Brass Limited

PH 3 3 Pendant Brass top shade p - Brass Limited

Louis Poulsen sender dette efterår to nye PH-lamper på markedet i en særlig Limited Edition. De er skabt i rå messing, der med tiden vil få en smuk patina

PH 3 2 Table Glass Bras topshade - Brass Limited

Det er snart 100 år siden, at Poul Henningsen skabte sit berømte tre-skærmsystem. Han skabte frem til sin død i 1967 hundredvis af lamper baseret på de tre skærme af opalglas, hvor de to mindste er nedskaleret i forhold til den største i forholdet 3:2:1. Det interessante ved PH’s design er, at det stadig er muligt at tage afsæt i hans værk og skabe ny og moderne belysning til et hjem anno 2022. Og den opgave har Louis Poulsen taget på sig. De sender dette efterår to PH-lamper på markedet i en særlig Limited Edition i rå messing.
De nye lamper, der kun sælges fra den 1. oktober til 31. december, er en PH 3/3 Pendel og bordlampen PH 3/2. De er begge skabt i rå messing, der over tid vil patinere.
Pendlen leveres med en baldakin til loftsmonteringen i messing. Samme materiale er anvendt til den øverste skærm. De to nederste glasskærme er i opalglas. PH 3/3 er karakteriseret som en pendel i ’fuld størrelse’, der trods sit kompakte udseende har en skærm på knap 30 cm. Skærmene i opalglas er blanke ovenpå og sandblæst matte på undersiden, hvilket giver en meget blød og ensartet lysfordeling. På grund af sit design er pendlen velegnet til at blive placeret højt i et rum.
Også bordlampen PH 3/2 Limited Edition leveres i rå messing. Både bordlampe og pendel er på fatningshuset udstyret med PH’s initialer.
Bordlampen og pendel har i denne Limited Edition en vejledende pris på henholdsvis 13.695 kr. og 12.595 kr. Set på www.louispoulsen.dk


Whisky & messing

Selv for et utrænet øje, er det ikke svært at få øje på den store møbelkunst som Finn Juhl lagde for dagen, da han designede sin Whis­ky­stol tilbage i 1948. Fine samlinger, bløde svungne linjer og en elegant bakke i poleret messing til whisky-glasset. Det er næsten med løftet om overvældende komfort og tid til fordybelse, at denne stol kalder på én.
Denne sommer har House of Finn Juhl relan­ceret stolen i en udgave i amerikansk valnød, mens polstringen er skabt i tekstil (Kjellerup Væveri) og læder. Det højre armlæn folder sig ud med plads til en halv-rund messingplade, der kan foldes ud til en helcirkel med plads til whiskyglasset. Benene er også beklædt med ’fødder’ i messing. Det venstre armlæn er smallere, så det højre matcher for­­men perfekt, når to stole sættes sammen.
De første 250 stole er nummererede og leveres med et mundblæst whiskyglas og en fin single malt whisky fra Stauning Whisky. Glasset er skabt af glasmageren Mikkel Yerst i Silkeborg.
”På en måde er det en stol, der siger alt om Finn Juhls designs. Hans tegnede møbler uden at give det kommercielle aspekt mange tanker. Whiskystolen var et eksklusivt møbel, der aldrig kom i produktion,” fortæller Hans Henrik Sørensen, medstifter af House of Finn Juhl.
Selvom der i slutningen af 1940-erne ikke var noget stort marked for den slags ekstravagante møbler, er det alligevel en stol, hvor Finn Juhl på smukkeste vis har forenet hans kunstneriske sans for formgivning, funktion og detaljer. Og med relanceringen fås stolen nu som et legende og næsten politisk ukorrekt statement, der nemt glider ind i et moderne hjem.
Set hos Brdr. Friis til 69.969 kr.