Form & farve

DSC00157 lysmet - Form & farve

Der skulle egentlig have stået arkitekt på Rasmus Refers visitkort. Sådan skulle det ikke gå. I stedet blev han fascineret af de mange nye muligheder, der opstod da internettet for alvor ramte os i 90-erne.
Med en opvækst med kunst og museumsbesøg som en naturlig del af hverdagen, har han i sit nye Valby-atelier selv kastet sig over akrylfarverne, pensler og kanvaslærreder.

IMG 2754 - Form & farve

Rasmus Refer dyrker former og farver i sin billedkunst, hvor øjet tager på en regulær opdagelsesrejse.

Skulpturer i patineret bronze, granit og marmor er også en del af hans kunstneriske virke.

Ved første øjekast virker Rasmus Refers nye billeder simple og ligetil. Blikket drages af de bløde former i pastelfarver, der er sat sammen, så de danner en stor flade. Nærmest som mosaik. Men pludselig opdager man, at øjet følger med rundt i billedet. Man opdager, at flere af formerne passer sammen og danner par eller skaber nye billeder inde i billedet i en uendelighed. De forskellige farverige former er malet med hurtige strøg og giver billedet en lethed. Blandt de mange skarpe pastelfarver indsniger sig ofte en ’grim’ og lidt kedelig farve, der i første øjekast forundrer en. Lige indtil man opdager, at farven er med til at fremhæve de andre flotte farver.
”Tidligere har jeg tegnet og malet i nogle perioder, men det var først sidste sommer jeg for alvor fik gang i maleriet igen. Og det tog rigtig fart efter jeg fik mit atelier her i Valby,” fortæller Rasmus Refer.


I kølvandet på internettets indtog i Danmark brugte han sin energi på en række IT-virksomheder og var i en årrække også aktiv i reklamebranchen. Nu bruger han en del af sin fritid i de karakteristiske værkstedsbygninger med de spidse tage, hvor ovenlysvinduerne giver et fantastisk lys i hans atelier.
Om det er lysten til at skabe eller blot trangen til at brede sig ud over store arealer er ikke lige til at sige. Men Rasmus Refers malerier er store. Det er figurativ kunst, der i høj grad egner sig til ophæng på tidens hvide vægge.

IMG 2855 - Form & farve

”Jeg maler fordi, jeg syntes, det er sjovt. Og jeg eksperimenterer rigtig meget for at blive endnu dygtigere til både streger, former og farver,” siger Rasmus Refer og fortsætter:
”Men hvis man ser nærmere efter, tror jeg, at de fleste vil se, at de alle er forbundne. Det svære ved at male let og hurtigt uden skitser er, at formen eller stregen skal fungere og virke sikker fra start – ellers kommer billedet til at virke ufærdigt og rodet at kigge på. Mit ønske er at mine billeder skal se ukomplicerede, lette og legende ud og skabe liv i et rum.”
Håndværkerbyen i Valby, hvor Rasmus Refers atelier ligger, blev oprindeligt opført af Københavns kommune i 1950-erne. Planen var, at bygningerne skulle huse nogle af de mange små håndværksvirksomheder i takt med, at de gamle bykvarterer blev saneret.


”Det virker, som om solen altid skinner herude, og så er der højt til loftet. Lyset i mit atelier er fantastisk. Simpelt hen fordi loftet hovedsageligt består af store glasvinduer. Det er vidunderligt altid at kunne se eller fornemme himlen, mens jeg maler. Flere af naboerne herude har gået på Det Kgl. Kunstakademi, mens andre arbejder med kunsttryk og snedkerarbejde. Det er et fantastisk sted med søde og dygtige mennesker.”
Selvom hans kunst hovedsageligt kommer til udtryk med pensler og akrylfarver, har det mere taktile og skulpturelle også en stor plads i hans kunst.


”Det var faktisk lidt af et tilfælde, at jeg begyndte at arbejde med skulpturer. Jeg startede med at forme og arbejde lidt i hvid ler. Men i samme sekund jeg havde leret i hånden føltes det som om, jeg ikke havde lavet andet i hele mit liv. Hænderne arbejdede fuldstændigt af sig selv, og så vidste jeg med det samme, at det ville fungere og blive godt.”
Han har fået støbt de første 20-25 skulpturer i patineret bronze og udført nogle få i sort granit og marmor.


Hans nyeste projekt er en serie på 100 forskellige skulpturer udført i en 5 mm tynd patineret corten-stålplade. Skulpturer som blandt andet skal udstilles i Hamburg. En enkelt af Rasmus Refers skulptur-arbejder er allerede produceret i et større antal til Politikens Galleri: En tre kilo tung sort plade med tre riller, der kaster lys igennem skulpturen så udseendet forandres alt efter placering og baggrund.


Selvom arbejdet med stål og marmor er både sjovt og givende, er det maleriet, der er det vigtigste lige nu. Rundt omkring langs væggene i atelieret står en del store lærreder. De fleste måler 180×180 cm.
”Jeg er i gang med en serie af store malerier, der efter planen skal udstilles i det nye år i Hamburg og New York. Derudover viser jeg hellere end gerne mine billeder og skulpturer frem efter aftale i mit atelier i Valby” slutter Rasmus Refer.

DSC00016 - Form & farve

Tendenser

CH445 bagheera F2390005 black 30359 steel front - Tendenser

To af Hans J. Wegners ikoniske loungestole er taget under kærlig behandling af designeren Ilse Crawford.

Hans J. Wegners klassiske møbler er et eller andet sted selve definitionen på et tidløst design. Det gælder ikke mindst hans berømte Wing Chair (CH445) og loungestolen Oculus (CH468), som møbelfirmaet Carl Hansen & Søn har relanceret i en særskilt Limited Edition.
Formerne matcher Wegners tegninger til punkt og prikke. Men den internationalt aner­­kendte designer Ilse Crawford har stået for en nyfortolkning af de to loungestole, der nu er betrukket med stof og ruskind for at understrege de taktile former og blødgøre deres smukke linjer.

Formerne matcher Wegners tegninger til punkt og prikke. Men den internationalt aner­­kendte designer Ilse Crawford har stået for en nyfortolkning af de to loungestole, der nu er betrukket med stof og ruskind for at understrege de taktile former og blødgøre deres smukke linjer.
Wing Chair er en fuldpolstret lænestol, der hviler på et understel i rustfrit stål. Med sit markante formsprog og sine gode siddeegenskaber er lænestolen et godt eksempel på Wegners idé om, hvordan en højrygget lænestol bør være.
Loungestolen Oculus er navngivet efter det latinske ord for øje og henviser til den øjeformede syning i stoleryggens polstring, der sikrer, at man kan få skulderbladene tilbage i stolen og finde hvile for både nakke og ryg. Det markante design med den rummelige ryg, de skrånende armlæn og den bløde sædepude har gennem årene været en af Wegners mest populære stole.
Ilse Crawford har valgt to forskellige tekstiler til stolene: Nemlig Yeti – en blanding af mohair, uld og alpaca – og Divina, der er et filtet uldstof. Desuden er stolene kantet med ruskind.
Wing Chair og Oculus kan i særlige udgave bestilles frem til 1. januar 2022 til levering i løbet af foråret.
Pris: Wing Chair 36.770 kr. – Oculus 37.205 kr. Set hos www.carlhansen.com

CH468 cotton F3290001 mineral 30251 steel steel v1 - Tendenser

Oculus (CH468) fremstår indbydende og varm betrukket med filtet uldstof.


Klassisk elegance

91831 5 2 01 PH 2 2 Questionmark Table Brass Opal White 5K p - Tendenser

Poul Henningsens PH2/2 er dette efterår sendt på markedet i en Limited Edition i børstet messing

Oprindeligt blev lampen skabt helt tilbage i 1931 og var i produktion frem til midten af 50-erne. Bordlampen med det justerbare lampehoved giver et blødt og stemningsfyldt lys.
Der stod 1926 på kalenderen, da Poul Henningsen designede sit verdensberømte treskærmssystem, der på genial vis kombinerede et blødt opadrettet lys med et blændfrit nedadrettet. Pendler i metal og med skærme med mundblæst opalglas med tre lag var de første lamper, der kom i produktion. Men hurtigt voksede behovet for smukke bordlamper. Og i 1931 designede PH så ’Spørgsmålstegnet’.
Her er glasskærmene produceret i størrelsesforhold 3:2:1, som giver et rundere og mere kompakt udtryk i modsætning til de såkaldte hybridmodeller PH3/2, hvor overskærmen måler 30 cm. Spørgsmåls­tegnets overskærm måler bare 20 cm.
Limited Edition 2021 leveres med et drejeligt lampehoved, der kan drejes 45 grader til hver side, så lyset kan rettes derhen, hvor der er behov for det. Den øverste del af lampen kan også justeres 45 grader til hver side ved at dreje på håndtaget.
Med PHs initialer indgraveret over den brune tekstilledning og messing, der med tiden vil patinere på smukkeste vis. PH2/2 Limited Edition fremhæver PHs design på en ganske autentisk facon.
Spørgsmålstegnet PH2/2 kan købes frem til 31. december 2021. Vejl. pris 9.995 kr.


Raffinerede linjer

OW58 walnut oil sif90 front - Tendenser

Ole Wanscher var en af dansk møbelkunsts
helt store navne. Han så på møbeldesign som
arkitektur og fokuserede på de slanke linjer og fleksible former. Carl Hansen & Søn har
relanceret hans T-stol fra 1958.

Hans inspiration og input til moderne dansk møbeldesign kom fra rejser til Egypten og rundt om i Europa. Og så var han naturligvis formet af sin samtids store møbeldesignere som Kaare Klint, som han studerede under på Det kongelige danske kunstakademi. Og inden Ole Wanscher sprang ud som selv­stændig møbeldesigner arbejdede han også en årrække på Klints tegnestue. Han fik stor betydning for mange danske mø­beldesignere, idet han overtog Kaare Klints professorat ved kunstakademiet i 1955.
Hans moderne og samtidig klassiske designs gjorde ham yderst populær fra 1950-erne og frem til sin død i 1985.
Ole Wanscher er især kendt for Colonial Chair, som han tegnede allerede i 1949. Men T-stolen fra 1958 rummer mange af de samme enkle dyder i en kombination af fine materialer og godt håndværk.
T-stolen er netop relanceret af Carl Hansen & Søn. Stolens mest iøjnefaldende detalje er det T-formede ryglæn, som er resultatet af omhyggelig forarbejdning og mange møbelsnedkertimer for at kunne opnå glatte overgange i de bæredygtige træsamlinger. Det kunstfærdige ryglæn smelter sømløst sammen med de stramt placerede bageste ben, hvilket giver stolen et trebenet udseende. På trods af dens lette udtryk har T-stolen et bredt, polstret sæde, der yder fremragende siddekomfort, hvilket gør den til en ideel spisebordsstol.
Det på en gang moderne og klassiske design fik ved premieren i 1958 Politiken til at skrive: ”At eje en Wanscher stol er et dagligt eventyr, som vil fortsætte i flere hundrede år, for så længe holder den.”
T-stolen OW58 leveres i olieret valnød med lædersæde til vejl. pris 13.995 kr. og i sæbebehandlet eg med uldbetrukket sæde til 8.595 kr. Set hos www.carlhansen.com


Paper Floor lamp

Paper Floor Lamp Dark Oak 02 high - Tendenser

Med sans for detaljerne og gedigne materialer har Vipp skabt en veldesignet gulvlampe.

Vil man følge historien om rispapirlamperne tilbage til oprindelsen, skal vi langt tilbage i tiden. Faktisk helt tilbage buddhistiske munke, der under det kinesiske Han-dynasti ca. 150 år før vores tidsregning. De blev brugt til at oplyse de store haller i templerne og var ofte dekoreret med citater og bønner til gudernes ære.
Rispapirlamperne er nogle af de første eksempler på lampeskærme overhovedet. En kombination af billige materialer og fingerfærdighed har tillige gjort det til en global succes, der stadig får de store designhuse som Vitra, Flos og hjemlige Vipp til at designe lamper med skærme af papir.
Vipps ’Paper Floor Lamp’ er inspireret af gamle japanske fremstillingsmetoder af papir. Her er der bevidst valgt en papirkvalitet med en noget grovere tekstur end de sammenfoldede rispapirlamper, vi finder i byggemarkederne. Med det håndlavede papir får hver lampe en nærmest poetisk dimension med sin helt egen unikke historie.
Papiret giver en ideel lysdiffusion, der gør gulvlampen perfekt til oplysning af et mindre areal i eksempelvis stuen. Selve skærmen bæres af et slankt stativ af pulverlakerede aluminiumsben – et solidt fundament, der næsten er en kontrast til skærmens lethed. Det rene udtryk og raffinement er sikret ved at føre ledningen frem til pæren inden i det ene ben.
Den 112 cm høje lampe afsluttes med en ring af mørk eg, der giver det sidste touch af elegance.
Set på www.vipp.dk – vejl. pris 5.195

Luksuschalet

Michel Figuet 4B - Luksuschalet

Midt Les Trois Vallées tæt på et af Frankrigs mest berømte skisportssteder i Val Thorens ligger den lille by Saint Martin-de-Belleville.
Her har Chalet Signature bygget et smukt chalet opkaldt efter det 2.461 meter høje bjerg Col Du Bonnet Du Prêtre, der praktisk talt ligger i baghaven.

Michel Figuet 5B - Luksuschalet
Michel Figuet 6B - Luksuschalet

Blot et snebold-kast væk fra hovedhuset ligger en selvstændig hytte, en mazot, der er opført og indrettet som en hotelsuite med en ethanol-pejs i midten af rummet. Det leverer både varme og hygge efter en lang dag på løjperne. Designvirksomheden ’Chalet Signature’ i Saint Martin-de-Belleville er kendt for at skabe interiørs, der har en exceptionel høj kvalitet i såvel nybyggerier som renoveringsprojekter. I Chalet Le Bonnet du Prêtre er det indretningsarkitekten Arnaud Masson, der har sluppet sine kreative evner løs. Møblementet er skabt specielt til dette chalet. Der er klare mindelser om områdets traditionsrige møbelkunst, men med et mere moderne twist. Alle møbler er fremstillet efter Arnaud Massons tegninger af en lokal møbelproducent ved navn Martinod.
Det er et chalet, hvor enkeltheden hersker. Og bygninger og interiør er skabt med stor respekt for gamle håndværksteknikker, der både leverer en direkte forbindelse til naturen uden for og en perfekt balance mellem fortiden og nutiden.

En varm og – for et sted hvor skisport betyder en hel del – funktionel entre med plads til både støvler og skijakker åbner huset sig op. Først med en trappe til førstesalen, der på imponerende vis sætter tonen for, hvad der er i vente, når man går på opdagelse i dette chalet. Skarpt designet står to nærmest monolitiske træplader, der fungerer som gelænder på trappen, som usynligt er monteret i væggen. Trappetrine­ne følges af en linje med en diskret ledbelysning. En perfekt integrering af form og funktion. Gulvene er dækket af fliser med et betonagtigt udtryk fra italienske Marca Corona.
Opholdsområderne i hovedbygningen er åbnet til kip med blotlagt loftskonstruktion leverer en ganske særlig harmoni i møblementet. I centrum af den store opholdsstue dominerer det imponerende ildsted i stål. Det naturlige fokuspunkt er den omfangsrige skorsten, der hænger i loftet. Selve ildstedet er konstrueret, så der både er plads til brændeknuder og en siddeplads, hvor det er skønt at nyde en kop kaffe på en råkold vinterdag.

Lærketræsespalierer ved vinduerne tillader sollyset at skinne ind i rummet. Desuden er de med til at centrere fokus på bjergtoppene i det fjerne, lige som de naturligvis også er med til at sikre beboerne mod alt for nyfigne blikke udefra. De mørke bjælker i loftet fungerer som en kontrast til de sorte Gras-lamper og den ligeledes sorte metal barstole ved den lille køkkenø.
Med sine to små vinduer virker spisestuen som skabt til de mest hyggelige middagsselskaber omkring et bord fyldt med bjergenes gastronomi. Køkkenet, skabt af Arnaud Masson, der åbner sig mod opholdsstuen, er med til at gøre stedet levende. I soveværelserne er væggene bag sengenes hovedgærder beklædt med uld. Det er med til at gøre det til en ægte alpin oplevelse. ”Ideen har været at skabe en tidløs fornemmelse uden at give slip på den savoyardiske charme. Vi må heller ikke glemme, at her i bjergene, sker de vigtigste ting altid uden døre,” fortæller Arnaud Masson.

Michel Figuet 212B - Luksuschalet

DownTown Philadelphia

DownTown 1B - DownTown Philadelphia

Fra lejligheden på og 31. etage er der et fantastisk view ud over byen og dens skyskrabere. Centralt placeret i The City of Brotherly Love,
hovedstaden i Pennsylvania, har et par ægte filantroper skabt en luksuslejlighed i to plan på ikke mindre end 520 m2. Her er selve bygnings­konstruktionen det essentielle. Resultatet er et råt næsten industrielt look, der er den perfekte ramme for en stor kunstsamling.

DownTown 2B - DownTown Philadelphia

Det New York-baserede interiørfirma KA Design Group har i samarbejde med arkitekt­virksomheden Cecil Baker+Partners skabt en unik lejlighed i to plan ved at lægge to etager sammen i en Philadelphia apartment block. Resultatet er en 520 m2 stor bolig i hjertet af millionbyen på Rittenhouse Square. Et torv opkaldt efter den berømte astronom og urmager David Rittenhouse. Området er et byområde med en af de højeste gennemsnitlige husstandsindkomster i hele USA. Parken ved Rittenhouse Square er en af i alt fem parker, som byen grundlægger, William Penn, etablerede i slutningen af det 17. århundrede.
Fra lejligheden på 30. og 31. etage er der et fantastisk view ud over byen og dens skyskrabere. Og fra balkonerne kan man nyde alleernes træer, springvand og statuerne i parken neden for bygningen i fugleperspektiv.

Arkitekterne forandrede lejlighedernes lay­out radikalt ved at nedbryde skillevægge for at kunne skabe store åbne rum med et vist industrielt præg. Bærende vægge og søjler er afrenset for gips og puds. Desuden er bygningens forstærkede betonkonstruktioner blevet blotlagt. Lyset der strømmer ind gennem de store gulv-til-loft vinduer forstærker de rå byggematerialers ufuldkommenhed. Her er det uperfekte ikke skjult, men tværtimod fremhævet som en del af lejlighedens æstetiske kvaliteter.
”At blotlægge skelettet var for os som at arbejde med et blankt kanvas. Et lærred vi kunne male et nyt billede på. Konstruktionens minimalisme viste sig at være ideelt for at kunne indrette lejligheden som en dialektisk samtale mellem interiør-mæssige modsætninger der kunne bløde udtrykket op og samtidig introducere et møblement fra de bedste fransk og italienske møbeldesignere, der fungerer optimalt sammen med en superb malerisamling, fotografier og skulpturer,” fortæller indretningsarkitek­terne Kenny Alpert og Andrew Petronio.

DownTown 7B - DownTown Philadelphia
DownTown 8B - DownTown Philadelphia
DownTown 10B - DownTown Philadelphia
DownTown 11B - DownTown Philadelphia

Ejerne er et par filantroper, der har en stor passion for moderne kunst. Og selv om deres primære bolig ligger tæt på, ønskede de et centralt sted i down town Philadelphia i et efterhånden klassisk american loft style. Et sted som var så tilpas stort, at det kunne bruges til velgørenhedsevents og til at udstille deres kunstværker i. Det store opholdsareal som inkluderer en spisestue, stue og køkken med plads til et ekstra spisebord til morgenmaden, opleves som et sammenhængende rum gennem indretningsarkitekternes gennem­gående farvevalg, der er holdt i den grålige farveskala. Den stringente monokromatiske brug af de grå farver forener lejlighedens forskellige områder og leverer den bedst mulige baggrund for parrets kunstværker.

DownTown 14B - DownTown Philadelphia
DownTown 15B - DownTown Philadelphia

Et lignende koncept er også anvendt i lejlighedens øverste etage. En centralt placeret trappe med en gigantiske Blackbody lysinstallation med ikke mindre end 208 Oled-lyskilder ophængt i forsølvede kabler forvandler om aftenen lampen til noget, der minder om et glitrende stjernebillede. Heroppe findes de private soveværelser, hvor ejerne ønskede en mere intim og varm stemning. Kenny Alpert og Andrew Petronio indfriede ønsket ved at inkorporere et gulv i brede egeplanker. Træet leverer et mere organisk element og giver den ønskede varme følelse, som spiller fint sammen med det mere industrielle design, der ellers præger lejligheden nedenunder.
Det var et projekt, der overordnet spiller på kvaliteten og sammenhængen mellem de nøgne bygningskonstruktioner og et sensuelt valg af smukke tekstiler, tæpper og naturligvis en helt ekstraordinær kunstsamling.

DownTown 18B - DownTown Philadelphia

Coombs Hill

Coomb Hill 1B - Coombs Hill

Stor passion og kærlighed til landskabet i Delatite-dalen et par hundrede
kilometer nord for Melbourne, en 160 år gammel lade og masser af gå-på-mod har skabt et nyt hjem for familien Harris. Et projekt der involverede tre generationer.

Coomb Hill 3B - Coombs Hill

Huset emmer af historie. Dets skelet består af de 160 år gamle bjælker, der på fornemste vis er bevaret og flettet sammen med en mere nutidig arkitektur. Men nye store glaspartier byder den gamle lade velkommen i en af Australiens smukkeste egne langs floden Delatite i delstaten Victoria. Det er en bolig, der i dag danner rammen om tre generationers minder og fremtidige liv. En bolig der på forunderlig vis har vendt bladet til et nyt kapitel. Trods sin alder står den gennemrenoverede ladebygning som et enestående arkitektonisk værk midt i det pittoreske landskab, hvor der er frit udsyn til Delatite floden og Mount Buller, der er et af de mest populære ski­sportssteder i Australien.
”Min svigerfar, Terry Harris, forelskede sig som dreng i dette område og delte gennem mange campingture sin kærlighed med sine egne børn, min mand og hans søster. I 2007 købte Terry og hans hustru denne godt 40 hektar store grund. Han byggede en lille hytte med et enkelt soveværelse. Rundt om sov vi andre i telte. For os var det at komme væk fra Melbourne den perfekte flugt. En slags modgift til et fortravlet byliv, og ensbetydende med kvalitetstid med familien. Noget vi alle nyder”, fortæller Katherine Harris.
Da Terry var i fyrrene, tog han et sabbatår sammen med sin kone og deres teenage­-børn. Det første halve år brugte de på at rejse Amerika tyndt. På rejsen forelskede han sig i mange af de forladte stald- og ladebygninger, de stødte på undervejs. Det var her ideen om at genopføre en lade hjemme i Australien opstod. Mange år senere vendte han tilbage til Cass County i Indiana. Her havde han fundet den perfekte lade, som han købte. Han gik straks i gang med at demontere den massive træ­ramme i poppeltræ. Stykke for stykke. Omhyggeligt pakket ned i containere og sidenhen fragtet tilbage til Australien.
”Han overtalte endda sælgeren til at flyve med ham til Australien for at hjælpe med at genopføre laden. Det var et projekt, der fødte et varmt venskab mellem de to”, fortæller Katherine Harris.
Den store træramme hæver sig majestætisk i landskabet for enden af en halvanden kilometer lang jordvej. Her står den med sin firdobbelte højde og hvælvede tagryg. Den østvendte ydermur med den imponerende skorsten rejser sig mod Mount Buller.
Det store ildsted tog halvandet år at op­føre. Den er bygget med en blanding af sandsted og dét vi kalder ’mudstone’. En slags carbonatsten der i tidernes morgen har været ler og mudder. Alle sten er møjsommeligt udvalgt og tilpasset med håndkraft. Husets ydre beklædning er i mørkt australsk fyrretræ. Den gamle lade har fået et mere moderne udtryk med de skræddersyede vinduesrammer i stål og det iøjnefaldende bølgetag i tin. Resultatet er på samme tid et både klassisk og nutidig design. Stylish, men med en vis kant i designet.
Når man træder ind i huset gennem de store, tunge ståldøre føres man direkte ind i ’The Great Room’, der i bund og grund er et 100 kvadratmeter stort lounge-område. Her får man for første gang et blik af det fantastiske håndværk, der har bragt denne historiske lade tilbage til livet. Tykke bjælker og stolper der i al sin ’uperfekthed’ er netop helt perfekte i denne rustikke bygning. Alt er rekonstrueret på samme måde, som da laden første gang blev opført i Indiana tilbage i 1860-erne. Resultatet bærer tydeligt præg af Terry Harris’ kærlighed til håndværket.
På venstre hånd bydes man velkommen af den tykke stenvæg med pejsen. Det er slet og ret fokuspunktet i rummet. Interiør, møblement og udsmykning er nænsomt arrangeret for at yde ildstedet størst mulig ære.

Coomb Hill 6B - Coombs Hill
Coomb Hill 7B - Coombs Hill

”Jeg elsker en tidlig kop morgenkaffe i min yndlingsstol, mens jeg ser solen stige op over Mount Bullers sneklædte bjergtop,” fortæller Katherine Harris. ”Når solen sidst på dagen daler ned bag ved huset, skifter billedet og præges af stærke lilla og orange toner. Det er simpelt hen magisk.”
Det store åbne rum og de store vindues­partier gør, at enhver tanke om lukkede rum automatisk øjeblikkeligt smelter væk. Landskabet omkring bygningen bliver ét med huset. Panoramiske vues af de land­skabe­lige herligheder fjerner et hvert behov for udsmykning på væggene. ”Udsigten forandrer sig konstant – og hver eneste dag får vi besøg af kænguruer, wombats, kvæg, kaniner og i tusindvis af de mange lokale fuglearter.”

Det skræddersyede snedkerkøkken i den fjerneste ende af The Great Room er også stedet, hvor familien har fundet plads til et overdimensioneret 12-personers spisebord. Fremstillet af Terry Harris af overskydende træ fra den originale ladebygning. Store ståldøre åbner op til den udvendige træterrasse, der er hævet over terrænet. Det er det perfekte sted at kaste sig i de behagelige havemøbler for at slappe af og høre om resten af familiens oplevelser dén dag. ”Fem soveværelser er blevet indrettet over tre etager. I stueetagen er der et rum med køjesenge til tre personer. Et rum som alle ungerne elsker. Og når vores egne børn, etårige Jack og Billy på tre år, bliver ældre, er jeg sikker på, at også de vil elske at sove der,” fortæller Katherine Harris med et smil.

Coomb Hill 8B - Coombs Hill
Coomb Hill 9B - Coombs Hill
Coomb Hill 10B - Coombs Hill
Coomb Hill 11B - Coombs Hill

Husets bæredygtige design har efter au­stralsk målestok fået syv stjerner. Blandt andet fordi huset opvarmes med energieffektive varmepumper, luftcirkulation og aircondition. Efter at have bragt nyt liv til laden, overdrog Terry Harris indretningen af huset til sin svigerdatter, der til daglig arbejder som ejendomsmægler og sønnen Wade, der driver et entreprenørselskab. ”Terrys drøm var at skabe en familiebolig som hans børn og børnebørn ville nyde at vende tilbage til. Indretningen reflekterer dette ønske, og vi har skabt et rum, der på samme tid er ele­gant og umådeligt afslappet. Et hus, der byder unge som gamle velkommen på bedste vis,” siger Katherine Harris.

Coomb Hill 16B - Coombs Hill

Interiøret bærer præg af den monokrome farvepalet og naturlige teksturer som kork. Indretningsvalg der harmonerer smukt med det omgivende landskab udenfor. Her er der tænkt stort. Med lænestole og sofaer betrukket med hør og læder i overstørrelse, samt gulvtæpper vævet af jute. I køkkenet domi­nerer de mos-farvede fliser, i soveværelserne er sengetøjet naturligvis i økologisk lærred. I badeværelserne er blandingsbatterierne i messing, mens væggene er beklædt med håndstrøgne fliser. Den moderne rustikke stil opvejes af små strejf af luksus uden at gå på kompromis med den intime sofistikerede oplevelse, det er at besøge dette hus.
”Terry startede dette byggeri som et modigt og meget personligt eventyr. Men det har givet os muligheden for at nyde et helt nyt kapitel af vores families historie sammen. Og så er vi omgivet af naturens elementære skønhed! Det er i sandhed et ægte familieprojekt, der vil inspirere børn og bør­nebørn i mange generationer i mange år”, slutter Katherine Harris.

London Townhouse

159A9580 1 - London Townhouse

Designeren Allegra Hicks blev født i Torino, flirtede som ung med New York, men har i dag bosat sig i London, hvor hun har skabt det perfekte byhus i Chelsea til sig selv og familien. Og ikke mindst sin imponerende kunstsamling.

I London-bydelen Chelsea midt i en fredfyldt gade, der løber ned mod Themsen, ligger et hus med en enkel klassisk Georgian facade. Men man skal ikke lade sig snyde af det ydre. For indvendigt gemmer sig en overraskende bolig skabt af designeren og kunstsamleren Allegra Hick til sig selv og familien.
Noget af det der gør huset så specielt, er dets proportioner – dets omfang. Og dét faktum, at det rummer en anseelig samling af samtidskunst, der indgår i en tæt dialog med en stor og vigtig samling af indisk kunst. Designeren Allegra Hicks påtog selv opgaven med at fortolke husets indre og dets muligheder. En opgave hun løste gennem sit unikke designsprog, efter at arkitekten Tony Fretton elegant havde defineret husets sjæl og karakter – og ikke mindst den rummelige opdeling af dette fantastiske hus i Chelsea.
Et lille indgangsparti får en ny dimension i gårdhaven med de glaserede tegl med direkte adgang fra såvel køkken og spisestue. Herfra er der en næsten overraskende overgang til den store opholdsstue, der er oplyst via store loftsvinduer. Hele området er i grundplanet afgrænset af en stor glasvæg med et vue ud over den indre gårdhave. Overfor er soveværelserne placeret.
Materialevalget er neutralt startende med de blege stenfliser i næsten alle rum. Et andet element er stål og glas, som udgør vinduesrammer og gelænderet på trappen fra stueplanet til førstesalen.

En stilfuld arkitektur og rummenes store dimensioner – der ikke er typisk for traditionelle huse i London – er her kombineret med et minimalistisk design. Allegra Hicks valgte et skræddersyet møblement, der ikke skulle kæmpe om pladsen. Resultatet er en indretning, der snarere giver mindelser om et moderne, privat kunstgalleri end et famliehjem. Men lige netop i dette tilfælde giver det god mening, eftersom Allegra Hicks er en dedikeret kunstsamler.
Hun arbejdede med både respekt og beslutsomhed på at forandre det gamle georgiansk-designede hus gennem sin farvepalet med en fin sans for forskellige overflader og teksturer i tapeter og stof for at skabe en elegant stil, der på den mest perfekte måde skaber et harmonisk interiør, der ikke konflikter med møbler, der har vidt forskellig stil og oprindelse.
”Jeg stod over en næsten monumental opgave i min opholdsstue. Målet var at finde et flow i indretningen, som ville gøre den egnet til såvel de små hyggelige hverdagsøjeblikke som de mere intime med nogle få gæster omkring mig. Det skulle være komfortabelt på en måde, hvor vigtigheden af kunstsamlingen ikke overskyggede den private dimension,” fortæller Allegra Hicks.
Hun har blandt andet designet et stort uldent tæppe til stuens brasilianske sofaer fra 1960-erne som med ny polstring har fået nyt liv. Ikke mindst i samspillet med de blomsterformede stålborde og de læderbeklædte lænestole.
”Jeg ønskede en opholdsstue, der var interessant uanset hvilken vinkel, du så den fra. Og en stue, hvor malerierne, marmorudsmykningen af Angelo Mangiarotti, sofaer og belysning kunne fremstå som en koordineret løsning, der fremhæver hver enkelt detalje.”
Hun har bevidst valgt at undgå udsmykning ved de store glaspartier, så det ikke forstyrrer de afrundede linjer af træbordet med marmor og de enestående indiske kunstværker. De er også synlige fra soveværelser på den anden side af den frodige gårdhave.

I soveværelset har Allegra Hicks skabt et særligt harmonisk område, hvor senge, møbler, tekstiler og farver er nøje afstemt på en måde, så intet skaber konflikt med de smukt koordinerede omgivelser. På sengen har hun nonchalant spredt et Jungle-tæppe, mens det skrædder­syede silketæppe stammer fra Nepal. Sengetæppet er håndbroderet i Indien.
Lys og transparens samt lyse blå og blege grønne nuancer inspireret fra havens frodighed går igen i den poetiske glasskulptur, der er skabt af kunstneren Julia Condon, og som præger trappen, der fører ned til badeværelset.
”At komme ind i et hus, hvis æstetik var defineret på forhånd, har været en udfordring, der bestemt ikke har været uinteressant. Men det er lykkedes at få selv et ‘ulykkeligt’ rum som tv-stuen på første sal til at blive et hyggeligt sted at opholde sig.”
Stormønstret tapet i modige farver fungerer som baggrund for møblerne, mens læder­paneler på bedste vis skjuler fjernsynet.
Det ville være for let blot at definere Allegra Hicks’ design som feminint. Dét er det også. Men der er virkelig så meget andet på spil her. I hendes arbejde ses en bemærkelsesværdig sensitivitet og et interiør, hvor der altid er nye oplevelser. Og hvor det er åbenbart, at målet fra starten har været at skabe den perfekte balance.

Mallorca Living

Bureaux House CanBusquera 1 - Mallorca Living

Dette fantastiske hus i den lille pittoreske landsby Sóller på Mallorca står efter en nænsom restaurering som definitionen på den perfekte feriebolig.

Her er opskriften på, hvordan man skaber den perfekte feriebolig: Tag én del billedskøn beliggenhed, der endnu ikke er opdaget eller overrendt af turister, tilsæt én del charmerende panorama view over det omkringliggende landskab og bland det forsigtigt sammen, mens der tilsættes det nødvendige antal soveværelser med badeværelser en suite og behagelige, afslappende opholdsrum. Sidst, men ikke mindst, skaber man et par hyggelige kroge i huset, når siesta-timen nærmer sig. Udenfor er det nødvendigt med en forfriskende swimming pool, rummelige terrasser med både liggestole og et komfortabelt spisebord.
Mens det hele simrer, kan familie og venner slappe af og nyde feriedagene på Mallorca.
Resultatet af denne opskrift kan findes i den lille mallorcinske landsby Sóller små 30 kilometer nord for Palma. Og mere præcist i villaen Ca’n Busquera, der ligger på en lille bakkekam i udkanten af den lille maleriske landsby, der huser godt 14.000 indbyggere.
Ca’n Busquera er ganske enkelt det ideelle sted at tilbringe sin ferie. Både for familien, der ejer huset – og når der er gæster på besøg. Huset er oprindeligt opført som en finca, en traditionel mallorcinsk gård bygget i sten. Der er masser af plads i og omkring villaen. Både når det er tid til fælles sysler, og når det er den stille og rolige siesta, der skal nydes.

En diskret port giver adgang til ejendommen fra den smalle gade, der fører op til villaen. Og den er smal – det er kun muligt for én bil at passere ad gangen. Akkurat som det er tilfældet i resten af landsbyen. Porten er lavet af smedejern, der er malet mørkegrøn, så det matcher husets lige så traditionelle skodder. Porten kan foldes tilbage, så det er muligt for biler og gæster til fods at komme ind på grunden via den brede port.
Men når først bilen er navigeret på plads efter at have forceret porten, venter der gæs­terne en rigtig øjenåbner: Langs husets sider folder en kæmpehave sig ud mod Tra­muntana-bjergenes skråninger. Haven fuld­endes med en eksklusiv swimming pool og en udendørs opholdsstue. Det er den første dosis fred og ro, der er med til at mildne sindet og levere en reel feriestemning.
Oro del Negro og Manuel Villanueva fra More Design, et lokalt design- og arkitektfirma baseret i den nærliggende landsby Deià, blev af husets ejere bedt om at redesigne dette udendørs område. De har efterfølgende også arbejdet med en række opdateringer af huset. Men designprocessen begyndte med et grundlæggende og omhyggeligt fokus på det grove anlægs­ar­bejde i haven. Den skulle organiseres bedre og omhyggeligt brydes op i mindre bidder.
Foran villa Ca’n Busquera er pladsen belagt med grove brosten uden alt for meget fugesand, så de små, hårdføre bunddækkende planter har kunnet ’invadere’ området. Et lille fint touch der er med til at forankre huset i landskabet.
Gamle stensøjler har fået bjælker placeret på toppen. Slyngplanter kravler op ad søjler og ind mellem bjælkerne. På den ene side af swimmingpoolen leverer en lille græsplæne et blødt og grønt viewpoint mod de omkringliggende bjerge. Bagtil giver en hæk be­stående af oleander og bambus lidt privatliv.

Området omkring poolen er skiftevis belagt med en glat, støbt betonbelægning og områder, hvor der er anvendt flade sten fra en nærliggende flod. Det har skabt et velstruktureret men blødt gang­areal, der nærmest føles som en blid omgang fodmassage. De små sten giver desuden visuel dybde og et interessant modspil til den mere ensartede støbte beton, der – når den er våd – får en næsten marmorlignende glans.
Den store rektangulære swimmingpool er omdrejningspunktet for landskabsplejen – med god grund, da temperaturerne her i sommermånederne ofte stiger til midten af 30’erne. Saltvandspoolen er kantet med brede teksturerede stenplader og er i den ene ende afgrænset af en lav stenmur. Bag muren er der anlagt en lille citrusplantage, der kan tilgås gennem en buegang for enden af haven.
Ved siden af pool-området er et stort indbygget bord i støbt beton – et element som arkitekten Oro del Negro især er glad for. ”Det var et kærlighedsarbejde, der skabte dette bord,” siger han og fortsætter: ”Og det bedste ved det er, at det vil forvitre og ældes på smukkeste vis – om ti år vil det se endnu bedre ud, end det
gør nu.”
Bag bordet, der løber langs væggen i dét, der tidligere var et udhus, er der indbyggede stensæder toppet med kanvaspolstrede siddepuder, og på den modsatte side står en simpel træbænk. En rustik træpergola over bordet understøtter et spirende planteliv og håndlavede keramiske lysrør. Dette er det perfekte sted til udendørs spisning i løbet af de lange, varme sommeraftener.
Siden starten i 2011 har More Design hurtigt opbygget et ry for omhyggelig opmærksomhed på detaljer, og hér har Oro del
Negro og Manuel Villanueva overvejet alle aspekter af, hvad feriegæster måtte ønske, når de investerer i en feriebolig på Mallorca. Dette udendørsområde ligger for eksempel i kort afstand fra huset. Bygget ind i et gammelt udhus, hvis endemur fortsætter direkte ud og understøtter det støbte betonbord. Det renoverede udhus rummer tillige et omklædningsrum med håndvask og toilet, så det ikke er nødvendigt at skulle tilbage til hovedhuset for at skifte til badedragten.

Resten af denne bygning er blevet omdannet til en gæstesuite ved poolen med en stor indbygget seng, eget badeværelse og metalindrammede glasdøre, hvorigennem man kan ligge i sengen og nyde udsigten til haven og poolen, før man tager en tidlig – eller meget sen – dukkert.
Indgang til selve huset sker direkte via det åbne køkken og spisestuen i stueetagen. Køkkenet er elegant enkelt og ret kompakt med en smuk plade af natursten, der topper køkkenøen i midten af rummet. Bordpladerne er også fremstillet af den samme blødt strukturerede natursten med en integreret lav rektangulær vask. På tværs af køkkenets bagside er der tilføjet en forvitret træstamme på forsiden af det pudsede ’skorstens-område’, der indeholder emhætten over kogepladen.
Traditionelle mallorcinske materialer er bevaret i køkkenet, og hvor det ellers har været muligt rundt om i huset: Eksempelvis de gamle slidspor på trappen, der har rigtigt mange år på bagen. Dét at bevare disse materialer – og brugen af lokale, naturlige byggematerialer når nye elementer skulle tilføjes til et rum – er typisk for arkitektfirmaet More Designs tilgang til store renoveringsopgaver.
”Vores første valg er at arbejde med lokale ressourcer og tilgængelige materialer, fortæller Oro del Negro. Det ses for eksempel i køkken-alrummet med dets rustikke flydende hylder i træ næsten frønnede skabsdøre og smukke støbte mikrocementgulve.
Direkte ved siden af køkkenet er en spiseplads med indbyggede siddepladser på begge sider af det firkantede træbord. På den ene side har siddepladserne radiatorvarmere indbygget i ryggen, hvilket gør dette til et dejligt hyggeligt sted i vintermånederne, som kan være ret kolde her i Sóller. Tramuntana-bjergene står ofte med sine snehvide toppe om vinteren. Også i dette rum, og igen på en radiator langs en væg, er en indbygget sofa – det ideelle sted at slappe af, mens man chatter med kokken.
Op ad en kort trappe – med stentrin, med stigrør og vægge beklædt med traditionelle mallorcinske mønstrede fliser – ligger stuen med to særskilte opholdsområder. Det ene er velegnet til socialt samvær og er orienteret omkring en brændeovn, mens et mere ’privat’ sted er perfekt til læsning og afslapning. Møblerne her er klassiske i stilen, men ved at dække møblerne med hvidt linned bevares husets afslappede feriestemning.

Længere oppe ad trappen er de private rum: Umiddelbart til venstre på toppen af trappen er en anden lille skjult krog, der er ideel til øjeblikke, hvor det er stilhed og ro, der er afgørende. En indbygget daybed er omgivet med bøger og blade. Et rum der også fungerer som en lille legeplads for børnene. Herfra er der direkte adgang til et klassisk ferie-børneværelse med tre enkeltsenge i, hvad der næsten kunne ligne en sovesal. At ligge i en af disse senge og få historien om Peter Pan læst op en stille sommeraften er måske bare det perfekte barndomsferieminde …
Til højre øverst på trappen fører døren ind til et rummeligt soveværelse en suite. Det står komplet med forvitrede naturstenfliser på gulvet og de rå trælofter, der er typiske for traditionel mallorcinsk arkitektur. Badeværelset rummer More Designs unikke håndstøbte badekar og bruseniche, ’hans’ og ’hendes’ håndvaske i natursten og masser af enkle åbne opbevaringsrum. Fra vinduerne er der en smuk udsigt over haven og Tramuntana-bjergene.
Bare en kort gåtur væk fra Villa Ca’n Busquera ligger den charmerende landsby Sóller med sine smukke pladser, fristende restauranter og butikker, kirker og landsbyens meget elskede gamle sporvogn, der stadig fører passagerer op og ned til Port de Sóller, der ligger ved havet nogle få kilometer borte. Landsbyen ligger smukt i en kurve af bjergkæden. En placering der føles som en blid omfavnelse. Indhyllet i de rolige omgivelser ved Ca’n Busquera er det svært at forestille sig, hvordan man nogensinde skulle rejse væk igen.

Bureaux House CanBusquera 18 - Mallorca Living

Luxury Penthouse

03JON 1578new 1 - Luxury Penthouse

På 52. etage i Moscow Tower ligger denne fantastiske lejlighed, som den russiske indretningsarkitekt Ekaterina Koroleva har indrettet til en moderne familie, der ønskede et intimt og fredfyldt hjem midt i den russiske hovedstad.

Ekaterina Koroleva Interiors er en interkontinental designvirksomhed, som blander en elegant livsstil med nye æstetiske dimensioner. Med erfaring og en klar designvision, der spænder over mere end 20 års arbejde, har det Moskva-baserede designfirma stået i spidsen for utallige indretningsprojekter og har skabt i massevis af skønne hjem rundt om i verden i byer som Moskva, New York, Marbella og Hanoi. Hertil kommer en stribe mere kommercielle projekter.
Denne Moskva-lejlighed ligger i et af de største og mest ambitiøse byudviklingsprojekter, som til dato er set i den russiske hovedstad. Måske bedre kendt som ’Moscow City’ med en central placering ved Presnen­skaya-flodens breder midt i byen. Hele kom­plekset er desuden et af de store finansielle centre i Europa og rummer det største antal skyskrabere på hele kontinentet.
Bebyggelsen – og ikke mindst denne store lejlighed på 52. etage – er i tidens ånd fyldt med high tech og et skarpt fokus på grøn teknologi. Boligen er placeret i ét af to
tårne, der er navngivet efter de to mest
betydningsfulde byer i Rusland, nemlig Moscow Tower og St. Petersburg Tower.
Lederen af designfirmaet Ekaterina Koroleva fortæller: ”Lejligheden er designet ud fra en grundidé om at skabe grobund for ejernes internationale livsstil, rejsevaner og sidst, men ikke mindst, deres kærlighed til kunst og design. Det er et par, der er aktive i forretningsverdenen, men som også vil finde tid til mere kulturelt inspirerede hobbyer. Desuden ville de skabe et hjem til familien, som også kunne give rum til deres voksne børn, når de kommer på weekendbesøg fra deres kostskoler.”

”Lejlighedens beliggenhed med det utrolige panoramiske vue ud over millionbyen har naturligvis også påvirket vores designvalg og ønsket om at skabe noget excep­tionelt. Men fordi lejligheden er så højt placeret i tårnet, var det alligevel en udfordring at skabe et interiør, der både var attraktivt og komfortabelt uden at trække noget fra den fabelagtige udsigt. Det er nemlig ofte svært at differentiere mellem rummene i interiøret i en åben planløsning. Hvert område af lejligheden skal opfylde sin funktion og skabe komfort og velvære for hvert enkelt medlem af familien,” fortæller Ekaterina Koroleva.
Hendes fortolkning af ejernes ønsker kom til udtryk i et nyt layout uden at gå på kompromis med kravet om en luksuriøs indretning. Det har resulteret i et perfekt område, som familien kan bruge, når de har gæster – eller blot til afslappede aftner i hinandens selskab. I soveværelserne har det været Ekaterinas Korolevas mål at skabe en oase, hvor familien kunne undslippe den russiske ’megalopolis’.

“På væggene har vi brugt en kombination af grålige nuancer med et gyldent islæt. Panelerne er sortlakeret med detaljer i bronze, hvilket spiller usædvanligt godt sammen. Vi brugte blålige farver i kombination med sandfarvede elementer, som er inspireret af skønheden i den blå himmel og udsigten udover Moskva-floden, i hvis vand solen og himlen reflekteres. I møblementet er der valgt tre dybe og bløde sofaer fra Restoration Hardware – et eksklusivt amerikansk møbelfirma. Ejerne ville frygteligt gerne have en pejs, hvilket var lidt af en udfordring i en moderne bygning som Moscow Tower. Løsningen blev en bio-pejs, som til fulde opfyldte ejernes ønske om at skabe en intim og varm stemning i lejligheden i de lange og kolde vintermåneder. I spisestuen valgte vi et rundt spisebord og stole betrukket med fløjl. Køkkenet, der åbner sig ind mod spisestuen, er specialdesignet, så det passer perfekt til rummet. Det er gråbejdset egetræ og sortlakerede skabslåger.”
I soveværelserne lød opgaven på at skabe et område, der emmer af fred og ro. Derfor blev der valgt over-sized polstrede sengegavle, der næsten når helt op til loftet. Gavle – og endda skabsdørene – er betrukket med en vintage fløjlsstof. Både for at give ro og en bedre akustik. I dagtimerne strømmer lyset ind gennem de store vinduer. Men store mørklægningsgardiner kan effektivt holde lyset ude, når der er behov for at slappe af eller sove.

Det største soveværelse er designet, så det også her er muligt at finde ro. Der er valgt elegante og fornemme materialer så som gulvet fra MaxFine i klassiske travertin-fliser, mens væggene er beklædt med Eramosa fliser med en blød sanselig overflade. Lysekronen, kunst og spejlet fra Restoration Hardward samler helhedsindtrykket og skaber den helt rigtige atmosfære i soveværelset.
Det skal heller ikke glemmes, at hele lejligheden er fyldt med interessante pynte- og designgenstande, der til fulde tilfredsstiller ens nysgerrighed og behov for æstetisk nydelse. Og selv om hele indretningen er skabt med henblik på at skabe ro og balance, så sker der hele tiden noget overraskende og uventet. Alle disse fantastiske indretningsgenstande kommer fra brandet Abitant – et selskab som Ekaterina Koroleva har samarbejdet med i mange år. ”De formår at finde ting til vores indretningsopgaver, som både giver en luksuriøs oplevelse og et interiør i vores tidsånd. De forskellige kunstværker er nøje udvalgt til denne lejlighed. De reflekterer både atmosfære og farver i interiøret. Dét at udvælge kunstværker er en af de vigtigste opgaver, vi løser for vores kunder. Derfor er det vigtigt at forstå deres ønsker og ikke mindst smag – og måske ovenikøbet deres drømme,” siger hun og slutter:
”Den feedback vi fik fra lejlighedens ejere, da vi afsluttede projektet, var særdeles vigtig for mig. De var ganske enkelt imponeret over den måde, hvorpå vi både bragte intimitet og komfort ind i deres nye hjem. Vi vidste, at det var vigtigt for dem både at kunne fungere som familie og have et hjem, der ikke var en belastning for et meget rejsende ægtepar. Og ikke mindst et hjem, hvor designet tog afsæt i deres vaner og forventninger til de forskellige rum og miljøer i lejligheden.”

Sommer nyheder

MORSOE BALCONE LOCATION V037 - Sommer nyheder

Endelig kan det lade sig gøre at lave mad på egen altan takket være Morsøs nye grill, der er designet til at hænge på et gelænder eller stå på et bord. Balcone kræver hverken kul, gas eller andre former for åben ild, men blot en stikkontakt. Det er ikke bare måden at tænde grillen på, som er revolutionerende, men også dens størrelse. Med sin bredde på 45 centimeter og en dybde på 27 hænger den perfekt på gelænderet og i en højde, der sam­tidig gør den let at betjene. Set på www.morsoe.com til 1.995 kr.


1910091 Atlantis Umbrella Oe330 Dark Blue Stripes portrait - Sommer nyheder

Ultimativ parasol
En klassisk stribet parasol er definitionen af sommer ved havet og familie kom-sammen i haven. Den yder superb beskyttelse mod solens stråler og giver med sin diameter på 3,30 meter optimalt læ, hvis himlen åbner sluserne uder søndagsfrokosten. Stoffet er forstærket med læder ligesom stangen er forstærket med metal, så man undgår skrammer, når den placeres i foden. Et snoretræk med dobbelte taljer gør det let at slå parasollen op. Set på www.skagerak.dk til 7.495 kr.


Brick Sofa 3D03 1024x602 - Sommer nyheder

Loungemøbler
Det danske designfirma Trímm Copenhagen har dette forår lanceret en udendørs lounge­­serie, der består nemlig af tre moduler: En puf, samt et space- og hjørnemodul. De kan nemt sættes sammen og skabe en kom­­for­tabel hjørnesofa eller en daybed til alta­nen. Sofaen er skabt med et pulverlakeret metalstel, der giver sofaen et let og elegant udtryk. Betrækket fås i fire farver lys- og mør­­kegrå, grafit og en gråbrun nuance. Stoffet er UV-resistent, samt vand- og plet­af­visende. Set på www.trimmcopenhagen.com


monica ritterband aeblekasser x1 aebletoft eg 1 - Sommer nyheder

Æblekasser i egetræ
Disse æblekasser modstår vind og vejr i årevis. Det er nemlig fremstillet i massivt egetræ, hvis flotte struktur giver en levende overflade. De klas­siske æblekasser har været brugt til æblehøst i årevis. Men de kan også være en smuk og funktionel tilføjelse i hjemmet. Trækasserne fra FDB Møbler er Monica Ritterbands nyfortolkning af de klassiske æblekasser. De findes i fire størrelser og kan
med fordel bruges til at holde orden i sagerne inde såvel som ude.
Set på www.illumsbolighus.dk til 1.150 kr. for et sæt med 4 stk.


09351 OceanBench Black Packshot Front - Sommer nyheder

Ocean bænken var oprindeligt designet i 1955 af to af det tyvende århundredes mest anerkendte designere, nemlig ægteparret Jørgen og Nanna Ditzel. I dag har Mater reintroduceret det oprindelige design, af bæredygtige og innovative materialer i form af plastik affald fra Carlsbergs brugte øl fu­stager. Designet er kendetegnet ved et let og simpelt udtryk med gentagne lameller og et let stålstel. Hele serien er testet og godkendt til udendørsbrug. Derudover er alle møblerne ”designed-for-­disassembly” hvilket vil sige, at alle delene nemt kan skilles ad og på nye indgå i ny produktion.
Serien omfatter og siddestole og borde. De fås i farverne grøn, sand eller sort. Set på www.materdesign.dk til 9.995. kr.


on the move white - Sommer nyheder

Et let og elegant sidebord der
resultatet af en designproces mellem Cane-­Line og designerne Strand +Hvass. Målsætning var at skabe et moderne, let, stilfuldt og funktionelt sidebord. On-the-move sidebordet er udstyret med et håndtag, så du kan flytte rundt på bordet efter behov. Bordpladen på On-the-­move er en
aftagelige plade, som kan omdanne bordet fra sidebord til en prak­­tisk
serveringsbakke på ingen tid. Bordet er fremstillet i aluminium og kræ­ver minimal ved­ligeholdelse og rengøring. Sidebordet fås i flere forskellige farver. Set på www.cane-line.dk til 2.099 kr.


UltimateProvence 1 - Sommer nyheder

Hvis rosévin vækker mindelser om dårlig vin sødet til ukendelighed, skulle man unde sig selv at smage Ultimate Provence. Set på www.theis-vine.dk til 159,95 kr.

Lake Geneva

08JON 1 - Lake Geneva

Sådan cirka midtvejs mellem Milwaukee og Chicago ligger Lake Geneva. Et uendeligt smukt og naturskønt område tæt på The Great Lakes nær grænsen til Canada. Her har Karen og John Hoch med nænsom hånd transformeret et klassisk landhus til en moderne sommerbolig.

08JON 2 1024x684 - Lake Geneva

Lake Geneva i Wisconsin er for amerikanere, hvad Garda­søen i Norditalien er for os danskere. En smuk sø omgivet af vidtstrakte skove. Og historisk set en legeplads for eliten i New York, Chicago og Milwaukee. Her blev der badet om sommeren og stået på ski om vinteren. Her var fine hoteller og sågar også en af Hugh Hefners natklubber. En lille pitoresk by og et naturskønt område, der tiltrak de rige og kendte fra de nærliggende storbyer. Og tilbage i 2017 fandt også Karen og John Hoch vej til denne lille særegne plet. De var faldet pladask for et klassisk stenhus, der trængte til en grundlæggende renovering. En metamorfose eller forandring fra et lidt trist og slidt interiør til en moderne og indbydende sommerbolig for familien og vennerne.


Det var en opgave, der blev lagt i hænderne på det Chicago-baserede designfirma PROjECT.interiors og Lauren Warnock. ”Villaen var oprindeligt bygget af Engerman Builders som en del af The South Shore Club. Husets ydre, grundplanet og haven omkring villaen var topklasse. Men fordi det var opført som en del af 39 andre huse i området, lod interiøret en del tilbage at ønske. Det var simpelt hen for sukkersødt og uinteressant,” fortæller hun og fortsætter: ”Familien Hoch er gamle kunder hos os. Vi indrettede blandt andet deres bolig i Western Springs, Illinois, for seks-syv år siden. Så da de købte villaen i The South Shore Club i 2017, henvendte de sig til os for at gennemføre en tilsvarende renovering. Målet var at skabe en sommerbolig for dem selv, deres to små børn, en hund og en endeløs række af familie og venner, som de vil holde ferie med i solen.”

08JON 5 1024x684 - Lake Geneva

Det var ikke nogen lille opgave, Lauren Warnock tog på sig. Alt i alt er villaen på 650 kvadratmeter og rummer to master bedrooms med tilhørende badeværelser, to andre soveværelser (også med egne badeværelser) og to legeværelser (der let kan omdannes til gæsteværelser). Hele kælderen er indrettet med gæstesuiter og private opholdsrum, hvor gæsterne kan slænge sig i store sofaer og hvile ud efter sommerferieaktiviteter ved søen.

Som chefdesigner var Lauren Warnocks tilgang til opgaven en
eliminering af dét, hun kalder for cabin kitsch. ”Ikke noget med at illudere en stil, der måske nok ville passe i en bjælkehytte på prærien, men absolut ikke her i et stateligt hjem ved Lake Geneva. Stilen skulle være frisk og mere sex’et om du vil. Det er ligesom en del af PROjCECT.interiors brand,” fortæller hun.

Og det kan ses overalt i huset: De lyse kohuder, der er slynget rundt omkring på gulvene. Metallamper over spisebordet og stemningsfulde farver præger indretningen. Eksempelvis det sortmalede loft i opholdsstuen, blågrønne fliser i døtrenes værelse og det turkislakerede bord i soveværelset. Al indretning er tilpasset de enkelte familiemedlemmer. Men altid lyst og luftigt.

08JON 8 1024x684 - Lake Geneva
08JON 9 1024x684 - Lake Geneva

Ved første øjekast virker villaen ufattelig stor. Med det gjorde det også lettere for designteamet at løse opgaven i naturlige, fortløbende etaper. Først gennemgik opholdsområderne i form af stuer, køkken og spisestue en grundig renovering. De store vinduer lader lyset skinne ind i huset – og ydermere blev der skabt en ny forbindelse mellem det ydre og indre med en nyanlagt veranda.

”Det sjove ved denne opgave er, at ejerne har besluttet sig for at forandre interiøret hvert andet år. Det er som en smuk kvinde, der i bedste SoMe-stil lægger ny make-up hver gang, der skal tages et nyt portræt,” siger Lauren Warnock og fortsætter:
”Det er noget jeg sætter pris på som designer. Ikke mindst i forhold til denne villa ved Lake Geneva. Sommerhuse der er opført som et typehus, har en tendens til at se ens ud. Det gælder også byggekvaliteten. Det gjaldt også dette hus. Det grundlæggende var i orden. Men det savnede personlighed. Derfor har vi fintunet hele indretning, så det passer bedre til familien. Også når de har huset fuldt med gæster. Det handler om materialevalg, farver og en ordentlig finish. Og om de ting, du ikke ser: Smarte og kreative opbevaringsløsninger,” slutter Lauren Warnock.

08JON 10 1024x684 - Lake Geneva
08JON 11 1024x684 - Lake Geneva
08JON 12 1024x684 - Lake Geneva
1 3 4 5 6 7 11