Cape Town panorama

CapeTownP 2B - Cape Town panorama

I Cape Town ligger denne enestående bolig, der med en betagende placering i bakkerne over Camps Bay, leverer et 180 graders vue ud over det åbne hav. Med en kombination af stram arkitektur med rene linjer, panoramaudsigt og et mere end velovervejet interiør er huset et spektakulært eksempel på nutidens bedste design.

CapeTownP 6B - Cape Town panorama

Boliger på denne blinde vej i Cape Town er ikke lette at få fingrene i. Med en beliggenhed i bakkerne ved Signal Hill og med uhindret udsigt ud over de verdensberømte strande Clifton og Camps Bay, er det uden tvivl storbyens mest eksklusive beliggenhed. Husene her bliver kun sjældent udbudt til salg.
Eksempelvis købte ejerne af dette bemærkelsesværdige hus ejendommen helt tilbage i 1990-erne. Og dét først efter lang tids søgen efter det helt rigtige grundstykke. Med sin placering for enden af gaden har huset en imponerende udsigt i næsten alle retninger. Da de købte ejendommen var det bebygget med et lille hus, der imidlertid ikke ydede den fantastiske udsigt fuld retfærdighed. ”Og det er netop udsigten, der gør denne grund så enestående,” fortæller Barbara Hicks, der sammen med sin mand John købte ejendommen i 1992.
Efter en lang proces med nye arkitekttegninger og godkendelser blev den gamle bygning revet ned, så parret kunne gøre deres drømme til virkelighed. Og det nye hus matcher absolut den førsteklasses udsigt. Selv mener de, at husets visuelle fremtoning og moderne arkitektur giver udsigten en vis konkurrence. Og det samme kan siges om parrets evne til at indrette huset med spændende møbler og masser af kunstværker.
Ved ankomsten fanges ens opmærksomhed straks af boligens spændende facade. En dristigt “patchworket” hævet stensti fører til hoveddøren, som er grebsfri. Den næsten usynlige dør punkterer en væg beklædt med glatslebet, varmtonet cedertræ. Over dette rejser sig en semi-transparent brise-soleil med et indviklet mønster, der er med til at afbøje solstrålerne, så huset ikke overopvarmes i sommermånederne. Den gennemsigtige mur er skabt ved hjælp af tusindvis af slanke terracotta-fliser.
Indenfor døren fortsætter følelsen af, at man er ankommet til et helt særligt sted. I entréen kombineres de dramatiske, tredobbelte proportioner med en skulpturel trappe. Og før der overhovedet er tid til at arbejde sig op ad trappen og de spændende, poetiske kunstværker på væggen ved siden af den, bliver ens opmærksomhed afledt af en sensationel fjerklædt is­bjørneskulptur, der er skabt af den italienske kunstner Paola Pivi. Andre kunstværker i lysbokse under trappen fanger øjet. Det samme gælder den imponerende loftslampe. Alt i alt har Barbara og John Hicks alle­rede her skabt et legende, karakterfyldt og gallerilignende rum.

CapeTownP 12B - Cape Town panorama

Tag den lange trappe op i huset, og følelsen af dristighed og en nærmest teatralsk stemning fortsætter. Øverst er et kæmpe opholdsområde i åbent plan – men det element, der umiddelbart tiltrækker øjet her, er den spektakulære 180-graders udsigt over havet og himlen, der folder sig ud langs den ene side af rummet. Endnu en gang et rum fyldt med dramatisk appel. En ting er den betagende udsigt. Men lige så vigtig for oplevelsen af dette rum er det gennemtænkte interiør, der består af moderne møbler og iøjnefaldende kunst.
Det, som Barbara og John Hicks har skabt – både her og på husets højere etager – er inte­riør, der både komplementerer og forstærker arkitekturens rene linjer og udsigtsindramning. I opholdsområdet leverer de slanke Antonio Citterio-sofaer komfortable siddepladser, men er også et ideelt designvalg, fordi de ikke visuelt forstyrrer udsigten til horisonten.
Vigtigt for oplevelsen af denne bemærkelsesværdig bolig er også den indvendige finish og øvrige inventar, som spænder fra sandsten og marmor til træpaneler. Hele vejen igennem tilføjer paletten af naturlige materialer, der er valgt til at fuldende interiøret, en følelse af lethed og luksus til rummene, mens møblerne omfatter et væld af prominente navne i både nutidigt og klassisk modernistisk design.

CapeTownP 14B - Cape Town panorama

Blandt de mange højdepunkter er moderne klassiske lænestole skabt af Alvar Aalto og Le Corbusier, skulpturelle moderne stole af Tom Dixon, elegante udendørsmøbler af Patricia Urquiola og mønstrede tæpper fra Moooi. Af andre unikke detaljer kan nævnes det specialfremstillede barskab fra Ceramic Matters og en “pixeleret” skænk af Cristian Zuzunaga for Barcelona Design. Det sidste oplevelseslag leveres af de mange kunstværker, der i mange år har været gode ‘samtalestartere’ når husets gæster beundrede værkerne. Det gælder ikke mindst en flot udsmykket buste skabt af den sydafrikanske samtidskunststjerne Athi-Patra Ruga.

Med egen skybar kommer gæsterne tættere på stjernerne på de lange sommeraftener

Set fra et designsynspunkt, er der meget, der kan aflede øjet og opmærksomheden i hele dette hjem. Et hjem i flere etager. Alligevel virker det som om, at boligens grundplan er skabt ganske intuitivt, så man næster per automatik, trækkes gennem de forskellige rum. Og næsten overalt overvældes man uundgåeligt af den fantastiske panoramaudsigt over havet og bølger, der slår mod kysten neden for huset.mod på flere niveauer, men strømmen af rummene er også organiseret til tilsyneladende intuitivt at trække dig gennem dem – og uundgåeligt mod panoramaudsigten over havet ved dets front.
Selvfølgelig hyldes den uberørte og maleriske bjergside over og ved siden af huset også på passende vis. Køkken-alrum rummet er perfekt placeret til at nyde en alfresco morgenmad, hvor man tilsyneladende er placeret midt i naturen. Og dét til trods for, at den urbane travlhed i de nærliggende byer Camps Bay og Seapoint kun er få minutters kørsel væk.

Ejerne tilbringer deres somre i huset, og i den periode inviteres flere sæt gæster til at bo hos dem. Deres rummelige hjem i åbent plan egner sig nemlig perfekt til gæstebud med solnedgangscocktails såvel som udendørs-måltider, der indtages på den store terrasse, der støder op til “skybaren” på øverste etage. For som ejerne siger med karakteristisk underdrivelse: “Her er solnedgangene over havet er ret spektakulære”.
Det er et hus skabt af stram arkitektur og dramatisk design. Men det smukkeste element er fortsat det fantastiske panorama med den uberørte bjergside og kyst. Som Barbara og John Hicks siger: “Det er et privilegium at vågne hver morgen til denne vidunderlige udsigt.”