Tropisk minimalisme

Bureaux House Orelowitz 2 - Tropisk minimalisme

Arkitekten Anthony Orelowitz har designet et enestående hjem til sin
familie. Et hjem som giver betydningen af at bo i en storby helt ny mening. Og i processen har han tillige skabt sit yndlingsrum i byen.

“I Johannesburg er der ingen bjerge,” siger arkitekten Anthony Orelowitz. ”Der er heller ikke noget hav.” Hans referencepunkt er Table Mountain i Cape Town, som løber med megen af den arkitektoniske opmærksomhed i Sydafrika. ”Dér virker det som, at alle huse vender udad i håb om at få et glimt af Atlanterhavet. Eller et kig til det altdominerende Table Mountain syd for byen. I Johannesburg er du tvunget til at skabe dit eget habitat. Dit eget hjem. Din egen udsigt.”
Det er i bund og grund hans beskrivelse af Johannesburgs urbane karakter: Fladt og uden store bjerge. Og det var dét udgangs­punkt, han tog afsæt i, da han designede sit eget hjem i storbyens skovklædte forstæder. Anthony Orelowitz beskæftiger sig hovedsageligt med erhvervsbyggeri. Hans tegnestue, Paragon, har skabt nogle af byens mest betydningsfulde arkitektoniske var­tegn. ”Men jeg havde ikke tegnet en familiebolig i 15 år.”
Ikke desto mindre skabte han sammen med arkitekten Elliot Marsden og indretnings­arkitekten Julia Day en storslået vision, der rummede alt det som et hjem i Johannesburg skal indeholde. En bolig der på en og samme tid passede perfekt til byen og alligevel skilte sig markant ud fra naboernes huse.

En lille ø i forstads-havet
Grunden, som det nye hus skulle bygges på, havde tidligere været en tennisbane med en lang indkørsel, der strækker sig fra enden af en vendeplads med nabohuse til alle sider og langt fra hovedvejen. Det føltes som en lille selvstændig ø med store ’jungleagtige’ træer i forstædernes uendelige hav.
Indretningsarkitekten Julia Day deltog i pro­jektet fra dets allertidligste stadier. På den måde sikrede Anthony Orelowitz sig, at ideerne, der drev byggeprojektet, var bæredygtige helt ned til den mindste detalje. Og slog igennem i den endelige indretning af familiens nye hjem. ”At arbejde med på dette projekt var en byggeopgave som ingen anden, jeg nogensinde har taget del i,” fortæller Julia Day og fortsætter: ”Alle detaljer i husets design blev skræddersyet og tilpasset til byggeriet, som det skred frem.” Hun erindrer blandt andet, at hun var tvunget til at redesigne hele badeværelser så flisernes mønster blev perfekt og holdt de rette linjer i rummene og flugtede med dørene. Beskæring eller ujævne fliser blev bare ikke accepteret.
Design, konstruktion, byggeri og indretning var en endeløs proces med daglige forandringer, der udviklede sig efterhånden, som det tog form.
For at kunne skabe sit eget private habitat – bosted – tog Anthony Orelowitz afsæt i en af arkitekturens arketyper: Nemlig atriumhuset. Med et indre gårdrum der smyger sig rundt om husets indvendige facader, kreerede han et fredfyldt frirum i husets hjerte under den blå himmel. Et sted han kalder sin ’egen private oase i storbyen’.
Bygningerne er i al hovedsag en serie pavilloner med store skydedøre og skodder, der kan åbnes og lukkes alt efter behov. Og som næsten uendeligt kan rekonfigurere en sand mosaik af rum på forskellig vis. Arkitekterne og ingeniørerne måtte konstruere et særligt skinnesystem for at kunne håndtere de tunge glaspartier i skydedørene.

Gårdrum er husets hjerte
I stedet for blot at omkranse gårdrummet, valgte Anthony Orelowitz så at sige at presse det omgivende landskab gennem pavillonerne og ud til alle kanter af gården. ”Grundplanen og huset ydre omgivelser skyller gennem bygningerne. Fra et rum til et andet. Det er med til at skabe en masse ’sekundære gårdrum’ rundt om i huset, hvor pavillonerne åbner sig op mod flere små private og fredfyldte kroge, og hvor de afgrænsende mure praktisk talt smelter sammen med husets vægge.”
Trods dets lange, lavtliggende fremtoning i landskabet, rejser huset sig alligevel og skaber et øvre niveau i højde med trætoppene. ”Næsten som et træhus for voksne,” fortæller Anthony Orelowitz. Det er en effekt, der skaber en oplevelse af, at rummene er strikket sammen på den lodrette led såvel som horisontalt. Det trækker én op til terrasserne med samme kraft som huset og haverne gør det i jordhøjde.
For at have styr på proportioner og vinkler tegnede han huset ’oppe-fra-og-ned’. Soveværelserne blev placeret i grundplanet under træernes skygger, mens opholdsområderne – sammen med en pool – er placeret på det øvre niveau. Men naturligvis er pool’en udstyret med koøjer med frit udsyn til gårdhaven nedenfor. At placere soveværelserne nederst i huset var et bevidst valg, der ikke blot handlede om ro. ”Jeg elsker at vågne om morgenen og kunne ’touch ground’ og vide, at jeg næsten befinder mig i skoven, når jeg går ud i gårdhaven.”
Designets rene og klare, enkle sprog er næsten uundgåeligt endt med at blive lidt af et vidunder af moderne ingeniørkunst. Som eksempelvis de brutalt stærke bjælker, som snor sig rundt om huset om end de er gemt godt af vejen bag kaskader af planter, så man næsten ikke aner, at de er der. Et andet eksempel er det flydende loungegulv, der hviler på en 90 millimeter tyk stålbøjle fastgjort i loftet. En løsning der trodser tyngdekraften.

Tropisk minimalisme
Julia Day siger, at den nænsomt kontrollerede palet af interiør-løsninger blev valgt ud fra et hensyn om at skabe et naturligt og taktilt image i husets indretning. Selv taler Anthony Orelowitz om sit ønske om at få et nærmest sensorisk feedback, når man berører overfladerne rundt om i huset. Fra væggene til gulvene. ”Det er en kvalitet ved huset, der giver ny energi,” siger han. Den rå sensitive oplevelse med de ru sten, planternes frodighed og den elementære tilstedeværelse af luft og vand er designgreb, der bevæger sig væk fra den europæiske minimalisme og i stedet nærmer sig den frugtbare, sensuelle og ikke mindst tropiske minimalisme, som man finder tidlige eksempler på i Brasilien.
Den taktile, håndgribelige og stærke fokus på naturlige byggematerialer leverer en vis jordnær stemning i husets indre. En følelse, der forstærkes af den måde lysets kommer ind på, og måden hvorpå luften flyder hen over en dam for så at strømme op gennem i et ovenlys i loftet. Det handler om bevægelse og forskellighed i temperaturen.

Magien arbejder
Arbejdet med detaljerne har også den konsekvens, at overgangen mellem husets indre og ydre omgivelser er glidende. Næsten umærkelig. Væggene og lofternes træbeklædning er så minutiøst udført, at man ikke lægger mærke til hverken døre eller vinduer. Belysningen – hvoraf meget er skabt unikt til dette hus – er også designet og skjult, så det om aftenen og natten skaber et lys-flow, der er konsistent med det ydre. Virkningen er magisk.
På trods af husets slanke, rene linjer sammenligner Anthony Orelowitz alligevel sit hus med Hogwarts skolen i Harry Potter­-universet. Ikke på grund af middelalderlige stentrapper eller voluminøse pejse. Nej, det handler om hemmelige passager og trick-døre. ”Her har vi også forsøgt at skabe hemmelige passager og skjulte rum bag ved andre rum.”
Måden som vægge og skærme kan åbnes og lukkes i huset betyder, at det næsten som ved hekseri kan ændres. Det skifter hele tiden form og størrelse. ”Lige som i et teater,” siger han.
Og så er huset udstyret med nogle helt fantastiske features, så som det 20 meter lange og tre meter brede ovenlysvindue, der kan kontrolleres via en app på Anthony Ore­lowitz’ smartphone. Det løber i husets fulde længde. Fuldstændigt magisk drager det husets ydre omgivelser ind i interiøret. ”Væggene er slet og ret planter,” fortæller han med reference til den lodrette have, der følger husets samlede længde på første sal.

Bureaux House Orelowitz 10 - Tropisk minimalisme

Skjulte rum
Julia Day har fortsat denne fornemmelse af overraskelse og opdagelse overalt i indretningen. Ikke mindst i den måde, hun har designet skabe og vægpanelerne på for at kunne skjule alt fra tøj og anden opbevaring til hele rum. Påklædningsværelser og køkkenet bagerst i huset åbner op bag ved, hvad der ved første øjekast ligner ubrudte vægpaneler. Det har også den effekt, at det i praksis nedskalerer oplevelsen af husets størrelse til et behageligt og overskueligt omfang.
Selv om der er gjort store anstrengelser for at skabe skjulte rum og funktioner overalt i huset, har Julia Day brugt sine magiske
evner til at sikre, at de åbne og forbundne opholdsområder faktisk er beboelige, så familien kan fylde dem med liv. Hun pointerer, at de store volumniøse rum også skaber behov for at skabe små kroge og lommer som kan give en mere intim og hyggelig stemning. Det er efter hendes opfattelse vigtigt, at åben-plan-indretning også skaber plads til, at beboerne kan være ’alene sammen’.
Så lige så meget som hun har respekteret arkitekturen i sit valg af møbler, har hun sørget for, at huset føles lige så komfortabelt, indbydende og beroligende, som det er overraskende og dejligt.
På inspirationsfronten har hun trukket meget på designs fra De Padova og Ligne
Roset, Wiener GTV Design og lokale designere som Haldane Martin. Hun påpeger, at ikke kun de enkelte møbler og indretnings­ele­men­ter er smukke, men de fungerer i et smukt samspil uden at konkurrere. Hun foretrak et lavtliggende design, ofte lette, temmelig gen­nemsigtige stykker, der ikke afbryder synslinjer eller ødelægger udsigten eller følelsen af flydende, sammenhængende rum.

Samtidig søgte hun efter designløsninger, der var stærke nok til at holde deres egne værdier og ikke blive ’tabt’ i rummet. “Huset leverer en oplagt mulighed for at integrere skulpturelle elementer,” siger hun. De arkitektoniske former på Haldane Martins udendørsmøbler bragte for eksempel sproget i husets “hårde skal” ind i en anden dimension. Men måske endnu vigtigere, tænkte hun meget nøje over kvaliteten af det rum, de enkelte møbler skaber omkring sig, så møblerne fungerede i overensstemmelse med den præcist koreograferede arkitektoniske bevægelse og sammenhæng.
De stærkt forbundne rum betød, at hun hele tiden skulle overveje, hvordan møblerne ville lade sig ’oversætte’, som man så det fra forskellige udsigtspunkter i hele huset. På samme måde undgik hun designs, der så “overdrevent funktionelle ud”. Køkkenet var mere tænkt som et socialt område, hvor man både kunne lave mad og underholde frem for et traditionelt køkken.
Interiøret var en øvelse i at arbejde med mange lag, og om at artikulere og komplementere arkitekturen frem for blot at skabe løsrevne dekorative elementer. Naturlige teksturer ses i tekstilvalgene, som bevarer følelsen af en jordnær og autentisk materialitet. Farverne er trukket fra vandet, løvet, himlen og sten, der er et match, der samler oplevelserne fra interiøret og haven.

Subtile variationer
For at bevare følelsen af enkelhed er der arbejdet med små subtile variationer i farvetekstur og materialer. Det er den samme granit, der er hamret til klinker her, men anvendt som knust sten og sandblæst på væggene der. Det forhindrer, at indretningen kommer til at virke for ensformig eller steril. Julia Day har helt åbenbart arbejdet med stor forkærlighed for de håndlavede elementer. ”Følelsen af den menneskelige berøring og det uperfekte er med til at bringe varme og menneskelighed til rummet,” fortæller hun.
Til tider gik hun endda så langt som til at inkorporere det, hun kalder det ”anti-perfekte” og gøre noget bevidst ’forkert’. Den mønstrede flisebelægning på den opmurede udendørssofa i den centrale gårdhave bryder for eksempel reglerne, men introducerer noget finurligt og forfriskende, der stemmer overens med stedets ånd. Julia Day citerer Vico Magistretti, der har designet en række af hendes yndlingsmøbler, nogle af dem inkluderet i huset: ”Enkelthed er det sværeste at opnå.” Det er en effekt mere end et sæt regler.
Hemmeligheden forbliver dog i detaljerne, i at kunne opretholde en klar vision fra den ’store idé’ til den mindste detalje. En sådan omhyggelig opmærksomhed betaler sig naturligvis kun, hvis ideen er overbevisende i første omgang. Hvis den er det, har du skabt et arkitektonisk vartegn. Ideen er ophøjet.
I dette tilfælde var tanken ikke så meget at skabe en bygning eller et hus i traditionel forstand. Det handlede mere om at skabe et rum. ”Et sted som kan gøre dit hjem til dit yndlingsrum i byen,” slutter Anthony Orelowitz. Den åbne gårdhave i hjertet af dette hjem er svar nok i sig selv. Og en åben invitation til at selv at gøre det.

Rifugio Lanzagallo

RifugioLanzagallo 10 - Rifugio Lanzagallo

På en bakketop i det sydøstligste Sicilien har arkitekten Daniella Rao Rubera skabt et refugie til familien. Et traditionelt landhus er transformeret til en pragtfuld villa, der tilmed fungerer som et Bed & Breakfast- tilbud til rejsende fra nær og fjern.

For at komme hertil er det nødvendigt at krydse Val di Noto-regionen og sigte mod Siciliens allersydligste punkt. Til et frugtbart sted midt mellem de to slettes byer Ispica og Pozzalo. Når man når frem belønnes man med et regulært postkort-landskab. Et frodigt grønt område slettes rigt beplantet med Johannesbrød-træer og århundredgamle olivenlunde. Målet – Refugio Lanzagallo – nås efter et par uasfalterede vejsving ved den lille landlige bebyggelse Masseria fra starten af det 20. århundrede. Her har den lokale arkitekt Daniella Rao Rubera renoveret og transformeret det gamle hus, så det i dag står som et strålende manifest for hendes arbejde.
Det gamle, næsten faldefærdige, hus besad en uimodståelig tiltrækningskraft. Det var næsten som om, de gamle mure øverst på bakken med en fantastisk udsigt ud over havet kaldte på hende – og på en stærkt tiltrængt renovering. Tanken var, at det gamle hus skulle fungere som familiens sommerhus. Men efter Corona-­nedlukningen af hele det italienske samfund besluttede hun at gøre flytningen permanent.
”Jeg har mange minder fra min barndoms ferier på Sicilien. Vi boede i Cagliari på Sardinien. Og jeg husker tydeligt, hvordan vi rejste med færgen til Messina og hvordan vi ankom til min bedstemors hus,” fortæller Daniella Rao Rubera. Efter at have boet en tid i Belgien med sin egen familie var det som at rejse tilbage i tiden og vende tilbage til et liv tæt på havet. ”Fra vores gård er der blot ti minutters gåtur til ud til havet. Den har en nærmest strategisk position. Det er dét sted, der er længst væk fra Nordeuropa. Midt i de Hybleanske bjerge. En bjergkæde i det sydøstlige Sicilien, der ofte omtales som Trinacria-regionens Schweiz. En velstående region hvis rigdom stammer fra kvægavl og landbrug.

Klassisk og robust arkitektur
Hendes landejendom består af to klassiske bygninger, hvis mure er opført af sten fra den nærliggende by Modica. De ligger vinkelret på hinanden som et stort L. Den ene bygning – ’La Stallone’, blev i en anden tid brugt som husly for gårdens dyr, men huser i dag familiens opholdsområde og soveværelser. Det tidligere stuehus, hvor der blev produceret ost og røget ricotta, fungerer i dag som et anneks med gæsteværelser, der fungerer som et siciliansk Bed & Breakfast. Husets former og rum står imidlertid som de traditionelt har gjort det på disse klassiske og robuste italienske gårdhuse med sine buer og glimt til havet. Disse stenhuse – også kaldet ’Baglio’ (befæstet gård) var opført solidt for at beskytte både mennesker og dyr. ”Jeg restaurerede bygningerne med lige dele nye eksperimen­telle træk og en næsten filologisk omhu for både husets og områdets sprog og kultur. Jeg brugte tre år på at konsolidere hvælvingerne, restaurere gårdens brolægning og husenes vægge. Samtidig forsøgte jeg at rekonstruere de manglende bygningsdele og genskabe fugerne mellem stenene. Det krævede en omfattende ’jagt’ i hele regionen efter dygtige håndværkere, der stadig mestrede de traditionelle byggeskikke. ”

RifugioLanzagallo 11 - Rifugio Lanzagallo

Daniela Rao Rubera har udvidet de eksisterende dør- og vinduesåbninger for at øge lysindfaldet i rummene. Hun har designet nye smedejernsdøre og vinduesrammer som en hyldest til den post-industrielle æra. Dog med en tilføjelse i form af sicilianske træskodder, der har fået et mere moderne touch. Men tidens ælde og de pudsede vægges patina med sodpletter fra den gang, beboerne producerede deres røgede ricotta-oste er forblevet som de var. Der var alligevel intet, der kunne forbedre deres tilstand.

I husets indre er historiens spor tydelige. Om end de eksisterer i tæt samspil med en mere urban livsstil. ”Ideen var at opbløde den meget rustikke stil, så vi fik et mere nutidigt hjem.” Daniella Rao Rubera har blandet sin indretning med nogle få designermøbler, som hun har arvet efter sin far. Sammen med tekstiler i et traditionelt design og nogle antikke elementer, har hun skabt et varmt og indbydende hjem. Men størstedelen af interiøret har hun selv designet. Som for eksempel FENIX-køkkenet, spisebordet skabt af appelsintræ, smedejernstrappen og skabene i soveværelserne. For slet ikke at tale om badekarret støbt i beton i badeværelset. Alene dømt ud fra materialevalget og de rene linjer i designet, vil mange sikkert mene, at de altid har været der.

RifugioLanzagallo 22 - Rifugio Lanzagallo

Long Island Luxury

LongIslandLuxury 2 - Long Island Luxury

Bridgehampton er et lille eksklusivt samfund på Long Island. En legeplads
for New Yorks elite. Her har byggematadoren Joe Farrell specialiseret sig i at bygge store voluminøse villaer i millionklassen. Som denne luksusvilla med egen golfbane på taget.

De kalder ham ”Mr. Megamansions”. Simpelthen fordi han bygger moderne faraoniske palæer i Bridgehampton og omegn. Navnet er Joe Farrell. Som regel har han her på Long Islands nordlige ende bygget luksushuse til New Yorks berømtheder og finansfyrsterne på Wall Street, der blot ligger en god times bilkørsel væk. Men denne gang var den 10.000 kvadratmeter store ekstravagante bolig bestemt for ham selv.
Det skyldes måske den ekstraordinære fine beliggenhed blot nogle få meter fra Atlanterhavets kyst. En lille slentretur fra den to-etagers villa, og man kan mærke det fine strandsand mellem tæerne.
Det er et ultramoderne hus, hvis konstruktion har et absolut maskulint præg. Skarpe vinkler, rene linjer og tør geometri er de designgreb, der gør villaen ekstra­ordinær. Trods stor erfaring med at bygge luksusvillaer til de rige og kendte, overlod Joe Farrell trygt indretningsarbejdet til den kendte newyorker-arkitekt Kenneth Alpert, der ejer KA Design Group i storbyen. De har flere gange løst designopgaver for Farrells byggeselskab.

LongIslandLuxury 4 - Long Island Luxury

Her er der tale om 10.000 m2 ren luksus få meter fra stranden på Long Island

”Det var en stor udfordring at skabe et designsprog til denne modernistiske villa. Ikke mindst fordi jeg ønskede at blødgøre den stringente arkitektur og snige nogle varme noter ind i bygningen. Hovedsageligt ved at lege med teksturer og farver i rummene,” fortæller Kenneth Alpert.
Den farve, der spiller den største rolle i designet, er marineblå. En farve der er bøjet i et utal af forskellige nuancer – ofte i dialog med den grå farvepalet. Til sammen er dét husets kromatiske designidentitet. Det er en kombination, der går igen i møbelpolstring, puder, store tæpper (med en næsten optisk effekt) og tapeternes baggrundsnuancer.

LongIslandLuxury 10 - Long Island Luxury
LongIslandLuxury 14 - Long Island Luxury

Møblementet er primært i et moderne amerikansk design. Sofaer, borde og andet inventar er perfekt placeret i et stringent samspil med interiørets firkanter og vinkler. Især i den praktisk talt glasindkapslede opholdsstue opstår der en næsten philharmonisk synergi, der udstråler både komfort og ro. Et designmiljø, der for alvor skiller sig ud, er den arkitek­toniske blok, som pejsen udgør. Den er kreeret af Aluminium Art Panels. Et New York-firma, der har specialiseret sig at skabe dekorative belægninger. I Joe Farrells villa er pejsen dækket af glaspaneler, der giver en kraftfuld effekt, der kan minde om marmor.
Et særligt rum i huset er reserveret til Joe Farrells store passion: Billiard. Og naturligvis er billiardbordet helt exceptionelt. Det er både en designmæssig og teknologisk perle skabt af MBM Biliardi, der er et italiensk verdensledende firma på dette felt. Bordet – der bærer navnet ’Ziggurat’ – er konstrueret på en roterende base, der giver mindelser om de gamle egyptiske trappepyramider.

- Long Island Luxury

Joe Farrell elsker billard. Det er sammen med hans kærlighed til samtidskunst hans store passioner. Over alt i huset ses snesevis af værker, han i tidens løb har erhvervet sig. Især hans samling af malerier og fotokunst er med til at forstærke boligens iboende energi. Det er værker af historiske mestre som avantgardisten Roy Lichtenstein – en af popkunstens apostle. Eller nye talenter som colombianske Ancizar Marin, hvis værk ’Wall Climbers’ klatrer op ad væggen i trapperummet, der led op til husets anden etage. Det illuderer fremdrift serveret med en knivspids af ironisk distance. Elementer der komplementeres af en sølvfarvet gobelin af Philip Jeffries. Trapperummet er badet i lys fra det enorme vindue, der giver et fint view ud over haven og swimmingpool’en.

Husets fantastiske soveværelser finder man på villaens øvre etage. Her spiller lyset en stor rolle i interiøret. Lysdesignet er skabt af Robert Soneman, der er en magiker på sit område. Han har her arbejdet med såvel funktion som ønsket om at give rummet dybde og samtidig fremhæve arkitektoniske detaljer.
Det er i særdeleshed et helt specielt hus, Joe Farrell har opført til sig selv. Beliggenheden fås ikke bedre – og alle interiørløsninger er fra den øverste hylde. Det rummer hele syv soveværelser, overalt er der næsten 3,5 meters loftshøjde og en elevator fører op til en elegant tagterrasse komplet med udekøkken og en fem-hullers golfbane til at perfek­tionere putting-teknikken.
Det er rendyrket luksus yderst på Long Island. Og et hus der kræver en store opsparing. For der skal smides mindst 25 millioner dollars på bordet for at kunne købe det.

Melbourne Urban Barn

Heartly 10 - Melbourne Urban Barn

Med kloge valg og et skarpt design har Belinda Alexander skabt et ganske ukonventionelt hjem i Melbourne: En bygning der fremstår som en moderne ladebygning midt i storbyen, og som rummer mange modige og innovative løsninger.

Inspirationen er ikke til at tage fejl af. Det ligner ganske enkelt en traditionel lade, som man ville forvente at den ville se ud, hvis den lå ude i landdistrikterne langt væk fra millionbyen Melbourne. Men den ligger i storbyens østlige del, nemlig bydelen Victoria. Det nybyggede hus er naturligvis opdateret og udfylder rollen som en rummelig familiebolig til perfektion. Et hus der på mange måder skiller sig ud fra de omgivende parcelhuse.
Belinda Alexander, der ejer det australske livsstilsbrand Base Supply, købte grunden for at skabe en drømmebolig til sig selv og familien.
”At renovere eller bygge huse er en af mine helt store passioner. Jeg renoverede mit første hus, da jeg var 24 år gammel. Og det har jeg gjort lige siden. Her i Melbourne var jeg der­for fuldstændig klar over, hvilket designsprog vores nye hjem skulle have. Jeg styrede selv byggeprocessen fra start til slut, og var involveret i arbejdet med at forme haven, så den passede til vores ønsker og behov. Det betød også, at jeg regelmæssigt besøgte byggegrunden og arbejdede tæt sammen med vores entreprenør. Når man kaster sig ud i et projekt af denne størrelse, er det vigtigt både at kunne arbejde sammen med designeren og entreprenøren. Og her var jeg mere end heldig,” fortæller Belinda Alexander.

Dette projekt er passende blevet døbt ’Urban Barn’ (Byladen) af hoveddesigneren Mi­kayla Rose fra arkitekt- og designfirmaet Heartly. Det er et nybyggeri, der er meget anderledes end de omkringliggende huse. Denne nye og moderne bolig er helt bevidst skabt med en skarp arkitektonisk kant. Men med klar inspiration fra en traditionel lade.
”Jeg ville ikke blot opføre et traditionelt nu­tidigt hjem til familien. Jeg vidste, at jeg her havde muligheden for at skabe noget, som vi ikke tidligere havde set i en af Melbournes forstæder. Et husdesign i stærk kontrast til den normale, ensrettede lokale æstetik. Det var her, at jeg og Mikayla Rose udviklede ideen om en minimalistisk moderne lade midt i storbyen, hvor centrale elementer er de områder, hvor familiens aktiviteter er samlet i opholds- og spisestuer, køkken og alrum. Her er der højt til loftet. Faktisk hele ni meter. Den grundlæggende ide var, at børnene kunne læse lektier oppe på deres værelser uden at miste forbindelsen til opholds­area­lerne i stueplanet.”

Dette vidunderlige hus indeholder fire soveværelser – inklusive et forældresoveværelse med eget badeværelse og Walk In-klædeskab. Desuden er der på førstesalen et badeværelse til familien komplet med separat toilet. Herudover er der i stueplanet to ekstra toiletter. Bekvemt placeret for gæster, mens det andet ligger i spilleområdet, hvorfra der også er udgang til husets pool. Det centrale opholdsrum ligger med åben forbindelse til køkkenet. Herfra er der adgang til bryggers og udgang til et ekstra udendørsareal.
Selv om Belinda Alexander var stærkt involveret i byggeprocessen og bidrog med input til de tekniske løsninger omkring byggeriet, var det Mikayla Rose og hendes kolleger i arkitektfirmaet Heartly, der designede selve huset og dets indretning. Under hensyntagen til grundens størrelse, beliggenhed og helhedsindtrykket i gadebilledet. Hele processen, fra de allerførste grundtanker og ideer til familien endelig kunne flytte ind, tog tre år. Og der er særdeles mange forskellige elementer i dette hus, der gør, at det skiller sig ud fra mængden. I hvert fald er det sikkert at sige, at det ikke er begrænset af samtidens mere traditionelle designparametre. Det er en række rum, der tilsammen og hver for sig får en til at falde i svime.

Åbent planløsning med teenagere i huset
”De dristige og forbindende rum i husets indre tænder en nysgerrig lyst til at ville opleve mere. Og det får man så lov til, når rummene åbner sig op med sine spektakulære dimensioner og kaskader af naturligt lys,” forklarer Mikayla Rose og fortsætter: ”Der er rum, man kan trække sig tilbage til og slappe af. Og der er rum, der kan rumme et aktivt familieliv. Alle skabt uden at gå på kompromis med de grundlæggende designideer.
Om de største udfordringer forklarer hun, at husets nordvendte beliggenhed og Belinda Alexanders ønske om, at familiens udendørsliv hovedsageligt skulle ske på husets bagside, var lidt af et problem. Ikke mindst fordi det helst skulle ske uden udsigt til de ’grimme’ nabobygninger på to af grundens sider.

De forskellige dele af huset er designet med det formål at skabe forbindelse mellem de forskellige rum og deres funktioner. Desuden er der i hele designprocessen taget højde for, at huset også bebos af teenagere. ”Vi ville have en klar opdeling mellem husets forskellige funktioner. Det skulle inddeles i zoner. Men åbent. Og ikke mindst et hus som børnene kunne vokse op i med glæde, og hvor de hele året rundt kunne invitere deres venner på besøg,” siger Belinda Alex­ander og fortsætter: ”Jeg har en kærlighed til og passion for indretningsarkitektur. Derfor har jeg også selv stået for møbleringen. Min ven Tom Adair har skabt neonskiltene til teenagernes gaming-rum. Selv elsker jeg den skandinaviske minimalisme. Jeg er voldsomt inspireret af både skandinavisk og newzealandsk design og arkitektur.”
Mikayla Rose hjalp med til udvælgelsen af nogle af de mest centrale møbler, og har omsorgsfuldt valgt en del af udsmykning, lamper og andet inventar, så det matcher den lettere underspillede æstetik i boligen. ”Interiøret er bevidst holdt på et stilfærdigt niveau, der reflekterer en moderne og nutid australsk luksusstil. Men en stil med fokus på funktionalitet og familie,” slutter Mikayla Rose.

Cape Winelands

Bureaux House Weylandts 9 - Cape Winelands

Huset er den perfekte ramme for både familieliv og Weylandt parrets livstilsbrand.

Chris Weylandt og Kim Smiths luksuriøse hjem ligger smukt midt i Franschhoekdalen i Cape Winelands lidt øst for Kapstaden. De har noget prosaisk navngivet deres overdådige bolig med det simple franske
ord: Maison. Huset er den perfekte ramme for både familieliv og deres
indretnings- og livstilsbrand.

“Der findes virkelig mirakler over alt. Du skal bare vide, hvor du skal lede.” Det er en livsklog læresætning, som Chris Weylandt med stor passion og overbevisning fortæller, mens han læner sig tilbage i have­stolen udenfor sit storslåede, moderne hjem i Franschhoek Valley lidt uden for Kapstaden i det sydligste Afrika. Et hjem han deler med sin hustru og forretningspartner Kim Smith, deres fire børn og en Grand Danois, der – set i lyset af deres metier – meget passende bærer navnet Eames.
Chris Weylandt og Kim Smith har nemlig sammen skabt en af Sydafrikas mest succes­rige indretnings- og livsstilsforretninger. Han stammer fra Namibia, hvor hans far i sin tid startede en møbelforretning. I dag er Weylandt anerkendt som Sydafrikas svar på Sir Terence Conran. Han vakte fornylig en del opsigt med udvidelsen af møbel- og in­te­riørbutikken Weylandts i Australien – nær­­me­re bestemt i Melbourne, som i stigende grad bliver betragtet som den uofficielle design­-hovedstad på den sydlige halvkugle.

Horisonten, vingårdene og de fjerne bjerge får deres nybyggede ’container-inspirerede’ hjem til at fremstå dristigt og moderne. Her kommer husets grundelementer af glas, aluminium og beton for alvor til at fremstå som en skarp kontrast til landskabet. Det er også et hus, hvor alle konventioner har måtte vige for Chris Weylandt og Kim Smiths drømme. Her er ingen fodlister, gardiner eller døre. Men trods en modernistisk tilgang til byggeriet er arkitekturen alligevel baseret på lokale traditioner. Eksempelvis er hele husets grundplan skabt ud fra principperne i dét, som stedlige arkitekter omtaler som Cape Dutch werf, hvor bygningens forskellige områder er klart adskilt og markeret efter deres funktion. Deres hjem omfatter endda også en ladebygning fra 1796, som nu udgør en central del af deres egen private bosætning i Cape Winelands.

Ingen tænd-sluk knap
Sammen har de skabt et hjem, hvor de i sandhed lever som en inkarnation af deres eget indretnings- og livsstilsbrand. Deres bolig er i praksis deres egen markedsplads. Der er ingen adskillelse mellem arbejds- og privatliv. Ingen ‘on-off’ knapper. ”Vi lever med design,” fortæller Kim Smith. ”Det er vores liv. Hver eneste lille ting i vores hjem er filtre­ret gennem vores designlinser.”
Og hvis oplevelsen af luksus og godt design i deres butikker virker besnærende, er et besøg i deres hjem et forførende glimt gennem deres designerlinse. Et indblik som drager én midt ind i et veldesignet landskab. Først og fremmest handler det om sigtelinjerne gennem huset. Selv om boligen i prak­sis er spredt ud i forskellige vinger, hvor alt er arrangeret efter funktion, har formålet dybest set været at skabe kanaler, der bevidst overtaler og trækker øjet i den rigtige retning. Grænserne mellem husets indre og det omgivende landskab udviskes, så det overordnede design med en særlig filmisk logik fremtræder klart og helt umuligt at modstå.

Grænserne udviskes
Dette hus rummer på én og samme tid en soliditet og en flygtig tilstedeværelse i land­skabet: De store glaspartier følger stierne og mønstrene i omgivelserne. Et bevidst valg der skaber ‘billedvinduer’. Kigger man i én retning, er der udsigt til et ældgammelt knud­ret egetræ. I den anden retning er der frit udsyn til vidder med de oprindelige vilde græsarter, vilde hvidløg, skeblads-stauder og Iris. Og for yderligere at øge den sanselige oplevelse har Chris Weylandt og Kim Smith – hvor det har kunnet lade sige gøre – sørget for, at de store glaspartier kan trækkes fuldstændigt til side, hvilket ikke blot udvisker grænserne mellem naturen uden for og husets indre. Det går fuldstændigt i ét med hinanden.

Træ er interiørets kerne. De bærende bjælker, gulvene og de motoriserede skodder er med til at skabe flydende overgange og ensartethed i designet. Fuldstændigt blottet for billige indretningsmæssige gimmicks, er det de naturlige materialer, der går igen overalt i huset. Læder, kohuder, markante tekstiler og træ dominerer såvel vægudsmykning som møblement. Der er lagt vægt på organiske teksturer og håndlavet kunst med inspiratoriske træk fra Asien, Orienten, Sydamerika – og naturligvis også afrikansk design og tradition. Indretningen er præget af både vintage-designs og nyere industrielle kunstgreb. Det rummer en næsten øko-chik fornuft. Men på en måde der sikrer, at husets integritet ikke bliver kompromitteret. Overalt hvor ens blik falder, rummer det en perfekt balance mellem det kunstige og det organiske.


”Hvis du vil, kan du kalde det for Slow Living”. Det er i hvert fald Chris Weylandts motto. ”Vi vil have ægte tekstiler og original indretning. Og gerne mange forskellige. Vi skaber flere lag af godt design – og blander dem. Ganske som vi vil. Sommetider støder de sammen. Men vi ønsker, at vores hjem skal være et billede på den tid, vi lever vores liv i – og at vores gæster føler, at de kan se sig selv hjemme, når de træder ind i huset.”
”Enkelt, økologisk, naturligt og varmt. Med store åbne områder,” siger Kim Smith om de mål, de havde da de begyndte byggeriet af dette storslåede hus. Og dét har de i sandhed opnået. Men deres Maison er meget mere end bare det. Der er noget forunderligt over så moderne rum, der på samme tid formidler en oplevelse af historie og den gamle verdens værdier uden at sætte ønskerne om en tidsvarende bolig over styr. Resultatet er en fusion mellem nyt og gammelt. Sjæl. Integritet. Og en langtidsholdbar bolig.

Cape Town panorama

CapeTownP 2B - Cape Town panorama

I Cape Town ligger denne enestående bolig, der med en betagende placering i bakkerne over Camps Bay, leverer et 180 graders vue ud over det åbne hav. Med en kombination af stram arkitektur med rene linjer, panoramaudsigt og et mere end velovervejet interiør er huset et spektakulært eksempel på nutidens bedste design.

CapeTownP 6B - Cape Town panorama

Boliger på denne blinde vej i Cape Town er ikke lette at få fingrene i. Med en beliggenhed i bakkerne ved Signal Hill og med uhindret udsigt ud over de verdensberømte strande Clifton og Camps Bay, er det uden tvivl storbyens mest eksklusive beliggenhed. Husene her bliver kun sjældent udbudt til salg.
Eksempelvis købte ejerne af dette bemærkelsesværdige hus ejendommen helt tilbage i 1990-erne. Og dét først efter lang tids søgen efter det helt rigtige grundstykke. Med sin placering for enden af gaden har huset en imponerende udsigt i næsten alle retninger. Da de købte ejendommen var det bebygget med et lille hus, der imidlertid ikke ydede den fantastiske udsigt fuld retfærdighed. ”Og det er netop udsigten, der gør denne grund så enestående,” fortæller Barbara Hicks, der sammen med sin mand John købte ejendommen i 1992.
Efter en lang proces med nye arkitekttegninger og godkendelser blev den gamle bygning revet ned, så parret kunne gøre deres drømme til virkelighed. Og det nye hus matcher absolut den førsteklasses udsigt. Selv mener de, at husets visuelle fremtoning og moderne arkitektur giver udsigten en vis konkurrence. Og det samme kan siges om parrets evne til at indrette huset med spændende møbler og masser af kunstværker.
Ved ankomsten fanges ens opmærksomhed straks af boligens spændende facade. En dristigt “patchworket” hævet stensti fører til hoveddøren, som er grebsfri. Den næsten usynlige dør punkterer en væg beklædt med glatslebet, varmtonet cedertræ. Over dette rejser sig en semi-transparent brise-soleil med et indviklet mønster, der er med til at afbøje solstrålerne, så huset ikke overopvarmes i sommermånederne. Den gennemsigtige mur er skabt ved hjælp af tusindvis af slanke terracotta-fliser.
Indenfor døren fortsætter følelsen af, at man er ankommet til et helt særligt sted. I entréen kombineres de dramatiske, tredobbelte proportioner med en skulpturel trappe. Og før der overhovedet er tid til at arbejde sig op ad trappen og de spændende, poetiske kunstværker på væggen ved siden af den, bliver ens opmærksomhed afledt af en sensationel fjerklædt is­bjørneskulptur, der er skabt af den italienske kunstner Paola Pivi. Andre kunstværker i lysbokse under trappen fanger øjet. Det samme gælder den imponerende loftslampe. Alt i alt har Barbara og John Hicks alle­rede her skabt et legende, karakterfyldt og gallerilignende rum.

CapeTownP 12B - Cape Town panorama

Tag den lange trappe op i huset, og følelsen af dristighed og en nærmest teatralsk stemning fortsætter. Øverst er et kæmpe opholdsområde i åbent plan – men det element, der umiddelbart tiltrækker øjet her, er den spektakulære 180-graders udsigt over havet og himlen, der folder sig ud langs den ene side af rummet. Endnu en gang et rum fyldt med dramatisk appel. En ting er den betagende udsigt. Men lige så vigtig for oplevelsen af dette rum er det gennemtænkte interiør, der består af moderne møbler og iøjnefaldende kunst.
Det, som Barbara og John Hicks har skabt – både her og på husets højere etager – er inte­riør, der både komplementerer og forstærker arkitekturens rene linjer og udsigtsindramning. I opholdsområdet leverer de slanke Antonio Citterio-sofaer komfortable siddepladser, men er også et ideelt designvalg, fordi de ikke visuelt forstyrrer udsigten til horisonten.
Vigtigt for oplevelsen af denne bemærkelsesværdig bolig er også den indvendige finish og øvrige inventar, som spænder fra sandsten og marmor til træpaneler. Hele vejen igennem tilføjer paletten af naturlige materialer, der er valgt til at fuldende interiøret, en følelse af lethed og luksus til rummene, mens møblerne omfatter et væld af prominente navne i både nutidigt og klassisk modernistisk design.

CapeTownP 14B - Cape Town panorama

Blandt de mange højdepunkter er moderne klassiske lænestole skabt af Alvar Aalto og Le Corbusier, skulpturelle moderne stole af Tom Dixon, elegante udendørsmøbler af Patricia Urquiola og mønstrede tæpper fra Moooi. Af andre unikke detaljer kan nævnes det specialfremstillede barskab fra Ceramic Matters og en “pixeleret” skænk af Cristian Zuzunaga for Barcelona Design. Det sidste oplevelseslag leveres af de mange kunstværker, der i mange år har været gode ‘samtalestartere’ når husets gæster beundrede værkerne. Det gælder ikke mindst en flot udsmykket buste skabt af den sydafrikanske samtidskunststjerne Athi-Patra Ruga.

Med egen skybar kommer gæsterne tættere på stjernerne på de lange sommeraftener

Set fra et designsynspunkt, er der meget, der kan aflede øjet og opmærksomheden i hele dette hjem. Et hjem i flere etager. Alligevel virker det som om, at boligens grundplan er skabt ganske intuitivt, så man næster per automatik, trækkes gennem de forskellige rum. Og næsten overalt overvældes man uundgåeligt af den fantastiske panoramaudsigt over havet og bølger, der slår mod kysten neden for huset.mod på flere niveauer, men strømmen af rummene er også organiseret til tilsyneladende intuitivt at trække dig gennem dem – og uundgåeligt mod panoramaudsigten over havet ved dets front.
Selvfølgelig hyldes den uberørte og maleriske bjergside over og ved siden af huset også på passende vis. Køkken-alrum rummet er perfekt placeret til at nyde en alfresco morgenmad, hvor man tilsyneladende er placeret midt i naturen. Og dét til trods for, at den urbane travlhed i de nærliggende byer Camps Bay og Seapoint kun er få minutters kørsel væk.

Ejerne tilbringer deres somre i huset, og i den periode inviteres flere sæt gæster til at bo hos dem. Deres rummelige hjem i åbent plan egner sig nemlig perfekt til gæstebud med solnedgangscocktails såvel som udendørs-måltider, der indtages på den store terrasse, der støder op til “skybaren” på øverste etage. For som ejerne siger med karakteristisk underdrivelse: “Her er solnedgangene over havet er ret spektakulære”.
Det er et hus skabt af stram arkitektur og dramatisk design. Men det smukkeste element er fortsat det fantastiske panorama med den uberørte bjergside og kyst. Som Barbara og John Hicks siger: “Det er et privilegium at vågne hver morgen til denne vidunderlige udsigt.”

Como Living

ComoLiving 7B - Como Living

Restaureret Tekstilfabrik. Alessandra Del Sciuro ønskede sig etanderledes hjem. Et hjem der adskilte sig fra det tidstypiske typehus. Bygningen – en gammel tekstilfabrik i den norditalienske by Como – var købt og betalt. Nu skulle arkitekten Paolo Sala bare skabe den perfekte familiebolig.


ComoLiving 2H - Como Living

Alessandra del Sciuro bad arkitekten Paolo Sala forestå renoveringen af den gamle fabriksbygning.


I bunden af Como-søens vest­lige gren ligger provinshovedstaden med samme navn. En typisk norditaliensk søvnig by, hvis økonomi tidligere var baseret på især tekstilindustri. Silkestoffer fra Como var verdensberømmet – og udgør stadig en væsentlig del af byens identitet.
Men for Alessandra del Sciuro er fortidens tekstilfabrikker mere håndgribelig end som så. For tre år siden faldt hun ved et tilfælde over en forladt tekstilfabrik fra 1920-erne. Det var lige, hvad hun havde drømt om. For det sidste hun ønskede sig, var et konformt moderne typehus. Til gengæld stod et råt industrielt interiør højt på ønskesedlen.
Det blev den italienske arkitekt og designer Paolo Sala, der fik opgave med at redefinere det industrielle look til et mere nutidigt image, så det på samme tid bevarede tråden til fortidens tekstilproduktion og dannede rammen om en elegant bolig til Alessandra Del Sciuro og hendes familie. Udfordringen bestod hovedsageligt i valget af materialer, som ikke skulle afvige alt for meget fra den gamle tekstilfabrik. Træ, jern, stål og beton blev integreret i renoveringen med den nødvendige omhu og opmærksomhed, som i dag giver boligen både karakter og fornyet sammenhængskraft.

ComoLiving 3B - Como Living

”Alessandra ønskede et unikt sted, hvor der var tænkt ud af boksen. Et sted der var designet som et familiehjem. Vi havde en dejligt befriende dialog om mulighederne i de forskellige rum. Ikke mindst fordi vi taler det samme sprog. Både lingvistisk og designmæssigt. Men hun gav en række klare ’instruktioner’ på, hvordan arbejdet skulle udføres. Men det skete på en samvittighedsfuld måde, der ikke var endegyldig,” fortæller Paolo Sala.
Det første forbindelsesled mellem den gamle industribygning og det moderne hjem handler om jern. Det er et gennemgående element i hele boligen. Et materiale der er med til at skabe et stort ’enheds-rum’, men som samtidig er med til at afgrænse de forskellige funktioner: Entreen, hvor alt er i jern, er forbundet med et bibliotek i opholdsområdet, hvorefter det dematerialiseres i køkkenet. Jernet svinder bort ved indgangen til kælderen, hvor de enorme skræddersyede døre har samme former som entredøren. Loftet i entreen er et udtryk for arkitektens kreative ideer, hvor lyset udefra flyder ind gennem rør med prismer. Lyset er filtreret gennem prismerne, så strålerne rammer en række nicher i loftet. Lyset og farverne reproducerer til sammen et af Mondrians malerier. ”Nicherne i loftet er præcist proportioneret efter billedet, ligesom farvenuancerne er de samme,” fortæller Palo Sala.

ComoLiving 11B - Como Living

Jern bruges også i køkkenet, der er designet af Aster Cucine. Her er det kombineret med en køkkenø i galvaniseret tinstål, der giver et slidt, vintage look. De hvide elementer er indsat i murværk på siderne for at give et komplet overblik over køkkenet. Lamperne over øen er en idé fra Alessandra Del Sciuro, som havde set dem i den italienske design guide Fuorisalone. De er produceret ved hjælp af en 3D-printer.
Ved spisepladsen har Paolo Sala brudt det industrielle design ved kun at møblere rummet i hvidt. Med LessLess-bordet fra Molteni og Charles & Ray Eames Vitra­-stole bringes komfort og design frem til slutningen af det 20. århundrede.
Også lysekronen fremhæver kontrasten mellem den rå stil, der er typisk for et industriloft og elegancen i et moderne men stadig klassisk hjem. Det håndhøvlede gulv i italiensk valnød fra Parchettificio Toscano er gennemgående i hele huset, og tilføjer mere varme til rummet, der bliver oversvømmet med lys fra de enorme originale vinduer fra 1920-erne. Jerntrappen der fører til en mezzanin, bruges som lager for ejerens malerier og keramiske kreationer. Trappen brydes med et harpiksbelagt betonelement for at give yderligere lethed.
Væggene der afgrænser boligens forskellige rum er monteret med glas. Simpelt hen for at undgå massive vægge, der går helt fra gulv til loft. Alessandra Del Sciuros to tvillingedøtre har hver sine identiske værelser. De er fremtidssikret med hver sit badeværelse – også identiske. Men med en delt bruseafdeling imellem de to rum. Forældresoveværelset er naturligvis indrettet med walk-in closet og eget badeværele.

Den grå beton brydes af en knaldrød Farve

I pigernes rum er der ekstraordinært højt op til fabriksbygningens originale lofter. Det har gjort det muligt at skabe særskilte sove- og opholdsområder, som er dedikeret til lektielæsning og vennebesøg. Et skræddersyet jernmodul adskiller områderne i rummet ved at skabe en slags mezzanin-seng. Området under sengen bruges til pigernes garderobe. I badeværelset har de valgt at sætte deres personlige præg ved at skrive en sætning på den harpiksbehandlede betonvæg.
I gæstetoilettet – og i det ene af pigernes badeværelser – blev bølgepladen i loftet bevidst bevaret for at fremhæve sammenhængen med bygningens industrielle fortid. ”Vi har bevidst forsøgt at skabe en slags entropi – en styret fornemmelse af falsk uorden. De industrielle efterladenskaber er stadig fuldt synlige – men bevaret på en pæn og ren facon,” siger Paolo Sala.
Forældresoveværelser optager pladsen i hele husets bredde. Naturligt lys er det centrale element, der styrer oplevelsen af rummet. Det passerer gennem soveværelset, walk-in skabet og badeværelset gennem en række parallelle vinduer. Også her er der leget med kontrasterne: harpiksbehandlet beton, et badekar støbt i beton, håndvaske i stål placeret på genbrugt træ og tapet. En lysekrone leverer sammen med antikke væglamper over spejlet lys i aftenmørket.
Der er fundet mange originale løsninger – og en masse nye designs – for at få den gamle fabriksbygning til at fremstå moderne og komfortabel. ”Jeg forsøger altid at skabe karakter i mit designarbejde. Karakter og personlige skræddersyede løsninger er de elementer, der gør, at denne bolig skiller sig ud. Her er der tale om løsninger, som du – og kun du – har. Derfor var alle serieprodukter på forhånd dømt ude, da vi renoverede bygningen,” slutter Paolo Sala.

ComoLiving 22B - Como Living
ComoLiving 23B - Como Living

Casa La Huerta

Bureaux House 3 - Casa La Huerta

Et gammelt gårdhus på Mallorca har fået den helt store omgang, og er
blevet forvandlet til en sofistikeret – men stadig hjemlig – hjemmebase for
filmskaberen Anders Halberg og hans familie.

Den svenske filmskaber og fotograf Anders Hallberg slog oprindeligt sine folder i en i lille by i det sydlige Sverige. Nu har han på sin egen måde skabt forbindelse til sine svenske rødder i sit nye hjem på middelhavsøen Mallorca. I mange år boede han i New Yorks SoHo-kvarter, hvor han ernærede sig som fotograf. Han skabte flotte billedserier til aviser og magasiner af skuespillere og andre kendte. Folk som Kate Moss, LeBron James og Dustin Hoffman. Det var også her han skabte flere prisvindende tv-reklamer for internationale brands som Cartier og Lexus.
Men nok er nok. Og i en søgen efter et liv væk fra overhalingsbanen besluttede han at flytte familien til Mallorca. Han har med egne ord prøvet det meste og vendt tilbage til udgangspunktet. I de seneste fire år er han stået op med solen. ”Først fodrer jeg mine får og sikrer mig, at de har vand nok inden, vores egen dag starter. Så plukker jeg appelsiner, laver juice og morgenmad til familien inden, jeg kører drengene i skole,” fortæller han.
Tiden og livet på Casa La Huerta – boligens traditionelle navn som betyder noget i retning af ’huset i frugthaven’ – er indstillet efter årstiderne og designet for at imødekomme ikke blot familiens umiddelbare krav til et komfortabelt liv, men også skabe rum og plads til venner og gæster, der måtte komme på besøg.
Naturligvis blev dette misundelsesværdige hus ikke tryllet frem af det rene ingenting. At føre denne gamle landejendom ind i det 21. århundrede har krævet tid og kræfter foruden masser af kreativitet og omsorg. ”Jeg så faktisk huset første gang, da jeg begyndte at søge efter et hus på Mallorca for 13 år siden. Men det blev solgt næsten med det samme. Jeg brugte rigtig lang tid på at se på andre ejendomme rundt omkring på øen, men kunne ikke finde et, der lå så godt som dette – og som rummede så stort et potentiale. Og så blev det næsten magisk sat til salg igen. Det stod stadig urørt, og det lykkedes mig at købe det. Det må have været skæbnes vilje, der gjorde det…”, fortæller Anders Hallberg.
Noget af dét, der gjorde huset uimodståeligt for Anders Hallberg var dét faktum, at det aldrig tidligere var blevet moderniseret. Det stod fuldstændigt uberørt af tiden. Efter købet fandt han ud af, at huset og grunden for næsten 100 år siden var blevet opdelt i to særskilte ejendomme, hvorfor han også forsøgte at købe den anden halvdel. ”Ejerne havde i generationer afvist alle købstilbud. Til sidst måtte jeg forhandle med syv forskellige ejere, hvoraf nogle slet ikke vidste, at de ejede et jordstykke på Mallorca. Det var en langvarig proces. En tid hvor huset i stedet blev base for vores ferier – og en tid hvor vi lærte huset at kende.”
Så da handlen gik igennem, og han stod som ejer af det samlede Casa La Huerta, vidste han, at målet var at samle de to ejendomme og genskabe det som ét stort hus. Ganske som det havde stået for 100 år siden. Det var et unikt projekt og udfordring. Tidligere havde Anders Hallberg renoveret huse i både New York og i Sverige. ”Derfor vidste jeg, at det var vigtigt ikke bare at satse på det sikre, men at udforske alle muligheder for at finde unikke og specielle løsninger,” fortæller han.

Bureaux House 4 1024x724 - Casa La Huerta

Det er grunden til, at han kontaktede det lokale arkitekt- og designfirma More Design, der skulle stå for renoveringsarbejdet af Casa La Huerta. ”De var i stand til at flytte grænserne, når vi ledte efter løsninger på de udfordringer projektet stillede os over for. Desuden kunne More Design også sikre, at de lokale traditioner blev en væsentlig del af familiens nye hjem.
Kernen i Hallbergs drøm om et mallorcinsk hjem – eller mere prosaisk omtalt som et ’design brief’ – var at skabe et indbydende hjem med en varm, hjemlig og hyggelig stemning. Arkitekten Oro Del Negro fra More Design var fuldstændig enig. ”Opgaven var at bevare det oprindelige gårdhus’ særlige egenart og samtidig undersøge nye innovative ideer, der kunne berige det rustikke, men komfortable liv. Det rå og solide udtryk skulle bevares,” fortæller han.
Casa La Huerta var i mange år en driftig landbrugsejendom. Det ligger tæt på Santa Maria del Camí. En lille smuk by i det centrale Mallorca med en meget landlig fornemmelse, der også er hjemstedet for øens største udendørs fødevaremarked, hvor alt fra levende kvæg, lædervarer, økologiske fødevarer og oste bliver falbudt.
”Så målet var at bevare husets sjæl intakt. Det krævede langvarige, intense, men også meget kreative diskussioner om livet i almindelighed inden, vi kunne komme i gang med arbejdet. Det stod klart, at både vi og arkitekten i høj grad ville sætte den tradi­tionelle, lokale byggeskik i højsædet. Og vi ville i så vidt muligt kun anvende lokale byggematerialer.”
Arkitekten Oro Del Negro og kollegerne hos More Design har brugt årtier på at udvikle deres ekspertise for, hvad der er både praktisk, langtidsholdbart og hovedpine-frit i forhold til renoveringen af traditionelle mallorcinske huse og bygninger. Noget der både tiltrækker kunder, men som også ofte skal forklares. ”Men ikke her. Dette projekt var alt andet end kompliceret. Der opstod næsten øjeblikkeligt en symbiose af ideer og venskab. Total gensidig tillid,” siger Oro Del Negro.
Derfor kan det heller ikke undre, at det færdige hus leverer en både drømmende og meget levende følelse. Det rummer en næsten håndgribelig atmosfære af fred og ro. For Anders Hallberg har det længe været et udtalt ønske at have mulighed for at have masser af familie og venner på besøg. ”Og nu hvor det er muligt, hører vi fra alle vores gæster hvor vidunderligt, de har sovet og hvor meget, de har nydt at være på besøg. Det er det bedste, vi kan ønske os. Og med syv soveværelser har vi rigtig tit overnattende gæster. Vi har ofte haft perioder på et halvt års tid eller mere, hvor huset konstant har været fyldt med gæster. Noget der giver masser af sociale kontakter og mange gode minder.”

Bureaux House 14 1024x724 - Casa La Huerta

Casa La Huerta er grundlæggende et klassisk gårdhus, men med et fantastisk flow og en tankevækkende planløsning, der gør det muligt at imødekomme behovet, når huset er proppet med gæster. Men samtidig rummer det også muligheden for at skabe en hyggelig, hjemlig atmosfære for familien. Som Oro Del Negro forklarer, har de skabt små hyggelige hjørner i huset, hvor man kan krybe ind for at slappe af og køle sig lidt ned i den mallorcinske sommervarme. Eksempelvis de næsten hule-lignende soveværelser eller det åbne ildsted i køkkenet. De er blandt hans favoritter i huset.
Anders Hallberg siger, at det næsten lyder som en kliché: ”Men køkkenet er dét sted, vi elsker at bruge vores tid i. Vi laver mad sammen. Eller også hygger vi os bare på sofaerne ved siden af pejsen, mens en eller flere er i gang med at tilberede maden. Og findes der noget bedre end at kunne nyde de frugter og grøntsager, vi dyrker i haven?”
Casa La Huerta fremstår som en særdeles æstetisk kombination af lethed og raffinement. Det ser ganske enkelt fantastisk ud. Men måske er det endnu mere vigtigt, at dette smukke hus til fulde indfrir forventningerne om både at kunne fungere som en familiebolig og som tilflugtssted for venner og familie. Og ikke mindst passe perfekt ind i den omkring­liggende natur. ”Det er dét, der gør huset så fantastisk. For alle vores ønsker er blevet
til virkelighed. Og på en måde afspejler det også husets helt egen unikke sjæl,” slutter Anders Hallberg.

Arkitektonisk perle i Cape Town

Bureaux House 2 - Arkitektonisk perle i Cape Town

Midt i Cape Towns frodige vinregion ligger denne nybyggede lade. Den står
med sit hvidkalkede murværk som et minde om en svunden tid med en klar
arkitektonisk reference til de hollandske immigranter. Men med et mere nutidigt touch fungerer bygningen i dag som både vingård og gin-have.

Bare 75 kilometer vest for Cape Town ligger den lille by Franschhoek. En lille søvnig by med kun 17.000 indbyggere. Men pla­ceret midt i en af Sydafrikas mest berømte vinregioner og nogle af verdens smukkeste dale er byen også et vidnesbyrd om landets historie. Området har et tydeligt fransk islæt, der stammer mere end 300 år tilbage i tiden, da huguenotterne bosatte sig her på flugt fra forfølgelserne i Europa. Selv den dag i dag giver nybyggerier stadig mindelser om provencalsk eller endda ita­liensk byggestil.
Ejeren af denne nybyggede landejendom i Franschhoek ønskede sig et hjem med en mere moderne og nutidig tilgang til områdets traditionelle arkitektur. Og hun havde en klar vision og en omfattende briefing klar til arkitekt Martin Kruger. Det skulle først og fremmest være et ’arbejdende’ hus. Skabt til underholdning og en afslappet livsstil. Og ikke mindst et sted, hvor det var muligt at værdsætte naturen. ”Visionen var drevet af den måde, jeg har valgt at leve mit liv på,” fortæller ejeren Elizabeth Blettermann. ”Jeg elsker at have vennerne på besøg, lave mad sammen og lytte til god musik. Men jeg nyder også det stille og rolige liv i landsbyen og roen i et hus, der er fyldt med kunst.”
Hun havde – som hun udtrykker det – ’kysset en masse frøer’ inden, hun fandt dette idylliske sted lige uden for landsbyen. Det var en landbrugsejendom, hvor der blev dyrket pærer. Deraf dets navn: ’Le Poirier’. En lille frisk strøm løber igennem grunden med frugthaven omkranset af gamle egetræer og et helt utroligt udsyn til bjergene. ”Det havde bare en helt særlig tilstedeværelse,” fortæller Elizabeth Blettermann og fortsætter: ”Når du står på taget, går det op for én, hvor lidt der er skabt af mennesker. Alting er en gave fra naturen. Der er et frit og uhindret 360-graders udsyn gennem dalen. Og floden gør det endnu mere specielt at leve her.”
Inden byggeriet gik i gang, var det klart, at hun ønskede et design, hvor arkitektur, interiør og landskab var fuldstændigt integrererede størrelser. Det var en vision om et hus omgivet af haver, bede med grøntsager, frugt- og oliventræer og duftende ’fynbos’ – en lille hedeagtig busk, der kun gror i Sydafrika. Alle elementer der også skulle reflekteres i husets indretning og farvevalg. Målet var at skabe en ny sammenhæng mellem huset og det omgivende landskab.

Bureaux House 10h - Arkitektonisk perle i Cape Town

Arkitekt Martin Kruger med sin hund Perro, som ofte fulgte med ham på byggepladsen, da huset blev bygget.

Over en årrække (og mange flasker vin) har hun og arkitekten Martin Kruger sammen med input fra en indretningsarkitekt, mange venner og landskabsarkitekten Danie Steenkamp udviklet en kompleks og ganske intrikat plan for dét, der skulle blive et arkitektonisk statement.
Husets placering på grundstykket var nøje udvalgt. Det ligger lige midt imellem to majestætiske egetræer med et frit udsyn til de omgivende bjerge. Her i den gamle frugt­have var der et særligt sted, hvor der tillige var et uhindret view mod floden. Det skabte symmetri og sikrede Elizabeth Blettermann et panorama-kig på den omgivende natur.
Det er oplagt, at i dette tilfælde var såvel arkitekt og kunde fuldstændig enige om projektet. Både huset og dets indretning er resultatet af en grundig design-proces. Et hus der passer perfekt ind i både Franschhoeks kulturlandskab og arkitektoniske traditioner.
Huset har to personligheder. Den sydvendte hovedindgang refererer til de klassiske kaphollandske herregårde, som finurligt er viklet omkring en gård eller ’werf’ med indbygget vingård. Herfra taler huset til besøgende næsten som en ’Cape dialekt’. Dog med et mere moderne touch i form af en stram og slank taglinje. ”På den anden side – med udsigt mod floden – åbner huset sig op mod bjergene. Et ganske spektakulært syn,” fortæller arkitekt Martin Kruger.
Den del af huset, der vender ud mod floden taler et mere modernistisk, næsten industrielt sprog, som har sit afsæt i sporene fra den tid, hvor Elizabeth Blettermann boede i New York. Men uden at slippe taget med den kaphollandske arkitektur. Den træbeklædte pergola i stål er hævet over terrænet for at sikre et uhindret kig til bjergene uden at fjerne følelsen af, at huset er en integreret del af landskabet. Også denne del af huset viser nogle få mere folklo­ristiske elementer så som ildstedet og pergolaen.

Bureaux House 11 1024x724 - Arkitektonisk perle i Cape Town

Entreen til ejendommen sker fra parkerings­pladsen gennem den første serie af hvælvinger, der er skabt som en hyldest til de hvælvede lofter i historiske Cape Town godser så som Groot Cinstantia og Boschen­dal. Hvælvingerne er et designelement, der også bliver gentaget i haverne og gårdspladserne, hvor de fletter forskellige elementer sammen. Derved har Elizabeth Blettermann og hendes arkitekt skabt korridorer, der binder både de indre og ydre ’rum’ sammen. Det er svært at definere, hvor arkitekturen slutter og landskabet begynder.
Den buede entredør til hovedhuset vender ud mod vingården og åbner direkte ind til husets centrum. Et højloftet rum der rummer familiens centrale opholdsrum så som stue, en mere uformel opholdsstue samt køkkenet. Det er rum, der er forholdsvis kølige på grund af et naturligt og næsten genialt ventilationssystem. Ikke bare et hyggeligt opholdssted i vintermånederne. Det bliver også et behageligt tilflugtssted, når det om sommeren bliver for varmt at sidde udendørs. Ekstrahøje franske døre giver adgang til en gårdsplads med gamle oliventræer på hver sin side af den mere formelle opholdsstue. Det udvisker forskellene mellem det indre og det ydre. Haven vokser så at sige ind i huset.
Måden hvorpå huset er opdelt er også med hensyntagen til årstidernes skift. Der er sove­værelser, der kun anvendes i sommermå­nederne i husets vestlige fløj. Vinter-gemak­kerne ligger i østfløjen. Med indbyggede walk-in skabe begge steder kan Elizabeth Blettermann og hendes partner migrere mellem sæsonens soveværelser uden at skulle flytte deres tøj.
De høje, top-hængte træskærme kan lukke eller åbne dele af huset af, når det behøves. På den måde kan man simpelt hen lukke den fløj af huset, der ikke bruges alt efter, hvilken sæson det er. ”Ideen er, at når vi er i huset alene og ikke bruger hele huset, så kan vi lukke dele af det af og have en mere intim atmosfære. Det er en indbygget fleksibilitet, huset rummer.”

I sin arkitektoniske form er de traditionelle kaphollandske gavle blevet moderniseret og forenklet i sine udtryk. Martin Kruger pointerer, at han også har indarbejdet andre Cape-elementer i byggeriet. Blandt andet små åbninger i murværket, der lader lys strømme ind. Næsten som små due-reder på ældre vingårde i området. ”Og så ser det ganske smukt ud om aftenen, når lyset strømmer ud gennem åbningerne.”
Indenfor dominerer en stor stenvæg i entreen. Den er opført af klippestykker, der er hentet forskellige steder på grunden. Riflede betonlofter viser tydeligt aftrykkene fra forskallingsbrædderne. En anden ganske minimalistisk måde at knytte et stærkt bånd til naturen udenfor. Andre eksempler ses i hoveddøren, detaljerne omkring nogle af vinduerne og en feature-væg bag baren. De er alle fremstillet af pæretræ skåret fra træer i frugthaven, der skulle fældes for at give plads til huset. Andre dele af den gamle frugthave er bevaret, og indgår nu som et naturligt element i landskabsplejen omkring huset.
Murene er tykke og solide. Ganske som stenmurene i de tidligste kaphollandske huse i Cape Town-området. I en tid hvor miljø­hensyn og bæredygtighed er et centralt punkt i et hvert husbyggeri, har lokalbefolkningens tidlige designs været en god inspiration. I et klima der veksler mellem ekstrem varme og frysende kulde, kan de ro­buste vægge holde heden ude om sommeren, mens de er i stand til at frigive den igen i vintermånederne. Resultatet er et hus, hvor temperaturen altid er komfortabel.

Bureaux House 22 1024x724 - Arkitektonisk perle i Cape Town

Et andet eksempel på at lokale byggetraditioner har sneget sig ind i det nye design, er de slanke dobbelte tagbjælker. Det er en hyldest til de tunge bjælker de første Cape-­huse blev opført med, fortæller Martin Kruger. ”Men at prøve at integrere dem i et nyt, moderne hus, ville være falsk. I stedet har vi genfortolket udtrykket i en løbende, legende dialog med de traditionelle features i gamle vingårde og -kældre.
Landskabsarkitekten Danie Steenkamp arbejdede tæt sammen med både arkitekt og Elizabeth Blettermann for at kunne binde gårdspladser og haver sammen med det omkringliggende landskab. Hovedgårdspladsen er viet til vingården. Andre gårdspladser rummer i dag køkkenhaver og olivenlunde. Og ikke mindst ’Gin-haven’ med citrontræer, limefrugt, grapefrugter, appelsiner og rosmarin. Alle de nødvendige ingredienser for at mikse en kølig solnedgangsdrink.

Vand er en anden arkitektonisk detalje, der præger dette sydafrikanske landhus. En vand­rende løber gennem citronlunden, og en lille dam i grøntsagshaven er med til at fuldende billedet af et næsten folkloristisk kaphollandsk landsted.
Også regnvandet bliver ’høstet’ og lagret til tørketiden. Bæredygtighed er integreret i mange af dette hus’ designs. ”Vi føler os mere i forbindelse med naturen og landbruget. Det giver også en forståelse for, hvad bønderne i Sydafrika gennemgår lige nu – om end på en mindre skala,” siger Elizabeth Blettermann.
Lige så meget sjov det er at spadsere gennem haven og samle urter til en gin og tonic, rummer det også et element af ’fra-jord-­til-bord-filosofien’, som hun forsøger at leve sit liv efter. Der er nemlig også en mulighed for at lave sin egen grapefrugtjuice, marmelade og hensyltede frugter. Og for at lave sin egen vin, når vinstokkene ældes. ”På samme måde har vi det med vores køkkenhave. Det er en af de mest tilfredsstillende ting at gå der ud og spørge hinanden: Hvad skal vi spise i aften? Og hvad er parat til at blive høstet?” fortæller hun.

På samme tid forekommer det, at dette hus eksisterer i en fuldendt harmoni med dets omgivelser. Som om det hører til landet. ”Jeg kalder det mit private fristed. Det er her, jeg finder fred. Det er et fantastisk privilegium at bo sådan et sted.”
Den måde hvorpå huset både er moderne og på sin rette plads, bidrager til dét, der er blevet til en helt fantastisk ejendom. I modsætning til noget, der ’bare’ havde været et rart sted.

Natural Habitat

Habitant 1 - Natural Habitat

Otto de Jagers hjem er som en oase, der ganske som hans formidable events er en balance mellem elegant kunstnerisk orkestrering og inspiration fra naturen uden for døren.

Det var på ingen måde planen, at eventmanageren og floristen Otto de Jager skulle købet huset i Johannesburg. Han var ikke en gang på udkig efter en ny bolig. I en alder af 42 år var han umiddelbart ganske godt tilfreds med sit gældfrie hus. Men da hans fransklærer Lola fortalte ham om et sted i Parktown North-kvarteret med privat adgang til en flod og store veletablerede træer i baghaven, blev han nysgerrig. Bestemt ikke klar til at købe, men dog tilstrækkelig interesseret til at indgå et væddemål med hende. Indsatsen var to timelønninger. Og han var sikker på, at han ville vinde. For sådan et drømmehus eksisterede ganske enkelt ikke.
Det gjorde det. Og trods udsigten til at tabe væddemålet, følte Otto de Jager, at han simpelt hen var nødt til at blive husets næste forvalter. ”Det var besværligt at få enderne til at mødes. Sådan rent finansielt. Men ejendommen var så speciel, at jeg var nødt til at kaste mig ud i det. Min mor pressede også på. Hun mente vist, at jeg trængte til at få en have,” forklarer han. Otto de Jager voksede op i en lille by med masser af plads, planter og dyreliv. ”Jeg undrer mig nogle gange over, hvorfor i alverden jeg flyttede til byen,” tilføjer han.
Netop fordi han følte, at huset var så specielt, betroede han indretning og design af ejendommen til sin arkitektven Peter Cohen. En mand med både fantasi og visioner. ”Peter Cohen har den sjældne egenskab, at han er i stand til at visualisere sig selv i et rum. Det er præcis derfor, at han har så stor succes,” fortæller Otto de Jager.

Habitant 8 1024x724 - Natural Habitat
Med en loftshøjde på over fire meter er spise- og opholdsstuen næsten som en grotte. De store foldedøre, der kan skydes helt sammen, glider i en linje lige under loftet. Kunst i stor skala spiller et grafisk eller tekstuelt relief i rummet og tilføjer en vigtig dimension i et rum uden stærke farver. En gammel teaterlampe hænger over spiseborde. En lampe i denne størrelse var en nødvendighed i et så stort rum.

Resultatet af Cohens indsats er, at huset – fra entredøren til gæsteværelsets brusebad – ikke har nogle ’døde’ eller kolde rum. Alle rum har fået en omgang. De
bliver brugt. Der bliver levet i dem. Peter Cohen har skabt en vidunderlig følelse i huset. En nærmest intrikat guide, hvor designet og indretningen umærkeligt fører dig gennem rummene. Ting er skjult. Eller kommer til syne i små, næsten drillende glimt, når du går op af en trappe og runder et hjørne. Kun gradvist får du øjnene op for hele billedet. Det er en spændende måde at opleve en bygning på. Det er dét, der gør det til et hjem. Og et forholdsvist stort et af slagsen: I alt bestyrer Otto de Jager 350 m2. Men det er elegant indrettet så
intimiteten bevares. ”Huset fylder dig med nye oplevelser, hver gang du runder et hjørne. Det er dén magi, Peter Cohen har tilført det,” siger Otto de Jager.
Designet tjener også det formål at opretholde husets eksistensberettigelse. En hyldest til søens og havens skønhed, der står som indrammede scenerier, der kan nydes fra forskellige udsigtspunkter. Fra et lille vindue på reposen, der vender ud mod
gaden, til skydedøre i glas, der i fuld højde åbner spisestuen ud mod søen. Peter Cohen insisterede på, at loftshøjden i stuen skulle være mindst fire meter. Alene rummets størrelse er dét, der gjorde det muligt at skabe én stor veranda. For når alle skydedørene er skubbet til side, strækker stuen sig uden forhindringer ud på græsplanen. Ingen trapper eller træterrasse skiller stuen fra de naturlige omgivelser udenfor. Bemærkelsesværdigt er det også, at udsynet heller ikke forstyrres af hverken havemøbler eller andre installationer.

Habitant 10 1024x724 - Natural Habitat
I efterårsmånederne domineres haven af de gyldne gingko biloba-træer og rødbrune slyngplanter

”Jeg ville ikke have noget, der fjernede fokus fra dét, der allerede eksisterede uden for huset,” fortæller Otto de Jager og fortsætter: ”Jeg ønskede at skabe en følelse af, at huset var bygget i en rydning i skoven.” Så hvis gæster skal sidde uden for, sker det på sækkestole eller på græsset. Huset er ’nedsænket i naturen’. Ikke fjernet fra den.
Det samme gør sig gældende for hans soveværelse, der åbner op ud mod haven på to sider. Det skaber en pavillon mellem træerne. ”I takt med at birketræerne bliver højere og højere, vil de i sidste ende dække soveværelset helt”. Udsynet varieres i forhold til årstiderne. Næsten hver dag er der nye oplevelser, mener han. I efterårsmånederne domineres haven af de gyldne gingko biloba-træer og rødbrune slyngplanter. Om vinteren er det de skulpturelle stammer og grene, der er i fokus. Foråret fremtryller et mylder af hvide og blå blomster. De eneste farver, som Otto de Jager har tilladt at finde fodfæste i haven.
Sommerbilledet er som en grønklædt skov. Solnedgange, storme og blade, der hvirvler rundt i blæsten. Alt sammen noget, der sker lige uden for vinduerne. ”Det er et emotionelt hus. Det ånder og lever – og udvikler sig. Det er ikke statisk. Derimod opfordrer det dig til at værdsætte de ting, der sker i nu’et. Simpelt hen fordi livet og naturen er noget, der er her i dag. Men væk i morgen,” lyder Otto de Jagers kommentar.

Næsten alle dekorative elementer i huset har haft et tidligere liv. Brugsgenstande som eksempelvis de scenelys fra et teater, der hænger i stuen, en gammel victoriansk vandhane fra en farm eller den pensionerede skrivemaskine. Otto de Jager kalder dem for sine ’håndværksmæssige antikviteter’. Objekter der rummer en kombination af form og funktion. Ikke helt uden mindelser til husets arkitektur.
Men det er ikke kun gamle objekter, der præger interiøret. Otto de Jager har også udset sig nogle få smukke moderne møbler, der tjener det formål at udligne det ellers noget forvitrede, rustikke særpræg den øvrige indretning besidder. Møbler med et tydeligt maskulint design. ”Jeg ville vise, at det maskuline også kan være luksuriøst. Det handler om robuste strukturer og kraftige linjer. En simpel palette af designgreb kombineret med integritet og i den bedste kvalitet.” Teksturer og overflader er nøglen, der skaber raffinerede udtryk. Omhyggeligt udvalgte ting i stål, keramik, uld og De la Cuona-lærred samt rustent metal er blot nogle af de elementer i Otto de Jagers indretning, der gør denne bolig exceptionel. Håndgribelige, faktuelle materialer. Lige som naturen selv består af.
Selv om Otto de Jager helt åbenbart mestrer kunsten af sætte form og farve sammen på den helt rigtige måde, tilegner han i et og alt husets skønhed til Peter Cohens design. ”Det er arkitekturen, der her har fået lov til at blive til et kunstværk i sig selv.” Et levende kunstværk. En bolig der ånder.