Chalet i de franske alper

CHARLOTTE MEGEVE ph monicaspezia livinginside 1 - Chalet i de franske alper

Hun fandt en ruin. Forelskede sig i stedet. Og overtalte lokale håndværkere til at restaurere den lille hytte fra grunden. Charlotte Mauge har skabt et frirum i Alperne, der rummer inspiration fra både Navajo-indianernes kultur og Ralph Lauren.

Kun skov og sne, så langt øjet rækker. Og så naturligvis en fantas­tisk udsigt til Europas højeste bjerg: Mont Blanc. Vi er kun få kilometer fra Megève, en charmerende middelalderlandsby kendt som Haute-Savoies perle. I hjertet af de franske alper. Her er stemningen en helt anden end i storbyens vrimmel. Den er bestemt mere rå og mere sand. Her er det den vilde natur og oplevelsen af regulære bjerge, der hersker.
Lige uden for døren befinder man sig midt i en lysning med vilde blomster kranset af tæt skov. Åen flyder stille nedenfor.
Næsten midt i ingenting. Altså bortsetfra, at skiløjpen ligger bare lidt længere væk gemt bag fyrretræerne. Der er også en lille landsby med små butikker, som sælger lokalt producerede fødevarer. Alt sammen i en afstand, der blot tager nogle få minutter at gå.
Med sine små røde døre og indlagte balustrader kunne Charlotte Mauges hytte være taget lige ud af et eventyr.
”Engang var der en lille landlig bygning – et mazot – der lå hen som en ruin. Ødelagt. Ugæstfri. En bygning, der uigenkal­deligt var dømt til nedrivning”, forklarer Charlotte Mauge, fransk af fødsel med en italiensk mor, opvokset i både Paris og Toscana. Der er en globetrotter gemt i hendes DNA.

CHARLOTTE MEGEVE ph monicaspezia livinginside 26 1024x682 - Chalet i de franske alper

Arkitekturen her rummer en klar Savoyard følelse. Tilsat lidt Amerika. Dét USA hun har rejst igennem på kryds og tværs har i høj grad inspireret hende og udstyret hende med stor passion for ”Wild West” og Navajo-indianernes kultur. ”Og så forfinet med lidt Ralph Lauren-design”, siger Charlotte Maugue og fortsætter: ”Han er en af mine yndlingsdesignere”, et ikon par excellence og kendt for den country-chic stil, jeg elsker”.
”Jeg har altid drømt om at eje en lille canadisk hytte i bjergene. Et sted hvor jeg kunne slappe af og holde ferie.” Hytten er helt og holdent bygget af træ. Måske lige med undtagelse af den imponerende groft tilhuggede stenpejs i hjertet af hyttens dag­ligstue. Kun udsmykket med et ædelt indrammet Hermès Carré-tørklæde med portrættet af en indianerhøvding. En gave fra venner.

CHARLOTTE MEGEVE ph monicaspezia livinginside 12 - Chalet i de franske alper
CHARLOTTE MEGEVE ph monicaspezia livinginside 7 - Chalet i de franske alper

”En atypisk hytte … et næsten sindssygt eksperiment.” I hvert fald for de lokale arbejdere, der stod for byggeriet.
Men Charlotte var ret god til at overbe­vise dem og finde en erfaren gammeldags tømrer, der endda henviste til sin bedstefars byggenotesbøger for at bygge hytten med forkullet, børstet grantræ.
Her er ingen genvundne, falske gamle effektmaterialer, der ellers er meget populære i lokale bygninger. Her er det bare den rigtige rustikke fornemmelse, der passer til et hjem i højderne: Enkelt og hyggeligt med en afslappet atmosfære og et unikt eksotisk præg.
Inde i huset er der et stort åbent rum med opholdsstuen, der grænser op til køkkenet og husets bageste veranda, der når helt op til skovkanten. Går man op ad trappen af ru udhuggede træstammer, ligger soveværelset. Børnenes soveværelse ligger i kælderetagen.
”Hvad angår møblementet har jeg udelukkende valgt det, jeg kan lide.” Møbler og udsmykning fandt hun enten direkte i de omkringliggende landsbyer eller under sine mange rejser i det fysiske rum og på nettet. “Badekarret er en hundrede år gammel Jacob Delafon-kreation i støbejern, som vi har malet om med rustmaling. Det kommer fra en nabohytte, der var ved at blive revet ned. Det samme gælder den smukke blå keramik og messingovn i stuehjørnet. Alt stadig i perfekt stand”.

De dyrebare turkise håndtag på møblerne i soveværelset fandt Charlotte Mauge i et indianerreservat i Santa Fé. ”Det var kærlighed ved første blik”.
Spredt rundt i huset ses udsmykning og tekstiler fra Ralph Lauren, Pendleton og Lexington Company. Resultatet er en blanding af etnisk, New England-stil og specialdesignede elementer kreeret af lokale håndværkere.
Det samme gælder spisebordet: En solid plade, der hviler på enkle ru træstammer, korrekt sat sammen med de raffinerede kreationer fra Charlotte Mauges egen hånd: 100 pct. håndlavede keramiske fade, skåle og tallerkner udsmykket med Navajo-mønstre såsom farvede fjer, geometriske mønstre og kaktusser.
De er en del af kollektionerne ”Feels Lake Home” – bordets kunst, et projekt, der kom­binerer hendes passion for boligindretning, madlavning og rejser.
Efter at have tilbragt mange år med at handle med luksusvarer besluttede Charlotte Mauge for omkring ti år siden at ændre sine planer og forlade storbyen til fordel for det schweiziske landskab på kanten af Genèvesøen, hvor hun bor sammen med sin mand David og deres tre børn Léon, Ava og Gioia. Nu handler det om den uspolerede natur i hjertet af Schweiz. Ikke så langt fra hendes lille canadiske hytte med udsigten til Mont Blanc. •