New York rooftop

NY Roof 2 - New York rooftop

Den velplejede græsplæne, tagterrassen med Hot Tub’en, et køkken, der fungerer såvel inde som ude. Arkitekten Steve E. Blatz har gennemført
sit største projekt, der har fanget essensen af en typisk bolig i Los Angeles.
Forskellen? Den ligger midt i Tribeca-kvarteret i New York City.

Arkitekten Steve E. Blatz brugte ikke mindre end fire år på at renovere penthouse-lejligheden. En bolig midt i New Yorks Tribeca-kvarter. Og en lejlighed, der selv på Manhattan er lidt af en sjældenhed: En urban oase, på i alt 650 m2 – og en bolig på intet mindre end 464 m2.
“Resultatet er skabt på en måde, der er i direkte modsætning til den måde de fleste ville gribe det an på,” fortæller Steven E. Blatz. ”Faktisk har vi reduceret det indvendige boligareal for at få flere kvadratmeter til rådighed til det udvendige design. Og skabe en vidunderlig sammenhæng mellem det indre og det ydre.”
Balancen mellem selve boligarealet og udearealet var lige hvad ejeren – en software entreprenør i 30-erne, der tørstede efter udendørsmuligheder midt i New York – havde ledt efter. Lejligheden havde været på markedet i årevis og fremstod ‘forfærdelig’, som Blatz udtrykker det.

“Dårligt design – og dårligt byggeri. Udsigten fra penthouselejligheden var knap til stede.” Blatz tegnede en helt ny plan for indretningen af lejligheden, der indebar en total rydning af det hidtidige layout. Dernæst tilføjede han gulv-til-loft vinduer mod nord og syd. Soveværelset mistede næsten 40 kvadrameter, der i stedet blev til en udendørs ‘skovklædt’ spisestue, der også gav plads til en central glasindrammet gård. Det har tilføjet lejligheden en zen-agtig atmosfære. Og fra gården er der direkte adgang til tagterrassen via en spiraltrappe, der er gemt af vejen i en næsten fem meter høj kokon i spejlblankt rustfrit stål. Den er fabrikeret i Italien, og den perforerede metalstøbte konstruktion kaster lys og skygger indvendigt.

NY Roof 8 1024x681 - New York rooftop

Det skaber en imitation, hvor du står du under trækronerne i skoven. En effekt der også er genskabt i gulvtæppet i opholdsstuen ved at bruge den samme algoritme som i kokonen. “Men den vigtigste funktion er imidlertid at fortælle, at der sker noget fantastisk ovenpå,” fortæller Steve E. Blatz.
Når man træder op gennem kokonen, får man en næsten barok oplevelse. “Især om aftenen, hvor den er oplyst af LED-belysning, der automatisk skifter farve. Oppe på tag­terrassen har Blatz transformeret et tjæredækket område med diverse mekanisk udstyr til en gloriøs oase, hvor der ikke kun er frodige græsser (et af ejerens specielle ønsker), men tillige et engstykke med vilde blomster.
Langs tagetagens ene side er der anlagt en terrasse i Ipe hårdttræ, der er designet i flere niveauer. Næsten som tribuner, der var særdeles nyttige, da 50 venner blev inviteret til en privat koncert med John Legend. Koncerten var købt på auktion til fordel for City Harvest. En organisation, der kæmper mod madspil og uddeler gratis mad til trængende i New York.

NY Roof 11 1024x681 - New York rooftop
NY Roof 13 1024x681 - New York rooftop
NY Roof 15 1024x681 - New York rooftop
hjemmebiografen leverer på samme tid komfort og optimale muligheder for at se film eller lytte til god musik

I den ene ende af terrassen støder træ-dækket op til en Hot Tub. I loungestolene sidder man behageligt og kan nyde udsigten til Woolworth-­bygningen og World Trade Center. En udsigt der indvendigt behandles med lige så stor ærefrygt. Blatz fordoblede nemlig effekten af den smukke terrasse og udsigten, der også kan nydes gennem skydedørene i sove­værelset, hvor væggene er beklædt med spejle. I badeværelset er udsyn til en lille klippehave afgrænset af et bambus-buskads, der tillige sikrer privatlivets fred.
I spisestuen er strategiske, horisontale smalle vinduer placeret for at indfange New Yorks skyline med de typiske vandtanke og andre rustikt charmerende elementer på de omkringliggende hustage.
“Formålet var at skabe en bedre forståelse af beliggenheden midt Tribeca-­kvarteret,” forklarer Steve E. Blatz. Han ville også gerne understrege nabolagets industrielle arv gennem de patinerede zinkpaneler, der pakker lejlighedens offentlige zoner pænt ind.

NY Roof 16 1024x681 - New York rooftop
I badeværelset er der udsyn til en lille klippehave afgrænset af et bambus-buskads, der tillige sikrer privatlivets fred
NY Roof 17 1024x681 - New York rooftop
Soveværelset er indrettet med en kunstfærdig blanding af både vintage, samt moderne og specialdesignede møbler, der som fællesnævner rummer en følelse af strømlinet maskulinitet

Panelerne er genbrug fra gamle industribygningers døre og elevatorskakter, og er arrangeret i et forskudt mønster. Det giver et både stemningsfuldt, dekorativt og funktionelt resultat, der rummer opbevaring, toiletter, vaskerum, cykelopbevaring og tekniske installa­tioner. En sidegevinst er, at arkitekten dermed undgik at opdele lej­ligheden i mindre enheder for at få plads til disse hverdagsfunktioner.
Han kalder den flydende indretning “en yngre måde at håndtere plads på.”
Blatz har indrettet lejlighedens offentlige zone og de tre soveværelser med en kunstfærdig blanding af både vintagefund, samt moderne og specialdesignede møbler, der som fællesnævner rummer en følelse af strømlinet maskulinitet.
I stuen flankerer sofaer skabt af Rodolfo Dordoni et cocktailbord med et puslespilsoverflade. I loungen – tidligere to soveværelser – dominerer en Serge Mouille lampe med svingarm. Den giver lys til et område med et par Jeffrey Bernett drejestole. En polstret Finn Juhl lænestol og en lav sovesofa giver et orange glimt i hjemmekontoret, der bevidst er skabt i en mørkere farve end resten af lejligheden. Undtagen naturligvis hjemmebiografen. En hjemmebiograf? Mon vi nu er på vej tilbage til Los Angeles? Men på en eller anden måde får den luksuriøse hesteskoformede sofa beklædt
i silke-mohair sammen med læderpuffer og væg-til-væg-tæppet i håndknyttet silke, det til at være så meget New York.

NY Roof 18 1024x681 - New York rooftop

Endless summer

House Ferguson 7 - Endless  summer

Sydafrika. Knap 700 km fra Kapstaden ligger surfernes mekka: St. Francis Bay. Og ved Kromme flodens udmunding i det Indiske Ocean ligger det
ultimative sommerhus med stråtækt tag. Enkle bygninger, der ligner staldbygninger. Men med alt hvad en afslappende ferie med familien kræver.

Den perfekte bølge. Det er et udtryk, som enhver surfer kender. Faktisk blev det opfundet i den sydafrikanske kystby Cape St. Francis. Den efterhånden klassiske surffilm ‘The Endless Summer’ fra 1966 skildrede to amerikanske surferes globale søgen efter at finde enhver surfers hellige gral: Bølgen. Den perfekte bølge. De fandt den i Cape St. Francis. Non-stopping bølger, der knækkede på den rigtige måde og skyllede ind på en øde, paradisisk strand i Eastern Cape-regionen. Filmskaberen Bruce Browns ærbødige stemme kommenterer den håndholdte 16 mm. filmoptagelse: “Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at disse bølger i flere hundrede år har rullet i land her. Men indtil i dag har ingen nogensinde surfet på disse bølger.”
Lige siden har surfer-folket valfartede til bølgerne ved Cape St. Francis, og byen er vokset til at blive mere end bare en surfdestination. Men den har bevaret sin mytiske charme. Den sydafrikanskfødte Fiona Ferguson har de lykkeligste minder om de mange familie­ferier, hun som barn tilbragte i den nærliggende marina, St. Francis Bay, ved Kromme-floden. Der er kort sagt tale om særdeles idylliske omgivelser, hvor de smukke kanaler og den brede flod er garantien for storslåede naturoplevelser.
Hendes forældre ejer stadig et hus i området – og hun er sammen med sin britiske mand, Mark, fulgt i deres fodspor og købte en stråtækt bungalow ved marinaen. Med fire sønner og behov for at skabe plads til en stor familie, begyndte de imidlertid at finde deres beskedne sommerhus for lille og trangt. Efter at have foretaget et par opgraderinger accepterede de til sidst det uundgåelige: De havde brug for et større hus.
De fandt ét langs floden. “Vi havde venner, der havde en ejendom i nærheden, så vi havde en fornemmelse af, hvordan livet ved floden udfoldede sig,” siger Fiona. I forhold til havet er floden også et noget sikrere sted for børn at lege i. Den har sine helt egne fritidstilbud med vandsport og masser af sjov. “Selve floden er en uendelig legeplads,” siger hun.
Cape Town-arkitekten Bert Pepler, som Fiona og Mark hyrede til at designe deres nye hus, har også været på ferie i Cape St. Francis i årevis. Han siger, at hans vigtigste idé var, at huset skulle “skabe forbindelse mellem jorden og vandet”. ”Det er, hvad ferie handler om her: Flodoplevelsen,” siger han.
Fiona fortæller, at hun havde set et billede i et magasin af et træhus på vandet. Billedet fungerede som udgangspunkt for hendes opgavebeskrivelse til Bert Pepler. Hun mener ellers, at alt for præcise direktiver i forhold til arkitekters designideer alt for ofte ender med for mange kompromisser. Derfor antydede hun blot, at hun ønskede lidt mere end “åben plan, en fælles opholdsstue og legeplads”. Privatliv og den meget vigtige forbindelse mellem grunden og flodens smukke rammer skulle bevares. Ellers var hun glad for at lade Bert forfølge sine ideer. “Vi har næsten ikke ændret hans design,” siger hun. “Hans løsninger har virkelig været noget ganske særligt.”
Det lange, smalle grundstykke som Fiona og Mark Ferguson fandt, strækker sig mellem gaden og floden. “Dét der er rart ved det er, at det er den sidste af de gamle ejendomme i området,” siger Bert Pepler. Faktisk er huset ved siden af, der er placeret mellem etablerede træer og vild vegetation, der vælter ud over træhegnet, dét man betegner som en “gammel St. Francis Bay-bungalow”. Det har sin arkitektoniske oprindelse et sted mellem en fiskerhytte og en klassisk landbrugsejendom i Cape-regionen. Det blev et nyttigt referencepunkt for arbejdet med familien Fergusons sommerbolig.
St. Francis Bay kommune specificerer også visse arkitektoniske retningslinjer. “Du er nødt til at bygge med hvide vægge og høj tagrejsning, der enten skal tækkes eller beklædes med skiffer,” forklarer Bert Pepler. Ud over de æstetiske retningslinjer tillader de regionale miljøregler heller ikke, at der bygges tæt på klitterne. Et krav der betød, at huset skulle placeres mindst 20 meter fra flodbredden.
Bygningernes form er inspireret af de “enkle staldlignende former, som du ville finde på en gård,” fortæller Bert Pepler og fortsætter:
“Målet var at skabe en række lange fingre, der trækker dig ind i ejendommen, der så åbner sig op mod haven og udsigten over floden.”
Den indhegnede indgangsplads med grus, der knaser under fødderne, giver én fornemmelsen af at ankomme til en typisk Cape farm. Enkeltheden og renheden af det stråtækte tag og de hvidpudsede vægge giver en klar følelse af stedets karakter. Tagets “forførende kurver” trækker besøgende ind gennem en række gårdspladser mod udsigten over floden.

House Ferguson 3 1024x724 - Endless  summer

De parallelle og vinkelrette former skaber det, som Bert kalder “werfs”, den lokale betegnelse for gårdspladser. Disse skaber igen forskellige grader af læ og privatliv. Desuden integrerer gårdspladserne de indendørs og udendørs rum. “Uanset hvor du er i huset, vil jeg have dig til at føle, at du stadig er forbundet med de udendørs arealer,” siger Bert Pepler. Og så trækker de forskudte længdehuse øjet mod udsigten. Som Fiona udtrykker det: “De trækker dig udenfor”.
Hver bygning har sin egen funktion: Den første er en servicefløj, den anden er skabt til uden­dørs gæstebud, den tredje er beregnet til opholds- og spiseplads mens de sidste to rummer soveværelserne. Bert Pepler understreger, at gårdspladserne er plantet med oprindelige græsser, planter og træer for at genindføre nærværet af den nærliggende klitskov.
“Når træerne vokser, skaber de en baldakin og flere grønne områder, og det vil føles, som om skoven arbejder sig igennem huset – eller at huset arbejder sig gennem skoven,” siger han.

House Ferguson 11 1024x724 - Endless  summer

Bygningernes placering og beplantningen skaber en række alsidige rum og beskyttelse mod vinden. “Jeg har holdt ferie i St. Francis Bay i flere år, så jeg forstår de klimatiske forhold. Der er østlig og vestlig vind, så du skal skabe alternative mulighe­der for at opholde sig udendørs.” “Lader­ne” og gårdspladserne mellem dem sikrer, at der er et beskyttet udendørs sted, uanset hvilken retning vinden blæser.
På ét væsentligt område afveg Bert Pepler fra de lokale byggetraditioner. “Stråtag hviler normalt på massive murede vægge, hvilket giver stabilitet og skaber rum,” forklarer han. “Vi ønskede, at materialerne skulle gøre noget, som de normalt ikke gør, ved at understøtte det meget tunge stråtækte tag på en række søjler, og på den måde åbne huset op og skabe et godt lysindfald.” Han ønskede desuden, at glas­skydedøre skulle være dominerende og skabe en følelse af gennemsigtighed.
“Så ideen om stråtækte pavilloner blev den æstetiske røde tråd,” siger han. “Men du har stadig brug for en følelse af sikkerhed – følelsen af, at huset er robust og stærkt. Når vejret ændrer sig, vil du være i stand til at lukke huset til.” Derfor installerede han træskodder, som kan trækkes foran vinduespartierne, når det er nødvendigt. Eller når humøret kræver indendørs ro og velvære.
Med dørene åbne kan man gå fra den ene gårdhave hele vejen gennem huset og ind i den næste gårdhave næsten uden at be­mærke overgangen. Men samtidig kan dø­­re­ne lukkes, så man oplever at være be­skyttet og tryg. “Da vi sidst besøgte huset i april, var vejret ikke godt,” siger Fiona Ferguson og fortsætter: “Så vi lukkede sky­de­dørene og tændte ilden i pejsen. Det var varmt og hyggeligt. I december når det er varmt, åbnes alt op. Selv når du er inde, føler du dig tilknyttet det udendørs.”

Bert Pepler legede også med ideen om den traditionelle gavl, og erstattede den sæd­vanlige faste, murede gavl med en næsten gennemsigtig spaltet gavl i aluminium, der lyser om natten. Når den tændes, styrker det oplevelsen af gennemsigtighed. Han dæmpede effekten af disse moderne detaljer ved at holde sig til enkle og ærlige materialer som træpaneler og pudset murværk for at kunne skabe en
diskret, afslappet oplevelse af luksus: “Luksus som livsstil – ikke praleri – bør være enkel og nedtonet.” De noget overdimensionerede bluegum (eucalyptus) søjler og de rå træbjælker er et æstetisk greb, der gør, at jordforbindelsen bevares.
“Det brede plankegulv i massiv eg skaber fø­lelsen af en stald forvitret af vind og regn,” siger Bert Pepler. I andre områder er det elementer som et enkelt tonet støbt gulv, som gør det let at feje, når børnene trækker strandsand med ind i huset. Han brugte pop­pel med en let grå toning til bjælker og loft. Den naturlige, skandinaviske fornem­mel­se af tømmer skaber en neutral baggrund til møbleringen, hvor de enkelte markant
farvede møbler kan få lov til at skille sig ud. “Messingdetaljerne rundt om i huset stikker ud netop fordi de opleves mod en forholdsvis neutral baggrund,” siger Bert Pepler.
AJ Bell og Carla De Fondaumiere fra GDF Design Lab arbejdede sammen med Fiona Ferguson for at skabe et perfekt interiør. “Jeg har en meget eklektisk smag,” siger hun. Da hun arbejdede, rejste hun en del. På rejserne faldt hun over de møbler og indretningsgenstande, som i dag præger indretningen. Møbler, der afspejler stor kul­turel forskellighed. Men alt er dog valgt ud fra ét grundlæggende princip: Møbler skal være afslappende og skabe en atmosfære, der kan rumme familie, være sjove og overleve en flok meget fysisk aktive drenge. Og så skal de samtidig være æstetisk tiltalende.

“Resultatet er blevet legende og sjovt,” siger Carla De Fondaumiere. “Ikke overdrevent.” Selvom der er aspekter af modige farver, er interiøret enkelt og afdæmpet. Der er eksplosioner med lyse og markante farver, såsom Marcel Wanders’ cocktailstole i loungen, der er holdt i en livlig grøn farve. Andre designs sætter tonen – eksempelvis ‘Pig Table’ fra det hollandske møbel- og designfirma Moooi. Men alt i alt forbliver huset roligt og velorganiseret.
Overordnet set består interiøret af en ligeværdig blanding af såvel importerede som lokale designs. De indendørs og udendørs spiseborde er henholdsvis af Egg Design og Meyer von Wielligh. Sminkeborde er fra det Johannesburg-baserede møbelsnedkeri Dokter & Misses er en del af udstyret i gæsteværelserne. Bænke og andre designs af Laurie Wiid Van Heerden ses flere steder i huset. Der er også markante møbeldesigns fra Vogel Design. I soveværelset har for eksempel en seng fra Vogel et smukt vævet hovedgærde, der giver mindelser om traditionelle afrikanske mønstre, mens den
moderne kommercielle æstetik af Shine Shine-stoffer tilføjer et moderne touch. Det uhøjtidelige element leveres af lokale klassikere, såsom Malawi-stole, der er lakeret i markante, klare farver.
“Vi har forsøgt at genbruge en smule af møblerne fra det eksisterende hus,” siger Fiona Ferguson. Der var et par traditionelle gamle træskabe tilbage. “Vi reddede dem, og malede dem igen i blanke farver,” siger AJ Bell og Carla De Fondaumiere fra GDF Design Lab. “Det ene er nu syregult, et anden blåt, et tredje orange.” Som en lille finur­lighed brugte de endda en stor lysekrone i køkkenet. “Vi bevarede lysekronen som en modpol til ‘al den gode smag’, vi ellers skabte i husets interiør,” siger Fiona Ferguson.
Den udbredte anvendelse af træ rundt om i huset skaber en følelse af sammenhæng og ro. På samme måde er soveværelserne alle udstyret ens.
“Farverne er forskellige, men de fleste møbler er ens,” siger designerparret. “Det skaber en følelse af sammenhæng.”
Vægten er – som den også bør være – lagt på selve oplevelsen af omgivelserne, huset og dets interiør: At gå ud af soveværelset om morgenen med den første kop kaffe. “Floden er absolut storslået og skifter konstant karakter,” siger Fiona Ferguson. ”Nogle gange når du vågner, flyder floden nærmest hakkende mod havet. Dagen efter er den stille som glas. Det er magisk.”
Formiddagene tilbringes på floden eller på stranden. “Vi har dejlige frokoster i det fri under de stråtækte tage,” siger hun. “Det er bare fantastisk at sidde sammen ved det enorme bord.”
Der er uophørlige bordtennismatcher i legerummet og fodbold på græsplænen. “Børnene har fantastiske udfoldelsesmuligheder. De leger og hopper rundt mellem gårdspladserne eller gemmer sig under bænkene,” fortæller Fiona Ferguson. Der er plads til afslapning ved poolen, og det er let at finde et stille sted, hvor man kan trække sig lidt tilbage. Selv ved sengetid gør det fælles badekar i børnenes soveområde tandbørstningen til en begivenhed, før de klatrer op i loftsrummet oven på.
“Vi skulle bare flytte derhen,” griner Fiona Ferguson. “Vi lever alt for hårdt. Huset med dets skønhed og komfort gør livet mindre stressende. Det er virkeligt befriende.

Hideaway mallorca

M Get away 2 - Hideaway mallorca

Et modigt udtænkt sommerhus meden urban modernitet kombineret med en elementær landlig stil? Det finder du i en bjergrig egn tæt på den historiske by Valldemossa på Mallorca.

M Get away 3 1024x724 - Hideaway mallorca

På den ene side ligger en skov af mallorcansk steneg. På den anden side en hav­udsigt, hvor skillelinjen mellem Middelhavet og himlen på de fleste dage udviskes i en enkelt blå streg i horisonten. Og lige midt i mellem ligger dette betagende, næsten skulpturelle, stenhus.
Et hus der kombinerer feriedagenes afslap­pede enkelhed med en næsten overjordisk oplevelse af kvalitet. En kvalitet som kan være vanskelig at definere – men ekstremt let at beundre.
Beliggende mellem Valldemossa og Deià på Mallorcas naturskønne vestkyst ligger dette hus på en stejl grund over S’Estaca – en enestående villa der ejes af Hollywood-­legenden Michael Douglas. Det er på alle måder et spektakulært sted, men huset har ikke altid gjort beliggenheden ære.
Oprindeligt er det bygget i det 19. århundrede og udvidet i det 20. århundrede, hvilket resulterede i en række dårligt udtænkte udvidelser og renoveringer op gennem 1990’­erne. Huset var ganske enkelt i en forfærdelig stand, da de nuværende ejere for nylig købte det.
Arkitekt Manuel Villanueva fra det Mallorcanske firma More Design havde hoved­ansvaret for det omfattende renoverings­projekt. Han fortæller, at den eksisterende bygning ikke blot var grim. “Da vores klienter købte huset, var det tæt på at kollapse. Det overholdt heller ikke nogen af de gældende lovgivningskrav til et moderne byggeri.”

På grund af de strikte spanske lovkrav, var det udelukket at rive det ned og starte helt forfra. Derfor måtte More Design finde en arkitektonisk løsning, der omfattede den eksisterende bygning, men som samtidig kunne leve op til såvel de spanske myndigheders krav som kundens ønsker.
Løsningen bestod i at ”skabe en helt ny bygning inden i den eksisterende. Dernæst kunne der åbnes op til nogle helt nye rum, mens andre elementer i det gamle hus kunne rives ned,” fortæller Manuel Villanueva. Han forklarer, at husets størrelse forblev den samme. Men med en helt ny indretning.
Desuden blev forbindelsen mellem huset og det omgivende landskab genskabt på en måde, så den miljømæssige påvirkning blev reduceret mest muligt.
Og det æstetiske design?
Villanueva forklarer, at ideen til den nye bolig helt fra starten var undfanget som en dialog mellem ekstremer: På den ene side bjerglandskabet med dets overvejende grønne, brune og orange farvetoner, klipper og egetræer. På den anden side et betagende og fuldstændigt uhindret udsyn over Middelhavet, der rummer hele den blå farvepalette.

M Get away 10 1024x724 - Hideaway mallorca

Grunden huset ligger på er meget stejl, så indgangspartiet er naturligt placeret på det højeste niveau – hvor der også er blevet plads til en spektakulær pool. Herfra kan man så stige ned gennem huset og indtage dets øvrige rum. Og naturligvis også få adgang til de lavest beliggende dele af haven.
Huset ejes i dag af to familier, som regelmæssigt kommer her for at holde ferie. Det rummer otte soveværelser med tilhørende badeværelser. Alle forankret med et centralt opholdsrum. Næsten som på et museum eller galleri. Indretningen betød, at den ene families soveværelser ligger øverst i huset, mens den andens ligger på de nedre plan. Rummene i midten af huset er fælles.

M Get away 16 1024x724 - Hideaway mallorca
Oplevelsen af de fælles rumleverer en dynamisk, urban følelse, men stadig sofistikeret på en
diskret, afdæmpet facon

Oplevelsen af de fælles rum leverer en dynamisk, urban følelse, men stadig sofistikeret på en diskret, afdæmpet facon. De fælles opholdsrum er dobbelt så store som normalt, og udgør et særligt skønt område i huset.
Som mange af husets øvrige vellykkede designelementer fordobler de store fælles­rum også den æstetiske oplevelse og rummenes strukturelle funktion. Villanueva forklarer, at designteamet formåede at bringe naturligt morgenlys, der ellers kommer fra bjergsiden på bagsiden af huset “helt igen­nem bygningen og ind i de nederste nivea­u­er. Lyset ledes ind via terrassevinduer og dét faktum, at det centrale rum også er skabt med dobbelt højde. På den måde stråler lyset fra vinduerne på det øverste niveau hele vejen ned gennem bygningen.”

M Get away 20 1024x724 - Hideaway mallorca
Beliggende mellem Valldemossa og Deià på Mallorcas naturskønne vestkyst ligger dette hus med en fantastisk udsigt

Et andet nøgleelement, der gør huset særdeles tiltrækkende, er den stenklædte facade. Manuel Villanueva er især tilfreds med resultatet fordi hans team har brugt rigtig meget tid og mange kræfter på den måde, de enkelte sten er lagt på. Dybden varierer, hvilket er med til at give huset
karakter, så det udstråler den forgangne tid. “Det er et hus, hvor tiden er lagret i hver enkelt sten,” fortæller han.
Husets indre er udtænkt og gennemført af søsterselskabet More Decor, der på samme måde har forenet indbydende natur­lige teksturer med en elegant tilbageholdende stil. Gulvene er udført i Santanyi-sten – et lokalt produceret materiale, der er anvendt i mange historiske bygninger rundt om på Mallorca. De leverer en luksuriøs fornemmelse og vil over tid udvikle en unik patina.

Andre naturmaterialer som træ, terracotta, vævet græs, læder og hør tilføjer interiøret ekstra dybde og sensualitet.
“Det er et hus, der taler til mennesker, der leder efter et stille sted. Mennesker, der nyder at se bådene sejle forbi og blot lade tiden passere. Men som også har en moderne, nutidig tilgang til kunst og arkitektur,” siger Manuel Villanueva og slutter: “Det er et bevis på, at også en feriebolig kan være et sofistikeret hjem i tidens ånd. Og ikke mindst en bolig, der giver mulighed for at slappe af og nyde livet.”

Outdoor Living Mallorca

Bureaux 1 - Outdoor Living Mallorca

Sten og store klippefremspring. Øverst på et stenet forbjerg på Mallorca ligger denne familiebolig med et panoramaview over Middelhavet og arkitektur, der udnytter den spektakulære beliggenhed maksimalt.

Det krævede masser af tålmodighed inden, de fandt, hvad de søgte. Hele tre år varede jagten på det perfekte hus med den perfekte beliggenhed. Forud var gået masser af fremvisninger – og mange skuffelser – inden, de fandt dette middelhavshus på Mallorca. Bygget i 1950-erne af den anerkendte mallorcinske arkitekt Pere Garau. Med en beliggenhed øverst oppe på en stenet klippetop i udkanten af Santa Ponça i øens Calvia distrikt.
Beliggenheden er intet mindre end spektakulær. På noget der minder om en halvø, er der fra huset frit udsyn til hele to bugter, mens Middelhavet fylder horisonten. Syd for halvøen ligger den lille havneby Santa Ponça. Det var dét, de nye ejere havde ledt så længe efter. En stor familie spredt over det meste af verdenen, der ønskede et epicentrum for familiære sammenkomster og ferier. Selvom det lige nu kun har status af et feriehjem, er det tanken, at det med tiden skal blive en fast bolig, når familiens ældre medlemmer går på pension.
Den eksisterende bygning har tidligere gen­nemgået en renovering en gang i 90-erne. Men det havde ført en række uheldige ele­menter med sig i form af nogle grimme
aluminiumvinduer og et noget ‘koldt’ interiør med blanke marmorgulve. De design-be­vidste ejere besluttede sig på stedet for en grundlæggende renovering af huset, og hy­rede det Mallorca-baserede arkitekt- og de­sign­firma More Design til at klare opgaven.

Bureaux 7 1024x724 - Outdoor Living Mallorca
Huset har to etager. Facaden er beklædt med natursten og tekstureret beton. De udvidede tagudhæng giver bygningen en stolt skulpturel appel.
Bureaux 10 1024x724 - Outdoor Living Mallorca
Det omgivende landskab indhyller huset med sin naturlige skønhed

Det var især deres minimalistiske og nuti­dige approach til renoveringsopgaven, der gjorde, at de fik ansvaret for arbejdet med at bringe huset ind i det nye årtusind. Opgavebeskrivelsen var ganske enkel: Brug de rigtige materialer til at skabe en ny ro og enkelthed i huset. Designer Manuel Vlillanueva fortæller: “Vi ville skabe et sted, hvor man føler sig hjemme. Et sted hvor alle vil elske at læse en bog, falde i søvn og være i stand til at føre intime samtaler. Men huset skulle også glide nænsomt ind i sine omgivelser. Et tredje element var målsætningen om at kunne udnytte såvel morgen- som efter­middagenes sollys optimalt.”
Arbejdet startede i 2016 og inkluderede grund­læggende strukturelle forandringer. Der blev skabt nye trapper og passager mellem rummene. Det skabte et mere organisk flow gennem huset. Det har nu otte soveværelser – de fleste med eget badeværelse – og udendørsarealer, et stort køkken, et separat vaskeri og en vinkælder.
Nøglen til designets succes skal findes i den måde, arkitekterne har udnyttet husets placering på grunden og taget højde for det omgivende landskab, så det nærmest indhyller huset med sin naturlige skønhed. Med en facade i natursten og det forsigtigt kurvede tag, falder bygningen sammen med den stenede klippeside. De uskønne aluminiumsvinduer er udskiftet med et system, hvor vinduerne ikke ser ud til at være monteret i nogen ramme overhovedet. “De føles næsten som tomrum”, siger Villanueva. “De kan åbnes helt op, så huset føles som en del af landskabet.”

Bureaux 16 1024x724 - Outdoor Living Mallorca
Fra denne del af terrassen er der fint udsyn til både resten af huset og Middelhavet.
Bureaux 18 1024x724 - Outdoor Living Mallorca
Den store stue er domineret af de store vinduer, der åbner fra gulv til loft. De leder ud til et udendørs opholds- og spise­område. Det håndvævede uldtæppe er skabt af den indiske producent Sharda, det kvadratiske sofabord med mosaic er fra Delphine Messmer, mens de ligeledes kvadratiske skamler er skabt af den spanske designer Patricia Urquiola. De i øjnefaldende standerlamper er fra franske Adjao Maison.
Bureaux 19 1024x724 - Outdoor Living Mallorca
Fra entréen er der adgang til de elegante opholdsrum, der på den ene side består af et intimt område med sofaer og lænestole. Den mallorcinsk-fødte møbelpolstrer Tomas Riera er ansvarlig for gardiner og persienner. Det håndvævede uldtæppe er indisk, mens kunstværkerne på væggene er skabt af den franske fotograf og kunstner Sabine
Pigalle. PÅ modsatte væg ses et værk af Shanghai-kunstneren Du Zhenjun. Hjørnesofaen er fra PH Collection. De forskellige puffs er skabt af den spanske designer Patricia Urquiola. Det elegante firkantede sofa­bord med top af mosaic er fra Delphine Messmer.

Bygningen reflekterer i dag også en mere naturalistisk – og især brasiliansk – designfilosofi, som rummer elementer fra 1950-ernes arkitektur. “Vi er kæmpe fans den brasilianske arkitekt Lina Bo Bardi”, fortæller More Designs Oro Del Negro. “Det ses i valget af den natursten, vi har valgt at beklæde huset med, de karakteristiske tagudhæng, det åbne design og måden, vi trækker landskabet ind i huset på.”
“Helt overordnt”, tilføjer han, “handler vores indretning og design om at skabe rammerne for et funktionelt og pragmatisk liv.”
Udviskningen af grænserne mellem det indre og ydre skyldes i alt væsentligt de store vinduer og døre samt det faktum, at gulvene på de bygningsnære terrasser er anlagt i præcist samme materiale som gulvene inden i huset. “Det er præcist dét, som magien i Middelhavslandskaberne handler om,” siger Villanueva.
En anden årsag til successen er de store tagudhæng som tagets bølgende tagkonstruktion skaber. “De store udhæng er et af de gennemgående træk i Middelhavsarkitekturen,”
siger Villanueva og tilføjer, at de er blevet glemt – eller måske ligefrem negligeret? – i de senere år. “De beskytter mod regnen – og især mod solens stråler,” fortæller han og fortsætter: “Så langt mod syd står solen næsten vinkelret på himlen. De store tagudhæng gjorde det muligt at montere de store vinduer uden at oversvømme det indre af huset med for meget sollys – og ikke mindst varme. I stedet har vi opnået, at lysindfaldet opleves blødt og blidt.”

Farvepaletten i indretningen er sammensat af bløde beige farver, råhvid og varme grå­toner. Mikrocementgulve og ikke alt for dominerende bløde møbler er omhyggeligt valgt af ejerne. De skaber et minimalistisk, men indbydende interiør. Naturlige teksturer og materialer ses overalt, inklusive signa­tur-elementer fra More Design som ubehand­let træ, håndskåret sten og lokalt frem­stillede enkaustiske fliser (specielmaleteknik med farvet bivoks).
Resultatet er en smuk blanding af det ydre og indre, af blødhed, gennemsigtighed og moderne design og det organiske. Huset repræsenterer alt det er der særegent ved livet ved Middelhavet. Det exceptionelle design passer perfekt med den smukke, ene­stående beliggenhed. Et hjem som ejerne kan nyde. Solbeskinnet. Afslappet. Og vitaliserende. En bolig, der er skabt med Lines of Beauty som målsætning.

Bondi Beach

Bondi 11 - Bondi Beach

Direkte ud til den berømte australske Bondi Beach ligger en moderne
lejlighed designet af Jonathan Richards. Med lyse farver, lækre og varme
materialer og frit udsyn til Stillehavet, er det næsten indbegrebet af
at være på ferie.

Bondi 3 1024x683 - Bondi Beach
Entrén og resten af lejligheden bærer præg af kærlig­heden til såvel moderne kunst som designermøbler. Eksempelvis limstensbordet skabt af kunstneren Den Holm. Maleriet på væggen til venstre af David Shrigley bærer titlen Conjure by Moon, mens det store maleri til højre er skabt af Christian Thomson.

Stillehavet er i særdeleshed til stede. Døgnet rundt høres lyden af bølgerne, der slår i stranden. Det samme gælder saltet i luften. Både lyd og dufte trænger ind i lejligheden, der er designet af Jonathan Richards fra tegnestuen Richards Stanisich Architecture.
Som et referencepunkt i australsk indretningsarkitektur har Richards sat navn og rygte på spil med dette nye bolig­projekt ved Bondi Beach. En af Sydneys mest livlige og naturskønne strande.
Det er en stor lejlighed. Meget stor. Knap 1.000 kvadratmeter fordelt på to etager. Den er beliggende øverst i en etageejendom direkte ud til Bondi Beach. Cirka halvdelen af lejlighedens areal består af udvendige terrasser.
“Fra terrasserne er der frit udsyn til tusinder af strandgæster – og ude i vandet ses hvaler og delfiner, når de svømmer forbi.” Så havet er i bogstaveligste forstand rigtig tæt på.

Bondi 6 1024x612 - Bondi Beach
Køkkenets bordplader i pyrolave – et kom­positmateriale lavet af vulkansk lava – med en hård overflade i antik hvid. Keramikfliserne på væggen er fra Boffi, mens arki­tekterne har valgt danske Vola blandings­batterier, der både leverer kogende vand til teen og afkølet læskende vand. Fotografi af Max Dupain er fra ca. 1930.

Lejligheden er orienteret mod sydøst, hvilket betyder, at sollyset praktisk taget oversvømmer boligen. Og indretningsarkitekterne fik helt frie hænder til indretningsarbejdet, da lejligheden fra start kun bestod af de rå betonvægge.
“Udfordringen var at skabe et familiehjem, der kunne rumme både varme og personligt touch. Det skulle ligne alt andet end blot en ny lejlighed i en nybygget ejendom. På den anden side ønskede vi at udnytte det frie udsyn over Stillehavet til at skabe en helt unik bolig.”
En målsætning, der blev opnået ved at udnytte spontanitetens DNA. “Det føles ikke alt for forceret eller alt for alvorligt. Vores design rummer en vis afslappet lethed, der forleder en til at tro, at indretningen har udviklet sig naturligt hen over årene,” forklarer Jonathan Richards.
Stemningen er frisk og luftig takket være nogle vigtige designgreb. “I planlægningen af lejlighedens indretning ønskede vi at overdrive oplevelsen ved at bevæge sig fra rum til rum. Vi elsker følelsen af at bevæge os over tærsklerne fra et rum til et andet. Derfor
designede vi meget tykke vægge med solide trægerigter og dybe dør- og vinduesåbninger for at understrege følelsen af at bevæge sig gennem rum.”

De arkitektoniske valg var også vigtige for indretningen: “Både de nye ejere og jeg elsker håndlavet keramik. Så vi valgte materialer, der netop rummede den håndlavede kvalitet. En anden ting: Vi elsker også det uperfekte element i smukke materialer som eksempelvis den ru fornemmelse af et råt trægulv.”
Resultatet er en bolig, der besidder en meget sanselig følelse af kvalitet, uanset hvilket rum man befinder sig i. “Det giver én lyst til at røre ved overfladerne!”
Farvevalget var også en vigtig del af Richards’ design. “Vi ønskede, at hvert rum skulle have et farveelement. Men brugt på en behersket facon. Farverne – normalt udvaskede og noget blege med en skyggevirkning – samler boligens indretning. Nogle steder er det en meget sart lyserød. Andre steder som for eksempel den bløde grønne farve i entréen går igen i badeværelserne på den øverste etage”.

Bondi 21 1024x612 - Bondi Beach
Lejligheden er spækket med moderne kunst. Både ejerne og Jonathan Richars har en passion for keramik.
Bondi 14 1024x731 - Bondi Beach
Med sin unikke beliggenhed direkte ud til Australiens mest ikoniske strand, rummer lejligheden naturligvis også en velproportioneret terrasse med spiseplads –og muligheden for at få græs mellem tæerne.

Et andet element i denne harmoniske bolig, der er værd at lægge mærke til, er den modernistiske arkitektur. Det starter med glasvægge, der skaber en stærk forbindelse til det ydre miljø. Det forstærker ganske enkelt havets og strandens nærhed. I boligens bedste rum har arkitekten fundet et par af sine favoritløsninger: “Jeg elsker entréen med de kurvede vægge og det blege blå
betongulv. Du kan ikke se havudsigten herfra, men du kan fornemme, at det er et ganske særligt sted bare ved at åbne entrédøren. De kurvede vægge leder dig gennem vestibulen med træbeklædte lofter, hvor du endelig kan skue ud over Stillehavets horisont. Et andet sted: På førstesalens terrasse er der en siddeplads i hvid, massiv beton. Meget komfortabel. Placeret helt på kanten af balkonen med et fantastisk view ud over havet. Det føles på en gang meget privat og meget åbent. Sidst men ikke mindst elsker jeg køkkenet med dets hvide krakelerede keramiske bænke og det højglanspolerede grønne træværk. De stålindfattede døre fører herefter naturligt ind til spisestuen.”

Selvfølgelig tilfører det meget moderne møblement også en vis personlighed til boligen.
“Med de farvede indlagte materialer og snedkerarbejde i højkvalitet ønskede vi et særdeles mageligt møblement. Og ikke mindst et hvidt et af slagsen”. Kendere vil notere sig nogle ikoniske møbler som CAB Chairs fra Cassina i naturlæder, de hvide sofaer fra Gervasoni og Bonacina borde samt lamper i peddigrør.
Det australske touch mangler heller ikke: “Kunstsamlingen på display i boligen rummer mange skønne nutidige kunstnere og keramikere. Et eksempel er det udskårne lim­stensbord, der er skabt specielt til denne lejlighed af Melbourne-kunstneren Den Holm”. Der mangler intet i denne bolig.

Villa i Veneto

Veneto 8 - Villa  i Veneto

Det var et værksted. Og før det havde det været et kornmagasin. Loftsbjælkerne fortæller om en fjern fortid. Og en historie der daterer sig tilbage til det 1. århundrede da Pieve di Soligo var en landsby omgivet af de storslåede bakker, der har dannet baggrund for så mange berømte venetianske malerier. Et sted præget af kultur, god mad og livsnydelse. Men også en historie, der fortæller om opfindsomhed og usædvanlige visioner.

I de forløbne år har Paolo Tormena, der er direktør for møbelbrandet Henge og hans partner Isabella Genovese, der er møbelfirmaets chefarkitekt, valgt at skabe et hjem i en historisk villa i hjertet af Veneto-provinsen ikke langt fra Treviso. Huset – der også har fungeret som lagerbygning for et firma, der handlede med stuk og trægulve – kan umiddelbart se ud som en modsætning til den moderne stil, som de forfølger i møbelfirmaet Henge, der blev grundlagt i 2007. Henge bliver ofte fremhævet for evnen til at finde frem til en nutidig, glamourøs møbelstil, store dimensioner og med en helt særegen finish.
Når sandheden skal frem, kombinerer valget af den gamle bygning på den mest elegante facon to stærke dimensioner i Paolo og Isabellas liv: Nemlig historisk arkitektur og moderne møbler. Begge elementer udfolder sin personlighed i det 180 kvadratmeter store hus med en åben indretning. Messing er brugt til at beklæde hoveddøren og ikke mindst væggen, som skjuler det område, hvor parret sover. Laser-udskåret træ pryder gulvet, cappuccinomarmor dominerer køkkenet, mens lys marmor med grå åretegning har indtaget badeværelset. I spiseafdelingen har et fem meter langt spisebord i forstenet egetræ taget magten. Det er et hjem med unikke features.

Veneto 5 1024x683 - Villa  i Veneto
Et kig gennem spiseområdet, der domineres af køkkenets nærmest monolitiske sten. Det er skabt ved behændig laserudskæring. Endevæggen skjuler selve køkkenet med foldedøre beklædt med håndbrændt sølv, der giver det en smuk patina. Rundt om bordet i fossilt egetræ står en række forskellige spisebordsstole fra Henge.

“Bordet er et symbol på hygge. En egenskab som også vi italienere er stolte af. Vi bruger naturligvis bordet i hverdagen og til middagsselskaber, hvor vi taler og spiser god mad sammen. Det er også her, vi sidder og lytter til musik eller drikker et glas vin, når dagen går på hæld,” fortæller Paolo Tormena.
Boligens mest scenografiske element er uden tvivl køkkenet, som er komponeret af to store stenblokke. Disse to monolitter ser fuldstændig naturtro ud. Men skindet bedrager. De er faktisk udskåret ved hjælp af sofistikeret laserteknik. “For os har det en æstetisk funktionel værdi, en tilstedeværelse i rummet, som går forud for dets brug. Det er i højere grad en ekspressionistisk skulptur. Ligesom med stuerne er køkkenet et mødested, hvor vi kan nyde hinandens selskab. Vi elsker at have gæster og lave mad sammen med dem. Vores hus er meget åbent – næsten som en balsal.

Veneto 13 1024x683 - Villa  i Veneto
Brugen af bronze, forstenet træ, marmor, dyrebare sten og ikke mindst
den brændte og børstede messing, læder og andre naturlige materialer er med
til at fortælle husets historie

Arkitekten Massimo Castagna – der også er ’medskyldig’ i Henges succes (han er kunstnerisk direktør) – er ansvarlig forvandlingsprojektet for det tidligere kornlager. Han fremhæver den dybe forståelse mellem ham selv og ejerne, når det handler om de valg og muligheder, den gamle bygning rummede.
“Der var ikke behov for at sætte ord på vores ønsker,” fortæller Paolo Tormena og fortsætter: “Massimo Castagna kender os. Vi arbejder tæt sammen i det daglige. Vi finder designløsninger hver dag – og det er takket være denne perfekte harmoni, at vi har været i stand til at skabe dette fantastiske resultat.”

Veneto 19 1024x683 - Villa  i Veneto
Lysets refleksioner fra metallet og stenens nuancer er alt sammen elementer, der taler til beskueren

Begge tror fuldt og fast på, at netop de håndværksmæssige kvaliteter er med til at øge værdien, og er med til at skabe grobund for revitaliseringen af bygningen. Brugen af bronze, forstenet træ marmor og dyrebare sten og ikke mindst den brændte og børstede messing, læder og andre naturlige materialer er med til at fortælle husets historie. Sanseligheden i overfladerne. Lysets refleksioner fra metallet og stenens nuancer er alt sammen elementer, der taler til beskueren.

Veneto 20 1024x683 - Villa  i Veneto
Badeværelset er næsten fuldstændigt dækket af en grålig marmor. Blandnings­batterier og andet udstyr er fra Boffi.

Art with a view

Img3556 copia copia 1 - Art with a view

Højt over en af de smukkeste piazzas i Milanos centrum rummer denne luftige og lyse lejlighed en stor samling af omhyggeligt indkøbt kon­tem­porær kunst i total balance med et moderne møblement, der sammen med enkelte vintage-fund skaber atmosfære og indbyder til selskabelighed.

Med sine overdådige rum og et fantastisk lysindfald er denne – arktektonisk set – dramatisk renoverede lejlighed den ideelle scene for ejerens passion for kunst og unikke møbler. Boligen ligger i toppen af en bygning opført i 1930 overfor et grønt torv i Milanos Monforte-kvarter.
Når gæster inviteres i dette utroligt velafbalancerede hjem, er det en følelse af diskret og rolig elegance, der først slår én. Det næsten minimalistiske 90-er design skaber en konstant dialog mellem det indre og det ydre. Der er ingen gardiner, der dækker for vinduerne. Til gengæld er der monteret persienner i selve vinduesrammen, som styres af automatiske sensorer. De varme grå trægulve og hvide vægge forstærker refleksionerne fra byen og lyset, der strømmer ind. Det skaber en perfekt ramme for kunstsamlingen og møbler, som ejeren har placeret med en bemærkelsesværdig sans for proportioner og sammensætning.

Alle rum har den samme fællesnævner: Trægulvene, hvide vægge er sammen med døre og andre arkitektoniske detaljer i børstet jern. En lidt overraskende undtagelse er soveværelset, der er malet i en bleg nordisk blålig nuance, der matcher den gustavianske seng og vintage spejle med forgyldte rammer.
Lejligheden er højteknologsisk på alle planer: Lys, musik og klima kontrolleres med et forsigtigt tap på skjulte touch screens.
I stuen står store grå sofaer omkring en Eames Lounge Chair. Det geometriske kaffebord er et unikt møbel skabt af Dilmos Gallery i Milano. De fleste af designerlamperne kan karakteriseres som vintage, og er samlet af familien gennem mange år. Den svampe-­formede lampe i plexiglas er faktisk en vintage Guzzini. Den står på et sidebord fra 1940-erne designet af Paul Frankl. Originalt og særdeles vintage er også Chimera gulvlampen fra Artemide, samt den æggeformede bordlampe fra Fontana Arte.
Spisestuen domineres af et sortlakeret bord i nordisk stil omgivet af Zanotta-stole polstret i hvidt læder.
Badeværelset er helt og holdent holdt i marmoret harpiks fra Kerakoll.

Img3589 copia 8 1024x683 - Art with a view
Clara Latino har valgt en mørk træsort på gulvene. Det er miljøvenligt produceret. Hun har været meget bevidst om materialevalget, eftersom hun føler, at skovrydning i eksempelvis Brasiliens regnskove er et problem, vi skal tage meget alvorligt. Med rumdeleren og de to vinduer har hun formået skabt et harmonisk minimalistisk design, der brydes af de mange kunstgenstande.

Kunstsamlingen – som mest består af samtidige værker – er bemærkelsesværdig. På skænken skabt af Paul Frankl står en messing skulptur skabt af Karim Rashid. Skulpturen er en model for en installation i en napolitansk metrostation. Skulpturer af Arnaldo Pomodoro er også miniature forstudier for større værker. De byder rejsende velkommen til Linate lufthavnen i Milano og i Napolis metrostationer.
De store kunstværker på skænken er skabt af Mimmo Paladino, mens maleriet i den custom made ramme i børstet jern er af Max Neumann. Det store maleri, der leger med ord og bogstaver monteret på rumdeleren er et værk af Ballestrini.
Det rene minimalistiske hvidlakerede køkken er også blandet med vintage møbler og borde – og naturligvis mere kunst så som kunstfotos af Gabrile Basilico.

MB4 3642 copia 12 1024x683 - Art with a view
Clara Latinos lejlighed ligger højt over et af Milano’s centrale torve. De store vinduer lader lyset strømme uhindret ind i stuerne. Verden udenfor trækkes ind. Og bliver det for meget, sørger automatiske sensorer for, at persienner – indbygget i vinduesruderne – skærmer for solens stråler.

Boligen er designet og udstyret for at skabe god plads til kunsten – men selvfølgelig også for at levere komfort for venner og gæster. Ikke mindst fordi passionen for madlavning og lysten til at servere den for mange hendes gæster spiller så stor en rolle, flyder lejlighedens forskellige rum sammen og tillader alle at nyde lyset og den magiske udsigt. En udsigt, der er ganske unik året rundt.
Selv om beliggenheden midt i det hektiske Milano er et sjældent privilegium, er det her muligt at nyde fornemmelsen af frihed.

Rustic chalet with a twist

FD Chalet Granges 01 - Rustic chalet with a twist

Megève i Region Auvergne-Rhône-Alpes. Højt oppe i de franske alper ligger en skihytte. Med sin diskrete beliggenhed højt på bjergsiden er hytten rammen om et elegant miks af mange forskellige arkitektoniske stil­arter. En skarp indretning afslører en dristig kombination af inspirationen fra bjer­genes robusthed og 50’ernes designstil.

Det var en næsten ærefrygtindgydende eftersøgning, der ledte Peter og Marie til trappetrinene til dette ensomt beliggende refugium. Et tilflugtssted i det sydøstlige Frankrig i landsbyen Megève tæt på Chamonix. De havde et inderligt ønske om at undslippe det larmende storbyliv.
Deres søgen endte med en næsten eksalteret lykke, da de faldt over huset på dette næsten hemmelighedsfulde sted højt op i de franske alper ved byen Megève: En træhytte fra 80-erne. Næsten glemt og med sin beliggenhed højt oppe på den prestige­fyldte bjerg­side bjergtog dette chalet sine fremtidige ejere i en sådan grad, at de simpelthen måtte eje det. Også selvom det var en bygning, der ville medføre en omfattende renovering. Men fortryllet af det alpine univers og dets skarpe æstetik var det lige netop dén drøm, de havde. Et hus med udtalte ikoniske designs. De engagerede indretningsarkitekterne Catherine Navarro og Caroline Alric til at stå for arbejdet – sikre på at deres drømmevision for deres chalet kunne blive til virkelighed med deres hjælp og følsomme touch.

FD Chalet Granges 10 1024x682 - Rustic chalet with a twist
Opdelt i tre afdelinger har stuen en tydelig Cottage Mountain Spirit med møbler og interiør, der vækker klare mindelser om 1950-erne. På menuen står komfort og venlighed på en kitschet retro baggrund. Tyrehovedet er skabt af Peps, Tissot og Navarro er ansvarlig for lænestolene betrukket med okseskind.

Duoen med speciale i alpine boligdesigns skabte et hjem med en charmerende blanding af forskellige stilarter. De havde ét mål: At forstærke essensen af stedet med et gennemgående retro-design.
Det nye interiør har givet stedet en næsten genfødt ægthed. Overalt hvor øjet skuer, findes alle elementer og materialer i den særlige Cottage Mountain Spirit: Rå træbjælker, naturformede sted, forskellige nuancer af beige i møblementet og udsmykning, der trækker den naturen udenfor ind i huset. Et tema, som Catherine Navarro og Caroline Alric let kunne konstratere. Et lettere nutidigt og moderne design med møbler fra 50-erne har skabt en bolig med en unik identitet. Og med et lille smil, når blikket falder på de kitschede kunstgenstande, afslører denne designer-duo et univers fyldt med humor, der genføder den originale stemning fra Haute Savoie på en retro-chic facon. En slags skæv kunstnerisk tilgang til livet i alperne, der har givet dette chalet sin helt egen personlighed.

Fifty Shades of Grey in New York

05JON 0439 3 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York

Den maleriske Gramercy Park på Manhattan har været valgt som den åbenlyse location for rigtigt mange spillefilm. Det er en af storbyens mest populære parker, som kun de få privilegerede, der ejer en nøgle til de store smede­­jerns­porte, har adgang til. Her har designeren og indret­nings­arkitekten Kenneth Alpert indrettet en stilfuld og moderne lejlighed til sig selv og sin omfattende kunstsamling.

Gramercy Park i New York er en af de mest populære private parker på Manhattan: Et én hektar stort grønt rum forbeholdt beboerne i ejendommen. Som medlemmer af den eksklusive klub skal ejerne betale et særligt bidrag til vedligeholdelsen for at kunne nyde den charmerende park. En oase i storbyen med store skyggefulde træer, hvor berømtheder som John Steinbeck, Karl Lagerfeld og Julia Roberts har ejet nøgler til parken og stilfærdigt slentret rundt i deres egen private New Yorker-park. Et sted som også har været brugt som location til mange berømte film som eksempelvis Woody Allens Manhattan Murder Mystery.
Denne lille park er af forfatteren og journalisten Charlotte Devree beskrevet som en “victoriansk gentleman, der nægter at dø”. Og lige præcis her gav indretningsarkitekten Kenneth Alpert, ejer af KA Design, sig selv lov til den enestående i en luksus at projektere et privat hjem i en bygning, som i en anden tid var hovedkvarter for United Federation of Teachers.
Lejligheden har et samlet areal på ikke mindre end 570 kvadratmeter. Og dét med en loftshøjde på op til fire meter. Kenneth Alpert fortæller: “Min store passion er at samle nutids kunst. Derfor har jeg valgt et farveskema til lejligheden, der grundlæggende er en palette af grå nuancer, som tillader de enkelte kunstværker at blomstre” Såvel ejeren som kunstværkerne skulle for alt i verden føle sig hjemme.

29JON 0532 7 1024x683 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York
Teksten på væggen – Incoherent – antyder en manglende sammenhæng i rummet. Men netop Alperts stringente brug af de grå farvenuancer er med til at skabe en perfekt ramme for hans store kunstsamling.

Urbant gråt
Lejligheden udstråler en stærk maskulin per­sonlighed. Karakteriseret ved en bevidst ensartet baggrund. En unik urban brug af far­ver som næsten ophøjer malerier og skulp­turer på samme måde, som når skuespillere på scenen fanges i det fokuserede, skarpe scenelys. Resultatet er, at farver og former skaber en fascinerende dekorativ tilstedeværelse i rummene.
Efter at være blevet budt velkommen i galleriet i entreen sætter gæster kurs mod den særdeles rummelige opholdsstue, som er forbundet med både spisestue og køkkenet. Et opmærksomt og sofistikeret øje vil straks lægge mærke til singulariteten og vigtigheden af de udstillede værker i lejlighedens design.

12JON 0455 10 1024x683 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York
Med sin store samling af moderne kunst som fokuspunkt har Kenneth Alpert valgt forskellige nuancer af grå som det grundlæggende tema.
17JON 0485 11 1024x683 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York
Spisestuen domineres af det trefarvede spejl, der indfanger lyset og refleksionerne fra det hektiske byliv udenfor.

Kunstens vinduer
I opholdsstuen spiller vinduespartierne en vigtig rolle for stemningen i rummet: Afhængig af tidspunktet på dagen vil rækken af vinduer indfange indtrykkene fra verdenen udenfor. Fragmenter af et urbant landskab og hverdagens hjemlighed understreges gennem farve­effekten fra den treenighed af spejle, hvis farver spænder fra rød til orange. Skaberen af dette værk, der har titlen “Mirror A”, er den franske archiStar-kunstner Jean Nouvel.
Applikationen i vinduet er ligeså unik og tiltrækkende: Værket gengiver det berømte maleri “Pige med perleørering” som en dedikation til Johannes Vermeer. Det er skabt af Valery Koshlyakov, en enestående russisk kunstner med et stort navn på den internationale kunstscene. Koshlyakov stræber efter utopisk skønhed ved at vælge enkle hverdagsagtige materialer – endda affaldsmaterialer som da han brugte plastik strips til reproduktionen af Vermeers kunstværk.
Næsten som en åben scene har Kenneth Alpert designet hverdagsrummene omkring sin kunstsamling. Et touch der giver hans hjem både rytme og karisma. I spisestuen vil beskueren støde på en miniatureskulptur af Arman – en af Noveau Realism’s største navne og mester for ideen om Creative and Dialogical Destruction.(Kreativ og dialogisk ødelæggelse).

43JON 0577 15 1024x683 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York
Trods minimal plads er der omkring badekarret indrettet et intimt område med skulpturer, malerier og en asiatisk inspireret trækasse med fine udskæringer til shampoo, sæber og badeolier.
35JON 0415 17 1024x683 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York
Flere kunstværker i soveværelset understreger Kenneth Alperts store passion for moderne kunst.

På modsatte side er det et kunstværk kreeret af Bradley Hart med navnet “The Bride”, der tiltrækker sig opmærksomhed. Det er skabt ved at injicere bobleplast med akryl-maling. I midten af rummet står et bord på en cementsokkel købt hos Mecox sammen med to små lænestole (Barbuda fra Christian Liaigre). På det grå tæppe af langfibret silke fra Stark ses et sofabord The Crystal Piano of Swarovski skabt af Gary Hutton. De komfortable sofaer fra Michael Berman.
På køkkenvæggen ses flere af Roy Lichtensteins malerier, der står i kontrast til Helaine Blumenfeld skulptur i snehvidt marmor på køkkenbordet. Soveværelset med den store seng er luftigt og elegant. Kun få møbler, men de giver utvivlsomt rummet en unik karakter. På det lille bord fra Ralph Lauren Home står en skulptur i Auguste Rodin-stil. Resten af lejligheden er også kendetegnet ved de utallige og særdeles markante møbler og kunstværker: En i øjenfaldende neon-stol “Bright on Bistro” af Lee Broom og en ‘skildring af chokolade’ med titlen “Hermes” malet af Vik Muniz.
Det er et hjem, der er karakteriseret ved samspillet af en række raffinerede og præcise elementer: Nogle er fundet på loppemarkeder i Paris, hvor Kenneth Alpert er specielt glad for at befinde sig. “Det er mit Tivoli”, siger han. “Det er en elektrificerende oplevelse. Som et smykkeskrin fuld at værdifulde fund.”

40JON 0424 18 1024x683 - Fifty  Shades  of  Grey  in  New  York
Også soveværelset er et studie i gråt. Undtagelsen er det massive møbel med hylder til bøger og plads til et stort fjernsyn.

Det selvbiografiske hus

Lucie 1 - Det selvbiografiske hus

Concorde. Massachusetts. Nogle få kilometer uden for Boston. Midt i hjertet af New England. En lille isoleret enklave der emmer af fortid og historie. Alt sammen i en nydelig indpakning, som en scene fra en romantisk film. I en lille by, der smager lidt af det tidlige koloniale Amerika og Uafhængighedskrigen ligger Lucie McCulloughs fantastiske hus.

“Det har intet til fælles med de lokale ‘cigarkasser’. De åh, så typiske rødmalede træhuse,” forklarer Lucie McCullough. “Det er et vidunderligt to-etagers hus fra 1950-erne. Det er bygget i pudset beton med engelske vinduer og saddeltag. Det ligner praktisk taget noget, der er stjålet fra et idyllisk billede fra et engelsk grevskab.” Det har endda en traditionel veranda, have og indkørsel. Dertil kommer en swimmingpool i baghaven og en terrasse med udsyn til de omgivende skovområder. Stort set et sommerhus eller hytte – hvis det ikke lige var for dets enorme størrelse.

“Tidligere boede her et hyggeligt ældre ægtepar.” Elegant, rafineret og perfekt bevaret som det i sin tid blev bygget. “Unødvendigt at sige det. Men vi forelskede os i huset ved første blik!” fastslår ejeren, der er en talentfuld, internationalt berømmet indretningsarkitekt med en tidligere karriere indenfor modeverdenen. En globetrotter, som fornylig er vendt tilbage til USA efter at have arbejdet overalt i verden – med base i Hong Kong. Efter ti år i udlandet er familien nu fast forankret i Concorde, Massachusetts. En familie, der foruden Lucie McCullough består af hendes mand og de tre sønner Mimi Li 9 år, Otis 6 år og Cian 4 år. Sammen har de erobret husets ånd og sjæl.

Lucie 3 1024x683 - Det selvbiografiske hus
Hele familien, der foruden Lucie McCullough består af hendes mand og de tre sønner Mimi Li 9 år, Otis 6 år og Cian 4 år.
Lucie 9 1024x683 - Det selvbiografiske hus
Arbejdshjørnet i det store og lyse køkken i amerikansk stil med komfur, vaske og en central køkkenø er altsammen designet af husets nye ejer.
Lucie 10 1024x683 - Det selvbiografiske hus
Stort og lyst. Forrest spisebordet i afrikansk rosentræ behandlet med økologisk harpiks. Eames-stole fra Vitra.

“Dette hus var det rigtige for mig. Halvt i britisk stil og halvt et Ralph Lauren-agtigt hjem med kringelkroge beklædt i træ. Meget amerikansk. Det var som at gå tilbage til det helt basale. Til mine tidligste arbejdsår i modebranchen. En vision. Et barn der skulle behandles kærligt og uden at ødelægge dets karakter.” Det var det ideelle sted at implementere lidt bygge-biologi, som Lucie McCullough er begyndt at inkorporere i sin indretningsarkitektur. ”Faktisk har mit eget projekt været lidt af en øjenåbner. Et eksperiment indenfor renovation med øko-kompatible byggemetoder og materialer. En metode, der ikke påvirker hverken helbred eller miljø negativt,” fortæller hun stolt.
Det skulle måske tilføjes, at huset i Concord også er resultatet af en betragtelig tilbygning. Alligevel vil det for en udenforstående se ud som om alt er som det altid har været. Takket været arkitekten, der har bistået hende, er den oprindelige stil bevaret ligesom der er tilføjet nye rum og den moderne komfort, man forventer i dag.
“Det er et perfekt match mellem to organismer,” forklarer Lucie McCullough. De gamle rum er bevaret og skal nu fungere med de renoverede. Det har givet et markant større lys­indfald og et mere åbent design. Et design, der ikke at forglemme også åbner sig op mod naturens fantastiske sceneri uden for vinduerne.

Lucie 11 1024x683 - Det selvbiografiske hus
Spisestuens blå vægge skaber en fin kontrast til de hvide træpaneler. Spisebordet er fra 1800-tallet omgivet af Platner lænestole fra Knoll. Den italienske lysekrone fra 1930-erne er fundet på en markedsplads i Sudbury i Massachusetts. Maleriet er fundet på et gademarked i Myanmar.
Lucie 12 1024x683 - Det selvbiografiske hus
Lucie McCullough har bevaret træpanelerne i stuerne. De næsten kubistiske reoler i forgyldt metal har hun selv skabt.
Lucie 14 1024x683 - Det selvbiografiske hus
I den kæmpestore opholdstue med de originale træpaneler og det enorme ildsted skaber de forskellige indretningsdeltaljer et nutidigt touch.
Eksempelvis Barcelona-lænestolen skabt af Mies van der Rohe og krystalbordet. Det indisk-inspirerede gulvtæppe har hun selv designet.
Lucie 15 1024x683 - Det selvbiografiske hus
En stærk rød kontrast til de gamle træpaneler og Chesterfieldsofaen. Sofabord i marmor og kobber. Til højre endnu en gulvlampe med et stilleben udført af den engelskfødte kunstner David Williams Bulkeley.

I stueetagen er stuen fuldstændigt beklædt med træ. “Jeg har gjort det mere nutidigt med en minimalistisk indretning med gyldne farver, der matcher væggenes varme farver og det geometriske tæppe, jeg har skabt med inspiration fra Taj Mahal.” Det samme gør sig gældende i spisestuen, der nu fremstår mere forfinet og formel med de originale blå fløjlstapeter, der står i stærk kontrast til det hvidmalede træ. Læseværelset – eller biblioteket – er et hyggeligt hjørne, som er bragt til live med et touch af klar rød farve over panelerne. Køkkenet derimod er en helt anden historie. Det er udviddet med pladsen fra den tidligere garage og er nu et moderne åben-plan rum med et indbygget kitchenette, spisestue, en bar i hjørnet. Og kæmpevinduer der indrammer solnedgangen over skoven.
Via trætrappen er der adgang til familiens værelser på første sal. Et rum til hvert familiemedlem foruden et gæsteværelse.
Heroppe er det tidligere rygeværelse blevet omdannet af Lucie McCullough til en suite med et eksotisk tema, der rummer klare referencer til hendes år i Kina.
“Alt andet lige er dette hus som en samling af alle de minder og oplevelser, jeg har fra alle de steder, jeg har rejst til,” fortæller hun. Stil, forelskelser og livsvalg. Huset er blevet en visuel selvbiografi. Kort og godt: Det er historien om Lucie McCullough.