White Light

Francois Irvine har ansvaret for det næsten mono­kromatiske interiør i denne superlyse loftlejlighed i
Cape Town. En genspejling af hans kreative sans
for at indrette sit hjem med hans store samling af
genbrugte og restaurerede møbler og andet nips, som han har fundet i Egypten, Grækenland og Frankrig.

“Det var da jeg så denne udsigt,” siger Francois Irvine, “at jeg vidste, at jeg ønskede at være i dette rum”. Han er i færd med at løsne de lange låsebolte i et par hvidmalede industri-skydedøre. De glider let til side og afslører et bjergtagende syn. Hans ord giver mening. Viewet udover Kapstaden er ikke kun et øjebliksbillede af selve byen. Det rummer også synet af forførende floder i det smukke naturlandskab, der omgiver den. Fra Francois Irvines loftlejlighed inkluderer det også et kik på Kloof Nek, der troner til højre for Taffelbjerget ude ved kysten. Der er endda også frit udsyn til Signal Hill, der slanger sig gennem Cape Town.
Lejligheden ligger op ad skråningen til Signal Hill i Bo-Kaap-kvarte­ret (også kendt som Malajkvarteret). Alle de signatur-elementer der kendetegner denne livlige og historisk vigtige bydel i Cape Town, strømmer ind gennem de åbnede døre i Francois Irvines tredjesals lejlighed. Der bliver kaldt til bøn fra kvarterets moske. Der er de travle lyde fra et nærliggende krydderi-marked, der er kendt som byens bedste. Hele området summer af energi og liv. Dag og nat.
Bo-Kaap-kvarterets signatur er de georgiske husfacader i klare røde, orange eller grønne farver. Til sammenligning er interiøret i Francois Irvines hjem næsten monokromatisk. Tre etager oppe i den gamle industribygning (stue og første sal rummer stadig erhvervslokaler, der bruges af mindre virksomheder) bliver man omfavnet af en indretning, der afslører mange lag med nuancer af fløde og kridhvidt. Kun nogle få ting er holdt i mørkere farver som en subtil kontrast til lyset.

Der er en helt umiddelbar oplevelse af ro, velvære og friskhed. “Jeg har altid elsket disse forskellige nuancer af off-white,” fortæller Francois Irvine. “Når jeg arbejder, bliver jeg bombarderet med farver. Så det er fantastisk at komme hjem til et mere behersket og disciplineret rum.” Som grundlægger og medejer af det velrenommerede Cape Town designfirma, kaffehus og galleri Haas, bruger han sin tid på kontoret i den anden ende af byen Et sted fyldt med kunst, keramik og brugskunst fremstillet af lokale kreative kræfter.

Som Francois Irvine udtrykker det, fungerer neutrale farver altid sammen. Når man holder farve­nuancerne på et så kontrolleret niveau som han gør, betyder det samtidig, at andre designelementer med en anden tekstur og form automatisk skaber relief og kontrast. Når øjet ikke længere skal absorbere farver, bliver det i stedet draget til andre elementer så som tekstilerne på møblerne, tæpper, diskret udskårne dekorationer og mange andre ting i hans hjem, der bærer tydeligt præg af at være hjemmelavet.
“Jeg har altid været lidt af en samler,” siger han og fremviser stolt nogle af hans mest elskede møbler. Også hans store samling af dekorative samlerobjekter er med til at give rummene en ganske særegen fornemmelse. Efter kunststudier kastede han sig over indretningsarkitekturen og brugte mange år på at finde smukke og specielle møbler i udlandet, som blev fragtet tilbage til Sydafrika. Møbler der blev brugt i både hjemlige og internationale projekter. “Mine favoritsteder er Etiopien, Egypten, Frankrig og Grækenland,” fortæller han og forklarer, at det her stadig er muligt at finde håndlavede møbler. Det er lande, hvor håndværket er gået i arv i generation efter generation. At reparere ting, forny dem og genpolstre møbler er essensen af Francois Irvines måde at arbejde på. “Jeg elsker gamle, brugte møbler. Og jeg elsker genbrug. Ligesom jeg hader spild og hele smid-væk-kulturen.” Når han beskriver sin arbejdsproces, når han skaber dramatiske og alligevel ukunstlede interiørs, er metoden ganske enkel: Som han forklarer: Det handler om at “improvisere sig frem til det rette look.”

Hans kreative processer kræver dog også en fornemmelse for virkeligheden og ægtheden. “Jeg elsker stadig at skabe et nyt interiør. Men ikke som et arbejde,” siger han og tilføjer, at han oplever og ser de samme variationer af ‘god smag’ over alt. Hans eget hjem er i sig selv noget af et ‘uheld’ eller improvisation. Det var oprindeligt et erhvervslokale, som han først flyttede ind i nogle år efter, at han startede sit arbejde her.
Loftlejligheden er temmelig stor med et opholdsrum – som man kommer ind i direkte fra hoveddøren – der optager størstedelen af det samlede areal. Her har han placeret et af den slags lange spiseborde, der instinktivt fremtryller et billede af livlige fester. Der er også flere forskellige siddeområder og et hjørne med dybe, omfavnende lænestole til den lange, fortrolige samtale, samt et mere intimt område vendt mod udsigten fra de industrielle træ­døre. Endelig har han også fundet plads til en kærlighedsstol tæt på det åbne køkken. Perfekt til en stille sludder med kokken.

På vej væk fra lejlighedens centrum og opholdsstuer findes køkkenet – med et minimalt gæstetoilet gemt af vejen bagved gryder, potter og kander. På den anden side ligger soveværelset. Det vender mod vest. Rummet er badet i det varme eftermiddagssollys året rundt.
Et andet badeværelse og dét Francois Irvine kalder ‘arbejdsværelset’ med symaskinen og en overlocker som fokuspunkt, leder også væk fra opholdsstuen. Det er i dette arbejdsværelse, han fremtryller sine magiske designs. Hans lejlighed er fyldt med udsmykningsgenstande og designelementer, som han selv har fremstillet. De spænder fra de kløgtigt improviserede lampeskærme i hvid bomuld til de cremefarvede polstrede lænestole, hvor hans tre hunde rejser sig for at byde gæster velkommen. De to Whippet-hunde Ru og Kio, samt den unge italienske greyhound med navnet Willow, skiller sig ud fra det neutrale interiør denne vinterdag. Det er et hjem, hvis ejers kreative sans og håndelag er synligt, hvor man end vender sit blik.