Louis Poulsen sender dette efterår to nye PH-lamper på markedet i en særlig Limited Edition. De er skabt i rå messing, der med tiden vil få en smuk patina
Det er snart 100 år siden, at Poul Henningsen skabte sit berømte tre-skærmsystem. Han skabte frem til sin død i 1967 hundredvis af lamper baseret på de tre skærme af opalglas, hvor de to mindste er nedskaleret i forhold til den største i forholdet 3:2:1. Det interessante ved PH’s design er, at det stadig er muligt at tage afsæt i hans værk og skabe ny og moderne belysning til et hjem anno 2022. Og den opgave har Louis Poulsen taget på sig. De sender dette efterår to PH-lamper på markedet i en særlig Limited Edition i rå messing. De nye lamper, der kun sælges fra den 1. oktober til 31. december, er en PH 3/3 Pendel og bordlampen PH 3/2. De er begge skabt i rå messing, der over tid vil patinere. Pendlen leveres med en baldakin til loftsmonteringen i messing. Samme materiale er anvendt til den øverste skærm. De to nederste glasskærme er i opalglas. PH 3/3 er karakteriseret som en pendel i ’fuld størrelse’, der trods sit kompakte udseende har en skærm på knap 30 cm. Skærmene i opalglas er blanke ovenpå og sandblæst matte på undersiden, hvilket giver en meget blød og ensartet lysfordeling. På grund af sit design er pendlen velegnet til at blive placeret højt i et rum. Også bordlampen PH 3/2 Limited Edition leveres i rå messing. Både bordlampe og pendel er på fatningshuset udstyret med PH’s initialer. Bordlampen og pendel har i denne Limited Edition en vejledende pris på henholdsvis 13.695 kr. og 12.595 kr. Set på www.louispoulsen.dk
Whisky & messing
Selv for et utrænet øje, er det ikke svært at få øje på den store møbelkunst som Finn Juhl lagde for dagen, da han designede sin Whiskystol tilbage i 1948. Fine samlinger, bløde svungne linjer og en elegant bakke i poleret messing til whisky-glasset. Det er næsten med løftet om overvældende komfort og tid til fordybelse, at denne stol kalder på én. Denne sommer har House of Finn Juhl relanceret stolen i en udgave i amerikansk valnød, mens polstringen er skabt i tekstil (Kjellerup Væveri) og læder. Det højre armlæn folder sig ud med plads til en halv-rund messingplade, der kan foldes ud til en helcirkel med plads til whiskyglasset. Benene er også beklædt med ’fødder’ i messing. Det venstre armlæn er smallere, så det højre matcher formen perfekt, når to stole sættes sammen. De første 250 stole er nummererede og leveres med et mundblæst whiskyglas og en fin single malt whisky fra Stauning Whisky. Glasset er skabt af glasmageren Mikkel Yerst i Silkeborg. ”På en måde er det en stol, der siger alt om Finn Juhls designs. Hans tegnede møbler uden at give det kommercielle aspekt mange tanker. Whiskystolen var et eksklusivt møbel, der aldrig kom i produktion,” fortæller Hans Henrik Sørensen, medstifter af House of Finn Juhl. Selvom der i slutningen af 1940-erne ikke var noget stort marked for den slags ekstravagante møbler, er det alligevel en stol, hvor Finn Juhl på smukkeste vis har forenet hans kunstneriske sans for formgivning, funktion og detaljer. Og med relanceringen fås stolen nu som et legende og næsten politisk ukorrekt statement, der nemt glider ind i et moderne hjem. Set hos Brdr. Friis til 69.969 kr.
Arkitekten Anthony Orelowitz har designet et enestående hjem til sin familie. Et hjem som giver betydningen af at bo i en storby helt ny mening. Og i processen har han tillige skabt sit yndlingsrum i byen.
“I Johannesburg er der ingen bjerge,” siger arkitekten Anthony Orelowitz. ”Der er heller ikke noget hav.” Hans referencepunkt er Table Mountain i Cape Town, som løber med megen af den arkitektoniske opmærksomhed i Sydafrika. ”Dér virker det som, at alle huse vender udad i håb om at få et glimt af Atlanterhavet. Eller et kig til det altdominerende Table Mountain syd for byen. I Johannesburg er du tvunget til at skabe dit eget habitat. Dit eget hjem. Din egen udsigt.” Det er i bund og grund hans beskrivelse af Johannesburgs urbane karakter: Fladt og uden store bjerge. Og det var dét udgangspunkt, han tog afsæt i, da han designede sit eget hjem i storbyens skovklædte forstæder. Anthony Orelowitz beskæftiger sig hovedsageligt med erhvervsbyggeri. Hans tegnestue, Paragon, har skabt nogle af byens mest betydningsfulde arkitektoniske vartegn. ”Men jeg havde ikke tegnet en familiebolig i 15 år.” Ikke desto mindre skabte han sammen med arkitekten Elliot Marsden og indretningsarkitekten Julia Day en storslået vision, der rummede alt det som et hjem i Johannesburg skal indeholde. En bolig der på en og samme tid passede perfekt til byen og alligevel skilte sig markant ud fra naboernes huse.
En lille ø i forstads-havet Grunden, som det nye hus skulle bygges på, havde tidligere været en tennisbane med en lang indkørsel, der strækker sig fra enden af en vendeplads med nabohuse til alle sider og langt fra hovedvejen. Det føltes som en lille selvstændig ø med store ’jungleagtige’ træer i forstædernes uendelige hav. Indretningsarkitekten Julia Day deltog i projektet fra dets allertidligste stadier. På den måde sikrede Anthony Orelowitz sig, at ideerne, der drev byggeprojektet, var bæredygtige helt ned til den mindste detalje. Og slog igennem i den endelige indretning af familiens nye hjem. ”At arbejde med på dette projekt var en byggeopgave som ingen anden, jeg nogensinde har taget del i,” fortæller Julia Day og fortsætter: ”Alle detaljer i husets design blev skræddersyet og tilpasset til byggeriet, som det skred frem.” Hun erindrer blandt andet, at hun var tvunget til at redesigne hele badeværelser så flisernes mønster blev perfekt og holdt de rette linjer i rummene og flugtede med dørene. Beskæring eller ujævne fliser blev bare ikke accepteret. Design, konstruktion, byggeri og indretning var en endeløs proces med daglige forandringer, der udviklede sig efterhånden, som det tog form. For at kunne skabe sit eget private habitat – bosted – tog Anthony Orelowitz afsæt i en af arkitekturens arketyper: Nemlig atriumhuset. Med et indre gårdrum der smyger sig rundt om husets indvendige facader, kreerede han et fredfyldt frirum i husets hjerte under den blå himmel. Et sted han kalder sin ’egen private oase i storbyen’. Bygningerne er i al hovedsag en serie pavilloner med store skydedøre og skodder, der kan åbnes og lukkes alt efter behov. Og som næsten uendeligt kan rekonfigurere en sand mosaik af rum på forskellig vis. Arkitekterne og ingeniørerne måtte konstruere et særligt skinnesystem for at kunne håndtere de tunge glaspartier i skydedørene.
Gårdrum er husets hjerte I stedet for blot at omkranse gårdrummet, valgte Anthony Orelowitz så at sige at presse det omgivende landskab gennem pavillonerne og ud til alle kanter af gården. ”Grundplanen og huset ydre omgivelser skyller gennem bygningerne. Fra et rum til et andet. Det er med til at skabe en masse ’sekundære gårdrum’ rundt om i huset, hvor pavillonerne åbner sig op mod flere små private og fredfyldte kroge, og hvor de afgrænsende mure praktisk talt smelter sammen med husets vægge.” Trods dets lange, lavtliggende fremtoning i landskabet, rejser huset sig alligevel og skaber et øvre niveau i højde med trætoppene. ”Næsten som et træhus for voksne,” fortæller Anthony Orelowitz. Det er en effekt, der skaber en oplevelse af, at rummene er strikket sammen på den lodrette led såvel som horisontalt. Det trækker én op til terrasserne med samme kraft som huset og haverne gør det i jordhøjde. For at have styr på proportioner og vinkler tegnede han huset ’oppe-fra-og-ned’. Soveværelserne blev placeret i grundplanet under træernes skygger, mens opholdsområderne – sammen med en pool – er placeret på det øvre niveau. Men naturligvis er pool’en udstyret med koøjer med frit udsyn til gårdhaven nedenfor. At placere soveværelserne nederst i huset var et bevidst valg, der ikke blot handlede om ro. ”Jeg elsker at vågne om morgenen og kunne ’touch ground’ og vide, at jeg næsten befinder mig i skoven, når jeg går ud i gårdhaven.” Designets rene og klare, enkle sprog er næsten uundgåeligt endt med at blive lidt af et vidunder af moderne ingeniørkunst. Som eksempelvis de brutalt stærke bjælker, som snor sig rundt om huset om end de er gemt godt af vejen bag kaskader af planter, så man næsten ikke aner, at de er der. Et andet eksempel er det flydende loungegulv, der hviler på en 90 millimeter tyk stålbøjle fastgjort i loftet. En løsning der trodser tyngdekraften.
Tropisk minimalisme Julia Day siger, at den nænsomt kontrollerede palet af interiør-løsninger blev valgt ud fra et hensyn om at skabe et naturligt og taktilt image i husets indretning. Selv taler Anthony Orelowitz om sit ønske om at få et nærmest sensorisk feedback, når man berører overfladerne rundt om i huset. Fra væggene til gulvene. ”Det er en kvalitet ved huset, der giver ny energi,” siger han. Den rå sensitive oplevelse med de ru sten, planternes frodighed og den elementære tilstedeværelse af luft og vand er designgreb, der bevæger sig væk fra den europæiske minimalisme og i stedet nærmer sig den frugtbare, sensuelle og ikke mindst tropiske minimalisme, som man finder tidlige eksempler på i Brasilien. Den taktile, håndgribelige og stærke fokus på naturlige byggematerialer leverer en vis jordnær stemning i husets indre. En følelse, der forstærkes af den måde lysets kommer ind på, og måden hvorpå luften flyder hen over en dam for så at strømme op gennem i et ovenlys i loftet. Det handler om bevægelse og forskellighed i temperaturen.
Magien arbejder Arbejdet med detaljerne har også den konsekvens, at overgangen mellem husets indre og ydre omgivelser er glidende. Næsten umærkelig. Væggene og lofternes træbeklædning er så minutiøst udført, at man ikke lægger mærke til hverken døre eller vinduer. Belysningen – hvoraf meget er skabt unikt til dette hus – er også designet og skjult, så det om aftenen og natten skaber et lys-flow, der er konsistent med det ydre. Virkningen er magisk. På trods af husets slanke, rene linjer sammenligner Anthony Orelowitz alligevel sit hus med Hogwarts skolen i Harry Potter-universet. Ikke på grund af middelalderlige stentrapper eller voluminøse pejse. Nej, det handler om hemmelige passager og trick-døre. ”Her har vi også forsøgt at skabe hemmelige passager og skjulte rum bag ved andre rum.” Måden som vægge og skærme kan åbnes og lukkes i huset betyder, at det næsten som ved hekseri kan ændres. Det skifter hele tiden form og størrelse. ”Lige som i et teater,” siger han. Og så er huset udstyret med nogle helt fantastiske features, så som det 20 meter lange og tre meter brede ovenlysvindue, der kan kontrolleres via en app på Anthony Orelowitz’ smartphone. Det løber i husets fulde længde. Fuldstændigt magisk drager det husets ydre omgivelser ind i interiøret. ”Væggene er slet og ret planter,” fortæller han med reference til den lodrette have, der følger husets samlede længde på første sal.
Skjulte rum Julia Day har fortsat denne fornemmelse af overraskelse og opdagelse overalt i indretningen. Ikke mindst i den måde, hun har designet skabe og vægpanelerne på for at kunne skjule alt fra tøj og anden opbevaring til hele rum. Påklædningsværelser og køkkenet bagerst i huset åbner op bag ved, hvad der ved første øjekast ligner ubrudte vægpaneler. Det har også den effekt, at det i praksis nedskalerer oplevelsen af husets størrelse til et behageligt og overskueligt omfang. Selv om der er gjort store anstrengelser for at skabe skjulte rum og funktioner overalt i huset, har Julia Day brugt sine magiske evner til at sikre, at de åbne og forbundne opholdsområder faktisk er beboelige, så familien kan fylde dem med liv. Hun pointerer, at de store volumniøse rum også skaber behov for at skabe små kroge og lommer som kan give en mere intim og hyggelig stemning. Det er efter hendes opfattelse vigtigt, at åben-plan-indretning også skaber plads til, at beboerne kan være ’alene sammen’. Så lige så meget som hun har respekteret arkitekturen i sit valg af møbler, har hun sørget for, at huset føles lige så komfortabelt, indbydende og beroligende, som det er overraskende og dejligt. På inspirationsfronten har hun trukket meget på designs fra De Padova og Ligne Roset, Wiener GTV Design og lokale designere som Haldane Martin. Hun påpeger, at ikke kun de enkelte møbler og indretningselementer er smukke, men de fungerer i et smukt samspil uden at konkurrere. Hun foretrak et lavtliggende design, ofte lette, temmelig gennemsigtige stykker, der ikke afbryder synslinjer eller ødelægger udsigten eller følelsen af flydende, sammenhængende rum.
Samtidig søgte hun efter designløsninger, der var stærke nok til at holde deres egne værdier og ikke blive ’tabt’ i rummet. “Huset leverer en oplagt mulighed for at integrere skulpturelle elementer,” siger hun. De arkitektoniske former på Haldane Martins udendørsmøbler bragte for eksempel sproget i husets “hårde skal” ind i en anden dimension. Men måske endnu vigtigere, tænkte hun meget nøje over kvaliteten af det rum, de enkelte møbler skaber omkring sig, så møblerne fungerede i overensstemmelse med den præcist koreograferede arkitektoniske bevægelse og sammenhæng. De stærkt forbundne rum betød, at hun hele tiden skulle overveje, hvordan møblerne ville lade sig ’oversætte’, som man så det fra forskellige udsigtspunkter i hele huset. På samme måde undgik hun designs, der så “overdrevent funktionelle ud”. Køkkenet var mere tænkt som et socialt område, hvor man både kunne lave mad og underholde frem for et traditionelt køkken. Interiøret var en øvelse i at arbejde med mange lag, og om at artikulere og komplementere arkitekturen frem for blot at skabe løsrevne dekorative elementer. Naturlige teksturer ses i tekstilvalgene, som bevarer følelsen af en jordnær og autentisk materialitet. Farverne er trukket fra vandet, løvet, himlen og sten, der er et match, der samler oplevelserne fra interiøret og haven.
Subtile variationer For at bevare følelsen af enkelhed er der arbejdet med små subtile variationer i farvetekstur og materialer. Det er den samme granit, der er hamret til klinker her, men anvendt som knust sten og sandblæst på væggene der. Det forhindrer, at indretningen kommer til at virke for ensformig eller steril. Julia Day har helt åbenbart arbejdet med stor forkærlighed for de håndlavede elementer. ”Følelsen af den menneskelige berøring og det uperfekte er med til at bringe varme og menneskelighed til rummet,” fortæller hun. Til tider gik hun endda så langt som til at inkorporere det, hun kalder det ”anti-perfekte” og gøre noget bevidst ’forkert’. Den mønstrede flisebelægning på den opmurede udendørssofa i den centrale gårdhave bryder for eksempel reglerne, men introducerer noget finurligt og forfriskende, der stemmer overens med stedets ånd. Julia Day citerer Vico Magistretti, der har designet en række af hendes yndlingsmøbler, nogle af dem inkluderet i huset: ”Enkelthed er det sværeste at opnå.” Det er en effekt mere end et sæt regler. Hemmeligheden forbliver dog i detaljerne, i at kunne opretholde en klar vision fra den ’store idé’ til den mindste detalje. En sådan omhyggelig opmærksomhed betaler sig naturligvis kun, hvis ideen er overbevisende i første omgang. Hvis den er det, har du skabt et arkitektonisk vartegn. Ideen er ophøjet. I dette tilfælde var tanken ikke så meget at skabe en bygning eller et hus i traditionel forstand. Det handlede mere om at skabe et rum. ”Et sted som kan gøre dit hjem til dit yndlingsrum i byen,” slutter Anthony Orelowitz. Den åbne gårdhave i hjertet af dette hjem er svar nok i sig selv. Og en åben invitation til at selv at gøre det.
På en bakketop i det sydøstligste Sicilien har arkitekten Daniella Rao Rubera skabt et refugie til familien. Et traditionelt landhus er transformeret til en pragtfuld villa, der tilmed fungerer som et Bed & Breakfast- tilbud til rejsende fra nær og fjern.
For at komme hertil er det nødvendigt at krydse Val di Noto-regionen og sigte mod Siciliens allersydligste punkt. Til et frugtbart sted midt mellem de to slettes byer Ispica og Pozzalo. Når man når frem belønnes man med et regulært postkort-landskab. Et frodigt grønt område slettes rigt beplantet med Johannesbrød-træer og århundredgamle olivenlunde. Målet – Refugio Lanzagallo – nås efter et par uasfalterede vejsving ved den lille landlige bebyggelse Masseria fra starten af det 20. århundrede. Her har den lokale arkitekt Daniella Rao Rubera renoveret og transformeret det gamle hus, så det i dag står som et strålende manifest for hendes arbejde. Det gamle, næsten faldefærdige, hus besad en uimodståelig tiltrækningskraft. Det var næsten som om, de gamle mure øverst på bakken med en fantastisk udsigt ud over havet kaldte på hende – og på en stærkt tiltrængt renovering. Tanken var, at det gamle hus skulle fungere som familiens sommerhus. Men efter Corona-nedlukningen af hele det italienske samfund besluttede hun at gøre flytningen permanent. ”Jeg har mange minder fra min barndoms ferier på Sicilien. Vi boede i Cagliari på Sardinien. Og jeg husker tydeligt, hvordan vi rejste med færgen til Messina og hvordan vi ankom til min bedstemors hus,” fortæller Daniella Rao Rubera. Efter at have boet en tid i Belgien med sin egen familie var det som at rejse tilbage i tiden og vende tilbage til et liv tæt på havet. ”Fra vores gård er der blot ti minutters gåtur til ud til havet. Den har en nærmest strategisk position. Det er dét sted, der er længst væk fra Nordeuropa. Midt i de Hybleanske bjerge. En bjergkæde i det sydøstlige Sicilien, der ofte omtales som Trinacria-regionens Schweiz. En velstående region hvis rigdom stammer fra kvægavl og landbrug.
Klassisk og robust arkitektur Hendes landejendom består af to klassiske bygninger, hvis mure er opført af sten fra den nærliggende by Modica. De ligger vinkelret på hinanden som et stort L. Den ene bygning – ’La Stallone’, blev i en anden tid brugt som husly for gårdens dyr, men huser i dag familiens opholdsområde og soveværelser. Det tidligere stuehus, hvor der blev produceret ost og røget ricotta, fungerer i dag som et anneks med gæsteværelser, der fungerer som et siciliansk Bed & Breakfast. Husets former og rum står imidlertid som de traditionelt har gjort det på disse klassiske og robuste italienske gårdhuse med sine buer og glimt til havet. Disse stenhuse – også kaldet ’Baglio’ (befæstet gård) var opført solidt for at beskytte både mennesker og dyr. ”Jeg restaurerede bygningerne med lige dele nye eksperimentelle træk og en næsten filologisk omhu for både husets og områdets sprog og kultur. Jeg brugte tre år på at konsolidere hvælvingerne, restaurere gårdens brolægning og husenes vægge. Samtidig forsøgte jeg at rekonstruere de manglende bygningsdele og genskabe fugerne mellem stenene. Det krævede en omfattende ’jagt’ i hele regionen efter dygtige håndværkere, der stadig mestrede de traditionelle byggeskikke. ”
Daniela Rao Rubera har udvidet de eksisterende dør- og vinduesåbninger for at øge lysindfaldet i rummene. Hun har designet nye smedejernsdøre og vinduesrammer som en hyldest til den post-industrielle æra. Dog med en tilføjelse i form af sicilianske træskodder, der har fået et mere moderne touch. Men tidens ælde og de pudsede vægges patina med sodpletter fra den gang, beboerne producerede deres røgede ricotta-oste er forblevet som de var. Der var alligevel intet, der kunne forbedre deres tilstand.
I husets indre er historiens spor tydelige. Om end de eksisterer i tæt samspil med en mere urban livsstil. ”Ideen var at opbløde den meget rustikke stil, så vi fik et mere nutidigt hjem.” Daniella Rao Rubera har blandet sin indretning med nogle få designermøbler, som hun har arvet efter sin far. Sammen med tekstiler i et traditionelt design og nogle antikke elementer, har hun skabt et varmt og indbydende hjem. Men størstedelen af interiøret har hun selv designet. Som for eksempel FENIX-køkkenet, spisebordet skabt af appelsintræ, smedejernstrappen og skabene i soveværelserne. For slet ikke at tale om badekarret støbt i beton i badeværelset. Alene dømt ud fra materialevalget og de rene linjer i designet, vil mange sikkert mene, at de altid har været der.
Bridgehampton er et lille eksklusivt samfund på Long Island. En legeplads for New Yorks elite. Her har byggematadoren Joe Farrell specialiseret sig i at bygge store voluminøse villaer i millionklassen. Som denne luksusvilla med egen golfbane på taget.
De kalder ham ”Mr. Megamansions”. Simpelthen fordi han bygger moderne faraoniske palæer i Bridgehampton og omegn. Navnet er Joe Farrell. Som regel har han her på Long Islands nordlige ende bygget luksushuse til New Yorks berømtheder og finansfyrsterne på Wall Street, der blot ligger en god times bilkørsel væk. Men denne gang var den 10.000 kvadratmeter store ekstravagante bolig bestemt for ham selv. Det skyldes måske den ekstraordinære fine beliggenhed blot nogle få meter fra Atlanterhavets kyst. En lille slentretur fra den to-etagers villa, og man kan mærke det fine strandsand mellem tæerne. Det er et ultramoderne hus, hvis konstruktion har et absolut maskulint præg. Skarpe vinkler, rene linjer og tør geometri er de designgreb, der gør villaen ekstraordinær. Trods stor erfaring med at bygge luksusvillaer til de rige og kendte, overlod Joe Farrell trygt indretningsarbejdet til den kendte newyorker-arkitekt Kenneth Alpert, der ejer KA Design Group i storbyen. De har flere gange løst designopgaver for Farrells byggeselskab.
Her er der tale om 10.000 m2 ren luksus få meter fra stranden på Long Island
”Det var en stor udfordring at skabe et designsprog til denne modernistiske villa. Ikke mindst fordi jeg ønskede at blødgøre den stringente arkitektur og snige nogle varme noter ind i bygningen. Hovedsageligt ved at lege med teksturer og farver i rummene,” fortæller Kenneth Alpert. Den farve, der spiller den største rolle i designet, er marineblå. En farve der er bøjet i et utal af forskellige nuancer – ofte i dialog med den grå farvepalet. Til sammen er dét husets kromatiske designidentitet. Det er en kombination, der går igen i møbelpolstring, puder, store tæpper (med en næsten optisk effekt) og tapeternes baggrundsnuancer.
Møblementet er primært i et moderne amerikansk design. Sofaer, borde og andet inventar er perfekt placeret i et stringent samspil med interiørets firkanter og vinkler. Især i den praktisk talt glasindkapslede opholdsstue opstår der en næsten philharmonisk synergi, der udstråler både komfort og ro. Et designmiljø, der for alvor skiller sig ud, er den arkitektoniske blok, som pejsen udgør. Den er kreeret af Aluminium Art Panels. Et New York-firma, der har specialiseret sig at skabe dekorative belægninger. I Joe Farrells villa er pejsen dækket af glaspaneler, der giver en kraftfuld effekt, der kan minde om marmor. Et særligt rum i huset er reserveret til Joe Farrells store passion: Billiard. Og naturligvis er billiardbordet helt exceptionelt. Det er både en designmæssig og teknologisk perle skabt af MBM Biliardi, der er et italiensk verdensledende firma på dette felt. Bordet – der bærer navnet ’Ziggurat’ – er konstrueret på en roterende base, der giver mindelser om de gamle egyptiske trappepyramider.
Joe Farrell elsker billard. Det er sammen med hans kærlighed til samtidskunst hans store passioner. Over alt i huset ses snesevis af værker, han i tidens løb har erhvervet sig. Især hans samling af malerier og fotokunst er med til at forstærke boligens iboende energi. Det er værker af historiske mestre som avantgardisten Roy Lichtenstein – en af popkunstens apostle. Eller nye talenter som colombianske Ancizar Marin, hvis værk ’Wall Climbers’ klatrer op ad væggen i trapperummet, der led op til husets anden etage. Det illuderer fremdrift serveret med en knivspids af ironisk distance. Elementer der komplementeres af en sølvfarvet gobelin af Philip Jeffries. Trapperummet er badet i lys fra det enorme vindue, der giver et fint view ud over haven og swimmingpool’en.
Husets fantastiske soveværelser finder man på villaens øvre etage. Her spiller lyset en stor rolle i interiøret. Lysdesignet er skabt af Robert Soneman, der er en magiker på sit område. Han har her arbejdet med såvel funktion som ønsket om at give rummet dybde og samtidig fremhæve arkitektoniske detaljer. Det er i særdeleshed et helt specielt hus, Joe Farrell har opført til sig selv. Beliggenheden fås ikke bedre – og alle interiørløsninger er fra den øverste hylde. Det rummer hele syv soveværelser, overalt er der næsten 3,5 meters loftshøjde og en elevator fører op til en elegant tagterrasse komplet med udekøkken og en fem-hullers golfbane til at perfektionere putting-teknikken. Det er rendyrket luksus yderst på Long Island. Og et hus der kræver en store opsparing. For der skal smides mindst 25 millioner dollars på bordet for at kunne købe det.
Den blev tegnet helt tilbage i 1940-erne. Af en af Danmarks største arkitekter og designere: Vilhelm Lauritzen. Han skabte den – næsten – kuglerunde lampe med det funktionelle navn Studio. Den skulle med grønt eller rødt glas vise om der var en optagelse i gang i Radiohusets studier.
Den er enkel. Næsten organisk. En bund af børstet messing eller med matsort lakering. Og en mundblæst hvid glaskuppel, der giver et blødt diffust lys. Smuk på et bord. I en vindueskarm. Eller såmænd på gulvet i et stuehjørne. Navnet er ’VL Studio’. En lampe med en funktion. For den er tegnet af en af Danmarks mest betydende arkitekter, Vilhelm Lauritzen, der i starten af 1940-erne tegnede Radiohuset på Rosenørns Allé i København. Oprindeligt blev den placeret på gangene uden for radiostudierne med en glaskuppel i rødt eller grønt mundblæst opalglas, som et simpelt og effektivt signal om at være stille, hvis der var optagelser eller udsendelser i gang. Radiohuset var et ’Gesamtwerk’, hvor Lauritzen ikke alene slog stregerne til den moderne funkisbygning, der stod færdig i 1945. Han tog sig også kærligt af alle interiører og detaljer i det nye Radiohus. Ikke mindst designede han i samarbejde med Louis Poulsen en bred kollektion af lamper til det moderne byggeri. Nu har Louis Poulsen så genoplivet Lauritzens Studio-lampe, der fås i tre størrelser med en diameter på henholdsvis 15, 25 og 32 cm. Den mindste størrelse er identisk med de lamper Vilhelm Lauritzen designede til Radiohuset. De større versioner egner sig både som bord- og gulvlampe. Lamperne fås med et blankt opalt mundblæst trelagsglas, der giver et blødt og diffust lys. Med sin enkle æstetik giver VL Studio et moderne touch og en varm stemning til hjemmet. Set på www.louispoulsen.dk til priser fra 2.495 kr. for den sortlakerede version og 3.295 kr. for messingudgaven.
Et blidt glas rosé i glasset. Og selv når fuglekvidret forstummer og solen går på hæld, kan den danske sommeraften være både magisk og mild. Og hvorfor ikke nyde stemningen med et blødt lys på havebordet. Som eksempelvis Pantons ledningsfri Panthella-lampe.
Klassisk design og ny teknologi. Det er ikke nødvendigvis et ’match made in heaven’. Men det er til gengæld svært at ødelægge Verner Pantons ikoniske designerlampe fra 1971: Panthella. Det er en bordlampe, som skiller sig ud. Et design hvor både skærmen og foden fungerer som en reflektor, der leverer et blødt og blændfrit lys. Og nu har Louis Poulsen så klippet ledningen over og erstattet den med et batteri, der nemt oplades via et USB-stik. Panthella Portable Metal blev lanceret sidste år som en markering af 50 året for Pantons design. Og nu er den så også kommet i en frisk orange farve. Størrelsen er en anelse nedskaleret i forhold til Pantons oprindelige Panthella-design: Den måler godt 23 cm i højden. Foruden den orange udgave fås Panthella Portable Metal nu også i hvid, sort og lys rosa. Resultatet er en yderst fleksibel og charmerende lille bordlampe, der kan bruges overalt. Metalskærmen og den trompetformede fod giver en lidt anderledes belysning i forhold til den transparente skærm, som Panthella Portable Opal er udstyret med. Lampen oplades via et USB-stik og er let at tage med rundt i boligen eller på terrassen, hvor der ikke umiddelbart er adgang til et strømstik. Lampen har desuden indbygget lysdæmpning med tre trin. Set på www.louispoulsen.dk til 1.995 kr.
Stilfuld ud over alle grænser. Skabt af Arne Jacobsen til mødelokalerne i et hans hovedværker. Danmarks Nationalbank i det centrale København. Nu fås den i Fritz Hansens jubilæumsudgave i en fuldpolstret version med kastajnefarvet læder.
Den sidste stol Arne Jacobsen tegnede inden sin død i 1971 blev Liljen. Som en kopi af naturens vidunder inviterer de åbne kronblade til et komfortabelt møde. I træfiner var det en ikke helt let opgave at fremstille Liljen, der med armlæn går under typebetegnelsen 3208. De kurvede armlæns yderste lag finer havde det nemlig med at sprække. Men for Jacobsen lykkedes det til perfektion. Liljen er måske Arne Jacobsens mest kunstfærdige stoledesign, der i sit formsprog efterligner en åbenstående lilje. Det er ikke svært at spore hans livslange interesse for botanik i den stol, han skabte til Nationalbanken, der blev opført i det indre København i årene 1965-1978. Derfor er det heller ikke så underligt, at Fritz Hansen Møbler i anledning af sit 150-års jubilæum netop har kastet sig over en nyfortolkning af Arne Jacobsens mesterværk. Hvor originalen blev skabt i træ med en yderfiner i valnød, er jubilæumsudgaven produceret i en fuldpolstret udgave, hvor stolen er beklædt med anilinlæder i en smuk kastanjebrun kulør. Stolen leveres frem til sommeren 2023 med en jubilæumsplade. Set på www.brdr-friis.dk til 18.495 kr.
Palm Springs ligger som en grøn oase midt i Sonoran Desert i det sydlige Californien.
I den steghede Sonoran Desert ligger Palm Springs som en grøn oase. I en menneskealder har byen tiltrukket filmstjerner fra Hollywood, der her byggede ekstravagante villaer inspireret af Bauhaus-bevægelsen fra 20-ernes og 30-ernes Europa. Men det varme klima har ført til dét amerikanske arkitekter betegner som ‘Modern Desert’.
I de store Hollywood-studiers guldalder var filmstjernerne ofte underlagt en række moralske klausuler i deres kontrakter. Her blev det i detaljer beskrevet, hvad de måtte og navnlig ikke måtte foretage sig i deres fritid. Som regel var disse kontrakter gyldige i en afstand på 100 miles fra deres studier i Los Angeles. Og da ørkenoasen Palm Springs ligger 110 miles væk fra storbyen, blev byen den foretrukne legeplads for mange filmstjerner og studieledere. En tiltrækningskraft byen stadig besidder. Palm Springs ligger som et lille grønt åndehul midt i Coachella-dalen. Kun få timers kørsel fra den vidtstrakte og kaotiske millionby Los Angeles. Ørkenoasen kan prale af en af de bedste samlinger af modernistisk arkitektur i verden. Velhavende kunder fra det nærliggende Los Angeles opførte villaer i klassisk Bauhaus-stil. En byggestil der her blomstrede fra midten af det 20. århundrede.
Mange arkitekter i det sydlige Californien tilpassede ideerne fra Bauhaus-bevægelsen, der var meget på mode i Europa, og skabte en elegant, men mere uformel stil. Det behagelige klima gjorde det muligt at udviske grænserne mellem husenes indre og det udvendige landskab. Det skabte en hybrid arkitektonisk stil, der i dag går under navnet ’Desert Modern’. Palm Springs er i dag et virtuelt museum for moderne arkitektur fra midten af århundredet, der rummer verdens måske største og bedst bevarede eksempler på modernistiske hjem og historiske bygninger bygget i 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne. Palm Springs-baserede indretningsarkitekt Christopher Kennedy åbnede i 2015 sit eponyme designstudie og butik, “Christopher Kennedy”, som har specialiseret sig i skabe moderne hjem i disse vintage-villaer med et behændigt miks af nutidige møbler, belysning og kunst.
Skarpe linjer og gylden kunst løfter oplevelsen af denne villa
Kennedy, som også er en passioneret filantrop, har i løbet af blot nogle få år blevet en af de mest indflydelsesrige designere i Coachella-dalen, hvor hans stil kombinerer det bedste fra californisk modernisme med jetset-nostalgi fra midten af det 20. århundrede. Et strålende eksempel er villaen, som han skabte til et par fra Seattle. De ønskede et andet hjem for at undslippe de regnfulde og dystre vintermåneder i det nordlige USA. Et afslappet og ubesværet sted, hvor de kunne nyde det varme vintersolskin og udsigten over de omkringliggende San Jacintobjerge. Efter en omhyggelig søgning valgte kunderne at købe denne villa med et grundplan på i alt 350 kvadratmeter. Det ligger midt i Indian Canyons-kvarteret, et område med brede gader og en bemærkelsesværdig høj koncentration af villaer fra midten af århundredet med høje palmer, der svajer i ørkenbrisen.
Til husets interiør ønskede Christopher Kennedy at spille på begrebet ørken. Ved at inkorporere marokkanske accessoires og møbler i sit design har han skabt et smukt ægteskab mellem ørkenen, der utvetydigt gør dette projekt unikt og originalt. Kennedy fortæller: “I dette projekt ville jeg lade fantasien løbe løbsk; for eksempel blev der i barloungen valgt et metallisk tapet med et stort blomstermotiv. Kombineret med de marokkanske teborde og en italiensk vintage gylden metallampe præsenterer det et samlet miks, der set som en helhed passer perfekt til den type atmosfære, vi havde i tankerne.” Der blev lagt særlig vægt på at finde de helt rigtige farver fra en palet af lagdelte neutrale farver, der spænder fra duegrå til creme, gråbrune med bløde lyserøde accenter, alle formidler en atmosfære af elegance og ro. I de to soveværelser, begge med eget bad, blev møblementet og tilbehøret omhyggeligt redigeret for at fremme følelsen af ro og komfort. Både det primære soveværelse og gæsteværelset har glasdøre fra gulv til loft, som åbner ud til terrasser, hvilket forstærker forbindelsen til det fri og de omkringliggende ørkenbjerge i det fjerne. Opmærksomheden på udearealerne er ikke blevet overset. Uderummene er blevet opdelt i forskellige områder med swimmingpoolen som fællesnævner: Et til afslapning og et andet område ved poolen til spisning og underholdning. Den sidste kommentar fra ejerne efter færdiggørelsen af arbejdet var: “Det er et sted, vi elsker. Det er afslappende, beroligende og rummer meget energi, det er blevet vores yndlingssted, vi er altid glade for at kunne vende tilbage, og vi beklager, når det er tid til at tage af sted”.
Med kloge valg og et skarpt design har Belinda Alexander skabt et ganske ukonventionelt hjem i Melbourne: En bygning der fremstår som en moderne ladebygning midt i storbyen, og som rummer mange modige og innovative løsninger.
Inspirationen er ikke til at tage fejl af. Det ligner ganske enkelt en traditionel lade, som man ville forvente at den ville se ud, hvis den lå ude i landdistrikterne langt væk fra millionbyen Melbourne. Men den ligger i storbyens østlige del, nemlig bydelen Victoria. Det nybyggede hus er naturligvis opdateret og udfylder rollen som en rummelig familiebolig til perfektion. Et hus der på mange måder skiller sig ud fra de omgivende parcelhuse. Belinda Alexander, der ejer det australske livsstilsbrand Base Supply, købte grunden for at skabe en drømmebolig til sig selv og familien. ”At renovere eller bygge huse er en af mine helt store passioner. Jeg renoverede mit første hus, da jeg var 24 år gammel. Og det har jeg gjort lige siden. Her i Melbourne var jeg derfor fuldstændig klar over, hvilket designsprog vores nye hjem skulle have. Jeg styrede selv byggeprocessen fra start til slut, og var involveret i arbejdet med at forme haven, så den passede til vores ønsker og behov. Det betød også, at jeg regelmæssigt besøgte byggegrunden og arbejdede tæt sammen med vores entreprenør. Når man kaster sig ud i et projekt af denne størrelse, er det vigtigt både at kunne arbejde sammen med designeren og entreprenøren. Og her var jeg mere end heldig,” fortæller Belinda Alexander.
Dette projekt er passende blevet døbt ’Urban Barn’ (Byladen) af hoveddesigneren Mikayla Rose fra arkitekt- og designfirmaet Heartly. Det er et nybyggeri, der er meget anderledes end de omkringliggende huse. Denne nye og moderne bolig er helt bevidst skabt med en skarp arkitektonisk kant. Men med klar inspiration fra en traditionel lade. ”Jeg ville ikke blot opføre et traditionelt nutidigt hjem til familien. Jeg vidste, at jeg her havde muligheden for at skabe noget, som vi ikke tidligere havde set i en af Melbournes forstæder. Et husdesign i stærk kontrast til den normale, ensrettede lokale æstetik. Det var her, at jeg og Mikayla Rose udviklede ideen om en minimalistisk moderne lade midt i storbyen, hvor centrale elementer er de områder, hvor familiens aktiviteter er samlet i opholds- og spisestuer, køkken og alrum. Her er der højt til loftet. Faktisk hele ni meter. Den grundlæggende ide var, at børnene kunne læse lektier oppe på deres værelser uden at miste forbindelsen til opholdsarealerne i stueplanet.”
Dette vidunderlige hus indeholder fire soveværelser – inklusive et forældresoveværelse med eget badeværelse og Walk In-klædeskab. Desuden er der på førstesalen et badeværelse til familien komplet med separat toilet. Herudover er der i stueplanet to ekstra toiletter. Bekvemt placeret for gæster, mens det andet ligger i spilleområdet, hvorfra der også er udgang til husets pool. Det centrale opholdsrum ligger med åben forbindelse til køkkenet. Herfra er der adgang til bryggers og udgang til et ekstra udendørsareal. Selv om Belinda Alexander var stærkt involveret i byggeprocessen og bidrog med input til de tekniske løsninger omkring byggeriet, var det Mikayla Rose og hendes kolleger i arkitektfirmaet Heartly, der designede selve huset og dets indretning. Under hensyntagen til grundens størrelse, beliggenhed og helhedsindtrykket i gadebilledet. Hele processen, fra de allerførste grundtanker og ideer til familien endelig kunne flytte ind, tog tre år. Og der er særdeles mange forskellige elementer i dette hus, der gør, at det skiller sig ud fra mængden. I hvert fald er det sikkert at sige, at det ikke er begrænset af samtidens mere traditionelle designparametre. Det er en række rum, der tilsammen og hver for sig får en til at falde i svime.
Åbent planløsning med teenagere i huset ”De dristige og forbindende rum i husets indre tænder en nysgerrig lyst til at ville opleve mere. Og det får man så lov til, når rummene åbner sig op med sine spektakulære dimensioner og kaskader af naturligt lys,” forklarer Mikayla Rose og fortsætter: ”Der er rum, man kan trække sig tilbage til og slappe af. Og der er rum, der kan rumme et aktivt familieliv. Alle skabt uden at gå på kompromis med de grundlæggende designideer. Om de største udfordringer forklarer hun, at husets nordvendte beliggenhed og Belinda Alexanders ønske om, at familiens udendørsliv hovedsageligt skulle ske på husets bagside, var lidt af et problem. Ikke mindst fordi det helst skulle ske uden udsigt til de ’grimme’ nabobygninger på to af grundens sider.
De forskellige dele af huset er designet med det formål at skabe forbindelse mellem de forskellige rum og deres funktioner. Desuden er der i hele designprocessen taget højde for, at huset også bebos af teenagere. ”Vi ville have en klar opdeling mellem husets forskellige funktioner. Det skulle inddeles i zoner. Men åbent. Og ikke mindst et hus som børnene kunne vokse op i med glæde, og hvor de hele året rundt kunne invitere deres venner på besøg,” siger Belinda Alexander og fortsætter: ”Jeg har en kærlighed til og passion for indretningsarkitektur. Derfor har jeg også selv stået for møbleringen. Min ven Tom Adair har skabt neonskiltene til teenagernes gaming-rum. Selv elsker jeg den skandinaviske minimalisme. Jeg er voldsomt inspireret af både skandinavisk og newzealandsk design og arkitektur.” Mikayla Rose hjalp med til udvælgelsen af nogle af de mest centrale møbler, og har omsorgsfuldt valgt en del af udsmykning, lamper og andet inventar, så det matcher den lettere underspillede æstetik i boligen. ”Interiøret er bevidst holdt på et stilfærdigt niveau, der reflekterer en moderne og nutid australsk luksusstil. Men en stil med fokus på funktionalitet og familie,” slutter Mikayla Rose.
Huset er den perfekte ramme for både familieliv og Weylandt parrets livstilsbrand.
Chris Weylandt og Kim Smiths luksuriøse hjem ligger smukt midt i Franschhoekdalen i Cape Winelands lidt øst for Kapstaden. De har noget prosaisk navngivet deres overdådige bolig med det simple franske ord: Maison. Huset er den perfekte ramme for både familieliv og deres indretnings- og livstilsbrand.
“Der findes virkelig mirakler over alt. Du skal bare vide, hvor du skal lede.” Det er en livsklog læresætning, som Chris Weylandt med stor passion og overbevisning fortæller, mens han læner sig tilbage i havestolen udenfor sit storslåede, moderne hjem i Franschhoek Valley lidt uden for Kapstaden i det sydligste Afrika. Et hjem han deler med sin hustru og forretningspartner Kim Smith, deres fire børn og en Grand Danois, der – set i lyset af deres metier – meget passende bærer navnet Eames. Chris Weylandt og Kim Smith har nemlig sammen skabt en af Sydafrikas mest succesrige indretnings- og livsstilsforretninger. Han stammer fra Namibia, hvor hans far i sin tid startede en møbelforretning. I dag er Weylandt anerkendt som Sydafrikas svar på Sir Terence Conran. Han vakte fornylig en del opsigt med udvidelsen af møbel- og interiørbutikken Weylandts i Australien – nærmere bestemt i Melbourne, som i stigende grad bliver betragtet som den uofficielle design-hovedstad på den sydlige halvkugle.
Horisonten, vingårdene og de fjerne bjerge får deres nybyggede ’container-inspirerede’ hjem til at fremstå dristigt og moderne. Her kommer husets grundelementer af glas, aluminium og beton for alvor til at fremstå som en skarp kontrast til landskabet. Det er også et hus, hvor alle konventioner har måtte vige for Chris Weylandt og Kim Smiths drømme. Her er ingen fodlister, gardiner eller døre. Men trods en modernistisk tilgang til byggeriet er arkitekturen alligevel baseret på lokale traditioner. Eksempelvis er hele husets grundplan skabt ud fra principperne i dét, som stedlige arkitekter omtaler som Cape Dutch werf, hvor bygningens forskellige områder er klart adskilt og markeret efter deres funktion. Deres hjem omfatter endda også en ladebygning fra 1796, som nu udgør en central del af deres egen private bosætning i Cape Winelands.
Ingen tænd-sluk knap Sammen har de skabt et hjem, hvor de i sandhed lever som en inkarnation af deres eget indretnings- og livsstilsbrand. Deres bolig er i praksis deres egen markedsplads. Der er ingen adskillelse mellem arbejds- og privatliv. Ingen ‘on-off’ knapper. ”Vi lever med design,” fortæller Kim Smith. ”Det er vores liv. Hver eneste lille ting i vores hjem er filtreret gennem vores designlinser.” Og hvis oplevelsen af luksus og godt design i deres butikker virker besnærende, er et besøg i deres hjem et forførende glimt gennem deres designerlinse. Et indblik som drager én midt ind i et veldesignet landskab. Først og fremmest handler det om sigtelinjerne gennem huset. Selv om boligen i praksis er spredt ud i forskellige vinger, hvor alt er arrangeret efter funktion, har formålet dybest set været at skabe kanaler, der bevidst overtaler og trækker øjet i den rigtige retning. Grænserne mellem husets indre og det omgivende landskab udviskes, så det overordnede design med en særlig filmisk logik fremtræder klart og helt umuligt at modstå.
Grænserne udviskes Dette hus rummer på én og samme tid en soliditet og en flygtig tilstedeværelse i landskabet: De store glaspartier følger stierne og mønstrene i omgivelserne. Et bevidst valg der skaber ‘billedvinduer’. Kigger man i én retning, er der udsigt til et ældgammelt knudret egetræ. I den anden retning er der frit udsyn til vidder med de oprindelige vilde græsarter, vilde hvidløg, skeblads-stauder og Iris. Og for yderligere at øge den sanselige oplevelse har Chris Weylandt og Kim Smith – hvor det har kunnet lade sige gøre – sørget for, at de store glaspartier kan trækkes fuldstændigt til side, hvilket ikke blot udvisker grænserne mellem naturen uden for og husets indre. Det går fuldstændigt i ét med hinanden.
Træ er interiørets kerne. De bærende bjælker, gulvene og de motoriserede skodder er med til at skabe flydende overgange og ensartethed i designet. Fuldstændigt blottet for billige indretningsmæssige gimmicks, er det de naturlige materialer, der går igen overalt i huset. Læder, kohuder, markante tekstiler og træ dominerer såvel vægudsmykning som møblement. Der er lagt vægt på organiske teksturer og håndlavet kunst med inspiratoriske træk fra Asien, Orienten, Sydamerika – og naturligvis også afrikansk design og tradition. Indretningen er præget af både vintage-designs og nyere industrielle kunstgreb. Det rummer en næsten øko-chik fornuft. Men på en måde der sikrer, at husets integritet ikke bliver kompromitteret. Overalt hvor ens blik falder, rummer det en perfekt balance mellem det kunstige og det organiske.
”Hvis du vil, kan du kalde det for Slow Living”. Det er i hvert fald Chris Weylandts motto. ”Vi vil have ægte tekstiler og original indretning. Og gerne mange forskellige. Vi skaber flere lag af godt design – og blander dem. Ganske som vi vil. Sommetider støder de sammen. Men vi ønsker, at vores hjem skal være et billede på den tid, vi lever vores liv i – og at vores gæster føler, at de kan se sig selv hjemme, når de træder ind i huset.” ”Enkelt, økologisk, naturligt og varmt. Med store åbne områder,” siger Kim Smith om de mål, de havde da de begyndte byggeriet af dette storslåede hus. Og dét har de i sandhed opnået. Men deres Maison er meget mere end bare det. Der er noget forunderligt over så moderne rum, der på samme tid formidler en oplevelse af historie og den gamle verdens værdier uden at sætte ønskerne om en tidsvarende bolig over styr. Resultatet er en fusion mellem nyt og gammelt. Sjæl. Integritet. Og en langtidsholdbar bolig.
En vandhane er ikke blot en vandhane. Især ikke hvis man lige har renoveret køkkenet for mange tusinde kroner. Så må vandhanen også gerne udstråle luksus og overskud.
Et nyt snedkerkøkken har netop fundet vej til hjemmet. Veldesignet. Gode, gedigne materialer som udstråler kvalitet, luksus og lang holdbarhed. Derfor kan det hurtigt virke en smule for ordinært med et almindeligt blandingsbatteri i krom eller med sort overflade.
Så er der mere svung over det, når køkkenvasken er udstyret med en Quooker vandhane i 24 karats guldbelægning. Et ædelt materiale til et exceptionelt praktisk blandingsbatteri, der kan leveres med mulighed for fem slags vand. Så kan både elkedlen og sodavandsmaskinen endegyldigt sendes på pension. For med en Quooker 5-i-1, kan man tappe almindeligt postevand, afkølet vand, vand med brus, varmt og kogende vand. I én hane. På lige godt 50 år har Quooker revolutioneret også danske køkkener. Det er en af de største nyskabelser i køkkenregionerne, som både sparer plads og åbner nye muligheder. Som når kaffebønnerne kan overrisles med kogende vand direkte fra hanen. Eller når ungerne skal overraskes med en forfriskende sodavand. Også direkte fra hanen.
Og med Quooker Gold bevæger man sig også ind i en mere luksuriøs designverden. Læs mere på www.quooker.dk Quooker Gold 5-i-1 set til ca. 31.000 kr.
Små 40 kilometer fra New Yorks hektiske menneskemylder ligger den lille by Roslyn Estates. Et lille samfund der er den diametrale modsætning til byen, der aldrig sover. Her ligger et næsten nybygget hus, der er holdt i en original Colonial Style.
Roslyn Estates, Long Island. En lille idyllisk landsby der med sine fantastiske gamle træer, småsøer og bølgende bakker står i skærende kontrast til skyskraberne og det hektiske storbyliv i New York City. Det er et lille charmerende samfund og hjem for lidt mere end 400 familier. Byen blev grundlagt så sent som i 1908 af filantropisten Dean Alvord, men fik først status som en selvstændig kommune i 1931.
Det er en by, der arkitektonisk er præget af en stor mangfoldighed. Det gælder også dette smukt indrettede hus, der blev opført i 2014. Huset blev i forbindelse med et salg gennemrenoveret og gentænkt for tre år siden. Det er opført som en tro replika af de traditionelle træhuse i Colonial Style, der præger det nordøstlige USA. Det udstråler en klassisk elegance uden, at der på nogen måde er gået på kompromis med ønsket om at give familien, der bebor dette smukke hus, adgang til al den moderne komfort og luksus, som tænkes kan.
Indretning og finish i dette 540 m2 store hus er sket med et skarpt øje for detaljerne. Det ses overalt i de fem soveværelse, fire badeværelser og opholdsrum. Her får sollyset lov til at strømme ind i rummene gennem de store vinduespartier. Overalt er der installeret gulvvarme under de massive ege-planker.
De smukke detaljer ses også i de specialfremstillede skabe, stukke og paneler. Det var indretningsarkitekten Adam Cassino, der fik opgaven med at gøre de nye ejeres husdrømme til virkelighed. Ægteparrets maskuline halvdel er en ejendomsmægler med en travl hverdag i New York, mens hans hustru arbejder som modedesigner og boligstylist. Begge har de en passion for god vin, lige som de er frygtløse globetrotters. Og når muligheden byder sig, er de ofte at finde i deres anden bolig i Boca Raton i solskinsstaten Florida.
Målet var skabe et både sofistikeret og raffineret interiør. Men det skulle stadig føles som et hjem
Møbler og andet inventar er nøje udvalgt af Adam Cassino. Målsætningen var at skabe et interiør, der både var sofistikeret og raffineret. Udfordringen bestod i, at det tillige skulle være familievenligt. En anden udfordring var naturligvis det faktum, at fruen i huset arbejder i modeindustrien. Derfor lagde han stor vægt på, at alle materialer skulle være fra den øverste hylde. Resultatet blev luksuriøse tekstiler og en farvepalette, der giver en særlig næsten royal stemning. Den monokromatiske opholdsstue er møbleret med en Michael Dawkins-sofa betrukket med dybblåt mohair-fløjl, kulsorte lænestole i læder præget med et krokodillemønster, der fremhæves af det forkromede stel. Det hele er forankret på et blåt skindtæppe fra Kravet. Rummet blev malet i en frisk lysegrå farve med en satin finish. Det gælder også de skræddersyede indbyggede reoler med paneler beklædt med Chagrin – en særlig fin bearbejdning af skind, der ofte bruges eksempelvis til bogbind. Grebene er fremstillet i nikkel. De hvide gardiner hjælper med til at lysne totalindtrykket af denne elegante stue. Puderne i lænestolene er fra Fornasetti. Som et lidt pudsigt designindslag, er de med til at bryde den lidt formelle tone i rummet.
De dramatiske valg fortsætter i det tilstødende alrum. Men her med en større fokus på at skabe et endnu mere komfortabelt opholdsrum til familien. En modulsofa fra Nathan Anthonu er blevet polstret med en hårdfør koksgrå microsuede . Designmæssigt fuldendes oplevelsen her af luksuriøse Kashmirpuder fra Rani Arabella. Barvognen i nikkel er beklædt med italiensk læder fra Giobagnara.
Et moderne interiør i et hus bygget i en klassisk Colonial Style er et perfekt match
I arbejdsværelset er væggende tapetseret med Alchemy-tapet fra Carlisle & Co, der står flot sammen med træværket, der er malet i ibenholt-sort lak. En maskulin lædersofa er overdænget med store brune og orange puder og står på et nærmest skulpturelt 3D-tæppe fra Kravet. Rummet oser af maskulinitet, der endda forstærkes yderligere, når blikket falder på den flotte loftlampe fra Ralph Lauren.
Væggene i det hvide køkken er beklædt med VZag-mosaikfliser fra TileBar. De skarptdesignede forkromede barstole skiller sig ud i dette store lyse køkken. Det smarte morgenmadsbord fra Roberta Schilling har en hvid glastop over en mørkmalet bordplade. Med de plisserede sorte læderstole er det en funktionel og praktisk indretning, hvor familien kan spise til hverdag. Men stadig uhyre ’stylish’.
I spisestuen har designeren igen givet den gas med det smukke Tatami Collection-tapet fra Phillip Jeffries. Det spiller fint sammen med de forsænkede messing striber i panelerne. Det slanke og enkle spisebord med en råhvid lakeret overflade og spisebordsstolene med deres grønne betræk skaber en perfekt sammenhæng i rummet. Lysekronen i messing er sammen med væglamperne fundet under parrets rejser i Italien.
Hvert af soveværelserne fortæller sin egen historie. Forældresoveværelset har et sofistikeret look med det kanalsyede hovedgærde fra Vanguard Furniture, der står komplet med indbyggede natborde, hvis skuffer er beklædt med Chagrin-læder. Her har designeren foretaget et dristigt valg med det dramatiske Phillip Jeffries-tapet i lilla og sølv. Et tapetdesign der er skabt til præcis dette rum, og som skaber et lille feminint touch, der bløder op for den maskuline seng. Sengelinnedet fra Frette er holdt i en sprød hvid farve med et stænk af iskoldt lilla. Det fuldender det visuelle indtryk og fungerer optimalt sammen med det florale tapet. Et tilstødende badeværelse og påklædningsrum kompletterer oplevelsen af et fredfyldt område, hvor verdens trængsel og alarm effektivt lukkes ude.
Adam Cassino og ejerne kæmpede med at finde det helt rigtige farveskema, da turen kom til indretingen af deres ældste datters værelse. Efter mange overvejelser, forslag og debatter endte det med at blive inspireret af et tørklædedesign og surfboard fra Hermès. Tæppet er i en sølvagtig blå nuance, en grå lakeret kommode og et smukt læderbeklædt hovedgærde til sengen. Og som prikken over i’et brugte Cassino et origianlt Hermès surfboard som vægudsmykning.
Ejeren opsummerer samarbejdet med Adam Cassino således: ”Hans viden om forskellige bygningsteknikker, design og arkitektur er ganske enkelt fabelagtig. Så vi var aldrig i tvivl om resultatet. Det har været en professionel indsats fra første dag.”
