Christina Lindsgren og hendes familie har indrettet sig i en villa ved fjorden, der tager afsæt i den omgivende natur, og dens mangfoldighed. Alt er tegnet og indrettet, med respekt for naturens former, overflader og materialer.
Christina Lindsgren.
Når Christina Lindsgren. falder i staver ved køkkenbordet, er det en sjælden begivenhed. Christinas energi er tydelig, og bevægelserne præcise. Endda så præcise at hun to gange har vundet verdensmesterskabet i forhindringsløb i hendes aldersgruppe. Når det alligevel lykkes os at fange hende med ro i øjnene i en stille stund, er det, ifølge hende selv, fordi naturen og omgivelserne omkring Roskilde Fjord er noget af det, der for alvor kan få hendes puls helt ned i hastighed. Christina fortæller: ”Faktisk boede vi ganske tæt ved dette sted, og vi gik næsten dagligt ture herned, hvor der dengang lå et lille, ikke særligt spændende hus. Vi var egentlig glade for vores oprindelige bolig, men udsigten til både markerne og fjorden, giver os så meget ro, og særligt jeg har også en forkærlighed for naturens billedlige udtryk: De nøgne grene, de golde marker og kontrasten om sommeren, hvor alt står sprudlende. At vi så ovenikøbet kunne se muligheden for at bygge noget som to generationer kunne bo i, var det sidste og afgørende.”
Christina tegnede på huset over nogle måneder, med assistance fra et par arkitekter, og baksede med et par benspænd der drillede en del. Blandt andet var et væsentligt ønske at begge familier skulle have udsigt til fjorden. Christina fortæller: ”Det var ikke nemt at få det med fjordudsigten til at gå op, da der er restriktioner i forhold til, hvor tæt man må bygge til skel. Jeg løste det ved at lave en forskudt plantegning, så vi både forskød horisontalt og vertikalt. Vores del ligger næsten som et kæmpetrappetrin, lidt tilbagetrukket på grunden og 140 cm over terræn i forhold til min mors del.” En anden vigtig ting handler om detaljerne, materialerne og måden, de blev brugt på. Christina er optaget af naturens teksturer og flader, og opfatter kontrasten imellem både former og overflader, som væsentlige barometre i forhold til spændingen i arkitekturen. Hun har valgt kun at benytte naturlige materialer, og er optaget af beton, træ, jern og glas.
Indretningen handler mere om grafisk finesse end en egentlig opdeling af rummene. Sammen med de forskellige kunstværker defineres deres funktion og udtryk.
Blødt og hårdt – råt og fint Denne optagethed kommer tydeligt til udtryk i overfladen på køkkenelementerne. Den kaldes glødeskal, og er konstrueret af en smed der beherskede denne teknik. Når den hårde struktur med den glatte overflade, placeres på gulvets rustikke beton, og når begge dele accentueres af råt træ og pudsede vægge, opstår den ønskede spænding imellem hårdt og blødt, råt og fint.
Christina forklarer: ”For os begge har ønsket om naturens indflydelse på vores bolig været stort. Særligt for mig, der er særligt optaget af interiør og det indretningsmæssige udtryk, har der været et ønske om at spejle det udvendige: havet, himlen, marken og skoven. Jeg har i arkitekturen brugt masser af råt træ, både i døre, på gulve og på møbler, men også beton og lerpuds. I min indretning har jeg, på samme måde, brugt grove ubearbejdede ler-overflader, værker med elementer af naturen, og masser af uld, pels og skind. Når det så er sagt, er der jo stadig intet der bliver trumfet af naturen selv, der byder ind med solnedgange der kan ses fra begge terrasser, og fjordudsigt fra flere niveauer.”
Dette fantastiske hus i den lille pittoreske landsby Sóller på Mallorca står efter en nænsom restaurering som definitionen på den perfekte feriebolig.
Her er opskriften på, hvordan man skaber den perfekte feriebolig: Tag én del billedskøn beliggenhed, der endnu ikke er opdaget eller overrendt af turister, tilsæt én del charmerende panorama view over det omkringliggende landskab og bland det forsigtigt sammen, mens der tilsættes det nødvendige antal soveværelser med badeværelser en suite og behagelige, afslappende opholdsrum. Sidst, men ikke mindst, skaber man et par hyggelige kroge i huset, når siesta-timen nærmer sig. Udenfor er det nødvendigt med en forfriskende swimming pool, rummelige terrasser med både liggestole og et komfortabelt spisebord. Mens det hele simrer, kan familie og venner slappe af og nyde feriedagene på Mallorca. Resultatet af denne opskrift kan findes i den lille mallorcinske landsby Sóller små 30 kilometer nord for Palma. Og mere præcist i villaen Ca’n Busquera, der ligger på en lille bakkekam i udkanten af den lille maleriske landsby, der huser godt 14.000 indbyggere. Ca’n Busquera er ganske enkelt det ideelle sted at tilbringe sin ferie. Både for familien, der ejer huset – og når der er gæster på besøg. Huset er oprindeligt opført som en finca, en traditionel mallorcinsk gård bygget i sten. Der er masser af plads i og omkring villaen. Både når det er tid til fælles sysler, og når det er den stille og rolige siesta, der skal nydes.
En diskret port giver adgang til ejendommen fra den smalle gade, der fører op til villaen. Og den er smal – det er kun muligt for én bil at passere ad gangen. Akkurat som det er tilfældet i resten af landsbyen. Porten er lavet af smedejern, der er malet mørkegrøn, så det matcher husets lige så traditionelle skodder. Porten kan foldes tilbage, så det er muligt for biler og gæster til fods at komme ind på grunden via den brede port. Men når først bilen er navigeret på plads efter at have forceret porten, venter der gæsterne en rigtig øjenåbner: Langs husets sider folder en kæmpehave sig ud mod Tramuntana-bjergenes skråninger. Haven fuldendes med en eksklusiv swimming pool og en udendørs opholdsstue. Det er den første dosis fred og ro, der er med til at mildne sindet og levere en reel feriestemning. Oro del Negro og Manuel Villanueva fra More Design, et lokalt design- og arkitektfirma baseret i den nærliggende landsby Deià, blev af husets ejere bedt om at redesigne dette udendørs område. De har efterfølgende også arbejdet med en række opdateringer af huset. Men designprocessen begyndte med et grundlæggende og omhyggeligt fokus på det grove anlægsarbejde i haven. Den skulle organiseres bedre og omhyggeligt brydes op i mindre bidder. Foran villa Ca’n Busquera er pladsen belagt med grove brosten uden alt for meget fugesand, så de små, hårdføre bunddækkende planter har kunnet ’invadere’ området. Et lille fint touch der er med til at forankre huset i landskabet. Gamle stensøjler har fået bjælker placeret på toppen. Slyngplanter kravler op ad søjler og ind mellem bjælkerne. På den ene side af swimmingpoolen leverer en lille græsplæne et blødt og grønt viewpoint mod de omkringliggende bjerge. Bagtil giver en hæk bestående af oleander og bambus lidt privatliv.
Området omkring poolen er skiftevis belagt med en glat, støbt betonbelægning og områder, hvor der er anvendt flade sten fra en nærliggende flod. Det har skabt et velstruktureret men blødt gangareal, der nærmest føles som en blid omgang fodmassage. De små sten giver desuden visuel dybde og et interessant modspil til den mere ensartede støbte beton, der – når den er våd – får en næsten marmorlignende glans. Den store rektangulære swimmingpool er omdrejningspunktet for landskabsplejen – med god grund, da temperaturerne her i sommermånederne ofte stiger til midten af 30’erne. Saltvandspoolen er kantet med brede teksturerede stenplader og er i den ene ende afgrænset af en lav stenmur. Bag muren er der anlagt en lille citrusplantage, der kan tilgås gennem en buegang for enden af haven. Ved siden af pool-området er et stort indbygget bord i støbt beton – et element som arkitekten Oro del Negro især er glad for. ”Det var et kærlighedsarbejde, der skabte dette bord,” siger han og fortsætter: ”Og det bedste ved det er, at det vil forvitre og ældes på smukkeste vis – om ti år vil det se endnu bedre ud, end det gør nu.” Bag bordet, der løber langs væggen i dét, der tidligere var et udhus, er der indbyggede stensæder toppet med kanvaspolstrede siddepuder, og på den modsatte side står en simpel træbænk. En rustik træpergola over bordet understøtter et spirende planteliv og håndlavede keramiske lysrør. Dette er det perfekte sted til udendørs spisning i løbet af de lange, varme sommeraftener. Siden starten i 2011 har More Design hurtigt opbygget et ry for omhyggelig opmærksomhed på detaljer, og hér har Oro del Negro og Manuel Villanueva overvejet alle aspekter af, hvad feriegæster måtte ønske, når de investerer i en feriebolig på Mallorca. Dette udendørsområde ligger for eksempel i kort afstand fra huset. Bygget ind i et gammelt udhus, hvis endemur fortsætter direkte ud og understøtter det støbte betonbord. Det renoverede udhus rummer tillige et omklædningsrum med håndvask og toilet, så det ikke er nødvendigt at skulle tilbage til hovedhuset for at skifte til badedragten.
Resten af denne bygning er blevet omdannet til en gæstesuite ved poolen med en stor indbygget seng, eget badeværelse og metalindrammede glasdøre, hvorigennem man kan ligge i sengen og nyde udsigten til haven og poolen, før man tager en tidlig – eller meget sen – dukkert. Indgang til selve huset sker direkte via det åbne køkken og spisestuen i stueetagen. Køkkenet er elegant enkelt og ret kompakt med en smuk plade af natursten, der topper køkkenøen i midten af rummet. Bordpladerne er også fremstillet af den samme blødt strukturerede natursten med en integreret lav rektangulær vask. På tværs af køkkenets bagside er der tilføjet en forvitret træstamme på forsiden af det pudsede ’skorstens-område’, der indeholder emhætten over kogepladen. Traditionelle mallorcinske materialer er bevaret i køkkenet, og hvor det ellers har været muligt rundt om i huset: Eksempelvis de gamle slidspor på trappen, der har rigtigt mange år på bagen. Dét at bevare disse materialer – og brugen af lokale, naturlige byggematerialer når nye elementer skulle tilføjes til et rum – er typisk for arkitektfirmaet More Designs tilgang til store renoveringsopgaver. ”Vores første valg er at arbejde med lokale ressourcer og tilgængelige materialer, fortæller Oro del Negro. Det ses for eksempel i køkken-alrummet med dets rustikke flydende hylder i træ næsten frønnede skabsdøre og smukke støbte mikrocementgulve. Direkte ved siden af køkkenet er en spiseplads med indbyggede siddepladser på begge sider af det firkantede træbord. På den ene side har siddepladserne radiatorvarmere indbygget i ryggen, hvilket gør dette til et dejligt hyggeligt sted i vintermånederne, som kan være ret kolde her i Sóller. Tramuntana-bjergene står ofte med sine snehvide toppe om vinteren. Også i dette rum, og igen på en radiator langs en væg, er en indbygget sofa – det ideelle sted at slappe af, mens man chatter med kokken. Op ad en kort trappe – med stentrin, med stigrør og vægge beklædt med traditionelle mallorcinske mønstrede fliser – ligger stuen med to særskilte opholdsområder. Det ene er velegnet til socialt samvær og er orienteret omkring en brændeovn, mens et mere ’privat’ sted er perfekt til læsning og afslapning. Møblerne her er klassiske i stilen, men ved at dække møblerne med hvidt linned bevares husets afslappede feriestemning.
Længere oppe ad trappen er de private rum: Umiddelbart til venstre på toppen af trappen er en anden lille skjult krog, der er ideel til øjeblikke, hvor det er stilhed og ro, der er afgørende. En indbygget daybed er omgivet med bøger og blade. Et rum der også fungerer som en lille legeplads for børnene. Herfra er der direkte adgang til et klassisk ferie-børneværelse med tre enkeltsenge i, hvad der næsten kunne ligne en sovesal. At ligge i en af disse senge og få historien om Peter Pan læst op en stille sommeraften er måske bare det perfekte barndomsferieminde … Til højre øverst på trappen fører døren ind til et rummeligt soveværelse en suite. Det står komplet med forvitrede naturstenfliser på gulvet og de rå trælofter, der er typiske for traditionel mallorcinsk arkitektur. Badeværelset rummer More Designs unikke håndstøbte badekar og bruseniche, ’hans’ og ’hendes’ håndvaske i natursten og masser af enkle åbne opbevaringsrum. Fra vinduerne er der en smuk udsigt over haven og Tramuntana-bjergene. Bare en kort gåtur væk fra Villa Ca’n Busquera ligger den charmerende landsby Sóller med sine smukke pladser, fristende restauranter og butikker, kirker og landsbyens meget elskede gamle sporvogn, der stadig fører passagerer op og ned til Port de Sóller, der ligger ved havet nogle få kilometer borte. Landsbyen ligger smukt i en kurve af bjergkæden. En placering der føles som en blid omfavnelse. Indhyllet i de rolige omgivelser ved Ca’n Busquera er det svært at forestille sig, hvordan man nogensinde skulle rejse væk igen.
Et gammelt gårdhus på Mallorca har fået den helt store omgang, og er blevet forvandlet til en sofistikeret – men stadig hjemlig – hjemmebase for filmskaberen Anders Halberg og hans familie.
Den svenske filmskaber og fotograf Anders Hallberg slog oprindeligt sine folder i en i lille by i det sydlige Sverige. Nu har han på sin egen måde skabt forbindelse til sine svenske rødder i sit nye hjem på middelhavsøen Mallorca. I mange år boede han i New Yorks SoHo-kvarter, hvor han ernærede sig som fotograf. Han skabte flotte billedserier til aviser og magasiner af skuespillere og andre kendte. Folk som Kate Moss, LeBron James og Dustin Hoffman. Det var også her han skabte flere prisvindende tv-reklamer for internationale brands som Cartier og Lexus. Men nok er nok. Og i en søgen efter et liv væk fra overhalingsbanen besluttede han at flytte familien til Mallorca. Han har med egne ord prøvet det meste og vendt tilbage til udgangspunktet. I de seneste fire år er han stået op med solen. ”Først fodrer jeg mine får og sikrer mig, at de har vand nok inden, vores egen dag starter. Så plukker jeg appelsiner, laver juice og morgenmad til familien inden, jeg kører drengene i skole,” fortæller han. Tiden og livet på Casa La Huerta – boligens traditionelle navn som betyder noget i retning af ’huset i frugthaven’ – er indstillet efter årstiderne og designet for at imødekomme ikke blot familiens umiddelbare krav til et komfortabelt liv, men også skabe rum og plads til venner og gæster, der måtte komme på besøg. Naturligvis blev dette misundelsesværdige hus ikke tryllet frem af det rene ingenting. At føre denne gamle landejendom ind i det 21. århundrede har krævet tid og kræfter foruden masser af kreativitet og omsorg. ”Jeg så faktisk huset første gang, da jeg begyndte at søge efter et hus på Mallorca for 13 år siden. Men det blev solgt næsten med det samme. Jeg brugte rigtig lang tid på at se på andre ejendomme rundt omkring på øen, men kunne ikke finde et, der lå så godt som dette – og som rummede så stort et potentiale. Og så blev det næsten magisk sat til salg igen. Det stod stadig urørt, og det lykkedes mig at købe det. Det må have været skæbnes vilje, der gjorde det…”, fortæller Anders Hallberg. Noget af dét, der gjorde huset uimodståeligt for Anders Hallberg var dét faktum, at det aldrig tidligere var blevet moderniseret. Det stod fuldstændigt uberørt af tiden. Efter købet fandt han ud af, at huset og grunden for næsten 100 år siden var blevet opdelt i to særskilte ejendomme, hvorfor han også forsøgte at købe den anden halvdel. ”Ejerne havde i generationer afvist alle købstilbud. Til sidst måtte jeg forhandle med syv forskellige ejere, hvoraf nogle slet ikke vidste, at de ejede et jordstykke på Mallorca. Det var en langvarig proces. En tid hvor huset i stedet blev base for vores ferier – og en tid hvor vi lærte huset at kende.” Så da handlen gik igennem, og han stod som ejer af det samlede Casa La Huerta, vidste han, at målet var at samle de to ejendomme og genskabe det som ét stort hus. Ganske som det havde stået for 100 år siden. Det var et unikt projekt og udfordring. Tidligere havde Anders Hallberg renoveret huse i både New York og i Sverige. ”Derfor vidste jeg, at det var vigtigt ikke bare at satse på det sikre, men at udforske alle muligheder for at finde unikke og specielle løsninger,” fortæller han.
Det er grunden til, at han kontaktede det lokale arkitekt- og designfirma More Design, der skulle stå for renoveringsarbejdet af Casa La Huerta. ”De var i stand til at flytte grænserne, når vi ledte efter løsninger på de udfordringer projektet stillede os over for. Desuden kunne More Design også sikre, at de lokale traditioner blev en væsentlig del af familiens nye hjem. Kernen i Hallbergs drøm om et mallorcinsk hjem – eller mere prosaisk omtalt som et ’design brief’ – var at skabe et indbydende hjem med en varm, hjemlig og hyggelig stemning. Arkitekten Oro Del Negro fra More Design var fuldstændig enig. ”Opgaven var at bevare det oprindelige gårdhus’ særlige egenart og samtidig undersøge nye innovative ideer, der kunne berige det rustikke, men komfortable liv. Det rå og solide udtryk skulle bevares,” fortæller han. Casa La Huerta var i mange år en driftig landbrugsejendom. Det ligger tæt på Santa Maria del Camí. En lille smuk by i det centrale Mallorca med en meget landlig fornemmelse, der også er hjemstedet for øens største udendørs fødevaremarked, hvor alt fra levende kvæg, lædervarer, økologiske fødevarer og oste bliver falbudt. ”Så målet var at bevare husets sjæl intakt. Det krævede langvarige, intense, men også meget kreative diskussioner om livet i almindelighed inden, vi kunne komme i gang med arbejdet. Det stod klart, at både vi og arkitekten i høj grad ville sætte den traditionelle, lokale byggeskik i højsædet. Og vi ville i så vidt muligt kun anvende lokale byggematerialer.” Arkitekten Oro Del Negro og kollegerne hos More Design har brugt årtier på at udvikle deres ekspertise for, hvad der er både praktisk, langtidsholdbart og hovedpine-frit i forhold til renoveringen af traditionelle mallorcinske huse og bygninger. Noget der både tiltrækker kunder, men som også ofte skal forklares. ”Men ikke her. Dette projekt var alt andet end kompliceret. Der opstod næsten øjeblikkeligt en symbiose af ideer og venskab. Total gensidig tillid,” siger Oro Del Negro. Derfor kan det heller ikke undre, at det færdige hus leverer en både drømmende og meget levende følelse. Det rummer en næsten håndgribelig atmosfære af fred og ro. For Anders Hallberg har det længe været et udtalt ønske at have mulighed for at have masser af familie og venner på besøg. ”Og nu hvor det er muligt, hører vi fra alle vores gæster hvor vidunderligt, de har sovet og hvor meget, de har nydt at være på besøg. Det er det bedste, vi kan ønske os. Og med syv soveværelser har vi rigtig tit overnattende gæster. Vi har ofte haft perioder på et halvt års tid eller mere, hvor huset konstant har været fyldt med gæster. Noget der giver masser af sociale kontakter og mange gode minder.”
Casa La Huerta er grundlæggende et klassisk gårdhus, men med et fantastisk flow og en tankevækkende planløsning, der gør det muligt at imødekomme behovet, når huset er proppet med gæster. Men samtidig rummer det også muligheden for at skabe en hyggelig, hjemlig atmosfære for familien. Som Oro Del Negro forklarer, har de skabt små hyggelige hjørner i huset, hvor man kan krybe ind for at slappe af og køle sig lidt ned i den mallorcinske sommervarme. Eksempelvis de næsten hule-lignende soveværelser eller det åbne ildsted i køkkenet. De er blandt hans favoritter i huset. Anders Hallberg siger, at det næsten lyder som en kliché: ”Men køkkenet er dét sted, vi elsker at bruge vores tid i. Vi laver mad sammen. Eller også hygger vi os bare på sofaerne ved siden af pejsen, mens en eller flere er i gang med at tilberede maden. Og findes der noget bedre end at kunne nyde de frugter og grøntsager, vi dyrker i haven?” Casa La Huerta fremstår som en særdeles æstetisk kombination af lethed og raffinement. Det ser ganske enkelt fantastisk ud. Men måske er det endnu mere vigtigt, at dette smukke hus til fulde indfrir forventningerne om både at kunne fungere som en familiebolig og som tilflugtssted for venner og familie. Og ikke mindst passe perfekt ind i den omkringliggende natur. ”Det er dét, der gør huset så fantastisk. For alle vores ønsker er blevet til virkelighed. Og på en måde afspejler det også husets helt egen unikke sjæl,” slutter Anders Hallberg.
Midt i Cape Towns frodige vinregion ligger denne nybyggede lade. Den står med sit hvidkalkede murværk som et minde om en svunden tid med en klar arkitektonisk reference til de hollandske immigranter. Men med et mere nutidigt touch fungerer bygningen i dag som både vingård og gin-have.
Bare 75 kilometer vest for Cape Town ligger den lille by Franschhoek. En lille søvnig by med kun 17.000 indbyggere. Men placeret midt i en af Sydafrikas mest berømte vinregioner og nogle af verdens smukkeste dale er byen også et vidnesbyrd om landets historie. Området har et tydeligt fransk islæt, der stammer mere end 300 år tilbage i tiden, da huguenotterne bosatte sig her på flugt fra forfølgelserne i Europa. Selv den dag i dag giver nybyggerier stadig mindelser om provencalsk eller endda italiensk byggestil. Ejeren af denne nybyggede landejendom i Franschhoek ønskede sig et hjem med en mere moderne og nutidig tilgang til områdets traditionelle arkitektur. Og hun havde en klar vision og en omfattende briefing klar til arkitekt Martin Kruger. Det skulle først og fremmest være et ’arbejdende’ hus. Skabt til underholdning og en afslappet livsstil. Og ikke mindst et sted, hvor det var muligt at værdsætte naturen. ”Visionen var drevet af den måde, jeg har valgt at leve mit liv på,” fortæller ejeren Elizabeth Blettermann. ”Jeg elsker at have vennerne på besøg, lave mad sammen og lytte til god musik. Men jeg nyder også det stille og rolige liv i landsbyen og roen i et hus, der er fyldt med kunst.” Hun havde – som hun udtrykker det – ’kysset en masse frøer’ inden, hun fandt dette idylliske sted lige uden for landsbyen. Det var en landbrugsejendom, hvor der blev dyrket pærer. Deraf dets navn: ’Le Poirier’. En lille frisk strøm løber igennem grunden med frugthaven omkranset af gamle egetræer og et helt utroligt udsyn til bjergene. ”Det havde bare en helt særlig tilstedeværelse,” fortæller Elizabeth Blettermann og fortsætter: ”Når du står på taget, går det op for én, hvor lidt der er skabt af mennesker. Alting er en gave fra naturen. Der er et frit og uhindret 360-graders udsyn gennem dalen. Og floden gør det endnu mere specielt at leve her.” Inden byggeriet gik i gang, var det klart, at hun ønskede et design, hvor arkitektur, interiør og landskab var fuldstændigt integrererede størrelser. Det var en vision om et hus omgivet af haver, bede med grøntsager, frugt- og oliventræer og duftende ’fynbos’ – en lille hedeagtig busk, der kun gror i Sydafrika. Alle elementer der også skulle reflekteres i husets indretning og farvevalg. Målet var at skabe en ny sammenhæng mellem huset og det omgivende landskab.
Arkitekt Martin Kruger med sin hund Perro, som ofte fulgte med ham på byggepladsen, da huset blev bygget.
Over en årrække (og mange flasker vin) har hun og arkitekten Martin Kruger sammen med input fra en indretningsarkitekt, mange venner og landskabsarkitekten Danie Steenkamp udviklet en kompleks og ganske intrikat plan for dét, der skulle blive et arkitektonisk statement. Husets placering på grundstykket var nøje udvalgt. Det ligger lige midt imellem to majestætiske egetræer med et frit udsyn til de omgivende bjerge. Her i den gamle frugthave var der et særligt sted, hvor der tillige var et uhindret view mod floden. Det skabte symmetri og sikrede Elizabeth Blettermann et panorama-kig på den omgivende natur. Det er oplagt, at i dette tilfælde var såvel arkitekt og kunde fuldstændig enige om projektet. Både huset og dets indretning er resultatet af en grundig design-proces. Et hus der passer perfekt ind i både Franschhoeks kulturlandskab og arkitektoniske traditioner. Huset har to personligheder. Den sydvendte hovedindgang refererer til de klassiske kaphollandske herregårde, som finurligt er viklet omkring en gård eller ’werf’ med indbygget vingård. Herfra taler huset til besøgende næsten som en ’Cape dialekt’. Dog med et mere moderne touch i form af en stram og slank taglinje. ”På den anden side – med udsigt mod floden – åbner huset sig op mod bjergene. Et ganske spektakulært syn,” fortæller arkitekt Martin Kruger. Den del af huset, der vender ud mod floden taler et mere modernistisk, næsten industrielt sprog, som har sit afsæt i sporene fra den tid, hvor Elizabeth Blettermann boede i New York. Men uden at slippe taget med den kaphollandske arkitektur. Den træbeklædte pergola i stål er hævet over terrænet for at sikre et uhindret kig til bjergene uden at fjerne følelsen af, at huset er en integreret del af landskabet. Også denne del af huset viser nogle få mere folkloristiske elementer så som ildstedet og pergolaen.
Entreen til ejendommen sker fra parkeringspladsen gennem den første serie af hvælvinger, der er skabt som en hyldest til de hvælvede lofter i historiske Cape Town godser så som Groot Cinstantia og Boschendal. Hvælvingerne er et designelement, der også bliver gentaget i haverne og gårdspladserne, hvor de fletter forskellige elementer sammen. Derved har Elizabeth Blettermann og hendes arkitekt skabt korridorer, der binder både de indre og ydre ’rum’ sammen. Det er svært at definere, hvor arkitekturen slutter og landskabet begynder. Den buede entredør til hovedhuset vender ud mod vingården og åbner direkte ind til husets centrum. Et højloftet rum der rummer familiens centrale opholdsrum så som stue, en mere uformel opholdsstue samt køkkenet. Det er rum, der er forholdsvis kølige på grund af et naturligt og næsten genialt ventilationssystem. Ikke bare et hyggeligt opholdssted i vintermånederne. Det bliver også et behageligt tilflugtssted, når det om sommeren bliver for varmt at sidde udendørs. Ekstrahøje franske døre giver adgang til en gårdsplads med gamle oliventræer på hver sin side af den mere formelle opholdsstue. Det udvisker forskellene mellem det indre og det ydre. Haven vokser så at sige ind i huset. Måden hvorpå huset er opdelt er også med hensyntagen til årstidernes skift. Der er soveværelser, der kun anvendes i sommermånederne i husets vestlige fløj. Vinter-gemakkerne ligger i østfløjen. Med indbyggede walk-in skabe begge steder kan Elizabeth Blettermann og hendes partner migrere mellem sæsonens soveværelser uden at skulle flytte deres tøj. De høje, top-hængte træskærme kan lukke eller åbne dele af huset af, når det behøves. På den måde kan man simpelt hen lukke den fløj af huset, der ikke bruges alt efter, hvilken sæson det er. ”Ideen er, at når vi er i huset alene og ikke bruger hele huset, så kan vi lukke dele af det af og have en mere intim atmosfære. Det er en indbygget fleksibilitet, huset rummer.”
I sin arkitektoniske form er de traditionelle kaphollandske gavle blevet moderniseret og forenklet i sine udtryk. Martin Kruger pointerer, at han også har indarbejdet andre Cape-elementer i byggeriet. Blandt andet små åbninger i murværket, der lader lys strømme ind. Næsten som små due-reder på ældre vingårde i området. ”Og så ser det ganske smukt ud om aftenen, når lyset strømmer ud gennem åbningerne.” Indenfor dominerer en stor stenvæg i entreen. Den er opført af klippestykker, der er hentet forskellige steder på grunden. Riflede betonlofter viser tydeligt aftrykkene fra forskallingsbrædderne. En anden ganske minimalistisk måde at knytte et stærkt bånd til naturen udenfor. Andre eksempler ses i hoveddøren, detaljerne omkring nogle af vinduerne og en feature-væg bag baren. De er alle fremstillet af pæretræ skåret fra træer i frugthaven, der skulle fældes for at give plads til huset. Andre dele af den gamle frugthave er bevaret, og indgår nu som et naturligt element i landskabsplejen omkring huset. Murene er tykke og solide. Ganske som stenmurene i de tidligste kaphollandske huse i Cape Town-området. I en tid hvor miljøhensyn og bæredygtighed er et centralt punkt i et hvert husbyggeri, har lokalbefolkningens tidlige designs været en god inspiration. I et klima der veksler mellem ekstrem varme og frysende kulde, kan de robuste vægge holde heden ude om sommeren, mens de er i stand til at frigive den igen i vintermånederne. Resultatet er et hus, hvor temperaturen altid er komfortabel.
Et andet eksempel på at lokale byggetraditioner har sneget sig ind i det nye design, er de slanke dobbelte tagbjælker. Det er en hyldest til de tunge bjælker de første Cape-huse blev opført med, fortæller Martin Kruger. ”Men at prøve at integrere dem i et nyt, moderne hus, ville være falsk. I stedet har vi genfortolket udtrykket i en løbende, legende dialog med de traditionelle features i gamle vingårde og -kældre. Landskabsarkitekten Danie Steenkamp arbejdede tæt sammen med både arkitekt og Elizabeth Blettermann for at kunne binde gårdspladser og haver sammen med det omkringliggende landskab. Hovedgårdspladsen er viet til vingården. Andre gårdspladser rummer i dag køkkenhaver og olivenlunde. Og ikke mindst ’Gin-haven’ med citrontræer, limefrugt, grapefrugter, appelsiner og rosmarin. Alle de nødvendige ingredienser for at mikse en kølig solnedgangsdrink.
Vand er en anden arkitektonisk detalje, der præger dette sydafrikanske landhus. En vandrende løber gennem citronlunden, og en lille dam i grøntsagshaven er med til at fuldende billedet af et næsten folkloristisk kaphollandsk landsted. Også regnvandet bliver ’høstet’ og lagret til tørketiden. Bæredygtighed er integreret i mange af dette hus’ designs. ”Vi føler os mere i forbindelse med naturen og landbruget. Det giver også en forståelse for, hvad bønderne i Sydafrika gennemgår lige nu – om end på en mindre skala,” siger Elizabeth Blettermann. Lige så meget sjov det er at spadsere gennem haven og samle urter til en gin og tonic, rummer det også et element af ’fra-jord-til-bord-filosofien’, som hun forsøger at leve sit liv efter. Der er nemlig også en mulighed for at lave sin egen grapefrugtjuice, marmelade og hensyltede frugter. Og for at lave sin egen vin, når vinstokkene ældes. ”På samme måde har vi det med vores køkkenhave. Det er en af de mest tilfredsstillende ting at gå der ud og spørge hinanden: Hvad skal vi spise i aften? Og hvad er parat til at blive høstet?” fortæller hun.
På samme tid forekommer det, at dette hus eksisterer i en fuldendt harmoni med dets omgivelser. Som om det hører til landet. ”Jeg kalder det mit private fristed. Det er her, jeg finder fred. Det er et fantastisk privilegium at bo sådan et sted.” Den måde hvorpå huset både er moderne og på sin rette plads, bidrager til dét, der er blevet til en helt fantastisk ejendom. I modsætning til noget, der ’bare’ havde været et rart sted.
Otto de Jagers hjem er som en oase, der ganske som hans formidable events er en balance mellem elegant kunstnerisk orkestrering og inspiration fra naturen uden for døren.
Det var på ingen måde planen, at eventmanageren og floristen Otto de Jager skulle købet huset i Johannesburg. Han var ikke en gang på udkig efter en ny bolig. I en alder af 42 år var han umiddelbart ganske godt tilfreds med sit gældfrie hus. Men da hans fransklærer Lola fortalte ham om et sted i Parktown North-kvarteret med privat adgang til en flod og store veletablerede træer i baghaven, blev han nysgerrig. Bestemt ikke klar til at købe, men dog tilstrækkelig interesseret til at indgå et væddemål med hende. Indsatsen var to timelønninger. Og han var sikker på, at han ville vinde. For sådan et drømmehus eksisterede ganske enkelt ikke. Det gjorde det. Og trods udsigten til at tabe væddemålet, følte Otto de Jager, at han simpelt hen var nødt til at blive husets næste forvalter. ”Det var besværligt at få enderne til at mødes. Sådan rent finansielt. Men ejendommen var så speciel, at jeg var nødt til at kaste mig ud i det. Min mor pressede også på. Hun mente vist, at jeg trængte til at få en have,” forklarer han. Otto de Jager voksede op i en lille by med masser af plads, planter og dyreliv. ”Jeg undrer mig nogle gange over, hvorfor i alverden jeg flyttede til byen,” tilføjer han. Netop fordi han følte, at huset var så specielt, betroede han indretning og design af ejendommen til sin arkitektven Peter Cohen. En mand med både fantasi og visioner. ”Peter Cohen har den sjældne egenskab, at han er i stand til at visualisere sig selv i et rum. Det er præcis derfor, at han har så stor succes,” fortæller Otto de Jager.
Med en loftshøjde på over fire meter er spise- og opholdsstuen næsten som en grotte. De store foldedøre, der kan skydes helt sammen, glider i en linje lige under loftet. Kunst i stor skala spiller et grafisk eller tekstuelt relief i rummet og tilføjer en vigtig dimension i et rum uden stærke farver. En gammel teaterlampe hænger over spiseborde. En lampe i denne størrelse var en nødvendighed i et så stort rum.
Resultatet af Cohens indsats er, at huset – fra entredøren til gæsteværelsets brusebad – ikke har nogle ’døde’ eller kolde rum. Alle rum har fået en omgang. De bliver brugt. Der bliver levet i dem. Peter Cohen har skabt en vidunderlig følelse i huset. En nærmest intrikat guide, hvor designet og indretningen umærkeligt fører dig gennem rummene. Ting er skjult. Eller kommer til syne i små, næsten drillende glimt, når du går op af en trappe og runder et hjørne. Kun gradvist får du øjnene op for hele billedet. Det er en spændende måde at opleve en bygning på. Det er dét, der gør det til et hjem. Og et forholdsvist stort et af slagsen: I alt bestyrer Otto de Jager 350 m2. Men det er elegant indrettet så intimiteten bevares. ”Huset fylder dig med nye oplevelser, hver gang du runder et hjørne. Det er dén magi, Peter Cohen har tilført det,” siger Otto de Jager. Designet tjener også det formål at opretholde husets eksistensberettigelse. En hyldest til søens og havens skønhed, der står som indrammede scenerier, der kan nydes fra forskellige udsigtspunkter. Fra et lille vindue på reposen, der vender ud mod gaden, til skydedøre i glas, der i fuld højde åbner spisestuen ud mod søen. Peter Cohen insisterede på, at loftshøjden i stuen skulle være mindst fire meter. Alene rummets størrelse er dét, der gjorde det muligt at skabe én stor veranda. For når alle skydedørene er skubbet til side, strækker stuen sig uden forhindringer ud på græsplanen. Ingen trapper eller træterrasse skiller stuen fra de naturlige omgivelser udenfor. Bemærkelsesværdigt er det også, at udsynet heller ikke forstyrres af hverken havemøbler eller andre installationer.
I efterårsmånederne domineres haven af de gyldne gingko biloba-træer og rødbrune slyngplanter
”Jeg ville ikke have noget, der fjernede fokus fra dét, der allerede eksisterede uden for huset,” fortæller Otto de Jager og fortsætter: ”Jeg ønskede at skabe en følelse af, at huset var bygget i en rydning i skoven.” Så hvis gæster skal sidde uden for, sker det på sækkestole eller på græsset. Huset er ’nedsænket i naturen’. Ikke fjernet fra den. Det samme gør sig gældende for hans soveværelse, der åbner op ud mod haven på to sider. Det skaber en pavillon mellem træerne. ”I takt med at birketræerne bliver højere og højere, vil de i sidste ende dække soveværelset helt”. Udsynet varieres i forhold til årstiderne. Næsten hver dag er der nye oplevelser, mener han. I efterårsmånederne domineres haven af de gyldne gingko biloba-træer og rødbrune slyngplanter. Om vinteren er det de skulpturelle stammer og grene, der er i fokus. Foråret fremtryller et mylder af hvide og blå blomster. De eneste farver, som Otto de Jager har tilladt at finde fodfæste i haven. Sommerbilledet er som en grønklædt skov. Solnedgange, storme og blade, der hvirvler rundt i blæsten. Alt sammen noget, der sker lige uden for vinduerne. ”Det er et emotionelt hus. Det ånder og lever – og udvikler sig. Det er ikke statisk. Derimod opfordrer det dig til at værdsætte de ting, der sker i nu’et. Simpelt hen fordi livet og naturen er noget, der er her i dag. Men væk i morgen,” lyder Otto de Jagers kommentar.
Næsten alle dekorative elementer i huset har haft et tidligere liv. Brugsgenstande som eksempelvis de scenelys fra et teater, der hænger i stuen, en gammel victoriansk vandhane fra en farm eller den pensionerede skrivemaskine. Otto de Jager kalder dem for sine ’håndværksmæssige antikviteter’. Objekter der rummer en kombination af form og funktion. Ikke helt uden mindelser til husets arkitektur. Men det er ikke kun gamle objekter, der præger interiøret. Otto de Jager har også udset sig nogle få smukke moderne møbler, der tjener det formål at udligne det ellers noget forvitrede, rustikke særpræg den øvrige indretning besidder. Møbler med et tydeligt maskulint design. ”Jeg ville vise, at det maskuline også kan være luksuriøst. Det handler om robuste strukturer og kraftige linjer. En simpel palette af designgreb kombineret med integritet og i den bedste kvalitet.” Teksturer og overflader er nøglen, der skaber raffinerede udtryk. Omhyggeligt udvalgte ting i stål, keramik, uld og De la Cuona-lærred samt rustent metal er blot nogle af de elementer i Otto de Jagers indretning, der gør denne bolig exceptionel. Håndgribelige, faktuelle materialer. Lige som naturen selv består af. Selv om Otto de Jager helt åbenbart mestrer kunsten af sætte form og farve sammen på den helt rigtige måde, tilegner han i et og alt husets skønhed til Peter Cohens design. ”Det er arkitekturen, der her har fået lov til at blive til et kunstværk i sig selv.” Et levende kunstværk. En bolig der ånder.
Blot et stenkast fra kysten ligger dette exceptionelle Beach House, der overgår alle ens forventninger. Omgivet af Atlanterhavet på tre sider. Et moderne mesterværk med en minimalistisk rød tråd og masser af hi-tech – og med en drømmeplacering ved Sydafrikas Western Cape. Et hus der indbyder til lange dovne sommerdage.
Terrassen svæver nærmest frit i luften. Båret oppe af kraftige stålbjælker. Det ultimative sted at nyde en varm sommerdag. Husets farver afspejler den omkringliggende natur. Som en menneskeskabt forlængelse af landskabet.
Der er noget fascinerende ved tanken om et hus på stranden. Ro. Sjælefred. Og måske er der ikke noget sted, der er mere poetisk og himmelråbende smukt end Cape-halvøen i Sydafrika: Barske bjerge, det dramatiske hav og strandene, der rummer så meget vild og uberørt natur, at man forledes til at tro, at det har set sådan ud siden tidernes begyndelse. Når man kommer kørende på kystvejen, ses huset lang tid før, man ankommer til det. Som det ligger der med sin fantastiske placering midt i et naturreservat, rummer det unægtelig en vis James Bond-agtig wow-faktor. Huset er bygget på sin egen nordvendte halvø mellem klitterne ved den lille landsby Rooi Els. Og denne skønhed af et hus bringer begrebet ’strandhus’ til et helt nyt niveau.
Parkér bilen i garagen, der er smidt ind under sandklitterne, gå over de gigantiske, flydende granitfliser og lad forventninger om en enestående oplevelse stige til nye højder. Fremme ved entredøren er den eneste følelse, der er tilbage ren og skær forbløffelse. Glas på alle fire sider med automatiske skodder, der lukkes med et let tryk på et tastatur, og hele huset lukker sig op på terrassen. Det omkringliggende landskab er et separat element. Det bliver ganske enkelt en del af huset. En udvidelse af himlen. Havet der strækker sig ud i det uendelige og bastante bjerge, der i disen står som utydelige silhuetter i horisonten. Arkitekten George Elphick og husets ejer har været venner i årevis. Elphick havde store ideer lige fra den tid, hvor de første streger blev trukket på tegnebrættet. Og som med alle store ideer kom de første ideer til live over en god frokost. Bevæbnet med blyant og en papirserviet blev den første skitse tegnet. En tegning der skulle blive starten på et fire år langt projekt. ”Målet var at skabe en bygning, der indfangede en fuldstændig unik ferieoplevelse. Og et projekt der omfavnede en bemærkelsesværdig placering,” fortæller George Elphick. Mission accomplished! Resultatet er et unikt hus med et kalejdoskopisk view over vandet i False Bay. Med havet på tre sider af huset, er der ingen naboer at tage hensyn til. Og det er heller ikke usædvanligt at se rethvaler på begge sider af huset.
I alle designelementer er enkelthed kongen. At opretholde et minimalt miljømæssigt fodaftryk var den røde tråd i hele projektet. ”Det er derfor, huset flyder ovenpå grunden i stedet for at grave ud til fundament og kælder”, forklarer George Elphick. Og han har ret: Husets design udstråler en lethed og luftighed, der ikke rummer en eneste mursten. Ikke desto mindre er husets stålkonstruktion et usædvanligt valg til et strandhus. Men det blev valgt for at skabe lethed. Det enkle interiør – asketræ, masser af glas og støbte gulve – matcher husets beliggenhed til perfektion. På så smukt et sted er det trods alt ikke nødvendigt med alt for mange distraktioner. Underholdningsrummet, vinkælderen, fitness og sauna er alt sammen placeret i underetagen. Oppe er der ingen afledninger. Det er det ultimative zen-agtige sted til dovne sommerdage. ”At kaste sig ud i projekter med en sådan grad af minimalisme er bestemt ikke unormalt for mine kunder,” indrømmer George Elphick.
I opholdsstuen er interiøret minimalistisk. Det handler om komfort og enkelthed: Skumfidus-agtige daybeds som man kan lade sig synke ned i mens lyden af bølgerne der slår i stranden.
Som en karakter fra The Matrix-filmene besidder interiøret den sjældne evne, at rummene kan ændre sig. Ejeren har studeret arkitektur og boet i Japan, hvor han blev inspireret af det modulære design i tatami-måtter og shojiskærme som gør, at rum på samme tid kan være forbundne og adskilte. På et øjeblik kan skærmene transformere huset fra ét stort åbent rum til flere separate sektioner, der giver plads til opholdsområder og fire soveværelser. Alle med eget badeværelse. Takket være tagets slanke ‘banan-design’ er der alle steder frit udsyn til Hangklip Mountain. ”Det er derfor, at taget har dette design”, siger George Elphick. ”Det er lidt ligesom at løfte husets ‘skørter’ op mod bjergene.” Designets pièce de résistance er de automatiserede skodder, der smyger sig rundt om huset. De kan svinges op til en 90 graders vinkel for at give skygge og sikre en mere privat atmosfære. Når de er slået ned, giver de en øget sikkerhed, så man kan gå i seng og sove for åbne døre: Her kan man mærke den stille nattebrise, lytte til bølgerne der slår op på stranden og føle sig sikker på samme tid.
George Elphicks favoritelement i designet er de immaterielle værdier. ”Det er rummet snarere end tingene”, forklarer han. ”Når bygningen er fuldstændig åben og alle de rumopdelende skærme er ude af syne, er det beviset på den designmæssige tour de force, som dette projekt er udtryk for.” Han indrømmer gerne, at det nok kan være en udfordring at leve i et hus med denne grad af åbenhed. Men huset er heller ikke skabt til et helt normalt hverdagsliv. ”Det er skabt med visionen om at kunne nyde den smukke varme sommer ved Western Cape, hvor alt er åbent, og vinden strømmer uhindret gennem huset. Det er en følelse, der svarer til at sidde under en parasol på stranden.” På lige netop sådanne magiske sommerdage, er huset i Rooi Els i sandhed et bemærkelsesværdigt, transparent strandhus med ét stort rum.
Det var ikke en let renoveringsopgave. Men husets ejer – Erika Trojer – tog sammen med arkitekten Ruggero Rickler del Mate imod udfordringen med åbne arme. De ville give liv til et forladt stenhus med den fuldstændigt perfekte placering i bakkerne oven for Como søen.
Erika Trojer kom til verden i San Candido i det sydlige Tyrol i Italien. Efter en modelkarriere i Milano flyttede hun til Como-søen, hvor hun nu bor sammen med sin familie. Det var her hun fik sin passion for kunst. Hun skaber unikke kunstværker med affald af en hver slags og oprindelse. Og nogle af hendes værker pryder i dag hendes hjem ved Como-søen. Erika Trojer forelskede sig ganske enkelt i det forladte shelter bygget af kvadresten. Med en privilegeret placering i bakkerne ved Torno – en lille landsby med en fantastisk view ud over Como-søen, behøvede hun ikke lang tid for at blive overbevist om, at det ville blive hendes nye hjem. Villaen er en behændig blanding af nyt og gammelt.
Mere rustikt kan det næsten ikke blive: Gamle bjælker i kastanietræ og stenblokke i umage størrelser. Den smalle åbning til højre fører ind til opholdsstuen.
Den antikke bygning er blot restaureret for at bevare dens originale karakteristika. De gamle stenmure fremstår helt rå og ubehandlede. Det samme gælder lofterne i kastanjetræ. Stueetagen er helt og holdent dedikeret til det nye køkken. Og for at bevare en så høj grad af autencitet som overhovedet muligt er køkkenet skræddersyet specielt til dette rum. Det er skabt af kompositmaterialer, der efterfølgende er behandlet med harpiks. Desuden er møblementet yderst minimalistisk: Kun et enkelt metalbord fremstillet af en lokal smed efter Erika Trojers tegninger.
Spisestuen domineres af et let og elegant spisebord skabt af Jean Nouvel for Molteni&C. Det omkranses af Arne Jacobsens Gran Prix-stole. Spisebordslampen er den ikoniske Argo lampe som Flos lancerede allerede i 1962. Den lave skænk er et svensk vintagefund.Møblementet er minimalt med enkelte nøje udvalgte designelementer
Bindeleddet mellem den gamle, antikke del af huset og det nye er sikret med et støbt betongulv, de rustikt pudsede vægge og metalliske overflader som trapper, blandingsbatterier og ildstedet. De store vinduer i stuen garanterer et stort lysindfald uanset hvor i rummet, man befinder sig. Møblementet er minimalt. Men der er dog fundet plads til enkelte designelementer, der er nøje udvalgt af Erika Trojer selv. Moderne kunstgenstande blandet med et historisk afrikansk islæt som sværdet i stuen: Et autentisk rituelt sværd fra Congo, der traditionelt blev givet som bryllupsgave brudepar i Topoke-folket.
Sofaerne er designet af Hannes Wettstein For beleri Italia i 1991. Stolene er Le Corbusiers LC1 designet helt tilbage 1928. Bordet med hjul er kreeret af Gae Aulenti for Fontana Arte. Den enorme Sterlitzia – på dansk Papegøjenæb – har erobret hjørnet og skaber sammenhæng mellem det indendørs liv og naturen udenfor.Historien vil vide, at det antikke stenhus har fungeret som et overnatningssted for fårehyrder. Om det var det historiske element eller den fabelagtige beliggenheden, der fik Erika Trojer til at købe huset, er ikke til at vide.
Husets andet soveværelse ligger i den nye del af huset. De to senge er skræddersyet til rummet. Den åbne garderobe har Erika Trojer selv designet.
Erika Trojers eget soveværelse er placeret i den antikke del af huset med et skønt view til en af Italiens smukkeste sølandskaber.
Sydafrika. Knap 700 km fra Kapstaden ligger surfernes mekka: St. Francis Bay. Og ved Kromme flodens udmunding i det Indiske Ocean ligger det ultimative sommerhus med stråtækt tag. Enkle bygninger, der ligner staldbygninger. Men med alt hvad en afslappende ferie med familien kræver.
Den perfekte bølge. Det er et udtryk, som enhver surfer kender. Faktisk blev det opfundet i den sydafrikanske kystby Cape St. Francis. Den efterhånden klassiske surffilm ‘The Endless Summer’ fra 1966 skildrede to amerikanske surferes globale søgen efter at finde enhver surfers hellige gral: Bølgen. Den perfekte bølge. De fandt den i Cape St. Francis. Non-stopping bølger, der knækkede på den rigtige måde og skyllede ind på en øde, paradisisk strand i Eastern Cape-regionen. Filmskaberen Bruce Browns ærbødige stemme kommenterer den håndholdte 16 mm. filmoptagelse: “Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at disse bølger i flere hundrede år har rullet i land her. Men indtil i dag har ingen nogensinde surfet på disse bølger.” Lige siden har surfer-folket valfartede til bølgerne ved Cape St. Francis, og byen er vokset til at blive mere end bare en surfdestination. Men den har bevaret sin mytiske charme. Den sydafrikanskfødte Fiona Ferguson har de lykkeligste minder om de mange familieferier, hun som barn tilbragte i den nærliggende marina, St. Francis Bay, ved Kromme-floden. Der er kort sagt tale om særdeles idylliske omgivelser, hvor de smukke kanaler og den brede flod er garantien for storslåede naturoplevelser. Hendes forældre ejer stadig et hus i området – og hun er sammen med sin britiske mand, Mark, fulgt i deres fodspor og købte en stråtækt bungalow ved marinaen. Med fire sønner og behov for at skabe plads til en stor familie, begyndte de imidlertid at finde deres beskedne sommerhus for lille og trangt. Efter at have foretaget et par opgraderinger accepterede de til sidst det uundgåelige: De havde brug for et større hus. De fandt ét langs floden. “Vi havde venner, der havde en ejendom i nærheden, så vi havde en fornemmelse af, hvordan livet ved floden udfoldede sig,” siger Fiona. I forhold til havet er floden også et noget sikrere sted for børn at lege i. Den har sine helt egne fritidstilbud med vandsport og masser af sjov. “Selve floden er en uendelig legeplads,” siger hun. Cape Town-arkitekten Bert Pepler, som Fiona og Mark hyrede til at designe deres nye hus, har også været på ferie i Cape St. Francis i årevis. Han siger, at hans vigtigste idé var, at huset skulle “skabe forbindelse mellem jorden og vandet”. ”Det er, hvad ferie handler om her: Flodoplevelsen,” siger han. Fiona fortæller, at hun havde set et billede i et magasin af et træhus på vandet. Billedet fungerede som udgangspunkt for hendes opgavebeskrivelse til Bert Pepler. Hun mener ellers, at alt for præcise direktiver i forhold til arkitekters designideer alt for ofte ender med for mange kompromisser. Derfor antydede hun blot, at hun ønskede lidt mere end “åben plan, en fælles opholdsstue og legeplads”. Privatliv og den meget vigtige forbindelse mellem grunden og flodens smukke rammer skulle bevares. Ellers var hun glad for at lade Bert forfølge sine ideer. “Vi har næsten ikke ændret hans design,” siger hun. “Hans løsninger har virkelig været noget ganske særligt.” Det lange, smalle grundstykke som Fiona og Mark Ferguson fandt, strækker sig mellem gaden og floden. “Dét der er rart ved det er, at det er den sidste af de gamle ejendomme i området,” siger Bert Pepler. Faktisk er huset ved siden af, der er placeret mellem etablerede træer og vild vegetation, der vælter ud over træhegnet, dét man betegner som en “gammel St. Francis Bay-bungalow”. Det har sin arkitektoniske oprindelse et sted mellem en fiskerhytte og en klassisk landbrugsejendom i Cape-regionen. Det blev et nyttigt referencepunkt for arbejdet med familien Fergusons sommerbolig. St. Francis Bay kommune specificerer også visse arkitektoniske retningslinjer. “Du er nødt til at bygge med hvide vægge og høj tagrejsning, der enten skal tækkes eller beklædes med skiffer,” forklarer Bert Pepler. Ud over de æstetiske retningslinjer tillader de regionale miljøregler heller ikke, at der bygges tæt på klitterne. Et krav der betød, at huset skulle placeres mindst 20 meter fra flodbredden. Bygningernes form er inspireret af de “enkle staldlignende former, som du ville finde på en gård,” fortæller Bert Pepler og fortsætter: “Målet var at skabe en række lange fingre, der trækker dig ind i ejendommen, der så åbner sig op mod haven og udsigten over floden.” Den indhegnede indgangsplads med grus, der knaser under fødderne, giver én fornemmelsen af at ankomme til en typisk Cape farm. Enkeltheden og renheden af det stråtækte tag og de hvidpudsede vægge giver en klar følelse af stedets karakter. Tagets “forførende kurver” trækker besøgende ind gennem en række gårdspladser mod udsigten over floden.
De parallelle og vinkelrette former skaber det, som Bert kalder “werfs”, den lokale betegnelse for gårdspladser. Disse skaber igen forskellige grader af læ og privatliv. Desuden integrerer gårdspladserne de indendørs og udendørs rum. “Uanset hvor du er i huset, vil jeg have dig til at føle, at du stadig er forbundet med de udendørs arealer,” siger Bert Pepler. Og så trækker de forskudte længdehuse øjet mod udsigten. Som Fiona udtrykker det: “De trækker dig udenfor”. Hver bygning har sin egen funktion: Den første er en servicefløj, den anden er skabt til udendørs gæstebud, den tredje er beregnet til opholds- og spiseplads mens de sidste to rummer soveværelserne. Bert Pepler understreger, at gårdspladserne er plantet med oprindelige græsser, planter og træer for at genindføre nærværet af den nærliggende klitskov. “Når træerne vokser, skaber de en baldakin og flere grønne områder, og det vil føles, som om skoven arbejder sig igennem huset – eller at huset arbejder sig gennem skoven,” siger han.
Bygningernes placering og beplantningen skaber en række alsidige rum og beskyttelse mod vinden. “Jeg har holdt ferie i St. Francis Bay i flere år, så jeg forstår de klimatiske forhold. Der er østlig og vestlig vind, så du skal skabe alternative muligheder for at opholde sig udendørs.” “Laderne” og gårdspladserne mellem dem sikrer, at der er et beskyttet udendørs sted, uanset hvilken retning vinden blæser. På ét væsentligt område afveg Bert Pepler fra de lokale byggetraditioner. “Stråtag hviler normalt på massive murede vægge, hvilket giver stabilitet og skaber rum,” forklarer han. “Vi ønskede, at materialerne skulle gøre noget, som de normalt ikke gør, ved at understøtte det meget tunge stråtækte tag på en række søjler, og på den måde åbne huset op og skabe et godt lysindfald.” Han ønskede desuden, at glasskydedøre skulle være dominerende og skabe en følelse af gennemsigtighed. “Så ideen om stråtækte pavilloner blev den æstetiske røde tråd,” siger han. “Men du har stadig brug for en følelse af sikkerhed – følelsen af, at huset er robust og stærkt. Når vejret ændrer sig, vil du være i stand til at lukke huset til.” Derfor installerede han træskodder, som kan trækkes foran vinduespartierne, når det er nødvendigt. Eller når humøret kræver indendørs ro og velvære. Med dørene åbne kan man gå fra den ene gårdhave hele vejen gennem huset og ind i den næste gårdhave næsten uden at bemærke overgangen. Men samtidig kan dørene lukkes, så man oplever at være beskyttet og tryg. “Da vi sidst besøgte huset i april, var vejret ikke godt,” siger Fiona Ferguson og fortsætter: “Så vi lukkede skydedørene og tændte ilden i pejsen. Det var varmt og hyggeligt. I december når det er varmt, åbnes alt op. Selv når du er inde, føler du dig tilknyttet det udendørs.”
Bert Pepler legede også med ideen om den traditionelle gavl, og erstattede den sædvanlige faste, murede gavl med en næsten gennemsigtig spaltet gavl i aluminium, der lyser om natten. Når den tændes, styrker det oplevelsen af gennemsigtighed. Han dæmpede effekten af disse moderne detaljer ved at holde sig til enkle og ærlige materialer som træpaneler og pudset murværk for at kunne skabe en diskret, afslappet oplevelse af luksus: “Luksus som livsstil – ikke praleri – bør være enkel og nedtonet.” De noget overdimensionerede bluegum (eucalyptus) søjler og de rå træbjælker er et æstetisk greb, der gør, at jordforbindelsen bevares. “Det brede plankegulv i massiv eg skaber følelsen af en stald forvitret af vind og regn,” siger Bert Pepler. I andre områder er det elementer som et enkelt tonet støbt gulv, som gør det let at feje, når børnene trækker strandsand med ind i huset. Han brugte poppel med en let grå toning til bjælker og loft. Den naturlige, skandinaviske fornemmelse af tømmer skaber en neutral baggrund til møbleringen, hvor de enkelte markant farvede møbler kan få lov til at skille sig ud. “Messingdetaljerne rundt om i huset stikker ud netop fordi de opleves mod en forholdsvis neutral baggrund,” siger Bert Pepler. AJ Bell og Carla De Fondaumiere fra GDF Design Lab arbejdede sammen med Fiona Ferguson for at skabe et perfekt interiør. “Jeg har en meget eklektisk smag,” siger hun. Da hun arbejdede, rejste hun en del. På rejserne faldt hun over de møbler og indretningsgenstande, som i dag præger indretningen. Møbler, der afspejler stor kulturel forskellighed. Men alt er dog valgt ud fra ét grundlæggende princip: Møbler skal være afslappende og skabe en atmosfære, der kan rumme familie, være sjove og overleve en flok meget fysisk aktive drenge. Og så skal de samtidig være æstetisk tiltalende.
“Resultatet er blevet legende og sjovt,” siger Carla De Fondaumiere. “Ikke overdrevent.” Selvom der er aspekter af modige farver, er interiøret enkelt og afdæmpet. Der er eksplosioner med lyse og markante farver, såsom Marcel Wanders’ cocktailstole i loungen, der er holdt i en livlig grøn farve. Andre designs sætter tonen – eksempelvis ‘Pig Table’ fra det hollandske møbel- og designfirma Moooi. Men alt i alt forbliver huset roligt og velorganiseret. Overordnet set består interiøret af en ligeværdig blanding af såvel importerede som lokale designs. De indendørs og udendørs spiseborde er henholdsvis af Egg Design og Meyer von Wielligh. Sminkeborde er fra det Johannesburg-baserede møbelsnedkeri Dokter & Misses er en del af udstyret i gæsteværelserne. Bænke og andre designs af Laurie Wiid Van Heerden ses flere steder i huset. Der er også markante møbeldesigns fra Vogel Design. I soveværelset har for eksempel en seng fra Vogel et smukt vævet hovedgærde, der giver mindelser om traditionelle afrikanske mønstre, mens den moderne kommercielle æstetik af Shine Shine-stoffer tilføjer et moderne touch. Det uhøjtidelige element leveres af lokale klassikere, såsom Malawi-stole, der er lakeret i markante, klare farver. “Vi har forsøgt at genbruge en smule af møblerne fra det eksisterende hus,” siger Fiona Ferguson. Der var et par traditionelle gamle træskabe tilbage. “Vi reddede dem, og malede dem igen i blanke farver,” siger AJ Bell og Carla De Fondaumiere fra GDF Design Lab. “Det ene er nu syregult, et anden blåt, et tredje orange.” Som en lille finurlighed brugte de endda en stor lysekrone i køkkenet. “Vi bevarede lysekronen som en modpol til ‘al den gode smag’, vi ellers skabte i husets interiør,” siger Fiona Ferguson. Den udbredte anvendelse af træ rundt om i huset skaber en følelse af sammenhæng og ro. På samme måde er soveværelserne alle udstyret ens. “Farverne er forskellige, men de fleste møbler er ens,” siger designerparret. “Det skaber en følelse af sammenhæng.” Vægten er – som den også bør være – lagt på selve oplevelsen af omgivelserne, huset og dets interiør: At gå ud af soveværelset om morgenen med den første kop kaffe. “Floden er absolut storslået og skifter konstant karakter,” siger Fiona Ferguson. ”Nogle gange når du vågner, flyder floden nærmest hakkende mod havet. Dagen efter er den stille som glas. Det er magisk.” Formiddagene tilbringes på floden eller på stranden. “Vi har dejlige frokoster i det fri under de stråtækte tage,” siger hun. “Det er bare fantastisk at sidde sammen ved det enorme bord.” Der er uophørlige bordtennismatcher i legerummet og fodbold på græsplænen. “Børnene har fantastiske udfoldelsesmuligheder. De leger og hopper rundt mellem gårdspladserne eller gemmer sig under bænkene,” fortæller Fiona Ferguson. Der er plads til afslapning ved poolen, og det er let at finde et stille sted, hvor man kan trække sig lidt tilbage. Selv ved sengetid gør det fælles badekar i børnenes soveområde tandbørstningen til en begivenhed, før de klatrer op i loftsrummet oven på. “Vi skulle bare flytte derhen,” griner Fiona Ferguson. “Vi lever alt for hårdt. Huset med dets skønhed og komfort gør livet mindre stressende. Det er virkeligt befriende.
Et modigt udtænkt sommerhus meden urban modernitet kombineret med en elementær landlig stil? Det finder du i en bjergrig egn tæt på den historiske by Valldemossa på Mallorca.
På den ene side ligger en skov af mallorcansk steneg. På den anden side en havudsigt, hvor skillelinjen mellem Middelhavet og himlen på de fleste dage udviskes i en enkelt blå streg i horisonten. Og lige midt i mellem ligger dette betagende, næsten skulpturelle, stenhus. Et hus der kombinerer feriedagenes afslappede enkelhed med en næsten overjordisk oplevelse af kvalitet. En kvalitet som kan være vanskelig at definere – men ekstremt let at beundre. Beliggende mellem Valldemossa og Deià på Mallorcas naturskønne vestkyst ligger dette hus på en stejl grund over S’Estaca – en enestående villa der ejes af Hollywood-legenden Michael Douglas. Det er på alle måder et spektakulært sted, men huset har ikke altid gjort beliggenheden ære. Oprindeligt er det bygget i det 19. århundrede og udvidet i det 20. århundrede, hvilket resulterede i en række dårligt udtænkte udvidelser og renoveringer op gennem 1990’erne. Huset var ganske enkelt i en forfærdelig stand, da de nuværende ejere for nylig købte det. Arkitekt Manuel Villanueva fra det Mallorcanske firma More Design havde hovedansvaret for det omfattende renoveringsprojekt. Han fortæller, at den eksisterende bygning ikke blot var grim. “Da vores klienter købte huset, var det tæt på at kollapse. Det overholdt heller ikke nogen af de gældende lovgivningskrav til et moderne byggeri.”
På grund af de strikte spanske lovkrav, var det udelukket at rive det ned og starte helt forfra. Derfor måtte More Design finde en arkitektonisk løsning, der omfattede den eksisterende bygning, men som samtidig kunne leve op til såvel de spanske myndigheders krav som kundens ønsker. Løsningen bestod i at ”skabe en helt ny bygning inden i den eksisterende. Dernæst kunne der åbnes op til nogle helt nye rum, mens andre elementer i det gamle hus kunne rives ned,” fortæller Manuel Villanueva. Han forklarer, at husets størrelse forblev den samme. Men med en helt ny indretning. Desuden blev forbindelsen mellem huset og det omgivende landskab genskabt på en måde, så den miljømæssige påvirkning blev reduceret mest muligt. Og det æstetiske design? Villanueva forklarer, at ideen til den nye bolig helt fra starten var undfanget som en dialog mellem ekstremer: På den ene side bjerglandskabet med dets overvejende grønne, brune og orange farvetoner, klipper og egetræer. På den anden side et betagende og fuldstændigt uhindret udsyn over Middelhavet, der rummer hele den blå farvepalette.
Grunden huset ligger på er meget stejl, så indgangspartiet er naturligt placeret på det højeste niveau – hvor der også er blevet plads til en spektakulær pool. Herfra kan man så stige ned gennem huset og indtage dets øvrige rum. Og naturligvis også få adgang til de lavest beliggende dele af haven. Huset ejes i dag af to familier, som regelmæssigt kommer her for at holde ferie. Det rummer otte soveværelser med tilhørende badeværelser. Alle forankret med et centralt opholdsrum. Næsten som på et museum eller galleri. Indretningen betød, at den ene families soveværelser ligger øverst i huset, mens den andens ligger på de nedre plan. Rummene i midten af huset er fælles.
Oplevelsen af de fælles rumleverer en dynamisk, urban følelse, men stadig sofistikeret på en diskret, afdæmpet facon
Oplevelsen af de fælles rum leverer en dynamisk, urban følelse, men stadig sofistikeret på en diskret, afdæmpet facon. De fælles opholdsrum er dobbelt så store som normalt, og udgør et særligt skønt område i huset. Som mange af husets øvrige vellykkede designelementer fordobler de store fællesrum også den æstetiske oplevelse og rummenes strukturelle funktion. Villanueva forklarer, at designteamet formåede at bringe naturligt morgenlys, der ellers kommer fra bjergsiden på bagsiden af huset “helt igennem bygningen og ind i de nederste niveauer. Lyset ledes ind via terrassevinduer og dét faktum, at det centrale rum også er skabt med dobbelt højde. På den måde stråler lyset fra vinduerne på det øverste niveau hele vejen ned gennem bygningen.”
Beliggende mellem Valldemossa og Deià på Mallorcas naturskønne vestkyst ligger dette hus med en fantastisk udsigt
Et andet nøgleelement, der gør huset særdeles tiltrækkende, er den stenklædte facade. Manuel Villanueva er især tilfreds med resultatet fordi hans team har brugt rigtig meget tid og mange kræfter på den måde, de enkelte sten er lagt på. Dybden varierer, hvilket er med til at give huset karakter, så det udstråler den forgangne tid. “Det er et hus, hvor tiden er lagret i hver enkelt sten,” fortæller han. Husets indre er udtænkt og gennemført af søsterselskabet More Decor, der på samme måde har forenet indbydende naturlige teksturer med en elegant tilbageholdende stil. Gulvene er udført i Santanyi-sten – et lokalt produceret materiale, der er anvendt i mange historiske bygninger rundt om på Mallorca. De leverer en luksuriøs fornemmelse og vil over tid udvikle en unik patina.
Andre naturmaterialer som træ, terracotta, vævet græs, læder og hør tilføjer interiøret ekstra dybde og sensualitet. “Det er et hus, der taler til mennesker, der leder efter et stille sted. Mennesker, der nyder at se bådene sejle forbi og blot lade tiden passere. Men som også har en moderne, nutidig tilgang til kunst og arkitektur,” siger Manuel Villanueva og slutter: “Det er et bevis på, at også en feriebolig kan være et sofistikeret hjem i tidens ånd. Og ikke mindst en bolig, der giver mulighed for at slappe af og nyde livet.”
Sten og store klippefremspring. Øverst på et stenet forbjerg på Mallorca ligger denne familiebolig med et panoramaview over Middelhavet og arkitektur, der udnytter den spektakulære beliggenhed maksimalt.
Det krævede masser af tålmodighed inden, de fandt, hvad de søgte. Hele tre år varede jagten på det perfekte hus med den perfekte beliggenhed. Forud var gået masser af fremvisninger – og mange skuffelser – inden, de fandt dette middelhavshus på Mallorca. Bygget i 1950-erne af den anerkendte mallorcinske arkitekt Pere Garau. Med en beliggenhed øverst oppe på en stenet klippetop i udkanten af Santa Ponça i øens Calvia distrikt.
Beliggenheden er intet mindre end spektakulær. På noget der minder om en halvø, er der fra huset frit udsyn til hele to bugter, mens Middelhavet fylder horisonten. Syd for halvøen ligger den lille havneby Santa Ponça. Det var dét, de nye ejere havde ledt så længe efter. En stor familie spredt over det meste af verdenen, der ønskede et epicentrum for familiære sammenkomster og ferier. Selvom det lige nu kun har status af et feriehjem, er det tanken, at det med tiden skal blive en fast bolig, når familiens ældre medlemmer går på pension.
Den eksisterende bygning har tidligere gennemgået en renovering en gang i 90-erne. Men det havde ført en række uheldige elementer med sig i form af nogle grimme
aluminiumvinduer og et noget ‘koldt’ interiør med blanke marmorgulve. De design-bevidste ejere besluttede sig på stedet for en grundlæggende renovering af huset, og hyrede det Mallorca-baserede arkitekt- og designfirma More Design til at klare opgaven.
Huset har to etager. Facaden er beklædt med natursten og tekstureret beton. De udvidede tagudhæng giver bygningen en stolt skulpturel appel.Det omgivende landskab indhyller huset med sin naturlige skønhed
Det var især deres minimalistiske og nutidige approach til renoveringsopgaven, der gjorde, at de fik ansvaret for arbejdet med at bringe huset ind i det nye årtusind. Opgavebeskrivelsen var ganske enkel: Brug de rigtige materialer til at skabe en ny ro og enkelthed i huset. Designer Manuel Vlillanueva fortæller: “Vi ville skabe et sted, hvor man føler sig hjemme. Et sted hvor alle vil elske at læse en bog, falde i søvn og være i stand til at føre intime samtaler. Men huset skulle også glide nænsomt ind i sine omgivelser. Et tredje element var målsætningen om at kunne udnytte såvel morgen- som eftermiddagenes sollys optimalt.”
Arbejdet startede i 2016 og inkluderede grundlæggende strukturelle forandringer. Der blev skabt nye trapper og passager mellem rummene. Det skabte et mere organisk flow gennem huset. Det har nu otte soveværelser – de fleste med eget badeværelse – og udendørsarealer, et stort køkken, et separat vaskeri og en vinkælder.
Nøglen til designets succes skal findes i den måde, arkitekterne har udnyttet husets placering på grunden og taget højde for det omgivende landskab, så det nærmest indhyller huset med sin naturlige skønhed. Med en facade i natursten og det forsigtigt kurvede tag, falder bygningen sammen med den stenede klippeside. De uskønne aluminiumsvinduer er udskiftet med et system, hvor vinduerne ikke ser ud til at være monteret i nogen ramme overhovedet. “De føles næsten som tomrum”, siger Villanueva. “De kan åbnes helt op, så huset føles som en del af landskabet.”
Fra denne del af terrassen er der fint udsyn til både resten af huset og Middelhavet.Den store stue er domineret af de store vinduer, der åbner fra gulv til loft. De leder ud til et udendørs opholds- og spiseområde. Det håndvævede uldtæppe er skabt af den indiske producent Sharda, det kvadratiske sofabord med mosaic er fra Delphine Messmer, mens de ligeledes kvadratiske skamler er skabt af den spanske designer Patricia Urquiola. De i øjnefaldende standerlamper er fra franske Adjao Maison. Fra entréen er der adgang til de elegante opholdsrum, der på den ene side består af et intimt område med sofaer og lænestole. Den mallorcinsk-fødte møbelpolstrer Tomas Riera er ansvarlig for gardiner og persienner. Det håndvævede uldtæppe er indisk, mens kunstværkerne på væggene er skabt af den franske fotograf og kunstner Sabine Pigalle. PÅ modsatte væg ses et værk af Shanghai-kunstneren Du Zhenjun. Hjørnesofaen er fra PH Collection. De forskellige puffs er skabt af den spanske designer Patricia Urquiola. Det elegante firkantede sofabord med top af mosaic er fra Delphine Messmer.
Bygningen reflekterer i dag også en mere naturalistisk – og især brasiliansk – designfilosofi, som rummer elementer fra 1950-ernes arkitektur. “Vi er kæmpe fans den brasilianske arkitekt Lina Bo Bardi”, fortæller More Designs Oro Del Negro. “Det ses i valget af den natursten, vi har valgt at beklæde huset med, de karakteristiske tagudhæng, det åbne design og måden, vi trækker landskabet ind i huset på.”
“Helt overordnt”, tilføjer han, “handler vores indretning og design om at skabe rammerne for et funktionelt og pragmatisk liv.”
Udviskningen af grænserne mellem det indre og ydre skyldes i alt væsentligt de store vinduer og døre samt det faktum, at gulvene på de bygningsnære terrasser er anlagt i præcist samme materiale som gulvene inden i huset. “Det er præcist dét, som magien i Middelhavslandskaberne handler om,” siger Villanueva.
En anden årsag til successen er de store tagudhæng som tagets bølgende tagkonstruktion skaber. “De store udhæng er et af de gennemgående træk i Middelhavsarkitekturen,”
siger Villanueva og tilføjer, at de er blevet glemt – eller måske ligefrem negligeret? – i de senere år. “De beskytter mod regnen – og især mod solens stråler,” fortæller han og fortsætter: “Så langt mod syd står solen næsten vinkelret på himlen. De store tagudhæng gjorde det muligt at montere de store vinduer uden at oversvømme det indre af huset med for meget sollys – og ikke mindst varme. I stedet har vi opnået, at lysindfaldet opleves blødt og blidt.”
Farvepaletten i indretningen er sammensat af bløde beige farver, råhvid og varme gråtoner. Mikrocementgulve og ikke alt for dominerende bløde møbler er omhyggeligt valgt af ejerne. De skaber et minimalistisk, men indbydende interiør. Naturlige teksturer og materialer ses overalt, inklusive signatur-elementer fra More Design som ubehandlet træ, håndskåret sten og lokalt fremstillede enkaustiske fliser (specielmaleteknik med farvet bivoks).
Resultatet er en smuk blanding af det ydre og indre, af blødhed, gennemsigtighed og moderne design og det organiske. Huset repræsenterer alt det er der særegent ved livet ved Middelhavet. Det exceptionelle design passer perfekt med den smukke, enestående beliggenhed. Et hjem som ejerne kan nyde. Solbeskinnet. Afslappet. Og vitaliserende. En bolig, der er skabt med Lines of Beauty som målsætning.
