Christina Lindsgren og hendes familie har indrettet sig i en villa ved fjorden, der tager afsæt i den omgivende natur, og dens mangfoldighed. Alt er tegnet og indrettet, med respekt for naturens former, overflader og materialer.
Christina Lindsgren.
Når Christina Lindsgren. falder i staver ved køkkenbordet, er det en sjælden begivenhed. Christinas energi er tydelig, og bevægelserne præcise. Endda så præcise at hun to gange har vundet verdensmesterskabet i forhindringsløb i hendes aldersgruppe. Når det alligevel lykkes os at fange hende med ro i øjnene i en stille stund, er det, ifølge hende selv, fordi naturen og omgivelserne omkring Roskilde Fjord er noget af det, der for alvor kan få hendes puls helt ned i hastighed. Christina fortæller: ”Faktisk boede vi ganske tæt ved dette sted, og vi gik næsten dagligt ture herned, hvor der dengang lå et lille, ikke særligt spændende hus. Vi var egentlig glade for vores oprindelige bolig, men udsigten til både markerne og fjorden, giver os så meget ro, og særligt jeg har også en forkærlighed for naturens billedlige udtryk: De nøgne grene, de golde marker og kontrasten om sommeren, hvor alt står sprudlende. At vi så ovenikøbet kunne se muligheden for at bygge noget som to generationer kunne bo i, var det sidste og afgørende.”
Christina tegnede på huset over nogle måneder, med assistance fra et par arkitekter, og baksede med et par benspænd der drillede en del. Blandt andet var et væsentligt ønske at begge familier skulle have udsigt til fjorden. Christina fortæller: ”Det var ikke nemt at få det med fjordudsigten til at gå op, da der er restriktioner i forhold til, hvor tæt man må bygge til skel. Jeg løste det ved at lave en forskudt plantegning, så vi både forskød horisontalt og vertikalt. Vores del ligger næsten som et kæmpetrappetrin, lidt tilbagetrukket på grunden og 140 cm over terræn i forhold til min mors del.” En anden vigtig ting handler om detaljerne, materialerne og måden, de blev brugt på. Christina er optaget af naturens teksturer og flader, og opfatter kontrasten imellem både former og overflader, som væsentlige barometre i forhold til spændingen i arkitekturen. Hun har valgt kun at benytte naturlige materialer, og er optaget af beton, træ, jern og glas.
Indretningen handler mere om grafisk finesse end en egentlig opdeling af rummene. Sammen med de forskellige kunstværker defineres deres funktion og udtryk.
Blødt og hårdt – råt og fint Denne optagethed kommer tydeligt til udtryk i overfladen på køkkenelementerne. Den kaldes glødeskal, og er konstrueret af en smed der beherskede denne teknik. Når den hårde struktur med den glatte overflade, placeres på gulvets rustikke beton, og når begge dele accentueres af råt træ og pudsede vægge, opstår den ønskede spænding imellem hårdt og blødt, råt og fint.
Christina forklarer: ”For os begge har ønsket om naturens indflydelse på vores bolig været stort. Særligt for mig, der er særligt optaget af interiør og det indretningsmæssige udtryk, har der været et ønske om at spejle det udvendige: havet, himlen, marken og skoven. Jeg har i arkitekturen brugt masser af råt træ, både i døre, på gulve og på møbler, men også beton og lerpuds. I min indretning har jeg, på samme måde, brugt grove ubearbejdede ler-overflader, værker med elementer af naturen, og masser af uld, pels og skind. Når det så er sagt, er der jo stadig intet der bliver trumfet af naturen selv, der byder ind med solnedgange der kan ses fra begge terrasser, og fjordudsigt fra flere niveauer.”
Chicago – eller The Windy City blandt venner. Her blev verdens første skyskraber opført i slutningen af 1800-tallet. Med sine 10 etager imponerer den ikke længere. Det gør til gengæld en lejlighed i en mere moderne skyskraber, hvor indretningsarkitekten Kate Taylor på 23. etage har indrettet en bolig, der lige så godt kunne have været et museum.
Chicago, Illinois: Her stod Blues-musikkens vugge. Og Chicago-skolen – en arkitektonisk nyskabelse i slutningen af 1800-tallet, der med stålkonstruktioner skabte grundlaget for historiens første skyskraber. I en lejlighed midt i The Windy City, med et panoramisk udsyn over Millenium Parkens frodige grønne arealer, bor en ung ejendomsforvalter og kunstsamler. Boligens indretning er skabt af Kate Taylor. Hun har sit eget designfirma i byen, og leverer et levende og inspirerende interiør. Ikke mindst i dette tilfælde, hvor der ud over et spændende møblement også skulle tages hensyn til ejerens mange kunstværker. ”Men netop fordi, der var så meget kunst at tage hensyn til, kunne vi ikke tænke på hvert enkelt kunstværk, når vi forsøgte at finde frem til et sammenhængende møblement. Derfor fokuserede vi på nogle af de større værker og prøvede at komplementere dem ved at øge vores opmærksomhed på den farvepalet, vi valgte til vægge og møbler. Kunstværkerne fik også stor indflydelse på den tekstur og det layout, som vi indrettede lejligheden med. Eksempelvis er der i stuen dette virkelig seje maleri af en dykker og en ballerina. Det inspirerede os til at finde en blød blå farve som det gennemgående tema i resten af rummet. Neutralt og ganske strukturelt. Simpelt hen fordi vi gerne ville have, at netop det værk fik musikken til at spille,” fortæller Kate Taylor.
Arbejdet med at skabe et hjem, der både var indbydende og hyggeligt samtidigt med, at de forskellige kunstværker kom til sin ret i nye omgivelser med moderne møbler, tog mere end et år. Et arbejde der også fik slået to lejligheder sammen til én. I alt råder ejeren nu over en bolig på 300 kvadratmeter. Resultatet er en række rum, der er totalt forandret og nu fremstår som et helt ekstraordinært galleri med de enorme vinduer, der trækker lyset ind til de mange værker, der rummer en særlig disrupt visuel energi, der er en hyldest til den kunstneriske amerikanske avantgarde. De største udfordringer i denne transformation blev skabt af bygningskonstruktionen i sig selv. ”De oprindelige smalle, trange entreer eller fordelingsgange i lejligheden var ikke ønskværdige. Men det er ofte resultatet, når du forsøger at skabe nok vægplads til at kunne udstille malerier og andre kunstværker. Alligevel har vi forsøgt at åbne boligen op, så der opstod et bedre flow i fordelingen af de forskellige rum og deres funktioner. I al ydmyghed har vi prøvet på, at få indretningen af hvert rum til at fremstå som et lille kunstværk i sig selv. I alle rum har vi kombineret interiøret med komfortable siddegrupper som inviterer gæsterne til at slå sig ned og nyde – for ikke at sige beundre – værkerne.” At finde plads til de forskellige kunstværker var en anden udfordring: ”Jeg havde regnet med, at det ville tage en dags tid at få hængt malerierne op. Men det blev til langvarig proces, der tog mere end en uge. Seks mænd måtte først finde alt på et fjernlager. Dernæst bære alle kasser og bokse ud fra lagret og bære det ind i lejligheden. Ikke nok med det: Da først de store malerier var på plads, kom turen til alle de mindre værker, der også skulle findes plads til.”
Indretningen af boligens mange rum er en hyldest til amerikanske avantgarde kunstnere
Boligens interiør er domineret af de massive vinduespartier, der trækker lyset ind i rummene
Udvælgelsen af det nye møblement er foregået med hensyntagen til rummets dominerende kunstværk, farvepalette, tekstur og layout. For eksempel i stuen, hvor Kate Taylor fandt inspiration i maleriet af dykkeren og ballerinaen. Kunstsamlingen passer perfekt mellem de fremtrædende, liniære overflader opdelt af en række søjler. ”Jeg fortolkede min kundes ønsker om en lejlighed, der ville fremstå som et museum ved at skabe en lejlighed, der er en blanding af moderne og mere klassiske designvalg. Jeg gik bevidst efter de mere tidløse materialer og en neutral farvepalette, som får liv af de modige kromatiske kunstværker.” Møblementet består stort set udelukkende af unika-møbler, der er skabt til lige præcis disse rum. Kate Taylor har selv designet skamlen i opholdsstuen, hele køkkenet, teaterrummet og den fine originale wire og perle -skulptur, der næsten forsvinder i rummet. Spisebordet i valnød er designet af Rest & Repine. Sofaerne er fra Mountak,mens Lawson-Fenning har ansvaret for de kasselignende lænestole, der bærer tydelige spor til 1950-ernes modernistiske designtrends. De er betrukket med tekstil fra Loro Piana. Udover de strålende værker af nulevende kunstnere, er der også blevet plads til en samling af små orientalske antikke mesterværker, der enten er købt på auktion eller i gallerier rundt omkring i verden. De står på parade som et bevis på antikviteternes evige ungdom. Kate Taylor har med enkle midler transformeret boligen, så den både fremstår luksuriøs og med et enkelt og elegant interiør. Ganske som ejeren af denne fantastiske bolig havde drømt om.
160 kilometer fra Times Square – yderst på Long Island – ligger Sag Harbor. En pittoresk havneby hvor en travl Newyorker-familie har arvet en pragtfuld villa midt i en lille skov. Efter en renovering fremstår huset nu let og lyst.
Sag Harbor er en lille by yderst på Long Island. Omsluttet af East Hampton og South Hampton på landsiden. Og med en pittoresk havn der via Gardiners Bay giver adgang til Atlanterhavet. Faktisk var havnen Amerikas første kommercielle havn tilbage i 1700-tallet. En havn der skabte arbejde og rigdom til byens indbyggere. Og måske mest kendt som den havn Herman Melville brugte som inspiration til sin berømte bog: Moby Dick. I dag er Long Island stadig et rigt område. Ikke så meget på grund af skibsfarten. Nok snarere fordi de små hyggelige bysamfund med gamle statelige huse tiltrækker velhavere fra New York City, der blot ligger 160 kilometer væk. På en 20.000 kvadratmeter stor skovgrund, der skærmer for trafikstøjen fra den nærliggende hovedvej, ligger en smuk villa højt i terrænet. En placering der leverer et majestætisk vue ud over trækronerne. De nuværende ejere ejer også en bolig i New York. Men da de arvede denne villa fra en nær slægtning, besluttede de, at de ville holde familietraditionerne i hævd og skabe et komfortabelt sted til sig selv, deres børn og børnebørn. Et gæstfrit sted som det var rart at besøge igen og igen. Et fristed væk fra storbyens vrimmel som kunne tjene som en sommerbolig og en stille weekend i ny og næ.
Efter at have udtjent sin rolle som fast bopæl for et ældre familiemedlem trængte huset til en omfattende renovering for at kunne leve op til dagens – og ikke mindst de nye ejeres – standard. Det arbejde blev lagt i hænderne på indretningsarkitekten Adam Cassino, der driver et af New Yorks mest succesrige design- og indretningsfirmaer. Husets grundplan og indretning blev der i og for sig ikke pillet så meget ved. Men de nye ejere, som arbejder i musikindustrien, har en stor samling af vinylplader og en masse andet tilbehør, der matchede godt med den nye stil, som det blev besluttet at denne feriebolig skulle have.
Indvendigt har huset en enorm loftshøjde, der eksempelvis i opholdsstuen strækker sig syv meter op over gulvet. Det var en feature, der naturligvis skulle bevares. Hertil kommer en smuk spiral-trappe ved siden af de store vinduer, der leder op til soveværelset. Det er elementer, der er helt særegne og gør disse rum helt vidunderlige. Ikke mindst når man også tager den storslåede udsigt i betragtning. Det gør opholdsstuen til husets vigtigste rum.
“Vores æstetiske pointe var, at vi ville bevare en naturlig følelse, der gnidningsløst får huset til at vokse sammen med skoven udenfor. Materialevalget faldt på naturlige og lette varianter. Både hvad angår tekstiler, træværk og møbler. Oprindeligt var husets vægge malet i mørke og mere dramatiske nuancer. Væggene fik en lys grå og hvid farvetone. Også nye gulve i en lys træsort er med til at ’oplyse’ huset, så udsigten kan nydes i fulde drag gennem de store vinduer i opholdsstuen. Det er med til at trække haven og skoven helt ind i rummet. Det er et altid omskifteligt scenario, der skifter med årstiderne,” fortæller Adam Cassino og slutter: ”Det er sjovt, at så små ændringer, totalt kan transformere oplevelsen af huset. Efter renoveringen er det som at befinde sig et helt andet sted. Lyset spiller altid en stor rolle i indretningen. Især når du også formår at lege med den farvepalet, du nu en gang har valgt.”
Det var en drøm, der blev til virkelighed, da Liesbeth Swennen og hendes mand Patrick Mermans besluttede sig for at bygge deres nye hjem i Damme i Belgien. Huset er bygget af genbrugsmaterialer fra gamle landbrugsejendomme. Med sans for detaljerne har de skabt inspirerende løsninger fra taget til vandhanerne i køkken og badeværelser.
Dét at bygge et hus udvikler sig nogle gange lidt som et moderne eventyr. Inklusive den lykkelige slutning. Det var i hvert fald tilfældet da, Liesbeth Swennen og hendes mand Patrick Mermans besluttede at bygge deres nye hjem i Oostkerke i den belgiske by Damme. Tæt på kysten – og i de smukkest tænkelige omgivelser. Et drømmehus der udvendigt faktisk er genskabelsen af et andet drømmehus: ”Jeg fandt på Pinterest et billede af et hus, som vi begge syntes var storslået. Det satte gang i en eftersøgning, og til sidst fandt jeg faktisk ejeren, der var så sød at invitere os begge og vores arkitekt til sit hjem. Han tillod os endda at tage billeder, så vi havde et referencepunkt i forhold til indretning og diverse mål, når vi selv gik i gang med at bygge,” siger Liesbeth Swennen. Hun fortæller, at ejeren – hr. Lassens – også producerede de smukkeste egetræsdøre og vinduer. Og naturligvis fik han ordren, da det nye hus skulle opføres. ”Selvom huset udvendigt ligner et traditionelt landhus, har vi taget nogle helt andre valg i husets indre,” fortæller Liesbeth Swennen. Hun har med stor kreativitet og smarte løsninger skabt et interiør, der både er fascinerende og smukt. ”Man kan finde stor inspiration på internettet. Alt hvad man behøver er at tage de rigtige beslutninger og sørge for, at alt passer sammen.”
Selv om hun får det til at lyde lidt for let, er det lykkedes for hende at få alle ideer til at spille sammen i de smukke løsninger, der tilsammen udgør dette fantastiske hus. ”Vi elsker begge stilen i et lille Bed & Breakfast boutiquehotel i Heusden-Zolder, hvor vi har overnattet mange gange. Et andet sted, der har givet meget inspiration er AM Designs i Antwerpen. De kan levere så mange smukke møbler og indretnings-gadgets. Ting der er med til at skabe smukke hjem. En tredje inspirationskilde er den originale stil skabt af indretningsarkitekten Joris Van Apers. Alle tre elementer har spillet en stor rolle i indretningen,” siger hun.
Deres nye bolig er opført med to soveværelser med tilhørende badeværelser, påklædningsværelse og en opholdsstue og køkken i en åben planløsning. Byggeriet varede i fire år. Grundstenen blev lagt tilbage i 2016 – og først i 2020 kunne de så flytte ind i det nye hus. Deres målsætning var at bygge det, så det fremstod som et gammelt hus. Et mål de indfriede ved at bruge genbrugsmaterialer alle de steder i byggeriet, hvor det gav mening. Eksempelvis de bærende bjælker i lofterne. De har bevidst holdt sig til en meget simpel indretningsstil. Farverne er naturlige og neutrale. Det er de åbne rum, der præger denne bolig, hvor der ikke var behov for et overdrevent designsprog. Resultatet er blevet et varmt og hyggeligt, næsten drømmeagtigt hjem.
Liesbeth Swennen har overalt eksperimenteret med sine kreative ideer. ”Jeg malede væggene. Vi havde hyret professionelle malere til de indvendige vægge. Men jeg var ikke helt tilfreds med resultatet. Så jeg måtte selv i gang med pensler og malerruller. Jeg har fokuseret på en kalkmaling til væggene. Bortset fra køkkenøen der har fået en mælkeagtig hvid nuance. Det giver en helt speciel effekt, når man oplever kontrasterne i rummet. Og døre og gulvene har vi selv behandlet, ligesom vi også selv har bleget loftsbjælkerne.” Alt arbejde er blevet udført med omhyggeligt udvalgte håndværkere, der besad de rette kvalifikationer. ”Efter lang tids eftersøgning fandt jeg eksempelvis de helt rigtige håndværkere til at skabe de håndsmedede jernarbejder. Det samme gjaldt tømrerne, der skulle evne at arbejde med såvel nyt som gammelt træ.”
Hele projektet endte som et næsten globalt forehavende, når hun skulle sikre sig de rette professionelle håndværkere og leverandører. Men da hun nåede til køkken og badeværelsesinstallationerne endte hun alligevel med en lokal leverandør fra Taps & Baths, som har specialiseret sig i at sælge autentiske vandhaner og vaske i høj kvalitet. Her er der tale om en stil med en mere klassisk tidløs fremtoning. ”Ud fra deres ønsker rådgav vi ejerne, så de fik mulighed for at indkøbe de helt rigtige haner og porcelænsvaske til alle rum. Resultatet blev fantastisk,” fortæller Lynn Ponettes fra Bath & Taps. Liesbeth Swennen og hendes mand Patrick Mermans (der i øvrigt ejer et is-firma) nyder i fulde drag resultatet af deres anstrengelser. ”Vi elsker hver en krog i dette hus. Vi bor her med vores tre gravhunde. Og får ofte besøg af vores børn. Det er et roligt og meget privat liv, så vi elsker, at vi nemt kan komme ud i den åbne natur. Men vi bliver nok aldrig færdige med at lede efter smukke ting, der kan være med til at give vores bolig varme og hygge,” slutter hun.
Claudia Cennamo og Elisa Nespoli havde et stort ønske: De ville bo tæt på hinanden. Som i rigtig tæt. Men uden at give køb på deres selvstændighed. En faldefærdig landbrugsejendom i Travalle så ud som det perfekte valg. Det blev restaureret og moderniseret med skyldig hensyntagen til de arkitektoniske værdier. Og en smule excentricitet.
Her er det de bløde bakker, der definerer landskabet. Hvor man end ser hen, er der grøn bevoksning i form af træer, frugtplantager og vinmarker. I den lille by Travalle lidt nord for Firenze synes det som om, tiden står stille. Og midt i disse smukke omgivelser ligger et smukt gårdhus, hvis oprindelse stammer helt tilbage til det 15. århundrede. Oprindeligt bygget af den berømte Strozzifamilie fra Firenze. Podere Bussilaio – navnet på det store hus – så ud til at være det perfekte valg for Claudia Cennamo og Elisa Nespoli. To unge kvinder der begge rummer en stor passion for mode, god mad og kunst. Og så er de søstre. Ovenikøbet to søstre, der gerne ville bo tæt på hinanden med deres respektive familier. At kunne bo sammen i det smukke toskanske landskab var en anden drøm. Den historiske ejendom på over 700 kvadratmeter og en stor frodig have syntes at rumme alt, der skulle til for at drømmen kunne gå i opfyldelse. De to søstre gav en klar instruktion til det lokale arkitektfirma B-Arch: Den gamle faldefærdige landbrugsejendom skulle deles, så den kunne rumme to selvstændige boliger. En til Claudia. Og en til Elisa. Den enestående arkitektur skulle respekteres. Men den skulle tilføres nye elementer, der kunne skabe et bånd til nutiden. Boligernes indre skulle fremstå moderne og funktionelle. Det åbnede også muligheder for skræddersyede løsninger, der kunne levere rammerne for et livligt og til tider excentrisk liv for begge søstre og deres familier. Det måtte for alt i verden ikke blive kedeligt. Huset skulle ganske enkelt udstyres med en stor ’personlighed’. Ganske som Claudia Cennamo og Elisa Nespoli selv. Arkitekterne fik frie hænder. Dog med en frugtbar dialog som udgangspunkt. Deres arbejde varede i fire år. En kompleks opgave al den stund, at det store hus var i en ringe forfatning, da arbejdet gik i gang. Store dele af huset lå i ruiner. Andre bar stadig præg af, at det var en landbrugsejendom som ikke var egnet til beboelse. Renoveringsprojektet skred frem på flere fronter samtidig. Dog uden på noget tidspunkt at lade den traditionelle, folkloristiske toskanske stilsmag få overhånden. Målet var nemlig at skabe et moderne og minimalistisk hjem til begge søstre.
Antikke elementer som de store loftsbjælker, de originale stenvægge og selve konstruktionen af laden skulle bevares i en ny sameksistens med nye og mere urbane byggematerialer så som cementino (mikrocement) og kalk, der blev brugt på gulvene. Farverne er valgt fra den bløde palet. Boligernes rum flyder sammen, hvorfor der også kun er ganske få faste installationer. For også at binde de to boliger æstetisk sammen er skellet belagt med sten, der giver mindelser om husets antikke gulvfliser. De originale tage er, hvor det har været muligt, blevet restaureret og bevaret for eftertiden. Det er også grunden til, at bygningerne er blevet sikret, da de ligger i et område med en vis seismisk aktivitet. Endelig er vinduerne skiftet ud med moderne og velisolerede versioner. ”Vi ønskede at styrke stedets naturlige skønhed, og gennemførte renoveringen så nænsomt som overhovedet muligt,” fortæller arkitekterne. For at kunne bruge tid sammen er udendørsarealerne et fælles område for søstrenes to familier. Den strækker sig ud i landskabet og de gamle frugtplantager, som de i fællesskab har besluttet at bevare og vedligeholde. En nyanlagt swimmingpool var et must for begge familier. Arkitekterne opførte desuden et lille lysthus, hvor de og deres gæster kan slappe af og tale sammen. I et par retro rattan havestole kan man læne sig tilbage med en god bog omgivet af cikader og fuglenes kvidren. På solfyldte dovne søndage kan der grilles i det udendørs køkken. Kort sagt: Her kommer man aldrig til at kede sig. Som Claudia Cennamo og Elisa Nespoli siger: Dette var det helt rigtige sted for os.
Claudia Cennamo sammen med sin mand Marco og datteren Zelda. Hun har en fortid i modeverdenen. Mere præcist i sin fars firma Celyn B. Men efter hans død var der behov for et kursskifte. Og sammen med sin søster købte de den forfaldne landejendom i Travalle, som de sammen restaurerede.
Claudias bolig Det første af ejendommens to huse tilhører Claudia Cennamo. Hun forlod som sin søster modefirmaet grundlagt af hendes far, Celyn B, efter hans død. Senere besluttede hun, at det var tid til at ændre sit liv. Nyt hus, nyt humør: Sammen med sin mand Marco og deres datter Zelda, ”mit livs sande kærlighed”, som hun plejer at sige, startede de et nyt eventyr på gården Podere Bussolaio Travalle. Claudia og Marco Cennamo er et par, der bor og arbejder sammen: De deler en fælles passion for mode. Så de besluttede sig for at stifte to nye modebrands ved navn No Knitwear og Dimora og designe nye kollektioner som en duet. De indrømmer, at de aldrig bliver trætte af at tale om mode, studere nye kollektioner og gennemse modemagasiner for at få nye ideer. Deres hus er faktisk en slags modemuseum: Interaktivt, fyldt med inspiration og mystiske objekter knyttet til modens glitrende verden. Hver detalje her fortæller om deres store kærlighed til mode, tekstiler og forskelligt tilbehør. Stilen er elegant, aldrig forudsigelig, glad og fuld af dyrebare detaljer, som supersexede sko, håndtasker og smykker.
Helt fra det første øjeblik, hvor gæster træder ind over dørtærsklen, bliver de i entreen mødt af et stort specialfremstillet bibliotek designet af B-arch, hvor de udstiller en række unikke genstande. En enorm og fascinerende samling af alt fra tilbehør og tasker fra de store modebrands. Alt samlet gennem årene af Claudia Cennamo. Interiøret er fuld af naturligt lys: Værelser følger hinanden uden nogen større barrierer imellem. Dét at åbne rummene op er et af de særlige kendetegn ved dette renoveringsprojekt. Et hus der er designet til at være åbent og uden alt for strenge regler. Glasmosaikvinduerne, der åbner ud til haven med oliventræer, bringer et frisk pust, der understreger forholdet til udendørsområdet. Vejen til stuen går gennem et centralt køkken, der er tænkt som en lounge: Her er der plads til en hyggesludder over et glas vin. Eller spise middag ved pejsen. Det er også her, de modtager deres gæster i afslappede og smarte rammer.
Det store opholdsrum plejede at være den gamle lade. Her kan man stadig genkende nogle af fortidens strukturelle elementer, som nu er med til at gøre dette rum helt specielt. Betongulvene og gulv-til-loft vinduer tilføjer et strejf af modernitet. Dette område, så fuld af lys, er et af de mest vellykkede ifølge ejerne, som elsker at slappe af på lædersofaen og nyde naturens show bag vinduerne. Udover mode brænder Claudia Cennamo for metal. Derfor har hun over alt i huset placeret små metalliske vintagegenstande i et eklektisk miks af guld, kobber og sølv. For at skærpe indretningen har hun tillige ophængt en række imponerende brugte lysekroner med bugtede former og en næsten prangende æstetik. Et designelement der står i skarp kontrast til den farveneutrale og klare baggrund.
I alle værelser blandes nogle møbler i et moderne design, såsom Platner-fløjlslænestolene fra Knoll og lædersofaen fra Living Divani i stuen, med brede borde og møbler til opbevaring designet af arkitekterne i funktionalitetens tegn. Et vigtigt sted er viet til soveværelset: Stort og flydende. Og med en dobbeltseng med en fantastisk metalsengegavl i jugendstil. Ved fodenden af sengen står en lænestol fra halvfjerdserne: Dens bugtede linjer matcher hovedgærdets dekorative mønster. Intet er overladt til tilfældighederne. Nogle sko med hæle ligger på gulvet, næsten som om de var kunstværker. ”Sko: Jeg elsker dem!”, indrømmer Claudia Cennamo med et stort smil. Mode er jo ikke en eller anden form for kunst, mener husets ejer. Fra soveværelset flyder man næsten umærkeligt ind i den enorme garderobe, som et naturligt hjemsted for en stor og kreativ samling af tøj og tilbehør. Og det er udelukkende Claudia Cennamos ting, der opbevares her. Et sandt skattekammer fyldt med modens vidundere. Her er alt synligt. Det kan beundres, røres ved – og nydes. Arkitekterne har designet et stort skab, perfekt til at have masser af plads. ”Denne garderobe fortæller om mig, mit liv, mine rejser. Alt, hvad den indeholder, har en sentimental værdi for mig,” siger Claudia Cennamo.
I farten bør det store badeværelse, der ligger ved siden af soveværelset, ikke glemmes: Stort og elegant. Sort og gyldent. Og naturligvis med nogle udstillingsjuveler rundt omkring. Både Claudia Cennamo og hendes mand har ønsket et excetrisk hjem, hvor det er muligt at skabe smukke kontraster mellem de forskellige designvalg. Det var de originale valg, der talte. Ligesom i modeverdenen betragter de originalitet i boligindretning som en helt uvurderlig egenskab.
Elisa Nespoli sammen med familien.
Elisas bolig Elisa Nespoli, hendes mand, Diego, og deres to børn Niccolò og Tilda, bebor den del af gårdhuset med et lille tårn. Deres bolig vender ud mod swimmingpoolen. En placering der fylder dem med begejstring. ”Som min søster har jeg tidligere arbejdet i modeverdenen. Indtil for nogle få år siden arbejdede jeg i min fars firma. Men efter nogle intense og meget trættende år i Bologna besluttede vi at flytte til Toscana. Da min far døde valgte jeg at forlade firmaet og give mig selv lidt ro uden arbejde i nogle år. Men så fik vi to børn. Og så var det så som så med ro og fred. Til gengæld blev mit liv fyldt med en ufattelig lykke og kærlighed,” fortæller Elisa Nespoli.
De to søstre deler – udover deres børn – én stor passion. Nemlig madlavning. Og dét endda så meget, at de er på nippet til at starte deres egen gastronomiske virksomhed. Hvad de vil beskæftige sig med, er endnu en hemmelighed. ”Min mand og jeg har altid haft en drøm om at arbejde med mad og fødevarer. Og nu ser det endelig ud til, at det kan blive en realitet. Ikke mindst nu hvor vores børn går i børnehave. Så nu har jeg for alvor tid til at kaste mig over projektet.” Men indtil videre nyder de at lave mad sammen. Til familien og deres mange venner. Ikke overraskende rummer deres bolig et stort køkken, der er placeret nogle få meter fra hoveddøren. Fra verandaen kommer man ind i et stort hyggeligt køkken – venligt og muntert – i hjertet af huset. Alt andet i dette hus ser ud til at udgå fra netop køkkenet. Det er nænsomt designet af moderne materialer så som marmor og stål i generøse proportioner. Og helt perfekt til dem, som elsker at lave seriøse måltider. ”Her kan vi lave mad bedre end i nogen restaurant – og jeg elsker at bruge mange timer i dette rum.” Elisa og Diego Nespoli ønskede at bevare det oprindelige ildsted og den gamle bageovn. Restaureret og istandsat står disse elementer i et smukt samspil med det nye skræddersyede køkken. En stor køkkenø er centralt placeret i rummet, hvor det skaber et dynamisk centrum, hvor både familie og gæster samles. Morgenmaden indtages ved barpladen på de sorte Gubi barstole. Et stort skab i træ giver rummet et mere rustikt præg. Passionen for madlavning er en smitsom affære, der har indtaget alle de områder i huset, der er tæt på køkkenet. Her er en stor del af pladsen reserveret til et stort spisebord designet af B-arch. Det har været et uomgængeligt krav fra Elisa og Diegos side, at det skulle være et sted, hvor de kunne have gæster, lave mad og naturligvis indtage delikate måltider.
Huset spreder sig over tre etager med dets originale trapper og fritlagte stenmure. Det er spækket med en blanding af meget lineære og nutidige elementer og mere retroagtige vintage fund. Det er et hyggeligt og elegant interiør med den store opholdsstue i forlængelse af spisestuen. Det er fyldt med sofistikerede designelementer såsom en vintage læderlænestol med tilhørende skammel, det vævede marokkanske tæppe og det ophængte metalliske bibliotek, der ligner et fuglebur med en vis eksotisk charme. Børnenes afdeling ovenpå er farverig og fuld af liv. Det lyse tæppe er designet af Gam. Det skaber en stemming, der ligner en scene fra Alice i eventyrland. ”Jeg elsker dette værelse. Ikke mindst de gamle klassiske møbler. Men også farverne, der er så levende og poetiske på samme tid. Selv jeg får oplevelsen af at være en bekymringsfri lille pige, når jeg kommer herind,” siger Elisa Nespoli. Men husets virkelige skønhed består i dets åbenhed og den måde, det er integreret i landskabet på. Gennem vinduer og pergolaen trækkes det grønne landskab uden for ind i huset. Det samme gælder swimmingpool’en og den fælles have som leverer så mange lykkelige og muntre stunder for de to familier. Indretningen er gennemført og enkel. På en måde med et excentrisk miks, men samtidig overraskende diskret. Et sted det er let at føle sig hjemme.
Arkitekten Anthony Orelowitz har designet et enestående hjem til sin familie. Et hjem som giver betydningen af at bo i en storby helt ny mening. Og i processen har han tillige skabt sit yndlingsrum i byen.
“I Johannesburg er der ingen bjerge,” siger arkitekten Anthony Orelowitz. ”Der er heller ikke noget hav.” Hans referencepunkt er Table Mountain i Cape Town, som løber med megen af den arkitektoniske opmærksomhed i Sydafrika. ”Dér virker det som, at alle huse vender udad i håb om at få et glimt af Atlanterhavet. Eller et kig til det altdominerende Table Mountain syd for byen. I Johannesburg er du tvunget til at skabe dit eget habitat. Dit eget hjem. Din egen udsigt.” Det er i bund og grund hans beskrivelse af Johannesburgs urbane karakter: Fladt og uden store bjerge. Og det var dét udgangspunkt, han tog afsæt i, da han designede sit eget hjem i storbyens skovklædte forstæder. Anthony Orelowitz beskæftiger sig hovedsageligt med erhvervsbyggeri. Hans tegnestue, Paragon, har skabt nogle af byens mest betydningsfulde arkitektoniske vartegn. ”Men jeg havde ikke tegnet en familiebolig i 15 år.” Ikke desto mindre skabte han sammen med arkitekten Elliot Marsden og indretningsarkitekten Julia Day en storslået vision, der rummede alt det som et hjem i Johannesburg skal indeholde. En bolig der på en og samme tid passede perfekt til byen og alligevel skilte sig markant ud fra naboernes huse.
En lille ø i forstads-havet Grunden, som det nye hus skulle bygges på, havde tidligere været en tennisbane med en lang indkørsel, der strækker sig fra enden af en vendeplads med nabohuse til alle sider og langt fra hovedvejen. Det føltes som en lille selvstændig ø med store ’jungleagtige’ træer i forstædernes uendelige hav. Indretningsarkitekten Julia Day deltog i projektet fra dets allertidligste stadier. På den måde sikrede Anthony Orelowitz sig, at ideerne, der drev byggeprojektet, var bæredygtige helt ned til den mindste detalje. Og slog igennem i den endelige indretning af familiens nye hjem. ”At arbejde med på dette projekt var en byggeopgave som ingen anden, jeg nogensinde har taget del i,” fortæller Julia Day og fortsætter: ”Alle detaljer i husets design blev skræddersyet og tilpasset til byggeriet, som det skred frem.” Hun erindrer blandt andet, at hun var tvunget til at redesigne hele badeværelser så flisernes mønster blev perfekt og holdt de rette linjer i rummene og flugtede med dørene. Beskæring eller ujævne fliser blev bare ikke accepteret. Design, konstruktion, byggeri og indretning var en endeløs proces med daglige forandringer, der udviklede sig efterhånden, som det tog form. For at kunne skabe sit eget private habitat – bosted – tog Anthony Orelowitz afsæt i en af arkitekturens arketyper: Nemlig atriumhuset. Med et indre gårdrum der smyger sig rundt om husets indvendige facader, kreerede han et fredfyldt frirum i husets hjerte under den blå himmel. Et sted han kalder sin ’egen private oase i storbyen’. Bygningerne er i al hovedsag en serie pavilloner med store skydedøre og skodder, der kan åbnes og lukkes alt efter behov. Og som næsten uendeligt kan rekonfigurere en sand mosaik af rum på forskellig vis. Arkitekterne og ingeniørerne måtte konstruere et særligt skinnesystem for at kunne håndtere de tunge glaspartier i skydedørene.
Gårdrum er husets hjerte I stedet for blot at omkranse gårdrummet, valgte Anthony Orelowitz så at sige at presse det omgivende landskab gennem pavillonerne og ud til alle kanter af gården. ”Grundplanen og huset ydre omgivelser skyller gennem bygningerne. Fra et rum til et andet. Det er med til at skabe en masse ’sekundære gårdrum’ rundt om i huset, hvor pavillonerne åbner sig op mod flere små private og fredfyldte kroge, og hvor de afgrænsende mure praktisk talt smelter sammen med husets vægge.” Trods dets lange, lavtliggende fremtoning i landskabet, rejser huset sig alligevel og skaber et øvre niveau i højde med trætoppene. ”Næsten som et træhus for voksne,” fortæller Anthony Orelowitz. Det er en effekt, der skaber en oplevelse af, at rummene er strikket sammen på den lodrette led såvel som horisontalt. Det trækker én op til terrasserne med samme kraft som huset og haverne gør det i jordhøjde. For at have styr på proportioner og vinkler tegnede han huset ’oppe-fra-og-ned’. Soveværelserne blev placeret i grundplanet under træernes skygger, mens opholdsområderne – sammen med en pool – er placeret på det øvre niveau. Men naturligvis er pool’en udstyret med koøjer med frit udsyn til gårdhaven nedenfor. At placere soveværelserne nederst i huset var et bevidst valg, der ikke blot handlede om ro. ”Jeg elsker at vågne om morgenen og kunne ’touch ground’ og vide, at jeg næsten befinder mig i skoven, når jeg går ud i gårdhaven.” Designets rene og klare, enkle sprog er næsten uundgåeligt endt med at blive lidt af et vidunder af moderne ingeniørkunst. Som eksempelvis de brutalt stærke bjælker, som snor sig rundt om huset om end de er gemt godt af vejen bag kaskader af planter, så man næsten ikke aner, at de er der. Et andet eksempel er det flydende loungegulv, der hviler på en 90 millimeter tyk stålbøjle fastgjort i loftet. En løsning der trodser tyngdekraften.
Tropisk minimalisme Julia Day siger, at den nænsomt kontrollerede palet af interiør-løsninger blev valgt ud fra et hensyn om at skabe et naturligt og taktilt image i husets indretning. Selv taler Anthony Orelowitz om sit ønske om at få et nærmest sensorisk feedback, når man berører overfladerne rundt om i huset. Fra væggene til gulvene. ”Det er en kvalitet ved huset, der giver ny energi,” siger han. Den rå sensitive oplevelse med de ru sten, planternes frodighed og den elementære tilstedeværelse af luft og vand er designgreb, der bevæger sig væk fra den europæiske minimalisme og i stedet nærmer sig den frugtbare, sensuelle og ikke mindst tropiske minimalisme, som man finder tidlige eksempler på i Brasilien. Den taktile, håndgribelige og stærke fokus på naturlige byggematerialer leverer en vis jordnær stemning i husets indre. En følelse, der forstærkes af den måde lysets kommer ind på, og måden hvorpå luften flyder hen over en dam for så at strømme op gennem i et ovenlys i loftet. Det handler om bevægelse og forskellighed i temperaturen.
Magien arbejder Arbejdet med detaljerne har også den konsekvens, at overgangen mellem husets indre og ydre omgivelser er glidende. Næsten umærkelig. Væggene og lofternes træbeklædning er så minutiøst udført, at man ikke lægger mærke til hverken døre eller vinduer. Belysningen – hvoraf meget er skabt unikt til dette hus – er også designet og skjult, så det om aftenen og natten skaber et lys-flow, der er konsistent med det ydre. Virkningen er magisk. På trods af husets slanke, rene linjer sammenligner Anthony Orelowitz alligevel sit hus med Hogwarts skolen i Harry Potter-universet. Ikke på grund af middelalderlige stentrapper eller voluminøse pejse. Nej, det handler om hemmelige passager og trick-døre. ”Her har vi også forsøgt at skabe hemmelige passager og skjulte rum bag ved andre rum.” Måden som vægge og skærme kan åbnes og lukkes i huset betyder, at det næsten som ved hekseri kan ændres. Det skifter hele tiden form og størrelse. ”Lige som i et teater,” siger han. Og så er huset udstyret med nogle helt fantastiske features, så som det 20 meter lange og tre meter brede ovenlysvindue, der kan kontrolleres via en app på Anthony Orelowitz’ smartphone. Det løber i husets fulde længde. Fuldstændigt magisk drager det husets ydre omgivelser ind i interiøret. ”Væggene er slet og ret planter,” fortæller han med reference til den lodrette have, der følger husets samlede længde på første sal.
Skjulte rum Julia Day har fortsat denne fornemmelse af overraskelse og opdagelse overalt i indretningen. Ikke mindst i den måde, hun har designet skabe og vægpanelerne på for at kunne skjule alt fra tøj og anden opbevaring til hele rum. Påklædningsværelser og køkkenet bagerst i huset åbner op bag ved, hvad der ved første øjekast ligner ubrudte vægpaneler. Det har også den effekt, at det i praksis nedskalerer oplevelsen af husets størrelse til et behageligt og overskueligt omfang. Selv om der er gjort store anstrengelser for at skabe skjulte rum og funktioner overalt i huset, har Julia Day brugt sine magiske evner til at sikre, at de åbne og forbundne opholdsområder faktisk er beboelige, så familien kan fylde dem med liv. Hun pointerer, at de store volumniøse rum også skaber behov for at skabe små kroge og lommer som kan give en mere intim og hyggelig stemning. Det er efter hendes opfattelse vigtigt, at åben-plan-indretning også skaber plads til, at beboerne kan være ’alene sammen’. Så lige så meget som hun har respekteret arkitekturen i sit valg af møbler, har hun sørget for, at huset føles lige så komfortabelt, indbydende og beroligende, som det er overraskende og dejligt. På inspirationsfronten har hun trukket meget på designs fra De Padova og Ligne Roset, Wiener GTV Design og lokale designere som Haldane Martin. Hun påpeger, at ikke kun de enkelte møbler og indretningselementer er smukke, men de fungerer i et smukt samspil uden at konkurrere. Hun foretrak et lavtliggende design, ofte lette, temmelig gennemsigtige stykker, der ikke afbryder synslinjer eller ødelægger udsigten eller følelsen af flydende, sammenhængende rum.
Samtidig søgte hun efter designløsninger, der var stærke nok til at holde deres egne værdier og ikke blive ’tabt’ i rummet. “Huset leverer en oplagt mulighed for at integrere skulpturelle elementer,” siger hun. De arkitektoniske former på Haldane Martins udendørsmøbler bragte for eksempel sproget i husets “hårde skal” ind i en anden dimension. Men måske endnu vigtigere, tænkte hun meget nøje over kvaliteten af det rum, de enkelte møbler skaber omkring sig, så møblerne fungerede i overensstemmelse med den præcist koreograferede arkitektoniske bevægelse og sammenhæng. De stærkt forbundne rum betød, at hun hele tiden skulle overveje, hvordan møblerne ville lade sig ’oversætte’, som man så det fra forskellige udsigtspunkter i hele huset. På samme måde undgik hun designs, der så “overdrevent funktionelle ud”. Køkkenet var mere tænkt som et socialt område, hvor man både kunne lave mad og underholde frem for et traditionelt køkken. Interiøret var en øvelse i at arbejde med mange lag, og om at artikulere og komplementere arkitekturen frem for blot at skabe løsrevne dekorative elementer. Naturlige teksturer ses i tekstilvalgene, som bevarer følelsen af en jordnær og autentisk materialitet. Farverne er trukket fra vandet, løvet, himlen og sten, der er et match, der samler oplevelserne fra interiøret og haven.
Subtile variationer For at bevare følelsen af enkelhed er der arbejdet med små subtile variationer i farvetekstur og materialer. Det er den samme granit, der er hamret til klinker her, men anvendt som knust sten og sandblæst på væggene der. Det forhindrer, at indretningen kommer til at virke for ensformig eller steril. Julia Day har helt åbenbart arbejdet med stor forkærlighed for de håndlavede elementer. ”Følelsen af den menneskelige berøring og det uperfekte er med til at bringe varme og menneskelighed til rummet,” fortæller hun. Til tider gik hun endda så langt som til at inkorporere det, hun kalder det ”anti-perfekte” og gøre noget bevidst ’forkert’. Den mønstrede flisebelægning på den opmurede udendørssofa i den centrale gårdhave bryder for eksempel reglerne, men introducerer noget finurligt og forfriskende, der stemmer overens med stedets ånd. Julia Day citerer Vico Magistretti, der har designet en række af hendes yndlingsmøbler, nogle af dem inkluderet i huset: ”Enkelthed er det sværeste at opnå.” Det er en effekt mere end et sæt regler. Hemmeligheden forbliver dog i detaljerne, i at kunne opretholde en klar vision fra den ’store idé’ til den mindste detalje. En sådan omhyggelig opmærksomhed betaler sig naturligvis kun, hvis ideen er overbevisende i første omgang. Hvis den er det, har du skabt et arkitektonisk vartegn. Ideen er ophøjet. I dette tilfælde var tanken ikke så meget at skabe en bygning eller et hus i traditionel forstand. Det handlede mere om at skabe et rum. ”Et sted som kan gøre dit hjem til dit yndlingsrum i byen,” slutter Anthony Orelowitz. Den åbne gårdhave i hjertet af dette hjem er svar nok i sig selv. Og en åben invitation til at selv at gøre det.
På en bakketop i det sydøstligste Sicilien har arkitekten Daniella Rao Rubera skabt et refugie til familien. Et traditionelt landhus er transformeret til en pragtfuld villa, der tilmed fungerer som et Bed & Breakfast- tilbud til rejsende fra nær og fjern.
For at komme hertil er det nødvendigt at krydse Val di Noto-regionen og sigte mod Siciliens allersydligste punkt. Til et frugtbart sted midt mellem de to slettes byer Ispica og Pozzalo. Når man når frem belønnes man med et regulært postkort-landskab. Et frodigt grønt område slettes rigt beplantet med Johannesbrød-træer og århundredgamle olivenlunde. Målet – Refugio Lanzagallo – nås efter et par uasfalterede vejsving ved den lille landlige bebyggelse Masseria fra starten af det 20. århundrede. Her har den lokale arkitekt Daniella Rao Rubera renoveret og transformeret det gamle hus, så det i dag står som et strålende manifest for hendes arbejde. Det gamle, næsten faldefærdige, hus besad en uimodståelig tiltrækningskraft. Det var næsten som om, de gamle mure øverst på bakken med en fantastisk udsigt ud over havet kaldte på hende – og på en stærkt tiltrængt renovering. Tanken var, at det gamle hus skulle fungere som familiens sommerhus. Men efter Corona-nedlukningen af hele det italienske samfund besluttede hun at gøre flytningen permanent. ”Jeg har mange minder fra min barndoms ferier på Sicilien. Vi boede i Cagliari på Sardinien. Og jeg husker tydeligt, hvordan vi rejste med færgen til Messina og hvordan vi ankom til min bedstemors hus,” fortæller Daniella Rao Rubera. Efter at have boet en tid i Belgien med sin egen familie var det som at rejse tilbage i tiden og vende tilbage til et liv tæt på havet. ”Fra vores gård er der blot ti minutters gåtur til ud til havet. Den har en nærmest strategisk position. Det er dét sted, der er længst væk fra Nordeuropa. Midt i de Hybleanske bjerge. En bjergkæde i det sydøstlige Sicilien, der ofte omtales som Trinacria-regionens Schweiz. En velstående region hvis rigdom stammer fra kvægavl og landbrug.
Klassisk og robust arkitektur Hendes landejendom består af to klassiske bygninger, hvis mure er opført af sten fra den nærliggende by Modica. De ligger vinkelret på hinanden som et stort L. Den ene bygning – ’La Stallone’, blev i en anden tid brugt som husly for gårdens dyr, men huser i dag familiens opholdsområde og soveværelser. Det tidligere stuehus, hvor der blev produceret ost og røget ricotta, fungerer i dag som et anneks med gæsteværelser, der fungerer som et siciliansk Bed & Breakfast. Husets former og rum står imidlertid som de traditionelt har gjort det på disse klassiske og robuste italienske gårdhuse med sine buer og glimt til havet. Disse stenhuse – også kaldet ’Baglio’ (befæstet gård) var opført solidt for at beskytte både mennesker og dyr. ”Jeg restaurerede bygningerne med lige dele nye eksperimentelle træk og en næsten filologisk omhu for både husets og områdets sprog og kultur. Jeg brugte tre år på at konsolidere hvælvingerne, restaurere gårdens brolægning og husenes vægge. Samtidig forsøgte jeg at rekonstruere de manglende bygningsdele og genskabe fugerne mellem stenene. Det krævede en omfattende ’jagt’ i hele regionen efter dygtige håndværkere, der stadig mestrede de traditionelle byggeskikke. ”
Daniela Rao Rubera har udvidet de eksisterende dør- og vinduesåbninger for at øge lysindfaldet i rummene. Hun har designet nye smedejernsdøre og vinduesrammer som en hyldest til den post-industrielle æra. Dog med en tilføjelse i form af sicilianske træskodder, der har fået et mere moderne touch. Men tidens ælde og de pudsede vægges patina med sodpletter fra den gang, beboerne producerede deres røgede ricotta-oste er forblevet som de var. Der var alligevel intet, der kunne forbedre deres tilstand.
I husets indre er historiens spor tydelige. Om end de eksisterer i tæt samspil med en mere urban livsstil. ”Ideen var at opbløde den meget rustikke stil, så vi fik et mere nutidigt hjem.” Daniella Rao Rubera har blandet sin indretning med nogle få designermøbler, som hun har arvet efter sin far. Sammen med tekstiler i et traditionelt design og nogle antikke elementer, har hun skabt et varmt og indbydende hjem. Men størstedelen af interiøret har hun selv designet. Som for eksempel FENIX-køkkenet, spisebordet skabt af appelsintræ, smedejernstrappen og skabene i soveværelserne. For slet ikke at tale om badekarret støbt i beton i badeværelset. Alene dømt ud fra materialevalget og de rene linjer i designet, vil mange sikkert mene, at de altid har været der.
Bridgehampton er et lille eksklusivt samfund på Long Island. En legeplads for New Yorks elite. Her har byggematadoren Joe Farrell specialiseret sig i at bygge store voluminøse villaer i millionklassen. Som denne luksusvilla med egen golfbane på taget.
De kalder ham ”Mr. Megamansions”. Simpelthen fordi han bygger moderne faraoniske palæer i Bridgehampton og omegn. Navnet er Joe Farrell. Som regel har han her på Long Islands nordlige ende bygget luksushuse til New Yorks berømtheder og finansfyrsterne på Wall Street, der blot ligger en god times bilkørsel væk. Men denne gang var den 10.000 kvadratmeter store ekstravagante bolig bestemt for ham selv. Det skyldes måske den ekstraordinære fine beliggenhed blot nogle få meter fra Atlanterhavets kyst. En lille slentretur fra den to-etagers villa, og man kan mærke det fine strandsand mellem tæerne. Det er et ultramoderne hus, hvis konstruktion har et absolut maskulint præg. Skarpe vinkler, rene linjer og tør geometri er de designgreb, der gør villaen ekstraordinær. Trods stor erfaring med at bygge luksusvillaer til de rige og kendte, overlod Joe Farrell trygt indretningsarbejdet til den kendte newyorker-arkitekt Kenneth Alpert, der ejer KA Design Group i storbyen. De har flere gange løst designopgaver for Farrells byggeselskab.
Her er der tale om 10.000 m2 ren luksus få meter fra stranden på Long Island
”Det var en stor udfordring at skabe et designsprog til denne modernistiske villa. Ikke mindst fordi jeg ønskede at blødgøre den stringente arkitektur og snige nogle varme noter ind i bygningen. Hovedsageligt ved at lege med teksturer og farver i rummene,” fortæller Kenneth Alpert. Den farve, der spiller den største rolle i designet, er marineblå. En farve der er bøjet i et utal af forskellige nuancer – ofte i dialog med den grå farvepalet. Til sammen er dét husets kromatiske designidentitet. Det er en kombination, der går igen i møbelpolstring, puder, store tæpper (med en næsten optisk effekt) og tapeternes baggrundsnuancer.
Møblementet er primært i et moderne amerikansk design. Sofaer, borde og andet inventar er perfekt placeret i et stringent samspil med interiørets firkanter og vinkler. Især i den praktisk talt glasindkapslede opholdsstue opstår der en næsten philharmonisk synergi, der udstråler både komfort og ro. Et designmiljø, der for alvor skiller sig ud, er den arkitektoniske blok, som pejsen udgør. Den er kreeret af Aluminium Art Panels. Et New York-firma, der har specialiseret sig at skabe dekorative belægninger. I Joe Farrells villa er pejsen dækket af glaspaneler, der giver en kraftfuld effekt, der kan minde om marmor. Et særligt rum i huset er reserveret til Joe Farrells store passion: Billiard. Og naturligvis er billiardbordet helt exceptionelt. Det er både en designmæssig og teknologisk perle skabt af MBM Biliardi, der er et italiensk verdensledende firma på dette felt. Bordet – der bærer navnet ’Ziggurat’ – er konstrueret på en roterende base, der giver mindelser om de gamle egyptiske trappepyramider.
Joe Farrell elsker billard. Det er sammen med hans kærlighed til samtidskunst hans store passioner. Over alt i huset ses snesevis af værker, han i tidens løb har erhvervet sig. Især hans samling af malerier og fotokunst er med til at forstærke boligens iboende energi. Det er værker af historiske mestre som avantgardisten Roy Lichtenstein – en af popkunstens apostle. Eller nye talenter som colombianske Ancizar Marin, hvis værk ’Wall Climbers’ klatrer op ad væggen i trapperummet, der led op til husets anden etage. Det illuderer fremdrift serveret med en knivspids af ironisk distance. Elementer der komplementeres af en sølvfarvet gobelin af Philip Jeffries. Trapperummet er badet i lys fra det enorme vindue, der giver et fint view ud over haven og swimmingpool’en.
Husets fantastiske soveværelser finder man på villaens øvre etage. Her spiller lyset en stor rolle i interiøret. Lysdesignet er skabt af Robert Soneman, der er en magiker på sit område. Han har her arbejdet med såvel funktion som ønsket om at give rummet dybde og samtidig fremhæve arkitektoniske detaljer. Det er i særdeleshed et helt specielt hus, Joe Farrell har opført til sig selv. Beliggenheden fås ikke bedre – og alle interiørløsninger er fra den øverste hylde. Det rummer hele syv soveværelser, overalt er der næsten 3,5 meters loftshøjde og en elevator fører op til en elegant tagterrasse komplet med udekøkken og en fem-hullers golfbane til at perfektionere putting-teknikken. Det er rendyrket luksus yderst på Long Island. Og et hus der kræver en store opsparing. For der skal smides mindst 25 millioner dollars på bordet for at kunne købe det.
Palm Springs ligger som en grøn oase midt i Sonoran Desert i det sydlige Californien.
I den steghede Sonoran Desert ligger Palm Springs som en grøn oase. I en menneskealder har byen tiltrukket filmstjerner fra Hollywood, der her byggede ekstravagante villaer inspireret af Bauhaus-bevægelsen fra 20-ernes og 30-ernes Europa. Men det varme klima har ført til dét amerikanske arkitekter betegner som ‘Modern Desert’.
I de store Hollywood-studiers guldalder var filmstjernerne ofte underlagt en række moralske klausuler i deres kontrakter. Her blev det i detaljer beskrevet, hvad de måtte og navnlig ikke måtte foretage sig i deres fritid. Som regel var disse kontrakter gyldige i en afstand på 100 miles fra deres studier i Los Angeles. Og da ørkenoasen Palm Springs ligger 110 miles væk fra storbyen, blev byen den foretrukne legeplads for mange filmstjerner og studieledere. En tiltrækningskraft byen stadig besidder. Palm Springs ligger som et lille grønt åndehul midt i Coachella-dalen. Kun få timers kørsel fra den vidtstrakte og kaotiske millionby Los Angeles. Ørkenoasen kan prale af en af de bedste samlinger af modernistisk arkitektur i verden. Velhavende kunder fra det nærliggende Los Angeles opførte villaer i klassisk Bauhaus-stil. En byggestil der her blomstrede fra midten af det 20. århundrede.
Mange arkitekter i det sydlige Californien tilpassede ideerne fra Bauhaus-bevægelsen, der var meget på mode i Europa, og skabte en elegant, men mere uformel stil. Det behagelige klima gjorde det muligt at udviske grænserne mellem husenes indre og det udvendige landskab. Det skabte en hybrid arkitektonisk stil, der i dag går under navnet ’Desert Modern’. Palm Springs er i dag et virtuelt museum for moderne arkitektur fra midten af århundredet, der rummer verdens måske største og bedst bevarede eksempler på modernistiske hjem og historiske bygninger bygget i 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne. Palm Springs-baserede indretningsarkitekt Christopher Kennedy åbnede i 2015 sit eponyme designstudie og butik, “Christopher Kennedy”, som har specialiseret sig i skabe moderne hjem i disse vintage-villaer med et behændigt miks af nutidige møbler, belysning og kunst.
Skarpe linjer og gylden kunst løfter oplevelsen af denne villa
Kennedy, som også er en passioneret filantrop, har i løbet af blot nogle få år blevet en af de mest indflydelsesrige designere i Coachella-dalen, hvor hans stil kombinerer det bedste fra californisk modernisme med jetset-nostalgi fra midten af det 20. århundrede. Et strålende eksempel er villaen, som han skabte til et par fra Seattle. De ønskede et andet hjem for at undslippe de regnfulde og dystre vintermåneder i det nordlige USA. Et afslappet og ubesværet sted, hvor de kunne nyde det varme vintersolskin og udsigten over de omkringliggende San Jacintobjerge. Efter en omhyggelig søgning valgte kunderne at købe denne villa med et grundplan på i alt 350 kvadratmeter. Det ligger midt i Indian Canyons-kvarteret, et område med brede gader og en bemærkelsesværdig høj koncentration af villaer fra midten af århundredet med høje palmer, der svajer i ørkenbrisen.
Til husets interiør ønskede Christopher Kennedy at spille på begrebet ørken. Ved at inkorporere marokkanske accessoires og møbler i sit design har han skabt et smukt ægteskab mellem ørkenen, der utvetydigt gør dette projekt unikt og originalt. Kennedy fortæller: “I dette projekt ville jeg lade fantasien løbe løbsk; for eksempel blev der i barloungen valgt et metallisk tapet med et stort blomstermotiv. Kombineret med de marokkanske teborde og en italiensk vintage gylden metallampe præsenterer det et samlet miks, der set som en helhed passer perfekt til den type atmosfære, vi havde i tankerne.” Der blev lagt særlig vægt på at finde de helt rigtige farver fra en palet af lagdelte neutrale farver, der spænder fra duegrå til creme, gråbrune med bløde lyserøde accenter, alle formidler en atmosfære af elegance og ro. I de to soveværelser, begge med eget bad, blev møblementet og tilbehøret omhyggeligt redigeret for at fremme følelsen af ro og komfort. Både det primære soveværelse og gæsteværelset har glasdøre fra gulv til loft, som åbner ud til terrasser, hvilket forstærker forbindelsen til det fri og de omkringliggende ørkenbjerge i det fjerne. Opmærksomheden på udearealerne er ikke blevet overset. Uderummene er blevet opdelt i forskellige områder med swimmingpoolen som fællesnævner: Et til afslapning og et andet område ved poolen til spisning og underholdning. Den sidste kommentar fra ejerne efter færdiggørelsen af arbejdet var: “Det er et sted, vi elsker. Det er afslappende, beroligende og rummer meget energi, det er blevet vores yndlingssted, vi er altid glade for at kunne vende tilbage, og vi beklager, når det er tid til at tage af sted”.
Med kloge valg og et skarpt design har Belinda Alexander skabt et ganske ukonventionelt hjem i Melbourne: En bygning der fremstår som en moderne ladebygning midt i storbyen, og som rummer mange modige og innovative løsninger.
Inspirationen er ikke til at tage fejl af. Det ligner ganske enkelt en traditionel lade, som man ville forvente at den ville se ud, hvis den lå ude i landdistrikterne langt væk fra millionbyen Melbourne. Men den ligger i storbyens østlige del, nemlig bydelen Victoria. Det nybyggede hus er naturligvis opdateret og udfylder rollen som en rummelig familiebolig til perfektion. Et hus der på mange måder skiller sig ud fra de omgivende parcelhuse. Belinda Alexander, der ejer det australske livsstilsbrand Base Supply, købte grunden for at skabe en drømmebolig til sig selv og familien. ”At renovere eller bygge huse er en af mine helt store passioner. Jeg renoverede mit første hus, da jeg var 24 år gammel. Og det har jeg gjort lige siden. Her i Melbourne var jeg derfor fuldstændig klar over, hvilket designsprog vores nye hjem skulle have. Jeg styrede selv byggeprocessen fra start til slut, og var involveret i arbejdet med at forme haven, så den passede til vores ønsker og behov. Det betød også, at jeg regelmæssigt besøgte byggegrunden og arbejdede tæt sammen med vores entreprenør. Når man kaster sig ud i et projekt af denne størrelse, er det vigtigt både at kunne arbejde sammen med designeren og entreprenøren. Og her var jeg mere end heldig,” fortæller Belinda Alexander.
Dette projekt er passende blevet døbt ’Urban Barn’ (Byladen) af hoveddesigneren Mikayla Rose fra arkitekt- og designfirmaet Heartly. Det er et nybyggeri, der er meget anderledes end de omkringliggende huse. Denne nye og moderne bolig er helt bevidst skabt med en skarp arkitektonisk kant. Men med klar inspiration fra en traditionel lade. ”Jeg ville ikke blot opføre et traditionelt nutidigt hjem til familien. Jeg vidste, at jeg her havde muligheden for at skabe noget, som vi ikke tidligere havde set i en af Melbournes forstæder. Et husdesign i stærk kontrast til den normale, ensrettede lokale æstetik. Det var her, at jeg og Mikayla Rose udviklede ideen om en minimalistisk moderne lade midt i storbyen, hvor centrale elementer er de områder, hvor familiens aktiviteter er samlet i opholds- og spisestuer, køkken og alrum. Her er der højt til loftet. Faktisk hele ni meter. Den grundlæggende ide var, at børnene kunne læse lektier oppe på deres værelser uden at miste forbindelsen til opholdsarealerne i stueplanet.”
Dette vidunderlige hus indeholder fire soveværelser – inklusive et forældresoveværelse med eget badeværelse og Walk In-klædeskab. Desuden er der på førstesalen et badeværelse til familien komplet med separat toilet. Herudover er der i stueplanet to ekstra toiletter. Bekvemt placeret for gæster, mens det andet ligger i spilleområdet, hvorfra der også er udgang til husets pool. Det centrale opholdsrum ligger med åben forbindelse til køkkenet. Herfra er der adgang til bryggers og udgang til et ekstra udendørsareal. Selv om Belinda Alexander var stærkt involveret i byggeprocessen og bidrog med input til de tekniske løsninger omkring byggeriet, var det Mikayla Rose og hendes kolleger i arkitektfirmaet Heartly, der designede selve huset og dets indretning. Under hensyntagen til grundens størrelse, beliggenhed og helhedsindtrykket i gadebilledet. Hele processen, fra de allerførste grundtanker og ideer til familien endelig kunne flytte ind, tog tre år. Og der er særdeles mange forskellige elementer i dette hus, der gør, at det skiller sig ud fra mængden. I hvert fald er det sikkert at sige, at det ikke er begrænset af samtidens mere traditionelle designparametre. Det er en række rum, der tilsammen og hver for sig får en til at falde i svime.
Åbent planløsning med teenagere i huset ”De dristige og forbindende rum i husets indre tænder en nysgerrig lyst til at ville opleve mere. Og det får man så lov til, når rummene åbner sig op med sine spektakulære dimensioner og kaskader af naturligt lys,” forklarer Mikayla Rose og fortsætter: ”Der er rum, man kan trække sig tilbage til og slappe af. Og der er rum, der kan rumme et aktivt familieliv. Alle skabt uden at gå på kompromis med de grundlæggende designideer. Om de største udfordringer forklarer hun, at husets nordvendte beliggenhed og Belinda Alexanders ønske om, at familiens udendørsliv hovedsageligt skulle ske på husets bagside, var lidt af et problem. Ikke mindst fordi det helst skulle ske uden udsigt til de ’grimme’ nabobygninger på to af grundens sider.
De forskellige dele af huset er designet med det formål at skabe forbindelse mellem de forskellige rum og deres funktioner. Desuden er der i hele designprocessen taget højde for, at huset også bebos af teenagere. ”Vi ville have en klar opdeling mellem husets forskellige funktioner. Det skulle inddeles i zoner. Men åbent. Og ikke mindst et hus som børnene kunne vokse op i med glæde, og hvor de hele året rundt kunne invitere deres venner på besøg,” siger Belinda Alexander og fortsætter: ”Jeg har en kærlighed til og passion for indretningsarkitektur. Derfor har jeg også selv stået for møbleringen. Min ven Tom Adair har skabt neonskiltene til teenagernes gaming-rum. Selv elsker jeg den skandinaviske minimalisme. Jeg er voldsomt inspireret af både skandinavisk og newzealandsk design og arkitektur.” Mikayla Rose hjalp med til udvælgelsen af nogle af de mest centrale møbler, og har omsorgsfuldt valgt en del af udsmykning, lamper og andet inventar, så det matcher den lettere underspillede æstetik i boligen. ”Interiøret er bevidst holdt på et stilfærdigt niveau, der reflekterer en moderne og nutid australsk luksusstil. Men en stil med fokus på funktionalitet og familie,” slutter Mikayla Rose.
