London Townhouse

159A9580 1 - London Townhouse

Designeren Allegra Hicks blev født i Torino, flirtede som ung med New York, men har i dag bosat sig i London, hvor hun har skabt det perfekte byhus i Chelsea til sig selv og familien. Og ikke mindst sin imponerende kunstsamling.

I London-bydelen Chelsea midt i en fredfyldt gade, der løber ned mod Themsen, ligger et hus med en enkel klassisk Georgian facade. Men man skal ikke lade sig snyde af det ydre. For indvendigt gemmer sig en overraskende bolig skabt af designeren og kunstsamleren Allegra Hick til sig selv og familien.
Noget af det der gør huset så specielt, er dets proportioner – dets omfang. Og dét faktum, at det rummer en anseelig samling af samtidskunst, der indgår i en tæt dialog med en stor og vigtig samling af indisk kunst. Designeren Allegra Hicks påtog selv opgaven med at fortolke husets indre og dets muligheder. En opgave hun løste gennem sit unikke designsprog, efter at arkitekten Tony Fretton elegant havde defineret husets sjæl og karakter – og ikke mindst den rummelige opdeling af dette fantastiske hus i Chelsea.
Et lille indgangsparti får en ny dimension i gårdhaven med de glaserede tegl med direkte adgang fra såvel køkken og spisestue. Herfra er der en næsten overraskende overgang til den store opholdsstue, der er oplyst via store loftsvinduer. Hele området er i grundplanet afgrænset af en stor glasvæg med et vue ud over den indre gårdhave. Overfor er soveværelserne placeret.
Materialevalget er neutralt startende med de blege stenfliser i næsten alle rum. Et andet element er stål og glas, som udgør vinduesrammer og gelænderet på trappen fra stueplanet til førstesalen.

En stilfuld arkitektur og rummenes store dimensioner – der ikke er typisk for traditionelle huse i London – er her kombineret med et minimalistisk design. Allegra Hicks valgte et skræddersyet møblement, der ikke skulle kæmpe om pladsen. Resultatet er en indretning, der snarere giver mindelser om et moderne, privat kunstgalleri end et famliehjem. Men lige netop i dette tilfælde giver det god mening, eftersom Allegra Hicks er en dedikeret kunstsamler.
Hun arbejdede med både respekt og beslutsomhed på at forandre det gamle georgiansk-designede hus gennem sin farvepalet med en fin sans for forskellige overflader og teksturer i tapeter og stof for at skabe en elegant stil, der på den mest perfekte måde skaber et harmonisk interiør, der ikke konflikter med møbler, der har vidt forskellig stil og oprindelse.
”Jeg stod over en næsten monumental opgave i min opholdsstue. Målet var at finde et flow i indretningen, som ville gøre den egnet til såvel de små hyggelige hverdagsøjeblikke som de mere intime med nogle få gæster omkring mig. Det skulle være komfortabelt på en måde, hvor vigtigheden af kunstsamlingen ikke overskyggede den private dimension,” fortæller Allegra Hicks.
Hun har blandt andet designet et stort uldent tæppe til stuens brasilianske sofaer fra 1960-erne som med ny polstring har fået nyt liv. Ikke mindst i samspillet med de blomsterformede stålborde og de læderbeklædte lænestole.
”Jeg ønskede en opholdsstue, der var interessant uanset hvilken vinkel, du så den fra. Og en stue, hvor malerierne, marmorudsmykningen af Angelo Mangiarotti, sofaer og belysning kunne fremstå som en koordineret løsning, der fremhæver hver enkelt detalje.”
Hun har bevidst valgt at undgå udsmykning ved de store glaspartier, så det ikke forstyrrer de afrundede linjer af træbordet med marmor og de enestående indiske kunstværker. De er også synlige fra soveværelser på den anden side af den frodige gårdhave.

I soveværelset har Allegra Hicks skabt et særligt harmonisk område, hvor senge, møbler, tekstiler og farver er nøje afstemt på en måde, så intet skaber konflikt med de smukt koordinerede omgivelser. På sengen har hun nonchalant spredt et Jungle-tæppe, mens det skrædder­syede silketæppe stammer fra Nepal. Sengetæppet er håndbroderet i Indien.
Lys og transparens samt lyse blå og blege grønne nuancer inspireret fra havens frodighed går igen i den poetiske glasskulptur, der er skabt af kunstneren Julia Condon, og som præger trappen, der fører ned til badeværelset.
”At komme ind i et hus, hvis æstetik var defineret på forhånd, har været en udfordring, der bestemt ikke har været uinteressant. Men det er lykkedes at få selv et ‘ulykkeligt’ rum som tv-stuen på første sal til at blive et hyggeligt sted at opholde sig.”
Stormønstret tapet i modige farver fungerer som baggrund for møblerne, mens læder­paneler på bedste vis skjuler fjernsynet.
Det ville være for let blot at definere Allegra Hicks’ design som feminint. Dét er det også. Men der er virkelig så meget andet på spil her. I hendes arbejde ses en bemærkelsesværdig sensitivitet og et interiør, hvor der altid er nye oplevelser. Og hvor det er åbenbart, at målet fra starten har været at skabe den perfekte balance.