Como Living

ComoLiving 7B - Como Living

Restaureret Tekstilfabrik. Alessandra Del Sciuro ønskede sig etanderledes hjem. Et hjem der adskilte sig fra det tidstypiske typehus. Bygningen – en gammel tekstilfabrik i den norditalienske by Como – var købt og betalt. Nu skulle arkitekten Paolo Sala bare skabe den perfekte familiebolig.


ComoLiving 2H - Como Living

Alessandra del Sciuro bad arkitekten Paolo Sala forestå renoveringen af den gamle fabriksbygning.


I bunden af Como-søens vest­lige gren ligger provinshovedstaden med samme navn. En typisk norditaliensk søvnig by, hvis økonomi tidligere var baseret på især tekstilindustri. Silkestoffer fra Como var verdensberømmet – og udgør stadig en væsentlig del af byens identitet.
Men for Alessandra del Sciuro er fortidens tekstilfabrikker mere håndgribelig end som så. For tre år siden faldt hun ved et tilfælde over en forladt tekstilfabrik fra 1920-erne. Det var lige, hvad hun havde drømt om. For det sidste hun ønskede sig, var et konformt moderne typehus. Til gengæld stod et råt industrielt interiør højt på ønskesedlen.
Det blev den italienske arkitekt og designer Paolo Sala, der fik opgave med at redefinere det industrielle look til et mere nutidigt image, så det på samme tid bevarede tråden til fortidens tekstilproduktion og dannede rammen om en elegant bolig til Alessandra Del Sciuro og hendes familie. Udfordringen bestod hovedsageligt i valget af materialer, som ikke skulle afvige alt for meget fra den gamle tekstilfabrik. Træ, jern, stål og beton blev integreret i renoveringen med den nødvendige omhu og opmærksomhed, som i dag giver boligen både karakter og fornyet sammenhængskraft.

ComoLiving 3B - Como Living

”Alessandra ønskede et unikt sted, hvor der var tænkt ud af boksen. Et sted der var designet som et familiehjem. Vi havde en dejligt befriende dialog om mulighederne i de forskellige rum. Ikke mindst fordi vi taler det samme sprog. Både lingvistisk og designmæssigt. Men hun gav en række klare ’instruktioner’ på, hvordan arbejdet skulle udføres. Men det skete på en samvittighedsfuld måde, der ikke var endegyldig,” fortæller Paolo Sala.
Det første forbindelsesled mellem den gamle industribygning og det moderne hjem handler om jern. Det er et gennemgående element i hele boligen. Et materiale der er med til at skabe et stort ’enheds-rum’, men som samtidig er med til at afgrænse de forskellige funktioner: Entreen, hvor alt er i jern, er forbundet med et bibliotek i opholdsområdet, hvorefter det dematerialiseres i køkkenet. Jernet svinder bort ved indgangen til kælderen, hvor de enorme skræddersyede døre har samme former som entredøren. Loftet i entreen er et udtryk for arkitektens kreative ideer, hvor lyset udefra flyder ind gennem rør med prismer. Lyset er filtreret gennem prismerne, så strålerne rammer en række nicher i loftet. Lyset og farverne reproducerer til sammen et af Mondrians malerier. ”Nicherne i loftet er præcist proportioneret efter billedet, ligesom farvenuancerne er de samme,” fortæller Palo Sala.

ComoLiving 11B - Como Living

Jern bruges også i køkkenet, der er designet af Aster Cucine. Her er det kombineret med en køkkenø i galvaniseret tinstål, der giver et slidt, vintage look. De hvide elementer er indsat i murværk på siderne for at give et komplet overblik over køkkenet. Lamperne over øen er en idé fra Alessandra Del Sciuro, som havde set dem i den italienske design guide Fuorisalone. De er produceret ved hjælp af en 3D-printer.
Ved spisepladsen har Paolo Sala brudt det industrielle design ved kun at møblere rummet i hvidt. Med LessLess-bordet fra Molteni og Charles & Ray Eames Vitra­-stole bringes komfort og design frem til slutningen af det 20. århundrede.
Også lysekronen fremhæver kontrasten mellem den rå stil, der er typisk for et industriloft og elegancen i et moderne men stadig klassisk hjem. Det håndhøvlede gulv i italiensk valnød fra Parchettificio Toscano er gennemgående i hele huset, og tilføjer mere varme til rummet, der bliver oversvømmet med lys fra de enorme originale vinduer fra 1920-erne. Jerntrappen der fører til en mezzanin, bruges som lager for ejerens malerier og keramiske kreationer. Trappen brydes med et harpiksbelagt betonelement for at give yderligere lethed.
Væggene der afgrænser boligens forskellige rum er monteret med glas. Simpelt hen for at undgå massive vægge, der går helt fra gulv til loft. Alessandra Del Sciuros to tvillingedøtre har hver sine identiske værelser. De er fremtidssikret med hver sit badeværelse – også identiske. Men med en delt bruseafdeling imellem de to rum. Forældresoveværelset er naturligvis indrettet med walk-in closet og eget badeværele.

Den grå beton brydes af en knaldrød Farve

I pigernes rum er der ekstraordinært højt op til fabriksbygningens originale lofter. Det har gjort det muligt at skabe særskilte sove- og opholdsområder, som er dedikeret til lektielæsning og vennebesøg. Et skræddersyet jernmodul adskiller områderne i rummet ved at skabe en slags mezzanin-seng. Området under sengen bruges til pigernes garderobe. I badeværelset har de valgt at sætte deres personlige præg ved at skrive en sætning på den harpiksbehandlede betonvæg.
I gæstetoilettet – og i det ene af pigernes badeværelser – blev bølgepladen i loftet bevidst bevaret for at fremhæve sammenhængen med bygningens industrielle fortid. ”Vi har bevidst forsøgt at skabe en slags entropi – en styret fornemmelse af falsk uorden. De industrielle efterladenskaber er stadig fuldt synlige – men bevaret på en pæn og ren facon,” siger Paolo Sala.
Forældresoveværelser optager pladsen i hele husets bredde. Naturligt lys er det centrale element, der styrer oplevelsen af rummet. Det passerer gennem soveværelset, walk-in skabet og badeværelset gennem en række parallelle vinduer. Også her er der leget med kontrasterne: harpiksbehandlet beton, et badekar støbt i beton, håndvaske i stål placeret på genbrugt træ og tapet. En lysekrone leverer sammen med antikke væglamper over spejlet lys i aftenmørket.
Der er fundet mange originale løsninger – og en masse nye designs – for at få den gamle fabriksbygning til at fremstå moderne og komfortabel. ”Jeg forsøger altid at skabe karakter i mit designarbejde. Karakter og personlige skræddersyede løsninger er de elementer, der gør, at denne bolig skiller sig ud. Her er der tale om løsninger, som du – og kun du – har. Derfor var alle serieprodukter på forhånd dømt ude, da vi renoverede bygningen,” slutter Paolo Sala.

ComoLiving 22B - Como Living
ComoLiving 23B - Como Living