Midt i Cape Towns frodige vinregion ligger denne nybyggede lade. Den står
med sit hvidkalkede murværk som et minde om en svunden tid med en klar
arkitektonisk reference til de hollandske immigranter. Men med et mere nutidigt touch fungerer bygningen i dag som både vingård og gin-have.
Bare 75 kilometer vest for Cape Town ligger den lille by Franschhoek. En lille søvnig by med kun 17.000 indbyggere. Men placeret midt i en af Sydafrikas mest berømte vinregioner og nogle af verdens smukkeste dale er byen også et vidnesbyrd om landets historie. Området har et tydeligt fransk islæt, der stammer mere end 300 år tilbage i tiden, da huguenotterne bosatte sig her på flugt fra forfølgelserne i Europa. Selv den dag i dag giver nybyggerier stadig mindelser om provencalsk eller endda italiensk byggestil.
Ejeren af denne nybyggede landejendom i Franschhoek ønskede sig et hjem med en mere moderne og nutidig tilgang til områdets traditionelle arkitektur. Og hun havde en klar vision og en omfattende briefing klar til arkitekt Martin Kruger. Det skulle først og fremmest være et ’arbejdende’ hus. Skabt til underholdning og en afslappet livsstil. Og ikke mindst et sted, hvor det var muligt at værdsætte naturen. ”Visionen var drevet af den måde, jeg har valgt at leve mit liv på,” fortæller ejeren Elizabeth Blettermann. ”Jeg elsker at have vennerne på besøg, lave mad sammen og lytte til god musik. Men jeg nyder også det stille og rolige liv i landsbyen og roen i et hus, der er fyldt med kunst.”
Hun havde – som hun udtrykker det – ’kysset en masse frøer’ inden, hun fandt dette idylliske sted lige uden for landsbyen. Det var en landbrugsejendom, hvor der blev dyrket pærer. Deraf dets navn: ’Le Poirier’. En lille frisk strøm løber igennem grunden med frugthaven omkranset af gamle egetræer og et helt utroligt udsyn til bjergene. ”Det havde bare en helt særlig tilstedeværelse,” fortæller Elizabeth Blettermann og fortsætter: ”Når du står på taget, går det op for én, hvor lidt der er skabt af mennesker. Alting er en gave fra naturen. Der er et frit og uhindret 360-graders udsyn gennem dalen. Og floden gør det endnu mere specielt at leve her.”
Inden byggeriet gik i gang, var det klart, at hun ønskede et design, hvor arkitektur, interiør og landskab var fuldstændigt integrererede størrelser. Det var en vision om et hus omgivet af haver, bede med grøntsager, frugt- og oliventræer og duftende ’fynbos’ – en lille hedeagtig busk, der kun gror i Sydafrika. Alle elementer der også skulle reflekteres i husets indretning og farvevalg. Målet var at skabe en ny sammenhæng mellem huset og det omgivende landskab.
Arkitekt Martin Kruger med sin hund Perro, som ofte fulgte med ham på byggepladsen, da huset blev bygget.
Over en årrække (og mange flasker vin) har hun og arkitekten Martin Kruger sammen med input fra en indretningsarkitekt, mange venner og landskabsarkitekten Danie Steenkamp udviklet en kompleks og ganske intrikat plan for dét, der skulle blive et arkitektonisk statement.
Husets placering på grundstykket var nøje udvalgt. Det ligger lige midt imellem to majestætiske egetræer med et frit udsyn til de omgivende bjerge. Her i den gamle frugthave var der et særligt sted, hvor der tillige var et uhindret view mod floden. Det skabte symmetri og sikrede Elizabeth Blettermann et panorama-kig på den omgivende natur.
Det er oplagt, at i dette tilfælde var såvel arkitekt og kunde fuldstændig enige om projektet. Både huset og dets indretning er resultatet af en grundig design-proces. Et hus der passer perfekt ind i både Franschhoeks kulturlandskab og arkitektoniske traditioner.
Huset har to personligheder. Den sydvendte hovedindgang refererer til de klassiske kaphollandske herregårde, som finurligt er viklet omkring en gård eller ’werf’ med indbygget vingård. Herfra taler huset til besøgende næsten som en ’Cape dialekt’. Dog med et mere moderne touch i form af en stram og slank taglinje. ”På den anden side – med udsigt mod floden – åbner huset sig op mod bjergene. Et ganske spektakulært syn,” fortæller arkitekt Martin Kruger.
Den del af huset, der vender ud mod floden taler et mere modernistisk, næsten industrielt sprog, som har sit afsæt i sporene fra den tid, hvor Elizabeth Blettermann boede i New York. Men uden at slippe taget med den kaphollandske arkitektur. Den træbeklædte pergola i stål er hævet over terrænet for at sikre et uhindret kig til bjergene uden at fjerne følelsen af, at huset er en integreret del af landskabet. Også denne del af huset viser nogle få mere folkloristiske elementer så som ildstedet og pergolaen.
Entreen til ejendommen sker fra parkeringspladsen gennem den første serie af hvælvinger, der er skabt som en hyldest til de hvælvede lofter i historiske Cape Town godser så som Groot Cinstantia og Boschendal. Hvælvingerne er et designelement, der også bliver gentaget i haverne og gårdspladserne, hvor de fletter forskellige elementer sammen. Derved har Elizabeth Blettermann og hendes arkitekt skabt korridorer, der binder både de indre og ydre ’rum’ sammen. Det er svært at definere, hvor arkitekturen slutter og landskabet begynder.
Den buede entredør til hovedhuset vender ud mod vingården og åbner direkte ind til husets centrum. Et højloftet rum der rummer familiens centrale opholdsrum så som stue, en mere uformel opholdsstue samt køkkenet. Det er rum, der er forholdsvis kølige på grund af et naturligt og næsten genialt ventilationssystem. Ikke bare et hyggeligt opholdssted i vintermånederne. Det bliver også et behageligt tilflugtssted, når det om sommeren bliver for varmt at sidde udendørs. Ekstrahøje franske døre giver adgang til en gårdsplads med gamle oliventræer på hver sin side af den mere formelle opholdsstue. Det udvisker forskellene mellem det indre og det ydre. Haven vokser så at sige ind i huset.
Måden hvorpå huset er opdelt er også med hensyntagen til årstidernes skift. Der er soveværelser, der kun anvendes i sommermånederne i husets vestlige fløj. Vinter-gemakkerne ligger i østfløjen. Med indbyggede walk-in skabe begge steder kan Elizabeth Blettermann og hendes partner migrere mellem sæsonens soveværelser uden at skulle flytte deres tøj.
De høje, top-hængte træskærme kan lukke eller åbne dele af huset af, når det behøves. På den måde kan man simpelt hen lukke den fløj af huset, der ikke bruges alt efter, hvilken sæson det er. ”Ideen er, at når vi er i huset alene og ikke bruger hele huset, så kan vi lukke dele af det af og have en mere intim atmosfære. Det er en indbygget fleksibilitet, huset rummer.”
I sin arkitektoniske form er de traditionelle kaphollandske gavle blevet moderniseret og forenklet i sine udtryk. Martin Kruger pointerer, at han også har indarbejdet andre Cape-elementer i byggeriet. Blandt andet små åbninger i murværket, der lader lys strømme ind. Næsten som små due-reder på ældre vingårde i området. ”Og så ser det ganske smukt ud om aftenen, når lyset strømmer ud gennem åbningerne.”
Indenfor dominerer en stor stenvæg i entreen. Den er opført af klippestykker, der er hentet forskellige steder på grunden. Riflede betonlofter viser tydeligt aftrykkene fra forskallingsbrædderne. En anden ganske minimalistisk måde at knytte et stærkt bånd til naturen udenfor. Andre eksempler ses i hoveddøren, detaljerne omkring nogle af vinduerne og en feature-væg bag baren. De er alle fremstillet af pæretræ skåret fra træer i frugthaven, der skulle fældes for at give plads til huset. Andre dele af den gamle frugthave er bevaret, og indgår nu som et naturligt element i landskabsplejen omkring huset.
Murene er tykke og solide. Ganske som stenmurene i de tidligste kaphollandske huse i Cape Town-området. I en tid hvor miljøhensyn og bæredygtighed er et centralt punkt i et hvert husbyggeri, har lokalbefolkningens tidlige designs været en god inspiration. I et klima der veksler mellem ekstrem varme og frysende kulde, kan de robuste vægge holde heden ude om sommeren, mens de er i stand til at frigive den igen i vintermånederne. Resultatet er et hus, hvor temperaturen altid er komfortabel.
Et andet eksempel på at lokale byggetraditioner har sneget sig ind i det nye design, er de slanke dobbelte tagbjælker. Det er en hyldest til de tunge bjælker de første Cape-huse blev opført med, fortæller Martin Kruger. ”Men at prøve at integrere dem i et nyt, moderne hus, ville være falsk. I stedet har vi genfortolket udtrykket i en løbende, legende dialog med de traditionelle features i gamle vingårde og -kældre.
Landskabsarkitekten Danie Steenkamp arbejdede tæt sammen med både arkitekt og Elizabeth Blettermann for at kunne binde gårdspladser og haver sammen med det omkringliggende landskab. Hovedgårdspladsen er viet til vingården. Andre gårdspladser rummer i dag køkkenhaver og olivenlunde. Og ikke mindst ’Gin-haven’ med citrontræer, limefrugt, grapefrugter, appelsiner og rosmarin. Alle de nødvendige ingredienser for at mikse en kølig solnedgangsdrink.
Vand er en anden arkitektonisk detalje, der præger dette sydafrikanske landhus. En vandrende løber gennem citronlunden, og en lille dam i grøntsagshaven er med til at fuldende billedet af et næsten folkloristisk kaphollandsk landsted.
Også regnvandet bliver ’høstet’ og lagret til tørketiden. Bæredygtighed er integreret i mange af dette hus’ designs. ”Vi føler os mere i forbindelse med naturen og landbruget. Det giver også en forståelse for, hvad bønderne i Sydafrika gennemgår lige nu – om end på en mindre skala,” siger Elizabeth Blettermann.
Lige så meget sjov det er at spadsere gennem haven og samle urter til en gin og tonic, rummer det også et element af ’fra-jord-til-bord-filosofien’, som hun forsøger at leve sit liv efter. Der er nemlig også en mulighed for at lave sin egen grapefrugtjuice, marmelade og hensyltede frugter. Og for at lave sin egen vin, når vinstokkene ældes. ”På samme måde har vi det med vores køkkenhave. Det er en af de mest tilfredsstillende ting at gå der ud og spørge hinanden: Hvad skal vi spise i aften? Og hvad er parat til at blive høstet?” fortæller hun.
På samme tid forekommer det, at dette hus eksisterer i en fuldendt harmoni med dets omgivelser. Som om det hører til landet. ”Jeg kalder det mit private fristed. Det er her, jeg finder fred. Det er et fantastisk privilegium at bo sådan et sted.”
Den måde hvorpå huset både er moderne og på sin rette plads, bidrager til dét, der er blevet til en helt fantastisk ejendom. I modsætning til noget, der ’bare’ havde været et rart sted.
