Dæmningskonstruktøren Iwan Roux, hans kone Irene og den berømte landskabsarkitekt Patrick Watson har i over 20 år arbejdet på at skabe familien Roux’s hjem. Resultatet er en glamourøs fejring af deres fælles livslange passion for ekstraordinære miljøer.
Beliggende i hjertet af det berømte Cradle of Humankind World Heritage Site – en kort 45 minutters biltur fra Johannesburgs travle forretningsdistrikt – ligger familien Rouxs hjem. Kærligt omtalt som ’Reflection’. Det er et uhyre ambitiøst landskabs- og arkitektonisk projekt, der nu er en af Sydafrikas mest inspirerede boliger. I en dal med enorme biologiske og arkæologiske rigdomme folder ejendommen sig ud over 6 hektar land med omhyggeligt restaureret Highveld-vegetation. Navnet refererer til et plateau i det centrale Sydafrika. Et plateau der ligger i næsten 2.000 meters højde med en ganske særlige vegetation. En enkel, rusten metalport glider op og afslører en spektakulær indkørsel, hvis kanter er afgrænset af indviklede vandelementer, søer, vandløb, vandfald, kilder, bassiner, vandtrapper og tusindvis af blomstrende åkander, der leverer gæster med en unik og helt enkelt perfekt velkomst. Det omfattende vandværk, færdiggjort af Iwan Roux, som er en af landets få dæmningskonstruktører, afspejler landskabets naturlige træk. Kurver og bøjninger i flodlejets tusinder år gamle dolomitiske klipper er nu blevet en naturlig skulptur mellem bølgende græsplæner. Patrick Watson er Iwans Rouxs mangeårige kollega med speciale i landskabspleje. Til dette projekt designede Watson også boligens arkitektur og fandt inspiration i områdets traditionelle landskurer og drivhuse. Arkitekturen bruger ydmyge, traditionelt utilitaristiske materialer som trælameller, synligt stål, plastplader og støbte betongulve for at skabe en forbindelse mellem landskabet og et af dets arkitektoniske relikvier: En original gårdhytte fra 1800-tallet.
Resultatet er et fantastisk, lavtliggende, skur-inspireret hjem, der er problemfrit integreret i landskabet. Huset ligger inden for en beskyttende ydermur, som giver såvel beskyttelse for elementernes hærgen som sikkerhed for familiens privatliv. Den sikrer også, at det vilde dyreliv som pytonslanger og busk-svin ikke trænger ind på ejendommen. For dette meget personlige projekt blev der fra begyndelsen sat fokus på familielivet. De arkitektoniske rum er overalt i åben forbindelse med det fri. Ovenikøbet er materialevalgets teksturer i form af læder, sted og åbne glaspaneler med til at integrere landskabet i huset.
Da Irene Roux overvejede interiører, der ville hjælpe med at bringe arkitekturen til live, analyserede hun deres omgivelser for at få inspiration. Ved at kombinere nyt og gammelt samt natur og teknologi har Irene Roux skabt rum, der på én gang er fuldstændig glamourøst, men som emmer af charme og varme. Det er dét perfekte sted at opdrage hendes og Iwan Rouxs to unge sønner. Med stor behændighed kombinerer hun ubesværet elegante Ligne Roset-stole med udendørsmøbler i stål med udskårne, skulpturelle træelementer for at skabe et luksuriøst naturligt designsprog, der opretholdes i alle hjemmets rum. Futuristisk hjemmeautomatisering og andre teknologiske elementer bringer rummet ind i fremtiden.
20 års arbejde Roux-familien begyndte at udvikle jorden for omkring 20 år siden. I tidens løb har de arbejdet på at omdirigere en underjordisk kilde til de mange søer og vandområder, og forvandle det engang sumpede moseland til et fredfyldt parklandskab. Der er skabt plads til dyrelivsbeskyttelse i form af store fugleøer, der ligger inden for de organisk-formede søer, hvor lokalt fugleliv trives uden fare fra jorddyr, der kan true deres yngel. Iwan Roux fortæller begejstret: “Når du kommer hertil fra Johannesburg, er der magi i ejendommen. Mest af alt fordi jeg tror, at man ikke ville forvente, at ejendommen ligger, hvor den gør. Da jeg tog til området første gang som studerende, havde jeg mulighed for at bo på ejendommen, og jeg kan huske, at jeg kørte ned ad Cradle-vejen, som dengang var en støvet grusvej. Jeg kunne ikke tro, at det hele lå så uberørt. Ikke så tæt på byen. Vi tog noget, der var rigtig godt, men lidt af en uslebne diamant, og polerede det. Nu skinner det.”
Jacoline og Sjoerd Ribberink skiftede herskabslejligheden ud med en moderne husbåd, som de kalder for ̒Den Sorte Ark̓. Hun er ansat i den kommunale forvaltning, han er forretningsudvikler for bæredygtigt flybrændstof. Sammen med tvillingerne Freek og Frank, begge 18 år, bor de på en kanal i den hollandske by Utrecht.
De sidste detaljer blev først færdige efter, at familien faktisk var flyttet ind i deres nybyggede husbåd. Stress og jag i storbyen Utrecht var efterhånden blevet for meget. Men det skulle stadig være her, de ville finde en ny oase med luft og lys. “Vi boede i årevis meget lykkeligt i noget, det lignende et monument her i Utrecht. Det er desværre en af de hurtigst voksende byer i Holland, og byen bliver mere og mere overfyldt og fortravlet. Det fik os til at føle, at vores hjem og have blev mindre. Men ønskede vi at forlade Utrecht? Nej, absolut ikke! Men hvor finder man et hjem med et stort opholdsrum og en rummelig have? Vi ville heller ikke isolere os. Vores fremtidige hjem ville vi stadig dele med andre. Så det skulle være let tilgængeligt trafikmæssigt. Det skulle have nok plads, så gæster kunne overnatte ligesom der mindst skulle være to badeværelser, et stort spisebord plus et stort opholdsområde med sofaer. En ønskeliste som denne er lidt af en udfordring, men vi fandt løsningen! Resultatet? En ark med mere end 225 m2 boligareal og en frodig have på mere end 250 m2. Vores ark og have er allerede blevet brugt mange gange til fester, middage og drinks. Men også til koncerter, workshops og kurser. Det er til leje til den slags arrangementer. Kort sagt: vi behøver aldrig nogensinde at forlade Utrecht!” fortæller Jacoline Ribberink.
Monumental forandring Kontrasten til deres tidligere hjem kunne ikke have været større: Fra et monumentalt hus med al dets historiske charme og mangler til moderne design og komfort. Fra antikt salonbord til ’extra-extra large’ designerbord. Fra mursten til sort stål. Fra hvidpudsede vægge til sorte indvendige stålvægge. Og fra flere adskilte, lukkede rum med gamle paneldøre til et stort åbent opholdsrum med glasvægge. ”Gennem vores netværk opdagede vi, at ejeren af en kaj langs en af Utrechts kanaler måske kunne blive fristet til at sælge. Vi tog springet og gik i forhandlinger med ham. Og nogle måneder senere, var vi ejere af en gammel husbåd og en kajplads med have i centrum af Utrecht. Vi kunne starte med vores eventyr med at bygge en ny ark,” fortæller Jacoline Ribberink. Arkitekten Lars Courage fra Courage Architecten blev hyret til at få styr på den nye husbåds design. Indretningsarkitekt og møbeldesigneren Gerrit Holdijk fik ansvaret for interiøret. ”At bruge farven sort både inde og ude var et bevidst valg, som vi traf sammen med arkitekten. Han tegnede også de indvendige glaskonstruktioner (indvendig altan, trappeopgangen og glasvæggene/vinduerne mellem de forskellige sove- og arbejdsrum.”
Sort gør interiøret mere intimt, når det indvendige rum er stort og åbent. Og på vandet med store vinduer og solen, der reflekterer fra vandet, behøver man ikke solbriller indenfor. Sidst men ikke mindst danner farven en smuk ramme for det naturlige miljø, der omgiver den nye ark – det trækker øjet udad. ”Gerrit Holdijk vores indretningsarkitekt og møbeldesigner var med fra starten af projektet. Sammen designede de layoutet, valgte de forskellige materialer. Først i den sidste fase traf vi sammen de endelige valg med hensyn til farve,” fortæller Jacoline Ribberink og giver et par eksempler på, hvorfor det i dette tilfælde var endog meget fornuftigt at involvere indretningsarkitekten lige fra starten af projektet: – Alle kontakter og vægudtag er integreret i arkitektoniske stålrør, præcis hvor vi ønskede, at de skulle være og ude af syne. Fordi husbåden er konstrueret med et stålskelet med sandwichpaneler, var det ikke muligt at montere usynlige elektriske rør efter væggene blev bygget.
– Betongulvet skulle beregnes på forhånd med hensyn til bådens bæreevne og stabilitet. Havde vi ikke taget højde for det helt fra starten, kunne det aldrig være blevet til virkelighed. Kort sagt: Båden ville ganske enkelt være sunket. – Størrelsen på de fliser, som Gerrit Holdijk foreslog, afgjorde tillige den endelige størrelse på badeværelserne og toiletterne. Ingen udskæring var nødvendig. Det har givet et rent design. – De dybe køkkenskabe var desuden afgørende for den endelige størrelse af de udvendige vinduer. – Man kommer ind i opholdsstuen via to flydende trin i stål som skulle monteres i gulvet som har gulvvarme. På de nøjagtige steder, hvor beslagene var fastgjort i gulvet, blev rørene til gulvvarmen omdirigeret for at kunne bore i gulvet. Gerrit Holdijk har guidet familien gennem alle aspekter af det nye interiør. Hun har designet de forskellige løsninger. Og her mener Jacoline Ribberink bogstaveligt talt alle aspekter så som gulve, vægge, materialevalg, former og farver. ”Vi havde et godt samarbejde, fordi han ikke laver ’moodboards’. For ham handler det om at stille de relevante spørgsmål til, hvordan du vil bo og bruge dit hjem. For eksempel: Hvad synes du er vigtigt i dit køkken? Svar: køkkenmaskiner og hårde hvidevarer, der ikke skiller sig ud. Hvem laver mad? Svar: Jacoline. Og hvordan laver du mad og bruger køkkenet? Svar: Giv mig plads!”
Design-diplomati ”Han var også meget diplomatisk med en god sans for humor, mens han styrede vores forventninger under hele processen. Først funktion, så form plejede han at sige. Og du kan selv style lysene. Ved først at koncentrere sig om hovedideerne var enhver beslutning bagefter den logiske konsekvens af tidligere formulerede udgangspunkter. Det gjorde det nemmere for os at træffe flere vovede valg og føle efter, om tingene føltes rigtige for os eller ej. Fordi Gerrit Holdijk er teknisk meget kyndig med masser af viden om materialer, var han i stand til at udføre alt arbejdet selv. Eller var i stand til at finde de helt rigtige leverandører til at skabe de rigtige løsninger. Som for eksempel køkkenbordpladen i rustfrit stål, der blev produceret meget billigt af et bilkarrosserifirma. Og dette gjorde hele oplevelsen, på trods af at den var stressende, meget tydelig, fordi vi kun havde én person at tale med.” Resultatet var, at familien kunne gennemføre alle de designs, de havde set så meget frem til uden at gå på kompromis. ”I al hemmelighed havde jeg faktiske selv lavet et moodboard,” griner Jacoline Ribberink og fortsætter: ”Men den eneste ting, jeg virkelig ønskede, som ikke blev til virkelighed var en køkkenbordplade i marmor. På grund af vægten og stabiliteten var det ikke muligt at tilføje yderligere 1000 kg på den ene del af arken. I sidste ende var alternativet i rustfrit stål en perfekt erstatning. Ikke kun fordi den er så nem at rengøre, men også fordi den reflekterer lyset smukt gennem rummet dag og nat.”
Klart designsprog Et af svarene, og måske Gerrits Holdijks vigtigste svar på alle spørgsmålene, var ”hold et klart design”. Det resulterede for eksempel i et minimum af ben under møblerne. Og når der virkelig var brug for det, forvandlede han det til noget særligt som køkkenskabenes gule stel. Det skiller sig ud. Ikke alene på grund af farven. Men også fordi det næsten svæver i luften. ”Han viste os virkelig, at der er så meget mere end hvid, og at farve kan bringe glæde til et interiør med uendelige muligheder. Valgene af farve under dæk (rødt toilet, samt et gult og grønt badeværelse) kunne foretages, fordi vi stolede på hinanden. Det var ment som en kontrast til alle de lyse og naturlige farver, der blev brugt i soveværelset og hjemmekontoret. Højde og lys var de vigtigste udgangspunkter her. Og ja selvfølgelig er et rødt toilet en slags joke. Vi synes, humor er vigtig, også i indretningen af ens hjem. Tag ikke alting alt for alvorligt, især ikke i designverdenen.” ”Vi er ikke styret af interiørtrends, vores interiør handler om et liv, hvor vi har brugt tiden til at samle smukke ting med masser af kunst lavet af familie og venner. Alt i vores hjem har en historie. Utrecht for eksempel: Design af Mobach (keramik), Pastoe (wire stol), Rietveld (lænestole), Bert Timmermans (tapet). Eller hollandsk: Kunst og genstande af Dik Geurts (komfur), Harvink (sofa), Gispen (rørstole), Copier (glaskunst), Esther van den Brink (kunstfoto), Lenneke Wispelwey (keramik) og Linda Groen (malerier),” opremser hun og fortsætter:
Monteret med magneter ”En anden fordel ved bådens stålvægge og lofter er muligheden for at montere alt med magneter. Malerier flyttes nemt og interiørændringer er som en leg. El-skinnerne i loftet sørger for usynlige klemmer til belysning, og de tilsluttede lys kan nemt flyttes på grund af magneterne. Og skulle du have brug for en strømledning ved spisebordet, sættes den også nemt i skinnen. På den måde undgår du, at ledninger ligger rundt på gulvet. Glasdørene i alle soveværelser er designet på en sådan måde, at du ikke ser direkte på sengene og forbinder alle rum uden en stor hall. Skabene har alle glas på toppen for at adskille rummene, men giver stadig plads til, at dagslyset fylder rummene med lys. Det gør dem mere rummelige. Ved at placere alle skabene ryg mod ryg har vi ingen (unødvendige) vægge. Og hvis vi senere skulle ønske at opdele rummene på en anden måde, kan det gøres ret nemt.” Det ovale spisebord er selve hjertet i vores hjem. For os handler det ikke kun om selve møblerne, men også om deres funktion. Selvfølgelig er de smukke, men også her følger form funktion. Stort, fordi vi gerne ville kunne sidde omkring det med mange gæster. Og ovalt for at kunne se alle sidde på de roterende spisebordsstole. Alt er vintagedesign, men nypolstrede som stolene eller nymalet som bordet. Specialfremstillet er imidlertid køkkenøen plus den blå skabsvæg, det lange lyserøde skab plus hjemmekontoret, badeværelsesskabene og toiletskabene. Den svævende trappe går op til opholdsstuen med det hvide roterende sofabord. ”Det bedste ved at bo på en ark er at leve med årstiderne og være meget ude. Når solen skinner, har vi en feriefølelse, især når vi tager en tur med vores jolle om aftenen efter at være kommet hjem fra arbejde. Den store plads er fantastisk at dele med familie og venner, og alle bliver nærmest lyriske, når de nyder udsigten fra stuen til svinget af Merwedekanaal (kanalen, hvor husbåden er forankret). Lyset ændrer sig hele tiden. Isfuglene i kanalvandet gør billedet perfekt. Som vi sagde: Vi vil aldrig nogensinde forlade Utrecht •
Gemt af vejen i det bakkede landskab uden for Bruxelles opførte den berømte belgiske arkitekt Marc Corbiau sit allerførste hus i 1972. En brutalistisk perle i rå beton. Nu har interiøret fået nyt liv med naturlige materialer.
Indretningsarkitekten Catleen le Hardy og hendes mand faldt for denne betonvilla og har tilført den deres eget personlige præg.
Nogle gange føles det næsten som om, at det er huset, der finder dig. Det var i hvert fald den følelse, som indretningsarkitekt Catleen le Hardy og hendes mand Nicolas Billen havde, da de opdagede denne brutalistiske perle. ”Vi ledte egentlig slet ikke efter et nyt hjem,” erkender de. Men da de så nogle droneoptagelser af dette hus, gravet ned i bjergskråningen omkring Bruxelles, blev de ikke desto mindre fristet til at tage et kig. “Vi besøgte huset en lørdag eftermiddag,” siger Catleen le Hardy. ”En lokal antikvitetshandler brugte det som lager, så der var behov for lidt fantasi for at se potentialet. Men efter 15 minutter en søndag eftermiddag så min mand og jeg på hinanden. Og vi vidste begge, hvad vi tænkte. Om mandagen underskrev vi kontrakten. Og eventyret begyndte.”
Middage med kunstnere Catleen le Hardy og Nicolas Billen vidste kun alt for godt, at de købte et stykke belgisk arkitekturhistorie: Hjemmet var opført i årene 1969-1972 og Bruxelles-arkitekten Marc Corbiaus allerførste hus. Han var netop færdiguddannet på Hogeschool Sint-Lukas Brussel, da han tegnede huset. Helt tydeligt påvirket af den afdøde mesterarkitekt Le Corbusier. I bogen ‘Marc Corbiau. Architecte’ (2000), beskriver Pierre Loze historien om de første ejere. ”Mødet med kunderne var rent tilfældigt. Begge er samlere, som kender kunstverdenen indgående. Amerikansk minimalisme er ikke fremmed for dem, konceptkunst er deres passion. De elsker også moderne musik og nyder at organisere koncerter for deres venner.” I dette hus er hverdagen såvel som måden at modtage gæsterne på anderledes. Dette er et hus designet til middage med kunstnere.
De middage må have givet pote. For på gamle billeder af interiøret kan man genkende kunstværker af Niele Toroni, Daniel Buren, Michel Verjux og Felice Varini: Dengang avantgardekunstnere, nu etablerede navne. I 1970’erne kom alle disse kunstnere dér for at realisere værker in-situ. Salget af huset omfattede en lysprojektion af Verjux og to værker af Varini. Blandt dem de sennepsgule linjer i spisestuen af Varini, som danner en perfekt firkant fra ét veldefineret udsigtspunkt. Det enestående hjem blev startskuddet til Corbiaus karriere, da en del kunstelskende mennesker, der besøgte hans hus, senere blev kunder hos den unge arkitekt. Arkitektur og kunst har været tæt forbundet for Corbiau siden hans debut. Derfor kunne han godt lide at kalde sig selv “væggenes arkitekt”. Også i private hjem elskede han godt arbejde med mange vægge, så der er plads til at hænge kunst op.
Med sine skarpe vinkler og hjørner er huset med sine 210 m2 helt unikt.
Vild have Det brutalistiske hus er næsten usynligt. På den aflange grund ligger villaen begravet i skrænten helt bagerst. Med sine skarpe hjørner og stærke diagonaler er huset på 210 m² unikt. Helt i Corbiaus ånd. Åbent og beskedent med sine enkle overflader. Huset er fuldstøbt i beton på stedt. Ved første øjekast et materiale, der ikke passer til de naturlige omgivelser. Men gennem træforskallingens aftryk nærmer arkitekturen sig alligevel naturen. Den natur havde sat sine spor, da Catleen og hendes mand købte huset: Det var næsten helt tilgroet med efeu. Det var alligevel ikke en mulighed at fjerne disse planter helt. Af respekt for Marc Corbiau, der dengang tegnede den vilde have med vedbend, bregner og høje græsser. Om vinteren, når de omkringliggende træer er nøgne, falder solen smukt ind i huset. Om sommeren er der naturlig skygge fra det grønne. ”At leve i symbiose med naturen var noget, vi savnede, da vi boede i Bruxelles”, siger Catleen le Hardy. ”Vi er begge vokset op i det fri. Vi elsker, at vi kan give vores børn den luksus nu. De leger konstant i skoven. Jo mere de er udenfor, desto bedre.”
Keramikeren Selvom de rensede huset fuldstændigt for at opdatere det med alskens moderne teknologi og ny gulvbelægning, har de bevaret dets originale volumen. Vinduesåbninger eller loftshøjden er ikke ændret. Selv børneværelserne forblev så små, som Corbiau havde forestillet sig dem på det tidspunkt. “Det eneste, der ændrede sig, var passagen til køkkenet, som tidligere var et separat rum,” siger Catleen le Hardy. ”Indretningen i sig selv er stadig et igangværende projekt. Men fordi vi hverken har loft eller kælder, skal vi tænke os om, hvilke møbler, vi indretter huset med. Vi bliver nødt til at leve lidt minimalistisk her.”
Som indretningsarkitekt var renoveringen af Corbiau-huset en helt særlig udfordring for Catleen le Hardy. ”Jeg ville virkelig respektere arkitekturen, men også bløde den lidt op og give den et nutidigt præg. Hvert element skulle være rigtigt. Derfor tog det mig så lang tid at designe det brutale bord i italiensk natursten til spisestuen,” siger le Hardy, der for nylig etablerede et keramikværksted i garagen. ”Jeg ville lave noget, hvor resultatet kunne ses med det samme. Helst noget med mine hænder. At lave keramik er både meditativt og afslappende.” •
160 kilometer fra Times Square – yderst på Long Island – ligger Sag Harbor. En pittoresk havneby hvor en travl Newyorker-familie har arvet en pragtfuld villa midt i en lille skov. Efter en renovering fremstår huset nu let og lyst.
Sag Harbor er en lille by yderst på Long Island. Omsluttet af East Hampton og South Hampton på landsiden. Og med en pittoresk havn der via Gardiners Bay giver adgang til Atlanterhavet. Faktisk var havnen Amerikas første kommercielle havn tilbage i 1700-tallet. En havn der skabte arbejde og rigdom til byens indbyggere. Og måske mest kendt som den havn Herman Melville brugte som inspiration til sin berømte bog: Moby Dick. I dag er Long Island stadig et rigt område. Ikke så meget på grund af skibsfarten. Nok snarere fordi de små hyggelige bysamfund med gamle statelige huse tiltrækker velhavere fra New York City, der blot ligger 160 kilometer væk. På en 20.000 kvadratmeter stor skovgrund, der skærmer for trafikstøjen fra den nærliggende hovedvej, ligger en smuk villa højt i terrænet. En placering der leverer et majestætisk vue ud over trækronerne. De nuværende ejere ejer også en bolig i New York. Men da de arvede denne villa fra en nær slægtning, besluttede de, at de ville holde familietraditionerne i hævd og skabe et komfortabelt sted til sig selv, deres børn og børnebørn. Et gæstfrit sted som det var rart at besøge igen og igen. Et fristed væk fra storbyens vrimmel som kunne tjene som en sommerbolig og en stille weekend i ny og næ.
Efter at have udtjent sin rolle som fast bopæl for et ældre familiemedlem trængte huset til en omfattende renovering for at kunne leve op til dagens – og ikke mindst de nye ejeres – standard. Det arbejde blev lagt i hænderne på indretningsarkitekten Adam Cassino, der driver et af New Yorks mest succesrige design- og indretningsfirmaer. Husets grundplan og indretning blev der i og for sig ikke pillet så meget ved. Men de nye ejere, som arbejder i musikindustrien, har en stor samling af vinylplader og en masse andet tilbehør, der matchede godt med den nye stil, som det blev besluttet at denne feriebolig skulle have.
Indvendigt har huset en enorm loftshøjde, der eksempelvis i opholdsstuen strækker sig syv meter op over gulvet. Det var en feature, der naturligvis skulle bevares. Hertil kommer en smuk spiral-trappe ved siden af de store vinduer, der leder op til soveværelset. Det er elementer, der er helt særegne og gør disse rum helt vidunderlige. Ikke mindst når man også tager den storslåede udsigt i betragtning. Det gør opholdsstuen til husets vigtigste rum.
“Vores æstetiske pointe var, at vi ville bevare en naturlig følelse, der gnidningsløst får huset til at vokse sammen med skoven udenfor. Materialevalget faldt på naturlige og lette varianter. Både hvad angår tekstiler, træværk og møbler. Oprindeligt var husets vægge malet i mørke og mere dramatiske nuancer. Væggene fik en lys grå og hvid farvetone. Også nye gulve i en lys træsort er med til at ’oplyse’ huset, så udsigten kan nydes i fulde drag gennem de store vinduer i opholdsstuen. Det er med til at trække haven og skoven helt ind i rummet. Det er et altid omskifteligt scenario, der skifter med årstiderne,” fortæller Adam Cassino og slutter: ”Det er sjovt, at så små ændringer, totalt kan transformere oplevelsen af huset. Efter renoveringen er det som at befinde sig et helt andet sted. Lyset spiller altid en stor rolle i indretningen. Især når du også formår at lege med den farvepalet, du nu en gang har valgt.”
Claudia Cennamo og Elisa Nespoli havde et stort ønske: De ville bo tæt på hinanden. Som i rigtig tæt. Men uden at give køb på deres selvstændighed. En faldefærdig landbrugsejendom i Travalle så ud som det perfekte valg. Det blev restaureret og moderniseret med skyldig hensyntagen til de arkitektoniske værdier. Og en smule excentricitet.
Her er det de bløde bakker, der definerer landskabet. Hvor man end ser hen, er der grøn bevoksning i form af træer, frugtplantager og vinmarker. I den lille by Travalle lidt nord for Firenze synes det som om, tiden står stille. Og midt i disse smukke omgivelser ligger et smukt gårdhus, hvis oprindelse stammer helt tilbage til det 15. århundrede. Oprindeligt bygget af den berømte Strozzifamilie fra Firenze. Podere Bussilaio – navnet på det store hus – så ud til at være det perfekte valg for Claudia Cennamo og Elisa Nespoli. To unge kvinder der begge rummer en stor passion for mode, god mad og kunst. Og så er de søstre. Ovenikøbet to søstre, der gerne ville bo tæt på hinanden med deres respektive familier. At kunne bo sammen i det smukke toskanske landskab var en anden drøm. Den historiske ejendom på over 700 kvadratmeter og en stor frodig have syntes at rumme alt, der skulle til for at drømmen kunne gå i opfyldelse. De to søstre gav en klar instruktion til det lokale arkitektfirma B-Arch: Den gamle faldefærdige landbrugsejendom skulle deles, så den kunne rumme to selvstændige boliger. En til Claudia. Og en til Elisa. Den enestående arkitektur skulle respekteres. Men den skulle tilføres nye elementer, der kunne skabe et bånd til nutiden. Boligernes indre skulle fremstå moderne og funktionelle. Det åbnede også muligheder for skræddersyede løsninger, der kunne levere rammerne for et livligt og til tider excentrisk liv for begge søstre og deres familier. Det måtte for alt i verden ikke blive kedeligt. Huset skulle ganske enkelt udstyres med en stor ’personlighed’. Ganske som Claudia Cennamo og Elisa Nespoli selv. Arkitekterne fik frie hænder. Dog med en frugtbar dialog som udgangspunkt. Deres arbejde varede i fire år. En kompleks opgave al den stund, at det store hus var i en ringe forfatning, da arbejdet gik i gang. Store dele af huset lå i ruiner. Andre bar stadig præg af, at det var en landbrugsejendom som ikke var egnet til beboelse. Renoveringsprojektet skred frem på flere fronter samtidig. Dog uden på noget tidspunkt at lade den traditionelle, folkloristiske toskanske stilsmag få overhånden. Målet var nemlig at skabe et moderne og minimalistisk hjem til begge søstre.
Antikke elementer som de store loftsbjælker, de originale stenvægge og selve konstruktionen af laden skulle bevares i en ny sameksistens med nye og mere urbane byggematerialer så som cementino (mikrocement) og kalk, der blev brugt på gulvene. Farverne er valgt fra den bløde palet. Boligernes rum flyder sammen, hvorfor der også kun er ganske få faste installationer. For også at binde de to boliger æstetisk sammen er skellet belagt med sten, der giver mindelser om husets antikke gulvfliser. De originale tage er, hvor det har været muligt, blevet restaureret og bevaret for eftertiden. Det er også grunden til, at bygningerne er blevet sikret, da de ligger i et område med en vis seismisk aktivitet. Endelig er vinduerne skiftet ud med moderne og velisolerede versioner. ”Vi ønskede at styrke stedets naturlige skønhed, og gennemførte renoveringen så nænsomt som overhovedet muligt,” fortæller arkitekterne. For at kunne bruge tid sammen er udendørsarealerne et fælles område for søstrenes to familier. Den strækker sig ud i landskabet og de gamle frugtplantager, som de i fællesskab har besluttet at bevare og vedligeholde. En nyanlagt swimmingpool var et must for begge familier. Arkitekterne opførte desuden et lille lysthus, hvor de og deres gæster kan slappe af og tale sammen. I et par retro rattan havestole kan man læne sig tilbage med en god bog omgivet af cikader og fuglenes kvidren. På solfyldte dovne søndage kan der grilles i det udendørs køkken. Kort sagt: Her kommer man aldrig til at kede sig. Som Claudia Cennamo og Elisa Nespoli siger: Dette var det helt rigtige sted for os.
Claudia Cennamo sammen med sin mand Marco og datteren Zelda. Hun har en fortid i modeverdenen. Mere præcist i sin fars firma Celyn B. Men efter hans død var der behov for et kursskifte. Og sammen med sin søster købte de den forfaldne landejendom i Travalle, som de sammen restaurerede.
Claudias bolig Det første af ejendommens to huse tilhører Claudia Cennamo. Hun forlod som sin søster modefirmaet grundlagt af hendes far, Celyn B, efter hans død. Senere besluttede hun, at det var tid til at ændre sit liv. Nyt hus, nyt humør: Sammen med sin mand Marco og deres datter Zelda, ”mit livs sande kærlighed”, som hun plejer at sige, startede de et nyt eventyr på gården Podere Bussolaio Travalle. Claudia og Marco Cennamo er et par, der bor og arbejder sammen: De deler en fælles passion for mode. Så de besluttede sig for at stifte to nye modebrands ved navn No Knitwear og Dimora og designe nye kollektioner som en duet. De indrømmer, at de aldrig bliver trætte af at tale om mode, studere nye kollektioner og gennemse modemagasiner for at få nye ideer. Deres hus er faktisk en slags modemuseum: Interaktivt, fyldt med inspiration og mystiske objekter knyttet til modens glitrende verden. Hver detalje her fortæller om deres store kærlighed til mode, tekstiler og forskelligt tilbehør. Stilen er elegant, aldrig forudsigelig, glad og fuld af dyrebare detaljer, som supersexede sko, håndtasker og smykker.
Helt fra det første øjeblik, hvor gæster træder ind over dørtærsklen, bliver de i entreen mødt af et stort specialfremstillet bibliotek designet af B-arch, hvor de udstiller en række unikke genstande. En enorm og fascinerende samling af alt fra tilbehør og tasker fra de store modebrands. Alt samlet gennem årene af Claudia Cennamo. Interiøret er fuld af naturligt lys: Værelser følger hinanden uden nogen større barrierer imellem. Dét at åbne rummene op er et af de særlige kendetegn ved dette renoveringsprojekt. Et hus der er designet til at være åbent og uden alt for strenge regler. Glasmosaikvinduerne, der åbner ud til haven med oliventræer, bringer et frisk pust, der understreger forholdet til udendørsområdet. Vejen til stuen går gennem et centralt køkken, der er tænkt som en lounge: Her er der plads til en hyggesludder over et glas vin. Eller spise middag ved pejsen. Det er også her, de modtager deres gæster i afslappede og smarte rammer.
Det store opholdsrum plejede at være den gamle lade. Her kan man stadig genkende nogle af fortidens strukturelle elementer, som nu er med til at gøre dette rum helt specielt. Betongulvene og gulv-til-loft vinduer tilføjer et strejf af modernitet. Dette område, så fuld af lys, er et af de mest vellykkede ifølge ejerne, som elsker at slappe af på lædersofaen og nyde naturens show bag vinduerne. Udover mode brænder Claudia Cennamo for metal. Derfor har hun over alt i huset placeret små metalliske vintagegenstande i et eklektisk miks af guld, kobber og sølv. For at skærpe indretningen har hun tillige ophængt en række imponerende brugte lysekroner med bugtede former og en næsten prangende æstetik. Et designelement der står i skarp kontrast til den farveneutrale og klare baggrund.
I alle værelser blandes nogle møbler i et moderne design, såsom Platner-fløjlslænestolene fra Knoll og lædersofaen fra Living Divani i stuen, med brede borde og møbler til opbevaring designet af arkitekterne i funktionalitetens tegn. Et vigtigt sted er viet til soveværelset: Stort og flydende. Og med en dobbeltseng med en fantastisk metalsengegavl i jugendstil. Ved fodenden af sengen står en lænestol fra halvfjerdserne: Dens bugtede linjer matcher hovedgærdets dekorative mønster. Intet er overladt til tilfældighederne. Nogle sko med hæle ligger på gulvet, næsten som om de var kunstværker. ”Sko: Jeg elsker dem!”, indrømmer Claudia Cennamo med et stort smil. Mode er jo ikke en eller anden form for kunst, mener husets ejer. Fra soveværelset flyder man næsten umærkeligt ind i den enorme garderobe, som et naturligt hjemsted for en stor og kreativ samling af tøj og tilbehør. Og det er udelukkende Claudia Cennamos ting, der opbevares her. Et sandt skattekammer fyldt med modens vidundere. Her er alt synligt. Det kan beundres, røres ved – og nydes. Arkitekterne har designet et stort skab, perfekt til at have masser af plads. ”Denne garderobe fortæller om mig, mit liv, mine rejser. Alt, hvad den indeholder, har en sentimental værdi for mig,” siger Claudia Cennamo.
I farten bør det store badeværelse, der ligger ved siden af soveværelset, ikke glemmes: Stort og elegant. Sort og gyldent. Og naturligvis med nogle udstillingsjuveler rundt omkring. Både Claudia Cennamo og hendes mand har ønsket et excetrisk hjem, hvor det er muligt at skabe smukke kontraster mellem de forskellige designvalg. Det var de originale valg, der talte. Ligesom i modeverdenen betragter de originalitet i boligindretning som en helt uvurderlig egenskab.
Elisa Nespoli sammen med familien.
Elisas bolig Elisa Nespoli, hendes mand, Diego, og deres to børn Niccolò og Tilda, bebor den del af gårdhuset med et lille tårn. Deres bolig vender ud mod swimmingpoolen. En placering der fylder dem med begejstring. ”Som min søster har jeg tidligere arbejdet i modeverdenen. Indtil for nogle få år siden arbejdede jeg i min fars firma. Men efter nogle intense og meget trættende år i Bologna besluttede vi at flytte til Toscana. Da min far døde valgte jeg at forlade firmaet og give mig selv lidt ro uden arbejde i nogle år. Men så fik vi to børn. Og så var det så som så med ro og fred. Til gengæld blev mit liv fyldt med en ufattelig lykke og kærlighed,” fortæller Elisa Nespoli.
De to søstre deler – udover deres børn – én stor passion. Nemlig madlavning. Og dét endda så meget, at de er på nippet til at starte deres egen gastronomiske virksomhed. Hvad de vil beskæftige sig med, er endnu en hemmelighed. ”Min mand og jeg har altid haft en drøm om at arbejde med mad og fødevarer. Og nu ser det endelig ud til, at det kan blive en realitet. Ikke mindst nu hvor vores børn går i børnehave. Så nu har jeg for alvor tid til at kaste mig over projektet.” Men indtil videre nyder de at lave mad sammen. Til familien og deres mange venner. Ikke overraskende rummer deres bolig et stort køkken, der er placeret nogle få meter fra hoveddøren. Fra verandaen kommer man ind i et stort hyggeligt køkken – venligt og muntert – i hjertet af huset. Alt andet i dette hus ser ud til at udgå fra netop køkkenet. Det er nænsomt designet af moderne materialer så som marmor og stål i generøse proportioner. Og helt perfekt til dem, som elsker at lave seriøse måltider. ”Her kan vi lave mad bedre end i nogen restaurant – og jeg elsker at bruge mange timer i dette rum.” Elisa og Diego Nespoli ønskede at bevare det oprindelige ildsted og den gamle bageovn. Restaureret og istandsat står disse elementer i et smukt samspil med det nye skræddersyede køkken. En stor køkkenø er centralt placeret i rummet, hvor det skaber et dynamisk centrum, hvor både familie og gæster samles. Morgenmaden indtages ved barpladen på de sorte Gubi barstole. Et stort skab i træ giver rummet et mere rustikt præg. Passionen for madlavning er en smitsom affære, der har indtaget alle de områder i huset, der er tæt på køkkenet. Her er en stor del af pladsen reserveret til et stort spisebord designet af B-arch. Det har været et uomgængeligt krav fra Elisa og Diegos side, at det skulle være et sted, hvor de kunne have gæster, lave mad og naturligvis indtage delikate måltider.
Huset spreder sig over tre etager med dets originale trapper og fritlagte stenmure. Det er spækket med en blanding af meget lineære og nutidige elementer og mere retroagtige vintage fund. Det er et hyggeligt og elegant interiør med den store opholdsstue i forlængelse af spisestuen. Det er fyldt med sofistikerede designelementer såsom en vintage læderlænestol med tilhørende skammel, det vævede marokkanske tæppe og det ophængte metalliske bibliotek, der ligner et fuglebur med en vis eksotisk charme. Børnenes afdeling ovenpå er farverig og fuld af liv. Det lyse tæppe er designet af Gam. Det skaber en stemming, der ligner en scene fra Alice i eventyrland. ”Jeg elsker dette værelse. Ikke mindst de gamle klassiske møbler. Men også farverne, der er så levende og poetiske på samme tid. Selv jeg får oplevelsen af at være en bekymringsfri lille pige, når jeg kommer herind,” siger Elisa Nespoli. Men husets virkelige skønhed består i dets åbenhed og den måde, det er integreret i landskabet på. Gennem vinduer og pergolaen trækkes det grønne landskab uden for ind i huset. Det samme gælder swimmingpool’en og den fælles have som leverer så mange lykkelige og muntre stunder for de to familier. Indretningen er gennemført og enkel. På en måde med et excentrisk miks, men samtidig overraskende diskret. Et sted det er let at føle sig hjemme.
Arkitekten Anthony Orelowitz har designet et enestående hjem til sin familie. Et hjem som giver betydningen af at bo i en storby helt ny mening. Og i processen har han tillige skabt sit yndlingsrum i byen.
“I Johannesburg er der ingen bjerge,” siger arkitekten Anthony Orelowitz. ”Der er heller ikke noget hav.” Hans referencepunkt er Table Mountain i Cape Town, som løber med megen af den arkitektoniske opmærksomhed i Sydafrika. ”Dér virker det som, at alle huse vender udad i håb om at få et glimt af Atlanterhavet. Eller et kig til det altdominerende Table Mountain syd for byen. I Johannesburg er du tvunget til at skabe dit eget habitat. Dit eget hjem. Din egen udsigt.” Det er i bund og grund hans beskrivelse af Johannesburgs urbane karakter: Fladt og uden store bjerge. Og det var dét udgangspunkt, han tog afsæt i, da han designede sit eget hjem i storbyens skovklædte forstæder. Anthony Orelowitz beskæftiger sig hovedsageligt med erhvervsbyggeri. Hans tegnestue, Paragon, har skabt nogle af byens mest betydningsfulde arkitektoniske vartegn. ”Men jeg havde ikke tegnet en familiebolig i 15 år.” Ikke desto mindre skabte han sammen med arkitekten Elliot Marsden og indretningsarkitekten Julia Day en storslået vision, der rummede alt det som et hjem i Johannesburg skal indeholde. En bolig der på en og samme tid passede perfekt til byen og alligevel skilte sig markant ud fra naboernes huse.
En lille ø i forstads-havet Grunden, som det nye hus skulle bygges på, havde tidligere været en tennisbane med en lang indkørsel, der strækker sig fra enden af en vendeplads med nabohuse til alle sider og langt fra hovedvejen. Det føltes som en lille selvstændig ø med store ’jungleagtige’ træer i forstædernes uendelige hav. Indretningsarkitekten Julia Day deltog i projektet fra dets allertidligste stadier. På den måde sikrede Anthony Orelowitz sig, at ideerne, der drev byggeprojektet, var bæredygtige helt ned til den mindste detalje. Og slog igennem i den endelige indretning af familiens nye hjem. ”At arbejde med på dette projekt var en byggeopgave som ingen anden, jeg nogensinde har taget del i,” fortæller Julia Day og fortsætter: ”Alle detaljer i husets design blev skræddersyet og tilpasset til byggeriet, som det skred frem.” Hun erindrer blandt andet, at hun var tvunget til at redesigne hele badeværelser så flisernes mønster blev perfekt og holdt de rette linjer i rummene og flugtede med dørene. Beskæring eller ujævne fliser blev bare ikke accepteret. Design, konstruktion, byggeri og indretning var en endeløs proces med daglige forandringer, der udviklede sig efterhånden, som det tog form. For at kunne skabe sit eget private habitat – bosted – tog Anthony Orelowitz afsæt i en af arkitekturens arketyper: Nemlig atriumhuset. Med et indre gårdrum der smyger sig rundt om husets indvendige facader, kreerede han et fredfyldt frirum i husets hjerte under den blå himmel. Et sted han kalder sin ’egen private oase i storbyen’. Bygningerne er i al hovedsag en serie pavilloner med store skydedøre og skodder, der kan åbnes og lukkes alt efter behov. Og som næsten uendeligt kan rekonfigurere en sand mosaik af rum på forskellig vis. Arkitekterne og ingeniørerne måtte konstruere et særligt skinnesystem for at kunne håndtere de tunge glaspartier i skydedørene.
Gårdrum er husets hjerte I stedet for blot at omkranse gårdrummet, valgte Anthony Orelowitz så at sige at presse det omgivende landskab gennem pavillonerne og ud til alle kanter af gården. ”Grundplanen og huset ydre omgivelser skyller gennem bygningerne. Fra et rum til et andet. Det er med til at skabe en masse ’sekundære gårdrum’ rundt om i huset, hvor pavillonerne åbner sig op mod flere små private og fredfyldte kroge, og hvor de afgrænsende mure praktisk talt smelter sammen med husets vægge.” Trods dets lange, lavtliggende fremtoning i landskabet, rejser huset sig alligevel og skaber et øvre niveau i højde med trætoppene. ”Næsten som et træhus for voksne,” fortæller Anthony Orelowitz. Det er en effekt, der skaber en oplevelse af, at rummene er strikket sammen på den lodrette led såvel som horisontalt. Det trækker én op til terrasserne med samme kraft som huset og haverne gør det i jordhøjde. For at have styr på proportioner og vinkler tegnede han huset ’oppe-fra-og-ned’. Soveværelserne blev placeret i grundplanet under træernes skygger, mens opholdsområderne – sammen med en pool – er placeret på det øvre niveau. Men naturligvis er pool’en udstyret med koøjer med frit udsyn til gårdhaven nedenfor. At placere soveværelserne nederst i huset var et bevidst valg, der ikke blot handlede om ro. ”Jeg elsker at vågne om morgenen og kunne ’touch ground’ og vide, at jeg næsten befinder mig i skoven, når jeg går ud i gårdhaven.” Designets rene og klare, enkle sprog er næsten uundgåeligt endt med at blive lidt af et vidunder af moderne ingeniørkunst. Som eksempelvis de brutalt stærke bjælker, som snor sig rundt om huset om end de er gemt godt af vejen bag kaskader af planter, så man næsten ikke aner, at de er der. Et andet eksempel er det flydende loungegulv, der hviler på en 90 millimeter tyk stålbøjle fastgjort i loftet. En løsning der trodser tyngdekraften.
Tropisk minimalisme Julia Day siger, at den nænsomt kontrollerede palet af interiør-løsninger blev valgt ud fra et hensyn om at skabe et naturligt og taktilt image i husets indretning. Selv taler Anthony Orelowitz om sit ønske om at få et nærmest sensorisk feedback, når man berører overfladerne rundt om i huset. Fra væggene til gulvene. ”Det er en kvalitet ved huset, der giver ny energi,” siger han. Den rå sensitive oplevelse med de ru sten, planternes frodighed og den elementære tilstedeværelse af luft og vand er designgreb, der bevæger sig væk fra den europæiske minimalisme og i stedet nærmer sig den frugtbare, sensuelle og ikke mindst tropiske minimalisme, som man finder tidlige eksempler på i Brasilien. Den taktile, håndgribelige og stærke fokus på naturlige byggematerialer leverer en vis jordnær stemning i husets indre. En følelse, der forstærkes af den måde lysets kommer ind på, og måden hvorpå luften flyder hen over en dam for så at strømme op gennem i et ovenlys i loftet. Det handler om bevægelse og forskellighed i temperaturen.
Magien arbejder Arbejdet med detaljerne har også den konsekvens, at overgangen mellem husets indre og ydre omgivelser er glidende. Næsten umærkelig. Væggene og lofternes træbeklædning er så minutiøst udført, at man ikke lægger mærke til hverken døre eller vinduer. Belysningen – hvoraf meget er skabt unikt til dette hus – er også designet og skjult, så det om aftenen og natten skaber et lys-flow, der er konsistent med det ydre. Virkningen er magisk. På trods af husets slanke, rene linjer sammenligner Anthony Orelowitz alligevel sit hus med Hogwarts skolen i Harry Potter-universet. Ikke på grund af middelalderlige stentrapper eller voluminøse pejse. Nej, det handler om hemmelige passager og trick-døre. ”Her har vi også forsøgt at skabe hemmelige passager og skjulte rum bag ved andre rum.” Måden som vægge og skærme kan åbnes og lukkes i huset betyder, at det næsten som ved hekseri kan ændres. Det skifter hele tiden form og størrelse. ”Lige som i et teater,” siger han. Og så er huset udstyret med nogle helt fantastiske features, så som det 20 meter lange og tre meter brede ovenlysvindue, der kan kontrolleres via en app på Anthony Orelowitz’ smartphone. Det løber i husets fulde længde. Fuldstændigt magisk drager det husets ydre omgivelser ind i interiøret. ”Væggene er slet og ret planter,” fortæller han med reference til den lodrette have, der følger husets samlede længde på første sal.
Skjulte rum Julia Day har fortsat denne fornemmelse af overraskelse og opdagelse overalt i indretningen. Ikke mindst i den måde, hun har designet skabe og vægpanelerne på for at kunne skjule alt fra tøj og anden opbevaring til hele rum. Påklædningsværelser og køkkenet bagerst i huset åbner op bag ved, hvad der ved første øjekast ligner ubrudte vægpaneler. Det har også den effekt, at det i praksis nedskalerer oplevelsen af husets størrelse til et behageligt og overskueligt omfang. Selv om der er gjort store anstrengelser for at skabe skjulte rum og funktioner overalt i huset, har Julia Day brugt sine magiske evner til at sikre, at de åbne og forbundne opholdsområder faktisk er beboelige, så familien kan fylde dem med liv. Hun pointerer, at de store volumniøse rum også skaber behov for at skabe små kroge og lommer som kan give en mere intim og hyggelig stemning. Det er efter hendes opfattelse vigtigt, at åben-plan-indretning også skaber plads til, at beboerne kan være ’alene sammen’. Så lige så meget som hun har respekteret arkitekturen i sit valg af møbler, har hun sørget for, at huset føles lige så komfortabelt, indbydende og beroligende, som det er overraskende og dejligt. På inspirationsfronten har hun trukket meget på designs fra De Padova og Ligne Roset, Wiener GTV Design og lokale designere som Haldane Martin. Hun påpeger, at ikke kun de enkelte møbler og indretningselementer er smukke, men de fungerer i et smukt samspil uden at konkurrere. Hun foretrak et lavtliggende design, ofte lette, temmelig gennemsigtige stykker, der ikke afbryder synslinjer eller ødelægger udsigten eller følelsen af flydende, sammenhængende rum.
Samtidig søgte hun efter designløsninger, der var stærke nok til at holde deres egne værdier og ikke blive ’tabt’ i rummet. “Huset leverer en oplagt mulighed for at integrere skulpturelle elementer,” siger hun. De arkitektoniske former på Haldane Martins udendørsmøbler bragte for eksempel sproget i husets “hårde skal” ind i en anden dimension. Men måske endnu vigtigere, tænkte hun meget nøje over kvaliteten af det rum, de enkelte møbler skaber omkring sig, så møblerne fungerede i overensstemmelse med den præcist koreograferede arkitektoniske bevægelse og sammenhæng. De stærkt forbundne rum betød, at hun hele tiden skulle overveje, hvordan møblerne ville lade sig ’oversætte’, som man så det fra forskellige udsigtspunkter i hele huset. På samme måde undgik hun designs, der så “overdrevent funktionelle ud”. Køkkenet var mere tænkt som et socialt område, hvor man både kunne lave mad og underholde frem for et traditionelt køkken. Interiøret var en øvelse i at arbejde med mange lag, og om at artikulere og komplementere arkitekturen frem for blot at skabe løsrevne dekorative elementer. Naturlige teksturer ses i tekstilvalgene, som bevarer følelsen af en jordnær og autentisk materialitet. Farverne er trukket fra vandet, løvet, himlen og sten, der er et match, der samler oplevelserne fra interiøret og haven.
Subtile variationer For at bevare følelsen af enkelhed er der arbejdet med små subtile variationer i farvetekstur og materialer. Det er den samme granit, der er hamret til klinker her, men anvendt som knust sten og sandblæst på væggene der. Det forhindrer, at indretningen kommer til at virke for ensformig eller steril. Julia Day har helt åbenbart arbejdet med stor forkærlighed for de håndlavede elementer. ”Følelsen af den menneskelige berøring og det uperfekte er med til at bringe varme og menneskelighed til rummet,” fortæller hun. Til tider gik hun endda så langt som til at inkorporere det, hun kalder det ”anti-perfekte” og gøre noget bevidst ’forkert’. Den mønstrede flisebelægning på den opmurede udendørssofa i den centrale gårdhave bryder for eksempel reglerne, men introducerer noget finurligt og forfriskende, der stemmer overens med stedets ånd. Julia Day citerer Vico Magistretti, der har designet en række af hendes yndlingsmøbler, nogle af dem inkluderet i huset: ”Enkelthed er det sværeste at opnå.” Det er en effekt mere end et sæt regler. Hemmeligheden forbliver dog i detaljerne, i at kunne opretholde en klar vision fra den ’store idé’ til den mindste detalje. En sådan omhyggelig opmærksomhed betaler sig naturligvis kun, hvis ideen er overbevisende i første omgang. Hvis den er det, har du skabt et arkitektonisk vartegn. Ideen er ophøjet. I dette tilfælde var tanken ikke så meget at skabe en bygning eller et hus i traditionel forstand. Det handlede mere om at skabe et rum. ”Et sted som kan gøre dit hjem til dit yndlingsrum i byen,” slutter Anthony Orelowitz. Den åbne gårdhave i hjertet af dette hjem er svar nok i sig selv. Og en åben invitation til at selv at gøre det.
På en bakketop i det sydøstligste Sicilien har arkitekten Daniella Rao Rubera skabt et refugie til familien. Et traditionelt landhus er transformeret til en pragtfuld villa, der tilmed fungerer som et Bed & Breakfast- tilbud til rejsende fra nær og fjern.
For at komme hertil er det nødvendigt at krydse Val di Noto-regionen og sigte mod Siciliens allersydligste punkt. Til et frugtbart sted midt mellem de to slettes byer Ispica og Pozzalo. Når man når frem belønnes man med et regulært postkort-landskab. Et frodigt grønt område slettes rigt beplantet med Johannesbrød-træer og århundredgamle olivenlunde. Målet – Refugio Lanzagallo – nås efter et par uasfalterede vejsving ved den lille landlige bebyggelse Masseria fra starten af det 20. århundrede. Her har den lokale arkitekt Daniella Rao Rubera renoveret og transformeret det gamle hus, så det i dag står som et strålende manifest for hendes arbejde. Det gamle, næsten faldefærdige, hus besad en uimodståelig tiltrækningskraft. Det var næsten som om, de gamle mure øverst på bakken med en fantastisk udsigt ud over havet kaldte på hende – og på en stærkt tiltrængt renovering. Tanken var, at det gamle hus skulle fungere som familiens sommerhus. Men efter Corona-nedlukningen af hele det italienske samfund besluttede hun at gøre flytningen permanent. ”Jeg har mange minder fra min barndoms ferier på Sicilien. Vi boede i Cagliari på Sardinien. Og jeg husker tydeligt, hvordan vi rejste med færgen til Messina og hvordan vi ankom til min bedstemors hus,” fortæller Daniella Rao Rubera. Efter at have boet en tid i Belgien med sin egen familie var det som at rejse tilbage i tiden og vende tilbage til et liv tæt på havet. ”Fra vores gård er der blot ti minutters gåtur til ud til havet. Den har en nærmest strategisk position. Det er dét sted, der er længst væk fra Nordeuropa. Midt i de Hybleanske bjerge. En bjergkæde i det sydøstlige Sicilien, der ofte omtales som Trinacria-regionens Schweiz. En velstående region hvis rigdom stammer fra kvægavl og landbrug.
Klassisk og robust arkitektur Hendes landejendom består af to klassiske bygninger, hvis mure er opført af sten fra den nærliggende by Modica. De ligger vinkelret på hinanden som et stort L. Den ene bygning – ’La Stallone’, blev i en anden tid brugt som husly for gårdens dyr, men huser i dag familiens opholdsområde og soveværelser. Det tidligere stuehus, hvor der blev produceret ost og røget ricotta, fungerer i dag som et anneks med gæsteværelser, der fungerer som et siciliansk Bed & Breakfast. Husets former og rum står imidlertid som de traditionelt har gjort det på disse klassiske og robuste italienske gårdhuse med sine buer og glimt til havet. Disse stenhuse – også kaldet ’Baglio’ (befæstet gård) var opført solidt for at beskytte både mennesker og dyr. ”Jeg restaurerede bygningerne med lige dele nye eksperimentelle træk og en næsten filologisk omhu for både husets og områdets sprog og kultur. Jeg brugte tre år på at konsolidere hvælvingerne, restaurere gårdens brolægning og husenes vægge. Samtidig forsøgte jeg at rekonstruere de manglende bygningsdele og genskabe fugerne mellem stenene. Det krævede en omfattende ’jagt’ i hele regionen efter dygtige håndværkere, der stadig mestrede de traditionelle byggeskikke. ”
Daniela Rao Rubera har udvidet de eksisterende dør- og vinduesåbninger for at øge lysindfaldet i rummene. Hun har designet nye smedejernsdøre og vinduesrammer som en hyldest til den post-industrielle æra. Dog med en tilføjelse i form af sicilianske træskodder, der har fået et mere moderne touch. Men tidens ælde og de pudsede vægges patina med sodpletter fra den gang, beboerne producerede deres røgede ricotta-oste er forblevet som de var. Der var alligevel intet, der kunne forbedre deres tilstand.
I husets indre er historiens spor tydelige. Om end de eksisterer i tæt samspil med en mere urban livsstil. ”Ideen var at opbløde den meget rustikke stil, så vi fik et mere nutidigt hjem.” Daniella Rao Rubera har blandet sin indretning med nogle få designermøbler, som hun har arvet efter sin far. Sammen med tekstiler i et traditionelt design og nogle antikke elementer, har hun skabt et varmt og indbydende hjem. Men størstedelen af interiøret har hun selv designet. Som for eksempel FENIX-køkkenet, spisebordet skabt af appelsintræ, smedejernstrappen og skabene i soveværelserne. For slet ikke at tale om badekarret støbt i beton i badeværelset. Alene dømt ud fra materialevalget og de rene linjer i designet, vil mange sikkert mene, at de altid har været der.
Bridgehampton er et lille eksklusivt samfund på Long Island. En legeplads for New Yorks elite. Her har byggematadoren Joe Farrell specialiseret sig i at bygge store voluminøse villaer i millionklassen. Som denne luksusvilla med egen golfbane på taget.
De kalder ham ”Mr. Megamansions”. Simpelthen fordi han bygger moderne faraoniske palæer i Bridgehampton og omegn. Navnet er Joe Farrell. Som regel har han her på Long Islands nordlige ende bygget luksushuse til New Yorks berømtheder og finansfyrsterne på Wall Street, der blot ligger en god times bilkørsel væk. Men denne gang var den 10.000 kvadratmeter store ekstravagante bolig bestemt for ham selv. Det skyldes måske den ekstraordinære fine beliggenhed blot nogle få meter fra Atlanterhavets kyst. En lille slentretur fra den to-etagers villa, og man kan mærke det fine strandsand mellem tæerne. Det er et ultramoderne hus, hvis konstruktion har et absolut maskulint præg. Skarpe vinkler, rene linjer og tør geometri er de designgreb, der gør villaen ekstraordinær. Trods stor erfaring med at bygge luksusvillaer til de rige og kendte, overlod Joe Farrell trygt indretningsarbejdet til den kendte newyorker-arkitekt Kenneth Alpert, der ejer KA Design Group i storbyen. De har flere gange løst designopgaver for Farrells byggeselskab.
Her er der tale om 10.000 m2 ren luksus få meter fra stranden på Long Island
”Det var en stor udfordring at skabe et designsprog til denne modernistiske villa. Ikke mindst fordi jeg ønskede at blødgøre den stringente arkitektur og snige nogle varme noter ind i bygningen. Hovedsageligt ved at lege med teksturer og farver i rummene,” fortæller Kenneth Alpert. Den farve, der spiller den største rolle i designet, er marineblå. En farve der er bøjet i et utal af forskellige nuancer – ofte i dialog med den grå farvepalet. Til sammen er dét husets kromatiske designidentitet. Det er en kombination, der går igen i møbelpolstring, puder, store tæpper (med en næsten optisk effekt) og tapeternes baggrundsnuancer.
Møblementet er primært i et moderne amerikansk design. Sofaer, borde og andet inventar er perfekt placeret i et stringent samspil med interiørets firkanter og vinkler. Især i den praktisk talt glasindkapslede opholdsstue opstår der en næsten philharmonisk synergi, der udstråler både komfort og ro. Et designmiljø, der for alvor skiller sig ud, er den arkitektoniske blok, som pejsen udgør. Den er kreeret af Aluminium Art Panels. Et New York-firma, der har specialiseret sig at skabe dekorative belægninger. I Joe Farrells villa er pejsen dækket af glaspaneler, der giver en kraftfuld effekt, der kan minde om marmor. Et særligt rum i huset er reserveret til Joe Farrells store passion: Billiard. Og naturligvis er billiardbordet helt exceptionelt. Det er både en designmæssig og teknologisk perle skabt af MBM Biliardi, der er et italiensk verdensledende firma på dette felt. Bordet – der bærer navnet ’Ziggurat’ – er konstrueret på en roterende base, der giver mindelser om de gamle egyptiske trappepyramider.
Joe Farrell elsker billard. Det er sammen med hans kærlighed til samtidskunst hans store passioner. Over alt i huset ses snesevis af værker, han i tidens løb har erhvervet sig. Især hans samling af malerier og fotokunst er med til at forstærke boligens iboende energi. Det er værker af historiske mestre som avantgardisten Roy Lichtenstein – en af popkunstens apostle. Eller nye talenter som colombianske Ancizar Marin, hvis værk ’Wall Climbers’ klatrer op ad væggen i trapperummet, der led op til husets anden etage. Det illuderer fremdrift serveret med en knivspids af ironisk distance. Elementer der komplementeres af en sølvfarvet gobelin af Philip Jeffries. Trapperummet er badet i lys fra det enorme vindue, der giver et fint view ud over haven og swimmingpool’en.
Husets fantastiske soveværelser finder man på villaens øvre etage. Her spiller lyset en stor rolle i interiøret. Lysdesignet er skabt af Robert Soneman, der er en magiker på sit område. Han har her arbejdet med såvel funktion som ønsket om at give rummet dybde og samtidig fremhæve arkitektoniske detaljer. Det er i særdeleshed et helt specielt hus, Joe Farrell har opført til sig selv. Beliggenheden fås ikke bedre – og alle interiørløsninger er fra den øverste hylde. Det rummer hele syv soveværelser, overalt er der næsten 3,5 meters loftshøjde og en elevator fører op til en elegant tagterrasse komplet med udekøkken og en fem-hullers golfbane til at perfektionere putting-teknikken. Det er rendyrket luksus yderst på Long Island. Og et hus der kræver en store opsparing. For der skal smides mindst 25 millioner dollars på bordet for at kunne købe det.
Med kloge valg og et skarpt design har Belinda Alexander skabt et ganske ukonventionelt hjem i Melbourne: En bygning der fremstår som en moderne ladebygning midt i storbyen, og som rummer mange modige og innovative løsninger.
Inspirationen er ikke til at tage fejl af. Det ligner ganske enkelt en traditionel lade, som man ville forvente at den ville se ud, hvis den lå ude i landdistrikterne langt væk fra millionbyen Melbourne. Men den ligger i storbyens østlige del, nemlig bydelen Victoria. Det nybyggede hus er naturligvis opdateret og udfylder rollen som en rummelig familiebolig til perfektion. Et hus der på mange måder skiller sig ud fra de omgivende parcelhuse. Belinda Alexander, der ejer det australske livsstilsbrand Base Supply, købte grunden for at skabe en drømmebolig til sig selv og familien. ”At renovere eller bygge huse er en af mine helt store passioner. Jeg renoverede mit første hus, da jeg var 24 år gammel. Og det har jeg gjort lige siden. Her i Melbourne var jeg derfor fuldstændig klar over, hvilket designsprog vores nye hjem skulle have. Jeg styrede selv byggeprocessen fra start til slut, og var involveret i arbejdet med at forme haven, så den passede til vores ønsker og behov. Det betød også, at jeg regelmæssigt besøgte byggegrunden og arbejdede tæt sammen med vores entreprenør. Når man kaster sig ud i et projekt af denne størrelse, er det vigtigt både at kunne arbejde sammen med designeren og entreprenøren. Og her var jeg mere end heldig,” fortæller Belinda Alexander.
Dette projekt er passende blevet døbt ’Urban Barn’ (Byladen) af hoveddesigneren Mikayla Rose fra arkitekt- og designfirmaet Heartly. Det er et nybyggeri, der er meget anderledes end de omkringliggende huse. Denne nye og moderne bolig er helt bevidst skabt med en skarp arkitektonisk kant. Men med klar inspiration fra en traditionel lade. ”Jeg ville ikke blot opføre et traditionelt nutidigt hjem til familien. Jeg vidste, at jeg her havde muligheden for at skabe noget, som vi ikke tidligere havde set i en af Melbournes forstæder. Et husdesign i stærk kontrast til den normale, ensrettede lokale æstetik. Det var her, at jeg og Mikayla Rose udviklede ideen om en minimalistisk moderne lade midt i storbyen, hvor centrale elementer er de områder, hvor familiens aktiviteter er samlet i opholds- og spisestuer, køkken og alrum. Her er der højt til loftet. Faktisk hele ni meter. Den grundlæggende ide var, at børnene kunne læse lektier oppe på deres værelser uden at miste forbindelsen til opholdsarealerne i stueplanet.”
Dette vidunderlige hus indeholder fire soveværelser – inklusive et forældresoveværelse med eget badeværelse og Walk In-klædeskab. Desuden er der på førstesalen et badeværelse til familien komplet med separat toilet. Herudover er der i stueplanet to ekstra toiletter. Bekvemt placeret for gæster, mens det andet ligger i spilleområdet, hvorfra der også er udgang til husets pool. Det centrale opholdsrum ligger med åben forbindelse til køkkenet. Herfra er der adgang til bryggers og udgang til et ekstra udendørsareal. Selv om Belinda Alexander var stærkt involveret i byggeprocessen og bidrog med input til de tekniske løsninger omkring byggeriet, var det Mikayla Rose og hendes kolleger i arkitektfirmaet Heartly, der designede selve huset og dets indretning. Under hensyntagen til grundens størrelse, beliggenhed og helhedsindtrykket i gadebilledet. Hele processen, fra de allerførste grundtanker og ideer til familien endelig kunne flytte ind, tog tre år. Og der er særdeles mange forskellige elementer i dette hus, der gør, at det skiller sig ud fra mængden. I hvert fald er det sikkert at sige, at det ikke er begrænset af samtidens mere traditionelle designparametre. Det er en række rum, der tilsammen og hver for sig får en til at falde i svime.
Åbent planløsning med teenagere i huset ”De dristige og forbindende rum i husets indre tænder en nysgerrig lyst til at ville opleve mere. Og det får man så lov til, når rummene åbner sig op med sine spektakulære dimensioner og kaskader af naturligt lys,” forklarer Mikayla Rose og fortsætter: ”Der er rum, man kan trække sig tilbage til og slappe af. Og der er rum, der kan rumme et aktivt familieliv. Alle skabt uden at gå på kompromis med de grundlæggende designideer. Om de største udfordringer forklarer hun, at husets nordvendte beliggenhed og Belinda Alexanders ønske om, at familiens udendørsliv hovedsageligt skulle ske på husets bagside, var lidt af et problem. Ikke mindst fordi det helst skulle ske uden udsigt til de ’grimme’ nabobygninger på to af grundens sider.
De forskellige dele af huset er designet med det formål at skabe forbindelse mellem de forskellige rum og deres funktioner. Desuden er der i hele designprocessen taget højde for, at huset også bebos af teenagere. ”Vi ville have en klar opdeling mellem husets forskellige funktioner. Det skulle inddeles i zoner. Men åbent. Og ikke mindst et hus som børnene kunne vokse op i med glæde, og hvor de hele året rundt kunne invitere deres venner på besøg,” siger Belinda Alexander og fortsætter: ”Jeg har en kærlighed til og passion for indretningsarkitektur. Derfor har jeg også selv stået for møbleringen. Min ven Tom Adair har skabt neonskiltene til teenagernes gaming-rum. Selv elsker jeg den skandinaviske minimalisme. Jeg er voldsomt inspireret af både skandinavisk og newzealandsk design og arkitektur.” Mikayla Rose hjalp med til udvælgelsen af nogle af de mest centrale møbler, og har omsorgsfuldt valgt en del af udsmykning, lamper og andet inventar, så det matcher den lettere underspillede æstetik i boligen. ”Interiøret er bevidst holdt på et stilfærdigt niveau, der reflekterer en moderne og nutid australsk luksusstil. Men en stil med fokus på funktionalitet og familie,” slutter Mikayla Rose.
Huset er den perfekte ramme for både familieliv og Weylandt parrets livstilsbrand.
Chris Weylandt og Kim Smiths luksuriøse hjem ligger smukt midt i Franschhoekdalen i Cape Winelands lidt øst for Kapstaden. De har noget prosaisk navngivet deres overdådige bolig med det simple franske ord: Maison. Huset er den perfekte ramme for både familieliv og deres indretnings- og livstilsbrand.
“Der findes virkelig mirakler over alt. Du skal bare vide, hvor du skal lede.” Det er en livsklog læresætning, som Chris Weylandt med stor passion og overbevisning fortæller, mens han læner sig tilbage i havestolen udenfor sit storslåede, moderne hjem i Franschhoek Valley lidt uden for Kapstaden i det sydligste Afrika. Et hjem han deler med sin hustru og forretningspartner Kim Smith, deres fire børn og en Grand Danois, der – set i lyset af deres metier – meget passende bærer navnet Eames. Chris Weylandt og Kim Smith har nemlig sammen skabt en af Sydafrikas mest succesrige indretnings- og livsstilsforretninger. Han stammer fra Namibia, hvor hans far i sin tid startede en møbelforretning. I dag er Weylandt anerkendt som Sydafrikas svar på Sir Terence Conran. Han vakte fornylig en del opsigt med udvidelsen af møbel- og interiørbutikken Weylandts i Australien – nærmere bestemt i Melbourne, som i stigende grad bliver betragtet som den uofficielle design-hovedstad på den sydlige halvkugle.
Horisonten, vingårdene og de fjerne bjerge får deres nybyggede ’container-inspirerede’ hjem til at fremstå dristigt og moderne. Her kommer husets grundelementer af glas, aluminium og beton for alvor til at fremstå som en skarp kontrast til landskabet. Det er også et hus, hvor alle konventioner har måtte vige for Chris Weylandt og Kim Smiths drømme. Her er ingen fodlister, gardiner eller døre. Men trods en modernistisk tilgang til byggeriet er arkitekturen alligevel baseret på lokale traditioner. Eksempelvis er hele husets grundplan skabt ud fra principperne i dét, som stedlige arkitekter omtaler som Cape Dutch werf, hvor bygningens forskellige områder er klart adskilt og markeret efter deres funktion. Deres hjem omfatter endda også en ladebygning fra 1796, som nu udgør en central del af deres egen private bosætning i Cape Winelands.
Ingen tænd-sluk knap Sammen har de skabt et hjem, hvor de i sandhed lever som en inkarnation af deres eget indretnings- og livsstilsbrand. Deres bolig er i praksis deres egen markedsplads. Der er ingen adskillelse mellem arbejds- og privatliv. Ingen ‘on-off’ knapper. ”Vi lever med design,” fortæller Kim Smith. ”Det er vores liv. Hver eneste lille ting i vores hjem er filtreret gennem vores designlinser.” Og hvis oplevelsen af luksus og godt design i deres butikker virker besnærende, er et besøg i deres hjem et forførende glimt gennem deres designerlinse. Et indblik som drager én midt ind i et veldesignet landskab. Først og fremmest handler det om sigtelinjerne gennem huset. Selv om boligen i praksis er spredt ud i forskellige vinger, hvor alt er arrangeret efter funktion, har formålet dybest set været at skabe kanaler, der bevidst overtaler og trækker øjet i den rigtige retning. Grænserne mellem husets indre og det omgivende landskab udviskes, så det overordnede design med en særlig filmisk logik fremtræder klart og helt umuligt at modstå.
Grænserne udviskes Dette hus rummer på én og samme tid en soliditet og en flygtig tilstedeværelse i landskabet: De store glaspartier følger stierne og mønstrene i omgivelserne. Et bevidst valg der skaber ‘billedvinduer’. Kigger man i én retning, er der udsigt til et ældgammelt knudret egetræ. I den anden retning er der frit udsyn til vidder med de oprindelige vilde græsarter, vilde hvidløg, skeblads-stauder og Iris. Og for yderligere at øge den sanselige oplevelse har Chris Weylandt og Kim Smith – hvor det har kunnet lade sige gøre – sørget for, at de store glaspartier kan trækkes fuldstændigt til side, hvilket ikke blot udvisker grænserne mellem naturen uden for og husets indre. Det går fuldstændigt i ét med hinanden.
Træ er interiørets kerne. De bærende bjælker, gulvene og de motoriserede skodder er med til at skabe flydende overgange og ensartethed i designet. Fuldstændigt blottet for billige indretningsmæssige gimmicks, er det de naturlige materialer, der går igen overalt i huset. Læder, kohuder, markante tekstiler og træ dominerer såvel vægudsmykning som møblement. Der er lagt vægt på organiske teksturer og håndlavet kunst med inspiratoriske træk fra Asien, Orienten, Sydamerika – og naturligvis også afrikansk design og tradition. Indretningen er præget af både vintage-designs og nyere industrielle kunstgreb. Det rummer en næsten øko-chik fornuft. Men på en måde der sikrer, at husets integritet ikke bliver kompromitteret. Overalt hvor ens blik falder, rummer det en perfekt balance mellem det kunstige og det organiske.
”Hvis du vil, kan du kalde det for Slow Living”. Det er i hvert fald Chris Weylandts motto. ”Vi vil have ægte tekstiler og original indretning. Og gerne mange forskellige. Vi skaber flere lag af godt design – og blander dem. Ganske som vi vil. Sommetider støder de sammen. Men vi ønsker, at vores hjem skal være et billede på den tid, vi lever vores liv i – og at vores gæster føler, at de kan se sig selv hjemme, når de træder ind i huset.” ”Enkelt, økologisk, naturligt og varmt. Med store åbne områder,” siger Kim Smith om de mål, de havde da de begyndte byggeriet af dette storslåede hus. Og dét har de i sandhed opnået. Men deres Maison er meget mere end bare det. Der er noget forunderligt over så moderne rum, der på samme tid formidler en oplevelse af historie og den gamle verdens værdier uden at sætte ønskerne om en tidsvarende bolig over styr. Resultatet er en fusion mellem nyt og gammelt. Sjæl. Integritet. Og en langtidsholdbar bolig.
