Art with a view

Img3556 copia copia 1 - Art with a view

Højt over en af de smukkeste piazzas i Milanos centrum rummer denne luftige og lyse lejlighed en stor samling af omhyggeligt indkøbt kon­tem­porær kunst i total balance med et moderne møblement, der sammen med enkelte vintage-fund skaber atmosfære og indbyder til selskabelighed.

Med sine overdådige rum og et fantastisk lysindfald er denne – arktektonisk set – dramatisk renoverede lejlighed den ideelle scene for ejerens passion for kunst og unikke møbler. Boligen ligger i toppen af en bygning opført i 1930 overfor et grønt torv i Milanos Monforte-kvarter.
Når gæster inviteres i dette utroligt velafbalancerede hjem, er det en følelse af diskret og rolig elegance, der først slår én. Det næsten minimalistiske 90-er design skaber en konstant dialog mellem det indre og det ydre. Der er ingen gardiner, der dækker for vinduerne. Til gengæld er der monteret persienner i selve vinduesrammen, som styres af automatiske sensorer. De varme grå trægulve og hvide vægge forstærker refleksionerne fra byen og lyset, der strømmer ind. Det skaber en perfekt ramme for kunstsamlingen og møbler, som ejeren har placeret med en bemærkelsesværdig sans for proportioner og sammensætning.

Alle rum har den samme fællesnævner: Trægulvene, hvide vægge er sammen med døre og andre arkitektoniske detaljer i børstet jern. En lidt overraskende undtagelse er soveværelset, der er malet i en bleg nordisk blålig nuance, der matcher den gustavianske seng og vintage spejle med forgyldte rammer.
Lejligheden er højteknologsisk på alle planer: Lys, musik og klima kontrolleres med et forsigtigt tap på skjulte touch screens.
I stuen står store grå sofaer omkring en Eames Lounge Chair. Det geometriske kaffebord er et unikt møbel skabt af Dilmos Gallery i Milano. De fleste af designerlamperne kan karakteriseres som vintage, og er samlet af familien gennem mange år. Den svampe-­formede lampe i plexiglas er faktisk en vintage Guzzini. Den står på et sidebord fra 1940-erne designet af Paul Frankl. Originalt og særdeles vintage er også Chimera gulvlampen fra Artemide, samt den æggeformede bordlampe fra Fontana Arte.
Spisestuen domineres af et sortlakeret bord i nordisk stil omgivet af Zanotta-stole polstret i hvidt læder.
Badeværelset er helt og holdent holdt i marmoret harpiks fra Kerakoll.

Img3589 copia 8 1024x683 - Art with a view
Clara Latino har valgt en mørk træsort på gulvene. Det er miljøvenligt produceret. Hun har været meget bevidst om materialevalget, eftersom hun føler, at skovrydning i eksempelvis Brasiliens regnskove er et problem, vi skal tage meget alvorligt. Med rumdeleren og de to vinduer har hun formået skabt et harmonisk minimalistisk design, der brydes af de mange kunstgenstande.

Kunstsamlingen – som mest består af samtidige værker – er bemærkelsesværdig. På skænken skabt af Paul Frankl står en messing skulptur skabt af Karim Rashid. Skulpturen er en model for en installation i en napolitansk metrostation. Skulpturer af Arnaldo Pomodoro er også miniature forstudier for større værker. De byder rejsende velkommen til Linate lufthavnen i Milano og i Napolis metrostationer.
De store kunstværker på skænken er skabt af Mimmo Paladino, mens maleriet i den custom made ramme i børstet jern er af Max Neumann. Det store maleri, der leger med ord og bogstaver monteret på rumdeleren er et værk af Ballestrini.
Det rene minimalistiske hvidlakerede køkken er også blandet med vintage møbler og borde – og naturligvis mere kunst så som kunstfotos af Gabrile Basilico.

MB4 3642 copia 12 1024x683 - Art with a view
Clara Latinos lejlighed ligger højt over et af Milano’s centrale torve. De store vinduer lader lyset strømme uhindret ind i stuerne. Verden udenfor trækkes ind. Og bliver det for meget, sørger automatiske sensorer for, at persienner – indbygget i vinduesruderne – skærmer for solens stråler.

Boligen er designet og udstyret for at skabe god plads til kunsten – men selvfølgelig også for at levere komfort for venner og gæster. Ikke mindst fordi passionen for madlavning og lysten til at servere den for mange hendes gæster spiller så stor en rolle, flyder lejlighedens forskellige rum sammen og tillader alle at nyde lyset og den magiske udsigt. En udsigt, der er ganske unik året rundt.
Selv om beliggenheden midt i det hektiske Milano er et sjældent privilegium, er det her muligt at nyde fornemmelsen af frihed.

Rustic chalet with a twist

FD Chalet Granges 01 - Rustic chalet with a twist

Megève i Region Auvergne-Rhône-Alpes. Højt oppe i de franske alper ligger en skihytte. Med sin diskrete beliggenhed højt på bjergsiden er hytten rammen om et elegant miks af mange forskellige arkitektoniske stil­arter. En skarp indretning afslører en dristig kombination af inspirationen fra bjer­genes robusthed og 50’ernes designstil.

Det var en næsten ærefrygtindgydende eftersøgning, der ledte Peter og Marie til trappetrinene til dette ensomt beliggende refugium. Et tilflugtssted i det sydøstlige Frankrig i landsbyen Megève tæt på Chamonix. De havde et inderligt ønske om at undslippe det larmende storbyliv.
Deres søgen endte med en næsten eksalteret lykke, da de faldt over huset på dette næsten hemmelighedsfulde sted højt op i de franske alper ved byen Megève: En træhytte fra 80-erne. Næsten glemt og med sin beliggenhed højt oppe på den prestige­fyldte bjerg­side bjergtog dette chalet sine fremtidige ejere i en sådan grad, at de simpelthen måtte eje det. Også selvom det var en bygning, der ville medføre en omfattende renovering. Men fortryllet af det alpine univers og dets skarpe æstetik var det lige netop dén drøm, de havde. Et hus med udtalte ikoniske designs. De engagerede indretningsarkitekterne Catherine Navarro og Caroline Alric til at stå for arbejdet – sikre på at deres drømmevision for deres chalet kunne blive til virkelighed med deres hjælp og følsomme touch.

FD Chalet Granges 10 1024x682 - Rustic chalet with a twist
Opdelt i tre afdelinger har stuen en tydelig Cottage Mountain Spirit med møbler og interiør, der vækker klare mindelser om 1950-erne. På menuen står komfort og venlighed på en kitschet retro baggrund. Tyrehovedet er skabt af Peps, Tissot og Navarro er ansvarlig for lænestolene betrukket med okseskind.

Duoen med speciale i alpine boligdesigns skabte et hjem med en charmerende blanding af forskellige stilarter. De havde ét mål: At forstærke essensen af stedet med et gennemgående retro-design.
Det nye interiør har givet stedet en næsten genfødt ægthed. Overalt hvor øjet skuer, findes alle elementer og materialer i den særlige Cottage Mountain Spirit: Rå træbjælker, naturformede sted, forskellige nuancer af beige i møblementet og udsmykning, der trækker den naturen udenfor ind i huset. Et tema, som Catherine Navarro og Caroline Alric let kunne konstratere. Et lettere nutidigt og moderne design med møbler fra 50-erne har skabt en bolig med en unik identitet. Og med et lille smil, når blikket falder på de kitschede kunstgenstande, afslører denne designer-duo et univers fyldt med humor, der genføder den originale stemning fra Haute Savoie på en retro-chic facon. En slags skæv kunstnerisk tilgang til livet i alperne, der har givet dette chalet sin helt egen personlighed.

Fifty Shades of Grey in New York

05JON 0439 3 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York

Den maleriske Gramercy Park på Manhattan har været valgt som den åbenlyse location for rigtigt mange spillefilm. Det er en af storbyens mest populære parker, som kun de få privilegerede, der ejer en nøgle til de store smede­­jerns­porte, har adgang til. Her har designeren og indret­nings­arkitekten Kenneth Alpert indrettet en stilfuld og moderne lejlighed til sig selv og sin omfattende kunstsamling.

Gramercy Park i New York er en af de mest populære private parker på Manhattan: Et én hektar stort grønt rum forbeholdt beboerne i ejendommen. Som medlemmer af den eksklusive klub skal ejerne betale et særligt bidrag til vedligeholdelsen for at kunne nyde den charmerende park. En oase i storbyen med store skyggefulde træer, hvor berømtheder som John Steinbeck, Karl Lagerfeld og Julia Roberts har ejet nøgler til parken og stilfærdigt slentret rundt i deres egen private New Yorker-park. Et sted som også har været brugt som location til mange berømte film som eksempelvis Woody Allens Manhattan Murder Mystery.
Denne lille park er af forfatteren og journalisten Charlotte Devree beskrevet som en “victoriansk gentleman, der nægter at dø”. Og lige præcis her gav indretningsarkitekten Kenneth Alpert, ejer af KA Design, sig selv lov til den enestående i en luksus at projektere et privat hjem i en bygning, som i en anden tid var hovedkvarter for United Federation of Teachers.
Lejligheden har et samlet areal på ikke mindre end 570 kvadratmeter. Og dét med en loftshøjde på op til fire meter. Kenneth Alpert fortæller: “Min store passion er at samle nutids kunst. Derfor har jeg valgt et farveskema til lejligheden, der grundlæggende er en palette af grå nuancer, som tillader de enkelte kunstværker at blomstre” Såvel ejeren som kunstværkerne skulle for alt i verden føle sig hjemme.

29JON 0532 7 1024x683 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York
Teksten på væggen – Incoherent – antyder en manglende sammenhæng i rummet. Men netop Alperts stringente brug af de grå farvenuancer er med til at skabe en perfekt ramme for hans store kunstsamling.

Urbant gråt
Lejligheden udstråler en stærk maskulin per­sonlighed. Karakteriseret ved en bevidst ensartet baggrund. En unik urban brug af far­ver som næsten ophøjer malerier og skulp­turer på samme måde, som når skuespillere på scenen fanges i det fokuserede, skarpe scenelys. Resultatet er, at farver og former skaber en fascinerende dekorativ tilstedeværelse i rummene.
Efter at være blevet budt velkommen i galleriet i entreen sætter gæster kurs mod den særdeles rummelige opholdsstue, som er forbundet med både spisestue og køkkenet. Et opmærksomt og sofistikeret øje vil straks lægge mærke til singulariteten og vigtigheden af de udstillede værker i lejlighedens design.

12JON 0455 10 1024x683 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York
Med sin store samling af moderne kunst som fokuspunkt har Kenneth Alpert valgt forskellige nuancer af grå som det grundlæggende tema.
17JON 0485 11 1024x683 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York
Spisestuen domineres af det trefarvede spejl, der indfanger lyset og refleksionerne fra det hektiske byliv udenfor.

Kunstens vinduer
I opholdsstuen spiller vinduespartierne en vigtig rolle for stemningen i rummet: Afhængig af tidspunktet på dagen vil rækken af vinduer indfange indtrykkene fra verdenen udenfor. Fragmenter af et urbant landskab og hverdagens hjemlighed understreges gennem farve­effekten fra den treenighed af spejle, hvis farver spænder fra rød til orange. Skaberen af dette værk, der har titlen “Mirror A”, er den franske archiStar-kunstner Jean Nouvel.
Applikationen i vinduet er ligeså unik og tiltrækkende: Værket gengiver det berømte maleri “Pige med perleørering” som en dedikation til Johannes Vermeer. Det er skabt af Valery Koshlyakov, en enestående russisk kunstner med et stort navn på den internationale kunstscene. Koshlyakov stræber efter utopisk skønhed ved at vælge enkle hverdagsagtige materialer – endda affaldsmaterialer som da han brugte plastik strips til reproduktionen af Vermeers kunstværk.
Næsten som en åben scene har Kenneth Alpert designet hverdagsrummene omkring sin kunstsamling. Et touch der giver hans hjem både rytme og karisma. I spisestuen vil beskueren støde på en miniatureskulptur af Arman – en af Noveau Realism’s største navne og mester for ideen om Creative and Dialogical Destruction.(Kreativ og dialogisk ødelæggelse).

43JON 0577 15 1024x683 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York
Trods minimal plads er der omkring badekarret indrettet et intimt område med skulpturer, malerier og en asiatisk inspireret trækasse med fine udskæringer til shampoo, sæber og badeolier.
35JON 0415 17 1024x683 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York
Flere kunstværker i soveværelset understreger Kenneth Alperts store passion for moderne kunst.

På modsatte side er det et kunstværk kreeret af Bradley Hart med navnet “The Bride”, der tiltrækker sig opmærksomhed. Det er skabt ved at injicere bobleplast med akryl-maling. I midten af rummet står et bord på en cementsokkel købt hos Mecox sammen med to små lænestole (Barbuda fra Christian Liaigre). På det grå tæppe af langfibret silke fra Stark ses et sofabord The Crystal Piano of Swarovski skabt af Gary Hutton. De komfortable sofaer fra Michael Berman.
På køkkenvæggen ses flere af Roy Lichtensteins malerier, der står i kontrast til Helaine Blumenfeld skulptur i snehvidt marmor på køkkenbordet. Soveværelset med den store seng er luftigt og elegant. Kun få møbler, men de giver utvivlsomt rummet en unik karakter. På det lille bord fra Ralph Lauren Home står en skulptur i Auguste Rodin-stil. Resten af lejligheden er også kendetegnet ved de utallige og særdeles markante møbler og kunstværker: En i øjenfaldende neon-stol “Bright on Bistro” af Lee Broom og en ‘skildring af chokolade’ med titlen “Hermes” malet af Vik Muniz.
Det er et hjem, der er karakteriseret ved samspillet af en række raffinerede og præcise elementer: Nogle er fundet på loppemarkeder i Paris, hvor Kenneth Alpert er specielt glad for at befinde sig. “Det er mit Tivoli”, siger han. “Det er en elektrificerende oplevelse. Som et smykkeskrin fuld at værdifulde fund.”

40JON 0424 18 1024x683 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York
Også soveværelset er et studie i gråt. Undtagelsen er det massive møbel med hylder til bøger og plads til et stort fjernsyn.

Det selvbiografiske hus

Lucie 1 - Det selvbiografiske hus

Concorde. Massachusetts. Nogle få kilometer uden for Boston. Midt i hjertet af New England. En lille isoleret enklave der emmer af fortid og historie. Alt sammen i en nydelig indpakning, som en scene fra en romantisk film. I en lille by, der smager lidt af det tidlige koloniale Amerika og Uafhængighedskrigen ligger Lucie McCulloughs fantastiske hus.

“Det har intet til fælles med de lokale ‘cigarkasser’. De åh, så typiske rødmalede træhuse,” forklarer Lucie McCullough. “Det er et vidunderligt to-etagers hus fra 1950-erne. Det er bygget i pudset beton med engelske vinduer og saddeltag. Det ligner praktisk taget noget, der er stjålet fra et idyllisk billede fra et engelsk grevskab.” Det har endda en traditionel veranda, have og indkørsel. Dertil kommer en swimmingpool i baghaven og en terrasse med udsyn til de omgivende skovområder. Stort set et sommerhus eller hytte – hvis det ikke lige var for dets enorme størrelse.

“Tidligere boede her et hyggeligt ældre ægtepar.” Elegant, rafineret og perfekt bevaret som det i sin tid blev bygget. “Unødvendigt at sige det. Men vi forelskede os i huset ved første blik!” fastslår ejeren, der er en talentfuld, internationalt berømmet indretningsarkitekt med en tidligere karriere indenfor modeverdenen. En globetrotter, som fornylig er vendt tilbage til USA efter at have arbejdet overalt i verden – med base i Hong Kong. Efter ti år i udlandet er familien nu fast forankret i Concorde, Massachusetts. En familie, der foruden Lucie McCullough består af hendes mand og de tre sønner Mimi Li 9 år, Otis 6 år og Cian 4 år. Sammen har de erobret husets ånd og sjæl.

Lucie 3 1024x683 - Det selvbiografiske hus
Hele familien, der foruden Lucie McCullough består af hendes mand og de tre sønner Mimi Li 9 år, Otis 6 år og Cian 4 år.
Lucie 9 1024x683 - Det selvbiografiske hus
Arbejdshjørnet i det store og lyse køkken i amerikansk stil med komfur, vaske og en central køkkenø er altsammen designet af husets nye ejer.
Lucie 10 1024x683 - Det selvbiografiske hus
Stort og lyst. Forrest spisebordet i afrikansk rosentræ behandlet med økologisk harpiks. Eames-stole fra Vitra.

“Dette hus var det rigtige for mig. Halvt i britisk stil og halvt et Ralph Lauren-agtigt hjem med kringelkroge beklædt i træ. Meget amerikansk. Det var som at gå tilbage til det helt basale. Til mine tidligste arbejdsår i modebranchen. En vision. Et barn der skulle behandles kærligt og uden at ødelægge dets karakter.” Det var det ideelle sted at implementere lidt bygge-biologi, som Lucie McCullough er begyndt at inkorporere i sin indretningsarkitektur. ”Faktisk har mit eget projekt været lidt af en øjenåbner. Et eksperiment indenfor renovation med øko-kompatible byggemetoder og materialer. En metode, der ikke påvirker hverken helbred eller miljø negativt,” fortæller hun stolt.
Det skulle måske tilføjes, at huset i Concord også er resultatet af en betragtelig tilbygning. Alligevel vil det for en udenforstående se ud som om alt er som det altid har været. Takket været arkitekten, der har bistået hende, er den oprindelige stil bevaret ligesom der er tilføjet nye rum og den moderne komfort, man forventer i dag.
“Det er et perfekt match mellem to organismer,” forklarer Lucie McCullough. De gamle rum er bevaret og skal nu fungere med de renoverede. Det har givet et markant større lys­indfald og et mere åbent design. Et design, der ikke at forglemme også åbner sig op mod naturens fantastiske sceneri uden for vinduerne.

Lucie 11 1024x683 - Det selvbiografiske hus
Spisestuens blå vægge skaber en fin kontrast til de hvide træpaneler. Spisebordet er fra 1800-tallet omgivet af Platner lænestole fra Knoll. Den italienske lysekrone fra 1930-erne er fundet på en markedsplads i Sudbury i Massachusetts. Maleriet er fundet på et gademarked i Myanmar.
Lucie 12 1024x683 - Det selvbiografiske hus
Lucie McCullough har bevaret træpanelerne i stuerne. De næsten kubistiske reoler i forgyldt metal har hun selv skabt.
Lucie 14 1024x683 - Det selvbiografiske hus
I den kæmpestore opholdstue med de originale træpaneler og det enorme ildsted skaber de forskellige indretningsdeltaljer et nutidigt touch.
Eksempelvis Barcelona-lænestolen skabt af Mies van der Rohe og krystalbordet. Det indisk-inspirerede gulvtæppe har hun selv designet.
Lucie 15 1024x683 - Det selvbiografiske hus
En stærk rød kontrast til de gamle træpaneler og Chesterfieldsofaen. Sofabord i marmor og kobber. Til højre endnu en gulvlampe med et stilleben udført af den engelskfødte kunstner David Williams Bulkeley.

I stueetagen er stuen fuldstændigt beklædt med træ. “Jeg har gjort det mere nutidigt med en minimalistisk indretning med gyldne farver, der matcher væggenes varme farver og det geometriske tæppe, jeg har skabt med inspiration fra Taj Mahal.” Det samme gør sig gældende i spisestuen, der nu fremstår mere forfinet og formel med de originale blå fløjlstapeter, der står i stærk kontrast til det hvidmalede træ. Læseværelset – eller biblioteket – er et hyggeligt hjørne, som er bragt til live med et touch af klar rød farve over panelerne. Køkkenet derimod er en helt anden historie. Det er udviddet med pladsen fra den tidligere garage og er nu et moderne åben-plan rum med et indbygget kitchenette, spisestue, en bar i hjørnet. Og kæmpevinduer der indrammer solnedgangen over skoven.
Via trætrappen er der adgang til familiens værelser på første sal. Et rum til hvert familiemedlem foruden et gæsteværelse.
Heroppe er det tidligere rygeværelse blevet omdannet af Lucie McCullough til en suite med et eksotisk tema, der rummer klare referencer til hendes år i Kina.
“Alt andet lige er dette hus som en samling af alle de minder og oplevelser, jeg har fra alle de steder, jeg har rejst til,” fortæller hun. Stil, forelskelser og livsvalg. Huset er blevet en visuel selvbiografi. Kort og godt: Det er historien om Lucie McCullough.

White Light

Irvine 7 - White Light

Francois Irvine har ansvaret for det næsten mono­kromatiske interiør i denne superlyse loftlejlighed i
Cape Town. En genspejling af hans kreative sans
for at indrette sit hjem med hans store samling af
genbrugte og restaurerede møbler og andet nips, som han har fundet i Egypten, Grækenland og Frankrig.

“Det var da jeg så denne udsigt,” siger Francois Irvine, “at jeg vidste, at jeg ønskede at være i dette rum”. Han er i færd med at løsne de lange låsebolte i et par hvidmalede industri-skydedøre. De glider let til side og afslører et bjergtagende syn. Hans ord giver mening. Viewet udover Kapstaden er ikke kun et øjebliksbillede af selve byen. Det rummer også synet af forførende floder i det smukke naturlandskab, der omgiver den. Fra Francois Irvines loftlejlighed inkluderer det også et kik på Kloof Nek, der troner til højre for Taffelbjerget ude ved kysten. Der er endda også frit udsyn til Signal Hill, der slanger sig gennem Cape Town.
Lejligheden ligger op ad skråningen til Signal Hill i Bo-Kaap-kvarte­ret (også kendt som Malajkvarteret). Alle de signatur-elementer der kendetegner denne livlige og historisk vigtige bydel i Cape Town, strømmer ind gennem de åbnede døre i Francois Irvines tredjesals lejlighed. Der bliver kaldt til bøn fra kvarterets moske. Der er de travle lyde fra et nærliggende krydderi-marked, der er kendt som byens bedste. Hele området summer af energi og liv. Dag og nat.
Bo-Kaap-kvarterets signatur er de georgiske husfacader i klare røde, orange eller grønne farver. Til sammenligning er interiøret i Francois Irvines hjem næsten monokromatisk. Tre etager oppe i den gamle industribygning (stue og første sal rummer stadig erhvervslokaler, der bruges af mindre virksomheder) bliver man omfavnet af en indretning, der afslører mange lag med nuancer af fløde og kridhvidt. Kun nogle få ting er holdt i mørkere farver som en subtil kontrast til lyset.

Der er en helt umiddelbar oplevelse af ro, velvære og friskhed. “Jeg har altid elsket disse forskellige nuancer af off-white,” fortæller Francois Irvine. “Når jeg arbejder, bliver jeg bombarderet med farver. Så det er fantastisk at komme hjem til et mere behersket og disciplineret rum.” Som grundlægger og medejer af det velrenommerede Cape Town designfirma, kaffehus og galleri Haas, bruger han sin tid på kontoret i den anden ende af byen Et sted fyldt med kunst, keramik og brugskunst fremstillet af lokale kreative kræfter.

Som Francois Irvine udtrykker det, fungerer neutrale farver altid sammen. Når man holder farve­nuancerne på et så kontrolleret niveau som han gør, betyder det samtidig, at andre designelementer med en anden tekstur og form automatisk skaber relief og kontrast. Når øjet ikke længere skal absorbere farver, bliver det i stedet draget til andre elementer så som tekstilerne på møblerne, tæpper, diskret udskårne dekorationer og mange andre ting i hans hjem, der bærer tydeligt præg af at være hjemmelavet.
“Jeg har altid været lidt af en samler,” siger han og fremviser stolt nogle af hans mest elskede møbler. Også hans store samling af dekorative samlerobjekter er med til at give rummene en ganske særegen fornemmelse. Efter kunststudier kastede han sig over indretningsarkitekturen og brugte mange år på at finde smukke og specielle møbler i udlandet, som blev fragtet tilbage til Sydafrika. Møbler der blev brugt i både hjemlige og internationale projekter. “Mine favoritsteder er Etiopien, Egypten, Frankrig og Grækenland,” fortæller han og forklarer, at det her stadig er muligt at finde håndlavede møbler. Det er lande, hvor håndværket er gået i arv i generation efter generation. At reparere ting, forny dem og genpolstre møbler er essensen af Francois Irvines måde at arbejde på. “Jeg elsker gamle, brugte møbler. Og jeg elsker genbrug. Ligesom jeg hader spild og hele smid-væk-kulturen.” Når han beskriver sin arbejdsproces, når han skaber dramatiske og alligevel ukunstlede interiørs, er metoden ganske enkel: Som han forklarer: Det handler om at “improvisere sig frem til det rette look.”

Irvine 14 1024x683 - White Light
Det ekstra lange spisebord er oplagt til fester og de store gæstemiddage. Vintage caféstole er købt hos en skrothandler. Bænken er fremstillet af en gammel bjælke og tre stykker træ. Den store ornamenterede øreklapstol et af Francois Irvines yndlingsmøbler, som han oprindeligt fandt i Egypten.
Irvine 15 1024x683 - White Light
Opholdsstuen i Francois Irvines loftlejlighed i Cape Town’s Bo-Kaap-kvarter er domineret af et par lænestole I fransk stil. Han købte dem i Egypten og har ompolstret dem I cremefarvet hør. Kaffebordet er dækket med koskind. Den store smedejernsbrændeovn er et vintage-­fund, som han dog ikke bruger til sit oprindelige formål. Den oser for meget! De to hvidmalede stole er fundet I Vestafrika.

Hans kreative processer kræver dog også en fornemmelse for virkeligheden og ægtheden. “Jeg elsker stadig at skabe et nyt interiør. Men ikke som et arbejde,” siger han og tilføjer, at han oplever og ser de samme variationer af ‘god smag’ over alt. Hans eget hjem er i sig selv noget af et ‘uheld’ eller improvisation. Det var oprindeligt et erhvervslokale, som han først flyttede ind i nogle år efter, at han startede sit arbejde her.
Loftlejligheden er temmelig stor med et opholdsrum – som man kommer ind i direkte fra hoveddøren – der optager størstedelen af det samlede areal. Her har han placeret et af den slags lange spiseborde, der instinktivt fremtryller et billede af livlige fester. Der er også flere forskellige siddeområder og et hjørne med dybe, omfavnende lænestole til den lange, fortrolige samtale, samt et mere intimt område vendt mod udsigten fra de industrielle træ­døre. Endelig har han også fundet plads til en kærlighedsstol tæt på det åbne køkken. Perfekt til en stille sludder med kokken.

På vej væk fra lejlighedens centrum og opholdsstuer findes køkkenet – med et minimalt gæstetoilet gemt af vejen bagved gryder, potter og kander. På den anden side ligger soveværelset. Det vender mod vest. Rummet er badet i det varme eftermiddagssollys året rundt.
Et andet badeværelse og dét Francois Irvine kalder ‘arbejdsværelset’ med symaskinen og en overlocker som fokuspunkt, leder også væk fra opholdsstuen. Det er i dette arbejdsværelse, han fremtryller sine magiske designs. Hans lejlighed er fyldt med udsmykningsgenstande og designelementer, som han selv har fremstillet. De spænder fra de kløgtigt improviserede lampeskærme i hvid bomuld til de cremefarvede polstrede lænestole, hvor hans tre hunde rejser sig for at byde gæster velkommen. De to Whippet-hunde Ru og Kio, samt den unge italienske greyhound med navnet Willow, skiller sig ud fra det neutrale interiør denne vinterdag. Det er et hjem, hvis ejers kreative sans og håndelag er synligt, hvor man end vender sit blik.

Outdoor Living

Kruger 1 - Outdoor Living

En feriebolig i nærheden af Sydafrikas berømte Kruger National­park indfanger skønheden og mystikken i ruinerne fra oldtidens Afrika 
i en blændende nutidig genfortolkning.

“Selv om du en dag måske forlader Afrika, så giver Afrika aldrig slip på dig,” siger den sydafrikanskfødte Julian Koski. Som ung mand forlod han tilbage i 1980-erne Sydafrika til fordel for et liv i USA. I dag bor han i New York sammen med hustruen Aida og deres to tvillinger Leo og Tess. Men trods et aktivt familieliv i Amerika og et travlt arbejdsliv i Wall Street, han ikke kunne slippe minderne om barndommens safariferier.
“Jeg ønsker at give min familie en lille bid af alt det, der betød noget, da jeg voksede op.”
Han så potentialet i en feriebolig i et naturreservat, som en måde at gøre deres verden større på. En modpol til det privilegerede New Yorker-liv de er vant til. “Vi ville give dem et andet perspektiv på ver­de­nen – noget miljørigtigt, økologisk og menneskeligt,” fortæller han.
Han fandt et fantastisk sted med frit udsyn til en dæmning i Thorny­bush Private Game Reserve omgivet af uberørt savanne. Vildtreser­vatet støder op til den berømte Kruger National Park. Langsomt begyndte en proces, der til slut skulle realisere drømmen om at skabe en ny base for familien i Sydafrika.
Hvis der er én ting, Julian Koski elsker lige så højt som safariferierne, er det arkitektur. “Hele mit liv har jeg ønsket at blive arkitekt,” siger han. “Det har altid været min passion. Og dette projekt var en mulighed for at udleve mine arktektoniske ambitioner.”
Så dét at designe families feriebolig lå lige til højrebenet. Selv om
Julian Koski siger, han ikke havde en forudfattet ide om en “drømme­bolig”, så ønskede han at skabe en eller anden reference til hans familie i arkitekturen. Hele ideen udsprang af familiens historie. Dens fortælling. “Som sydafrikaner og med min kones arabisk-brasili­anske rødder, ville vi smelte det nordlige og sydlige Afrika sammen,” fortæller han. “Jeg bragte dét Afrika, jeg kender syd for Sahara ind i projektet. Min kone gav det den nordafrikanske følelse – den mauriske tradition. Så det er i virkeligheden en forening af to elementer, der skaber en ny helhed.”
Udover disse personlige referencer er kernen i Julian Koskis design den hypnotiserende kraft i oldtidsbyen Great Zimbabwes ruiner. En middelalderby i hjertet af Afrika og – ifølge visse legender – hovedstaden i dronningen af Shebas rige. De groft huggede
granitsten i den smuldrende ældgamle by inspirerede Julian Koski. “Arbejdet med sten har altid fascineret mig,” fortæller han. “Jeg elsker sten.”
Han ville indfange følelsen af tidløshed. Og om at høre til i landskabet. Historiens ånd og de gamle afrikanske civilisationer. At bygge et hus fra grunden midt i den uberørte ødemark kræver komplekse løsninger. Noget mere end blot den sædvanlige genfortolkning af kolonitidens Lodge-arkitektur, der i dag ofte præger sydafrikansk arkitektur. Julian Koskis vision ligner en geologisk konstruktion, der er en kopi af landskabet. Men ikke kun. Det er også en vision med en klar reference til både de naturlige omgivelser og hele kontinentets kulturelle kontekst.

Kruger 4 1024x683 - Outdoor Living
Aksen skabt mellem den flisebelagte sti kulminerer i et ildsted under pergolaen med den ekstraordinære klokkeformede skorsten, der er modelleret efter messingklokkerne i Kyotos templer. Dét at have ildstedet i gulvniveau er med til at bevare det lave fokuspunkt fra de lave møbler. Lænestole og sofaer er fra Donna Karans Urban Zen serie i massiv balinesisk teaktræ.
Kruger 7 1024x683 - Outdoor Living
På den ene side af husets centrale akse, der løber gennem Kubili House’s centrum, står en modernistisk inspireret pergola med glat finish og rene linjer i kontrast til den klippeagtige, monolitiske tvilling overfor. De lave træmøbler giver en lav siddehøjde, der skaber en følelse af at blive sænket ind i landskabet i øjenhøjde med det vilde dyreliv, der passerer forbi.
Kruger 8 1024x683 - Outdoor Living
Haven er anlagt på en made, så det omkringliggende landskab støder helt op til bygningerne og smelter sammen med dets omgivelser. Huset har meter-tykke taghaver, der er beplantet med lilla, orange og røde græsser, hvilket ikke kun får huset til at se ud som om, det altid har ligget der. Det gør det også næsten usynligt på afstand. Stierne der løber gennem haverne skaber et velordnet, moderne, geometrisk element i designet. En subtil kontrast til den naturalistiske beplantning.

Da huset var opført, gav han og Aida det navnet ‘Kubili House’, der betyder ‘To’ på det lokale sprog seTsonga. En reference til tvillingerne Leo og Tess. Men i virkeligheden handler husets historie også om andre ‘dobbeltheder’.
Julian Koski trak på både traditionelle og moderne påvirkninger, da han udtænkte huset i to dele: Jordnære, organiske materialer i hvis udtryk man finder abstrakte modernistisk inspirerede former. En del er en åben pergola med et nærmest svævende tag. Den anden er en tung, klippeagtig, monolitisk modsætning med et mere ‘mau­risk, marokkansk, zimbabwisk, ruinagtigt udseende’. De spejler hinanden i en infinity pool og damme med Koi-karper. Man træder ind i forskellige verdner via trædesten i dammen. “Det er det perfekte ægteskab,” siger Julian Koski. “Man tager en moder­nistisk arkitektonisk ide og matcher den med noget, der er vældig maurisk.” Under pergolaen virker det som om, at klipperne åbner sig for gulvets glatte finish og sænkede lofter. Rummet handler om åbenhed og udsyn. Det lave møblement – domineret af Donna Karans Urban Zen møbelserie i massiv teak – er tæt på gulvet. Det samme gælder ildstedet under den unikke, massive skorstenskuppel, der er inspireret af messingklokkerne i templerne i Kyoto. Det virker næsten som om møblerne trækker dig ind i landskabet. “Alle sidder lavt, næsten på selve gulvet,” fortæller Julian Koski. “Ideen er, at du ikke skal sidde højere end dyrene, der passerer forbi på savannen. Du skal være i øjenhøjde med dyrene.”

Pergolaen er massiv. Klippeagtig. Den forbinder hovedhuset og to mindre villaer. Kølig og omfavnende. Men bygningerne er ikke helt afskåret fra omgivelserne selv om deres karakter er mere indadskuende og reflekterende. Bortset fra bade- og sove­værelser er der ingen døre. “Alle siger: Julian, hvor er alle dine døre? Men jeg vil ikke have nogen. Det skal være åbent,” siger Julian Koski.
I stedet har huset et gennemtænkt system af overgangs-rum og indgange, der både blander og slører oplevelsen af at være inde og ude. “Vi har haft en løve, der gik igennem huset,” fortæller Julian Koski. “Og leoparder. Vi har endda oplevet en vild hund, der løb igennem huset på jagt efter en impala.”
Alene størrelsen på bygningerne er et svar på storheden i det omgivende landskab, himlen og horisonterne. Som Julian Koski siger, kræver omgivelserne i sig selv noget stort. En slags arkitektonisk anerkendelse af rummet omkring huset.
Alle disse kontraster – monolitisk og vægtløs, det åbne og det indelukkede, det gamle og det moderne, nord og syd, vand og tørke – skaber en aura af mystik. Akkurat som landskabet og de ruiner, der har været inspiration for huset.
Husets omgivelser og taghaven er yderligere med til at indlejre arkitekturen i landskabet. “Vi har set, hvordan landet så ud før, vi byggede,” siger Julian Koski. “Vi så klipperne, vi så farverne og vi indså, at det ganske enkelt handlede om græs og buske.” Det rødbrune græs og den øvrige natura­listiske beplantning spiller på dialogen mel­lem huset, kulturen og naturen.

Kruger 15 1024x683 - Outdoor Living
Pergola-tagets udhæng strækker sig mod dæmningens vægge og vand. Daybeds og gigantiske bløde sofaer gør solbadning til en drøm.
Kruger 17 1024x683 - Outdoor Living
Betragtet fra den fjerneste side af dammen falder Kubili House i et med sine omgivelser. Granitvægge og taghaver gør, at huset indlejrer sig i den naturlige sammenhæng. Set fra afstand ser husets proportioner rigtige ud, når man tager himlens storhed og horisonter i
betragtning.

Dæmningen strækker sig op i en slangeformet væg foran huset. Julian Koski siger, at de oplevede en ekstrem tørke under byggeriet. En tørke, der betød, at vandstanden trak sig flere hundrede meter tilbage. ”Kan du se træerne med rederne helt derude?” spørger han. “Vi kunne gå helt hen til de træer.” Men den aften hvor huset stod
færdigt og nøglerne blev afleveret – den 23. december husker han – havde vi en storm af næsten bibelske dimensioner. “I løbet af nogle timer havde tordenstormen fyldt dæmningen igen.”
Huset blev oversvømmet og måtte renoveres inden, de kunne flytte ind. “Det var utroligt,” siger han. “Vi måtte praktisk taget sove på taget.” Men den episke dåb synes alligevel at være et velkommen til huset, der blev suget ind i landet og lod vandet komme til sig.
Det var et øjeblik med stor symbolsk betydning for Julian Koski. Gennem hele processen med design og opførelse af huset, havde han været meget utryg ved at plante
en ‘splinterny, skinnende konstruktion’ midt i den uberørte natur. “Det var meget vigtigt for mig, at dette hus skulle se ud som om det havde ligget der altid,” siger han. Følel­sen af at høre til, var også noget Julian Koski tog med sig i indretning af huset. Antikke træbjælker fra Frankrig gav en fornemmelse af tid. Genbrugt træ blev anvendt i villaens gulv. Et træk, der var med til at lægge et lag af alder og tid ind i arkitekturen.

Julian Koski opsøgte indretningsarkitekten Jacques Erasmus for at få bragt sine visioner ind i huset. Han siger, at indretningen handlede om mere end blot udsmykning. “Det var et spørgsmål om at bringe sammenhæng i huset,” siger han. Han så det som en proces, der skulle bringe liv til Julian og Aidas visioner – og færdiggøre de ideer som selve arkitekturen havde skabt på et mere detaljerigt niveau. Det var et projekt, der varede i toethalvt år. Et projekt, der udviklede sig, som det skred frem og krævede konstante ændringer. Jacques Erasmus fortæller, at de til sidst havde fjernet lige så meget, som de havde bragt ind i rummene indtil ideerne og løsningerne ligesom havde destilleret sig selv.
“Vi har virkelig forsøgt at få interiøret til at være enkelt og underspillet,” siger Jacques Erasmus. “Huset havde så meget kørende i forhold til teksturer og overflader, at meget lidt skulle gøres for at forstærke de
udtryk, der allerede var tilstede. Det handlede om at frigøre materialernes naturlige skønhed. Det handlede om at gøre mate­rialerne ære.”
På grund af rummenes størrelse var det nødvendigt at skræddersy mange af møblerne. Men det skete uden en enkelt tematisk tilgang til opgaven. Dét Jacques Erasmus kalder ‘næsten uensartede materialer og møbler’ hjalp med til at skabe en følelse af tids-passage og forandring – som noget, der er blevet levet i snarere end en simpel dekoration.

I badeværelserne får gæsterne en næsten rituel badeoplevelse, der leverer fordybelse og en helt anden følelse af tid. Brune medicinflasker fyldt med parfumerede badesalte står side ved side på hylderne. Alle inspireret af forskellige sydafrikanske blomster fra vilde gardenia til baobab-træets blade.
Desuden er badeværelserne forsigtigt, men alligevel mystisk udsmykket med kunstværker skabt af Cape Town-kunstneren Andrew Putters African Hospitality-værker. De omhyg­geligt koreograferede fotografiske portrætter – fiktivt repræsenterende 1700- og 1800-tals europæiske overlevere af skibbrud langs den sydafrikanske kyst. De blev reddet af Xhosa-talende stammer. En blev endda Xhosa-dronning.
På en måde er disse billeder i hjertet af Kubili House en nøgle til deres egen vision: Et stykke af fortiden, der blev reddet. Noget der tillader os at forestille os nutiden og fremtiden på en anden måde. Ældgamle afrikanske ruiner finder her et udtryk i en moderne form. En intervention i landskabet som på samme tid er dristigt ambitiøs og næsten usynlig.
Kubili House er en privat feriebolig beliggende i Thornybush Game Reserve i Limpopo-­provinsen i Sydafrika – en del af Greater Kruger National Park. Når det ikke er beboet af Julian og Aida Koski eller deres private gæster, kan huset lejes.

Kruger 26 1024x683 - Outdoor Living

Design & arkitektur

Walt 9 - Design &  arkitektur

Dæmpet glamour, endeløs detaljerigdom og en monokrom farvepalet, har givet dette tidligere faldefærdige hus et strejf af magi.

Renoveringen af Christian van der Walt og Anli Jones hjem i Johannesburg, begyndte faktisk med en dør. De faldt en dag over en høj, smal smedejernsdør i en antikvitetsbutik tæt på deres hus i forstaden Parktown North. Døren var rustet, havde ikke noget glas i det og intet håndtag, men det vækkede en ide. “Vi tænkte: den her kan blive god,” mindes Anli. Men hvordan kom de videre derfra?
Huset som det ser ud nu, besvarer stort set det spørgsmål. Det var oprindeligt et gammelt cottagelignende hus, der lå på samme grund som et meget større hus, der blev omdannet til et interiørstudio med indgang fra vejen. Grunden blev derfor opdelt, og dette gamle hus lå skjult bagerst på grunden, hvor vejen op til det gik via en ujævn og smal vej. Da parret flyttede ind, havde huset gulmalede mursten, fyrretræ på lofterne og avocadofarvet badeværelse.
Christian, der arbejder med special effects og animationsfilm til film- og reklamebranchen, og Anli, der har en baggrund i mode og design, er selv kommet med de fleste ideer til huset. Med smedejernsdøren i tankerne, tegnede de skitser på servietter over mange middage, og til sidst begyndte en plan at tage form.
“Der hvor mit sidste kontor lå, var naboen et arkitektfirma,” fortæller Christian. De endte med at hjælpe dem med at skabe filmiske ‘visualiseringer’ for nogle af deres projekter, så han derefter kunne skabe tredimensionelle indtryk af værelserne ud fra de arkitekttegnede skitser og derfra beslutte sig for de
faktiske løsninger.

Uendelig pladsfornemmelse
I løbet af tre år fik han og Anli ombygget huset.
“Vi gjorde det i etaper. Vi tog udgangspunkt i den oprindelige planløsning, men valgte forskellige steder at udvide eller tilføje, alt efter vores behov og ideer,” siger Christian. Mens de arbejdede i et rum, boede de i et andet, indtil de kom hele vejen rundt. “Præcis som man ikke burde gøre det,” fortæller Christian.
Oprindeligt skulle loftshøjden være på samme højde som på den restaurerede antikke dør, men en aften under ombygningen kom Christian og Anli hjem fra arbejde – blot for at opdage – at bygherren fejlagtigt havde tilføjet en ekstra meter til væggenes højde.
“Han spurgte os, om kunne acceptere det?” husker Anli. ”Han indrømmede, at det ville kræve meget ekstra arbejde at rette fejlen, så vi gav dem lov til at fortsætte.”
Den ekstra højde, især i stuen og det tilstødende kontor/gæsteværelse – hvor der er indsat en kopi af den restaurerede antikke dør – og er nu kernen i huset. Højden kombineret med de sorte vægge og indretningens monokrome farveindretning, skaber en næsten uendelig pladsfornemmelse: ‘den er nærmest ube­grænset’, som Anli beskriver det.
Især om natten, forsvinder loftet næsten i et med og væggene, og omslutter interiøret i en mørk, fløjlsblød atmosfære af luksus.

Walt 10 1024x683 - Design &  arkitektur
Kontrasten mellem den mørke Chesterfield og den lysegrå stofsofa indfanger smukt den kontrast der karakteriserer huset.

Lånt fra kunstgallerier
De mørke vægge, er et trick som Christian har bemærket, en del kunstgallerier anvender.
“Jeg så et billede der hang på Louvre, og det var samme set-up,” siger han. Nationalgalleriet i London har aldrig haft hvide vægge, og han bemærkede det igen på Scottish National Portrait Gallery i Edinburgh. “Det er som væggene forsvinder når de er mørke, mens de fremhæver det der hænger på dem,” siger han. “Du ser tingene i rummet, ikke rummet.”
Han kalder huset et ‘udstillingsrum’, fordi hans og Anlis eklektiske samling af kunst og artefakter, samt bøger og møbler får liv her. Der er blanding af moderne lokalt design og vintagestykker, kunstværker og restaurerede oliemalerier af portrætter købt på auktioner.
Det virker lidt glamourøst, den måde hvorpå de løser kombinationen af antikke genstande og moderne design. De to sofaer i midten af stuen bekræfter præcis det: en gammel, slidt sort Chesterfieldsofa – overfor den står en moderne italiensk en af slagsen.
Næsten alt, hvis det ikke har en metallisk skær, er det enten sort eller hvid … og for det meste er det faktisk sort. Den atmosfæriske belysning giver også et romantisk strejf.
“Lys er som et lille romantisk hul i muren. Når vi tænder stearinlysene, er det næsten magisk,” siger Christian.

Funktionel æstetik
Ude i haven har Christian og Anli anlagt en smuk og frodig køkkenhave.
“Den synes aldrig helt at have fundet ud af, hvornår det er efterår eller sågar vinter,” smiler Anli. ”Jeg tror det fordi den ligger beskyttet, så meget af det vi planter forbliver grønt det meste af året,” smiler hun.
Her er også firkantede hække og oliventræer, som er med til at skabe de udendørs rum. Og her dufter af lavendel. Der er endda vagtler, som har fået kyllinger. “De ligner små popcorn!” udbryder Anli.
“Muligheden for at leve som om du er på landet, men rent faktisk befinder dig i en by, er noget vi sætter stor pris på,” siger Christian. De er også glade for at lave mad med urter og ting fra deres have.
Christian og Anli er tilhængere af funktionel æstetik. Som kobbergryderne og -panderne i køkkenet – men også krystallysekronen som er ufattelig smukt,” siger Christian, men mener også at der er masser af glæde at finde i almindelige ting. “Det handler om at finde glæde ved ting du bruger i dagligdagen. Hvis du skal tilberede tre måltider om dagen, så kan du ligeså godt lave det med de bedste råvarer, i noget der også er af høj kvalitet.”
Det romantiske strejf i huset er ikke tænkt som en flugt fra hverdagen, som mere som en lyst til at hylde skønhed og glamour. For her må hjemmet gerne være en oplevelse både at leve og bo i.

Walt 15 1024x683 - Design &  arkitektur
I soveværelset og påklædningsrummet fremhæves de vandrette linjer i modsætning til det lodrette i stuen.

Italiensk oase

Ponti 8 - Italiensk oase

På toppen af en bakke, har arkitekt Claudia Ponti designet sit eget feriehus, hvor det udvendige og indvendige blandes sammen konstant. Et ideelt sted at tilbringe weekender og helligdage – væk fra byen.

Med den perfekte beliggenhed ved Piacenza, har arkitekt Claudia Ponti tegnet dette fantastiske hus i naturlige materialer, hvor de indre rum smukt fletter sammen det ydre landskab. Huset er naturligvis bygget af sten og træ. Det trækker familien væk fra travle Milano, som ligger en lille times kørsel væk.
I årevis søgte hun efter det rigtige sted i denne del af Piacenza-bakkerne, og det var den betagende udsigt, der gjorde udslaget. Så hun har nærmest skræddersyet det til hende og hans familie.
“Med dette projekt realiserede jeg endelig en drøm: nemlig at designe og tegne mit eget feriehus, og endelig at kunne nyde årstidernes skiften i et af de landskaber, jeg elsker mest,” siger hun.
Lige over en time tager det at køre fra Milano, til man rammer dalene i Tidone og Luretta og dette afslappende landskab møder dig. Her ligger kun enkelte huse men masser af marker og vinmarker. Claudia tilbringer weekender og ferier i denne oase, sammen med sin mand Andrea og deres børn Natalia på 18 og Oleg på 13 år.
Husets opbygning giver masser af plads, lys, panoramaudsigt og smukke solnedgange.
Ideen er en åben storrumsløsning med alle værelser liggende på modsatte side. Det giver en glidende og kontinuerlig overgang mellem det indre og det ydre. Køkkenet lig­ger nærmest i stuen, placeret i et lille aflukke, og gangen ned mod badeværelset og soveværelser er ikke adskilt af vægge, men skjules ved at trække store gardiner for.

Naturlige materialer
“Jeg ønskede store åbninger, så alle kan nyde landskabet når som helst på dagen.
I stuen fremstår et næsten 8 meter langt glas­vindue næsten som et levende billede. Andre steder er der indsat vinduer i væggenes fulde højde,” siger Claudia.
Og så er huset altid fuld af mennesker. Datteren Natalia elsker at invitere venner til en svømmetur mens Oleg, nyder at spille fodbold på den store græsplæne.
Valget af naturlige materialer, var en grundlæggende del af designet, og det er forudset at deres skønhed forandres og patineres. Det er sten fra Trebbia, der dækker den nederste del af bygningen, mens der på terrassen ud mod landskabet er slået træ på væggene. Træets varme toner blødgør indtrykket.
Interiøret er forsøgt holdt enkelt og blødt, som kontrast til det lidt firkantede arkitektoniske udtryk. Claudia har valgt genstande og møbler i naturlige materialer, såsom borde og lænestole af teaktræ, vævede stoffer, fletkurve og blødt sengetøj – alt holdt i enkle farver.
“Jeg kan lide kontraster, og jeg nyder at blande hårde elementer med blødere former.
Ligesom jeg kan lide at kigge efter moderne design og møbler under mine rejser. De to vaser på bordet i stuen, er for eksempel købt på Dronning Sofias Museum i Madrid, mens jeg fandt glaspendlen der hænger over spisebordet, i en lille brugskunstbutik i Barcelona,” siger Claudia.
Tonerne i interiøret afspejler farverne på de ydre materialer, med forskellige nuancer af varm grå til væggene og sandfarven til gangens vægge mod værelserne.

Ponti 11 1024x683 - Italiensk oase
Udenfor står en sofa med hvide stole på siderne, der er designet af Paola Lenti.
Ponti 12 1024x683 - Italiensk oase
Her i stuen er der skabt rum til træopbevaring. Der hvor skorstenen fra pejsen går op i taget, er det i det rum plads til at lægge træ til tørring

Utroligt smukke solnedgange
Det her et hus der er designet til – frem for alt – at leve udenfor i. Der er på hver side af huset, plads til at slappe af. Alt efter års­tiden. I haven er der køligst på de mest solrige og varme sommerdage. Mens man på den overdækkede terrasser mod syd, takket være den varme der frigives af de solopvarmede sten, kan sidde udenfor på de milde vinterdage.
“Jeg vågner altid tidligt om morgenen, så inden de andre vågner, kan jeg godt lide at pakke mig i et tæppe, sætte mig ud på terrassen og lytte til stilheden, mens jeg nipper til en kop te,” smiler Claudia.
Poolen er designet som en naturlig vandkanal, dens form er lang og smal. Den mørkegrå belægning giver den en blålig farve, der integrerer godt med landskabet.
“Jeg drog fordel af at landskabet skrånede her, så poolen ligger lavere end huset og ikke er synlig fra huset.”
Haven blev omhyggelig anlagt sammen med en landskabsarkitekt, der valgte aromatiske urter og planter, der vokser i området. Og så masser af prydgræsser.
“Stedet her giver os mulighed for at flygte fra byen – selv for bare en halv dag. Det er virkelig et privilegie at få muligheden for at nyde en solnedgang i dette vidunderlige landskab,” slutter Claudia

Cliffhanger

Cliff 2 - Cliffhanger

Arkitekt Stefan Antonis smukke bolig kombinerer – i to næsten lige store dele – det rå med det sofistikerede. Det er en smagfuld arkitektonisk perle.

“Jeg har altid ønsket at bo i Clifton,”siger Stefan Antoni, der er arkitekt i Cape Town. “Det er et af de smukkeste steder i verden,” mener han. Og han burde vide det. I løbet af sin karriere har Stefan nemlig opført mange huse her på kysten, alle med kig til Atlanterhavet, og med tiden oparbejdet et ry som særdeles leveringsdygtig i de eftertragtede huse, som klamrer sig til bjergsiden med uhindret udsigt over havet.
Faktisk var det hans ærinde i Clifton den dag, han fandt et ‘til salg-skilt’ der var væltet og lå på jorden. Han var i området, fordi han var i gang med at opføre et hus til en klient. Han opdagede skiltet og fandt grunden interessant. Uvidende om den stadig var til salg, ringede han til nummeret. Han fandt ud af at det var den, og så blev handlen igangsat så hurtigt som muligt.

Ikke bare en hvid kasse på en bjergside
Da han skulle i gang med at tegne sit eget hjem, hvor han bor sammen med sin kone Carla og deres to børn, Gia og Luke, holdt han sig ikke udelukkende til de mere sikre løsninger. “Jeg tænkte, det er mit eget hus, jeg kan da eksperimentere lidt her!” fortæller Stefan. Men først måtte han fokusere på praktikken og dermed fokusere på grundens beskaffenhed. Der var en betagende havudsigt og bag huset ligger bjerget Lion’s Head, men der var ingen tvivl om, at det var et vanskeligt stykke jord at bygge på. “Her er meget stejlt,” forklarer Stefan og fortsætter: “Grunden stiger kraftigt op fra vejen, hvilket betød, at jeg skulle komme med noget nyt, hvis resultatet ikke bare skulle være endnu en anonym, hvid kasse på en bjergside.”

Der er ingen vind i baghaven
“Det afgørende udgangspunkt for udtrykket var, at få huset til at ‘forholde’ sig til bjerget,” siger han. Hans løsning, med risiko for at oversimplifisere det, var bare at vende huset på hovedet: beholde opholdsrum på øverste niveau og soveværelserne nedenunder.
Ved at lade bygningen stige bagtil, kunne Stefan anlægge en have på øverste etage bag stuen med en græsplæne, der faktisk forbinder huset med bjerget. Men denne løsning undgik han også det frygtede alternativ, nemlig en stor, mørk klippevæg på bagsiden af huset.
“For mig var det meget vigtigt at få en have med en græsplæne og nogle træer, fordi jeg har en 10-årig søn, og der kan vi spille fodbold, cricket eller rugby,” siger Stefan.
Da han først havde skabt platformen til det øverste plan, udviklede han en zig-zag løsning til deres opholdsområder. For eksempel hænger en del af stuen ud over den kantløse pool, som nærmest går i et med havet, og en udendørs spiseplads ses på siden af huset.
“Jeg fandt ud af, at vi kunne få en nordvendt have, som er ret sjældent i Clifton,” siger Stefan.
“Den måde, jeg har moduleret det på, skaber en vindfri zone i haven, og derfor fungerer den rigtig godt.”
Bygningens høje loftshøjde resulterende i, at han kunne skabe et vidunderligt samspil mellem de forskellige planer, rummenes størrelse og lysindfaldet.
“Huset er opdelt i fire planer,” forklarer han: på gadeniveau ligger garagen og indgangen. Dernæst et ‘tomrum’ indeholdende gæsteværelser. Derefter er der et spille- og spa-område og soveværelserne. På toppen findes opholdsarealerne: stue, køkken, spisestue.
De vertikale forbindelser overlapper hinanden og hjælper med at integrere huset – holde sammen på det. Så selvom man er på forskellige niveauer, føler man sig sjældent afskåret fra hinanden. “Du vil være en del af en større sammenhæng,” siger Stefan. “Når børnene og deres venner er i spillerummet, kan jeg læne mig ud over rækværket og bare råbe til dem at det er spisetid.”

Cliff 9 1024x683 - Cliffhanger
På husets øverste plan, ligger det åbne opholdsområde med køkken, spisestue, lounge og bar.

Robuste materialer og rå teksturer
Facaden blev brugt til at forene huset. Stefan mener nemlig at facaden, der både har åben balkon og vinduer, ville have set rigtig underlig ud udefra. Han følte facaden havde brug for noget, der kunne ’trække strukturen sammen’. Han ønskede ikke, at huset skulle fremstå stort eller truende. Hans løsning var at beklæde det med en laserskåret aluminiumsskærm, som han mener samlet udtrykket. Mønsteret på facaden er en abstrakt grafisk fortolkning af de store udsving der er vejrmæssigt i Sydafrika, med både kølige vintre, regn og varme somre. Ideen medvirker til at blødgøre bygningens udseende og får den til at falde mere ind i det omgivende landskab.
Den stærke tilstedeværelse af bjerg og hav og dels på grund af hans personlige smag, ønskede Stefan en indretningssil med enkle kvaliteter.
“Jeg elsker gamle monumenter og rå, enkle rum,” siger Stefan. ”Jeg valgte helt specifikt at gå efter rå, robuste materialer og teksturer.”
“Det handler virkelig om ‘skulpturere’ et rum; at skabe rolige, smukke rum – hvor det udendørs smelter sammen med det indendørs,” fortsætter han. “For mig er huset bare et skib, hvor man kan opleve bjerget, udsigten og træerne udenfor.”

Arkitektur skal handle om glæde
Selvfølgelig er den bedste måde at understrege rå teksturer og udnytte deres udtryksevne på, ved at benytte sig af kontraster.
Opholdsstuen ovenpå kan åbnes næsten helt op. Skydedørene af glas, forsvinder ind i væggen. Når de er åbne, bliver beboelsesrummet omdannet til en pavillon. “Det er som om nærværet af bjerget bagved, glider ind i baghaven, igennem huset og derefter ud til terrassen og poolen, hvor det slutter sig havet,” siger Stefan. Men huset handler ikke kun om åbne rum. “Jeg kan altid godt lide når et rum, fører til et andet, uden helt at afsløre det,” siger han.
“Det tilføjer en smule sjov til hele oplevelsen, fordi arkitektur skal handle om glæde, ellers er det rent utilitaristisk,” fortsætter han. (Utilitarisme betyder nyttefilosofi. Ud fra opfattelsen af at en handling er moralsk god, når den forøger summen af velfærd, red.).

Lysets mysterium
Stefan har også arbejdet meget med det naturlige lys. Nogle valg er helt pragmatiske: Havudsigten i Clifton vender mod vest, hvilket betyder at den stærke og varme eftermiddagssol står på længe.
“Det er meget vigtigt, når den sene eftermiddagssol kommer rundt, at man kan trække sig tilbage til andre steder i huset. På vores opholdsområder har vi meget få persienner eller solskærme, men vi behøver dem ikke, fordi vi altid har rum, vi kan gå ind i hvis vi får brug for skygge,” siger han.
Han har også skabt ovenlysvinduer og placeret vinduer, der tillader naturligt lys at vælte ind som uventede lyskilder – det iscenesætter hvad Stefan kalder ‘lysets mysterium’. Tagvinduet over muren af afrikanske masker i stuen er et perfekt eksempel. “Når lyset bliver mere og mere lodret, rammer det maskerne, og de bliver mere udtryksfulde med deres dybe, stærke skygger.”

Næsten som på et galleri
Som samler af kunst- og designobjekter har Stefan ikke tænkt interiøret med et endeligt udtryk i tankerne. Hele ideen var snarere at indrette et rum, der kunne fortsætte med at udvikle sig.
“Jeg ville ikke have det hele matchet til perfektion,” siger han. “Det skulle have en vis tilfældig, indsamlet kvalitet. Næsten som et galleri. Det her er et hus, hvor vi kan fortsætte med at samle og det vil ændre sig over tid. Og det er det, jeg nyder ved det. Meget lidt er blevet samlet bevidst til et rum. Tingene bevæger sig rundt indtil vi synes det har fundet det rigtige sted, og selv da flytter det måske plads på senere tidspunkt.”
Stefan har en forkærlighed for modernistisk design og kunst fra midten af det 19. århundrede. Brugskunsten viser også hans interesse for modernistisk æstetik, ligesom nogle møbler er fra midten af århundredet. Der er et bemærkelsesværdigt værk af Cecil Skotnes (1926-2009), som er et stort vægtæppe, der engang hængte på præsidenthotellet i
Johannesburg. Det repræsenterer en særlig historie der afspejler både afrikansk modernisme og æstetik.
“Jeg oplever kunst og arkitektur forbedrer hinanden,” siger han. “To muligheder der smukt kan spille sammen med hinanden,” slutter han.
Huset er også blevet en slags opdagelsesrejse: en mulighed for Stefan at forfølge sin egen æstetik. Resultatet er ikke kun et familiehus, men også en spændende arkitektonisk udforskning, som er rå, opløftende og raffineret: ikke bare en bygning, men en arkitektonisk oplevelse.

Design & arkitektur

Casa Warde 1 - Design &  arkitektur
Casa Ward 2 1024x683 - Design &  arkitektur
Huset på tre etager blander indtryk fra moderne brasiliansk og californisk arkitektur.

Midt i Po-dalen ligger denne lille oase af en villa. Indvendigt smelter inspiration fra rejser sammen med store designklassikere og specialfremstillede møbler – pakket ind i varme og luksuriøse naturmaterialer.

Inspiration fra alle fire verdenshjørner findes her i Casa Ward, designudtrykket er et sted mellem en alpin og tropisk stil. Huset ligger i Po-dalen, i Canali, på sydsiden af Reggio Emilia. Den italiensk-amerikanske arkitekt Christopher Ward (hans far var fra Chicago), besluttede sig for at slå rødder her i det mest produktive område i Norditalien. Men selv med hans globetrotter-ånd og veludviklede sans for detaljer, var denne renovering både en stor og spændende udfordring.
Hans ideer var mange og forskellige. For det første – bringe udenlandsk arkitektur til en lille italiensk landsby uden at save for meget i den typiske, rustikke stil der findes der.
“I begyndelsen så vores naboer lidt mistænkeligt på vores hus, men efterhånden så de hvor vi ville hen,” fortæller han. For det andet – have det sjovt med at eksperimentere, men kun med brugen af de bedste materialer – både naturlige og nutidige. Ikke overras­kende er hans arkitektoniske helte blandt andet tyske Mies van der Rohe og japanske Kengo Kuma. For det tredje – skabe en simpel, men elegant arkitektur, der skaber kontinuitet mellem de indendørs og udendørs, ved at låne fra den eksotiske fornemmelse det er at være på ferie – den varer bare evigt.

Casa Ward 5 1024x683 - Design &  arkitektur
Et kig fra entreen ind til køkkenet og trappen op til første salen.

Moderne brasiliansk og californisk arkitektur
Resultatet er en bygning på tre etager, hvor ingen detalje er tilføjet uden grund. Det er endt i harmonisk udtryk – både arkitektonisk, materielt og interiørmæssigt – kombineret med indtryk fra mange rejser rundt om i verden. Christopher og hans kone Alessan­dra har, sammen med deres to børn, Maria Vittoria og Gregorio Christopher, rejst meget. Fra Maldiverne og Norden til Grækenland, fra Asien og Mellemøsten til Miami. Oplevelser fra nogle af disse mange rejser kan på forskellige måder fornemmes i huset.
“Jeg havde en masse billeder inde i mit hoved,” fortæller han, og prøver at genkalde sig begyndelsen af det store projekt. Den brasilianske og californiske arkitektur var en stærk inspirationskilde, men også en skandi­navisk og en alpin atmosfære har der været plads til.
Hvordan får man så mange retninger til at hænge sammen?
Nøgleordet var ‘balance’ og et ord der konstant kørte var i Christophers hoved. På den måde formåede han at skabe en fælles tråd mellem arkitektur og design, og aldrig falde i fælden med kedelig æstetik.
At skabe dynamiske miljøer, variere mønstre og bruge forskellige farver, var en anden udfordring, han som arkitekt selv skulle tage sig af. Med tre soveværelser, fire badeværelser og en åben planløsning med dobbelt højde til loftet, var det også rigeligt at gå i gang med.
Den ultimative luksus lå i valget af førsteklasses, taktile (følbare) materialer, blandingen af designikoner og specialdesignede møbler, mikset sammen med komfort og enkelhed.
Alessandra, der ifølge hendes mand, har en udsøgt smag og stor passion for design, valgte møbler og farver. “Det var god parterapi,” indrømmer hun beskedent.

Casa Ward 12 1024x683 - Design &  arkitektur
Sofaen Grid er designet af danske Henrik Pedersen for Gloster.

Enkel, moderne og afdæmpet stil
De to har skabt et unikt sted, hvor stilen er moderne og afdæmpet, men alligevel modig og enkel. Man kan faktisk fornemme at huset er specielt, allerede når du ser indgangspartiet og døren i børstet stål – der er markant forskellig fra resten af huset. Det er detaljer som det, der gør forskellen. Når du kommer ind i huset, er der områder, hvor underspillet elegance møder det mere dramatiske, som i det moderne og funktionelle køkken fra Bulthaup med en lysekrone designet af Tom Dixon. Spisestuen er oversvømmet med naturligt lys, og efterlader et behageligt indtryk med de grønne Eames stole (et lille strejf af USA). Infinito Modular reolen er designet af Franco Albini for Cassina, og var et af deres ‘must-have’ møbler. Her og der ses nogle fascinerende fotografier taget i USA. Billeder som Christopher og Alessandra taget under deres mange rejser dertil. New York ligger meget højt på deres liste over favoritbyer.

Casa Ward 13 1024x683 - Design &  arkitektur
STUEN ER MEGET AFSLAPPET med den neutrale farvepalet, der leger med nuancer af beige og grå. Den glasindrammede pejs er designet af Christopher selv.

Mod nye rejseoplevelser
Men den virkelige overraskelse er det store badeværelse – en gave fra en mand der elsker sin kone. Udstrålingen er varm og venlig men samtidig moderne og minima­listisk. Der er hentet inspiration fra en skandinavisk sauna og et japansk badeværelse. Atmosfæren her er zen – måske er det al træet der virker afslappende. I hvert fald er træpanelerne i pæretræ med til at gøre dette til et magisk sted.
Toppen af kransekagen er den store frodige have, herunder oliventræer, banantræer, farverige nerier og aromatiske urter.
En uventet og æstetisk smeltedigel midt i Po-dalen. Med plads til nye oplevelser fra nye rejser.

Casa Ward 16 1024x683 - Design &  arkitektur
Det store badeværelse er iklædt pæretræ: en blanding af inspiration hentet fra et japansk badeværelse og en nordisk sauna. Kar­badet er fra italienske Antonio Lupi. Dorn­bracht armatur og vask fra Boffi. Luccel­lino væglamperne er designet af Ingo Maurer.
1 2 3