Dette berømte hus i Melbourne blev renoveret af arkitekt Stephen Jolson, næsten 60 år efter det blev bygget.
Tilladelsen til at ændre et af de mest fremtrædende huse fra en af Australiens største arkitekter, ville få de fleste til at ryste på hænderne. Når det så drejer sig om det strukturelt udtryksfulde ‘Bridge House’ (opkaldt efter dens dominerende ellipseformede truss af metal) af Robin Boyd (1919-1971), kunne forventningens tyngde sagtens være knusende.
60 år er lang tid
Arkitekt Stephen Jolson fortæller: “Både Robin Boyd Foundation og kommunen var meget praktiske omkring det. De sagde: “Hvis du kan foretage dine ændringer uden at bringe integriteten i det oprindelige design i fare, så støtter vi dig.”
Han nedtoner vanskeligheden ved arbejdet med Boyds 60 år gamle arkitektur, samtidig med at han skulle imødekomme en ung families ønsker, hvor ord som kreativitet, klavertimer, vinaftener og wi-fi var betydningsfulde faktorer. Men han vil hellere tale design, og forsimple metaforen fra bygningens navn ved at beskrive sin praksis og tilgang. “Der var meget at bygge bro over”, siger han og minder os om, at der er gået seks årtier siden det blev færdigbygget i 1955, så både teknologier, planlægningsproblemer, livsstil, kønsroller, klimaforhold og komfort har ændret sig radikalt.
En modernistisk perle
Stephen Jolson forandrede flere områder af Russell Boyds oprindelige kileformede plan, med ønsket om at efterlade en mere åben struktur. Huset er møbleret med luksuriøs enkelhed, og de allerede eksisterende møbler produceret til huset blev bevaret i opholdsstuen.
Men lad os vende tilbage til 1953 for bedre at forstå, hvorfor Boyds ‘Bridge House’ berettigede til en fredning. Designstemningen på det tidspunkt i Melbourne var en af geometrisk taktløshed, strukturel eksibisionisme og stærk kritik. Boyd var en af periodens mest tydelige stemmer, indflydelsesrig lærer og arkitektonisk eksponent. Som partner i Grounds, Romberg og Boyd (dannet i 1953), og en del af en af australiens mest berømte kunstdynastier, genskabte han synet på det lille ‘forstadsslot’. Boyds argument om, at den ‘essentielle helhed’ ikke skulle underordnes bestemte egenskaber – fordømmende destilleret i titlen på sin bog ‘The Australian Ugliness’ (1960) blev indbegrebet af ‘Bridge House’. Det var en ekstraordinær designløsning til de meget begrænsende forhold på et dramatisk skrånende jordstykke. Med sin innovative planlægning og strukturelt dristige forsøg, blev huset betragtet som en modernismens perle i Melbourne.
Ingen ændringer af stålkonstruktionen
Vi spoler hurtigt frem til 1980’erne og her tilføjes yderligere plade til de tre etager, fordi en anden ejer ønskede et mindre udtryksfuldt formsprog. Den del skulle også ind i arkitekt Stephen Jolsons ligning. Men han tog sine holistiske briller på og restaurerede den oprindelige struktur af stål, udskiftede trævinduerne med nye pulverlakerede stålmodeller, samt flyttede hoveddøren uden at flytte eller ændre nogen former for metalkonstruktioner.
Jolson brugte en del tid på at få det nødvendige overblik over de mange ideer, udarbejdede derefter detaljerede planer for hvordan de skulle indarbejdes, for derefter at fastlægge løsningsmulighederne. Pladsen til et forrådskammer fordobles for at give plads til datterens udfoldelser indenfor keramik, musikrummets mur af spejle skubbes til side og en bar dukker op bag, en skydedør i køkkenet skjuler hylder med service og skåle, og de specialdesignede radiatorer går næsten i et med omgivelserne.
Boyd udtænkte to eliptiske stålrammer til at understøtte de længdegående vinduer (et revolutionerende system han udviklede sammen med virksomheden Stegbar, som stadig eksisterer den dag i dag) – det gav nemlig den maksimale udsigt fra soveværelset.
I badeværelset skabte Jolson en kølig hule, gulvet blev belagt med italienske fliser fra Signorino Tile Gallery og pakket ind i bølgende vægge. Han specialdesignede også det æggeformede badekar.
Synligt allerede fra hoveddøren, blev køkkenbordet udført med egetræshylder. Det går videre til musikrummet, hvor Joshua Yeldhams 2012-maleri Lion Island – Pittwater og en massiv egetræslampe designet af Dan Yeffet og Lucie Koldova for Brokis, blot understøtter det brede spektrum af okkerfarver.
Modernitet er ikke et øjeblik
Selvom han kunne være gået all-the-way med en hyldest til interiørstilen fra 50erne, som ofte passer godt til Boyds bygninger, lavede Jolson en low-key løsning, der dog alligevel bringer huset ‘tilbage’ – blot på en mindre bogstavelig måde. Hvad ville Boyd mon sige til det?
“Vi har givet bygningen lov til at trække vejret igen,” siger Jolson, og indrømmer brug af lidt flere materialer end mesteren måske ville have tilladt. “Men jeg tror, han ville have værdsat vores styrkelse af hans hensigt og vores engagement – for modernitet er en udvikling, ikke et øjeblik,” slutter han. •
