Raffaella Leones far var ingen ringere end den berømte filminstruktør Sergio Leone. Hun bor i en vidunderlig familievilla i Rom. En bolig der både bærer præg af hendes vision og samarbejdet med det romerske Galleri Blend. Indretning og udsmykning er en del af hendes væsen og minder. I kombination med hendes ide om fremtiden.
I udkanten af bydelen EUR bare syv kilometer syd for Rom ligger en fantastisk brutalistisk villa med biograf i sit DNA. Villaen var oprindeligt bestilt af filmproducenten Alberto Grimaldi i begyndelsen af 1970’erne. Byggeriet var baseret på et projekt af arkitekten og scenografen Carlo Simi, som betroede den strukturelle del af arbejdet til en af de største italienske ingeniører, Sergio Musumeci. Et moderne og monumentalt hus, der ovenikøbet senere fungerede som romersk residens for en af Qatars prinser. Sergio Leone, Raffaellas far, skaberen af Spaghetti Western-genren og bredt anerkendt som en af de mest indflydelsesrige instruktører i filmens verden, købte den i 1988. Villaen var oprindeligt et stort enfamiliehus, der efterfølgende blev opdelt i tre enheder. For nylig undergik huset endnu en renovering og blev opdelt i to symmetriske enheder, hvor søstrene Raffaella og Francesca Leone nu bor. De udvendige dele af villaen har, bortset fra små indgreb, ikke undergået ændringer.
Det er her, hjemme hos Raffaella Leone (til daglig administrerende direktør for Leone Film Group), at fortid og fremtid kombineres: “Det er et hus fyldt med minder. Det er stedet, hvor jeg kan lide at bruge min tid, og hvor jeg gerne vil blive gammel,” fortæller hun. For det fantastiske interiør er en kombination af kunst, design og smarte valg. Indretningen er skabt i samarbejde med galleriet Blend Roma (blend.it – et galleri og kreativ virksomhed i Rom etableret af Paolo Vasi og Stefano De Paola). Det har været fundamentalt for resultatet: ”I årenes løb er der opstået et regulært tillidsforhold til Leone-familien,” fortæller Paolo Vasi. ”I EUR-huset er der blevet indsamlet kunstværker, der er perfekt integreret med familiens allerede eksisterende møbler og kunstværker. Ofte ved hjælp af specialfremstillede møbler der er skabt takket være samarbejdet med designerne Hannes Peer og Duccio Maria Gambi, der har designet nye møbler og belysning til boligen,” siger han.
Raffaella Leone havde en klar ide om det resultat, hun ønskede sig: ”Det primære formål med Raffaella Leones brief var at skabe et hus på en spontan og fri måde. Et hus der både kunne være funktionelt og repræsentativt på samme tid” fortæller Paolo Vasi. For at gribe dette toårige arbejde med rådgivning og levering af kvalitetsprodukter bedst an, kom Blends inspiration og udfordringer på en hård prøve: ”Selve bygningen har en meget markant ånd, og der er en meget stærk kontinuitet mellem ydersiden og indersiden”, fortæller Paolo Vasi. ”Med dette i betragtning var det ikke muligt at invadere det indre rum ved at indsætte hverken kunstgenstande eller møbler, der var for kontrastfulde eller karakteristiske,” fortæller han.
Derudover var det afgørende, at mange enestående design- og kunstværker, Leones familieobjekter allerede fyldte godt op. For nu blot at nævne ét: Et maleri af Andy Warhol fra Myths-serien. I stedet valgte de at parre den eksisterende kunst med deres egen kreation som for eksempel ”Hallebardes” designet af Duccio Maria Gambi, der oplyser et popværk af Robert Indiana, mens Mobil-lysekronen af Hannes Peer blev skræddersyet til at oplyse det store firkantede spisebord. Et stort skrivebord er lavet på et original fundament af Leonardo Ricci fra 1950’erne og et par italiensk fremstillede lænestole i hvid bouclé fra 1970’erne er indsat i arbejdsværelset på øverste etage. En original bordlampe af Carlo Nason fra 1970’erne er i tæt dialog med Lina-lamperne af Hannes Peer, samt en serie Murano-glasvaser, unikke stykker af Ivan Baj, der møder ædle vintageglas, også fra Murano, som Raffaella Leone samler på”, fortæller galleristen.
Alle Blends valg viste sig at være succesfulde, da det hele resulterer i et vidunderligt hus, fyldt med Raffaella Leones personlighed og stil: ”Takket være Paolos hjælp fik jeg renoveret dette hus til at afspejle min essens og repræsentere dét, jeg havde brug for,” fortæller Raffaella Leone. ”Det er på samme tid et shelter og et sted for deling”, pointerer hun. ”Stuen er det rum, hvor jeg bedst kan lide at tilbringe min tid, fordi vinduerne ikke skaber markante grænser mellem indendørs og udendørs. Det giver mig mulighed for fuldt ud at nyde skønheden ved at bo omgivet af alle de ting, jeg elsker,” slutter hun. •
Gemt af vejen i det bakkede landskab uden for Bruxelles opførte den berømte belgiske arkitekt Marc Corbiau sit allerførste hus i 1972. En brutalistisk perle i rå beton. Nu har interiøret fået nyt liv med naturlige materialer.
Indretningsarkitekten Catleen le Hardy og hendes mand faldt for denne betonvilla og har tilført den deres eget personlige præg.
Nogle gange føles det næsten som om, at det er huset, der finder dig. Det var i hvert fald den følelse, som indretningsarkitekt Catleen le Hardy og hendes mand Nicolas Billen havde, da de opdagede denne brutalistiske perle. ”Vi ledte egentlig slet ikke efter et nyt hjem,” erkender de. Men da de så nogle droneoptagelser af dette hus, gravet ned i bjergskråningen omkring Bruxelles, blev de ikke desto mindre fristet til at tage et kig. “Vi besøgte huset en lørdag eftermiddag,” siger Catleen le Hardy. ”En lokal antikvitetshandler brugte det som lager, så der var behov for lidt fantasi for at se potentialet. Men efter 15 minutter en søndag eftermiddag så min mand og jeg på hinanden. Og vi vidste begge, hvad vi tænkte. Om mandagen underskrev vi kontrakten. Og eventyret begyndte.”
Middage med kunstnere Catleen le Hardy og Nicolas Billen vidste kun alt for godt, at de købte et stykke belgisk arkitekturhistorie: Hjemmet var opført i årene 1969-1972 og Bruxelles-arkitekten Marc Corbiaus allerførste hus. Han var netop færdiguddannet på Hogeschool Sint-Lukas Brussel, da han tegnede huset. Helt tydeligt påvirket af den afdøde mesterarkitekt Le Corbusier. I bogen ‘Marc Corbiau. Architecte’ (2000), beskriver Pierre Loze historien om de første ejere. ”Mødet med kunderne var rent tilfældigt. Begge er samlere, som kender kunstverdenen indgående. Amerikansk minimalisme er ikke fremmed for dem, konceptkunst er deres passion. De elsker også moderne musik og nyder at organisere koncerter for deres venner.” I dette hus er hverdagen såvel som måden at modtage gæsterne på anderledes. Dette er et hus designet til middage med kunstnere.
De middage må have givet pote. For på gamle billeder af interiøret kan man genkende kunstværker af Niele Toroni, Daniel Buren, Michel Verjux og Felice Varini: Dengang avantgardekunstnere, nu etablerede navne. I 1970’erne kom alle disse kunstnere dér for at realisere værker in-situ. Salget af huset omfattede en lysprojektion af Verjux og to værker af Varini. Blandt dem de sennepsgule linjer i spisestuen af Varini, som danner en perfekt firkant fra ét veldefineret udsigtspunkt. Det enestående hjem blev startskuddet til Corbiaus karriere, da en del kunstelskende mennesker, der besøgte hans hus, senere blev kunder hos den unge arkitekt. Arkitektur og kunst har været tæt forbundet for Corbiau siden hans debut. Derfor kunne han godt lide at kalde sig selv “væggenes arkitekt”. Også i private hjem elskede han godt arbejde med mange vægge, så der er plads til at hænge kunst op.
Med sine skarpe vinkler og hjørner er huset med sine 210 m2 helt unikt.
Vild have Det brutalistiske hus er næsten usynligt. På den aflange grund ligger villaen begravet i skrænten helt bagerst. Med sine skarpe hjørner og stærke diagonaler er huset på 210 m² unikt. Helt i Corbiaus ånd. Åbent og beskedent med sine enkle overflader. Huset er fuldstøbt i beton på stedt. Ved første øjekast et materiale, der ikke passer til de naturlige omgivelser. Men gennem træforskallingens aftryk nærmer arkitekturen sig alligevel naturen. Den natur havde sat sine spor, da Catleen og hendes mand købte huset: Det var næsten helt tilgroet med efeu. Det var alligevel ikke en mulighed at fjerne disse planter helt. Af respekt for Marc Corbiau, der dengang tegnede den vilde have med vedbend, bregner og høje græsser. Om vinteren, når de omkringliggende træer er nøgne, falder solen smukt ind i huset. Om sommeren er der naturlig skygge fra det grønne. ”At leve i symbiose med naturen var noget, vi savnede, da vi boede i Bruxelles”, siger Catleen le Hardy. ”Vi er begge vokset op i det fri. Vi elsker, at vi kan give vores børn den luksus nu. De leger konstant i skoven. Jo mere de er udenfor, desto bedre.”
Keramikeren Selvom de rensede huset fuldstændigt for at opdatere det med alskens moderne teknologi og ny gulvbelægning, har de bevaret dets originale volumen. Vinduesåbninger eller loftshøjden er ikke ændret. Selv børneværelserne forblev så små, som Corbiau havde forestillet sig dem på det tidspunkt. “Det eneste, der ændrede sig, var passagen til køkkenet, som tidligere var et separat rum,” siger Catleen le Hardy. ”Indretningen i sig selv er stadig et igangværende projekt. Men fordi vi hverken har loft eller kælder, skal vi tænke os om, hvilke møbler, vi indretter huset med. Vi bliver nødt til at leve lidt minimalistisk her.”
Som indretningsarkitekt var renoveringen af Corbiau-huset en helt særlig udfordring for Catleen le Hardy. ”Jeg ville virkelig respektere arkitekturen, men også bløde den lidt op og give den et nutidigt præg. Hvert element skulle være rigtigt. Derfor tog det mig så lang tid at designe det brutale bord i italiensk natursten til spisestuen,” siger le Hardy, der for nylig etablerede et keramikværksted i garagen. ”Jeg ville lave noget, hvor resultatet kunne ses med det samme. Helst noget med mine hænder. At lave keramik er både meditativt og afslappende.” •
Et nyt hus på Cape Towns Atlanterhavskyst udfordrer den traditionelle arkitektur, der ellers er typisk for de fleste af dets naboer, og sigter på én gang efter at vise respekt for den naturlige skønhed i omgivelserne og fremstå mere indbydende for forbipasserende på gaden.
Hvis du går en tur langs Kloof Road i Clifton langs Cape Towns Atlanterhavskyst, er der ét hus, hvor joggere, hundeluftere, mødre med klapvogne og stort set alle andre sætter farten ned. Måske stopper de helt op, og samles til en snak. I hvert fald kaster de lange undersøgende blikke mod et nybygget hus, der i dén grad skiller sig ud. “Clifton har ikke det typiske forstads-setup, hvor folk bare kører rundt i deres biler. Der er mange fodgængere, og folk bruger fortovene,” fortæller arkitekten Jan-Heyn Vorster fra dette kystkvarter, der har tegnet og opført sit hus netop her. Jan-Heyn Vorster og hans partner Pieter Bruwer byggede huset specifikt med håbet om, at det ville have en venligere og mere indbydende stil vendt ud mod gaden end de tomme, overvældende palæer, der ellers er typiske for boligkvartererne ud mod Atlanterhavskysten. Husene i området har en tendens til at følge en ret forudsigelig formel: Byg så højt du kan, byg huset med udsigt til havet og byg så stort som overhovedet muligt. Det er den logik, der præger boligerne i Clifton. “De er bygget fra venstre mod højre, i hele grundens bredde for at maksimere udsigten,” siger Jan-Heyn og fortsætter: ”Typisk har de ingen have – kun en terrasse og selvom havudsigten naturligvis er smuk, vender alle husene mod vest, hvorfor de alle bliver udsat for den lidt ubehagelige og hårde eftermiddagssol.”
Placeret som vinden blæser Jan-Heyn Vorster og Pieter Bruwer boede tidligere i et gammelt Clifton-hus. Det var bygget i løbet af 1940-erne. Her levede de i to år inden, de besluttede sig for at bygge et nyt. ”Det gamle hus passede ikke særlig godt til stedet. Desuden var det udstyret med en lang stejl trappe fra garagen op til huset. Ikke særligt behagelig i regnvejr med hænderne fulde af indkøbsposer. Alligevel lærte vi en masse, mens vi boede der: Huset fortalte os blandt andet noget om vind, vindens retninger, udsigten, solen og hvordan man tager højde for disse klimatiske udfordringer, når man designer et nyt hus,” siger Jan-Heyn.
Gravede garagen ind i bjergsiden Da Jan-Heyn og hans forretningspartner, Pieter Malan, begyndte at designe huset, fandt de ud af, at deres første vigtige designbeslutninger var drevet af lektionerne om vind og vejr. “Vi begyndte at se på placeringen af bygningen på grunden,” siger Jan-Heyn Vorster. De fik en ide om at placere bygningen som en traditionel gårdbygning, som ville skabe et beskyttet uderum, der vendte mod nord og vendte ryggen mod sydøst. Det betød, at de skulle grave ind i bjergsiden, for at få plads til en kældergarage. Oven på den placerede de en gæstesuite, nærmest som en separat lejlighed, der er forbundet med resten af huset. Samme etage rummer også de fleste brugsrum: Vaskeri, vand- og varme, bryggers etc. Der er også en vinkælder, og fordi det er et smart hus (med skjulte persienner, der automatisk glider ned, når den hårde sol rammer huset), er IT/AV-rummet og solenergianlægsrummet også gemt nede på denne sal. Pieter Malan fortæller, at de på gadeplan primært brugte natursten – enten som stenmurede mure eller gabionkurve med pakket sten. “Ideen var, at det mere skulle være et landskabselement end et konstrueret byggeelement. Med stenene og beplantningen ser det ud, som om det er en del af bjerget.” Selve huset er placeret oven på denne robuste base, der fungerer som “en slags menneskeskabt, anlagt sokkel”. “Der er brugt meget energi på at bringe landskabet tilbage til bygningen,” siger Jan-Heyn Vorster. “Det var meget vigtigt, at bygningen ikke føltes som en svævende boligblok.” Selvom det er et tæt bebygget område, er naturen i Clifton – havet og bjerget – helt centrale for oplevelsen af stedet.
Jan-Heyn Vorster og Pieter Bruwer foran entredøren til deres nye hjem.
Huset forsvinder i højden Set fra gadeniveau er det interessant at opleve, hvordan huset næsten forsvinder jo højere øjet vandrer. “De massive betonelementer bliver til tyndere svævende plader, der rækker ud til udsigten og ind i landskabet,” siger Pieter Malan. “Du oplever kontrasten mellem de faste elementer og tomhed, mens de indre rum åbner sig fuldstændigt op.” De solide elementer artikulerer hulrummene i form af terrassen og gården. “De udkragende kanter er beplantet med vild rosmarin, som vil krybe ud over kanterne og gøre dem blødere,” tilføjer han. Selv oppe i luften vil beplantningen på bygningens kanter fremtrylle en klar forbindelse til jorden. Den forbindelse er ikke kun en tænkt ting eller til pynt: “Huset er en grøn bygning. Den høster solenergi til at opvarme alt brugsvand, gulvvarme og pool. Et solcelleanlæg genererer strøm til huset. Moderne hjem har en tendens til at være energiintensive med de forskellige teknologiske systemer, der kræves i dag, men her er huset designet til at være effektivt og så selvforsynende som muligt.”
Indvendigt er boligens to øverste niveauer arrangeret omkring et ekstrastort atrium. “Vi prøvede hårdt på at gøre huset til en komplet indendørs-udendørs oplevelse, hvor visse områder næsten blev udendørsrum, når du åbner de store skydedøre og vinduer,” siger Pieter Malan. “Så du er altid en del af haven, altid en del af udsigten, uanset hvor i huset du er.” “Huset har en intim kvalitet, fordi det er kompakt og beskyttende,” tilføjer han. “Der er ingen lange gange. Rummene er alle indbyrdes forbundne – og godt forbundet.” Den nederste stueetage i gårdhaven omfatter en lounge, et køkkenområde, spisestue og gæstegarderobe med terrasse og pool foran. Over køkkenet er der et arbejdsværelse, som også kan bruges som et fjerde soveværelse. Over spisestuen er der en separat soveværelsessuite og et badeværelse. Det store soveværelse, omklædningsværelse og badeværelse er placeret over stuen og tæt på vejkanten for at sikre den bedste udsigt ud over havet. Alle soveværelser er forbundet ved hjælp af en gennemsigtig stålbro, placeret i atriummet. Selvom der er brugt mange kræfter på at få huset til at fremstå beskedent og tilgængeligt fra gadeplan, rejser det sig alligevel fire etager op over terrænet. “Men når du er i huset, er du ikke rigtig opmærksom på garagen og gæstesuiten nedenfor,” siger Jan-Heyn Vorster. “Bygningens størrelse opleves helt anderledes end det indtryk, man får fra gaden.”
Roligt interiør Interiøret har været en øvelse i tilbageholdenhed og bevidsthed om de udvalgte materialers iboende teksturer og farver. Pieter Malan og Jan-Heyn Vorster begrænsede deres palet til beton, tømmer og sten: Ærlige materialer. Kun få steder er væggene oppudset eller malet. Det er ikke altid nemt at skabe en følelse af hjemlig varme med den tilgang til indretning. “Meget af bygningens succes har at gøre med den omfattende brug af snedkerarbejde og opmærksomhed på detaljer i køkkenet og badeværelserne,” siger Pieter Malan. “Vi havde til formål at skabe en varm, hjemlig oplevelse med stor vægt på håndlavede komponenter og sammensmeltningen af forskellige håndværkeres arbejde.”
Møblerne holder sig til en palet af stille neutrale farver og raffineret design. Naturlige materialer som læder, træ og stål dominerer. Men med kobberagtige eller metalliske gnistrer, der skaber interesse og variation, mens sort farve tilføjer definition og kontrast. Blå, grå, beige og hvid er de dominerende farver. Det ændrer ikke ved, at det helt afgørende kendetegn i interiøret er træ, beton, glas og stål, ligesom møblernes naturlige materialer tilfører en varm, taktil kvalitet til huset. “Valget af materialer understreger vores designfilosofi, der fortæller at al finish skal overvejes nøje for at skabe en følelse af tidløs ro,” siger Jan-Heyn Vorster. Med tidens gang, efterhånden som planterne vokser sig til, og den sten- og pladedækkede beton vil få en naturlig patina, håber han, at huset vil ældes yndefuldt og blive mere integreret med dets naturlige omgivelser.
Claudia Cennamo og Elisa Nespoli havde et stort ønske: De ville bo tæt på hinanden. Som i rigtig tæt. Men uden at give køb på deres selvstændighed. En faldefærdig landbrugsejendom i Travalle så ud som det perfekte valg. Det blev restaureret og moderniseret med skyldig hensyntagen til de arkitektoniske værdier. Og en smule excentricitet.
Her er det de bløde bakker, der definerer landskabet. Hvor man end ser hen, er der grøn bevoksning i form af træer, frugtplantager og vinmarker. I den lille by Travalle lidt nord for Firenze synes det som om, tiden står stille. Og midt i disse smukke omgivelser ligger et smukt gårdhus, hvis oprindelse stammer helt tilbage til det 15. århundrede. Oprindeligt bygget af den berømte Strozzifamilie fra Firenze. Podere Bussilaio – navnet på det store hus – så ud til at være det perfekte valg for Claudia Cennamo og Elisa Nespoli. To unge kvinder der begge rummer en stor passion for mode, god mad og kunst. Og så er de søstre. Ovenikøbet to søstre, der gerne ville bo tæt på hinanden med deres respektive familier. At kunne bo sammen i det smukke toskanske landskab var en anden drøm. Den historiske ejendom på over 700 kvadratmeter og en stor frodig have syntes at rumme alt, der skulle til for at drømmen kunne gå i opfyldelse. De to søstre gav en klar instruktion til det lokale arkitektfirma B-Arch: Den gamle faldefærdige landbrugsejendom skulle deles, så den kunne rumme to selvstændige boliger. En til Claudia. Og en til Elisa. Den enestående arkitektur skulle respekteres. Men den skulle tilføres nye elementer, der kunne skabe et bånd til nutiden. Boligernes indre skulle fremstå moderne og funktionelle. Det åbnede også muligheder for skræddersyede løsninger, der kunne levere rammerne for et livligt og til tider excentrisk liv for begge søstre og deres familier. Det måtte for alt i verden ikke blive kedeligt. Huset skulle ganske enkelt udstyres med en stor ’personlighed’. Ganske som Claudia Cennamo og Elisa Nespoli selv. Arkitekterne fik frie hænder. Dog med en frugtbar dialog som udgangspunkt. Deres arbejde varede i fire år. En kompleks opgave al den stund, at det store hus var i en ringe forfatning, da arbejdet gik i gang. Store dele af huset lå i ruiner. Andre bar stadig præg af, at det var en landbrugsejendom som ikke var egnet til beboelse. Renoveringsprojektet skred frem på flere fronter samtidig. Dog uden på noget tidspunkt at lade den traditionelle, folkloristiske toskanske stilsmag få overhånden. Målet var nemlig at skabe et moderne og minimalistisk hjem til begge søstre.
Antikke elementer som de store loftsbjælker, de originale stenvægge og selve konstruktionen af laden skulle bevares i en ny sameksistens med nye og mere urbane byggematerialer så som cementino (mikrocement) og kalk, der blev brugt på gulvene. Farverne er valgt fra den bløde palet. Boligernes rum flyder sammen, hvorfor der også kun er ganske få faste installationer. For også at binde de to boliger æstetisk sammen er skellet belagt med sten, der giver mindelser om husets antikke gulvfliser. De originale tage er, hvor det har været muligt, blevet restaureret og bevaret for eftertiden. Det er også grunden til, at bygningerne er blevet sikret, da de ligger i et område med en vis seismisk aktivitet. Endelig er vinduerne skiftet ud med moderne og velisolerede versioner. ”Vi ønskede at styrke stedets naturlige skønhed, og gennemførte renoveringen så nænsomt som overhovedet muligt,” fortæller arkitekterne. For at kunne bruge tid sammen er udendørsarealerne et fælles område for søstrenes to familier. Den strækker sig ud i landskabet og de gamle frugtplantager, som de i fællesskab har besluttet at bevare og vedligeholde. En nyanlagt swimmingpool var et must for begge familier. Arkitekterne opførte desuden et lille lysthus, hvor de og deres gæster kan slappe af og tale sammen. I et par retro rattan havestole kan man læne sig tilbage med en god bog omgivet af cikader og fuglenes kvidren. På solfyldte dovne søndage kan der grilles i det udendørs køkken. Kort sagt: Her kommer man aldrig til at kede sig. Som Claudia Cennamo og Elisa Nespoli siger: Dette var det helt rigtige sted for os.
Claudia Cennamo sammen med sin mand Marco og datteren Zelda. Hun har en fortid i modeverdenen. Mere præcist i sin fars firma Celyn B. Men efter hans død var der behov for et kursskifte. Og sammen med sin søster købte de den forfaldne landejendom i Travalle, som de sammen restaurerede.
Claudias bolig Det første af ejendommens to huse tilhører Claudia Cennamo. Hun forlod som sin søster modefirmaet grundlagt af hendes far, Celyn B, efter hans død. Senere besluttede hun, at det var tid til at ændre sit liv. Nyt hus, nyt humør: Sammen med sin mand Marco og deres datter Zelda, ”mit livs sande kærlighed”, som hun plejer at sige, startede de et nyt eventyr på gården Podere Bussolaio Travalle. Claudia og Marco Cennamo er et par, der bor og arbejder sammen: De deler en fælles passion for mode. Så de besluttede sig for at stifte to nye modebrands ved navn No Knitwear og Dimora og designe nye kollektioner som en duet. De indrømmer, at de aldrig bliver trætte af at tale om mode, studere nye kollektioner og gennemse modemagasiner for at få nye ideer. Deres hus er faktisk en slags modemuseum: Interaktivt, fyldt med inspiration og mystiske objekter knyttet til modens glitrende verden. Hver detalje her fortæller om deres store kærlighed til mode, tekstiler og forskelligt tilbehør. Stilen er elegant, aldrig forudsigelig, glad og fuld af dyrebare detaljer, som supersexede sko, håndtasker og smykker.
Helt fra det første øjeblik, hvor gæster træder ind over dørtærsklen, bliver de i entreen mødt af et stort specialfremstillet bibliotek designet af B-arch, hvor de udstiller en række unikke genstande. En enorm og fascinerende samling af alt fra tilbehør og tasker fra de store modebrands. Alt samlet gennem årene af Claudia Cennamo. Interiøret er fuld af naturligt lys: Værelser følger hinanden uden nogen større barrierer imellem. Dét at åbne rummene op er et af de særlige kendetegn ved dette renoveringsprojekt. Et hus der er designet til at være åbent og uden alt for strenge regler. Glasmosaikvinduerne, der åbner ud til haven med oliventræer, bringer et frisk pust, der understreger forholdet til udendørsområdet. Vejen til stuen går gennem et centralt køkken, der er tænkt som en lounge: Her er der plads til en hyggesludder over et glas vin. Eller spise middag ved pejsen. Det er også her, de modtager deres gæster i afslappede og smarte rammer.
Det store opholdsrum plejede at være den gamle lade. Her kan man stadig genkende nogle af fortidens strukturelle elementer, som nu er med til at gøre dette rum helt specielt. Betongulvene og gulv-til-loft vinduer tilføjer et strejf af modernitet. Dette område, så fuld af lys, er et af de mest vellykkede ifølge ejerne, som elsker at slappe af på lædersofaen og nyde naturens show bag vinduerne. Udover mode brænder Claudia Cennamo for metal. Derfor har hun over alt i huset placeret små metalliske vintagegenstande i et eklektisk miks af guld, kobber og sølv. For at skærpe indretningen har hun tillige ophængt en række imponerende brugte lysekroner med bugtede former og en næsten prangende æstetik. Et designelement der står i skarp kontrast til den farveneutrale og klare baggrund.
I alle værelser blandes nogle møbler i et moderne design, såsom Platner-fløjlslænestolene fra Knoll og lædersofaen fra Living Divani i stuen, med brede borde og møbler til opbevaring designet af arkitekterne i funktionalitetens tegn. Et vigtigt sted er viet til soveværelset: Stort og flydende. Og med en dobbeltseng med en fantastisk metalsengegavl i jugendstil. Ved fodenden af sengen står en lænestol fra halvfjerdserne: Dens bugtede linjer matcher hovedgærdets dekorative mønster. Intet er overladt til tilfældighederne. Nogle sko med hæle ligger på gulvet, næsten som om de var kunstværker. ”Sko: Jeg elsker dem!”, indrømmer Claudia Cennamo med et stort smil. Mode er jo ikke en eller anden form for kunst, mener husets ejer. Fra soveværelset flyder man næsten umærkeligt ind i den enorme garderobe, som et naturligt hjemsted for en stor og kreativ samling af tøj og tilbehør. Og det er udelukkende Claudia Cennamos ting, der opbevares her. Et sandt skattekammer fyldt med modens vidundere. Her er alt synligt. Det kan beundres, røres ved – og nydes. Arkitekterne har designet et stort skab, perfekt til at have masser af plads. ”Denne garderobe fortæller om mig, mit liv, mine rejser. Alt, hvad den indeholder, har en sentimental værdi for mig,” siger Claudia Cennamo.
I farten bør det store badeværelse, der ligger ved siden af soveværelset, ikke glemmes: Stort og elegant. Sort og gyldent. Og naturligvis med nogle udstillingsjuveler rundt omkring. Både Claudia Cennamo og hendes mand har ønsket et excetrisk hjem, hvor det er muligt at skabe smukke kontraster mellem de forskellige designvalg. Det var de originale valg, der talte. Ligesom i modeverdenen betragter de originalitet i boligindretning som en helt uvurderlig egenskab.
Elisa Nespoli sammen med familien.
Elisas bolig Elisa Nespoli, hendes mand, Diego, og deres to børn Niccolò og Tilda, bebor den del af gårdhuset med et lille tårn. Deres bolig vender ud mod swimmingpoolen. En placering der fylder dem med begejstring. ”Som min søster har jeg tidligere arbejdet i modeverdenen. Indtil for nogle få år siden arbejdede jeg i min fars firma. Men efter nogle intense og meget trættende år i Bologna besluttede vi at flytte til Toscana. Da min far døde valgte jeg at forlade firmaet og give mig selv lidt ro uden arbejde i nogle år. Men så fik vi to børn. Og så var det så som så med ro og fred. Til gengæld blev mit liv fyldt med en ufattelig lykke og kærlighed,” fortæller Elisa Nespoli.
De to søstre deler – udover deres børn – én stor passion. Nemlig madlavning. Og dét endda så meget, at de er på nippet til at starte deres egen gastronomiske virksomhed. Hvad de vil beskæftige sig med, er endnu en hemmelighed. ”Min mand og jeg har altid haft en drøm om at arbejde med mad og fødevarer. Og nu ser det endelig ud til, at det kan blive en realitet. Ikke mindst nu hvor vores børn går i børnehave. Så nu har jeg for alvor tid til at kaste mig over projektet.” Men indtil videre nyder de at lave mad sammen. Til familien og deres mange venner. Ikke overraskende rummer deres bolig et stort køkken, der er placeret nogle få meter fra hoveddøren. Fra verandaen kommer man ind i et stort hyggeligt køkken – venligt og muntert – i hjertet af huset. Alt andet i dette hus ser ud til at udgå fra netop køkkenet. Det er nænsomt designet af moderne materialer så som marmor og stål i generøse proportioner. Og helt perfekt til dem, som elsker at lave seriøse måltider. ”Her kan vi lave mad bedre end i nogen restaurant – og jeg elsker at bruge mange timer i dette rum.” Elisa og Diego Nespoli ønskede at bevare det oprindelige ildsted og den gamle bageovn. Restaureret og istandsat står disse elementer i et smukt samspil med det nye skræddersyede køkken. En stor køkkenø er centralt placeret i rummet, hvor det skaber et dynamisk centrum, hvor både familie og gæster samles. Morgenmaden indtages ved barpladen på de sorte Gubi barstole. Et stort skab i træ giver rummet et mere rustikt præg. Passionen for madlavning er en smitsom affære, der har indtaget alle de områder i huset, der er tæt på køkkenet. Her er en stor del af pladsen reserveret til et stort spisebord designet af B-arch. Det har været et uomgængeligt krav fra Elisa og Diegos side, at det skulle være et sted, hvor de kunne have gæster, lave mad og naturligvis indtage delikate måltider.
Huset spreder sig over tre etager med dets originale trapper og fritlagte stenmure. Det er spækket med en blanding af meget lineære og nutidige elementer og mere retroagtige vintage fund. Det er et hyggeligt og elegant interiør med den store opholdsstue i forlængelse af spisestuen. Det er fyldt med sofistikerede designelementer såsom en vintage læderlænestol med tilhørende skammel, det vævede marokkanske tæppe og det ophængte metalliske bibliotek, der ligner et fuglebur med en vis eksotisk charme. Børnenes afdeling ovenpå er farverig og fuld af liv. Det lyse tæppe er designet af Gam. Det skaber en stemming, der ligner en scene fra Alice i eventyrland. ”Jeg elsker dette værelse. Ikke mindst de gamle klassiske møbler. Men også farverne, der er så levende og poetiske på samme tid. Selv jeg får oplevelsen af at være en bekymringsfri lille pige, når jeg kommer herind,” siger Elisa Nespoli. Men husets virkelige skønhed består i dets åbenhed og den måde, det er integreret i landskabet på. Gennem vinduer og pergolaen trækkes det grønne landskab uden for ind i huset. Det samme gælder swimmingpool’en og den fælles have som leverer så mange lykkelige og muntre stunder for de to familier. Indretningen er gennemført og enkel. På en måde med et excentrisk miks, men samtidig overraskende diskret. Et sted det er let at føle sig hjemme.
Palm Springs ligger som en grøn oase midt i Sonoran Desert i det sydlige Californien.
I den steghede Sonoran Desert ligger Palm Springs som en grøn oase. I en menneskealder har byen tiltrukket filmstjerner fra Hollywood, der her byggede ekstravagante villaer inspireret af Bauhaus-bevægelsen fra 20-ernes og 30-ernes Europa. Men det varme klima har ført til dét amerikanske arkitekter betegner som ‘Modern Desert’.
I de store Hollywood-studiers guldalder var filmstjernerne ofte underlagt en række moralske klausuler i deres kontrakter. Her blev det i detaljer beskrevet, hvad de måtte og navnlig ikke måtte foretage sig i deres fritid. Som regel var disse kontrakter gyldige i en afstand på 100 miles fra deres studier i Los Angeles. Og da ørkenoasen Palm Springs ligger 110 miles væk fra storbyen, blev byen den foretrukne legeplads for mange filmstjerner og studieledere. En tiltrækningskraft byen stadig besidder. Palm Springs ligger som et lille grønt åndehul midt i Coachella-dalen. Kun få timers kørsel fra den vidtstrakte og kaotiske millionby Los Angeles. Ørkenoasen kan prale af en af de bedste samlinger af modernistisk arkitektur i verden. Velhavende kunder fra det nærliggende Los Angeles opførte villaer i klassisk Bauhaus-stil. En byggestil der her blomstrede fra midten af det 20. århundrede.
Mange arkitekter i det sydlige Californien tilpassede ideerne fra Bauhaus-bevægelsen, der var meget på mode i Europa, og skabte en elegant, men mere uformel stil. Det behagelige klima gjorde det muligt at udviske grænserne mellem husenes indre og det udvendige landskab. Det skabte en hybrid arkitektonisk stil, der i dag går under navnet ’Desert Modern’. Palm Springs er i dag et virtuelt museum for moderne arkitektur fra midten af århundredet, der rummer verdens måske største og bedst bevarede eksempler på modernistiske hjem og historiske bygninger bygget i 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne. Palm Springs-baserede indretningsarkitekt Christopher Kennedy åbnede i 2015 sit eponyme designstudie og butik, “Christopher Kennedy”, som har specialiseret sig i skabe moderne hjem i disse vintage-villaer med et behændigt miks af nutidige møbler, belysning og kunst.
Skarpe linjer og gylden kunst løfter oplevelsen af denne villa
Kennedy, som også er en passioneret filantrop, har i løbet af blot nogle få år blevet en af de mest indflydelsesrige designere i Coachella-dalen, hvor hans stil kombinerer det bedste fra californisk modernisme med jetset-nostalgi fra midten af det 20. århundrede. Et strålende eksempel er villaen, som han skabte til et par fra Seattle. De ønskede et andet hjem for at undslippe de regnfulde og dystre vintermåneder i det nordlige USA. Et afslappet og ubesværet sted, hvor de kunne nyde det varme vintersolskin og udsigten over de omkringliggende San Jacintobjerge. Efter en omhyggelig søgning valgte kunderne at købe denne villa med et grundplan på i alt 350 kvadratmeter. Det ligger midt i Indian Canyons-kvarteret, et område med brede gader og en bemærkelsesværdig høj koncentration af villaer fra midten af århundredet med høje palmer, der svajer i ørkenbrisen.
Til husets interiør ønskede Christopher Kennedy at spille på begrebet ørken. Ved at inkorporere marokkanske accessoires og møbler i sit design har han skabt et smukt ægteskab mellem ørkenen, der utvetydigt gør dette projekt unikt og originalt. Kennedy fortæller: “I dette projekt ville jeg lade fantasien løbe løbsk; for eksempel blev der i barloungen valgt et metallisk tapet med et stort blomstermotiv. Kombineret med de marokkanske teborde og en italiensk vintage gylden metallampe præsenterer det et samlet miks, der set som en helhed passer perfekt til den type atmosfære, vi havde i tankerne.” Der blev lagt særlig vægt på at finde de helt rigtige farver fra en palet af lagdelte neutrale farver, der spænder fra duegrå til creme, gråbrune med bløde lyserøde accenter, alle formidler en atmosfære af elegance og ro. I de to soveværelser, begge med eget bad, blev møblementet og tilbehøret omhyggeligt redigeret for at fremme følelsen af ro og komfort. Både det primære soveværelse og gæsteværelset har glasdøre fra gulv til loft, som åbner ud til terrasser, hvilket forstærker forbindelsen til det fri og de omkringliggende ørkenbjerge i det fjerne. Opmærksomheden på udearealerne er ikke blevet overset. Uderummene er blevet opdelt i forskellige områder med swimmingpoolen som fællesnævner: Et til afslapning og et andet område ved poolen til spisning og underholdning. Den sidste kommentar fra ejerne efter færdiggørelsen af arbejdet var: “Det er et sted, vi elsker. Det er afslappende, beroligende og rummer meget energi, det er blevet vores yndlingssted, vi er altid glade for at kunne vende tilbage, og vi beklager, når det er tid til at tage af sted”.
Med kloge valg og et skarpt design har Belinda Alexander skabt et ganske ukonventionelt hjem i Melbourne: En bygning der fremstår som en moderne ladebygning midt i storbyen, og som rummer mange modige og innovative løsninger.
Inspirationen er ikke til at tage fejl af. Det ligner ganske enkelt en traditionel lade, som man ville forvente at den ville se ud, hvis den lå ude i landdistrikterne langt væk fra millionbyen Melbourne. Men den ligger i storbyens østlige del, nemlig bydelen Victoria. Det nybyggede hus er naturligvis opdateret og udfylder rollen som en rummelig familiebolig til perfektion. Et hus der på mange måder skiller sig ud fra de omgivende parcelhuse. Belinda Alexander, der ejer det australske livsstilsbrand Base Supply, købte grunden for at skabe en drømmebolig til sig selv og familien. ”At renovere eller bygge huse er en af mine helt store passioner. Jeg renoverede mit første hus, da jeg var 24 år gammel. Og det har jeg gjort lige siden. Her i Melbourne var jeg derfor fuldstændig klar over, hvilket designsprog vores nye hjem skulle have. Jeg styrede selv byggeprocessen fra start til slut, og var involveret i arbejdet med at forme haven, så den passede til vores ønsker og behov. Det betød også, at jeg regelmæssigt besøgte byggegrunden og arbejdede tæt sammen med vores entreprenør. Når man kaster sig ud i et projekt af denne størrelse, er det vigtigt både at kunne arbejde sammen med designeren og entreprenøren. Og her var jeg mere end heldig,” fortæller Belinda Alexander.
Dette projekt er passende blevet døbt ’Urban Barn’ (Byladen) af hoveddesigneren Mikayla Rose fra arkitekt- og designfirmaet Heartly. Det er et nybyggeri, der er meget anderledes end de omkringliggende huse. Denne nye og moderne bolig er helt bevidst skabt med en skarp arkitektonisk kant. Men med klar inspiration fra en traditionel lade. ”Jeg ville ikke blot opføre et traditionelt nutidigt hjem til familien. Jeg vidste, at jeg her havde muligheden for at skabe noget, som vi ikke tidligere havde set i en af Melbournes forstæder. Et husdesign i stærk kontrast til den normale, ensrettede lokale æstetik. Det var her, at jeg og Mikayla Rose udviklede ideen om en minimalistisk moderne lade midt i storbyen, hvor centrale elementer er de områder, hvor familiens aktiviteter er samlet i opholds- og spisestuer, køkken og alrum. Her er der højt til loftet. Faktisk hele ni meter. Den grundlæggende ide var, at børnene kunne læse lektier oppe på deres værelser uden at miste forbindelsen til opholdsarealerne i stueplanet.”
Dette vidunderlige hus indeholder fire soveværelser – inklusive et forældresoveværelse med eget badeværelse og Walk In-klædeskab. Desuden er der på førstesalen et badeværelse til familien komplet med separat toilet. Herudover er der i stueplanet to ekstra toiletter. Bekvemt placeret for gæster, mens det andet ligger i spilleområdet, hvorfra der også er udgang til husets pool. Det centrale opholdsrum ligger med åben forbindelse til køkkenet. Herfra er der adgang til bryggers og udgang til et ekstra udendørsareal. Selv om Belinda Alexander var stærkt involveret i byggeprocessen og bidrog med input til de tekniske løsninger omkring byggeriet, var det Mikayla Rose og hendes kolleger i arkitektfirmaet Heartly, der designede selve huset og dets indretning. Under hensyntagen til grundens størrelse, beliggenhed og helhedsindtrykket i gadebilledet. Hele processen, fra de allerførste grundtanker og ideer til familien endelig kunne flytte ind, tog tre år. Og der er særdeles mange forskellige elementer i dette hus, der gør, at det skiller sig ud fra mængden. I hvert fald er det sikkert at sige, at det ikke er begrænset af samtidens mere traditionelle designparametre. Det er en række rum, der tilsammen og hver for sig får en til at falde i svime.
Åbent planløsning med teenagere i huset ”De dristige og forbindende rum i husets indre tænder en nysgerrig lyst til at ville opleve mere. Og det får man så lov til, når rummene åbner sig op med sine spektakulære dimensioner og kaskader af naturligt lys,” forklarer Mikayla Rose og fortsætter: ”Der er rum, man kan trække sig tilbage til og slappe af. Og der er rum, der kan rumme et aktivt familieliv. Alle skabt uden at gå på kompromis med de grundlæggende designideer. Om de største udfordringer forklarer hun, at husets nordvendte beliggenhed og Belinda Alexanders ønske om, at familiens udendørsliv hovedsageligt skulle ske på husets bagside, var lidt af et problem. Ikke mindst fordi det helst skulle ske uden udsigt til de ’grimme’ nabobygninger på to af grundens sider.
De forskellige dele af huset er designet med det formål at skabe forbindelse mellem de forskellige rum og deres funktioner. Desuden er der i hele designprocessen taget højde for, at huset også bebos af teenagere. ”Vi ville have en klar opdeling mellem husets forskellige funktioner. Det skulle inddeles i zoner. Men åbent. Og ikke mindst et hus som børnene kunne vokse op i med glæde, og hvor de hele året rundt kunne invitere deres venner på besøg,” siger Belinda Alexander og fortsætter: ”Jeg har en kærlighed til og passion for indretningsarkitektur. Derfor har jeg også selv stået for møbleringen. Min ven Tom Adair har skabt neonskiltene til teenagernes gaming-rum. Selv elsker jeg den skandinaviske minimalisme. Jeg er voldsomt inspireret af både skandinavisk og newzealandsk design og arkitektur.” Mikayla Rose hjalp med til udvælgelsen af nogle af de mest centrale møbler, og har omsorgsfuldt valgt en del af udsmykning, lamper og andet inventar, så det matcher den lettere underspillede æstetik i boligen. ”Interiøret er bevidst holdt på et stilfærdigt niveau, der reflekterer en moderne og nutid australsk luksusstil. Men en stil med fokus på funktionalitet og familie,” slutter Mikayla Rose.
Huset er den perfekte ramme for både familieliv og Weylandt parrets livstilsbrand.
Chris Weylandt og Kim Smiths luksuriøse hjem ligger smukt midt i Franschhoekdalen i Cape Winelands lidt øst for Kapstaden. De har noget prosaisk navngivet deres overdådige bolig med det simple franske ord: Maison. Huset er den perfekte ramme for både familieliv og deres indretnings- og livstilsbrand.
“Der findes virkelig mirakler over alt. Du skal bare vide, hvor du skal lede.” Det er en livsklog læresætning, som Chris Weylandt med stor passion og overbevisning fortæller, mens han læner sig tilbage i havestolen udenfor sit storslåede, moderne hjem i Franschhoek Valley lidt uden for Kapstaden i det sydligste Afrika. Et hjem han deler med sin hustru og forretningspartner Kim Smith, deres fire børn og en Grand Danois, der – set i lyset af deres metier – meget passende bærer navnet Eames. Chris Weylandt og Kim Smith har nemlig sammen skabt en af Sydafrikas mest succesrige indretnings- og livsstilsforretninger. Han stammer fra Namibia, hvor hans far i sin tid startede en møbelforretning. I dag er Weylandt anerkendt som Sydafrikas svar på Sir Terence Conran. Han vakte fornylig en del opsigt med udvidelsen af møbel- og interiørbutikken Weylandts i Australien – nærmere bestemt i Melbourne, som i stigende grad bliver betragtet som den uofficielle design-hovedstad på den sydlige halvkugle.
Horisonten, vingårdene og de fjerne bjerge får deres nybyggede ’container-inspirerede’ hjem til at fremstå dristigt og moderne. Her kommer husets grundelementer af glas, aluminium og beton for alvor til at fremstå som en skarp kontrast til landskabet. Det er også et hus, hvor alle konventioner har måtte vige for Chris Weylandt og Kim Smiths drømme. Her er ingen fodlister, gardiner eller døre. Men trods en modernistisk tilgang til byggeriet er arkitekturen alligevel baseret på lokale traditioner. Eksempelvis er hele husets grundplan skabt ud fra principperne i dét, som stedlige arkitekter omtaler som Cape Dutch werf, hvor bygningens forskellige områder er klart adskilt og markeret efter deres funktion. Deres hjem omfatter endda også en ladebygning fra 1796, som nu udgør en central del af deres egen private bosætning i Cape Winelands.
Ingen tænd-sluk knap Sammen har de skabt et hjem, hvor de i sandhed lever som en inkarnation af deres eget indretnings- og livsstilsbrand. Deres bolig er i praksis deres egen markedsplads. Der er ingen adskillelse mellem arbejds- og privatliv. Ingen ‘on-off’ knapper. ”Vi lever med design,” fortæller Kim Smith. ”Det er vores liv. Hver eneste lille ting i vores hjem er filtreret gennem vores designlinser.” Og hvis oplevelsen af luksus og godt design i deres butikker virker besnærende, er et besøg i deres hjem et forførende glimt gennem deres designerlinse. Et indblik som drager én midt ind i et veldesignet landskab. Først og fremmest handler det om sigtelinjerne gennem huset. Selv om boligen i praksis er spredt ud i forskellige vinger, hvor alt er arrangeret efter funktion, har formålet dybest set været at skabe kanaler, der bevidst overtaler og trækker øjet i den rigtige retning. Grænserne mellem husets indre og det omgivende landskab udviskes, så det overordnede design med en særlig filmisk logik fremtræder klart og helt umuligt at modstå.
Grænserne udviskes Dette hus rummer på én og samme tid en soliditet og en flygtig tilstedeværelse i landskabet: De store glaspartier følger stierne og mønstrene i omgivelserne. Et bevidst valg der skaber ‘billedvinduer’. Kigger man i én retning, er der udsigt til et ældgammelt knudret egetræ. I den anden retning er der frit udsyn til vidder med de oprindelige vilde græsarter, vilde hvidløg, skeblads-stauder og Iris. Og for yderligere at øge den sanselige oplevelse har Chris Weylandt og Kim Smith – hvor det har kunnet lade sige gøre – sørget for, at de store glaspartier kan trækkes fuldstændigt til side, hvilket ikke blot udvisker grænserne mellem naturen uden for og husets indre. Det går fuldstændigt i ét med hinanden.
Træ er interiørets kerne. De bærende bjælker, gulvene og de motoriserede skodder er med til at skabe flydende overgange og ensartethed i designet. Fuldstændigt blottet for billige indretningsmæssige gimmicks, er det de naturlige materialer, der går igen overalt i huset. Læder, kohuder, markante tekstiler og træ dominerer såvel vægudsmykning som møblement. Der er lagt vægt på organiske teksturer og håndlavet kunst med inspiratoriske træk fra Asien, Orienten, Sydamerika – og naturligvis også afrikansk design og tradition. Indretningen er præget af både vintage-designs og nyere industrielle kunstgreb. Det rummer en næsten øko-chik fornuft. Men på en måde der sikrer, at husets integritet ikke bliver kompromitteret. Overalt hvor ens blik falder, rummer det en perfekt balance mellem det kunstige og det organiske.
”Hvis du vil, kan du kalde det for Slow Living”. Det er i hvert fald Chris Weylandts motto. ”Vi vil have ægte tekstiler og original indretning. Og gerne mange forskellige. Vi skaber flere lag af godt design – og blander dem. Ganske som vi vil. Sommetider støder de sammen. Men vi ønsker, at vores hjem skal være et billede på den tid, vi lever vores liv i – og at vores gæster føler, at de kan se sig selv hjemme, når de træder ind i huset.” ”Enkelt, økologisk, naturligt og varmt. Med store åbne områder,” siger Kim Smith om de mål, de havde da de begyndte byggeriet af dette storslåede hus. Og dét har de i sandhed opnået. Men deres Maison er meget mere end bare det. Der er noget forunderligt over så moderne rum, der på samme tid formidler en oplevelse af historie og den gamle verdens værdier uden at sætte ønskerne om en tidsvarende bolig over styr. Resultatet er en fusion mellem nyt og gammelt. Sjæl. Integritet. Og en langtidsholdbar bolig.
Restaureret Tekstilfabrik. Alessandra Del Sciuro ønskede sig etanderledes hjem. Et hjem der adskilte sig fra det tidstypiske typehus. Bygningen – en gammel tekstilfabrik i den norditalienske by Como – var købt og betalt. Nu skulle arkitekten Paolo Sala bare skabe den perfekte familiebolig.
Alessandra del Sciuro bad arkitekten Paolo Sala forestå renoveringen af den gamle fabriksbygning.
I bunden af Como-søens vestlige gren ligger provinshovedstaden med samme navn. En typisk norditaliensk søvnig by, hvis økonomi tidligere var baseret på især tekstilindustri. Silkestoffer fra Como var verdensberømmet – og udgør stadig en væsentlig del af byens identitet. Men for Alessandra del Sciuro er fortidens tekstilfabrikker mere håndgribelig end som så. For tre år siden faldt hun ved et tilfælde over en forladt tekstilfabrik fra 1920-erne. Det var lige, hvad hun havde drømt om. For det sidste hun ønskede sig, var et konformt moderne typehus. Til gengæld stod et råt industrielt interiør højt på ønskesedlen. Det blev den italienske arkitekt og designer Paolo Sala, der fik opgave med at redefinere det industrielle look til et mere nutidigt image, så det på samme tid bevarede tråden til fortidens tekstilproduktion og dannede rammen om en elegant bolig til Alessandra Del Sciuro og hendes familie. Udfordringen bestod hovedsageligt i valget af materialer, som ikke skulle afvige alt for meget fra den gamle tekstilfabrik. Træ, jern, stål og beton blev integreret i renoveringen med den nødvendige omhu og opmærksomhed, som i dag giver boligen både karakter og fornyet sammenhængskraft.
”Alessandra ønskede et unikt sted, hvor der var tænkt ud af boksen. Et sted der var designet som et familiehjem. Vi havde en dejligt befriende dialog om mulighederne i de forskellige rum. Ikke mindst fordi vi taler det samme sprog. Både lingvistisk og designmæssigt. Men hun gav en række klare ’instruktioner’ på, hvordan arbejdet skulle udføres. Men det skete på en samvittighedsfuld måde, der ikke var endegyldig,” fortæller Paolo Sala. Det første forbindelsesled mellem den gamle industribygning og det moderne hjem handler om jern. Det er et gennemgående element i hele boligen. Et materiale der er med til at skabe et stort ’enheds-rum’, men som samtidig er med til at afgrænse de forskellige funktioner: Entreen, hvor alt er i jern, er forbundet med et bibliotek i opholdsområdet, hvorefter det dematerialiseres i køkkenet. Jernet svinder bort ved indgangen til kælderen, hvor de enorme skræddersyede døre har samme former som entredøren. Loftet i entreen er et udtryk for arkitektens kreative ideer, hvor lyset udefra flyder ind gennem rør med prismer. Lyset er filtreret gennem prismerne, så strålerne rammer en række nicher i loftet. Lyset og farverne reproducerer til sammen et af Mondrians malerier. ”Nicherne i loftet er præcist proportioneret efter billedet, ligesom farvenuancerne er de samme,” fortæller Palo Sala.
Jern bruges også i køkkenet, der er designet af Aster Cucine. Her er det kombineret med en køkkenø i galvaniseret tinstål, der giver et slidt, vintage look. De hvide elementer er indsat i murværk på siderne for at give et komplet overblik over køkkenet. Lamperne over øen er en idé fra Alessandra Del Sciuro, som havde set dem i den italienske design guide Fuorisalone. De er produceret ved hjælp af en 3D-printer. Ved spisepladsen har Paolo Sala brudt det industrielle design ved kun at møblere rummet i hvidt. Med LessLess-bordet fra Molteni og Charles & Ray Eames Vitra-stole bringes komfort og design frem til slutningen af det 20. århundrede. Også lysekronen fremhæver kontrasten mellem den rå stil, der er typisk for et industriloft og elegancen i et moderne men stadig klassisk hjem. Det håndhøvlede gulv i italiensk valnød fra Parchettificio Toscano er gennemgående i hele huset, og tilføjer mere varme til rummet, der bliver oversvømmet med lys fra de enorme originale vinduer fra 1920-erne. Jerntrappen der fører til en mezzanin, bruges som lager for ejerens malerier og keramiske kreationer. Trappen brydes med et harpiksbelagt betonelement for at give yderligere lethed. Væggene der afgrænser boligens forskellige rum er monteret med glas. Simpelt hen for at undgå massive vægge, der går helt fra gulv til loft. Alessandra Del Sciuros to tvillingedøtre har hver sine identiske værelser. De er fremtidssikret med hver sit badeværelse – også identiske. Men med en delt bruseafdeling imellem de to rum. Forældresoveværelset er naturligvis indrettet med walk-in closet og eget badeværele.
Den grå beton brydes af en knaldrød Farve
I pigernes rum er der ekstraordinært højt op til fabriksbygningens originale lofter. Det har gjort det muligt at skabe særskilte sove- og opholdsområder, som er dedikeret til lektielæsning og vennebesøg. Et skræddersyet jernmodul adskiller områderne i rummet ved at skabe en slags mezzanin-seng. Området under sengen bruges til pigernes garderobe. I badeværelset har de valgt at sætte deres personlige præg ved at skrive en sætning på den harpiksbehandlede betonvæg. I gæstetoilettet – og i det ene af pigernes badeværelser – blev bølgepladen i loftet bevidst bevaret for at fremhæve sammenhængen med bygningens industrielle fortid. ”Vi har bevidst forsøgt at skabe en slags entropi – en styret fornemmelse af falsk uorden. De industrielle efterladenskaber er stadig fuldt synlige – men bevaret på en pæn og ren facon,” siger Paolo Sala. Forældresoveværelser optager pladsen i hele husets bredde. Naturligt lys er det centrale element, der styrer oplevelsen af rummet. Det passerer gennem soveværelset, walk-in skabet og badeværelset gennem en række parallelle vinduer. Også her er der leget med kontrasterne: harpiksbehandlet beton, et badekar støbt i beton, håndvaske i stål placeret på genbrugt træ og tapet. En lysekrone leverer sammen med antikke væglamper over spejlet lys i aftenmørket. Der er fundet mange originale løsninger – og en masse nye designs – for at få den gamle fabriksbygning til at fremstå moderne og komfortabel. ”Jeg forsøger altid at skabe karakter i mit designarbejde. Karakter og personlige skræddersyede løsninger er de elementer, der gør, at denne bolig skiller sig ud. Her er der tale om løsninger, som du – og kun du – har. Derfor var alle serieprodukter på forhånd dømt ude, da vi renoverede bygningen,” slutter Paolo Sala.
Midt Les Trois Vallées tæt på et af Frankrigs mest berømte skisportssteder i Val Thorens ligger den lille by Saint Martin-de-Belleville. Her har Chalet Signature bygget et smukt chalet opkaldt efter det 2.461 meter høje bjerg Col Du Bonnet Du Prêtre, der praktisk talt ligger i baghaven.
Blot et snebold-kast væk fra hovedhuset ligger en selvstændig hytte, en mazot, der er opført og indrettet som en hotelsuite med en ethanol-pejs i midten af rummet. Det leverer både varme og hygge efter en lang dag på løjperne. Designvirksomheden ’Chalet Signature’ i Saint Martin-de-Belleville er kendt for at skabe interiørs, der har en exceptionel høj kvalitet i såvel nybyggerier som renoveringsprojekter. I Chalet Le Bonnet du Prêtre er det indretningsarkitekten Arnaud Masson, der har sluppet sine kreative evner løs. Møblementet er skabt specielt til dette chalet. Der er klare mindelser om områdets traditionsrige møbelkunst, men med et mere moderne twist. Alle møbler er fremstillet efter Arnaud Massons tegninger af en lokal møbelproducent ved navn Martinod. Det er et chalet, hvor enkeltheden hersker. Og bygninger og interiør er skabt med stor respekt for gamle håndværksteknikker, der både leverer en direkte forbindelse til naturen uden for og en perfekt balance mellem fortiden og nutiden.
En varm og – for et sted hvor skisport betyder en hel del – funktionel entre med plads til både støvler og skijakker åbner huset sig op. Først med en trappe til førstesalen, der på imponerende vis sætter tonen for, hvad der er i vente, når man går på opdagelse i dette chalet. Skarpt designet står to nærmest monolitiske træplader, der fungerer som gelænder på trappen, som usynligt er monteret i væggen. Trappetrinene følges af en linje med en diskret ledbelysning. En perfekt integrering af form og funktion. Gulvene er dækket af fliser med et betonagtigt udtryk fra italienske Marca Corona. Opholdsområderne i hovedbygningen er åbnet til kip med blotlagt loftskonstruktion leverer en ganske særlig harmoni i møblementet. I centrum af den store opholdsstue dominerer det imponerende ildsted i stål. Det naturlige fokuspunkt er den omfangsrige skorsten, der hænger i loftet. Selve ildstedet er konstrueret, så der både er plads til brændeknuder og en siddeplads, hvor det er skønt at nyde en kop kaffe på en råkold vinterdag.
Lærketræsespalierer ved vinduerne tillader sollyset at skinne ind i rummet. Desuden er de med til at centrere fokus på bjergtoppene i det fjerne, lige som de naturligvis også er med til at sikre beboerne mod alt for nyfigne blikke udefra. De mørke bjælker i loftet fungerer som en kontrast til de sorte Gras-lamper og den ligeledes sorte metal barstole ved den lille køkkenø. Med sine to små vinduer virker spisestuen som skabt til de mest hyggelige middagsselskaber omkring et bord fyldt med bjergenes gastronomi. Køkkenet, skabt af Arnaud Masson, der åbner sig mod opholdsstuen, er med til at gøre stedet levende. I soveværelserne er væggene bag sengenes hovedgærder beklædt med uld. Det er med til at gøre det til en ægte alpin oplevelse. ”Ideen har været at skabe en tidløs fornemmelse uden at give slip på den savoyardiske charme. Vi må heller ikke glemme, at her i bjergene, sker de vigtigste ting altid uden døre,” fortæller Arnaud Masson.
Fra lejligheden på og 31. etage er der et fantastisk view ud over byen og dens skyskrabere. Centralt placeret i The City of Brotherly Love, hovedstaden i Pennsylvania, har et par ægte filantroper skabt en luksuslejlighed i to plan på ikke mindre end 520 m2. Her er selve bygningskonstruktionen det essentielle. Resultatet er et råt næsten industrielt look, der er den perfekte ramme for en stor kunstsamling.
Det New York-baserede interiørfirma KA Design Group har i samarbejde med arkitektvirksomheden Cecil Baker+Partners skabt en unik lejlighed i to plan ved at lægge to etager sammen i en Philadelphia apartment block. Resultatet er en 520 m2 stor bolig i hjertet af millionbyen på Rittenhouse Square. Et torv opkaldt efter den berømte astronom og urmager David Rittenhouse. Området er et byområde med en af de højeste gennemsnitlige husstandsindkomster i hele USA. Parken ved Rittenhouse Square er en af i alt fem parker, som byen grundlægger, William Penn, etablerede i slutningen af det 17. århundrede. Fra lejligheden på 30. og 31. etage er der et fantastisk view ud over byen og dens skyskrabere. Og fra balkonerne kan man nyde alleernes træer, springvand og statuerne i parken neden for bygningen i fugleperspektiv.
Arkitekterne forandrede lejlighedernes layout radikalt ved at nedbryde skillevægge for at kunne skabe store åbne rum med et vist industrielt præg. Bærende vægge og søjler er afrenset for gips og puds. Desuden er bygningens forstærkede betonkonstruktioner blevet blotlagt. Lyset der strømmer ind gennem de store gulv-til-loft vinduer forstærker de rå byggematerialers ufuldkommenhed. Her er det uperfekte ikke skjult, men tværtimod fremhævet som en del af lejlighedens æstetiske kvaliteter. ”At blotlægge skelettet var for os som at arbejde med et blankt kanvas. Et lærred vi kunne male et nyt billede på. Konstruktionens minimalisme viste sig at være ideelt for at kunne indrette lejligheden som en dialektisk samtale mellem interiør-mæssige modsætninger der kunne bløde udtrykket op og samtidig introducere et møblement fra de bedste fransk og italienske møbeldesignere, der fungerer optimalt sammen med en superb malerisamling, fotografier og skulpturer,” fortæller indretningsarkitekterne Kenny Alpert og Andrew Petronio.
Ejerne er et par filantroper, der har en stor passion for moderne kunst. Og selv om deres primære bolig ligger tæt på, ønskede de et centralt sted i down town Philadelphia i et efterhånden klassisk american loft style. Et sted som var så tilpas stort, at det kunne bruges til velgørenhedsevents og til at udstille deres kunstværker i. Det store opholdsareal som inkluderer en spisestue, stue og køkken med plads til et ekstra spisebord til morgenmaden, opleves som et sammenhængende rum gennem indretningsarkitekternes gennemgående farvevalg, der er holdt i den grålige farveskala. Den stringente monokromatiske brug af de grå farver forener lejlighedens forskellige områder og leverer den bedst mulige baggrund for parrets kunstværker.
Et lignende koncept er også anvendt i lejlighedens øverste etage. En centralt placeret trappe med en gigantiske Blackbody lysinstallation med ikke mindre end 208 Oled-lyskilder ophængt i forsølvede kabler forvandler om aftenen lampen til noget, der minder om et glitrende stjernebillede. Heroppe findes de private soveværelser, hvor ejerne ønskede en mere intim og varm stemning. Kenny Alpert og Andrew Petronio indfriede ønsket ved at inkorporere et gulv i brede egeplanker. Træet leverer et mere organisk element og giver den ønskede varme følelse, som spiller fint sammen med det mere industrielle design, der ellers præger lejligheden nedenunder. Det var et projekt, der overordnet spiller på kvaliteten og sammenhængen mellem de nøgne bygningskonstruktioner og et sensuelt valg af smukke tekstiler, tæpper og naturligvis en helt ekstraordinær kunstsamling.
