Malibu Beach House

Malibu 1 - Malibu Beach House

Arkitekturen er raffineret. Udsigten er ganske enkelt enestående. Og så slår stillehavets bølger mod sandstranden nogle få meter fra dette unikke Beach House i Malibu, Californien. Huset er resultatet af et omfattende renoveringsarbejde og modernisering af et 70’er-hus, der med årene var blevet lidt træt.

Malibu 2 1024x684 - Malibu Beach House

Malibu 4h - Malibu Beach House

Det er indretningsarkitekten Jamie Bush, der har stået for renoveringsarbejdet. Han har gennem årene opnå­et stor anerkendelse for sit arbejde.
I 2019 blev han optaget på den eksklusive ’Architectural Digest 100’ liste. Og sidste år på Elle Décor A-list.


The ‘Bu. På Gangsta-sprog er dét det lidt kække kælenavn for den mest sceniske Stillehavsby på den amerikanske vestkyst: Malibu. Placeret små 50 km nord for Los Angeles, er det et sted for de mere velbeslåede huskøbere. Hvis man da ikke bare besøger Malibu for dens hvide strande og perfekte surferbølger.
På skråningen ved Malibu Road ned mod stranden og Stillehavet ligger et Beach House, der har fået en kærlig håndsrækning. Oprindeligt var det bygget i 1970-erne – og havde ærligt talt set bedre tider. Det var helt og aldeles ordinært indrettet: Stueplanet var opdelt i en række forskellige rum med hver sin funktion. Det fik indretningsarkitekten Jamie Bush rettet op på som noget af det første. Alle skillevægge blev ganske enkelt revet ud af huset, så der nu opstod ét stort sammenhængende stue-køkken-alrum med et frit og uhindret udsyn ud over Stillehavet.
For beliggenheden er måske husets allerstørste aktiv. Det ligger nemlig i selve strandkanten. Der er kun 40-50 meter fra huset og ned til vandet. Og bortset fra interiøret og de raffinerede byggematerialer er lyden af bølgerne, der slår i stranden med til at give beboerne en fantastisk stemning af strand og afslapning.

Malibu 5 1024x684 - Malibu Beach House

Huset leverer – både fra terrassen og fra den store opholdsstue – et enestående kig til Malibu.

Malibu 6 1024x684 - Malibu Beach House

Alle skillevægge blev revet ud af huset, så der opstod ét stort sammenhængende stue-køkken-alrum.

Malibu 8 1024x684 - Malibu Beach House

Fra huset – både fra terrassen og fra det store opholdsrum – er der et enestående kig til Malibu og den måske mest sceniske strækning af den amerikanske stillehavskyst. Selvom huset er resultatet af en massiv ombygning, virker resultatet som om det oprindeligt var designet til at fungere som en ramme for landskabet, kysten og havet. Som om det absorberer dets transformationer og bliver beriget af det.
Og det er et hus, der bedst kan betegnes som en moderne state-of-the-art bolig med al tænkelig komfort. Et hus der næsten føles som om en svævende sky over oceanet.
For at guide besøgende ind i huset og skabe fokus på flowet gennem underetagen, er der opsat plader af kalket eg på vægge og lofter. Det blødgør rummet – både visuelt og akustisk – og skaber små lommer til indirekte belysning. Et element der også er med til at artikulere de arkitektoniske løsninger.
På anden sal blev soveværelser og badeværelser fuldstændigt opdateret med moderne finish og detaljer. Det betød også, at døre og vinduer blev udskiftet for at sikre et så frit udsyn til Stillehavet som overhovedet muligt.
Tidligere gik vejen til the master bedroom gennem badeværelset. Ikke helt optimalt. Men for at bevare soveværelsets placering ud mod kysten, blev der opsat en let tremmevæg, der adskiller bade- og soveværelse. Store glasdøre giver fri adgang til terrassen. Trods nyvunden åbenhed og udsigt, er det stadig et meget privat område i huset.

At få mere lys ind i huset var en afgørende faktor i renoveringen. Før forbandt en mørk – og tæppebelagt – trappe husets to etager. I dag består trappen af svævende trin, der fastholdes af en enkelt stålbjælke i et lys trapperum, der både visuelt og fysisk forbinder de to dele af huset.
Indretning og møblering er en kombination af specialdesignede og genbrugte skulpturelle elementer. Målet var at udtrykke de enkelte elementers naturlige materialer på dristig, men ærlig måde. Det handler om, at deres ’ufuldkommenheder’ bliver dekorativ, hvad enten det er luftbobler i de mundblæste glaspendler over køkkenøen, den uregelmæssige åretegning i marmorbordpladen eller vækstringene i sofabordets træ.

Malibu 12 1024x684 - Malibu Beach House

Designeren Jamie Bush siger: ”Vores mål var at skabe en æterisk og solbeskinnet plet, der omfavnede husets beliggenhed og miljøet omkring det. Møbler, kunst og lys er valgt efter deres skulpturelle værdi med det ene formål at fastholde det stemningsfulde element og være tro mod sin oprindelse, der er påvirket af alle ting fra land og hav.
The Malibu Beach House er unikt. Ikke kun på grund af den omfattende renovering og beliggenheden. Men også fordi Jamie Bush eliminerede alt sort. Hele huset er i dag holdt i hvide og forskellige grå nuancer. Hvide vægge og grå stengulve. Grå trævægge og skabe. Matte grå vinduer og døre. Ganske usædvanligt for et moderne strandhus.
Husets rene og futuristiske linjer omfavner landskabet. Glasset omkring huset formid­ler den magiske atmosfære i et næsten himmelsk fristed. Fanget mellem land og hav.

Malibu 13 1024x684 - Malibu Beach House
Malibu 14 1024x684 - Malibu Beach House