Beliggende i et naturreservat og med en spektakulær 360-graders udsigt over det omkringliggende landskab, er denne øko-hytte nær Cape Town et misundelsesværdigt familieferiested.
Beliggende på skråningerne af Klein Hangklip-bjerget, lidt over en times rejse fra Cape Town, kombinerer denne bemærkelsesværdige feriebolig en elegant og enkel designoplevelse med en tilsyneladende uendelig 360-graders udsigt. Den er udtænkt af en stor familie, som købte den landbrugsjord, den ligger på, for en del år siden. Den eneste struktur på ejendommen var en lille tømmerhytte, som nedbrændte under en naturbrand i 2005. Spol tiden næsten to årtier frem til februar 2022, da to af familiens medlemmer “tilfældigvis kørte forbi ejendommen og efter en pludselig indskydelse drejede sig ind på den dengang ret bumpede adgangsvej til det naturskønne område, hvor hytten engang havde ligget,” forklarer et af familiens medlemmer: Eddie Horn. Denne indskydelse fik familien til at mindes stedets fantastiske udsigt over Rooi-Els flodmunding og strand, Det Indiske Ocean og de omkringliggende bjergkæder, såvel som landets egen naturlige skønhed: Det er dækket af oprindelig fynbos-vegetation, da området er en del af Kogelberg Biosphere Reserve i dét, der normalt omtales som Cape Floristic Region. Et beskyttet område, der er udpeget som et UNESCO verdensarvssted. Familien besluttede i fællesskab at bygge en øko-hytte-feriebolig på stedet og opdagede, at reservatets udviklingsregler ville gøre det muligt for dem at gøre det, hvis fodaftrykket af den nye bygning var nøjagtig det samme som den oprindelige gamle træstruktur.
Bygget af to containere Med sin baggrund i ejendomsudvikling var Eddie Horn det oplagte valg til at styre projektet. Fra starten var målet at bygge videre på “ejendommens virkelig unikke egenskaber,” siger Eddie Horn og fortsætter: “En ejendom som ville kunne nydes af vores familie, venner og gæster.” Det var også heldigt, forklarer han, at bygherrerne af den gamle hytte havde placeret den på det mest ideelle sted, hvorfra man kunne nyde “den fantastiske udsigt over havet, ind i kløfterne og op ad Klein Hangklip-bjerget over hytten”. Med en klar idé i tankerne om, hvad familien ønskede, vidste han, at en containerbygning ville være optimal i forhold til hurtigt at skabe en ny hytte på stedet. Arkitekt Raymond Rietoff fra RRAD blev kontaktet for at hjælpe med planlægning og design, og bygningens konstruktion blev udført af SmartMod, som er lokale specialister i denne type byggeri. Raymond var medvirkende til “at få positioneringen perfekt på det eksisterende fundament og finde det rigtige niveau,” siger Eddie Horn.
Fra starten af udviklingsprocessen havde Eddie Horn været i samråd med sin mor, Erna van der Merwe, som har en livslang interesse for design og indretning. Finish og interiørfarvevalg er i høj grad hendes fortjeneste. De dybe koksgrå toner opvejet med lysere træfinish skaber et slankt, monotont og nutidigt udtryk i interiøret. De fungerer også smukt i forhold til ferieboligens placering. Som Eddie Horn forklarer, var det principielle mål “ikke at distrahere fra eller forstyrre den bemærkelsesværdige stemning, der skabes af udsigten og de rige farver i fynbos-vegetationen og bjergene, der omgiver hytten”. Eddie Horn, hans kone Julia og deres nye baby Thomas tilbringer megen tid i hytten. Men som han siger, laver de meget lidt, når de er der. “Vi slapper for det meste bare af og afskærer os fra resten af verden. Fordyber os i den storslåede fauna og flora, som biosfæren har at byde på,” fortæller han. ”Vi nyder også det næsten daglige besøg af den lokale bavianflok og at se, hvad de laver. De prøver altid lykken i forhold til at prøve at stjæle en bid mad eller 10! Enhver, der ønsker at være mere aktiv, kan udforske gården, tage en tur til en af de mange nærliggende strande eller begive sig ud på de berømte vandrestier i det nærliggende Kogelberg Nature Reserve – men når det er sagt, så er det bestemt ikke let at rive sig væk fra denne fabelagtige udsigt.” •
På toppen af en bjergkæde i udkanten af Rio de Janeiro er dette hus resultatet af en masse forskning og de ideer en ung familie med fire børn havde. Målet var at søge enkeltheden og en total integration med naturen efter Wabi Sabi-filosofien, som styrede hele projektet.
Det tog tre års planlægning – og flere års byggeri. Men det stod færdigt på det helt ”rigtige tidspunkt”, fortæller Paulo og Anna Luiza Brito, ejere og bygherrer på denne fantastiske bolig: Et refugie i Quinta do Lago, der fungerer som familiens fritidsbolig i landsbyen Araras, halvanden times kørsel op ad bakke fra Rio de Janeiro. Med fire børn mellem 12 og 25 år, og trætte af en travl hverdag, drømte de begge om at få et hus uden for storbyen, som kunne danne rammen om et liv styret af helt grundlæggende begreber som enkelhed, komfort og natur. ”Det første skridt i hele denne proces var at lede efter det rigtige stykke land, der lå tæt nok på Rio de Janeiro til, at vi kunne komme hurtigt herop i weekender og på helligdage. Vi fandt et højtbeliggende sted oppe i bjergene. En grund på ca. 10.000 m2 og masser af gammel skov. Det var det ideelle sted. Det eneste, vi så manglede, var at finde frem til den æstetik, vi ville forfølge i byggeriet. Det lyder enkelt, men det tog os tre år inden, vi begyndte at bygge. Tid som vi brugte på at udforske en masse arkitektur- og indretningsbøger”, siger Paulo Brito, der er ingeniør af profession. I sidste ende stod han selv for byggeriet i samarbejde med en lokal entreprenør og lokale arkitekter, som udarbejdede de detaljerede planer og overvågede den daglige drift af byggeriet. En gruppe der loyalt har fulgt hans ideer.
Målet for husets kommende æstetik blev tydelig for Anna og Paulo Brito, da de først stødte på Cliff Mays værk i en af de mange bøger, de havde anskaffet sig. Nærmere bestemt en Santa Fe Ranch i Californien fangede deres interesse. Det fik dem til at satse på at opføre en flad bygning, der matchede omgivelserne bedst muligt. Transparent med store glaspaneler. ”Ved at studere den skala, Cliff May brugte på ranchen, tænkte vi også på, hvor stor en andel huset måtte optage af grunden. Ikke noget stort eller højt. En L-formet bygning i moduler, der åbner sig op ud mod fritidsarealerne,” fortæller Anna Brito.
Gennem en masse videoer lærte de også, den belgiske indretningsarkitekt Axel Vervoordts arbejde at kende. Han er en svoren tilhænger af Wabi Sabi-filosofien. En filosofi der bygger på en traditionel japansk opfattelse af æstetik, der er centreret omkring et verdensbillede, der hylder accepten af det ufuldkomne og det forgængelige. De besluttede sig for, at dette grundsyn skulle være hovedkonceptet for interiøret. ”Søgen efter enkelhed, accept af tidens tand, materialernes organiske og ufuldkomne karakter, genbrugte materialer, strukturer og gamle renoverede møbler – alt dette blev de absolutte krav, vi formulerede for at opnå det resultat, vi ønskede,” tilføjer Anna Brito og fortæller, at møbelbetræk og andre tekstiler er ganske basale og generelt holdt i lyse farver.“ Dét, der virkelig skiller sig ud, er naturens toner i interiøret. Da alt stod klart for godt tre år siden, begyndte pandemien, og familien endte med at tilbringe lange perioder i bjergene i eksil. “Så indså vi, at vi faktisk havde fået det sted, vi havde drømt så meget om. Drømmen var gået i opfyldelse”, siger Paulo Brito.
I løbet af de syv år arbejdet har stået på, har Anna og Paulo Brito brugt al fritid på at lede efter unikke materialer og møbler for at fuldende husets karakter med et fantastisk interiør. ”Det blev en hobby, en kæmpe fornøjelse,” siger han og opremser de mange rejser, de foretog i Brasilien og i udlandet på jagt efter deres indretningsperler: Kalkstenene kom for eksempel fra Portugal, naturfibertæpperne fra São Paulo, kunstværker fra Buenos Aires, nedrivningstømmer og masser af møbler stammer fra den brasilianske delstat Minas Gerais. De robuste arkitektoniske toner slås fast af de tykke rustfri ståldøre og vinduer, der måtte produceres i flere omgange af en lokal metalvarefabrik før bygherren, var tilfreds. ”Intet her er standardvarer. Alt blev skræddersyet for at opfylde vores ønsker. Og vi var meget detaljerede i vores ønsker. Men frem for alt satte vi ikke en deadline eller pressede vore leverandører urimeligt. Huset ville stå klar, når tiden var inde,” joker Paulo, der elsker, at en af de smukkeste træbænke i hans private suite, blev fundet hos en vejsælger, da de ankom til en lille by i Minas Gerais. ”Alt her har en historie. Og det gør hvert lille hjørne langt mere interessant”, slutter han. •
Raffaella Leones far var ingen ringere end den berømte filminstruktør Sergio Leone. Hun bor i en vidunderlig familievilla i Rom. En bolig der både bærer præg af hendes vision og samarbejdet med det romerske Galleri Blend. Indretning og udsmykning er en del af hendes væsen og minder. I kombination med hendes ide om fremtiden.
I udkanten af bydelen EUR bare syv kilometer syd for Rom ligger en fantastisk brutalistisk villa med biograf i sit DNA. Villaen var oprindeligt bestilt af filmproducenten Alberto Grimaldi i begyndelsen af 1970’erne. Byggeriet var baseret på et projekt af arkitekten og scenografen Carlo Simi, som betroede den strukturelle del af arbejdet til en af de største italienske ingeniører, Sergio Musumeci. Et moderne og monumentalt hus, der ovenikøbet senere fungerede som romersk residens for en af Qatars prinser. Sergio Leone, Raffaellas far, skaberen af Spaghetti Western-genren og bredt anerkendt som en af de mest indflydelsesrige instruktører i filmens verden, købte den i 1988. Villaen var oprindeligt et stort enfamiliehus, der efterfølgende blev opdelt i tre enheder. For nylig undergik huset endnu en renovering og blev opdelt i to symmetriske enheder, hvor søstrene Raffaella og Francesca Leone nu bor. De udvendige dele af villaen har, bortset fra små indgreb, ikke undergået ændringer.
Det er her, hjemme hos Raffaella Leone (til daglig administrerende direktør for Leone Film Group), at fortid og fremtid kombineres: “Det er et hus fyldt med minder. Det er stedet, hvor jeg kan lide at bruge min tid, og hvor jeg gerne vil blive gammel,” fortæller hun. For det fantastiske interiør er en kombination af kunst, design og smarte valg. Indretningen er skabt i samarbejde med galleriet Blend Roma (blend.it – et galleri og kreativ virksomhed i Rom etableret af Paolo Vasi og Stefano De Paola). Det har været fundamentalt for resultatet: ”I årenes løb er der opstået et regulært tillidsforhold til Leone-familien,” fortæller Paolo Vasi. ”I EUR-huset er der blevet indsamlet kunstværker, der er perfekt integreret med familiens allerede eksisterende møbler og kunstværker. Ofte ved hjælp af specialfremstillede møbler der er skabt takket være samarbejdet med designerne Hannes Peer og Duccio Maria Gambi, der har designet nye møbler og belysning til boligen,” siger han.
Raffaella Leone havde en klar ide om det resultat, hun ønskede sig: ”Det primære formål med Raffaella Leones brief var at skabe et hus på en spontan og fri måde. Et hus der både kunne være funktionelt og repræsentativt på samme tid” fortæller Paolo Vasi. For at gribe dette toårige arbejde med rådgivning og levering af kvalitetsprodukter bedst an, kom Blends inspiration og udfordringer på en hård prøve: ”Selve bygningen har en meget markant ånd, og der er en meget stærk kontinuitet mellem ydersiden og indersiden”, fortæller Paolo Vasi. ”Med dette i betragtning var det ikke muligt at invadere det indre rum ved at indsætte hverken kunstgenstande eller møbler, der var for kontrastfulde eller karakteristiske,” fortæller han.
Derudover var det afgørende, at mange enestående design- og kunstværker, Leones familieobjekter allerede fyldte godt op. For nu blot at nævne ét: Et maleri af Andy Warhol fra Myths-serien. I stedet valgte de at parre den eksisterende kunst med deres egen kreation som for eksempel ”Hallebardes” designet af Duccio Maria Gambi, der oplyser et popværk af Robert Indiana, mens Mobil-lysekronen af Hannes Peer blev skræddersyet til at oplyse det store firkantede spisebord. Et stort skrivebord er lavet på et original fundament af Leonardo Ricci fra 1950’erne og et par italiensk fremstillede lænestole i hvid bouclé fra 1970’erne er indsat i arbejdsværelset på øverste etage. En original bordlampe af Carlo Nason fra 1970’erne er i tæt dialog med Lina-lamperne af Hannes Peer, samt en serie Murano-glasvaser, unikke stykker af Ivan Baj, der møder ædle vintageglas, også fra Murano, som Raffaella Leone samler på”, fortæller galleristen.
Alle Blends valg viste sig at være succesfulde, da det hele resulterer i et vidunderligt hus, fyldt med Raffaella Leones personlighed og stil: ”Takket være Paolos hjælp fik jeg renoveret dette hus til at afspejle min essens og repræsentere dét, jeg havde brug for,” fortæller Raffaella Leone. ”Det er på samme tid et shelter og et sted for deling”, pointerer hun. ”Stuen er det rum, hvor jeg bedst kan lide at tilbringe min tid, fordi vinduerne ikke skaber markante grænser mellem indendørs og udendørs. Det giver mig mulighed for fuldt ud at nyde skønheden ved at bo omgivet af alle de ting, jeg elsker,” slutter hun. •
Arkitekten Anthony Orelowitz har designet et enestående hjem til sin familie. Et hjem som giver betydningen af at bo i en storby helt ny mening. Og i processen har han tillige skabt sit yndlingsrum i byen.
“I Johannesburg er der ingen bjerge,” siger arkitekten Anthony Orelowitz. ”Der er heller ikke noget hav.” Hans referencepunkt er Table Mountain i Cape Town, som løber med megen af den arkitektoniske opmærksomhed i Sydafrika. ”Dér virker det som, at alle huse vender udad i håb om at få et glimt af Atlanterhavet. Eller et kig til det altdominerende Table Mountain syd for byen. I Johannesburg er du tvunget til at skabe dit eget habitat. Dit eget hjem. Din egen udsigt.” Det er i bund og grund hans beskrivelse af Johannesburgs urbane karakter: Fladt og uden store bjerge. Og det var dét udgangspunkt, han tog afsæt i, da han designede sit eget hjem i storbyens skovklædte forstæder. Anthony Orelowitz beskæftiger sig hovedsageligt med erhvervsbyggeri. Hans tegnestue, Paragon, har skabt nogle af byens mest betydningsfulde arkitektoniske vartegn. ”Men jeg havde ikke tegnet en familiebolig i 15 år.” Ikke desto mindre skabte han sammen med arkitekten Elliot Marsden og indretningsarkitekten Julia Day en storslået vision, der rummede alt det som et hjem i Johannesburg skal indeholde. En bolig der på en og samme tid passede perfekt til byen og alligevel skilte sig markant ud fra naboernes huse.
En lille ø i forstads-havet Grunden, som det nye hus skulle bygges på, havde tidligere været en tennisbane med en lang indkørsel, der strækker sig fra enden af en vendeplads med nabohuse til alle sider og langt fra hovedvejen. Det føltes som en lille selvstændig ø med store ’jungleagtige’ træer i forstædernes uendelige hav. Indretningsarkitekten Julia Day deltog i projektet fra dets allertidligste stadier. På den måde sikrede Anthony Orelowitz sig, at ideerne, der drev byggeprojektet, var bæredygtige helt ned til den mindste detalje. Og slog igennem i den endelige indretning af familiens nye hjem. ”At arbejde med på dette projekt var en byggeopgave som ingen anden, jeg nogensinde har taget del i,” fortæller Julia Day og fortsætter: ”Alle detaljer i husets design blev skræddersyet og tilpasset til byggeriet, som det skred frem.” Hun erindrer blandt andet, at hun var tvunget til at redesigne hele badeværelser så flisernes mønster blev perfekt og holdt de rette linjer i rummene og flugtede med dørene. Beskæring eller ujævne fliser blev bare ikke accepteret. Design, konstruktion, byggeri og indretning var en endeløs proces med daglige forandringer, der udviklede sig efterhånden, som det tog form. For at kunne skabe sit eget private habitat – bosted – tog Anthony Orelowitz afsæt i en af arkitekturens arketyper: Nemlig atriumhuset. Med et indre gårdrum der smyger sig rundt om husets indvendige facader, kreerede han et fredfyldt frirum i husets hjerte under den blå himmel. Et sted han kalder sin ’egen private oase i storbyen’. Bygningerne er i al hovedsag en serie pavilloner med store skydedøre og skodder, der kan åbnes og lukkes alt efter behov. Og som næsten uendeligt kan rekonfigurere en sand mosaik af rum på forskellig vis. Arkitekterne og ingeniørerne måtte konstruere et særligt skinnesystem for at kunne håndtere de tunge glaspartier i skydedørene.
Gårdrum er husets hjerte I stedet for blot at omkranse gårdrummet, valgte Anthony Orelowitz så at sige at presse det omgivende landskab gennem pavillonerne og ud til alle kanter af gården. ”Grundplanen og huset ydre omgivelser skyller gennem bygningerne. Fra et rum til et andet. Det er med til at skabe en masse ’sekundære gårdrum’ rundt om i huset, hvor pavillonerne åbner sig op mod flere små private og fredfyldte kroge, og hvor de afgrænsende mure praktisk talt smelter sammen med husets vægge.” Trods dets lange, lavtliggende fremtoning i landskabet, rejser huset sig alligevel og skaber et øvre niveau i højde med trætoppene. ”Næsten som et træhus for voksne,” fortæller Anthony Orelowitz. Det er en effekt, der skaber en oplevelse af, at rummene er strikket sammen på den lodrette led såvel som horisontalt. Det trækker én op til terrasserne med samme kraft som huset og haverne gør det i jordhøjde. For at have styr på proportioner og vinkler tegnede han huset ’oppe-fra-og-ned’. Soveværelserne blev placeret i grundplanet under træernes skygger, mens opholdsområderne – sammen med en pool – er placeret på det øvre niveau. Men naturligvis er pool’en udstyret med koøjer med frit udsyn til gårdhaven nedenfor. At placere soveværelserne nederst i huset var et bevidst valg, der ikke blot handlede om ro. ”Jeg elsker at vågne om morgenen og kunne ’touch ground’ og vide, at jeg næsten befinder mig i skoven, når jeg går ud i gårdhaven.” Designets rene og klare, enkle sprog er næsten uundgåeligt endt med at blive lidt af et vidunder af moderne ingeniørkunst. Som eksempelvis de brutalt stærke bjælker, som snor sig rundt om huset om end de er gemt godt af vejen bag kaskader af planter, så man næsten ikke aner, at de er der. Et andet eksempel er det flydende loungegulv, der hviler på en 90 millimeter tyk stålbøjle fastgjort i loftet. En løsning der trodser tyngdekraften.
Tropisk minimalisme Julia Day siger, at den nænsomt kontrollerede palet af interiør-løsninger blev valgt ud fra et hensyn om at skabe et naturligt og taktilt image i husets indretning. Selv taler Anthony Orelowitz om sit ønske om at få et nærmest sensorisk feedback, når man berører overfladerne rundt om i huset. Fra væggene til gulvene. ”Det er en kvalitet ved huset, der giver ny energi,” siger han. Den rå sensitive oplevelse med de ru sten, planternes frodighed og den elementære tilstedeværelse af luft og vand er designgreb, der bevæger sig væk fra den europæiske minimalisme og i stedet nærmer sig den frugtbare, sensuelle og ikke mindst tropiske minimalisme, som man finder tidlige eksempler på i Brasilien. Den taktile, håndgribelige og stærke fokus på naturlige byggematerialer leverer en vis jordnær stemning i husets indre. En følelse, der forstærkes af den måde lysets kommer ind på, og måden hvorpå luften flyder hen over en dam for så at strømme op gennem i et ovenlys i loftet. Det handler om bevægelse og forskellighed i temperaturen.
Magien arbejder Arbejdet med detaljerne har også den konsekvens, at overgangen mellem husets indre og ydre omgivelser er glidende. Næsten umærkelig. Væggene og lofternes træbeklædning er så minutiøst udført, at man ikke lægger mærke til hverken døre eller vinduer. Belysningen – hvoraf meget er skabt unikt til dette hus – er også designet og skjult, så det om aftenen og natten skaber et lys-flow, der er konsistent med det ydre. Virkningen er magisk. På trods af husets slanke, rene linjer sammenligner Anthony Orelowitz alligevel sit hus med Hogwarts skolen i Harry Potter-universet. Ikke på grund af middelalderlige stentrapper eller voluminøse pejse. Nej, det handler om hemmelige passager og trick-døre. ”Her har vi også forsøgt at skabe hemmelige passager og skjulte rum bag ved andre rum.” Måden som vægge og skærme kan åbnes og lukkes i huset betyder, at det næsten som ved hekseri kan ændres. Det skifter hele tiden form og størrelse. ”Lige som i et teater,” siger han. Og så er huset udstyret med nogle helt fantastiske features, så som det 20 meter lange og tre meter brede ovenlysvindue, der kan kontrolleres via en app på Anthony Orelowitz’ smartphone. Det løber i husets fulde længde. Fuldstændigt magisk drager det husets ydre omgivelser ind i interiøret. ”Væggene er slet og ret planter,” fortæller han med reference til den lodrette have, der følger husets samlede længde på første sal.
Skjulte rum Julia Day har fortsat denne fornemmelse af overraskelse og opdagelse overalt i indretningen. Ikke mindst i den måde, hun har designet skabe og vægpanelerne på for at kunne skjule alt fra tøj og anden opbevaring til hele rum. Påklædningsværelser og køkkenet bagerst i huset åbner op bag ved, hvad der ved første øjekast ligner ubrudte vægpaneler. Det har også den effekt, at det i praksis nedskalerer oplevelsen af husets størrelse til et behageligt og overskueligt omfang. Selv om der er gjort store anstrengelser for at skabe skjulte rum og funktioner overalt i huset, har Julia Day brugt sine magiske evner til at sikre, at de åbne og forbundne opholdsområder faktisk er beboelige, så familien kan fylde dem med liv. Hun pointerer, at de store volumniøse rum også skaber behov for at skabe små kroge og lommer som kan give en mere intim og hyggelig stemning. Det er efter hendes opfattelse vigtigt, at åben-plan-indretning også skaber plads til, at beboerne kan være ’alene sammen’. Så lige så meget som hun har respekteret arkitekturen i sit valg af møbler, har hun sørget for, at huset føles lige så komfortabelt, indbydende og beroligende, som det er overraskende og dejligt. På inspirationsfronten har hun trukket meget på designs fra De Padova og Ligne Roset, Wiener GTV Design og lokale designere som Haldane Martin. Hun påpeger, at ikke kun de enkelte møbler og indretningselementer er smukke, men de fungerer i et smukt samspil uden at konkurrere. Hun foretrak et lavtliggende design, ofte lette, temmelig gennemsigtige stykker, der ikke afbryder synslinjer eller ødelægger udsigten eller følelsen af flydende, sammenhængende rum.
Samtidig søgte hun efter designløsninger, der var stærke nok til at holde deres egne værdier og ikke blive ’tabt’ i rummet. “Huset leverer en oplagt mulighed for at integrere skulpturelle elementer,” siger hun. De arkitektoniske former på Haldane Martins udendørsmøbler bragte for eksempel sproget i husets “hårde skal” ind i en anden dimension. Men måske endnu vigtigere, tænkte hun meget nøje over kvaliteten af det rum, de enkelte møbler skaber omkring sig, så møblerne fungerede i overensstemmelse med den præcist koreograferede arkitektoniske bevægelse og sammenhæng. De stærkt forbundne rum betød, at hun hele tiden skulle overveje, hvordan møblerne ville lade sig ’oversætte’, som man så det fra forskellige udsigtspunkter i hele huset. På samme måde undgik hun designs, der så “overdrevent funktionelle ud”. Køkkenet var mere tænkt som et socialt område, hvor man både kunne lave mad og underholde frem for et traditionelt køkken. Interiøret var en øvelse i at arbejde med mange lag, og om at artikulere og komplementere arkitekturen frem for blot at skabe løsrevne dekorative elementer. Naturlige teksturer ses i tekstilvalgene, som bevarer følelsen af en jordnær og autentisk materialitet. Farverne er trukket fra vandet, løvet, himlen og sten, der er et match, der samler oplevelserne fra interiøret og haven.
Subtile variationer For at bevare følelsen af enkelhed er der arbejdet med små subtile variationer i farvetekstur og materialer. Det er den samme granit, der er hamret til klinker her, men anvendt som knust sten og sandblæst på væggene der. Det forhindrer, at indretningen kommer til at virke for ensformig eller steril. Julia Day har helt åbenbart arbejdet med stor forkærlighed for de håndlavede elementer. ”Følelsen af den menneskelige berøring og det uperfekte er med til at bringe varme og menneskelighed til rummet,” fortæller hun. Til tider gik hun endda så langt som til at inkorporere det, hun kalder det ”anti-perfekte” og gøre noget bevidst ’forkert’. Den mønstrede flisebelægning på den opmurede udendørssofa i den centrale gårdhave bryder for eksempel reglerne, men introducerer noget finurligt og forfriskende, der stemmer overens med stedets ånd. Julia Day citerer Vico Magistretti, der har designet en række af hendes yndlingsmøbler, nogle af dem inkluderet i huset: ”Enkelthed er det sværeste at opnå.” Det er en effekt mere end et sæt regler. Hemmeligheden forbliver dog i detaljerne, i at kunne opretholde en klar vision fra den ’store idé’ til den mindste detalje. En sådan omhyggelig opmærksomhed betaler sig naturligvis kun, hvis ideen er overbevisende i første omgang. Hvis den er det, har du skabt et arkitektonisk vartegn. Ideen er ophøjet. I dette tilfælde var tanken ikke så meget at skabe en bygning eller et hus i traditionel forstand. Det handlede mere om at skabe et rum. ”Et sted som kan gøre dit hjem til dit yndlingsrum i byen,” slutter Anthony Orelowitz. Den åbne gårdhave i hjertet af dette hjem er svar nok i sig selv. Og en åben invitation til at selv at gøre det.
