Otto de Jagers hjem er som en oase, der ganske som hans formidable events er en balance mellem elegant kunstnerisk orkestrering og inspiration fra naturen uden for døren.
Det var på ingen måde planen, at eventmanageren og floristen Otto de Jager skulle købet huset i Johannesburg. Han var ikke en gang på udkig efter en ny bolig. I en alder af 42 år var han umiddelbart ganske godt tilfreds med sit gældfrie hus. Men da hans fransklærer Lola fortalte ham om et sted i Parktown North-kvarteret med privat adgang til en flod og store veletablerede træer i baghaven, blev han nysgerrig. Bestemt ikke klar til at købe, men dog tilstrækkelig interesseret til at indgå et væddemål med hende. Indsatsen var to timelønninger. Og han var sikker på, at han ville vinde. For sådan et drømmehus eksisterede ganske enkelt ikke.
Det gjorde det. Og trods udsigten til at tabe væddemålet, følte Otto de Jager, at han simpelt hen var nødt til at blive husets næste forvalter. ”Det var besværligt at få enderne til at mødes. Sådan rent finansielt. Men ejendommen var så speciel, at jeg var nødt til at kaste mig ud i det. Min mor pressede også på. Hun mente vist, at jeg trængte til at få en have,” forklarer han. Otto de Jager voksede op i en lille by med masser af plads, planter og dyreliv. ”Jeg undrer mig nogle gange over, hvorfor i alverden jeg flyttede til byen,” tilføjer han.
Netop fordi han følte, at huset var så specielt, betroede han indretning og design af ejendommen til sin arkitektven Peter Cohen. En mand med både fantasi og visioner. ”Peter Cohen har den sjældne egenskab, at han er i stand til at visualisere sig selv i et rum. Det er præcis derfor, at han har så stor succes,” fortæller Otto de Jager.
Resultatet af Cohens indsats er, at huset – fra entredøren til gæsteværelsets brusebad – ikke har nogle ’døde’ eller kolde rum. Alle rum har fået en omgang. De
bliver brugt. Der bliver levet i dem. Peter Cohen har skabt en vidunderlig følelse i huset. En nærmest intrikat guide, hvor designet og indretningen umærkeligt fører dig gennem rummene. Ting er skjult. Eller kommer til syne i små, næsten drillende glimt, når du går op af en trappe og runder et hjørne. Kun gradvist får du øjnene op for hele billedet. Det er en spændende måde at opleve en bygning på. Det er dét, der gør det til et hjem. Og et forholdsvist stort et af slagsen: I alt bestyrer Otto de Jager 350 m2. Men det er elegant indrettet så
intimiteten bevares. ”Huset fylder dig med nye oplevelser, hver gang du runder et hjørne. Det er dén magi, Peter Cohen har tilført det,” siger Otto de Jager.
Designet tjener også det formål at opretholde husets eksistensberettigelse. En hyldest til søens og havens skønhed, der står som indrammede scenerier, der kan nydes fra forskellige udsigtspunkter. Fra et lille vindue på reposen, der vender ud mod
gaden, til skydedøre i glas, der i fuld højde åbner spisestuen ud mod søen. Peter Cohen insisterede på, at loftshøjden i stuen skulle være mindst fire meter. Alene rummets størrelse er dét, der gjorde det muligt at skabe én stor veranda. For når alle skydedørene er skubbet til side, strækker stuen sig uden forhindringer ud på græsplanen. Ingen trapper eller træterrasse skiller stuen fra de naturlige omgivelser udenfor. Bemærkelsesværdigt er det også, at udsynet heller ikke forstyrres af hverken havemøbler eller andre installationer.
”Jeg ville ikke have noget, der fjernede fokus fra dét, der allerede eksisterede uden for huset,” fortæller Otto de Jager og fortsætter: ”Jeg ønskede at skabe en følelse af, at huset var bygget i en rydning i skoven.” Så hvis gæster skal sidde uden for, sker det på sækkestole eller på græsset. Huset er ’nedsænket i naturen’. Ikke fjernet fra den.
Det samme gør sig gældende for hans soveværelse, der åbner op ud mod haven på to sider. Det skaber en pavillon mellem træerne. ”I takt med at birketræerne bliver højere og højere, vil de i sidste ende dække soveværelset helt”. Udsynet varieres i forhold til årstiderne. Næsten hver dag er der nye oplevelser, mener han. I efterårsmånederne domineres haven af de gyldne gingko biloba-træer og rødbrune slyngplanter. Om vinteren er det de skulpturelle stammer og grene, der er i fokus. Foråret fremtryller et mylder af hvide og blå blomster. De eneste farver, som Otto de Jager har tilladt at finde fodfæste i haven.
Sommerbilledet er som en grønklædt skov. Solnedgange, storme og blade, der hvirvler rundt i blæsten. Alt sammen noget, der sker lige uden for vinduerne. ”Det er et emotionelt hus. Det ånder og lever – og udvikler sig. Det er ikke statisk. Derimod opfordrer det dig til at værdsætte de ting, der sker i nu’et. Simpelt hen fordi livet og naturen er noget, der er her i dag. Men væk i morgen,” lyder Otto de Jagers kommentar.
Næsten alle dekorative elementer i huset har haft et tidligere liv. Brugsgenstande som eksempelvis de scenelys fra et teater, der hænger i stuen, en gammel victoriansk vandhane fra en farm eller den pensionerede skrivemaskine. Otto de Jager kalder dem for sine ’håndværksmæssige antikviteter’. Objekter der rummer en kombination af form og funktion. Ikke helt uden mindelser til husets arkitektur.
Men det er ikke kun gamle objekter, der præger interiøret. Otto de Jager har også udset sig nogle få smukke moderne møbler, der tjener det formål at udligne det ellers noget forvitrede, rustikke særpræg den øvrige indretning besidder. Møbler med et tydeligt maskulint design. ”Jeg ville vise, at det maskuline også kan være luksuriøst. Det handler om robuste strukturer og kraftige linjer. En simpel palette af designgreb kombineret med integritet og i den bedste kvalitet.” Teksturer og overflader er nøglen, der skaber raffinerede udtryk. Omhyggeligt udvalgte ting i stål, keramik, uld og De la Cuona-lærred samt rustent metal er blot nogle af de elementer i Otto de Jagers indretning, der gør denne bolig exceptionel. Håndgribelige, faktuelle materialer. Lige som naturen selv består af.
Selv om Otto de Jager helt åbenbart mestrer kunsten af sætte form og farve sammen på den helt rigtige måde, tilegner han i et og alt husets skønhed til Peter Cohens design. ”Det er arkitekturen, der her har fået lov til at blive til et kunstværk i sig selv.” Et levende kunstværk. En bolig der ånder.
