Kunst – Fein

september 22, 2023september 22, 2023

Familievilla i Rom

Raffaella Leones far var ingen ringere end den berømte filminstruktør Sergio Leone. Hun bor i en vidunderlig familievilla i Rom. En bolig der både
bærer præg af hendes vision og samarbejdet med det romerske Galleri Blend.
Indretning og udsmykning er en del af hendes væsen og minder. I kombination med hendes ide om fremtiden.

I udkanten af bydelen EUR bare syv kilometer syd for Rom ligger en fantastisk brutalistisk villa med biograf i sit DNA. Villaen var oprindeligt bestilt af filmproducenten Alberto Grimaldi i begyndelsen af 1970’erne. Byggeriet var baseret på et projekt af arkitekten og scenografen Carlo Simi, som betroede den strukturelle del af arbejdet til en af de største italienske ingeniører, Sergio Musumeci. Et moderne og monumentalt hus, der ovenikøbet senere fungerede som romersk residens for en af Qatars prinser. Sergio Leone, Raffaellas far, skaberen af Spaghetti Western-genren og bredt anerkendt som en af de mest indflydelsesrige instruktører i filmens verden, købte den i 1988.
Villaen var oprindeligt et stort enfamiliehus, der efterfølgende blev opdelt i tre enheder. For nylig undergik huset endnu en renovering og blev opdelt i to symmetriske enheder, hvor søstrene Raffaella og Francesca Leone nu bor. De udvendige dele af villaen har, bortset fra små indgreb, ikke undergået ændringer.

Det er her, hjemme hos Raffaella Leone (til daglig administrerende direktør for Leone Film Group), at fortid og fremtid kombineres: “Det er et hus fyldt med minder. Det er stedet, hvor jeg kan lide at bruge min tid, og hvor jeg gerne vil blive gammel,” fortæller hun.
For det fantastiske interiør er en kombination af kunst, design og smarte valg. Indretningen er skabt i samarbejde med galleriet Blend Roma (blend.it – et galleri og kreativ virksomhed i Rom etableret af Paolo Vasi og Stefano De Paola). Det har været fundamentalt for resultatet: ”I årenes løb er der opstået et regulært tillidsforhold til Leone-familien,” fortæller Paolo Vasi. ”I EUR-huset er der blevet indsamlet kunstværker, der er perfekt integreret med familiens allerede eksisterende møbler og kunstværker. Ofte ved hjælp af specialfremstillede møbler der er skabt takket være samarbejdet med designerne Hannes Peer og Duccio Maria Gambi, der har designet nye møbler og belysning til boligen,” siger han.

Raffaella Leone havde en klar ide om det resultat, hun ønskede sig: ”Det primære formål med Raffaella Leones brief var at skabe et hus på en spontan og fri måde. Et hus der både kunne være funktionelt og repræsentativt på samme tid” fortæller Paolo Vasi.
For at gribe dette toårige arbejde med rådgivning og levering af kvalitetsprodukter bedst an, kom Blends inspiration og udfordringer på en hård prøve: ”Selve bygningen har en meget markant ånd, og der er en meget stærk kontinuitet mellem ydersiden og indersiden”, fortæller Paolo Vasi. ”Med dette i betragtning var det ikke muligt at invadere det indre rum ved at indsætte hverken kunstgenstande eller møbler, der var for kontrastfulde eller karakteristiske,” fortæller han.

Derudover var det afgørende, at mange enestående design- og kunstværker, Leones familieobjekter allerede fyldte godt op. For nu blot at nævne ét: Et maleri af Andy Warhol fra Myths-serien. I stedet valgte de at parre den eksisterende kunst med deres egen kreation som for eksempel ”Hallebardes” designet af Duccio Maria Gambi, der oplyser et popværk af Robert Indiana, mens Mobil-lysekronen af Hannes Peer blev skræddersyet til at oplyse det store firkantede spisebord. Et stort skrivebord er lavet på et original fundament
af Leonardo Ricci fra 1950’erne og et par italiensk fremstillede lænestole i hvid bouclé fra 1970’erne er indsat i arbejdsværelset på øverste etage. En original bordlampe af Carlo Nason fra 1970’erne er i tæt dialog med Lina-lamperne af Hannes Peer, samt en serie Murano-glasvaser, unikke stykker af Ivan Baj, der møder ædle vintageglas, også fra Murano, som Raffaella Leone samler på”, fortæller galleristen.

Alle Blends valg viste sig at være succesfulde, da det hele resulterer i et vidunderligt hus, fyldt med Raffaella Leones personlighed og stil: ”Takket være Paolos hjælp fik jeg renoveret dette hus til at afspejle min essens og repræsentere dét, jeg havde brug for,” fortæller Raffaella Leone. ”Det er på samme tid et shelter og et sted for deling”, pointerer hun. ”Stuen er det rum, hvor jeg bedst kan lide at tilbringe min tid, fordi vinduerne ikke skaber markante grænser mellem indendørs og udendørs. Det giver mig mulighed for fuldt ud at nyde skønheden ved at bo omgivet af alle de ting, jeg elsker,” slutter hun. •

KUNST/LIFESTYLE/LIVING

juli 4, 2023juli 4, 2023

Blød brutalisme

by Fein

Gemt af vejen i det bakkede landskab uden for Bruxelles opførte den berømte belgiske arkitekt Marc Corbiau sit allerførste hus i 1972. En brutalistisk perle i rå beton. Nu har interiøret fået nyt liv med naturlige materialer.

Indretningsarkitekten Catleen le Hardy og hendes mand faldt for denne betonvilla og har tilført den deres eget personlige præg.

Nogle gange føles det næsten som om, at det er huset, der finder dig. Det var i hvert fald den følelse, som indretningsarkitekt Catleen le Hardy og hendes mand Nicolas Billen havde, da de opdagede denne brutalistiske perle. ”Vi ledte egentlig slet ikke efter et nyt hjem,” erkender de. Men da de så nogle droneoptagelser af dette hus, gravet ned i bjergskråningen omkring Bruxelles, blev de ikke desto mindre fristet til at tage et kig. “Vi besøgte huset en lørdag eftermiddag,” siger Catleen le Hardy. ”En lokal antikvitetshandler brugte det som lager, så der var behov for lidt fantasi for at se potentialet. Men efter 15 minutter en søndag eftermiddag
så min mand og jeg på hinanden. Og vi vidste begge, hvad vi tænkte. Om mandagen underskrev vi kontrakten. Og eventyret begyndte.”

Middage med kunstnere
Catleen le Hardy og Nicolas Billen vidste kun alt for godt, at de købte et stykke belgisk arkitekturhistorie: Hjemmet var opført i årene 1969-1972 og Bruxelles-arkitekten Marc Corbiaus allerførste hus. Han var netop færdiguddannet på Hogeschool Sint-Lukas Brussel, da han tegnede huset. Helt tydeligt påvirket af den afdøde mesterarkitekt Le Corbusier. I bogen ‘Marc Corbiau. Architecte’ (2000), beskriver Pierre Loze historien om de første ejere. ”Mødet med kunderne var rent tilfældigt. Begge er samlere, som kender kunstverdenen indgående. Amerikansk minimalisme er ikke fremmed for dem, konceptkunst er deres passion. De elsker også moderne musik og nyder at organisere koncerter for deres venner.”
I dette hus er hverdagen såvel som måden at modtage gæsterne på anderledes. Dette er et hus designet til middage med kunstnere.

De middage må have givet pote. For på gamle billeder af interiøret kan man genkende kunstværker af Niele Toroni, Daniel Buren,
Michel Verjux og Felice Varini: Dengang avantgardekunstnere, nu etablerede navne. I 1970’erne kom alle disse kunstnere dér for at realisere værker in-situ. Salget af huset omfattede en lysprojektion af Verjux og to værker af Varini. Blandt dem de sennepsgule linjer i spisestuen af Varini, som danner en perfekt firkant fra ét veldefineret udsigtspunkt. Det enestående hjem blev startskuddet til Corbiaus karriere, da en del kunstelskende mennesker, der besøgte hans hus, senere blev kunder hos den unge arkitekt. Arkitektur og kunst har været tæt forbundet for Corbiau siden hans debut. Derfor kunne han godt lide at kalde sig selv “væggenes arkitekt”. Også i private hjem elskede han godt arbejde med mange vægge, så der er plads til at hænge kunst op.

Med sine skarpe vinkler og hjørner er huset med sine 210 m2 helt unikt.

Vild have
Det brutalistiske hus er næsten usynligt. På den aflange grund ligger villaen begravet i skrænten helt bagerst. Med sine skarpe hjørner og stærke diagonaler er huset på 210 m² unikt. Helt i Corbiaus ånd. Åbent og beskedent med sine enkle overflader. Huset er fuldstøbt i beton på stedt. Ved første øjekast et materiale, der ikke
passer til de naturlige omgivelser. Men gennem træforskallingens
aftryk nærmer arkitekturen sig alligevel naturen. Den natur havde sat sine spor, da Catleen og hendes mand købte huset: Det var næsten helt tilgroet med efeu. Det var alligevel ikke en mulighed at fjerne disse planter helt. Af respekt for Marc Corbiau, der dengang tegnede den vilde have med vedbend, bregner og høje græsser. Om vinteren, når de omkringliggende træer er nøgne, falder solen smukt ind i huset. Om sommeren er der naturlig skygge fra det grønne. ”At leve i symbiose med naturen var noget, vi savnede, da vi boede i Bruxelles”, siger Catleen le Hardy. ”Vi er begge vokset op i det fri. Vi elsker, at vi kan give vores børn den luksus nu. De leger konstant i skoven. Jo mere de er udenfor, desto bedre.”

Keramikeren
Selvom de rensede huset fuldstændigt for at opdatere det med alskens moderne teknologi og ny gulvbelægning, har de bevaret dets originale volumen. Vinduesåbninger eller loftshøjden er ikke ændret. Selv børneværelserne forblev så små, som Corbiau havde forestillet sig dem på det tidspunkt. “Det eneste, der ændrede sig, var passagen til køkkenet, som tidligere var et separat rum,” siger Catleen le Hardy. ”Indretningen i sig selv er stadig et igangværende projekt. Men fordi vi hverken har loft eller kælder, skal vi tænke os om, hvilke møbler, vi indretter huset med. Vi bliver nødt til at leve lidt minimalistisk her.”

Som indretningsarkitekt var renoveringen af Corbiau-huset en helt særlig udfordring for Catleen le Hardy. ”Jeg ville virkelig respektere arkitekturen, men også bløde den lidt op og give den et nutidigt præg. Hvert element skulle være rigtigt. Derfor tog det mig så lang tid at designe det brutale bord i italiensk natursten til spisestuen,” siger le Hardy, der for nylig etablerede et keramikværksted i garagen. ”Jeg ville lave noget, hvor resultatet kunne ses med det samme. Helst noget med mine hænder. At lave keramik er både meditativt og afslappende.” •

KUNST/LIFESTYLE/LIVING

marts 16, 2023marts 16, 2023

Kunstnerens bolig

by Fein

Han har boet og arbejdet over alt i verden. Men nu har Gennaro Avallone renoveret en gammel milanesisk pølsefabrik, så den i dag rummer både atelier, showroom og en fantastisk bolig midt i Milano.

Gennaro Avallone har i mere end 25 år skabt kunstværker og fantastiske møbeldesigns.

Der er intet navn på dørklokken. Ikke en gang et skilt med hans navn på muren til bygningen Via Meda i det centrale Milano. Det er ikke en snobbet attitude, men snarere en bevidst tilbageholdenhed. Et ønske om ikke at afsætte et alt for stort fodaftryk i kvarteret. I den indre gårdhave omkranset af en bygning, der en gang var en milanesisk pølsefabrik, forstår man hvorfor. Her åbenbares et forunderligt miks af arbejderboliger, værksteder og produktionslokaler. Et vidnesbyrd om kvarterets sammensatte identitet. Måske især ud mod Via Meda, der en gang markerede skellet mellem Milano og byens forstæder. I dag er kvarteret næsten opslugt af den norditalienske mode- og industribys bykerne.

Men det manglende navneskilt betyder heller ikke så meget. For dem der ønsker det, kan nemt finde frem til Gennaro Avallone, der er en kendt italiensk kunstner og designer. Og her i Via Meda har rygtet om hans kvaliteter spredt sig som ringe i vandet gennem de sidste 25 år. Her i gården ligger hans ’laboratorium’ og hans private gemakker. Dengang var pladsen mere trang. Men bygningerne var fra starten velproportionerede og fuldt udstyret med moderne belysning, der gør hans udstillede designværker ære. Alligevel er der gennem årene sket en formidabel udvikling. I dag råder han over fire etager, hvor han har tilføjet et atelier, galleri, privat bolig og sidst, men ikke mindst, en udpræget grad af hygge.

Selvlært grafisk designer
Oprindelig stammer han fra Salerno lidt syd for Napoli. Hans medfødte æstetiske sanser blev forfinet gennem studieårene. Først i Firenze, siden i Milano. Det var arbejdet med grafiske illustrationer, der fangede hans interesse. Drevet af autodidaktens passion og energi smagt til med en ustyrlig nysgerrighed, er det er stadig arbejdet med at skabe smukke illustrationer, der giver Gennaro Avallone roen og kræfterne til at fastholde sit eget jeg på den lange rejse han har foretaget det sidste kvarte århundrede. En rejse der har ført ham rundt til de europæiske hovedstæder. Og efter ophold og arbejdsopgaver i både Rom, London og Paris førte hans livsrejse ham til både Australien og USA. Ovenikøbet har han boet i både New York og Los Angeles.

Tilbage i støvlelandet valgte han Milano som sin ’adopterede’ hjemby på grund af dens internationale karakter. Byen er måske ikke ligefrem elsket, men særligt begunstiget, fordi “lige her skete alt det, som jeg ønskede at arbejde med”. Når han ikke arbejder med grafiske illustrationer, er det her han vælger sine materialer. Og modelarbejdet med gips er rummet, hvor han for alvor opdager nye designmuligheder. I modsætning til hans grafiske arbejde, er hans nye designs i flere dimensioner. Han forfiner udtrykket med lim, voks, grafit og gips. Det er hans udtryksfulde redskaber.

Materialer, der oprindeligt kan strækkes og formes, men som stivner og gradvist bliver mere solide. Indgraveringer og polering, der får det til at ligne sten. Farver der forvandler det til metal. Former der er flade eller bølgende. det som sten, farver, der forvandler det til metal, flade eller bølgede overflader. Nogle gange stille. Andre gange bliver resultatet uroligt, usikkert som arkæologiske fund. Eller et stramt, præcist og geometrisk design, korroderet og rig på orientalske associationer.

Boligen er stramt designet uden at give køb på kravet om at skabe hyggelige kroge rundt om i huset

Avallones dekorative verden rummer en ekstraordinær rigdom, der i tidens løb er modnet og moduleret i takt med de krav og ønsker, hans kunder stiller. Værker i store dimensioner går hånd i hånd med et utal af designs. Paneler, der ligner malerier, bliver til skabslåger placeret i alle områder af huset. Overalt er detaljerne vigtige, ja, ligefrem ekstraordinære: Konsoller og møbler, skulpturer og spejle danner tilsammen det univers som Avallone bevæger sig i.
Det er brugskunstens arnested. Den nærmest hybride kunst og kunsthåndværk, svinger mellem to discipliner, hvor den ene har præcise koder, mens den anden ofte forveksles med nostalgi og en snæver fokus på tradition og retro-design i en moderne indpakning. Hvilken interesse Avallone så end er resultatet af, så er det en koncentreret oplevelse. Et møde der afslører i udførelsen, et altid eksperimenterende udtryk, der eksempelvis forvandler gipsen til en ny ’hud’, når den bliver påført nye materialer som jute, terrakotta eller enhver anden overflade som lige skal prøves af.

Atelier og bolig i samme hus
At komme ind i Avallones laboratorium – med en alvorlig risiko for at blive dækket fra top til tå af gipsstøvet – er blot det første skridt i dette fantastiske hus. Det er her han sammen med sin forretningspartner Giordano Ciminaghi skaber sine værker. Hvis man børster gipsstøvet af tøjet, kan rejsen fortsætte ned i arbejdsværelser, der også fungerer som et showroom. Eller fortsætte op i huset, hvor den private bolig er placeret.
Arbejdsværelset er begunstiget af et massivt sollys, der flyder ind gennem de store vinduer. De er med til at bevare bygningens industrielle historie og karakter. Her kan andre af Avallones raffinerede værker opleves. De er af en anden karakter. Og i andre materialer så som bronze, Murano-glas, papir og beton. Helt unikke værker eller små serier, der fremhæver det talent som han er udstyret med. Men alle værker der udstråler en bemærkelsesværdig intensitet.

I boligen på første sal er der også mange af hans designs placeret. Udstillet som i et galleri. Her støder man ind i vaser, der ser ud, som var de skabt af is og bronze. Inspirationen fra forskellige dyrehorn er åbenbar.
En del af boligen er indrettet med en mere hjemlig atmosfære. Men ikke mere hjemlig end at han også her tillader sig selv fornøjelsen ved at vende tilbage til sit arbejde som designer. Her er det de sorte og hvide farver, der hersker. Sorte og mørke kunstværker, der står i skarp kontrast til de lyse gulve og hvide vægge.

I huset øverste etage indbyder et rundt bord opbygget omkring en af bygningens søjler til en hyggelig frokost. En frokost med smagen af La Campania. Og med kunst på væggene, der er en fryd for øjet. Her er der sensuelle overflader og toner. For slet ikke at tale om de prægtige gobeliner med venetianske undertoner i designet.
Gennaro Avallone har stadig et aktivt arbejdsliv – også med tætte samarbejdspartnere i Paris, London og New York. Blandt andet har han skabt en udstilling hos den London-baserede juveler Pippa Small og udsmykket et prestigefyldt feriested på Middelhavsøen Pantelleria. Designarbejdet foregår i dag i tæt samarbejde med industrivirksomheder, der producerer keramik, gulvfliser og møbler. Og så har han en række ’hemmelige’ kunder, der til tider trækker han fra Milano til Mumbai eller Miami.
Selv siger han, at han ikke har ændret sig synderligt gennem årene. Tværtimod har han udvidet sit livs- og arbejdsrum. Og han har fundet nye materialer, som han kunne inddrage i sit kunstneriske virke. Han leder stadig efter nyt. Dét at søge efter ny inspiration og nye udfordringer er konstanten i hans liv.

KUNST/LIFESTYLE/LIVING

marts 16, 2023marts 16, 2023

Artwork

by Fein

Chicago – eller The Windy City blandt venner. Her blev verdens første skyskraber opført i slutningen af 1800-tallet. Med sine 10 etager imponerer den ikke længere. Det gør til gengæld en lejlighed i en mere moderne
skyskraber, hvor indretningsarkitekten Kate Taylor på 23. etage har indrettet en bolig, der lige så godt kunne have været et museum.

Chicago, Illinois: Her stod Blues-musikkens vugge. Og Chicago-skolen – en arkitektonisk nyskabelse i slutningen af 1800-tallet, der med stålkonstruktioner skabte grundlaget for historiens første skyskraber. I en lejlighed midt i The Windy City, med et panoramisk udsyn over Millenium Parkens frodige grønne arealer, bor en ung ejendomsforvalter og kunstsamler. Boligens indretning er skabt af Kate Taylor. Hun har sit eget designfirma i byen, og leverer et levende og inspirerende interiør. Ikke mindst i dette tilfælde, hvor der ud over et spændende møblement også skulle tages hensyn til ejerens mange kunstværker.
”Men netop fordi, der var så meget kunst at tage hensyn til, kunne vi ikke tænke på hvert enkelt kunstværk, når vi forsøgte at finde frem til et sammenhængende møblement. Derfor fokuserede vi på nogle af de større værker og prøvede at komplementere dem ved at øge vores opmærksomhed på den farvepalet, vi valgte til vægge og møbler. Kunstværkerne fik også stor indflydelse på den tekstur og det layout, som vi indrettede lejligheden med. Eksempelvis er der i stuen dette virkelig seje maleri af en dykker og en ballerina. Det inspirerede os til at finde en blød blå farve som det gennemgående tema i resten af rummet. Neutralt og ganske strukturelt. Simpelt hen fordi vi gerne ville have, at netop det værk fik musikken til at spille,” fortæller Kate Taylor.

Arbejdet med at skabe et hjem, der både var indbydende og hyggeligt samtidigt med, at de forskellige kunstværker kom til sin ret i nye omgivelser med moderne møbler, tog mere end et år. Et arbejde der også fik slået to lejligheder sammen til én. I alt råder ejeren nu over en bolig på 300 kvadratmeter.
Resultatet er en række rum, der er totalt forandret og nu fremstår som et helt ekstraordinært galleri med de enorme vinduer, der trækker lyset ind til de mange værker, der rummer en særlig disrupt visuel energi, der er en hyldest til den kunstneriske amerikanske avantgarde.
De største udfordringer i denne transformation blev skabt af bygningskonstruktionen i sig selv.
”De oprindelige smalle, trange entreer eller fordelingsgange i lejligheden var ikke ønskværdige. Men det er ofte resultatet, når du forsøger at skabe nok vægplads til at kunne udstille malerier og andre kunstværker. Alligevel har vi forsøgt at åbne boligen op, så der opstod et bedre flow i fordelingen af de forskellige rum og deres funktioner. I
al ydmyghed har vi prøvet på, at få indretningen af hvert rum til at fremstå som et lille kunstværk i sig selv. I alle rum har vi kombineret interiøret med komfortable siddegrupper som inviterer gæsterne til at slå sig ned og nyde – for ikke at sige beundre – værkerne.”
At finde plads til de forskellige kunstværker var en anden udfordring:
”Jeg havde regnet med, at det ville tage en dags tid at få hængt malerierne op. Men det blev til langvarig proces, der tog mere end en uge. Seks mænd måtte først finde alt på et fjernlager. Dernæst bære alle kasser og bokse ud fra lagret og bære det ind i lejligheden. Ikke nok med det: Da først de store malerier var på plads, kom turen til alle de mindre værker, der også skulle findes plads til.”

Indretningen af boligens mange rum er en hyldest til amerikanske avantgarde kunstnere

Boligens interiør er domineret af de massive vinduespartier, der trækker lyset ind i rummene

Udvælgelsen af det nye møblement er foregået med hensyntagen til rummets dominerende kunstværk, farvepalette, tekstur og layout. For eksempel i stuen, hvor Kate Taylor fandt inspiration i maleriet af dykkeren og ballerinaen. Kunstsamlingen passer perfekt mellem de fremtrædende, liniære overflader opdelt af en række søjler. ”Jeg fortolkede min kundes ønsker om en lejlighed, der ville fremstå som et museum ved at skabe en lejlighed, der er en blanding af moderne og mere klassiske designvalg. Jeg gik bevidst efter de mere tidløse materialer og en neutral farvepalette, som får liv af de modige kromatiske kunstværker.”
Møblementet består stort set udelukkende af unika-møbler, der er skabt til lige præcis disse rum. Kate Taylor har selv designet skamlen i opholdsstuen, hele køkkenet, teaterrummet og den fine originale wire og perle -skulptur, der næsten forsvinder i rummet. Spisebordet i valnød er designet af Rest & Repine. Sofaerne er fra Mountak,mens Lawson-Fenning har ansvaret for de kasselignende lænestole, der bærer tydelige spor til 1950-ernes modernistiske designtrends. De er betrukket med tekstil fra Loro Piana.
Udover de strålende værker af nulevende kunstnere, er der også blevet plads til en samling af små orientalske antikke mesterværker, der enten er købt på auktion eller i gallerier rundt omkring i verden. De står på parade som et bevis på antikviteternes evige ungdom. Kate Taylor har med enkle midler transformeret boligen, så den både fremstår luksuriøs og med et enkelt og elegant interiør. Ganske som ejeren af denne fantastiske bolig havde drømt om.

LIFESTYLE/LIVING

februar 24, 2022februar 24, 2022

New York Townhouse

by Fein

Designeren Adam Cassino har skabt et moderne Townhouse i et historisk byhus fra 1901, der oprindeligt blev bygget til en af milliardæren Cornelius Vanderbilts niecer.

For folk med en velpolstret tegnebog har drømmen om et ægte New Yorker-byhus altid stået øverst på ønskelisten. For hvor skulle man ellers bo trygt og godt midt i byen, der aldrig sover? Vi andre må så drømme os til disse eksklusive huse, som vi har lært at kende fra en lang række spillefilm, hvis handling udspiller sig i New York: Tænk bare på Sarah Jessica Parkers townhouse i Sex and the City. Eller hvad med det prægtige hus Anne Hathaway bebor i filmen Praktikanten (2015).
I et af New Yorks mest prestigefyldte kvarterer – Upper East Side – ligger et klassisk eksempel på et sådant Townhouse. En gennemrenoveret og moderniseret bolig på over 600 m2. Adressen er 33, East 74th street. En klassisk New York gade der ligger et stenkast fra Central Park. Gamle vejtræer giver et roligt og venligt vue ned gennem gaden, hvor de brede trapper med smedejernsgelænder fører besøgende op til den ofte imposante entredør.
Huset blev oprindeligt opført i 1901. Tegnet af den berømte arkitekt Grosvenor Atterbury i en næsten ‘neo-deco art-stil’, der var tidstypisk for New Yorks upper class. Det blev bygget til bankmanden Julian Wainwright Robbins og hans hustru Sarah Robbins, der var en af milliardærens Cornelius Vanderbilts niecer.

Og den dag i dag er det stadig et hus, der kræver en god udbetaling. Sidste gang huset blev solgt, gik det for en svimlende pris på hele 42 mill. dollars – eller næsten 300 millioner danske kroner (2016).
Hertil kom så udgifterne til en omfattende renovering og nyindretning, som blev lagt i hænderne på den anerkendte indretningsarkitekt Adam Cassino. ”Opgaven var enkel. De nye ejere – en ung direktør for en multinational virksomhed – ønskede et nyt familievenligt hjem i New York. Vi var inde over opgaven allerede inden, der var skrevet under på kontrakten. Familien havde indtil da boet i en skyskraberlejlighed i Miami og ønskede et moderne, tidssvarende hjem med alle bekvemmeligheder uden at fjerne den klassiske arv fra dette fantastiske townhouse,” fortæller Adam Cassino.

En perfekt symbiose mellem det oprindelige hus og nutidens møbelkunst

Udfordringen var at skabe en hyldest til husets arkitektur, skabe plads til ejerens kunstsamling og samtidig levere rammerne for et varmt og familievenligt miljø til både forældre og deres tre børn. Løsningen fandt Adam Cassino i rummenes klassiske former og indretning i kombination med et enkelt og mere nutidigt møblement, der fremstår både komfortabelt og børnevenligt. Resultatet er blevet et fantasifuldt svar på den stil, der præger Beaux-Arts bygningerne på 44. Street i Turtle Bay kvarteret. Især stuen, forældresoveværelset og kontoret fremstår som et blomstrende interiør, der på smukkeste vis indfanger fortiden i en nutidig dimension.
Stuen, der er placeret på tredje sal, er med en bredde på næsten 10 meter og et næsten fire meter højt vinduesparti ganske overvældende. Det dramatiske sceneri understreges af et meget urbant, strømlinet møblement med lave sofaer, lænestole og cocktailborde i rustfrit stål. Det brydes af øreklaplænestole i overstørrelse, gulvlamper og lysekronen, der måler næsten to meter i diameter. Det er rum, der er helt perfekt til både hyggelige familiestunder og de mere formelle gæstebud.

Sublime materialer & moderne stil fra gulv til loft

I kontrast til den mere formelle opholdsstue står soveværelset på øverste etage som et privat fristed, hvor forældrene kan undslippe storbyens travlhed og børnenes skærmydsler til fordel for et fredfyldt, monokromatisk interiør holdt i sort og hvid med et enkelt gult farvestrejf. Seng og de øvrige møbler er luksuriøse og skaber en let og luftig stemning.
Adam Cassinos opgave var at skabe et indflytningsklart hjem til familien. ”Vi gik virkelig til opgaven med en grundighed, som jeg tror overraskede familien. Da de flyttede ind var alle potter og pander, glas og service, stearinlys og ja, selv vaskepulveret i vaskerummet nøje udvalgt og placeret, så det var muligt for familien at flytte direkte ind i dette storslåede townhouse,” slutter Adam Cassino.
Faktisk var familien så begejstret for resultatet, at de hyrede Adam Cassinos designteam til både at renovere deres gamle lejlighed i Miami-skyskraberen og et nyt hus i The Hamptons – et yndet weekendsted yderst på Long Island

KUNST

november 26, 2021november 26, 2021

Form & farve

by Fein

Der skulle egentlig have stået arkitekt på Rasmus Refers visitkort. Sådan skulle det ikke gå. I stedet blev han fascineret af de mange nye muligheder, der opstod da internettet for alvor ramte os i 90-erne.
Med en opvækst med kunst og museumsbesøg som en naturlig del af hverdagen, har han i sit nye Valby-atelier selv kastet sig over akrylfarverne, pensler og kanvaslærreder.

Rasmus Refer dyrker former og farver i sin billedkunst, hvor øjet tager på en regulær opdagelsesrejse.

Skulpturer i patineret bronze, granit og marmor er også en del af hans kunstneriske virke.

Ved første øjekast virker Rasmus Refers nye billeder simple og ligetil. Blikket drages af de bløde former i pastelfarver, der er sat sammen, så de danner en stor flade. Nærmest som mosaik. Men pludselig opdager man, at øjet følger med rundt i billedet. Man opdager, at flere af formerne passer sammen og danner par eller skaber nye billeder inde i billedet i en uendelighed. De forskellige farverige former er malet med hurtige strøg og giver billedet en lethed. Blandt de mange skarpe pastelfarver indsniger sig ofte en ’grim’ og lidt kedelig farve, der i første øjekast forundrer en. Lige indtil man opdager, at farven er med til at fremhæve de andre flotte farver.
”Tidligere har jeg tegnet og malet i nogle perioder, men det var først sidste sommer jeg for alvor fik gang i maleriet igen. Og det tog rigtig fart efter jeg fik mit atelier her i Valby,” fortæller Rasmus Refer.

I kølvandet på internettets indtog i Danmark brugte han sin energi på en række IT-virksomheder og var i en årrække også aktiv i reklamebranchen. Nu bruger han en del af sin fritid i de karakteristiske værkstedsbygninger med de spidse tage, hvor ovenlysvinduerne giver et fantastisk lys i hans atelier.
Om det er lysten til at skabe eller blot trangen til at brede sig ud over store arealer er ikke lige til at sige. Men Rasmus Refers malerier er store. Det er figurativ kunst, der i høj grad egner sig til ophæng på tidens hvide vægge.

”Jeg maler fordi, jeg syntes, det er sjovt. Og jeg eksperimenterer rigtig meget for at blive endnu dygtigere til både streger, former og farver,” siger Rasmus Refer og fortsætter:
”Men hvis man ser nærmere efter, tror jeg, at de fleste vil se, at de alle er forbundne. Det svære ved at male let og hurtigt uden skitser er, at formen eller stregen skal fungere og virke sikker fra start – ellers kommer billedet til at virke ufærdigt og rodet at kigge på. Mit ønske er at mine billeder skal se ukomplicerede, lette og legende ud og skabe liv i et rum.”
Håndværkerbyen i Valby, hvor Rasmus Refers atelier ligger, blev oprindeligt opført af Københavns kommune i 1950-erne. Planen var, at bygningerne skulle huse nogle af de mange små håndværksvirksomheder i takt med, at de gamle bykvarterer blev saneret.

”Det virker, som om solen altid skinner herude, og så er der højt til loftet. Lyset i mit atelier er fantastisk. Simpelt hen fordi loftet hovedsageligt består af store glasvinduer. Det er vidunderligt altid at kunne se eller fornemme himlen, mens jeg maler. Flere af naboerne herude har gået på Det Kgl. Kunstakademi, mens andre arbejder med kunsttryk og snedkerarbejde. Det er et fantastisk sted med søde og dygtige mennesker.”
Selvom hans kunst hovedsageligt kommer til udtryk med pensler og akrylfarver, har det mere taktile og skulpturelle også en stor plads i hans kunst.

”Det var faktisk lidt af et tilfælde, at jeg begyndte at arbejde med skulpturer. Jeg startede med at forme og arbejde lidt i hvid ler. Men i samme sekund jeg havde leret i hånden føltes det som om, jeg ikke havde lavet andet i hele mit liv. Hænderne arbejdede fuldstændigt af sig selv, og så vidste jeg med det samme, at det ville fungere og blive godt.”
Han har fået støbt de første 20-25 skulpturer i patineret bronze og udført nogle få i sort granit og marmor.

Hans nyeste projekt er en serie på 100 forskellige skulpturer udført i en 5 mm tynd patineret corten-stålplade. Skulpturer som blandt andet skal udstilles i Hamburg. En enkelt af Rasmus Refers skulptur-arbejder er allerede produceret i et større antal til Politikens Galleri: En tre kilo tung sort plade med tre riller, der kaster lys igennem skulpturen så udseendet forandres alt efter placering og baggrund.

Selvom arbejdet med stål og marmor er både sjovt og givende, er det maleriet, der er det vigtigste lige nu. Rundt omkring langs væggene i atelieret står en del store lærreder. De fleste måler 180×180 cm.
”Jeg er i gang med en serie af store malerier, der efter planen skal udstilles i det nye år i Hamburg og New York. Derudover viser jeg hellere end gerne mine billeder og skulpturer frem efter aftale i mit atelier i Valby” slutter Rasmus Refer.

LIFESTYLE/LIVING

september 15, 2021september 15, 2021

London Townhouse

by Fein

Designeren Allegra Hicks blev født i Torino, flirtede som ung med New York, men har i dag bosat sig i London, hvor hun har skabt det perfekte byhus i Chelsea til sig selv og familien. Og ikke mindst sin imponerende kunstsamling.

I London-bydelen Chelsea midt i en fredfyldt gade, der løber ned mod Themsen, ligger et hus med en enkel klassisk Georgian facade. Men man skal ikke lade sig snyde af det ydre. For indvendigt gemmer sig en overraskende bolig skabt af designeren og kunstsamleren Allegra Hick til sig selv og familien.
Noget af det der gør huset så specielt, er dets proportioner – dets omfang. Og dét faktum, at det rummer en anseelig samling af samtidskunst, der indgår i en tæt dialog med en stor og vigtig samling af indisk kunst. Designeren Allegra Hicks påtog selv opgaven med at fortolke husets indre og dets muligheder. En opgave hun løste gennem sit unikke designsprog, efter at arkitekten Tony Fretton elegant havde defineret husets sjæl og karakter – og ikke mindst den rummelige opdeling af dette fantastiske hus i Chelsea.
Et lille indgangsparti får en ny dimension i gårdhaven med de glaserede tegl med direkte adgang fra såvel køkken og spisestue. Herfra er der en næsten overraskende overgang til den store opholdsstue, der er oplyst via store loftsvinduer. Hele området er i grundplanet afgrænset af en stor glasvæg med et vue ud over den indre gårdhave. Overfor er soveværelserne placeret.
Materialevalget er neutralt startende med de blege stenfliser i næsten alle rum. Et andet element er stål og glas, som udgør vinduesrammer og gelænderet på trappen fra stueplanet til førstesalen.

En stilfuld arkitektur og rummenes store dimensioner – der ikke er typisk for traditionelle huse i London – er her kombineret med et minimalistisk design. Allegra Hicks valgte et skræddersyet møblement, der ikke skulle kæmpe om pladsen. Resultatet er en indretning, der snarere giver mindelser om et moderne, privat kunstgalleri end et famliehjem. Men lige netop i dette tilfælde giver det god mening, eftersom Allegra Hicks er en dedikeret kunstsamler.
Hun arbejdede med både respekt og beslutsomhed på at forandre det gamle georgiansk-designede hus gennem sin farvepalet med en fin sans for forskellige overflader og teksturer i tapeter og stof for at skabe en elegant stil, der på den mest perfekte måde skaber et harmonisk interiør, der ikke konflikter med møbler, der har vidt forskellig stil og oprindelse.
”Jeg stod over en næsten monumental opgave i min opholdsstue. Målet var at finde et flow i indretningen, som ville gøre den egnet til såvel de små hyggelige hverdagsøjeblikke som de mere intime med nogle få gæster omkring mig. Det skulle være komfortabelt på en måde, hvor vigtigheden af kunstsamlingen ikke overskyggede den private dimension,” fortæller Allegra Hicks.
Hun har blandt andet designet et stort uldent tæppe til stuens brasilianske sofaer fra 1960-erne som med ny polstring har fået nyt liv. Ikke mindst i samspillet med de blomsterformede stålborde og de læderbeklædte lænestole.
”Jeg ønskede en opholdsstue, der var interessant uanset hvilken vinkel, du så den fra. Og en stue, hvor malerierne, marmorudsmykningen af Angelo Mangiarotti, sofaer og belysning kunne fremstå som en koordineret løsning, der fremhæver hver enkelt detalje.”
Hun har bevidst valgt at undgå udsmykning ved de store glaspartier, så det ikke forstyrrer de afrundede linjer af træbordet med marmor og de enestående indiske kunstværker. De er også synlige fra soveværelser på den anden side af den frodige gårdhave.

I soveværelset har Allegra Hicks skabt et særligt harmonisk område, hvor senge, møbler, tekstiler og farver er nøje afstemt på en måde, så intet skaber konflikt med de smukt koordinerede omgivelser. På sengen har hun nonchalant spredt et Jungle-tæppe, mens det skræddersyede silketæppe stammer fra Nepal. Sengetæppet er håndbroderet i Indien.
Lys og transparens samt lyse blå og blege grønne nuancer inspireret fra havens frodighed går igen i den poetiske glasskulptur, der er skabt af kunstneren Julia Condon, og som præger trappen, der fører ned til badeværelset.
”At komme ind i et hus, hvis æstetik var defineret på forhånd, har været en udfordring, der bestemt ikke har været uinteressant. Men det er lykkedes at få selv et ‘ulykkeligt’ rum som tv-stuen på første sal til at blive et hyggeligt sted at opholde sig.”
Stormønstret tapet i modige farver fungerer som baggrund for møblerne, mens læderpaneler på bedste vis skjuler fjernsynet.
Det ville være for let blot at definere Allegra Hicks’ design som feminint. Dét er det også. Men der er virkelig så meget andet på spil her. I hendes arbejde ses en bemærkelsesværdig sensitivitet og et interiør, hvor der altid er nye oplevelser. Og hvor det er åbenbart, at målet fra starten har været at skabe den perfekte balance.

LIVING

juni 11, 2020juni 11, 2020

Natural Habitat

by Fein

Otto de Jagers hjem er som en oase, der ganske som hans formidable events er en balance mellem elegant kunstnerisk orkestrering og inspiration fra naturen uden for døren.

Det var på ingen måde planen, at eventmanageren og floristen Otto de Jager skulle købet huset i Johannesburg. Han var ikke en gang på udkig efter en ny bolig. I en alder af 42 år var han umiddelbart ganske godt tilfreds med sit gældfrie hus. Men da hans fransklærer Lola fortalte ham om et sted i Parktown North-kvarteret med privat adgang til en flod og store veletablerede træer i baghaven, blev han nysgerrig. Bestemt ikke klar til at købe, men dog tilstrækkelig interesseret til at indgå et væddemål med hende. Indsatsen var to timelønninger. Og han var sikker på, at han ville vinde. For sådan et drømmehus eksisterede ganske enkelt ikke.
Det gjorde det. Og trods udsigten til at tabe væddemålet, følte Otto de Jager, at han simpelt hen var nødt til at blive husets næste forvalter. ”Det var besværligt at få enderne til at mødes. Sådan rent finansielt. Men ejendommen var så speciel, at jeg var nødt til at kaste mig ud i det. Min mor pressede også på. Hun mente vist, at jeg trængte til at få en have,” forklarer han. Otto de Jager voksede op i en lille by med masser af plads, planter og dyreliv. ”Jeg undrer mig nogle gange over, hvorfor i alverden jeg flyttede til byen,” tilføjer han.
Netop fordi han følte, at huset var så specielt, betroede han indretning og design af ejendommen til sin arkitektven Peter Cohen. En mand med både fantasi og visioner. ”Peter Cohen har den sjældne egenskab, at han er i stand til at visualisere sig selv i et rum. Det er præcis derfor, at han har så stor succes,” fortæller Otto de Jager.

Habitant 8 1024x724 - Natural Habitat — Med en loftshøjde på over fire meter er spise- og opholdsstuen næsten som en grotte. De store foldedøre, der kan skydes helt sammen, glider i en linje lige under loftet. Kunst i stor skala spiller et grafisk eller tekstuelt relief i rummet og tilføjer en vigtig dimension i et rum uden stærke farver. En gammel teaterlampe hænger over spiseborde. En lampe i denne størrelse var en nødvendighed i et så stort rum.

Resultatet af Cohens indsats er, at huset – fra entredøren til gæsteværelsets brusebad – ikke har nogle ’døde’ eller kolde rum. Alle rum har fået en omgang. De
bliver brugt. Der bliver levet i dem. Peter Cohen har skabt en vidunderlig følelse i huset. En nærmest intrikat guide, hvor designet og indretningen umærkeligt fører dig gennem rummene. Ting er skjult. Eller kommer til syne i små, næsten drillende glimt, når du går op af en trappe og runder et hjørne. Kun gradvist får du øjnene op for hele billedet. Det er en spændende måde at opleve en bygning på. Det er dét, der gør det til et hjem. Og et forholdsvist stort et af slagsen: I alt bestyrer Otto de Jager 350 m2. Men det er elegant indrettet så
intimiteten bevares. ”Huset fylder dig med nye oplevelser, hver gang du runder et hjørne. Det er dén magi, Peter Cohen har tilført det,” siger Otto de Jager.
Designet tjener også det formål at opretholde husets eksistensberettigelse. En hyldest til søens og havens skønhed, der står som indrammede scenerier, der kan nydes fra forskellige udsigtspunkter. Fra et lille vindue på reposen, der vender ud mod
gaden, til skydedøre i glas, der i fuld højde åbner spisestuen ud mod søen. Peter Cohen insisterede på, at loftshøjden i stuen skulle være mindst fire meter. Alene rummets størrelse er dét, der gjorde det muligt at skabe én stor veranda. For når alle skydedørene er skubbet til side, strækker stuen sig uden forhindringer ud på græsplanen. Ingen trapper eller træterrasse skiller stuen fra de naturlige omgivelser udenfor. Bemærkelsesværdigt er det også, at udsynet heller ikke forstyrres af hverken havemøbler eller andre installationer.

Habitant 10 1024x724 - Natural Habitat — I efterårsmånederne domineres haven af de gyldne gingko biloba-træer og rødbrune slyngplanter

”Jeg ville ikke have noget, der fjernede fokus fra dét, der allerede eksisterede uden for huset,” fortæller Otto de Jager og fortsætter: ”Jeg ønskede at skabe en følelse af, at huset var bygget i en rydning i skoven.” Så hvis gæster skal sidde uden for, sker det på sækkestole eller på græsset. Huset er ’nedsænket i naturen’. Ikke fjernet fra den.
Det samme gør sig gældende for hans soveværelse, der åbner op ud mod haven på to sider. Det skaber en pavillon mellem træerne. ”I takt med at birketræerne bliver højere og højere, vil de i sidste ende dække soveværelset helt”. Udsynet varieres i forhold til årstiderne. Næsten hver dag er der nye oplevelser, mener han. I efterårsmånederne domineres haven af de gyldne gingko biloba-træer og rødbrune slyngplanter. Om vinteren er det de skulpturelle stammer og grene, der er i fokus. Foråret fremtryller et mylder af hvide og blå blomster. De eneste farver, som Otto de Jager har tilladt at finde fodfæste i haven.
Sommerbilledet er som en grønklædt skov. Solnedgange, storme og blade, der hvirvler rundt i blæsten. Alt sammen noget, der sker lige uden for vinduerne. ”Det er et emotionelt hus. Det ånder og lever – og udvikler sig. Det er ikke statisk. Derimod opfordrer det dig til at værdsætte de ting, der sker i nu’et. Simpelt hen fordi livet og naturen er noget, der er her i dag. Men væk i morgen,” lyder Otto de Jagers kommentar.

Næsten alle dekorative elementer i huset har haft et tidligere liv. Brugsgenstande som eksempelvis de scenelys fra et teater, der hænger i stuen, en gammel victoriansk vandhane fra en farm eller den pensionerede skrivemaskine. Otto de Jager kalder dem for sine ’håndværksmæssige antikviteter’. Objekter der rummer en kombination af form og funktion. Ikke helt uden mindelser til husets arkitektur.
Men det er ikke kun gamle objekter, der præger interiøret. Otto de Jager har også udset sig nogle få smukke moderne møbler, der tjener det formål at udligne det ellers noget forvitrede, rustikke særpræg den øvrige indretning besidder. Møbler med et tydeligt maskulint design. ”Jeg ville vise, at det maskuline også kan være luksuriøst. Det handler om robuste strukturer og kraftige linjer. En simpel palette af designgreb kombineret med integritet og i den bedste kvalitet.” Teksturer og overflader er nøglen, der skaber raffinerede udtryk. Omhyggeligt udvalgte ting i stål, keramik, uld og De la Cuona-lærred samt rustent metal er blot nogle af de elementer i Otto de Jagers indretning, der gør denne bolig exceptionel. Håndgribelige, faktuelle materialer. Lige som naturen selv består af.
Selv om Otto de Jager helt åbenbart mestrer kunsten af sætte form og farve sammen på den helt rigtige måde, tilegner han i et og alt husets skønhed til Peter Cohens design. ”Det er arkitekturen, der her har fået lov til at blive til et kunstværk i sig selv.” Et levende kunstværk. En bolig der ånder.

LIFESTYLE/LIVING

februar 27, 2020april 6, 2020

Bondi Beach

by Fein

Direkte ud til den berømte australske Bondi Beach ligger en moderne
lejlighed designet af Jonathan Richards. Med lyse farver, lækre og varme
materialer og frit udsyn til Stillehavet, er det næsten indbegrebet af
at være på ferie.

Bondi 3 1024x683 - Bondi Beach — Entrén og resten af lejligheden bærer præg af kærligheden til såvel moderne kunst som designermøbler. Eksempelvis limstensbordet skabt af kunstneren Den Holm. Maleriet på væggen til venstre af David Shrigley bærer titlen Conjure by Moon, mens det store maleri til højre er skabt af Christian Thomson.

Stillehavet er i særdeleshed til stede. Døgnet rundt høres lyden af bølgerne, der slår i stranden. Det samme gælder saltet i luften. Både lyd og dufte trænger ind i lejligheden, der er designet af Jonathan Richards fra tegnestuen Richards Stanisich Architecture.
Som et referencepunkt i australsk indretningsarkitektur har Richards sat navn og rygte på spil med dette nye boligprojekt ved Bondi Beach. En af Sydneys mest livlige og naturskønne strande.
Det er en stor lejlighed. Meget stor. Knap 1.000 kvadratmeter fordelt på to etager. Den er beliggende øverst i en etageejendom direkte ud til Bondi Beach. Cirka halvdelen af lejlighedens areal består af udvendige terrasser.
“Fra terrasserne er der frit udsyn til tusinder af strandgæster – og ude i vandet ses hvaler og delfiner, når de svømmer forbi.” Så havet er i bogstaveligste forstand rigtig tæt på.

Bondi 6 1024x612 - Bondi Beach — Køkkenets bordplader i pyrolave – et kompositmateriale lavet af vulkansk lava – med en hård overflade i antik hvid. Keramikfliserne på væggen er fra Boffi, mens arkitekterne har valgt danske Vola blandingsbatterier, der både leverer kogende vand til teen og afkølet læskende vand. Fotografi af Max Dupain er fra ca. 1930.

Lejligheden er orienteret mod sydøst, hvilket betyder, at sollyset praktisk taget oversvømmer boligen. Og indretningsarkitekterne fik helt frie hænder til indretningsarbejdet, da lejligheden fra start kun bestod af de rå betonvægge.
“Udfordringen var at skabe et familiehjem, der kunne rumme både varme og personligt touch. Det skulle ligne alt andet end blot en ny lejlighed i en nybygget ejendom. På den anden side ønskede vi at udnytte det frie udsyn over Stillehavet til at skabe en helt unik bolig.”
En målsætning, der blev opnået ved at udnytte spontanitetens DNA. “Det føles ikke alt for forceret eller alt for alvorligt. Vores design rummer en vis afslappet lethed, der forleder en til at tro, at indretningen har udviklet sig naturligt hen over årene,” forklarer Jonathan Richards.
Stemningen er frisk og luftig takket være nogle vigtige designgreb. “I planlægningen af lejlighedens indretning ønskede vi at overdrive oplevelsen ved at bevæge sig fra rum til rum. Vi elsker følelsen af at bevæge os over tærsklerne fra et rum til et andet. Derfor
designede vi meget tykke vægge med solide trægerigter og dybe dør- og vinduesåbninger for at understrege følelsen af at bevæge sig gennem rum.”

De arkitektoniske valg var også vigtige for indretningen: “Både de nye ejere og jeg elsker håndlavet keramik. Så vi valgte materialer, der netop rummede den håndlavede kvalitet. En anden ting: Vi elsker også det uperfekte element i smukke materialer som eksempelvis den ru fornemmelse af et råt trægulv.”
Resultatet er en bolig, der besidder en meget sanselig følelse af kvalitet, uanset hvilket rum man befinder sig i. “Det giver én lyst til at røre ved overfladerne!”
Farvevalget var også en vigtig del af Richards’ design. “Vi ønskede, at hvert rum skulle have et farveelement. Men brugt på en behersket facon. Farverne – normalt udvaskede og noget blege med en skyggevirkning – samler boligens indretning. Nogle steder er det en meget sart lyserød. Andre steder som for eksempel den bløde grønne farve i entréen går igen i badeværelserne på den øverste etage”.

Bondi 21 1024x612 - Bondi Beach — Lejligheden er spækket med moderne kunst. Både ejerne og Jonathan Richars har en passion for keramik.

Bondi 14 1024x731 - Bondi Beach — Med sin unikke beliggenhed direkte ud til Australiens mest ikoniske strand, rummer lejligheden naturligvis også en velproportioneret terrasse med spiseplads –og muligheden for at få græs mellem tæerne.

Et andet element i denne harmoniske bolig, der er værd at lægge mærke til, er den modernistiske arkitektur. Det starter med glasvægge, der skaber en stærk forbindelse til det ydre miljø. Det forstærker ganske enkelt havets og strandens nærhed. I boligens bedste rum har arkitekten fundet et par af sine favoritløsninger: “Jeg elsker entréen med de kurvede vægge og det blege blå
betongulv. Du kan ikke se havudsigten herfra, men du kan fornemme, at det er et ganske særligt sted bare ved at åbne entrédøren. De kurvede vægge leder dig gennem vestibulen med træbeklædte lofter, hvor du endelig kan skue ud over Stillehavets horisont. Et andet sted: På førstesalens terrasse er der en siddeplads i hvid, massiv beton. Meget komfortabel. Placeret helt på kanten af balkonen med et fantastisk view ud over havet. Det føles på en gang meget privat og meget åbent. Sidst men ikke mindst elsker jeg køkkenet med dets hvide krakelerede keramiske bænke og det højglanspolerede grønne træværk. De stålindfattede døre fører herefter naturligt ind til spisestuen.”

Selvfølgelig tilfører det meget moderne møblement også en vis personlighed til boligen.
“Med de farvede indlagte materialer og snedkerarbejde i højkvalitet ønskede vi et særdeles mageligt møblement. Og ikke mindst et hvidt et af slagsen”. Kendere vil notere sig nogle ikoniske møbler som CAB Chairs fra Cassina i naturlæder, de hvide sofaer fra Gervasoni og Bonacina borde samt lamper i peddigrør.
Det australske touch mangler heller ikke: “Kunstsamlingen på display i boligen rummer mange skønne nutidige kunstnere og keramikere. Et eksempel er det udskårne limstensbord, der er skabt specielt til denne lejlighed af Melbourne-kunstneren Den Holm”. Der mangler intet i denne bolig.

LIFESTYLE/LIVING

juni 4, 2019april 6, 2020

Design & arkitektur

by Fein

Dæmpet glamour, endeløs detaljerigdom og en monokrom farvepalet, har givet dette tidligere faldefærdige hus et strejf af magi.

Renoveringen af Christian van der Walt og Anli Jones hjem i Johannesburg, begyndte faktisk med en dør. De faldt en dag over en høj, smal smedejernsdør i en antikvitetsbutik tæt på deres hus i forstaden Parktown North. Døren var rustet, havde ikke noget glas i det og intet håndtag, men det vækkede en ide. “Vi tænkte: den her kan blive god,” mindes Anli. Men hvordan kom de videre derfra?
Huset som det ser ud nu, besvarer stort set det spørgsmål. Det var oprindeligt et gammelt cottagelignende hus, der lå på samme grund som et meget større hus, der blev omdannet til et interiørstudio med indgang fra vejen. Grunden blev derfor opdelt, og dette gamle hus lå skjult bagerst på grunden, hvor vejen op til det gik via en ujævn og smal vej. Da parret flyttede ind, havde huset gulmalede mursten, fyrretræ på lofterne og avocadofarvet badeværelse.
Christian, der arbejder med special effects og animationsfilm til film- og reklamebranchen, og Anli, der har en baggrund i mode og design, er selv kommet med de fleste ideer til huset. Med smedejernsdøren i tankerne, tegnede de skitser på servietter over mange middage, og til sidst begyndte en plan at tage form.
“Der hvor mit sidste kontor lå, var naboen et arkitektfirma,” fortæller Christian. De endte med at hjælpe dem med at skabe filmiske ‘visualiseringer’ for nogle af deres projekter, så han derefter kunne skabe tredimensionelle indtryk af værelserne ud fra de arkitekttegnede skitser og derfra beslutte sig for de
faktiske løsninger.

Uendelig pladsfornemmelse
I løbet af tre år fik han og Anli ombygget huset.
“Vi gjorde det i etaper. Vi tog udgangspunkt i den oprindelige planløsning, men valgte forskellige steder at udvide eller tilføje, alt efter vores behov og ideer,” siger Christian. Mens de arbejdede i et rum, boede de i et andet, indtil de kom hele vejen rundt. “Præcis som man ikke burde gøre det,” fortæller Christian.
Oprindeligt skulle loftshøjden være på samme højde som på den restaurerede antikke dør, men en aften under ombygningen kom Christian og Anli hjem fra arbejde – blot for at opdage – at bygherren fejlagtigt havde tilføjet en ekstra meter til væggenes højde.
“Han spurgte os, om kunne acceptere det?” husker Anli. ”Han indrømmede, at det ville kræve meget ekstra arbejde at rette fejlen, så vi gav dem lov til at fortsætte.”
Den ekstra højde, især i stuen og det tilstødende kontor/gæsteværelse – hvor der er indsat en kopi af den restaurerede antikke dør – og er nu kernen i huset. Højden kombineret med de sorte vægge og indretningens monokrome farveindretning, skaber en næsten uendelig pladsfornemmelse: ‘den er nærmest ubegrænset’, som Anli beskriver det.
Især om natten, forsvinder loftet næsten i et med og væggene, og omslutter interiøret i en mørk, fløjlsblød atmosfære af luksus.

Walt 10 1024x683 - Design & arkitektur — Kontrasten mellem den mørke Chesterfield og den lysegrå stofsofa indfanger smukt den kontrast der karakteriserer huset.

Lånt fra kunstgallerier
De mørke vægge, er et trick som Christian har bemærket, en del kunstgallerier anvender.
“Jeg så et billede der hang på Louvre, og det var samme set-up,” siger han. Nationalgalleriet i London har aldrig haft hvide vægge, og han bemærkede det igen på Scottish National Portrait Gallery i Edinburgh. “Det er som væggene forsvinder når de er mørke, mens de fremhæver det der hænger på dem,” siger han. “Du ser tingene i rummet, ikke rummet.”
Han kalder huset et ‘udstillingsrum’, fordi hans og Anlis eklektiske samling af kunst og artefakter, samt bøger og møbler får liv her. Der er blanding af moderne lokalt design og vintagestykker, kunstværker og restaurerede oliemalerier af portrætter købt på auktioner.
Det virker lidt glamourøst, den måde hvorpå de løser kombinationen af antikke genstande og moderne design. De to sofaer i midten af stuen bekræfter præcis det: en gammel, slidt sort Chesterfieldsofa – overfor den står en moderne italiensk en af slagsen.
Næsten alt, hvis det ikke har en metallisk skær, er det enten sort eller hvid … og for det meste er det faktisk sort. Den atmosfæriske belysning giver også et romantisk strejf.
“Lys er som et lille romantisk hul i muren. Når vi tænder stearinlysene, er det næsten magisk,” siger Christian.

Funktionel æstetik
Ude i haven har Christian og Anli anlagt en smuk og frodig køkkenhave.
“Den synes aldrig helt at have fundet ud af, hvornår det er efterår eller sågar vinter,” smiler Anli. ”Jeg tror det fordi den ligger beskyttet, så meget af det vi planter forbliver grønt det meste af året,” smiler hun.
Her er også firkantede hække og oliventræer, som er med til at skabe de udendørs rum. Og her dufter af lavendel. Der er endda vagtler, som har fået kyllinger. “De ligner små popcorn!” udbryder Anli.
“Muligheden for at leve som om du er på landet, men rent faktisk befinder dig i en by, er noget vi sætter stor pris på,” siger Christian. De er også glade for at lave mad med urter og ting fra deres have.
Christian og Anli er tilhængere af funktionel æstetik. Som kobbergryderne og -panderne i køkkenet – men også krystallysekronen som er ufattelig smukt,” siger Christian, men mener også at der er masser af glæde at finde i almindelige ting. “Det handler om at finde glæde ved ting du bruger i dagligdagen. Hvis du skal tilberede tre måltider om dagen, så kan du ligeså godt lave det med de bedste råvarer, i noget der også er af høj kvalitet.”
Det romantiske strejf i huset er ikke tænkt som en flugt fra hverdagen, som mere som en lyst til at hylde skønhed og glamour. For her må hjemmet gerne være en oplevelse både at leve og bo i.