Tro mod sine flamske rødder søgte Jenny Meirens – den nu afdøde og diskrete medstifter af det belgiske modehus Maison Martin Margiela – tilflugt I dette ensomt beliggende hus midt i Pajottenlands enge og marker – en lille grøn oase tæt på Bruxelles, der ofte omtales som ‘Nordens Toscana’.
Jenny Meirens kunne ikke have drømt om noget bedre sted at bygge sit hus. Heller ikke selvom det blev i Belgien, og ikke i hendes elskede Italien, hvor hun tidligere havde boet. Hun fandt inspiration i en kombination af de store spidse stråtage, man finder på traditionelle japanske gårde og de klassiske boliger, man finder i den lille by Retranchement, der ligger midt mellem Knokke-le-Zoute og den hollandske grænse.
Hendes hus i Pajottenland er tegnet af arkitekten Luc Maes i 2013, og bærer tydeligt præg af at være inspireret af de arkitektoniske træk, man ser i Retranchement. Det er tæt forbundet med den omgivende natur. Det geniale og originale design bunder i to tvillingehuse, der er forbundet af en bro, der også fungerer som en terrasse.
Det første der slår én, når man træder ind i huset er dets store størrelse, der giver en luftig og særdeles rummelig oplevelse. Og dét til trods for en udtalt brug af mørkt laseret træ og sorte skiferplader, der findes rundt om i huset.
Indretningsstilen er et miks mellem et nærmest ’brutalistisk’ ydre og ruralt, landligt look. Træhusene er placeret på et betonfundament, der tillige giver plads til garagen, kældre og en sommerlounge, et spillerum og et studie, der åbner op mod en udendørs pool, hvor vandet filtreres af vandplanter.
Huset – økologisk og bæredygtigt som det er – er beklædt med sortmalet lærketræ. Vinduerne har en klassisk dimension for at bevare følelsen af varme og hjemlighed. De vinduer, der er orienteret mod syd, har et fantastisk ubrudt view ud over de omgivende landbrugsarealer, enge og skovbevoksning. Et fredfyldt udsyn så langt øjet kan se. Der er god grund til, at gardiner, der kunne forstyrre dette ekstraordinære panorama, er banlyst. Men bliver solen for stærk, er der dog installeret persienner.
Det specialdesignede køkken er garneret med state-of-the-art udstyr og materialer. Bordpladerne er skiferplader fra Ardennerne. Skabene er fremstillet af genbrugstræ fra gamle godstog. Det samme træ er brugt som beklædning af køkkenets vægge. Ja, faktisk er det også brugt på gulvene. Her er de dog både slebet ned og ludbehandlet. Som materiale betraget er glas allestedsnærværende. Det gælder eksempelvis de glasruder, der udgør gelænderet på kældertrappen. Eller skydedøren til entreen, der maksimerer lysindfald og giver transperans i huset. Det giver også et kig ud i haven, der er anlagt i en romantisk stil af Vincent de Roder.
Indretningsstilen er et miks mellem et nærmest ‘brutalistisk’ og ruralt, landligt look.
Huset ejes i dag af Jenny Meirens søn indretningsarkitekten Frank Pay, der ejer vintage møbelforretningen Showroom 144 i Bruxelles. Hans indretningsstil kan bedst beskrives som en slags samtidighed kombineret med møbler og kunstgenstande, der gennem tiden opnået en vis patina. ”Mit arbejde er tidløst, universielt, puritansk, funktionelt og med en stærk fokus på Feng Shui-principper. Jeg elsker arkitektur, lys og lyd. Og et hus og en bolig skal have både krop og sjæl. Bling-Bling og store ego’er er ikke en del af mit ordforråd,” siger han.
Denne filosofi er den røde tråd i såvel Luc Maes arkitektur og Frank Pays indretning af huset. De komplementerer hinanden til perfektion.
Om sin mors hus siger Frank Pay i dag: ”Som den internationalt anerkendte og indflydelsesrige, kreative og banebrydende personlighed hun var, er det et stærkt, æstetisk og poetisk hjem, hun har skabt. ”Der er ikke to huse som dette i hele verden. Og det vil der aldrig være,” slutter han.
