Blød brutalisme

20220705 Mr Frank 207 - Blød brutalisme

Gemt af vejen i det bakkede landskab uden for Bruxelles opførte den berømte belgiske arkitekt Marc Corbiau sit allerførste hus i 1972. En brutalistisk perle i rå beton. Nu har interiøret fået nyt liv med naturlige materialer.


20220705 Mr Frank 231 - Blød brutalisme

Indretningsarkitekten Catleen le Hardy og hendes mand faldt for denne betonvilla og har tilført den deres eget personlige præg.


Nogle gange føles det næsten som om, at det er huset, der finder dig. Det var i hvert fald den følelse, som indretningsarkitekt Catleen le Hardy og hen­des mand Nicolas Billen havde, da de opdagede denne brutalistiske perle. ”Vi ledte egentlig slet ikke efter et nyt hjem,” erkender de. Men da de så nogle droneoptagelser af dette hus, gravet ned i bjerg­skråningen omkring Bruxelles, blev de ikke desto mindre fristet til at tage et kig. “Vi besøgte huset en lørdag eftermiddag,” siger Catleen le Hardy. ”En lokal antikvitetshandler brugte det som lager, så der var behov for lidt fantasi for at se potentialet. Men efter 15 minutter en søndag eftermiddag
så min mand og jeg på hinanden. Og vi vidste begge, hvad vi tænkte. Om mandagen underskrev vi kontrakten. Og eventyret begyndte.”

Middage med kunstnere
Catleen le Hardy og Nicolas Billen vidste kun alt for godt, at de købte et stykke belgisk arkitekturhistorie: Hjemmet var opført i årene 1969-1972 og Bruxelles-arkitekten Marc Corbiaus allerførste hus. Han var netop færdiguddannet på Hogeschool Sint-Lukas Brussel, da han tegnede huset. Helt tydeligt påvirket af den afdøde mesterarkitekt Le Corbusier. I bogen ‘Marc Corbiau. Architecte’ (2000), beskriver Pierre Loze histo­rien om de første ejere. ”Mødet med kunderne var rent tilfældigt. Begge er samlere, som kender kunstverdenen indgående. Ame­rikansk minimalisme er ikke fremmed for dem, konceptkunst er deres passion. De elsker også moderne musik og nyder at organisere koncerter for deres venner.”
I dette hus er hverdagen såvel som måden at modtage gæsterne på anderledes. Dette er et hus designet til middage med kunstnere.

De middage må have givet pote. For på gamle billeder af interiøret kan man genkende kunstværker af Niele Toroni, Daniel Buren,
Michel Verjux og Felice Varini: Dengang avantgardekunstnere, nu etablerede navne. I 1970’erne kom alle disse kunstnere dér for at realisere værker in-situ. Salget af huset omfattede en lysprojektion af Verjux og to værker af Varini. Blandt dem de sennepsgule linjer i spisestuen af Varini, som danner en perfekt firkant fra ét veldefineret udsigtspunkt. Det enestående hjem blev startskuddet til Corbiaus karri­ere, da en del kunstelskende mennesker, der besøgte hans hus, senere blev kunder hos den unge arkitekt. Arkitektur og kunst har været tæt forbundet for Corbiau siden hans debut. Derfor kunne han godt lide at kalde sig selv “væggenes arkitekt”. Også i private hjem elskede han godt arbejde med mange vægge, så der er plads til at hænge kunst op.

20220705 Mr Frank 148 - Blød brutalisme

Med sine skarpe vinkler og hjørner er huset med sine 210 m2 helt unikt.

20220705 Mr Frank 121 - Blød brutalisme

Vild have
Det brutalistiske hus er næsten usynligt. På den aflange grund ligger villaen begravet i skrænten helt bagerst. Med sine skarpe hjørner og stærke diagonaler er huset på 210 m² unikt. Helt i Corbiaus ånd. Åbent og beskedent med sine enkle overflader. Huset er fuldstøbt i beton på stedt. Ved første øjekast et materiale, der ikke
passer til de naturlige omgivelser. Men gennem træforskallingens
aftryk nærmer arkitekturen sig alligevel naturen. Den natur havde sat sine spor, da Catleen og hendes mand købte huset: Det var næsten helt tilgroet med efeu. Det var alligevel ikke en mulighed at fjerne disse planter helt. Af respekt for Marc Corbiau, der dengang tegnede den vilde have med vedbend, bregner og høje græsser. Om vinteren, når de omkringliggende træer er nøgne, falder solen smukt ind i huset. Om sommeren er der naturlig skygge fra det grønne. ”At leve i symbiose med naturen var noget, vi savnede, da vi boede i Bruxelles”, siger Catleen le Hardy. ”Vi er begge vokset op i det fri. Vi elsker, at vi kan give vores børn den luksus nu. De leger konstant i skoven. Jo mere de er udenfor, desto bedre.”

20220705 Mr Frank 211 - Blød brutalisme
20220705 Mr Frank 182 - Blød brutalisme

Keramikeren
Selvom de rensede huset fuldstændigt for at opdatere det med alskens moderne teknologi og ny gulvbelægning, har de bevaret dets originale volumen. Vinduesåbninger eller loftshøjden er ikke ændret. Selv børneværelserne forblev så små, som Corbiau havde forestillet sig dem på det tidspunkt. “Det eneste, der ændrede sig, var passagen til køkkenet, som tidligere var et separat rum,” siger Catleen le Hardy. ”Indretningen i sig selv er stadig et igangværende projekt. Men fordi vi hverken har loft eller kælder, skal vi tænke os om, hvilke møbler, vi indretter huset med. Vi bliver nødt til at leve lidt minimalistisk her.”

Som indretningsarkitekt var renoveringen af Corbiau-huset en helt særlig udfordring for Catleen le Hardy. ”Jeg ville virkelig respektere arkitekturen, men også bløde den lidt op og give den et nutidigt præg. Hvert element skulle være rigtigt. Derfor tog det mig så lang tid at designe det brutale bord i italiensk natursten til spisestuen,” siger le Hardy, der for nylig etablerede et keramikværksted i garagen. ”Jeg ville lave noget, hvor resultatet kunne ses med det samme. Helst noget med mine hænder. At lave keramik er både meditativt og afslappende.” •

20220705 Mr Frank 166 - Blød brutalisme