Maleriske omgivelser ved Maggiore-søen. Minimalistisk arkitektur på en stejl skråning, der minder om en sten, midt inde i en skov. Blandingen af grove overflader, vasket beton, lærke- og egetræ og store ruder ud mod både søen og landskabet, gør dette hus til noget specielt. Vi er i bakkerne omkring Maggiore-søen, lidt efter den schweiziske grænse. Her bor Jerome – der både er arkitekt og forfatter – sammen med sin kone Paola og deres søn.
Når man kommer fra vandsiden, er det
en diskret betonklippe. Tillukket, uigennemtrængelig og sat i scene af de omkringliggende
træer. Huset er stort set helt skjult. Tættere på folder det sig ud opad i tre
etager.
“Det klamrer sig til den stejle bakke omgivet af træ, der minder mig om en
sten der ligger alene i en skov,” siger ejeren af huset Jerome De Meuro. Vi er
i Caviano, i bakkerne mod Maggiore-søen på den schweiziske side. Jerome har
boet her i over to år med sin kone Paola og deres søn Demien. På samme adresse
deler han tegnestue med kollegaerne Marcus Wespi og Luca Romeo. Atelieret
(kalder han det), går tilbage til 1981, mens hans hus er blevet bygget på som
det sidste.
Uden at påvirke omgivelserne
Huset er på 130 kvadratmeter og det
skulle tilpasses vejen, hænge sammen med tegnestuen, passe ind mellem træerne
og ikke for tæt på skellet til naboen. Derfor fik det denne spændende
udformning.
Der blev udgravet en rektangulær form på omkring 40 kvadratmeter, som blev delt
i to. På øverste etage, i niveau med vejen, er det en åben planløsning. Her
findes entré, opholdsstue, køkken og spisestue. På etagen nedenunder ligger
badeværelse og soveværelser, der hver især vender ud mod en lille udendørs,
overdækket gang.
“Ved at arbejde med begrebet fortætning, skabte jeg nye rum uden at påvirke
omgivelserne. Det er lidt som i små landsbyer, hvor bygninger ligger meget tæt
på hinanden og er forbundet med stier. I mit tilfælde er der en sti af sten der
løber langs huset, der forbinder huset med tegnestuen, indrammet af arealerne
udenfor.”
Det unikke udseende og de materialer der er anvendt, passer perfekt til det
landskab det ligger i.
Udefra er huset en rå cementmonolit. En moderne natursten. Et levende
materiale, ekspressivt, der trækker årstidernes skiftende lys indenfor.
Udnyttelse af pladsen
Interiøret matcher facadens rå
udseende. Væggene er pudsede, men ikke færdige og det afspejles i det rå,
polerede betongulv. Der er anvendt lærketræ til både vinduesrammer og døre.
Indenfor er de få møbler, udelukkende produceret af egetræ, alle blevet
specialfremstillet til huset. Viroc (fremstillet af presset fyrretræ og beton,
der både er fleksibel og stærk), er brugt til alle indbyggede skabe, for at
kunne udnytte 100 % af den plads der var til rådighed.
“I dag er vi i stigende grad mere vant til at designe mindre rum,” påpeger
arkitekten og fortsætter: “Vi studerer oftere hvert lille hjørne for at få det
meste ud af de rum, vi tegner. At arbejde med mit eget hus på den måde, var en
god praktisk øvelse,” siger han.
Tænkt på det hele
Alt her har sin plads. Alt er vigtigt, og der er ikke noget overflod. De eneste rigtige møbler er spisebord og -stole samt sofaen. På øverste etage har huset to store ruder: det ene ved indgangen, og det andet på den modsatte side ud mod søen, der smukt indrammer landskabet. Og alligevel beskytter betonvæggen huset fra de nærliggende træer, de mange åbninger ud til lyset, og de arkitektoniske hældninger i landskabet. Desuden peger Jerome på glasvæggene der omgiver huset, der fanger lyset og afspejler det i interiøret. Huset er åbent mod himlen, og der kastes derfor masser af lys indenfor. De små udendørs terrasser omkring huset, forlænger boligarealet ud i naturen, hvilket giver beboerne en rigtig god mulighed for at nyde de skiftende årstider. •
