lokalt fugleliv trives uden fare fra jorddyr, der kan true deres yngel. Iwan Roux fortæller begejstret: “Når du kommer hertil fra Johannesburg, er der magi i ejendommen. Mest af alt fordi jeg tror, at man ikke ville forvente, at ejendommen ligger, hvor den gør. Da jeg tog til området første gang som studerende, havde jeg mulighed for at bo på ejendommen, og jeg kan huske, at jeg kørte ned ad Cradle-vejen, som dengang var en støvet grusvej. Jeg kunne ikke tro, at det hele lå så uberørt. Ikke så tæt på byen. Vi tog noget, der var rigtig godt, men lidt af en uslebne diamant, og polerede det. Nu skinner det.”
Jacoline og Sjoerd Ribberink skiftede herskabslejligheden ud med en moderne husbåd, som de kalder for ̒Den Sorte Ark̓. Hun er ansat i den kommunale forvaltning, han er forretningsudvikler for bæredygtigt flybrændstof. Sammen med tvillingerne Freek og Frank, begge 18 år, bor de på en kanal i den hollandske by Utrecht.
De sidste detaljer blev først færdige efter, at familien faktisk var flyttet ind i deres nybyggede husbåd. Stress og jag i storbyen Utrecht var efterhånden blevet for meget. Men det skulle stadig være her, de ville finde en ny oase med luft og lys. “Vi boede i årevis meget lykkeligt i noget, det lignende et monument her i Utrecht. Det er desværre en af de hurtigst voksende byer i Holland, og byen bliver mere og mere overfyldt og fortravlet. Det fik os til at føle, at vores hjem og have blev mindre. Men ønskede vi at forlade Utrecht? Nej, absolut ikke! Men hvor finder man et hjem med et stort opholdsrum og en rummelig have? Vi ville heller ikke isolere os. Vores fremtidige hjem ville vi stadig dele med andre. Så det skulle være let tilgængeligt trafikmæssigt. Det skulle have nok plads, så gæster kunne overnatte ligesom der mindst skulle være to badeværelser, et stort spisebord plus et stort opholdsområde med sofaer. En ønskeliste som denne er lidt af en udfordring, men vi fandt løsningen! Resultatet? En ark med mere end 225 m2 boligareal og en frodig have på mere end 250 m2. Vores ark og have er allerede blevet brugt mange gange til fester, middage og drinks. Men også til koncerter, workshops og kurser. Det er til leje til den slags arrangementer. Kort sagt: vi behøver aldrig nogensinde at forlade Utrecht!” fortæller Jacoline Ribberink.
Monumental forandring Kontrasten til deres tidligere hjem kunne ikke have været større: Fra et monumentalt hus med al dets historiske charme og mangler til moderne design og komfort. Fra antikt salonbord til ’extra-extra large’ designerbord. Fra mursten til sort stål. Fra hvidpudsede vægge til sorte indvendige stålvægge. Og fra flere adskilte, lukkede rum med gamle paneldøre til et stort åbent opholdsrum med glasvægge. ”Gennem vores netværk opdagede vi, at ejeren af en kaj langs en af Utrechts kanaler måske kunne blive fristet til at sælge. Vi tog springet og gik i forhandlinger med ham. Og nogle måneder senere, var vi ejere af en gammel husbåd og en kajplads med have i centrum af Utrecht. Vi kunne starte med vores eventyr med at bygge en ny ark,” fortæller Jacoline Ribberink. Arkitekten Lars Courage fra Courage Architecten blev hyret til at få styr på den nye husbåds design. Indretningsarkitekt og møbeldesigneren Gerrit Holdijk fik ansvaret for interiøret. ”At bruge farven sort både inde og ude var et bevidst valg, som vi traf sammen med arkitekten. Han tegnede også de indvendige glaskonstruktioner (indvendig altan, trappeopgangen og glasvæggene/vinduerne mellem de forskellige sove- og arbejdsrum.”
Sort gør interiøret mere intimt, når det indvendige rum er stort og åbent. Og på vandet med store vinduer og solen, der reflekterer fra vandet, behøver man ikke solbriller indenfor. Sidst men ikke mindst danner farven en smuk ramme for det naturlige miljø, der omgiver den nye ark – det trækker øjet udad. ”Gerrit Holdijk vores indretningsarkitekt og møbeldesigner var med fra starten af projektet. Sammen designede de layoutet, valgte de forskellige materialer. Først i den sidste fase traf vi sammen de endelige valg med hensyn til farve,” fortæller Jacoline Ribberink og giver et par eksempler på, hvorfor det i dette tilfælde var endog meget fornuftigt at involvere indretningsarkitekten lige fra starten af projektet: – Alle kontakter og vægudtag er integreret i arkitektoniske stålrør, præcis hvor vi ønskede, at de skulle være og ude af syne. Fordi husbåden er konstrueret med et stålskelet med sandwichpaneler, var det ikke muligt at montere usynlige elektriske rør efter væggene blev bygget.
– Betongulvet skulle beregnes på forhånd med hensyn til bådens bæreevne og stabilitet. Havde vi ikke taget højde for det helt fra starten, kunne det aldrig være blevet til virkelighed. Kort sagt: Båden ville ganske enkelt være sunket. – Størrelsen på de fliser, som Gerrit Holdijk foreslog, afgjorde tillige den endelige størrelse på badeværelserne og toiletterne. Ingen udskæring var nødvendig. Det har givet et rent design. – De dybe køkkenskabe var desuden afgørende for den endelige størrelse af de udvendige vinduer. – Man kommer ind i opholdsstuen via to flydende trin i stål som skulle monteres i gulvet som har gulvvarme. På de nøjagtige steder, hvor beslagene var fastgjort i gulvet, blev rørene til gulvvarmen omdirigeret for at kunne bore i gulvet. Gerrit Holdijk har guidet familien gennem alle aspekter af det nye interiør. Hun har designet de forskellige løsninger. Og her mener Jacoline Ribberink bogstaveligt talt alle aspekter så som gulve, vægge, materialevalg, former og farver. ”Vi havde et godt samarbejde, fordi han ikke laver ’moodboards’. For ham handler det om at stille de relevante spørgsmål til, hvordan du vil bo og bruge dit hjem. For eksempel: Hvad synes du er vigtigt i dit køkken? Svar: køkkenmaskiner og hårde hvidevarer, der ikke skiller sig ud. Hvem laver mad? Svar: Jacoline. Og hvordan laver du mad og bruger køkkenet? Svar: Giv mig plads!”
Design-diplomati ”Han var også meget diplomatisk med en god sans for humor, mens han styrede vores forventninger under hele processen. Først funktion, så form plejede han at sige. Og du kan selv style lysene. Ved først at koncentrere sig om hovedideerne var enhver beslutning bagefter den logiske konsekvens af tidligere formulerede udgangspunkter. Det gjorde det nemmere for os at træffe flere vovede valg og føle efter, om tingene føltes rigtige for os eller ej. Fordi Gerrit Holdijk er teknisk meget kyndig med masser af viden om materialer, var han i stand til at udføre alt arbejdet selv. Eller var i stand til at finde de helt rigtige leverandører til at skabe de rigtige løsninger. Som for eksempel køkkenbordpladen i rustfrit stål, der blev produceret meget billigt af et bilkarrosserifirma. Og dette gjorde hele oplevelsen, på trods af at den var stressende, meget tydelig, fordi vi kun havde én person at tale med.” Resultatet var, at familien kunne gennemføre alle de designs, de havde set så meget frem til uden at gå på kompromis. ”I al hemmelighed havde jeg faktiske selv lavet et moodboard,” griner Jacoline Ribberink og fortsætter: ”Men den eneste ting, jeg virkelig ønskede, som ikke blev til virkelighed var en køkkenbordplade i marmor. På grund af vægten og stabiliteten var det ikke muligt at tilføje yderligere 1000 kg på den ene del af arken. I sidste ende var alternativet i rustfrit stål en perfekt erstatning. Ikke kun fordi den er så nem at rengøre, men også fordi den reflekterer lyset smukt gennem rummet dag og nat.”
Klart designsprog Et af svarene, og måske Gerrits Holdijks vigtigste svar på alle spørgsmålene, var ”hold et klart design”. Det resulterede for eksempel i et minimum af ben under møblerne. Og når der virkelig var brug for det, forvandlede han det til noget særligt som køkkenskabenes gule stel. Det skiller sig ud. Ikke alene på grund af farven. Men også fordi det næsten svæver i luften. ”Han viste os virkelig, at der er så meget mere end hvid, og at farve kan bringe glæde til et interiør med uendelige muligheder. Valgene af farve under dæk (rødt toilet, samt et gult og grønt badeværelse) kunne foretages, fordi vi stolede på hinanden. Det var ment som en kontrast til alle de lyse og naturlige farver, der blev brugt i soveværelset og hjemmekontoret. Højde og lys var de vigtigste udgangspunkter her. Og ja selvfølgelig er et rødt toilet en slags joke. Vi synes, humor er vigtig, også i indretningen af ens hjem. Tag ikke alting alt for alvorligt, især ikke i designverdenen.” ”Vi er ikke styret af interiørtrends, vores interiør handler om et liv, hvor vi har brugt tiden til at samle smukke ting med masser af kunst lavet af familie og venner. Alt i vores hjem har en historie. Utrecht for eksempel: Design af Mobach (keramik), Pastoe (wire stol), Rietveld (lænestole), Bert Timmermans (tapet). Eller hollandsk: Kunst og genstande af Dik Geurts (komfur), Harvink (sofa), Gispen (rørstole), Copier (glaskunst), Esther van den Brink (kunstfoto), Lenneke Wispelwey (keramik) og Linda Groen (malerier),” opremser hun og fortsætter:
Monteret med magneter ”En anden fordel ved bådens stålvægge og lofter er muligheden for at montere alt med magneter. Malerier flyttes nemt og interiørændringer er som en leg. El-skinnerne i loftet sørger for usynlige klemmer til belysning, og de tilsluttede lys kan nemt flyttes på grund af magneterne. Og skulle du have brug for en strømledning ved spisebordet, sættes den også nemt i skinnen. På den måde undgår du, at ledninger ligger rundt på gulvet. Glasdørene i alle soveværelser er designet på en sådan måde, at du ikke ser direkte på sengene og forbinder alle rum uden en stor hall. Skabene har alle glas på toppen for at adskille rummene, men giver stadig plads til, at dagslyset fylder rummene med lys. Det gør dem mere rummelige. Ved at placere alle skabene ryg mod ryg har vi ingen (unødvendige) vægge. Og hvis vi senere skulle ønske at opdele rummene på en anden måde, kan det gøres ret nemt.” Det ovale spisebord er selve hjertet i vores hjem. For os handler det ikke kun om selve møblerne, men også om deres funktion. Selvfølgelig er de smukke, men også her følger form funktion. Stort, fordi vi gerne ville kunne sidde omkring det med mange gæster. Og ovalt for at kunne se alle sidde på de roterende spisebordsstole. Alt er vintagedesign, men nypolstrede som stolene eller nymalet som bordet. Specialfremstillet er imidlertid køkkenøen plus den blå skabsvæg, det lange lyserøde skab plus hjemmekontoret, badeværelsesskabene og toiletskabene. Den svævende trappe går op til opholdsstuen med det hvide roterende sofabord. ”Det bedste ved at bo på en ark er at leve med årstiderne og være meget ude. Når solen skinner, har vi en feriefølelse, især når vi tager en tur med vores jolle om aftenen efter at være kommet hjem fra arbejde. Den store plads er fantastisk at dele med familie og venner, og alle bliver nærmest lyriske, når de nyder udsigten fra stuen til svinget af Merwedekanaal (kanalen, hvor husbåden er forankret). Lyset ændrer sig hele tiden. Isfuglene i kanalvandet gør billedet perfekt. Som vi sagde: Vi vil aldrig nogensinde forlade Utrecht •
Huset er designet til at invitere naturen indenfor. Et afgrænset rum der blidt omfavner både klitter og havet på en vild sydafrikansk kyststrækning. På trods af naturens kræfter, er det et fredfyldt sted, der både sommer og vinter skaber rammen for dejlige afslappede weekends.
Der er ikke mange steder i verden, hvor garantien for at se delfiner og hvaler svømme i vandet lige uden for ens hus, er så stor som lige netop her. Men det iskolde, dybe vand i Britannia Bay, en uspoleret havbugt med fem kilometer kridhvide strande, gør dette sted til den ideelle legeplads for disse charmerende pattedyr. Det er denne udsigt, Cape Town-parret Caroline og Manie Maritz valgte at prioritere, da de byggede deres afsidesliggende sommerhus her på en lille halvø godt 150 km nord for Cape Town. ”Jeg ville gerne kunne se havet, hvor jeg end stod i huset,” siger Caroline Maritz, en tidligere modedesigner, indkøber og trend-spotter, som i dag bruger sin tid på at undervise i yoga. Da parret opdagede grunden for over ti år siden, var hendes vision for huset så umiddelbar, at hun siger, at hun skitserede det grundlæggende design til det på et stykke papir, mens hun kørte tilbage til byen efter at have givet et købstilbud på grunden. ”Jeg ville have et u-formet gårdhus, med en pool i midten. Vestkysten er kendt for sin vind, så dette var en god løsning. Men jeg elsker også ideen om, at hjemmet vender ud mod poolen, så jeg kan se alt fra mit køkken. Det er dét sted i huset, hvor I normalt vil finde mig, fordi jeg elsker at lave mad,” forklarer Caroline Maritz.
Det, der var en praktisk beslutning, har faktisk haft en dyb indvirkning på den måde, rummet opleves på: Køkkenet og opholdsstuen er som et resultat omgivet af vand på begge sider. Dørene på hver side kan åbnes helt, hvilket Caroline Maritz siger, næsten giver én en følelse af at ’bo på en båd’. Arkitekten Luke Scott fik til opgave at fortolke parrets vision (de er begge tiltrukket af enkelheden i australsk ’beach house’arkitektur), samtidig med at de naturligvis var tvunget til at imødekomme de byggerestriktioner, der gælder for området. Restriktioner som blandt andet kræver hvide vægge og skrå tage. Holdbarhed og lav vedligeholdelse stod også på Carolines Maritz’ ønskeliste.
Den ideelle feriebolig ”Huset er bygget til familier på ferie. Børnene kan bogstaveligt talt løbe ind fra stranden til poolen. Alle mine skåle er af træ og gulvene er af beton. Når du slapper af, vil du ikke have et rum, du behøver at bøvle med eller hvor du skal bekymre dig om, at tingene går i stykker, siger hun. Når det dårlige vejr vælter ind fra Atlanterhavet, er huset et lige så fortryllende rum at bebo, takket være ståldøre og vinduer, som forsegler huset. ”Det vender mod nordvest, så når vi får en vinterstorm, bliver huset direkte ramt af den. Bølgerne ser nærmest ud som om de vil opsluge huset. Og så er der vinden, torden og lyn. Det er utroligt og vildt,” fortæller hun. Huset ligger på en isoleret bare 630 m2 stor grund, men hele ejendommen er omgivet af én stor terrasse, det er en løsning, der er med til at forhindre sandet i at krybe ind i huset. En nylig tilføjelse til ejendommen er en firkantet ’bogkrog’, der ligger på terrassen ved stranden, hvilket giver et solrigt fristed, hvor gæsterne kan trække sig tilbage og slappe af med en god bog og en drink.
Selve huset er designet til, at venner kan holde ferie sammen uden at føle sig klemt sammen på et alt for lille areal: Soveværelserne er adskilt i tre adskilte områder af huset. I stueetagen er der to hyggelige soveværelser og et badeværelse. På etagen ovenover, hvor det primære opholdsareal findes, ligger husets Master Bedroom, samt børnenes køjeværelse. Gemt bagved finder du en trappe, der fører til yderligere to soveværelser. ”Det er fantastisk til weekender væk fra storbyen, da hver familie kan bevare deres privatliv,” siger Caroline Maritz. Andre smarte detaljer skaber både mindeværdige og unikke oplevelser. Den varme udendørs bruser er en meget elsket funktion og ideel til at varme kroppen op efter surfing eller svømning i Atlanterhavet. Pejsen, beklædt med Table Mountain-sandsten fra vestkysten, buldrer på kolde vinterdage, og det er her, alle hygger sig efter vandreture på stranden. Caroline Maritz beskriver sin feriebolig som ’himlen på jord’ og erklærer, at hun bogstaveligt talt slapper af, fra dét øjeblik hun går gennem døren. Man kan se hvorfor. •
Gemt af vejen i det bakkede landskab uden for Bruxelles opførte den berømte belgiske arkitekt Marc Corbiau sit allerførste hus i 1972. En brutalistisk perle i rå beton. Nu har interiøret fået nyt liv med naturlige materialer.
Indretningsarkitekten Catleen le Hardy og hendes mand faldt for denne betonvilla og har tilført den deres eget personlige præg.
Nogle gange føles det næsten som om, at det er huset, der finder dig. Det var i hvert fald den følelse, som indretningsarkitekt Catleen le Hardy og hendes mand Nicolas Billen havde, da de opdagede denne brutalistiske perle. ”Vi ledte egentlig slet ikke efter et nyt hjem,” erkender de. Men da de så nogle droneoptagelser af dette hus, gravet ned i bjergskråningen omkring Bruxelles, blev de ikke desto mindre fristet til at tage et kig. “Vi besøgte huset en lørdag eftermiddag,” siger Catleen le Hardy. ”En lokal antikvitetshandler brugte det som lager, så der var behov for lidt fantasi for at se potentialet. Men efter 15 minutter en søndag eftermiddag så min mand og jeg på hinanden. Og vi vidste begge, hvad vi tænkte. Om mandagen underskrev vi kontrakten. Og eventyret begyndte.”
Middage med kunstnere Catleen le Hardy og Nicolas Billen vidste kun alt for godt, at de købte et stykke belgisk arkitekturhistorie: Hjemmet var opført i årene 1969-1972 og Bruxelles-arkitekten Marc Corbiaus allerførste hus. Han var netop færdiguddannet på Hogeschool Sint-Lukas Brussel, da han tegnede huset. Helt tydeligt påvirket af den afdøde mesterarkitekt Le Corbusier. I bogen ‘Marc Corbiau. Architecte’ (2000), beskriver Pierre Loze historien om de første ejere. ”Mødet med kunderne var rent tilfældigt. Begge er samlere, som kender kunstverdenen indgående. Amerikansk minimalisme er ikke fremmed for dem, konceptkunst er deres passion. De elsker også moderne musik og nyder at organisere koncerter for deres venner.” I dette hus er hverdagen såvel som måden at modtage gæsterne på anderledes. Dette er et hus designet til middage med kunstnere.
De middage må have givet pote. For på gamle billeder af interiøret kan man genkende kunstværker af Niele Toroni, Daniel Buren, Michel Verjux og Felice Varini: Dengang avantgardekunstnere, nu etablerede navne. I 1970’erne kom alle disse kunstnere dér for at realisere værker in-situ. Salget af huset omfattede en lysprojektion af Verjux og to værker af Varini. Blandt dem de sennepsgule linjer i spisestuen af Varini, som danner en perfekt firkant fra ét veldefineret udsigtspunkt. Det enestående hjem blev startskuddet til Corbiaus karriere, da en del kunstelskende mennesker, der besøgte hans hus, senere blev kunder hos den unge arkitekt. Arkitektur og kunst har været tæt forbundet for Corbiau siden hans debut. Derfor kunne han godt lide at kalde sig selv “væggenes arkitekt”. Også i private hjem elskede han godt arbejde med mange vægge, så der er plads til at hænge kunst op.
Med sine skarpe vinkler og hjørner er huset med sine 210 m2 helt unikt.
Vild have Det brutalistiske hus er næsten usynligt. På den aflange grund ligger villaen begravet i skrænten helt bagerst. Med sine skarpe hjørner og stærke diagonaler er huset på 210 m² unikt. Helt i Corbiaus ånd. Åbent og beskedent med sine enkle overflader. Huset er fuldstøbt i beton på stedt. Ved første øjekast et materiale, der ikke passer til de naturlige omgivelser. Men gennem træforskallingens aftryk nærmer arkitekturen sig alligevel naturen. Den natur havde sat sine spor, da Catleen og hendes mand købte huset: Det var næsten helt tilgroet med efeu. Det var alligevel ikke en mulighed at fjerne disse planter helt. Af respekt for Marc Corbiau, der dengang tegnede den vilde have med vedbend, bregner og høje græsser. Om vinteren, når de omkringliggende træer er nøgne, falder solen smukt ind i huset. Om sommeren er der naturlig skygge fra det grønne. ”At leve i symbiose med naturen var noget, vi savnede, da vi boede i Bruxelles”, siger Catleen le Hardy. ”Vi er begge vokset op i det fri. Vi elsker, at vi kan give vores børn den luksus nu. De leger konstant i skoven. Jo mere de er udenfor, desto bedre.”
Keramikeren Selvom de rensede huset fuldstændigt for at opdatere det med alskens moderne teknologi og ny gulvbelægning, har de bevaret dets originale volumen. Vinduesåbninger eller loftshøjden er ikke ændret. Selv børneværelserne forblev så små, som Corbiau havde forestillet sig dem på det tidspunkt. “Det eneste, der ændrede sig, var passagen til køkkenet, som tidligere var et separat rum,” siger Catleen le Hardy. ”Indretningen i sig selv er stadig et igangværende projekt. Men fordi vi hverken har loft eller kælder, skal vi tænke os om, hvilke møbler, vi indretter huset med. Vi bliver nødt til at leve lidt minimalistisk her.”
Som indretningsarkitekt var renoveringen af Corbiau-huset en helt særlig udfordring for Catleen le Hardy. ”Jeg ville virkelig respektere arkitekturen, men også bløde den lidt op og give den et nutidigt præg. Hvert element skulle være rigtigt. Derfor tog det mig så lang tid at designe det brutale bord i italiensk natursten til spisestuen,” siger le Hardy, der for nylig etablerede et keramikværksted i garagen. ”Jeg ville lave noget, hvor resultatet kunne ses med det samme. Helst noget med mine hænder. At lave keramik er både meditativt og afslappende.” •
Han har boet og arbejdet over alt i verden. Men nu har Gennaro Avallone renoveret en gammel milanesisk pølsefabrik, så den i dag rummer både atelier, showroom og en fantastisk bolig midt i Milano.
Gennaro Avallone har i mere end 25 år skabt kunstværker og fantastiske møbeldesigns.
Der er intet navn på dørklokken. Ikke en gang et skilt med hans navn på muren til bygningen Via Meda i det centrale Milano. Det er ikke en snobbet attitude, men snarere en bevidst tilbageholdenhed. Et ønske om ikke at afsætte et alt for stort fodaftryk i kvarteret. I den indre gårdhave omkranset af en bygning, der en gang var en milanesisk pølsefabrik, forstår man hvorfor. Her åbenbares et forunderligt miks af arbejderboliger, værksteder og produktionslokaler. Et vidnesbyrd om kvarterets sammensatte identitet. Måske især ud mod Via Meda, der en gang markerede skellet mellem Milano og byens forstæder. I dag er kvarteret næsten opslugt af den norditalienske mode- og industribys bykerne.
Men det manglende navneskilt betyder heller ikke så meget. For dem der ønsker det, kan nemt finde frem til Gennaro Avallone, der er en kendt italiensk kunstner og designer. Og her i Via Meda har rygtet om hans kvaliteter spredt sig som ringe i vandet gennem de sidste 25 år. Her i gården ligger hans ’laboratorium’ og hans private gemakker. Dengang var pladsen mere trang. Men bygningerne var fra starten velproportionerede og fuldt udstyret med moderne belysning, der gør hans udstillede designværker ære. Alligevel er der gennem årene sket en formidabel udvikling. I dag råder han over fire etager, hvor han har tilføjet et atelier, galleri, privat bolig og sidst, men ikke mindst, en udpræget grad af hygge.
Selvlært grafisk designer Oprindelig stammer han fra Salerno lidt syd for Napoli. Hans medfødte æstetiske sanser blev forfinet gennem studieårene. Først i Firenze, siden i Milano. Det var arbejdet med grafiske illustrationer, der fangede hans interesse. Drevet af autodidaktens passion og energi smagt til med en ustyrlig nysgerrighed, er det er stadig arbejdet med at skabe smukke illustrationer, der giver Gennaro Avallone roen og kræfterne til at fastholde sit eget jeg på den lange rejse han har foretaget det sidste kvarte århundrede. En rejse der har ført ham rundt til de europæiske hovedstæder. Og efter ophold og arbejdsopgaver i både Rom, London og Paris førte hans livsrejse ham til både Australien og USA. Ovenikøbet har han boet i både New York og Los Angeles.
Tilbage i støvlelandet valgte han Milano som sin ’adopterede’ hjemby på grund af dens internationale karakter. Byen er måske ikke ligefrem elsket, men særligt begunstiget, fordi “lige her skete alt det, som jeg ønskede at arbejde med”. Når han ikke arbejder med grafiske illustrationer, er det her han vælger sine materialer. Og modelarbejdet med gips er rummet, hvor han for alvor opdager nye designmuligheder. I modsætning til hans grafiske arbejde, er hans nye designs i flere dimensioner. Han forfiner udtrykket med lim, voks, grafit og gips. Det er hans udtryksfulde redskaber.
Materialer, der oprindeligt kan strækkes og formes, men som stivner og gradvist bliver mere solide. Indgraveringer og polering, der får det til at ligne sten. Farver der forvandler det til metal. Former der er flade eller bølgende. det som sten, farver, der forvandler det til metal, flade eller bølgede overflader. Nogle gange stille. Andre gange bliver resultatet uroligt, usikkert som arkæologiske fund. Eller et stramt, præcist og geometrisk design, korroderet og rig på orientalske associationer.
Boligen er stramt designet uden at give køb på kravet om at skabe hyggelige kroge rundt om i huset
Avallones dekorative verden rummer en ekstraordinær rigdom, der i tidens løb er modnet og moduleret i takt med de krav og ønsker, hans kunder stiller. Værker i store dimensioner går hånd i hånd med et utal af designs. Paneler, der ligner malerier, bliver til skabslåger placeret i alle områder af huset. Overalt er detaljerne vigtige, ja, ligefrem ekstraordinære: Konsoller og møbler, skulpturer og spejle danner tilsammen det univers som Avallone bevæger sig i. Det er brugskunstens arnested. Den nærmest hybride kunst og kunsthåndværk, svinger mellem to discipliner, hvor den ene har præcise koder, mens den anden ofte forveksles med nostalgi og en snæver fokus på tradition og retro-design i en moderne indpakning. Hvilken interesse Avallone så end er resultatet af, så er det en koncentreret oplevelse. Et møde der afslører i udførelsen, et altid eksperimenterende udtryk, der eksempelvis forvandler gipsen til en ny ’hud’, når den bliver påført nye materialer som jute, terrakotta eller enhver anden overflade som lige skal prøves af.
Atelier og bolig i samme hus At komme ind i Avallones laboratorium – med en alvorlig risiko for at blive dækket fra top til tå af gipsstøvet – er blot det første skridt i dette fantastiske hus. Det er her han sammen med sin forretningspartner Giordano Ciminaghi skaber sine værker. Hvis man børster gipsstøvet af tøjet, kan rejsen fortsætte ned i arbejdsværelser, der også fungerer som et showroom. Eller fortsætte op i huset, hvor den private bolig er placeret. Arbejdsværelset er begunstiget af et massivt sollys, der flyder ind gennem de store vinduer. De er med til at bevare bygningens industrielle historie og karakter. Her kan andre af Avallones raffinerede værker opleves. De er af en anden karakter. Og i andre materialer så som bronze, Murano-glas, papir og beton. Helt unikke værker eller små serier, der fremhæver det talent som han er udstyret med. Men alle værker der udstråler en bemærkelsesværdig intensitet.
I boligen på første sal er der også mange af hans designs placeret. Udstillet som i et galleri. Her støder man ind i vaser, der ser ud, som var de skabt af is og bronze. Inspirationen fra forskellige dyrehorn er åbenbar. En del af boligen er indrettet med en mere hjemlig atmosfære. Men ikke mere hjemlig end at han også her tillader sig selv fornøjelsen ved at vende tilbage til sit arbejde som designer. Her er det de sorte og hvide farver, der hersker. Sorte og mørke kunstværker, der står i skarp kontrast til de lyse gulve og hvide vægge.
I huset øverste etage indbyder et rundt bord opbygget omkring en af bygningens søjler til en hyggelig frokost. En frokost med smagen af La Campania. Og med kunst på væggene, der er en fryd for øjet. Her er der sensuelle overflader og toner. For slet ikke at tale om de prægtige gobeliner med venetianske undertoner i designet. Gennaro Avallone har stadig et aktivt arbejdsliv – også med tætte samarbejdspartnere i Paris, London og New York. Blandt andet har han skabt en udstilling hos den London-baserede juveler Pippa Small og udsmykket et prestigefyldt feriested på Middelhavsøen Pantelleria. Designarbejdet foregår i dag i tæt samarbejde med industrivirksomheder, der producerer keramik, gulvfliser og møbler. Og så har han en række ’hemmelige’ kunder, der til tider trækker han fra Milano til Mumbai eller Miami. Selv siger han, at han ikke har ændret sig synderligt gennem årene. Tværtimod har han udvidet sit livs- og arbejdsrum. Og han har fundet nye materialer, som han kunne inddrage i sit kunstneriske virke. Han leder stadig efter nyt. Dét at søge efter ny inspiration og nye udfordringer er konstanten i hans liv.
