I anden halvdel af 1900tallet, var Mario Campi en af de mest repræsentative arkitekter for den såkaldte “Scuola Ticinese”. Campi blev født i Zürich, men meget af hans arbejde blev bygget i området omkring Lugano i Italien. han arbejdede sammen med Franco Pessina, men arbejdede fra 1996 og frem til sin død i 2011 alene. Han opnåede international berømmelse og selv om Villa Roccia er dateret tilbage til midten af 60erne (da han var i de tidlige tredivere), er det et af de mest intense eksempler på hans rå men alligevel poetiske udtryk.
Det var oprindelig tegnet til kunstmaleren Felice Filippini, der slog sig ned her med et smukt studio vendt mod nord (der som alle ved altid trækker det bedste lys ind). Efterfølgende blev Villa Roccia næsten brutalt omdannet af den næste ejer, musikeren Alexis Weissemberg – (en af de bedste pianister i vores tid, som
Herbert Von Karajan sagde om ham). Men han var bestemt ikke opmærksom på arkitekturen. Adskillige år gik der før villaen – som udefra ser ud til at hænge på en klippe, bygget ind mellem vejen og bjerget med kig til søen – fandt nye ejere, som forelskede sig i arkitekturen, og så alle dets kvaliteter.
Nænsom restaurering
Udefra er det svært at forestille sig, hvad der sker indeni huset: de meget specielle rumfornemmelser, den spektakulære sammenhængskraft, den ekstreme nærhed til naturen og rummenes smukke åbenhed.
Udtrykket domineres af de cementbelagte lofter, der i sin næsten brutale og præcise geometri, præger samtlige overflader. François Droulers og Chiara Costacurta, ejerne af villaen, kunne dog godt forestille sig det oprindelige udtryk og se bort fra de uheldige justeringer, som musikeren havde givet stedet. De har genoprettet de skjulte lofter, træ- og betonvæggene, med en nænsom restaurering (der ikke har været helt billigt). Samtidig blev villaen udvidet, så grundalrealet blev større og der blev tilføjet en lille pool, nærmest placeret som ved et præcist, kirurgisk indgreb.
Tæt på naturen
Villaen breder sig ud på tre etager: du ankommer til studioet, soveværelserne til børnene, gæsteværelser og swimmingpoolen; et niveau op af trappen åbnes op til den store stue med glas i loftet, spisestuen og køkkenet ved siden af. Og endelig den øverste etage, med forældresoveværelse og det tilhørende badeværelse, der med store glasdøre vender lige ud i naturen.
Fokus på materialerne
François Droulers fortæller: “Vi arbejdede sammen med et ekstremt kompetent team. Arvingerne fra Campi-studiet, som lå inde med de oprindelige tegninger, mine søstre Nathalie og Virginie var inde over indretningen, Sophie Ambroise stod for haven, mens Marco Pollice har været involveret i lysvalget både inde og ude. I fyrre år havde huset været beboet af to forskellige singlemænd, nu er her blevet plads til fire børn.”
Projektets rationelle indtryk er udtrykt i en strukturel stivhed, og anvendelse af firkantede moduler, understreget af de nøgne materialevalg.
“Hvad angår interiøret”, fortæller Nathalie Droulers, “har vi forsøgt at bevare en følelse af materialitet, så vi har ikke anvendt yderligere dekorationer eller udsmykning, hvis det ikke var nødvendigt.”
Fascinerende uforudsigelighed
I det store rum er der bevidst ingen tæpper på gulvet, og hvor det har været muligt, har træet bevaret riflingen fra saven.
“Arkitekten Mario Campi havde etableret et stærkt og direkte forhold mellem bygningen og den omgivende natur. Mineralske indtryk og smuk vegetation omgiver det. Tæt på klipper, grønne træer og vand, der strømmer ind i et bassin under stueetagen, og som løber igennem huset til der hvor man hoveddøren er.
“Flere steder er man faretruende tæt klipperne og det kan måske synes truende. Men faktisk kommunikerer huset kun positive energier og en følelse af velvære,“ smiler Chiara Costacurta.
Dette er grundelementet i Campi-projektet, og det er det der er så fascinerende: arkitektens rationalitet opnår originale resultater ved at konfrontere os med naturens uforudsigelighed. •
Det oprindelige loft fremstår som om det svæver, fordi det ikke støder helt op til den mørke trævæg. Herinde stå bla. lænestole fra 40erne og en seng i Empirestil. På væggen ses et maleri med religiøst tema fra 1600tallet.
