Form & farve

DSC00157 lysmet - Form & farve

Der skulle egentlig have stået arkitekt på Rasmus Refers visitkort. Sådan skulle det ikke gå. I stedet blev han fascineret af de mange nye muligheder, der opstod da internettet for alvor ramte os i 90-erne.
Med en opvækst med kunst og museumsbesøg som en naturlig del af hverdagen, har han i sit nye Valby-atelier selv kastet sig over akrylfarverne, pensler og kanvaslærreder.

IMG 2754 - Form & farve

Rasmus Refer dyrker former og farver i sin billedkunst, hvor øjet tager på en regulær opdagelsesrejse.

Skulpturer i patineret bronze, granit og marmor er også en del af hans kunstneriske virke.

Ved første øjekast virker Rasmus Refers nye billeder simple og ligetil. Blikket drages af de bløde former i pastelfarver, der er sat sammen, så de danner en stor flade. Nærmest som mosaik. Men pludselig opdager man, at øjet følger med rundt i billedet. Man opdager, at flere af formerne passer sammen og danner par eller skaber nye billeder inde i billedet i en uendelighed. De forskellige farverige former er malet med hurtige strøg og giver billedet en lethed. Blandt de mange skarpe pastelfarver indsniger sig ofte en ’grim’ og lidt kedelig farve, der i første øjekast forundrer en. Lige indtil man opdager, at farven er med til at fremhæve de andre flotte farver.
”Tidligere har jeg tegnet og malet i nogle perioder, men det var først sidste sommer jeg for alvor fik gang i maleriet igen. Og det tog rigtig fart efter jeg fik mit atelier her i Valby,” fortæller Rasmus Refer.


I kølvandet på internettets indtog i Danmark brugte han sin energi på en række IT-virksomheder og var i en årrække også aktiv i reklamebranchen. Nu bruger han en del af sin fritid i de karakteristiske værkstedsbygninger med de spidse tage, hvor ovenlysvinduerne giver et fantastisk lys i hans atelier.
Om det er lysten til at skabe eller blot trangen til at brede sig ud over store arealer er ikke lige til at sige. Men Rasmus Refers malerier er store. Det er figurativ kunst, der i høj grad egner sig til ophæng på tidens hvide vægge.

IMG 2855 - Form & farve

”Jeg maler fordi, jeg syntes, det er sjovt. Og jeg eksperimenterer rigtig meget for at blive endnu dygtigere til både streger, former og farver,” siger Rasmus Refer og fortsætter:
”Men hvis man ser nærmere efter, tror jeg, at de fleste vil se, at de alle er forbundne. Det svære ved at male let og hurtigt uden skitser er, at formen eller stregen skal fungere og virke sikker fra start – ellers kommer billedet til at virke ufærdigt og rodet at kigge på. Mit ønske er at mine billeder skal se ukomplicerede, lette og legende ud og skabe liv i et rum.”
Håndværkerbyen i Valby, hvor Rasmus Refers atelier ligger, blev oprindeligt opført af Københavns kommune i 1950-erne. Planen var, at bygningerne skulle huse nogle af de mange små håndværksvirksomheder i takt med, at de gamle bykvarterer blev saneret.


”Det virker, som om solen altid skinner herude, og så er der højt til loftet. Lyset i mit atelier er fantastisk. Simpelt hen fordi loftet hovedsageligt består af store glasvinduer. Det er vidunderligt altid at kunne se eller fornemme himlen, mens jeg maler. Flere af naboerne herude har gået på Det Kgl. Kunstakademi, mens andre arbejder med kunsttryk og snedkerarbejde. Det er et fantastisk sted med søde og dygtige mennesker.”
Selvom hans kunst hovedsageligt kommer til udtryk med pensler og akrylfarver, har det mere taktile og skulpturelle også en stor plads i hans kunst.


”Det var faktisk lidt af et tilfælde, at jeg begyndte at arbejde med skulpturer. Jeg startede med at forme og arbejde lidt i hvid ler. Men i samme sekund jeg havde leret i hånden føltes det som om, jeg ikke havde lavet andet i hele mit liv. Hænderne arbejdede fuldstændigt af sig selv, og så vidste jeg med det samme, at det ville fungere og blive godt.”
Han har fået støbt de første 20-25 skulpturer i patineret bronze og udført nogle få i sort granit og marmor.


Hans nyeste projekt er en serie på 100 forskellige skulpturer udført i en 5 mm tynd patineret corten-stålplade. Skulpturer som blandt andet skal udstilles i Hamburg. En enkelt af Rasmus Refers skulptur-arbejder er allerede produceret i et større antal til Politikens Galleri: En tre kilo tung sort plade med tre riller, der kaster lys igennem skulpturen så udseendet forandres alt efter placering og baggrund.


Selvom arbejdet med stål og marmor er både sjovt og givende, er det maleriet, der er det vigtigste lige nu. Rundt omkring langs væggene i atelieret står en del store lærreder. De fleste måler 180×180 cm.
”Jeg er i gang med en serie af store malerier, der efter planen skal udstilles i det nye år i Hamburg og New York. Derudover viser jeg hellere end gerne mine billeder og skulpturer frem efter aftale i mit atelier i Valby” slutter Rasmus Refer.

DSC00016 - Form & farve