Outdoor Living

Kruger 1 - Outdoor Living

En feriebolig i nærheden af Sydafrikas berømte Kruger National­park indfanger skønheden og mystikken i ruinerne fra oldtidens Afrika 
i en blændende nutidig genfortolkning.

“Selv om du en dag måske forlader Afrika, så giver Afrika aldrig slip på dig,” siger den sydafrikanskfødte Julian Koski. Som ung mand forlod han tilbage i 1980-erne Sydafrika til fordel for et liv i USA. I dag bor han i New York sammen med hustruen Aida og deres to tvillinger Leo og Tess. Men trods et aktivt familieliv i Amerika og et travlt arbejdsliv i Wall Street, han ikke kunne slippe minderne om barndommens safariferier.
“Jeg ønsker at give min familie en lille bid af alt det, der betød noget, da jeg voksede op.”
Han så potentialet i en feriebolig i et naturreservat, som en måde at gøre deres verden større på. En modpol til det privilegerede New Yorker-liv de er vant til. “Vi ville give dem et andet perspektiv på ver­de­nen – noget miljørigtigt, økologisk og menneskeligt,” fortæller han.
Han fandt et fantastisk sted med frit udsyn til en dæmning i Thorny­bush Private Game Reserve omgivet af uberørt savanne. Vildtreser­vatet støder op til den berømte Kruger National Park. Langsomt begyndte en proces, der til slut skulle realisere drømmen om at skabe en ny base for familien i Sydafrika.
Hvis der er én ting, Julian Koski elsker lige så højt som safariferierne, er det arkitektur. “Hele mit liv har jeg ønsket at blive arkitekt,” siger han. “Det har altid været min passion. Og dette projekt var en mulighed for at udleve mine arktektoniske ambitioner.”
Så dét at designe families feriebolig lå lige til højrebenet. Selv om
Julian Koski siger, han ikke havde en forudfattet ide om en “drømme­bolig”, så ønskede han at skabe en eller anden reference til hans familie i arkitekturen. Hele ideen udsprang af familiens historie. Dens fortælling. “Som sydafrikaner og med min kones arabisk-brasili­anske rødder, ville vi smelte det nordlige og sydlige Afrika sammen,” fortæller han. “Jeg bragte dét Afrika, jeg kender syd for Sahara ind i projektet. Min kone gav det den nordafrikanske følelse – den mauriske tradition. Så det er i virkeligheden en forening af to elementer, der skaber en ny helhed.”
Udover disse personlige referencer er kernen i Julian Koskis design den hypnotiserende kraft i oldtidsbyen Great Zimbabwes ruiner. En middelalderby i hjertet af Afrika og – ifølge visse legender – hovedstaden i dronningen af Shebas rige. De groft huggede
granitsten i den smuldrende ældgamle by inspirerede Julian Koski. “Arbejdet med sten har altid fascineret mig,” fortæller han. “Jeg elsker sten.”
Han ville indfange følelsen af tidløshed. Og om at høre til i landskabet. Historiens ånd og de gamle afrikanske civilisationer. At bygge et hus fra grunden midt i den uberørte ødemark kræver komplekse løsninger. Noget mere end blot den sædvanlige genfortolkning af kolonitidens Lodge-arkitektur, der i dag ofte præger sydafrikansk arkitektur. Julian Koskis vision ligner en geologisk konstruktion, der er en kopi af landskabet. Men ikke kun. Det er også en vision med en klar reference til både de naturlige omgivelser og hele kontinentets kulturelle kontekst.

Kruger 4 1024x683 - Outdoor Living
Aksen skabt mellem den flisebelagte sti kulminerer i et ildsted under pergolaen med den ekstraordinære klokkeformede skorsten, der er modelleret efter messingklokkerne i Kyotos templer. Dét at have ildstedet i gulvniveau er med til at bevare det lave fokuspunkt fra de lave møbler. Lænestole og sofaer er fra Donna Karans Urban Zen serie i massiv balinesisk teaktræ.
Kruger 7 1024x683 - Outdoor Living
På den ene side af husets centrale akse, der løber gennem Kubili House’s centrum, står en modernistisk inspireret pergola med glat finish og rene linjer i kontrast til den klippeagtige, monolitiske tvilling overfor. De lave træmøbler giver en lav siddehøjde, der skaber en følelse af at blive sænket ind i landskabet i øjenhøjde med det vilde dyreliv, der passerer forbi.
Kruger 8 1024x683 - Outdoor Living
Haven er anlagt på en made, så det omkringliggende landskab støder helt op til bygningerne og smelter sammen med dets omgivelser. Huset har meter-tykke taghaver, der er beplantet med lilla, orange og røde græsser, hvilket ikke kun får huset til at se ud som om, det altid har ligget der. Det gør det også næsten usynligt på afstand. Stierne der løber gennem haverne skaber et velordnet, moderne, geometrisk element i designet. En subtil kontrast til den naturalistiske beplantning.

Da huset var opført, gav han og Aida det navnet ‘Kubili House’, der betyder ‘To’ på det lokale sprog seTsonga. En reference til tvillingerne Leo og Tess. Men i virkeligheden handler husets historie også om andre ‘dobbeltheder’.
Julian Koski trak på både traditionelle og moderne påvirkninger, da han udtænkte huset i to dele: Jordnære, organiske materialer i hvis udtryk man finder abstrakte modernistisk inspirerede former. En del er en åben pergola med et nærmest svævende tag. Den anden er en tung, klippeagtig, monolitisk modsætning med et mere ‘mau­risk, marokkansk, zimbabwisk, ruinagtigt udseende’. De spejler hinanden i en infinity pool og damme med Koi-karper. Man træder ind i forskellige verdner via trædesten i dammen. “Det er det perfekte ægteskab,” siger Julian Koski. “Man tager en moder­nistisk arkitektonisk ide og matcher den med noget, der er vældig maurisk.” Under pergolaen virker det som om, at klipperne åbner sig for gulvets glatte finish og sænkede lofter. Rummet handler om åbenhed og udsyn. Det lave møblement – domineret af Donna Karans Urban Zen møbelserie i massiv teak – er tæt på gulvet. Det samme gælder ildstedet under den unikke, massive skorstenskuppel, der er inspireret af messingklokkerne i templerne i Kyoto. Det virker næsten som om møblerne trækker dig ind i landskabet. “Alle sidder lavt, næsten på selve gulvet,” fortæller Julian Koski. “Ideen er, at du ikke skal sidde højere end dyrene, der passerer forbi på savannen. Du skal være i øjenhøjde med dyrene.”

Pergolaen er massiv. Klippeagtig. Den forbinder hovedhuset og to mindre villaer. Kølig og omfavnende. Men bygningerne er ikke helt afskåret fra omgivelserne selv om deres karakter er mere indadskuende og reflekterende. Bortset fra bade- og sove­værelser er der ingen døre. “Alle siger: Julian, hvor er alle dine døre? Men jeg vil ikke have nogen. Det skal være åbent,” siger Julian Koski.
I stedet har huset et gennemtænkt system af overgangs-rum og indgange, der både blander og slører oplevelsen af at være inde og ude. “Vi har haft en løve, der gik igennem huset,” fortæller Julian Koski. “Og leoparder. Vi har endda oplevet en vild hund, der løb igennem huset på jagt efter en impala.”
Alene størrelsen på bygningerne er et svar på storheden i det omgivende landskab, himlen og horisonterne. Som Julian Koski siger, kræver omgivelserne i sig selv noget stort. En slags arkitektonisk anerkendelse af rummet omkring huset.
Alle disse kontraster – monolitisk og vægtløs, det åbne og det indelukkede, det gamle og det moderne, nord og syd, vand og tørke – skaber en aura af mystik. Akkurat som landskabet og de ruiner, der har været inspiration for huset.
Husets omgivelser og taghaven er yderligere med til at indlejre arkitekturen i landskabet. “Vi har set, hvordan landet så ud før, vi byggede,” siger Julian Koski. “Vi så klipperne, vi så farverne og vi indså, at det ganske enkelt handlede om græs og buske.” Det rødbrune græs og den øvrige natura­listiske beplantning spiller på dialogen mel­lem huset, kulturen og naturen.

Kruger 15 1024x683 - Outdoor Living
Pergola-tagets udhæng strækker sig mod dæmningens vægge og vand. Daybeds og gigantiske bløde sofaer gør solbadning til en drøm.
Kruger 17 1024x683 - Outdoor Living
Betragtet fra den fjerneste side af dammen falder Kubili House i et med sine omgivelser. Granitvægge og taghaver gør, at huset indlejrer sig i den naturlige sammenhæng. Set fra afstand ser husets proportioner rigtige ud, når man tager himlens storhed og horisonter i
betragtning.

Dæmningen strækker sig op i en slangeformet væg foran huset. Julian Koski siger, at de oplevede en ekstrem tørke under byggeriet. En tørke, der betød, at vandstanden trak sig flere hundrede meter tilbage. ”Kan du se træerne med rederne helt derude?” spørger han. “Vi kunne gå helt hen til de træer.” Men den aften hvor huset stod
færdigt og nøglerne blev afleveret – den 23. december husker han – havde vi en storm af næsten bibelske dimensioner. “I løbet af nogle timer havde tordenstormen fyldt dæmningen igen.”
Huset blev oversvømmet og måtte renoveres inden, de kunne flytte ind. “Det var utroligt,” siger han. “Vi måtte praktisk taget sove på taget.” Men den episke dåb synes alligevel at være et velkommen til huset, der blev suget ind i landet og lod vandet komme til sig.
Det var et øjeblik med stor symbolsk betydning for Julian Koski. Gennem hele processen med design og opførelse af huset, havde han været meget utryg ved at plante
en ‘splinterny, skinnende konstruktion’ midt i den uberørte natur. “Det var meget vigtigt for mig, at dette hus skulle se ud som om det havde ligget der altid,” siger han. Følel­sen af at høre til, var også noget Julian Koski tog med sig i indretning af huset. Antikke træbjælker fra Frankrig gav en fornemmelse af tid. Genbrugt træ blev anvendt i villaens gulv. Et træk, der var med til at lægge et lag af alder og tid ind i arkitekturen.

Julian Koski opsøgte indretningsarkitekten Jacques Erasmus for at få bragt sine visioner ind i huset. Han siger, at indretningen handlede om mere end blot udsmykning. “Det var et spørgsmål om at bringe sammenhæng i huset,” siger han. Han så det som en proces, der skulle bringe liv til Julian og Aidas visioner – og færdiggøre de ideer som selve arkitekturen havde skabt på et mere detaljerigt niveau. Det var et projekt, der varede i toethalvt år. Et projekt, der udviklede sig, som det skred frem og krævede konstante ændringer. Jacques Erasmus fortæller, at de til sidst havde fjernet lige så meget, som de havde bragt ind i rummene indtil ideerne og løsningerne ligesom havde destilleret sig selv.
“Vi har virkelig forsøgt at få interiøret til at være enkelt og underspillet,” siger Jacques Erasmus. “Huset havde så meget kørende i forhold til teksturer og overflader, at meget lidt skulle gøres for at forstærke de
udtryk, der allerede var tilstede. Det handlede om at frigøre materialernes naturlige skønhed. Det handlede om at gøre mate­rialerne ære.”
På grund af rummenes størrelse var det nødvendigt at skræddersy mange af møblerne. Men det skete uden en enkelt tematisk tilgang til opgaven. Dét Jacques Erasmus kalder ‘næsten uensartede materialer og møbler’ hjalp med til at skabe en følelse af tids-passage og forandring – som noget, der er blevet levet i snarere end en simpel dekoration.

I badeværelserne får gæsterne en næsten rituel badeoplevelse, der leverer fordybelse og en helt anden følelse af tid. Brune medicinflasker fyldt med parfumerede badesalte står side ved side på hylderne. Alle inspireret af forskellige sydafrikanske blomster fra vilde gardenia til baobab-træets blade.
Desuden er badeværelserne forsigtigt, men alligevel mystisk udsmykket med kunstværker skabt af Cape Town-kunstneren Andrew Putters African Hospitality-værker. De omhyg­geligt koreograferede fotografiske portrætter – fiktivt repræsenterende 1700- og 1800-tals europæiske overlevere af skibbrud langs den sydafrikanske kyst. De blev reddet af Xhosa-talende stammer. En blev endda Xhosa-dronning.
På en måde er disse billeder i hjertet af Kubili House en nøgle til deres egen vision: Et stykke af fortiden, der blev reddet. Noget der tillader os at forestille os nutiden og fremtiden på en anden måde. Ældgamle afrikanske ruiner finder her et udtryk i en moderne form. En intervention i landskabet som på samme tid er dristigt ambitiøs og næsten usynlig.
Kubili House er en privat feriebolig beliggende i Thornybush Game Reserve i Limpopo-­provinsen i Sydafrika – en del af Greater Kruger National Park. Når det ikke er beboet af Julian og Aida Koski eller deres private gæster, kan huset lejes.

Kruger 26 1024x683 - Outdoor Living

Design & arkitektur

Walt 9 - Design &  arkitektur

Dæmpet glamour, endeløs detaljerigdom og en monokrom farvepalet, har givet dette tidligere faldefærdige hus et strejf af magi.

Renoveringen af Christian van der Walt og Anli Jones hjem i Johannesburg, begyndte faktisk med en dør. De faldt en dag over en høj, smal smedejernsdør i en antikvitetsbutik tæt på deres hus i forstaden Parktown North. Døren var rustet, havde ikke noget glas i det og intet håndtag, men det vækkede en ide. “Vi tænkte: den her kan blive god,” mindes Anli. Men hvordan kom de videre derfra?
Huset som det ser ud nu, besvarer stort set det spørgsmål. Det var oprindeligt et gammelt cottagelignende hus, der lå på samme grund som et meget større hus, der blev omdannet til et interiørstudio med indgang fra vejen. Grunden blev derfor opdelt, og dette gamle hus lå skjult bagerst på grunden, hvor vejen op til det gik via en ujævn og smal vej. Da parret flyttede ind, havde huset gulmalede mursten, fyrretræ på lofterne og avocadofarvet badeværelse.
Christian, der arbejder med special effects og animationsfilm til film- og reklamebranchen, og Anli, der har en baggrund i mode og design, er selv kommet med de fleste ideer til huset. Med smedejernsdøren i tankerne, tegnede de skitser på servietter over mange middage, og til sidst begyndte en plan at tage form.
“Der hvor mit sidste kontor lå, var naboen et arkitektfirma,” fortæller Christian. De endte med at hjælpe dem med at skabe filmiske ‘visualiseringer’ for nogle af deres projekter, så han derefter kunne skabe tredimensionelle indtryk af værelserne ud fra de arkitekttegnede skitser og derfra beslutte sig for de
faktiske løsninger.

Uendelig pladsfornemmelse
I løbet af tre år fik han og Anli ombygget huset.
“Vi gjorde det i etaper. Vi tog udgangspunkt i den oprindelige planløsning, men valgte forskellige steder at udvide eller tilføje, alt efter vores behov og ideer,” siger Christian. Mens de arbejdede i et rum, boede de i et andet, indtil de kom hele vejen rundt. “Præcis som man ikke burde gøre det,” fortæller Christian.
Oprindeligt skulle loftshøjden være på samme højde som på den restaurerede antikke dør, men en aften under ombygningen kom Christian og Anli hjem fra arbejde – blot for at opdage – at bygherren fejlagtigt havde tilføjet en ekstra meter til væggenes højde.
“Han spurgte os, om kunne acceptere det?” husker Anli. ”Han indrømmede, at det ville kræve meget ekstra arbejde at rette fejlen, så vi gav dem lov til at fortsætte.”
Den ekstra højde, især i stuen og det tilstødende kontor/gæsteværelse – hvor der er indsat en kopi af den restaurerede antikke dør – og er nu kernen i huset. Højden kombineret med de sorte vægge og indretningens monokrome farveindretning, skaber en næsten uendelig pladsfornemmelse: ‘den er nærmest ube­grænset’, som Anli beskriver det.
Især om natten, forsvinder loftet næsten i et med og væggene, og omslutter interiøret i en mørk, fløjlsblød atmosfære af luksus.

Walt 10 1024x683 - Design &  arkitektur
Kontrasten mellem den mørke Chesterfield og den lysegrå stofsofa indfanger smukt den kontrast der karakteriserer huset.

Lånt fra kunstgallerier
De mørke vægge, er et trick som Christian har bemærket, en del kunstgallerier anvender.
“Jeg så et billede der hang på Louvre, og det var samme set-up,” siger han. Nationalgalleriet i London har aldrig haft hvide vægge, og han bemærkede det igen på Scottish National Portrait Gallery i Edinburgh. “Det er som væggene forsvinder når de er mørke, mens de fremhæver det der hænger på dem,” siger han. “Du ser tingene i rummet, ikke rummet.”
Han kalder huset et ‘udstillingsrum’, fordi hans og Anlis eklektiske samling af kunst og artefakter, samt bøger og møbler får liv her. Der er blanding af moderne lokalt design og vintagestykker, kunstværker og restaurerede oliemalerier af portrætter købt på auktioner.
Det virker lidt glamourøst, den måde hvorpå de løser kombinationen af antikke genstande og moderne design. De to sofaer i midten af stuen bekræfter præcis det: en gammel, slidt sort Chesterfieldsofa – overfor den står en moderne italiensk en af slagsen.
Næsten alt, hvis det ikke har en metallisk skær, er det enten sort eller hvid … og for det meste er det faktisk sort. Den atmosfæriske belysning giver også et romantisk strejf.
“Lys er som et lille romantisk hul i muren. Når vi tænder stearinlysene, er det næsten magisk,” siger Christian.

Funktionel æstetik
Ude i haven har Christian og Anli anlagt en smuk og frodig køkkenhave.
“Den synes aldrig helt at have fundet ud af, hvornår det er efterår eller sågar vinter,” smiler Anli. ”Jeg tror det fordi den ligger beskyttet, så meget af det vi planter forbliver grønt det meste af året,” smiler hun.
Her er også firkantede hække og oliventræer, som er med til at skabe de udendørs rum. Og her dufter af lavendel. Der er endda vagtler, som har fået kyllinger. “De ligner små popcorn!” udbryder Anli.
“Muligheden for at leve som om du er på landet, men rent faktisk befinder dig i en by, er noget vi sætter stor pris på,” siger Christian. De er også glade for at lave mad med urter og ting fra deres have.
Christian og Anli er tilhængere af funktionel æstetik. Som kobbergryderne og -panderne i køkkenet – men også krystallysekronen som er ufattelig smukt,” siger Christian, men mener også at der er masser af glæde at finde i almindelige ting. “Det handler om at finde glæde ved ting du bruger i dagligdagen. Hvis du skal tilberede tre måltider om dagen, så kan du ligeså godt lave det med de bedste råvarer, i noget der også er af høj kvalitet.”
Det romantiske strejf i huset er ikke tænkt som en flugt fra hverdagen, som mere som en lyst til at hylde skønhed og glamour. For her må hjemmet gerne være en oplevelse både at leve og bo i.

Walt 15 1024x683 - Design &  arkitektur
I soveværelset og påklædningsrummet fremhæves de vandrette linjer i modsætning til det lodrette i stuen.

Italiensk oase

Ponti 8 - Italiensk oase

På toppen af en bakke, har arkitekt Claudia Ponti designet sit eget feriehus, hvor det udvendige og indvendige blandes sammen konstant. Et ideelt sted at tilbringe weekender og helligdage – væk fra byen.

Med den perfekte beliggenhed ved Piacenza, har arkitekt Claudia Ponti tegnet dette fantastiske hus i naturlige materialer, hvor de indre rum smukt fletter sammen det ydre landskab. Huset er naturligvis bygget af sten og træ. Det trækker familien væk fra travle Milano, som ligger en lille times kørsel væk.
I årevis søgte hun efter det rigtige sted i denne del af Piacenza-bakkerne, og det var den betagende udsigt, der gjorde udslaget. Så hun har nærmest skræddersyet det til hende og hans familie.
“Med dette projekt realiserede jeg endelig en drøm: nemlig at designe og tegne mit eget feriehus, og endelig at kunne nyde årstidernes skiften i et af de landskaber, jeg elsker mest,” siger hun.
Lige over en time tager det at køre fra Milano, til man rammer dalene i Tidone og Luretta og dette afslappende landskab møder dig. Her ligger kun enkelte huse men masser af marker og vinmarker. Claudia tilbringer weekender og ferier i denne oase, sammen med sin mand Andrea og deres børn Natalia på 18 og Oleg på 13 år.
Husets opbygning giver masser af plads, lys, panoramaudsigt og smukke solnedgange.
Ideen er en åben storrumsløsning med alle værelser liggende på modsatte side. Det giver en glidende og kontinuerlig overgang mellem det indre og det ydre. Køkkenet lig­ger nærmest i stuen, placeret i et lille aflukke, og gangen ned mod badeværelset og soveværelser er ikke adskilt af vægge, men skjules ved at trække store gardiner for.

Naturlige materialer
“Jeg ønskede store åbninger, så alle kan nyde landskabet når som helst på dagen.
I stuen fremstår et næsten 8 meter langt glas­vindue næsten som et levende billede. Andre steder er der indsat vinduer i væggenes fulde højde,” siger Claudia.
Og så er huset altid fuld af mennesker. Datteren Natalia elsker at invitere venner til en svømmetur mens Oleg, nyder at spille fodbold på den store græsplæne.
Valget af naturlige materialer, var en grundlæggende del af designet, og det er forudset at deres skønhed forandres og patineres. Det er sten fra Trebbia, der dækker den nederste del af bygningen, mens der på terrassen ud mod landskabet er slået træ på væggene. Træets varme toner blødgør indtrykket.
Interiøret er forsøgt holdt enkelt og blødt, som kontrast til det lidt firkantede arkitektoniske udtryk. Claudia har valgt genstande og møbler i naturlige materialer, såsom borde og lænestole af teaktræ, vævede stoffer, fletkurve og blødt sengetøj – alt holdt i enkle farver.
“Jeg kan lide kontraster, og jeg nyder at blande hårde elementer med blødere former.
Ligesom jeg kan lide at kigge efter moderne design og møbler under mine rejser. De to vaser på bordet i stuen, er for eksempel købt på Dronning Sofias Museum i Madrid, mens jeg fandt glaspendlen der hænger over spisebordet, i en lille brugskunstbutik i Barcelona,” siger Claudia.
Tonerne i interiøret afspejler farverne på de ydre materialer, med forskellige nuancer af varm grå til væggene og sandfarven til gangens vægge mod værelserne.

Ponti 11 1024x683 - Italiensk oase
Udenfor står en sofa med hvide stole på siderne, der er designet af Paola Lenti.
Ponti 12 1024x683 - Italiensk oase
Her i stuen er der skabt rum til træopbevaring. Der hvor skorstenen fra pejsen går op i taget, er det i det rum plads til at lægge træ til tørring

Utroligt smukke solnedgange
Det her et hus der er designet til – frem for alt – at leve udenfor i. Der er på hver side af huset, plads til at slappe af. Alt efter års­tiden. I haven er der køligst på de mest solrige og varme sommerdage. Mens man på den overdækkede terrasser mod syd, takket være den varme der frigives af de solopvarmede sten, kan sidde udenfor på de milde vinterdage.
“Jeg vågner altid tidligt om morgenen, så inden de andre vågner, kan jeg godt lide at pakke mig i et tæppe, sætte mig ud på terrassen og lytte til stilheden, mens jeg nipper til en kop te,” smiler Claudia.
Poolen er designet som en naturlig vandkanal, dens form er lang og smal. Den mørkegrå belægning giver den en blålig farve, der integrerer godt med landskabet.
“Jeg drog fordel af at landskabet skrånede her, så poolen ligger lavere end huset og ikke er synlig fra huset.”
Haven blev omhyggelig anlagt sammen med en landskabsarkitekt, der valgte aromatiske urter og planter, der vokser i området. Og så masser af prydgræsser.
“Stedet her giver os mulighed for at flygte fra byen – selv for bare en halv dag. Det er virkelig et privilegie at få muligheden for at nyde en solnedgang i dette vidunderlige landskab,” slutter Claudia

Tjekket loft

Charboniere 2 - Tjekket loft

Candice de Saint Sauveur er en kvinde der går hele vejen. Hendes loftlejlighed, placeret i denne franske lækkerbisken, er enkel og smagfuld og ligger i nærmest magiske omgivelser i regionen Perche (omkring 130 kilometer fra Paris). Hun er en stor tilhænger af Art Deco og hendes filosofi er enkel: Vær aldrig bange for at bruge ting i en anden kontekst og dermed give det nyt liv.

Charboniere 1 1024x683 - Tjekket loft

Bygningen, som lejligheden ligger i, er en del af hendes hotel, som tydeligt afspejler hendes smag. Men der er ingen tvivl om at hendes private bolig, er i en liga for sig selv

Hvorfor har du valgt at satse på dette sted?

“Jeg opdagede og lærte at sætte pris på dette kuperede del af Normandiet, hvor livet stadig er meget autentisk, da jeg i flere weekender brugte tid på at køre rundt til lokale markeder og kigge efter ting. Jeg kørte igennem mange landsbyer i dette område, og det var faktisk sådan jeg kom at høre om disse bygninger. De var et slags anneks til et slot fra det 19. århundrede. Heldigvis var selve slottet ikke til salg, men da jeg så laden og stalden, der var lavet af mursten og flintesten, var det kærlighed ved første blik! Efter kort tid havde jeg en udarbejdet en klar vision om dette fantas­tiske sted, centreret om en stor lejlighed, der kunne fylde hele øverste etage. Det virkede som et helt vanvittigt projekt men jeg så ingen andre muligheder,” smiler Candice.

Hvordan fik du sådan en udfordring til at gå i opfyldelse

“Ved meget forberedelse og have et meget præcis projekt! Jeg ønskede at skabe et sted, der skulle forvandles til en privat bolig, men også med omkring 15 ekstra værelser, et par ekstra bygninger og en swimmingpool, krævede det trods alt nogen fokusering.
Det er nemt at blive lidt forvirret når du køber tre bygninger på 400 m2 hver og et meget stort stykke jord. Så du er nødt til at være klar til at håndtere alt det arbejde der følger med de drømme!
På første salen, ville jeg have skabe et komfortabel, hyggeligt loft. De lokale håndværkere fandt hele ideen lidt mærkelig, men jeg fik dem overbevist om at med deres talenter og min ide, kunne vi skabe en åben og usædvanlig lejlighed med udsigt ud over markerne,” siger Candice.

Hvor begyndte du?

“Det første jeg gjorde, var at tage kontakt til en arkitekt med speciale i at genskabe gamle bygninger og store rum. Der er ikke mange der kan udarbejde denne form for projekter, især ikke når de ligger langt ude på landet, men den viden var afgørende, når det kom til spørgsmål om elektricitet, flytning af vægge og lave nye rum, instal­lere gulvvarme og ændre plantegningen for fx at opnå det typiske, ret åbne loft-lignende udtryk.”

Hvordan har du opdelt rummet?

“Jeg ønskede at få forskellige rum i rummet. I et af hjørnerne skulle der være en stue. Med brune læderstole, en Chesterfieldsofa (fundet på et marked) og et sisaltæppe. For at vægten i det hjørne skulle balancere, krævede det et samlingspunkt. Og det blev en rå pejs lavet af beton, udført at lokale håndværkere. Hjørnet er helliget læsning og kendetegnet ved de varme materialer og en biblioteksagtig fornemmelse.
I den anden side (igen tæt på køkkenet) står et fire meter langt bord, hvor der henover hænger nogle overdimensionerede lamper. Bordet er omgivet af stole betrukket med flerfarvet stof. Jeg har faktisk kopieret denne idé fra en belgisk ven: han solgte mig stolene og betrak dem for mig med tyk bomuldsstof i forskellige nuancer af grå og murstensrød.”

Og hvad med køkkenet?

Jeg ønskede selvfølgelig at det skulle være åbent, også af praktiske årsager. Men når man kommer fra et lille parisisk lejlighed, er et køkken uden vægge nærmest en drøm!
Det giver en åben følelse til lejligheden, som jeg ved børnene rigtig godt kan lide, men det gælder faktisk også både for forretningsforbindelser og venner. I starten arrangerede jeg madlavnings- og vinsmagningsklasser, indbød berømte kokke og sommeliers. Bordpladen er dækket med grå fliser og de kommer til deres ret når nye retter kommer ud af ovnen, når nye opskrifter skal prøve, når vinen skal smages, når der bages med børnene og så videre …”.

Hvad har du ellers af ideer du vil dele?

“Heroppe bliver vi nærmest oversvømmet med naturligt lys. Der skyldes de store buede vinduer på begge sider, plus lyset fra dem der er blevet tilføjet på siden af bygningen. Så lyset om morgenen er fantastisk her, især om foråret. Men på de grå dage eller om vinteren, hvor alt bliver temmelig mørkt, havde vi brug for mere lys. Derfor valgte jeg at hænge nogle metalskinner op med en række industrielle lamper på. De kan placeres i forskellige retninger, alt efter vejr og årstider og giver et godt fordelt lys. Men det var alligevel ikke nok.
Under de store vinduer over køkkenbordet, hænger der en række læselamper, også på en skinne, de bruges primært til at blød­gøre den industrielle belysning men også for at få mere direkte lys på køkkenbordet.
Men hemmeligheden ved at forvalte meget store rum, består faktisk i, at bruge gennemsigtige elementer. Det er da også anvendt flere steder her. Blandt andet i gangen med hjælp fra en jernramme og glasdøre, meget lig dem der kunne ses på gamle autoværksteder. Og det opdeler rummet uden at lukke dem.”

Hvis du er interesseret i at se hotellet, så gå på ind på www.lescommuns.com

Vintage & Minimalisme

IBIZA 1 - Vintage & Minimalisme

Caroline LeGrand er indretningsarkitekten bag dette moderne og raffinerede sted på altid coole Ibiza. Med sine elegante møbler og den betagende udsigt over dalen, er det her et sted man har lyst til at være.

IBIZA 2 1024x683 - Vintage & Minimalisme
Det fuldstændig uhindrede vue ud over dalen er utrolig smukt. Og fornemmelsen af ro, sol og blide vinde illustreres meget godt på dette billede.

Nogen opfatter Ibiza som en festlig og larmende ø. Men det er ikke hele sandheden. Et bevis på det, er indretningsarkitekt Caroline Legrands seneste projekt. Huset er et moderne og ret stort hus – der ligger i Cala Llonga på østkysten, mellem Ibiza by og Santa Eularia. Det er en meget flot og stille by med mange huse bygget i sten med en fantastisk udsigt. Grønt og roligt – langt væk fra “la vida loca”.

Afslappet men moderne

Caroline, der er kendt for sin raffinerede tilgang til indretning, blev kontaktet af en klient, hun havde kendt i et par år, der bad hende om at sørge for interiøret i maj sidste år, mens huset blev færdigbygget.
“Jeg var lidt i tvivl omkring det klienterne havde valgt af fliser, belysning og køkken. Løsninger var blevet udvalgt med arkitekterne måneder før. Men jeg kunne godt lide huset og det faktum, at det mindede mig om et stort moderne byhus, her fordelt på fire etager bare med en pool på toppen og en stor terrasse. Jeg var dog heldig. Klienten er et meget afslappet menneske og kunne godt lide min vision og min stil. Sammen besluttede vi at gøre dette til et cool hus,” smiler Caroline.

Vintage og minimalisme

“Jeg startede med at sortere i mine ideer og prøve at finde ud af hvad min mavefornemmelse sagde mig, for jeg kunne rigtig godt lide husets placering, arkitekturen og energien på stedet,” fortæller Caroline. Så hun begyndte at udarbejde designforslag.
I dag kan du se resultatet – og det ser ud til at Carolines mavefornemmelse holdt.
“Med masser af naturligt lys, lysegrå sten­gulve og hvide vægge er den en god neutral og elegant baggrund, valgte vi fx at bruge tapet med tekstur i soveværelserne. Stilen er meget moderne, så vi gav huset identitet ved at inkorporere vintage med minimalisme,” siger Caroline.
“Min klient kunne lide de farver jeg havde brugt i mit eget hus på Ibiza som tobak, creme, offwhite, beige og mørkere brun­lige farver; så vi brugte lidt af det, men jeg introducerede også nye elementer som en grå tapet fra Harlequin i gæstesoveværelset og en lyserød væg i et lille rum, som ville have været kedeligt ellers. Ejeren har en datter, så selvfølgelig var rosa et godt valg til hendes soveværelse,” fortæller Caroline.

IBIZA 5 1024x683 - Vintage & Minimalisme
I spisestuen står der et spisebord i messing fra hollandske Aange­naam XL. Lampen er Tom Dixons Mirrorball. Spisestolene er betrukket med stoffet Gentleman Aye fra C & C Milano.

Bedste sted i huset?

Caroline hun vælger stuen.
“Jeg elsker enkelheden her, med køkkenet ved siden af og nærværet af de blå/grå farver og guldlamperne. Jeg følte at stuen var organisk og fik sin egen identitet. Jeg vidste fra begyndelsen, at jeg ville modarbejde den firkantede fornemmelse i huset – derfor var jeg nødt til at finde den perfekte sektionsopdelte, runde sofa! Det var den første ting jeg kiggede efter. Jeg fandt også to fantas­tiske samlerobjekter – en fantastisk Giacomo Passera sofa og et smukt skab fra amerikanske Harvey Probber. To så flotte samlerobjekter i ét rum, var mere end jeg kunne drømme om,” siger hun.
Når man går gennem rummene der er fyldt med naturligt lys, udsigten til havet, solen, den lækre indretning … er der kun dette at sige: Det her er et sted man gerne vil være.

IBIZA 8 1024x683 - Vintage & Minimalisme
Sofaen er designet af Giacomo Passera og betrukket med stof fra Stark Fabrics. Det creme­farvede tæppe er købt hos Stark Carpet i London. sofabordet er lavet af Jonathan Adler. Vaserne er plukket fra kollektioner af Jonathan Adler og Ibiza Troc.
IBIZA 11 1024x683 - Vintage & Minimalisme
I det afdæmpede og hyggelige soveværelse, står bl.a. en Whitaker stol af Jonathan Adler.

Om Caroline

Hvordan valgte du møbler og indretningsstil?
“Vi havde begrænset tid, eftersom min klient spurgte mig i maj, og familien ville gerne flytte ind i september – der starter skolen i Spanien. Og engang i mellem gør det at arbejde med en stram deadline, det nemmere at træffe beslutninger. Jeg skaber altid et par moodboards per værelse, og da vi holdt væggene hvide – med undtagelse af soveværelserne, var det ret nemt at indsnævre det til, hvad der passer bedst til huset. Den blå Yves Klein farve i soveværelset er subtil men fungerer så godt. Jeg elsker store bordlamper, så jeg valgte nogle få seje fra Jonathan Adler, Julian Chichester og Pols Potten. Jeg havde undersøgt deres produkter til et andet projekt for nylig, så jeg vidste det var tilgængeligt. Jeg ønskede også at placere det fantastiske spisebord fra Aangenaam XL fra det øjeblik, jeg så det på Maison & Objet. Så da min klient også blev forelsket i det, var det nemt. Jeg designer altid et hus omkring de stykker, som jeg finder. Og her har tingene faktisk arbejdet smukt sammen.”

Fortæl lidt om din baggrund?
“Jeg blev født i Belgien (i den fransktalende del). Jeg havde tre passioner store passioner i livet, mens jeg voksede op: Sprog, mode/design og interiør/arkitektur. Jeg besluttede at studere sprog (læste ved Mons Interpreter University), da det ville gøre det muligt for mig at arbejde overalt i verden og indenfor enhver industri. Jeg stoppede dog efter et år. Flyttede til Holland, arbejdede i marketing og PR og flyttede til London kort derefter. Men takket være at jeg talte 6 sprog flydende, kunne jeg finde arbejde i mange brancher. Jeg gik ind i mode og arbejdede for Donna Karan, Holland & Holland og Anya Hindmarch i over 10 år … Jeg havde mit drømmejob hos Anya Hindmarch som Head of Collection. Jeg lærte meget, og det har helt sikkert hjulpet med at forme min nuværende karriere. Jeg startede min egen indretningsvirksomhed 4 år efter min skilsmisse. Ligesom mange kvinder var jeg nødt til at finde en måde at afbalancere mit behov for en kreativ karriere og stadig være i stand til at være mor til mine unge sønner på det tidspunkt. Når jeg ser tilbage, har jeg været heldig at have opnået alle mine tre lidenskaber, og det er jeg virkelig taknemmelig for.” •

Maleriske omgivelser

MIN 1 - Maleriske omgivelser

Maleriske omgivelser ved Maggiore-søen. Minimalistisk arkitektur på en stejl skråning, der minder om en sten, midt inde i en skov. Blandingen af grove overflader, vasket beton, lærke- og egetræ og store ruder ud mod både søen og landskabet, gør dette hus til noget specielt. Vi er i bakkerne omkring Maggiore-søen, lidt efter den schweiziske grænse. Her bor Jerome – der både er arkitekt og forfatter – sammen med sin kone Paola og deres søn.

Når man kommer fra vandsiden, er det en diskret betonklippe. Tillukket, uigen­nemtrængelig og sat i scene af de omkring­liggende træer. Huset er stort set helt skjult. Tættere på folder det sig ud opad i tre etager.
“Det klamrer sig til den stejle bakke om­givet af træ, der minder mig om en sten der ligger alene i en skov,” siger ejeren af huset Jerome De Meuro. Vi er i Caviano, i bakkerne mod Maggiore-søen på den schweiziske side. Jerome har boet her i over to år med sin kone Paola og deres søn Demien. På samme adresse deler han tegnestue med kollegaerne Marcus Wespi og Luca Romeo. Atelieret (kalder han det), går tilbage til 1981, mens hans hus er blevet bygget på som det sidste.

MINI 2 1024x683 - Maleriske omgivelser
Spisepladsen med speciallavet egetræsbord, lavet af ejeren. I forgrunden ses en betonbænk, i baggrunden de indbyggede skabe af Viroc fiber, der kombinerer træets fleksibilitet med betonens tekstur. På bænken ses nogle håndlavede læderpuder.

Uden at påvirke omgivelserne

Huset er på 130 kvadratmeter og det skulle tilpasses vejen, hænge sammen med tegnestuen, passe ind mellem træerne og ikke for tæt på skellet til naboen. Derfor fik det denne spændende udformning.
Der blev udgravet en rektangulær form på omkring 40 kvadratmeter, som blev delt i to. På øverste etage, i niveau med vejen, er det en åben planløsning. Her findes entré, opholdsstue, køkken og spisestue. På etagen nedenunder ligger badeværelse og soveværelser, der hver især vender ud mod en lille udendørs, overdækket gang.
“Ved at arbejde med begrebet fortætning, skabte jeg nye rum uden at påvirke omgivelserne. Det er lidt som i små landsbyer, hvor bygninger ligger meget tæt på hinanden og er forbundet med stier. I mit tilfælde er der en sti af sten der løber langs huset, der forbinder huset med tegnestuen, indrammet af arealerne udenfor.”
Det unikke udseende og de materialer der er anvendt, passer perfekt til det landskab det ligger i.


Udefra er huset en rå cementmonolit. En moderne natursten. Et levende materiale, ekspressivt, der trækker årstidernes skiftende lys indenfor.

Udnyttelse af pladsen

Interiøret matcher facadens rå udseende. Væggene er pudsede, men ikke færdige og det afspejles i det rå, polerede betongulv. Der er anvendt lærketræ til både vinduesrammer og døre. Indenfor er de få møbler, udelukkende produceret af egetræ, alle blevet specialfremstillet til huset. Viroc (fremstillet af presset fyrretræ og beton, der både er fleksibel og stærk), er brugt til alle indbyggede skabe, for at kunne udnytte 100 % af den plads der var til rådighed.
“I dag er vi i stigende grad mere vant til at designe mindre rum,” påpeger arkitekten og fortsætter: “Vi studerer oftere hvert lille hjørne for at få det meste ud af de rum, vi tegner. At arbejde med mit eget hus på den måde, var en god praktisk øvelse,” siger han.

MINI 6 1024x683 - Maleriske omgivelser
Det store soveværelse med åbning ud til en lille terrasse.

Tænkt på det hele

Alt her har sin plads. Alt er vigtigt, og der er ikke noget overflod. De eneste rigtige møbler er spisebord og -stole samt sofaen. På øverste etage har huset to store ruder: det ene ved indgangen, og det andet på den modsatte side ud mod søen, der smukt indrammer landskabet. Og alligevel beskytter betonvæggen huset fra de nærliggende træer, de mange åbninger ud til lyset, og de arkitektoniske hældninger i landskabet. Desuden peger Jerome på glasvæggene der omgiver huset, der fanger lyset og afspejler det i interiøret. Huset er åbent mod himlen, og der kastes derfor masser af lys indenfor. De små udendørs terrasser omkring huset, forlænger boligarealet ud i naturen, hvilket giver beboerne en rigtig god mulighed for at nyde de skiftende årstider. •

Enkelheden afspejles i den naturlige luksus

Michel 1 - Enkelheden afspejles i  den naturlige luksus

Designer og skaber af ekstraordinære indretnings­ideer, parisiske Arnaud Masson, åbner dørene til sit eget hus i det livlige kvarter Châtelain, i Bruxelles.

Projektet blev afsluttet i foråret 2017 og resultatet er en sammenlægningen af to rækkehuse samt en tilbygning, der samlet set ender i et hus til én familie på 650 kvadratmeter. Denne fantastiske renovering, er resultatet af et tæt samarbejde mellem Arnaud Masson (leder af entrepre­nørfirmaet Permis de Construire), arkitektfirmaet K2A fra Bruxelles, en håndfuld lokale håndværkere samt en moderne og meget talentfuld kunstner.

Hvis det kun var facaden der skulle renoveres ville det have været nemt. Men faktisk er samtlige gulve og vægge samt taget og tilbygningerne ud mod havesiden, en del af den fuldstændige renovering. Den var nødvendig for at skabe plads til det lækre interiør, hvis luksus afspejles i husets ekstreme enkelhed.

Overgangen mellem by og bolig frigiver en bestemt følelse, og den mærkes tydeligt her lige så snart du træder ind; naturlige materialer og rå indretning samt masser af plads. Det er smagfuldt enkelt blandet med raffineret skønhed. Ud over den imponerende entré, giver de store træstammer gæster en følelse af ydmyghed.

Naturens varme fylder rummene

Arnaud var træt af kedelige genstande og moderne designs kølighed, og forsøger at gå tilbage til et grundlæggende naturligt udtryk. Til charmen ved små ting. Indretningen, som både er krævende og følsom, forløses af en æstetisk dimension, der giver en beroligende atmosfære.
I tråd med Wabi Sabi-filosofien (en 500 år gammel japansk filosofitradition, som løst oversat betyder ’at finde skønheden i ødelagte eller gamle ting’) består dette univers af jordiske og organiske former og mørke farver. En radikal modsætning til den sterile interiørstil, der næsten ses overalt.
Langt fra syntetiske materialer, genopdages naturen, såsom lerbelagte vægge der er pigmenteret mørkebrune og mættet med linolie, røgfarvede egetræsgulve, hvis eksklusive farve er speciallavet til dette hus. Andre steder er der anvendt pastellone (et naturprodukt oprindelig fra Venedig baseret på lime og marmorpulver, red.). I køkkenet og på badeværelserne er anvendt et materiale der hedder tadelakt. (Tadelakt er en urgammel overfladeteknik fra Marokko, hvor man komprimerer og polerer en kalkholdig jordart med en glat sten. Dette
resulterer i en tæt og skinnende overflade, der kan anvendes udendørs og indendørs, red.).
Tilstedeværelsen af disse enkle jordiske ’skatte’ resulterer i et næsten primitivt udtryk. Et udtryk der i vores tid ofte forsømmes, men her giver det plads til reflek­sioner – en sær følelse af lyst til at berøre tingene og dufte til dem.
Vi er på et sted, der er patineret, udsmykket og beriget i modsætning til moderne arkitektur, der ofte nedbryder og aldres hurtigt. Indretningen er afbalanceret og udmunder i en luksuriøs, ryddelig og intim indretning.

Michel 6 1024x683 - Enkelheden afspejles i  den naturlige luksus

Egetræsmøblerne er designet af Arnaud Masson sammen med K2A og produceret efter mål af den belgiske snedker Recob – og resultatet smelter flot sammen med rummet. Køkkenet skjuler alt det man normalt ser stå fremme i et køkken.
Pejsen der er placeret i køkken/baren, genspejles i det sorte glas der er monteret på ydersiden af køkkenbordet. Uden noget synligt gelænder, fremstår trappens trin som en intim invitation til etagen ovenover, hvor familiens værelser ligger.
Heroppe på gæsteværelset, er sengegavlen blevet dækket med et gråt linnedstof som, understreger det rolige. Soveværelset er designet i mdf-plader og malet mat sort, der efterlader en med den form for ’biblioteksfølelse’.
Badekarrets organiske form er udført i tadelakt og inviterer nærmest til afslappede oplevelser.
På badeværelset er bruseren indrammet med glasvæg- og dør. De flotte trækasserne (igen tegnet af Arnaud) placeret på en lodret, rå stålstang, skjuler alt det man nu engang bruger ved en tur under bruseren.

Moderne arkitektur udfordres

Bygningen (der er placeret i haven) indholder et 7 meter højt vindue, monteret i et enkelt stykke (og som teknisk ikke var en nem opgave). Det tilfører en høj grad af harmoni og enkelhed, fordi hele haven trækkes ind gennem vinduet. Samtidig er størrelsen på haven rigtig god, takket være sammenlægningen af de to rækkehuse.
På øverste etage er der ligeledes monteret en lille terningformet tilbygning. Udenpå den, er der på den nederste tredjedel, monteret spejle der smukt genspejler omgivelserne.
Her i dette hus respekteres Feng Shui-princippet, og den moderne arkitektur udfordres af den elegante helhed og beskyttende enkelhed dette hus blidt svøber omkring de mennesker der befinder sig i det.
Arnaud valgte at invitere graffitikunstneren Ted Nomad ind i set hjem og gav ham frie hænder til valg af motiv. Den endte i et gigantisk abehoved på væggen længst nede i haven. Ted lod sig inspirere af de høje træer og spillede på stemningen i en urban jungle som denne.
Både inde såvel som ude, mærkes den frie livsstil og bemærkelsesværdige æstetik (fak­tisk helt ned til de mindste detaljer), og alt hænger diskret sammen her i hjertet af den belgiske hovedstad.

Vintage & Boheme

ChaletJ 1 - Vintage & Boheme

Hvordan bevarer man følelsen fra dengang den oprindelige gård lå her? Det gør man med meget enkle justeringer og lækre detaljer. Her er det lykkedes ejeren at holde fast i det enkle for at leve et moderne genbrugsbevidst liv.

Midt i mellem de høje bjerge, tæt på Megève, ligger denne tidligere gamle gård (der kan dateres tilbage fra 1870) i næsten 2000 meters højde. Da den nuværende ejer Lionel Jadot (der bl.a. er indretningsarkitekt) allerførste gang så den, var han ved at få et hjertestop – på den gode måde.
“Jeg blev straks tiltrukket af den meget enkle gård, og den gammeldags stil den udstrålede. Det var faktisk grunden til at jeg besluttede at købe den. Som samlingspunktet for familien når vi enten holder vinter- eller sommerferier sammen. Og mit højeste ønske var at beholde den, som den var, og det gjorde jeg ved at genanvende så mange ting så meget som overhovedet muligt,” siger Lionel.

Sommer og vinter

Denne region med sine ærefrygtindgydende bjerge og dale samt Europas højeste bjerg Mont Blanc – er en del af den fantastiske udsigt fra Lionel Jadots chalet. Han og familien kan nyde udsigten fra de store vinduer og det gør de.
Megève, som de fleste kender som et skisportssted, er en by med en befolkning på omkring 5.000 indbyggere og hvor vintersæsonen normalt kører fra november indtil slutningen af marts. Men om sommeren er Megève-området et ideelt sted for vandreture, med de vilde blomster, bær og svampe i engene, de smukke fyrre- og lærketræer i dalene og de synlige klippetoppe.

Det rå træ

Fordi gården igennem en længere periode slet ikke havde været benyttet, tog det Lionel Jadot næsten to år at få liv i den igen. Det samlede areal er omkring 300 m2 med højt til loftet, der er op til 15 meter oppe på den øverste etage … og der er i alt tre etager.
Alt træ i huset er lavet af Mélèze træ (et lærketræ der oprindeligt kommer fra Savoieregionen) og der er brugt så meget af det eksisterende træ, som Lionel overhovedet har kunnet genbruge. Den måde Lionel har valgt at benytte træet på, er, var at bruge det ubehandlet – det fremstår fuldstændig ligesom det er savet op for få øjeblikke siden. Så brædderne blev blot tilpasset lofterne og vægge. Andre steder er anvendt et produkt der kaldes Mortex, som er en speciel betonblanding, der kan smøres ud og kommer i mange forskellige farver.
“Mit største ønske var at beholde det oprindelige udtryk. Mest fordi jeg hader den nyere restaureringsstil hvor man skifter alt ud, så mange af de oprindelige sprækker og revner i træet er her stadig.”

ChaletJ 9 1024x681 - Vintage & Boheme
Lampen i loftet er af messing, marokkopuderne i læder er fra Marokko, den gamle læderstol er vintage og puderne er fra hele verden sat sammen med gamle kelimtæpper.

Det enkle liv

“Oprindeligt blev det at bo i bjergene, først og fremmest betragtet som værende funktionelt. Så det var vigtigt at bevare det. Jeg ville dog også gerne tilføje en mere moderne
energibesparelse, der samtidig tog udgangspunkt i hvordan man boede dengang. Denne
type gårde er faktisk meget simple. Helt rektangulære og uden dikkedarer. De dyr der levede på gården var geder, får eller køer, her var masser af hø og mange generationer af mennesker – alle levede under det samme tag.” Så gården er både blevet brugt som kostald, som lade og til beboelse. Ideen har han videreført lidt på den måde, at det hele opvarmes nedefra – blot udført mere moderne – for nu er ingen dyr på den nederste etage (i kælderen hvor der er værelser nu) der kunne give lidt varme. Og som erstatning for høet på loftet, ses nu den store opholdsstue og køkkenet.

Tænker på naturen

Her skulle opvarmes udelukkende ved at bruge af et solcelleanlæg. Det blev installeret på taget af det lille anneks foran hytten, der bruges som garage. Disse solceller producerer elektricitet og bidrager til opvarmningen af hytten. Som supplement er der dog installeret en varmtvandsbeholder der oplades fra solcellerne, men også tilsluttet el hvis noget svigter – så vi altid er i stand til at få varmt vand. Væggene er isoleret bedre end normalt. Overalt i huset er der tredobbelte termoruder, et andet meget vigtigt element for klimaet i huset. Der er også en ventilation, der giver mulighed for permanent at genbruge den varme luft i stue/køkken.

Italiensk mosaik i køkkenet

Omkring indretningen af chaletet var det mere tilfældigt end planlagt, mest på grund af Lionels samlermani – noget han har gjort igennem mange år. Det er vintagestoffer blandet med stoffer fra Rumænien, Tibet, Ungarn og Indien der ses på puderne i sofaerne. Eller sågar foran vinduerne som gardiner, hvor de blot hænger med en sort snor trukket gennem et øje sat i stoffet. Der giver sammen med de mange skind en afslappet, måske endda lidt tibetansk atmosfære.
Alt i badeværelset er genbrug eller fundet lokalt, bortset fra det store badekar i sten fra Aquamass. Køkkenelementerne er fra 50’erne og 60’erne (genbrug naturligvis) og bruges også til at skjule det moderne køleskab og andre køkkenting. Det er bare en del af den proces, som Lionel sætter stor pris på – bevar det gamle.
“Det er nu efterhånden en del år jeg har opkøbt gamle kinesiske møbler og svensk vintagedesign fra 50’erne som jeg virkelig godt kan lide,” siger Lionel og fortsætter: “Det eneste forsøg på nutid, er uden tvivl Bisazza mosaikken, der er brugt som bordplade og på siderne/fronten af køkkenet. Det gyldne bidrag fra mosaikkerne er som en lille lysende sol der kommer ud af skyerne.
Jeg ønskede at lave noget, der kunne bringe folk sammen omkring køkkenet. Jeg synes det gyldne lys det udsender, er en god kombination sammen med det rå træ. En anden sjov detalje – synes jeg – er træ­skufferne med håndtag formet og hånd­malet af en italiensk gadehåndværker fra Sienna. Jeg er faktisk meget glad for den positive energi der udstråles fra køkkenet,” siger Jadot.

ChaletJ 6 1024x681 - Vintage & Boheme
Fra stuen er der en fantastisk udsigt over til Mont Blanc. Her er det etniske og bohemede udtryk ret tydeligt. De to hvide lænestole er svenske fra 30’erne, over hvilke det er blevet kastet et blødt skind. Der er en grå flannelsofa, et lille vintage sofabord fra 70’erne, en kinesisk bord ved vin­duet, koskind, puder, Napoleon den III lænestol og loftet (tættest på vinduet) hænger to kinesiske lanterner med pærer i.

Nøglen til verden

“Genbrug er min nøgle til verden. Og når det drejer sig om mit personlige hjem, er det meget lettere at kunne genbruge, end når jeg arbejder for mine klienter ude i deres hjem. Folk har altid gode hensigter, men de er ikke altid miljøbevidste nok. Mit standpunkt er, at intet må smides væk. Uanset hvor det kommer fra. Genbrug, upcycling, tilpasning. Det er næsten altid muligt på en eller anden måde at bruge eksisterende. Det er enkelt og ærligt,” siger han.
Som lyskontakter brugte Lionel nogle gamle tyske af slagsen, lavet af Bakelit (en gammel, industrielt fremstillet hård plast, der dog anvendes dog ikke så ofte mere, red.) der havde det gammeldags udseende han søgte. Lampeskærmene i stuen er alle lavet af genbrugsmaterialer, som Lionel har udskåret og givet sin firkantede form. De er fastgjort med
kæder til loftet. Det samme gælder udsugningen over komfuret som genanvendte dele fra en gammel pejs.
“Og hvordan overlevede en landmand dengang? Med det han havde ved hånden, resten var han nødt til at opfinde. Så gør jeg også,” smiler Lionel.

Se det store billede

Lionel Jadot er en autodidakt interiørdesigner, der har lært det med tiden. Men han er også filmproducer. Det gør ham måske lidt atypisk i forhold hvordan man tænker indret­ning. Han kan lide at opfinde og genopfinde, bruge sin hjerne på ideer der udspringer af kreativitet – også gerne dem der tænkes udenfor boksen.
“Det eneste jeg har forsøgt er, at komme så tæt på ånden og livet i de lidt øde land­distrikter her i bjergene, og holde mig langt væk fra “pastiche” (fra fransk og kan oversættes som at undgå at kopiere eller efterligne andre ting/værker, red.) som jeg hader. Jeg ønskede at finde genstande, der fortæller historier og skabe et sted der ikke en dekoration eller ligner et showroom. For hytter i bjergene findes der tusindvis af, men mange ser altså ens ud indeni, og jeg ville bare gerne kombinere det naturlige med en voksende respekt for livet og bevarelse af det der nu er tilbage. Og vi bliver heldigvis flere og flere, der ikke ønsker at bidrage til verdens permanente ophobning af affald,” slutter Lionel.

Nysgerrig af natur

Objets 1 - Nysgerrig af natur

Historien begynder med en nærmest grænseløs passion for naturen og dens forskelligheder. For allerede som barn passede Pierre-Emmanuel insekter og indsamlede fossiler til sit eget værelse. Som tiden gik og han begyndte at rejse verden rundt, startede ideen til at sammensætte sit eget “nysgerrigheds kabinet”.

Objets 4 1024x683 - Nysgerrig af natur
Den varme glød fra Andrew Martin sofaen med Union Jack flaget passer godt sammen med det læderbetrukne sofabord (er faktisk en gammel russisk gymnastikbænk) samt det mørke gulv og den grå sofa. Her med ryggen til hjørnet ud mod haven anes en mellemgang der adskiller stuen med køkkenet. I den høje mellemgang står familiens spisebord.

Huset havde ingen charme

Da Pierre-Emmanuel og Lilau i 2005 første gang besøgte huset, var det de så, en gammel gård, der i 90’erne var blevet renoveret til et hus der kunne rumme en familie på fire. Det der umiddelbart mødte dem, var nogle utiltrækkende betonvægge og cement­løsninger; en malet facade i beige-pink og gamle træskodder ved vinduerne.

“Overraskende nok havde dette hus absolut ingen charme og det indre passede heller ikke til vores krav,” siger Pierre-Emmanuel.
Men parret kunne godt lide det faktum, at huset lå placeret i udkanten af Lyon – her var meget roligt og skolebussen stoppede kun 3 minutter væk fra huset.
“Men det, der virkelig fik os til at tage beslutningen, var, at huset var fuldt eksponeret for aftensolen samt at det ikke havde noget direkte naboer. Vi var efterfølgende heller ikke i tvivl om at huset kunne ændres til vores smag. Alt kan ændres, und­tagen solens rytme og som alle ved er solned­­gangen bemærkelsesværdig uanset hvor i verden man bor henne,” siger Pierre- Emmanuel.

Objets 5 1024x683 - Nysgerrig af natur
Køkkenet er i mørkt træ og den blå/grønne vægfarve er kun med til at bevare det kølige udtryk. Til venstre står to barstole så det er muligt at være med i køkkenet uden at lave noget.

To plan rummer det hele

Da de startede op med renoveringen, havde parret overhovedet ikke travlt. Hele familien boede nemlig hos Lilaus bedstemor.
Så det første år gik med færdiggørelsen af selve husets struktur sammen med en arkitekt, og det andet år gik primært med at få rummene gjort klar. Og alt er lavet om.
De lavede der ud over en tilbygning der udvidede stuen og ekstra rum blev tilføjet på første salen, så der blev plads til de seks børneværelser de havde brug for. Samtidig med udvidelsen af stuen, blev selv den jord der var foran huset også jævnet og nivelleret, fordi her oprindeligt lå en bakke der skrånede en del.
“Fra starten af havde vi meget konkrete idéer om hvad vi ønskede at opnå: ingen arkitektoniske runde former; en stor central plads til at rumme et spisebord på 3,5 meter; en zink facade; seks børn soveværelser, to badeværelser og et meget selvstændigt pla­ceret forældresoveværelse,” fortæller Lilau.
“Vi ved, at vores familie har et variabelt antal af mennesker! Så vi havde brug for et hus, hvor vi kunne være både to og 18 mennesker. De forskellige dele af huset skulle derfor være i stand til at leve uafhængigt af hinanden, uden at skabe en tom plads et eller andet sted.
Det er grunden til, at børnene bor ovenpå med eget badeværelse og tv-stue. Og vi, forældrene, er på stueetagen med vores eget badeværelse og vores tv-stue. Så hjemmet lever, selv når en etage en dag er tom for børn,” smiler Pierre-Emmanel.
Da parret og børnene endelig flyttede hen mod slutningen af de to års renovering, stod alt klart – inklusiv væggenes farver. Så det var et perfekt, næsten blankt lærred. Klart til at byde Pierre-Emmanuel og Lilau sans for særheder indenfor.

Objets 12 1024x683 - Nysgerrig af natur
Pierre-Emmanuel spiller gerne klaver og det gør han her.

Arbejde og fritid er en pærevælling

“Vores interiør er faktisk vores ideelle showroom. Vi kan virkelig godt lide de objekter vi skaber, og vi elsker at leve omgivet af dem. Vores hjem er fyldt med “skatte” fra vores forskellige rejser fremvist i forskellige
indstillinger – fra moderne til barok.
Vi kan ikke adskille vores udsmykningsstil fra vores arbejde. Vi rejser verden rundt i jagten på ting der er ud over det almindelige og bringer det tilbage til vores butik og vores hjem,” forklarer Pierre-Emmanuel.
Og således er udsmykningen aldrig stationær, eftersom parret ofte ændrer og udvælger forskellige nye objekter.
“Alt er udskifteligt. Det vigtige er at have en dekoration, der er i live, baseret på lidenskab til øjeblikket. Antallet af ting er ikke interessant i sig selv. Og alt kan bruges. Det ligger i måden det sammensættes på,” fortæller Lilau. Det gælder også spejle, lænestole, sideborde, malerier …
Alt i parrets hus ser ud til at være blevet valgt og placeret lige der hvor de er, for at styrke deres fælles lidenskab.
“Belysning/lamper er vigtige synes jeg, de sætter tonen. Min præference går i øjeblikket på vores “lokomotivlampe” (en messinglampe) og de tre klokker i loftet over spisebordet. Begge meget udtryksfulde,” forklarer Lilau.

Føle sig godt tilpas

I hele huset ses det samme mørke gulv, for at give det indvendige en lejlighedsfølelse og på den måde samle udtrykket.
“Vi er stolte af at have formået at skabe et hjem, der passer til vores familie, arbejdsliv og vores smag. Det er vitterlig designet af os, og derfor passer det nok også ret godt til os! Jeg kan lide at være på terrassen ved solnedgang. Jeg elsker at sidde tæt på ilden om vinteren. Vi har et hektisk liv som iværksættere og en stor familie, og vores hus er en kilde til afslapning. Jeg kan især godt lide det her er et reelt familiested. Når vi er få spiser vi ved baren i køkkenet, men kan nemt være 14 spisende ved spisebordet… det går ud på at føle sig godt tilpas,” forklarer Lilau.

Bridge House Down Under

C Bridge 1 - Bridge House Down Under

Dette berømte hus i Melbourne blev renoveret af arkitekt Stephen Jolson, næsten 60 år efter det blev bygget.

Tilladelsen til at ændre et af de mest fremtrædende huse fra en af Australiens største arkitekter, ville få de fleste til at ryste på hænderne. Når det så drejer sig om det struk­turelt udtryksfulde ‘Bridge House’ (opkaldt efter dens dominerende ellipse­formede truss af metal) af Robin Boyd (1919-1971), kunne forventningens tyngde sagtens være knusende.

60 år er lang tid

Arkitekt Stephen Jolson fortæller: “Både Robin Boyd Foundation og kommunen var meget praktiske omkring det. De sagde: “Hvis du kan foretage dine ændringer uden at bringe integriteten i det oprindelige design i fare, så støtter vi dig.”
Han nedtoner vanskeligheden ved arbejdet med Boyds 60 år gamle arkitektur, samtidig med at han skulle imødekomme en ung families ønsker, hvor ord som kreativitet, klavertimer, vinaftener og wi-fi var betydningsfulde faktorer. Men han vil hellere tale design, og forsimple metaforen fra bygningens navn ved at beskrive sin praksis og tilgang. “Der var meget at bygge bro over”, siger han og minder os om, at der er gået seks årtier siden det blev færdigbygget i 1955, så både teknologier, planlægningsproblemer, livsstil, kønsroller, klimaforhold og komfort har ændret sig radikalt.

En modernistisk perle

Stephen Jolson forandrede flere områder af Russell Boyds oprindelige kileformede plan, med ønsket om at efterlade en mere åben struktur. Huset er møbleret med luksuriøs enkelhed, og de allerede eksisterende møbler produceret til huset blev bevaret i opholdsstuen.
Men lad os vende tilbage til 1953 for bedre at forstå, hvorfor Boyds ‘Bridge House’ berettigede til en fredning. Designstemningen på det tidspunkt i Melbourne var en af geometrisk taktløshed, strukturel eksibisionisme og stærk kritik. Boyd var en af periodens mest tydelige stemmer, indflydelsesrig lærer og arkitektonisk eksponent. Som partner i Grounds, Romberg og Boyd (dannet i 1953), og en del af en af australiens mest berømte kunstdynastier, genskabte han synet på det lille ‘forstadsslot’. Boyds argument om, at den ‘essentielle helhed’ ikke skulle underordnes bestemte egenskaber – fordømmende destilleret i titlen på sin bog ‘The Australian Ugliness’ (1960) blev indbegrebet af ‘Bridge House’. Det var en ekstraordinær designløsning til de meget begrænsende forhold på et dramatisk skrånende jordstykke. Med sin innovative planlægning og strukturelt dristige forsøg, blev huset betragtet som en modernismens perle i Melbourne.

Ingen ændringer af stålkonstruktionen

Vi spoler hurtigt frem til 1980’erne og her tilføjes yderligere plade til de tre etager, fordi en anden ejer ønskede et mindre udtryksfuldt formsprog. Den del skulle også ind i arkitekt Stephen Jolsons ligning. Men han tog sine holistiske briller på og restaurerede den oprindelige struktur af stål, udskiftede trævinduerne med nye pulverlakerede stålmodeller, samt flyttede hoveddøren uden at flytte eller ændre nogen former for metalkonstruktioner.

C Bridge 4 1024x684 - Bridge House Down Under
Jolsons ide med det skulpturelle egetræsindkapslede cirkulære kælderrum tilfører endnu et unikt strejf til huset.

Jolson brugte en del tid på at få det nødvendige overblik over de mange ideer, udarbejdede derefter detaljerede planer for hvordan de skulle indarbejdes, for derefter at fastlægge løsningsmulig­hederne. Pladsen til et forrådskammer fordobles for at give plads til datterens udfoldelser indenfor keramik, musikrummets mur af spejle skubbes til side og en bar dukker op bag, en skydedør i køkkenet skjuler hylder med service og skåle, og de specialdesignede radiatorer går næsten i et med omgivelserne.
Boyd udtænkte to eliptiske stålrammer til at understøtte de længde­gående vinduer (et revolutionerende system han udviklede sammen med virksomheden Stegbar, som stadig eksisterer den dag i dag) – det gav nemlig den maksimale udsigt fra soveværelset.

C Bridge 7 1024x684 - Bridge House Down Under
Jolson slog flere værelser sammen i forhold til Boyds oprindelige kileformede plan. Han restaurerede den originale stålkonstruktion, erstattede vinduesrammerne med nye pulverlakerede stålmodeller og fik specialfremstillet sorte radiatorer, der er skjult lodret langs stålvinduets rammer. Huset er stadig møbleret med mange af de eksisterende møbler. Gårdhaven anes ude til venstre.

I badeværelset skabte Jolson en kølig hule, gulvet blev belagt med italienske fliser fra Signorino Tile Gallery og pakket ind i bølgende vægge. Han specialdesignede også det æggeformede badekar.
Synligt allerede fra hoveddøren, blev køkkenbordet udført med egetræshylder. Det går videre til musikrummet, hvor Joshua Yeldhams 2012-maleri Lion Island – Pittwater og en massiv egetræslampe designet af Dan Yeffet og Lucie Koldova for Brokis, blot understøtter det brede spektrum af okkerfarver.

Modernitet er ikke et øjeblik

Selvom han kunne være gået all-the-way med en hyldest til interiørstilen fra 50erne, som ofte passer godt til Boyds bygninger, lavede Jolson en low-key løsning, der dog alligevel bringer huset ‘tilbage’ – blot på en mindre bogstavelig måde. Hvad ville Boyd mon sige til det?
“Vi har givet bygningen lov til at trække vejret igen,” siger Jolson, og indrømmer brug af lidt flere materialer end mesteren måske ville have tilladt. “Men jeg tror, han ville have værdsat vores styrkelse af hans hensigt og vores engagement – for modernitet er en udvikling, ikke et øjeblik,” slutter han. •