Kombinationen af en afsondret beliggenhed med spektakulær udsigt og et smukt interiør, udstråler dette feriehus på Mallorca på bedste vis, hvordan traditionelt inspireret design i en smuk ramme, kan fremstå både glamourøst og moderne.
Det er meget nemt at forelske sig i Mallorca – men i disse tider er det faktisk ikke så nemt at finde den rigtige ferieejendom på den smukke ø. Det internationale, London-baserede par der ejer huset, måtte også bruge mange måneder med at søge efter det rigtige sted for dem, indtil de til sidst fandt denne beliggenhed.
Flot og gennemtænkt renovering Huset ligger på en bjergskråning med 180 graders udsigt over Middelhavet, på den vestlige side af Mallorca, mellem de to livlige landsbyer Valldemossa og Deià. Beskyttet på den sydlige side af Tramuntana bjergkæden og midt i en lund af oliventræer, føles ejendommen charmerende privat og nærmest gemt væk. Men landsbyerne er tæt på. Valldemossa ligger fem minutters kørsel fra huset, ligesom nogle af øens smukkeste bugter samt ejernes yndlingsstrand som er Port des Canonge. Det meste kan nås på omkring 30 minutters bilkørsel. Da ejerne købte ejendommen, var huset et ret almindeligt byggeri fra 1960-1970’erne, og siden da har bygningsreglementet ændret sig væsentligt på øen. Ejerne spurgte derfor design- og arkitekturvirksomheden More Design, om de ville foretage renoveringen, primært fordi de har specialiseret sig i at skabe historiske renoveringer, der blander mallorkinsk tradition med moderne design. Da denne proces blev påbegyndt, skabte More Design en omfattende plan for ejendommen, og hermed startede boligejerne og virksomheden med at udvikle husets retning sammen, og det endte med at blive en ret ambitiøs renovering.
180 graders udsigt over Middelhavet
Moderne indretning i en traditionel ramme For at skabe en følelse af rummelighed og lethed, blev flere af de små værelser åbnet op, for at skabe et større fælles boligareal. Det skulle danne midten af huset og fungere som ‘det store samlingssted’. Køkkenet, stuen, den lukkede veranda og spisepladsen, er alle en del af det centrale hjerte i hjemmet. Resultatet er, at der i en ‘traditionel ramme’, er skabt en moderne følelse af plads. Det var et projekt, der tillod en udvikling fra mere traditionelle indretningsbegreber til at udforske moderne koncepter og ideer.
Lånt farver fra landskabet Et andet centralt element i det færdige projekt er hjemmets interiør. More Decor, er det nye knopskud med fokus på interiør og design hos More Design, og de var ansvarlige for interiøret. De begyndte et samarbejde med den belgiske håndværksmaler og designer Eddy Dankers (som er kendt for sine mineralbaserede malingsteknikker), og bad ham skabe en række unikke væg- og loftsafslutninger til huset. Med ham fik de opfyldt ønsket om at udforske en verden af kalk og pigmenteringer, og på den måde tilføje en ny visuel dimension til projektet. Målet var at destillere de neutrale nuancer i det omgivende landskab, og reflektere og indarbejde dem i indretningen.
STUEN ER LYS OG MED SMUK UDSIGT ÅRET RUNDT. De sten, der blev brugt til gulvet, stammer fra et stenbrud i Bourgogne, Frankrig. De speciallavede sofaer var designet lave ud fra tanken om, at øjet skulle fange horisonten gennem vinduerne bag ved og ikke sofaerne.
TV-stuen indeholder en projektor og skærm (til venstre), der kan køres ned for at se film, serier og meget mere.
Understreger personligheden More Decor har også designet eller fundet alle elementer i interiøret, herunder de bløde møbler, lamperne og endda kunstværker. Det endelige resultat er et hus, der er fyldt med underspillede men alligevel stærke farver, samt en række naturlige teksturer. Den lagdelte farvefornemmelse understreger personligheden i hvert rum og giver et særligt humør eller karaktertræk til hjemmet.
Stort men godt Huset er langt fra småt. Ud over de store fælles områder – rummer det seks soveværelser med eget bad – men alligevel føles det aldrig overvældende. Det skyldes både resultatet af en enkel og intim indretning samt, at huset omhyggeligt er blevet tilknyttet det omkringliggende landskab via flere adgangspunkter og trapper. De forbinder de forskellige niveauer og terrasser, der før renoveringen fremstod isoleret og ikke en del huset. Stedet her giver de bedste muligheder for at leve livet om sommeren, i samhørighed med et smukt landskab, hvor folk kan samle sig og nyde livet sammen, men også trække sig tilbage til dejlige værelser og slappe af der. Med andre ord, det ideelle feriehus.
Dette unikke, over 400 m2 store loft, har med placeringen midt på Manhattan, en meget smuk panoramaudsigt. Du ankommer direkte op til lejligheden via bygningens elevator, og når elevatorens metalgitter skubbes fra, tilbydes du en flot kig til nogle af New Yorks mest elskede udsigtspunkter.
Bygningen ligger i New Yorks ‘Garment District’, et center for mode og design, med den tætteste koncentration af modeforretninger og talentfulde mennesker. I et område, der er mindre end tre kvadratkilometer stort. Garment District ligger i Midtown og er en af New York Citys sidste autentiske kvarterer, der kombinerer arkitektur fra det 20. århundrede med en rå og kunstnerisk livlighed. Bygningen har oprindeligt været anvendt som papirlager, og er en del af en tolv-etagers Art Deco bygning, bygget i 1920’erne.
Området er i løbet af årene, ved skifte fra et produktionsmekka til shoppingområde, fordi et stigende antal butikker søger til kvarteret. Tæt ved ligger Hudson Yards Development Project – som er i gang med at blive bygget. Et projektet der startede op i 2015, og består af 16 helt nye skyskrabere.
Pol Theis med sin bulldog Miss Lucy
Gennemgående renovering Det var et erklæret mål ved restaureringen af lejligheden, at bevare samtlige historiske elementer i rummet og fremhæve den autentiske, industrielle fornemmelse. Samtidig skulle alt opgraderes til en moderne bolig, med alle dets bekvemmeligheder og fornødenheder. Det blev opnået ved at bevare det oprindelige loft og sprinklerrørføringen men udskifte selve den visuelle del af sprinklersystemet til et mere moderne, genoprette de oprindelige, polerede betongulve, og udskifte alle de gamle vinduer med energieffektive vinduer i stålrammer, der svarede til det originale industrielle udtryk. Derudover er al kabelføring skjult i bjælker, der matcher loftets originale bjælker. Møbler og tilbehør, læner sig op ad en europæisk ‘bedstemor’ stil, men dog med en meget mere moderne drejning.
Dørene er alle blevet lakeret sorte, og træsorten er valnød.
Internationale indtryk skaber nyt udtryk Ideen bag indretningen er inspireret af Mies van der Rohes ’Farnsworth House’, der blev bygget mellem 1945-1951 og ligger i Illinois. Det anses for at være et arkitektonisk paradigmeskift til et mere internationalt udtryk i Amerika. En af de største ændringer i indretningen er de lakerede træpaneler. Det skaber kontinuerlig visuel interesse, når det naturlige lys rammer den højglanspolerede overflade. Det er en hyldest til den traditionelle franske stil, men selvfølgelig med et twist. For bogstaveligt talt er længderetningen på træet vendt omvendt, i forhold til hvordan man normalt ville gøre. En lille detalje der efterlader et mere moderne udtryk.
Turen gennem stuen ud til den store terrasse er fyldt med små visuelle oplevelser. Den bløde skulptur på bordet er fx af Anne Valérie Dupont. Vaserne på bordet er små skulpturer fra omkring 1960’erne. Sofaer og lænestole er fra BDDW.
Lys og luft går hånd i hånd Den sydvendte terrasse breder sig over knap 50 m2, og giver rigeligt med naturligt lys og plads til at nyde den velkendte udsigt ud over Manhattan. Terrassen indeholder elementer af træ, beton, grønne buske og omhyggeligt placerede fabeldyr (dem de fleste af os kun kender fra film eller fra besøg i NY, når vi står og kigger op på bygningerne, red.). Terrassen åbner op til den store stue og en mere privat læseplads med to stole i den ene side. Terrassen efterlader en fornemmelse af både storhed og afslappethed. I den nordlige ende af Loftet, ligger den smukke spisestue med en dramatisk signaturlysekrone. Lejligheden gemmer også på en multifunktionsskydedør, der rummer både bibliotek, muligheden for et tredje soveværelse samt et lille udstillingsområde.
Inspiration fra hele verden Ejeren sætter stor pris på kultur i alle sine former, men har en forkærlighed for det spektakulære eller specielle. Derfor blev der også skabt en slags ‘Kuriøsiteternes Rum’, hvor ejeren viser sin samling af mærkværdigheder og objekter fra mange år med rejser rundt om i verden. Hans samling omfatter kunstværker, antikviteter, religiøse relikvier og andre stykker af historisk, geologisk, etnografisk eller arkæologisk betydning. Inspirationen er hentet fra det 16. århundredes Europa, hvor nysgerrige apotekere, lærde og adelsmænd opbyggede samlinger af mærkelige/smukke genstande, der pikerede deres interesser. Så her ses blandt andet bøger, skulpturer, malerier, relikvier, artefakter og nysgerrighedselementer som skeletter, kranier, gevirer, horn og klør. Det er lidt simplificeret sagt resultatet af en nysgerrighed eller et mikrokosmos af verden og dens historie, uden de store videnskabelige eller historiske krav.
Bordet og stolene er af Chris Lehrecke, og lysekronen designet af Lindsey Adelman. Billedet på staffeliet er tagt af Julian Schnabel. Den smukke biopejs fungerer også som rumafskærmning.
Afslapning Rummet er forsøgt blødt op ved at kombinere biblioteksfornemmelsen med kunstgenstande, den varme farve fra valnøddetræet, en specialfremstillet sofa i ‘bedstemorstil’ med ternet stof, og en moderne integreret gulvpejs, som også tjener som rumadskillelse til spisepladsen. Over pejsen er der – på begge sider – monteret et tv. Snedigt gemt væk bag pladerne af valnøddetræ. I et af soveværelserne hænger der en projektor i loftet med en skærm der automatisk ruller ned og laver det om til et hyggeligt tv-rum. Belysning, lyd og de sorte mørklægningsgardiner i opholdsrum og soveværelserne, kan alle kontrolleret/betjenes via en mobil eller tablet. Hvert rum uafhængigt af hinanden.
Himmelsengen er fra BDDW og sengetøjet fra Anne Becker i Paris, speciallavet til P & T Interiors. Det håndmalede tapet er fra Carolyn Ray i New York og skifter udtryk afhængig af vinklen.
Enkelhed og dermed vækst Badeværelserne blev færdiggjort med de samme slags sort/hvide mønstrede fliser (produceret i Marokko), speciallavede håndvaske og armaturer i enkel stil (her er to brusebade og et badekar med bruser) for at skabe en underspillet følelse af enkelhed. Med udgangspunkt i KonMari-metoden (Marie Kondo, japansk oprydningsekspert), er der forsøgt skabt et visuelt, rent rum. Denne metodes udgangspunkt er enkelt sagt, at hygge skifter plads med det, der virkelig er brug for. Derfor er her indarbejdet effektivitet og klarhed i både handling, sind og ånd. Det enkle skaber – både fysisk og åndeligt – plads til mere vækst.
Candice de Saint Sauveur er en kvinde der går hele vejen. Hendes loftlejlighed, placeret i denne franske lækkerbisken, er enkel og smagfuld og ligger i nærmest magiske omgivelser i regionen Perche (omkring 130 kilometer fra Paris). Hun er en stor tilhænger af Art Deco og hendes filosofi er enkel: Vær aldrig bange for at bruge ting i en anden kontekst og dermed give det nyt liv.
Bygningen, som lejligheden ligger i, er en del af hendes hotel, som tydeligt afspejler hendes smag. Men der er ingen tvivl om at hendes private bolig, er i en liga for sig selv
Hvorfor har du valgt at satse på dette sted?
“Jeg opdagede og lærte at sætte pris på dette kuperede del af Normandiet, hvor livet stadig er meget autentisk, da jeg i flere weekender brugte tid på at køre rundt til lokale markeder og kigge efter ting. Jeg kørte igennem mange landsbyer i dette område, og det var faktisk sådan jeg kom at høre om disse bygninger. De var et slags anneks til et slot fra det 19. århundrede. Heldigvis var selve slottet ikke til salg, men da jeg så laden og stalden, der var lavet af mursten og flintesten, var det kærlighed ved første blik! Efter kort tid havde jeg en udarbejdet en klar vision om dette fantastiske sted, centreret om en stor lejlighed, der kunne fylde hele øverste etage. Det virkede som et helt vanvittigt projekt men jeg så ingen andre muligheder,” smiler Candice.
Hvordan fik du sådan en udfordring til at gå i opfyldelse
“Ved meget forberedelse og have et meget præcis projekt! Jeg ønskede at skabe et sted, der skulle forvandles til en privat bolig, men også med omkring 15 ekstra værelser, et par ekstra bygninger og en swimmingpool, krævede det trods alt nogen fokusering.
Det er nemt at blive lidt forvirret når du køber tre bygninger på 400 m2 hver og et meget stort stykke jord. Så du er nødt til at være klar til at håndtere alt det arbejde der følger med de drømme!
På første salen, ville jeg have skabe et komfortabel, hyggeligt loft. De lokale håndværkere fandt hele ideen lidt mærkelig, men jeg fik dem overbevist om at med deres talenter og min ide, kunne vi skabe en åben og usædvanlig lejlighed med udsigt ud over markerne,” siger Candice.
Hvor begyndte du?
“Det første jeg gjorde, var at tage kontakt til en arkitekt med speciale i at genskabe gamle bygninger og store rum. Der er ikke mange der kan udarbejde denne form for projekter, især ikke når de ligger langt ude på landet, men den viden var afgørende, når det kom til spørgsmål om elektricitet, flytning af vægge og lave nye rum, installere gulvvarme og ændre plantegningen for fx at opnå det typiske, ret åbne loft-lignende udtryk.”
Hvordan har du opdelt rummet?
“Jeg ønskede at få forskellige rum i rummet. I et af hjørnerne skulle der være en stue. Med brune læderstole, en Chesterfieldsofa (fundet på et marked) og et sisaltæppe. For at vægten i det hjørne skulle balancere, krævede det et samlingspunkt. Og det blev en rå pejs lavet af beton, udført at lokale håndværkere. Hjørnet er helliget læsning og kendetegnet ved de varme materialer og en biblioteksagtig fornemmelse.
I den anden side (igen tæt på køkkenet) står et fire meter langt bord, hvor der henover hænger nogle overdimensionerede lamper. Bordet er omgivet af stole betrukket med flerfarvet stof. Jeg har faktisk kopieret denne idé fra en belgisk ven: han solgte mig stolene og betrak dem for mig med tyk bomuldsstof i forskellige nuancer af grå og murstensrød.”
Og hvad med køkkenet?
Jeg ønskede selvfølgelig at det skulle være åbent, også af praktiske årsager. Men når man kommer fra et lille parisisk lejlighed, er et køkken uden vægge nærmest en drøm! Det giver en åben følelse til lejligheden, som jeg ved børnene rigtig godt kan lide, men det gælder faktisk også både for forretningsforbindelser og venner. I starten arrangerede jeg madlavnings- og vinsmagningsklasser, indbød berømte kokke og sommeliers. Bordpladen er dækket med grå fliser og de kommer til deres ret når nye retter kommer ud af ovnen, når nye opskrifter skal prøve, når vinen skal smages, når der bages med børnene og så videre …”.
Hvad har du ellers af ideer du vil dele?
“Heroppe bliver vi nærmest oversvømmet med naturligt lys. Der skyldes de store buede vinduer på begge sider, plus lyset fra dem der er blevet tilføjet på siden af bygningen. Så lyset om morgenen er fantastisk her, især om foråret. Men på de grå dage eller om vinteren, hvor alt bliver temmelig mørkt, havde vi brug for mere lys. Derfor valgte jeg at hænge nogle metalskinner op med en række industrielle lamper på. De kan placeres i forskellige retninger, alt efter vejr og årstider og giver et godt fordelt lys. Men det var alligevel ikke nok.
Under de store vinduer over køkkenbordet, hænger der en række læselamper, også på en skinne, de bruges primært til at blødgøre den industrielle belysning men også for at få mere direkte lys på køkkenbordet.
Men hemmeligheden ved at forvalte meget store rum, består faktisk i, at bruge gennemsigtige elementer. Det er da også anvendt flere steder her. Blandt andet i gangen med hjælp fra en jernramme og glasdøre, meget lig dem der kunne ses på gamle autoværksteder. Og det opdeler rummet uden at lukke dem.”
Hvis du er interesseret i at se hotellet, så gå på ind på www.lescommuns.com
Caroline LeGrand er indretningsarkitekten bag dette moderne og raffinerede sted på altid coole Ibiza. Med sine elegante møbler og den betagende udsigt over dalen, er det her et sted man har lyst til at være.
Det fuldstændig uhindrede vue ud over dalen er utrolig smukt. Og fornemmelsen af ro, sol og blide vinde illustreres meget godt på dette billede.
Nogen opfatter Ibiza som en festlig og larmende ø. Men det er ikke hele sandheden. Et bevis på det, er indretningsarkitekt Caroline Legrands seneste projekt. Huset er et moderne og ret stort hus – der ligger i Cala Llonga på østkysten, mellem Ibiza by og Santa Eularia. Det er en meget flot og stille by med mange huse bygget i sten med en fantastisk udsigt. Grønt og roligt – langt væk fra “la vida loca”.
Afslappet men moderne
Caroline, der er kendt for sin raffinerede tilgang til indretning, blev kontaktet af en klient, hun havde kendt i et par år, der bad hende om at sørge for interiøret i maj sidste år, mens huset blev færdigbygget. “Jeg var lidt i tvivl omkring det klienterne havde valgt af fliser, belysning og køkken. Løsninger var blevet udvalgt med arkitekterne måneder før. Men jeg kunne godt lide huset og det faktum, at det mindede mig om et stort moderne byhus, her fordelt på fire etager bare med en pool på toppen og en stor terrasse. Jeg var dog heldig. Klienten er et meget afslappet menneske og kunne godt lide min vision og min stil. Sammen besluttede vi at gøre dette til et cool hus,” smiler Caroline.
Vintage og minimalisme
“Jeg startede med at sortere i mine ideer og prøve at finde ud af hvad min mavefornemmelse sagde mig, for jeg kunne rigtig godt lide husets placering, arkitekturen og energien på stedet,” fortæller Caroline. Så hun begyndte at udarbejde designforslag.
I dag kan du se resultatet – og det ser ud til at Carolines mavefornemmelse holdt.
“Med masser af naturligt lys, lysegrå stengulve og hvide vægge er den en god neutral og elegant baggrund, valgte vi fx at bruge tapet med tekstur i soveværelserne. Stilen er meget moderne, så vi gav huset identitet ved at inkorporere vintage med minimalisme,” siger Caroline.
“Min klient kunne lide de farver jeg havde brugt i mit eget hus på Ibiza som tobak, creme, offwhite, beige og mørkere brunlige farver; så vi brugte lidt af det, men jeg introducerede også nye elementer som en grå tapet fra Harlequin i gæstesoveværelset og en lyserød væg i et lille rum, som ville have været kedeligt ellers. Ejeren har en datter, så selvfølgelig var rosa et godt valg til hendes soveværelse,” fortæller Caroline.
I spisestuen står der et spisebord i messing fra hollandske Aangenaam XL. Lampen er Tom Dixons Mirrorball. Spisestolene er betrukket med stoffet Gentleman Aye fra C & C Milano.
Bedste sted i huset?
Caroline hun vælger stuen.
“Jeg elsker enkelheden her, med køkkenet ved siden af og nærværet af de blå/grå farver og guldlamperne. Jeg følte at stuen var organisk og fik sin egen identitet. Jeg vidste fra begyndelsen, at jeg ville modarbejde den firkantede fornemmelse i huset – derfor var jeg nødt til at finde den perfekte sektionsopdelte, runde sofa! Det var den første ting jeg kiggede efter. Jeg fandt også to fantastiske samlerobjekter – en fantastisk Giacomo Passera sofa og et smukt skab fra amerikanske Harvey Probber. To så flotte samlerobjekter i ét rum, var mere end jeg kunne drømme om,” siger hun.
Når man går gennem rummene der er fyldt med naturligt lys, udsigten til havet, solen, den lækre indretning … er der kun dette at sige: Det her er et sted man gerne vil være.
Sofaen er designet af Giacomo Passera og betrukket med stof fra Stark Fabrics. Det cremefarvede tæppe er købt hos Stark Carpet i London. sofabordet er lavet af Jonathan Adler. Vaserne er plukket fra kollektioner af Jonathan Adler og Ibiza Troc.
I det afdæmpede og hyggelige soveværelse, står bl.a. en Whitaker stol af Jonathan Adler.
Om Caroline
Hvordan valgte du møbler og indretningsstil?
“Vi havde begrænset tid, eftersom min klient spurgte mig i maj, og familien ville gerne flytte ind i september – der starter skolen i Spanien. Og engang i mellem gør det at arbejde med en stram deadline, det nemmere at træffe beslutninger. Jeg skaber altid et par moodboards per værelse, og da vi holdt væggene hvide – med undtagelse af soveværelserne, var det ret nemt at indsnævre det til, hvad der passer bedst til huset. Den blå Yves Klein farve i soveværelset er subtil men fungerer så godt. Jeg elsker store bordlamper, så jeg valgte nogle få seje fra Jonathan Adler, Julian Chichester og Pols Potten. Jeg havde undersøgt deres produkter til et andet projekt for nylig, så jeg vidste det var tilgængeligt. Jeg ønskede også at placere det fantastiske spisebord fra Aangenaam XL fra det øjeblik, jeg så det på Maison & Objet. Så da min klient også blev forelsket i det, var det nemt. Jeg designer altid et hus omkring de stykker, som jeg finder. Og her har tingene faktisk arbejdet smukt sammen.”
Fortæl lidt om din baggrund?
“Jeg blev født i Belgien (i den fransktalende del). Jeg havde tre passioner store passioner i livet, mens jeg voksede op: Sprog, mode/design og interiør/arkitektur. Jeg besluttede at studere sprog (læste ved Mons Interpreter University), da det ville gøre det muligt for mig at arbejde overalt i verden og indenfor enhver industri. Jeg stoppede dog efter et år. Flyttede til Holland, arbejdede i marketing og PR og flyttede til London kort derefter. Men takket være at jeg talte 6 sprog flydende, kunne jeg finde arbejde i mange brancher. Jeg gik ind i mode og arbejdede for Donna Karan, Holland & Holland og Anya Hindmarch i over 10 år … Jeg havde mit drømmejob hos Anya Hindmarch som Head of Collection. Jeg lærte meget, og det har helt sikkert hjulpet med at forme min nuværende karriere. Jeg startede min egen indretningsvirksomhed 4 år efter min skilsmisse. Ligesom mange kvinder var jeg nødt til at finde en måde at afbalancere mit behov for en kreativ karriere og stadig være i stand til at være mor til mine unge sønner på det tidspunkt. Når jeg ser tilbage, har jeg været heldig at have opnået alle mine tre lidenskaber, og det er jeg virkelig taknemmelig for.” •
Maleriske omgivelser ved
Maggiore-søen. Minimalistisk arkitektur på en stejl skråning, der minder om en
sten, midt inde i en skov. Blandingen af grove overflader, vasket beton, lærke-
og egetræ og store ruder ud mod både søen og landskabet, gør dette hus til
noget specielt. Vi er i bakkerne omkring Maggiore-søen, lidt efter den
schweiziske grænse. Her bor Jerome – der både er arkitekt og forfatter – sammen
med sin kone Paola og deres søn.
Når man kommer fra vandsiden, er det
en diskret betonklippe. Tillukket, uigennemtrængelig og sat i scene af de omkringliggende
træer. Huset er stort set helt skjult. Tættere på folder det sig ud opad i tre
etager.
“Det klamrer sig til den stejle bakke omgivet af træ, der minder mig om en
sten der ligger alene i en skov,” siger ejeren af huset Jerome De Meuro. Vi er
i Caviano, i bakkerne mod Maggiore-søen på den schweiziske side. Jerome har
boet her i over to år med sin kone Paola og deres søn Demien. På samme adresse
deler han tegnestue med kollegaerne Marcus Wespi og Luca Romeo. Atelieret
(kalder han det), går tilbage til 1981, mens hans hus er blevet bygget på som
det sidste.
Spisepladsen med speciallavet egetræsbord, lavet af ejeren. I forgrunden ses en betonbænk, i baggrunden de indbyggede skabe af Viroc fiber, der kombinerer træets fleksibilitet med betonens tekstur. På bænken ses nogle håndlavede læderpuder.
Uden at påvirke omgivelserne
Huset er på 130 kvadratmeter og det
skulle tilpasses vejen, hænge sammen med tegnestuen, passe ind mellem træerne
og ikke for tæt på skellet til naboen. Derfor fik det denne spændende
udformning.
Der blev udgravet en rektangulær form på omkring 40 kvadratmeter, som blev delt
i to. På øverste etage, i niveau med vejen, er det en åben planløsning. Her
findes entré, opholdsstue, køkken og spisestue. På etagen nedenunder ligger
badeværelse og soveværelser, der hver især vender ud mod en lille udendørs,
overdækket gang.
“Ved at arbejde med begrebet fortætning, skabte jeg nye rum uden at påvirke
omgivelserne. Det er lidt som i små landsbyer, hvor bygninger ligger meget tæt
på hinanden og er forbundet med stier. I mit tilfælde er der en sti af sten der
løber langs huset, der forbinder huset med tegnestuen, indrammet af arealerne
udenfor.”
Det unikke udseende og de materialer der er anvendt, passer perfekt til det
landskab det ligger i.
Udefra er huset en rå cementmonolit. En moderne natursten. Et levende
materiale, ekspressivt, der trækker årstidernes skiftende lys indenfor.
Udnyttelse af pladsen
Interiøret matcher facadens rå
udseende. Væggene er pudsede, men ikke færdige og det afspejles i det rå,
polerede betongulv. Der er anvendt lærketræ til både vinduesrammer og døre.
Indenfor er de få møbler, udelukkende produceret af egetræ, alle blevet
specialfremstillet til huset. Viroc (fremstillet af presset fyrretræ og beton,
der både er fleksibel og stærk), er brugt til alle indbyggede skabe, for at
kunne udnytte 100 % af den plads der var til rådighed.
“I dag er vi i stigende grad mere vant til at designe mindre rum,” påpeger
arkitekten og fortsætter: “Vi studerer oftere hvert lille hjørne for at få det
meste ud af de rum, vi tegner. At arbejde med mit eget hus på den måde, var en
god praktisk øvelse,” siger han.
Det store soveværelse med åbning ud til en lille terrasse.
Tænkt på det hele
Alt her har sin plads. Alt er vigtigt, og der er ikke noget overflod. De eneste rigtige møbler er spisebord og -stole samt sofaen. På øverste etage har huset to store ruder: det ene ved indgangen, og det andet på den modsatte side ud mod søen, der smukt indrammer landskabet. Og alligevel beskytter betonvæggen huset fra de nærliggende træer, de mange åbninger ud til lyset, og de arkitektoniske hældninger i landskabet. Desuden peger Jerome på glasvæggene der omgiver huset, der fanger lyset og afspejler det i interiøret. Huset er åbent mod himlen, og der kastes derfor masser af lys indenfor. De små udendørs terrasser omkring huset, forlænger boligarealet ud i naturen, hvilket giver beboerne en rigtig god mulighed for at nyde de skiftende årstider. •
Designer og skaber af ekstraordinære indretningsideer, parisiske Arnaud Masson, åbner dørene til sit eget hus i det livlige kvarter Châtelain, i Bruxelles.
Projektet blev afsluttet i foråret 2017 og resultatet er en sammenlægningen af to rækkehuse samt en tilbygning, der samlet set ender i et hus til én familie på 650 kvadratmeter. Denne fantastiske renovering, er resultatet af et tæt samarbejde mellem Arnaud Masson (leder af entreprenørfirmaet Permis de Construire), arkitektfirmaet K2A fra Bruxelles, en håndfuld lokale håndværkere samt en moderne og meget talentfuld kunstner.
Hvis det kun var facaden der skulle renoveres ville det have været nemt. Men faktisk er samtlige gulve og vægge samt taget og tilbygningerne ud mod havesiden, en del af den fuldstændige renovering. Den var nødvendig for at skabe plads til det lækre interiør, hvis luksus afspejles i husets ekstreme enkelhed.
Overgangen mellem by og bolig frigiver en bestemt følelse, og den mærkes tydeligt her lige så snart du træder ind; naturlige materialer og rå indretning samt masser af plads. Det er smagfuldt enkelt blandet med raffineret skønhed. Ud over den imponerende entré, giver de store træstammer gæster en følelse af ydmyghed.
Naturens varme fylder rummene
Arnaud var træt af kedelige genstande og moderne designs kølighed, og forsøger at gå tilbage til et grundlæggende naturligt udtryk. Til charmen ved små ting. Indretningen, som både er krævende og følsom, forløses af en æstetisk dimension, der giver en beroligende atmosfære.
I tråd med Wabi Sabi-filosofien (en 500 år gammel japansk filosofitradition, som løst oversat betyder ’at finde skønheden i ødelagte eller gamle ting’) består dette univers af jordiske og organiske former og mørke farver. En radikal modsætning til den sterile interiørstil, der næsten ses overalt.
Langt fra syntetiske materialer, genopdages naturen, såsom lerbelagte vægge der er pigmenteret mørkebrune og mættet med linolie, røgfarvede egetræsgulve, hvis eksklusive farve er speciallavet til dette hus. Andre steder er der anvendt pastellone (et naturprodukt oprindelig fra Venedig baseret på lime og marmorpulver, red.). I køkkenet og på badeværelserne er anvendt et materiale der hedder tadelakt. (Tadelakt er en urgammel overfladeteknik fra Marokko, hvor man komprimerer og polerer en kalkholdig jordart med en glat sten. Dette
resulterer i en tæt og skinnende overflade, der kan anvendes udendørs og indendørs, red.).
Tilstedeværelsen af disse enkle jordiske ’skatte’ resulterer i et næsten primitivt udtryk. Et udtryk der i vores tid ofte forsømmes, men her giver det plads til refleksioner – en sær følelse af lyst til at berøre tingene og dufte til dem.
Vi er på et sted, der er patineret, udsmykket og beriget i modsætning til moderne arkitektur, der ofte nedbryder og aldres hurtigt. Indretningen er afbalanceret og udmunder i en luksuriøs, ryddelig og intim indretning.
Egetræsmøblerne er designet af Arnaud Masson sammen med K2A og produceret efter mål af den belgiske snedker Recob – og resultatet smelter flot sammen med rummet. Køkkenet skjuler alt det man normalt ser stå fremme i et køkken.
Pejsen der er placeret i køkken/baren, genspejles i det sorte glas der er monteret på ydersiden af køkkenbordet. Uden noget synligt gelænder, fremstår trappens trin som en intim invitation til etagen ovenover, hvor familiens værelser ligger.
Heroppe på gæsteværelset, er sengegavlen blevet dækket med et gråt linnedstof som, understreger det rolige. Soveværelset er designet i mdf-plader og malet mat sort, der efterlader en med den form for ’biblioteksfølelse’.
Badekarrets organiske form er udført i tadelakt og inviterer nærmest til afslappede oplevelser.
På badeværelset er bruseren indrammet med glasvæg- og dør. De flotte trækasserne (igen tegnet af Arnaud) placeret på en lodret, rå stålstang, skjuler alt det man nu engang bruger ved en tur under bruseren.
Moderne arkitektur udfordres
Bygningen (der er placeret i haven) indholder et 7 meter højt vindue, monteret i et enkelt stykke (og som teknisk ikke var en nem opgave). Det tilfører en høj grad af harmoni og enkelhed, fordi hele haven trækkes ind gennem vinduet. Samtidig er størrelsen på haven rigtig god, takket være sammenlægningen af de to rækkehuse.
På øverste etage er der ligeledes monteret en lille terningformet tilbygning. Udenpå den, er der på den nederste tredjedel, monteret spejle der smukt genspejler omgivelserne.
Her i dette hus respekteres Feng Shui-princippet, og den moderne arkitektur udfordres af den elegante helhed og beskyttende enkelhed dette hus blidt svøber omkring de mennesker der befinder sig i det.
Arnaud valgte at invitere graffitikunstneren Ted Nomad ind i set hjem og gav ham frie hænder til valg af motiv. Den endte i et gigantisk abehoved på væggen længst nede i haven. Ted lod sig inspirere af de høje træer og spillede på stemningen i en urban jungle som denne.
Både inde såvel som ude, mærkes den frie livsstil og bemærkelsesværdige æstetik (faktisk helt ned til de mindste detaljer), og alt hænger diskret sammen her i hjertet af den belgiske hovedstad.
Hvordan bevarer man følelsen fra dengang den oprindelige gård lå her? Det gør man med meget enkle justeringer og lækre detaljer. Her er det lykkedes ejeren at holde fast i det enkle for at leve et moderne genbrugsbevidst liv.
Midt i mellem de høje bjerge, tæt på Megève, ligger denne tidligere gamle gård (der kan dateres tilbage fra 1870) i næsten 2000 meters højde. Da den nuværende ejer Lionel Jadot (der bl.a. er indretningsarkitekt) allerførste gang så den, var han ved at få et hjertestop – på den gode måde.
“Jeg blev straks tiltrukket af den meget enkle gård, og den gammeldags stil den udstrålede. Det var faktisk grunden til at jeg besluttede at købe den. Som samlingspunktet for familien når vi enten holder vinter- eller sommerferier sammen. Og mit højeste ønske var at beholde den, som den var, og det gjorde jeg ved at genanvende så mange ting så meget som overhovedet muligt,” siger Lionel.
Sommer og vinter
Denne region med sine ærefrygtindgydende bjerge og dale samt Europas højeste bjerg Mont Blanc – er en del af den fantastiske udsigt fra Lionel Jadots chalet. Han og familien kan nyde udsigten fra de store vinduer og det gør de.
Megève, som de fleste kender som et skisportssted, er en by med en befolkning på omkring 5.000 indbyggere og hvor vintersæsonen normalt kører fra november indtil slutningen af marts. Men om sommeren er Megève-området et ideelt sted for vandreture, med de vilde blomster, bær og svampe i engene, de smukke fyrre- og lærketræer i dalene og de synlige klippetoppe.
Det rå træ
Fordi gården igennem en længere periode slet ikke havde været benyttet, tog det Lionel Jadot næsten to år at få liv i den igen. Det samlede areal er omkring 300 m2 med højt til loftet, der er op til 15 meter oppe på den øverste etage … og der er i alt tre etager.
Alt træ i huset er lavet af Mélèze træ (et lærketræ der oprindeligt kommer fra Savoieregionen) og der er brugt så meget af det eksisterende træ, som Lionel overhovedet har kunnet genbruge. Den måde Lionel har valgt at benytte træet på, er, var at bruge det ubehandlet – det fremstår fuldstændig ligesom det er savet op for få øjeblikke siden. Så brædderne blev blot tilpasset lofterne og vægge. Andre steder er anvendt et produkt der kaldes Mortex, som er en speciel betonblanding, der kan smøres ud og kommer i mange forskellige farver.
“Mit største ønske var at beholde det oprindelige udtryk. Mest fordi jeg hader den nyere restaureringsstil hvor man skifter alt ud, så mange af de oprindelige sprækker og revner i træet er her stadig.”
Lampen i loftet er af messing, marokkopuderne i læder er fra Marokko, den gamle læderstol er vintage og puderne er fra hele verden sat sammen med gamle kelimtæpper.
Det enkle liv
“Oprindeligt blev det at bo i bjergene, først og fremmest betragtet som værende funktionelt. Så det var vigtigt at bevare det. Jeg ville dog også gerne tilføje en mere moderne
energibesparelse, der samtidig tog udgangspunkt i hvordan man boede dengang. Denne
type gårde er faktisk meget simple. Helt rektangulære og uden dikkedarer. De dyr der levede på gården var geder, får eller køer, her var masser af hø og mange generationer af mennesker – alle levede under det samme tag.” Så gården er både blevet brugt som kostald, som lade og til beboelse. Ideen har han videreført lidt på den måde, at det hele opvarmes nedefra – blot udført mere moderne – for nu er ingen dyr på den nederste etage (i kælderen hvor der er værelser nu) der kunne give lidt varme. Og som erstatning for høet på loftet, ses nu den store opholdsstue og køkkenet.
Tænker på naturen
Her skulle opvarmes udelukkende ved at bruge af et solcelleanlæg. Det blev installeret på taget af det lille anneks foran hytten, der bruges som garage. Disse solceller producerer elektricitet og bidrager til opvarmningen af hytten. Som supplement er der dog installeret en varmtvandsbeholder der oplades fra solcellerne, men også tilsluttet el hvis noget svigter – så vi altid er i stand til at få varmt vand. Væggene er isoleret bedre end normalt. Overalt i huset er der tredobbelte termoruder, et andet meget vigtigt element for klimaet i huset. Der er også en ventilation, der giver mulighed for permanent at genbruge den varme luft i stue/køkken.
Italiensk mosaik i køkkenet
Omkring indretningen af chaletet var det mere tilfældigt end planlagt, mest på grund af Lionels samlermani – noget han har gjort igennem mange år. Det er vintagestoffer blandet med stoffer fra Rumænien, Tibet, Ungarn og Indien der ses på puderne i sofaerne. Eller sågar foran vinduerne som gardiner, hvor de blot hænger med en sort snor trukket gennem et øje sat i stoffet. Der giver sammen med de mange skind en afslappet, måske endda lidt tibetansk atmosfære.
Alt i badeværelset er genbrug eller fundet lokalt, bortset fra det store badekar i sten fra Aquamass. Køkkenelementerne er fra 50’erne og 60’erne (genbrug naturligvis) og bruges også til at skjule det moderne køleskab og andre køkkenting. Det er bare en del af den proces, som Lionel sætter stor pris på – bevar det gamle.
“Det er nu efterhånden en del år jeg har opkøbt gamle kinesiske møbler og svensk vintagedesign fra 50’erne som jeg virkelig godt kan lide,” siger Lionel og fortsætter: “Det eneste forsøg på nutid, er uden tvivl Bisazza mosaikken, der er brugt som bordplade og på siderne/fronten af køkkenet. Det gyldne bidrag fra mosaikkerne er som en lille lysende sol der kommer ud af skyerne.
Jeg ønskede at lave noget, der kunne bringe folk sammen omkring køkkenet. Jeg synes det gyldne lys det udsender, er en god kombination sammen med det rå træ. En anden sjov detalje – synes jeg – er træskufferne med håndtag formet og håndmalet af en italiensk gadehåndværker fra Sienna. Jeg er faktisk meget glad for den positive energi der udstråles fra køkkenet,” siger Jadot.
Fra stuen er der en fantastisk udsigt over til Mont Blanc. Her er det etniske og bohemede udtryk ret tydeligt. De to hvide lænestole er svenske fra 30’erne, over hvilke det er blevet kastet et blødt skind. Der er en grå flannelsofa, et lille vintage sofabord fra 70’erne, en kinesisk bord ved vinduet, koskind, puder, Napoleon den III lænestol og loftet (tættest på vinduet) hænger to kinesiske lanterner med pærer i.
Nøglen til verden
“Genbrug er min nøgle til verden. Og når det drejer sig om mit personlige hjem, er det meget lettere at kunne genbruge, end når jeg arbejder for mine klienter ude i deres hjem. Folk har altid gode hensigter, men de er ikke altid miljøbevidste nok. Mit standpunkt er, at intet må smides væk. Uanset hvor det kommer fra. Genbrug, upcycling, tilpasning. Det er næsten altid muligt på en eller anden måde at bruge eksisterende. Det er enkelt og ærligt,” siger han.
Som lyskontakter brugte Lionel nogle gamle tyske af slagsen, lavet af Bakelit (en gammel, industrielt fremstillet hård plast, der dog anvendes dog ikke så ofte mere, red.) der havde det gammeldags udseende han søgte. Lampeskærmene i stuen er alle lavet af genbrugsmaterialer, som Lionel har udskåret og givet sin firkantede form. De er fastgjort med
kæder til loftet. Det samme gælder udsugningen over komfuret som genanvendte dele fra en gammel pejs.
“Og hvordan overlevede en landmand dengang? Med det han havde ved hånden, resten var han nødt til at opfinde. Så gør jeg også,” smiler Lionel.
Se det store billede
Lionel Jadot er en autodidakt interiørdesigner, der har lært det med tiden. Men han er også filmproducer. Det gør ham måske lidt atypisk i forhold hvordan man tænker indretning. Han kan lide at opfinde og genopfinde, bruge sin hjerne på ideer der udspringer af kreativitet – også gerne dem der tænkes udenfor boksen. “Det eneste jeg har forsøgt er, at komme så tæt på ånden og livet i de lidt øde landdistrikter her i bjergene, og holde mig langt væk fra “pastiche” (fra fransk og kan oversættes som at undgå at kopiere eller efterligne andre ting/værker, red.) som jeg hader. Jeg ønskede at finde genstande, der fortæller historier og skabe et sted der ikke en dekoration eller ligner et showroom. For hytter i bjergene findes der tusindvis af, men mange ser altså ens ud indeni, og jeg ville bare gerne kombinere det naturlige med en voksende respekt for livet og bevarelse af det der nu er tilbage. Og vi bliver heldigvis flere og flere, der ikke ønsker at bidrage til verdens permanente ophobning af affald,” slutter Lionel.
Historien begynder med en nærmest grænseløs passion for naturen og dens forskelligheder. For allerede som barn passede Pierre-Emmanuel insekter og indsamlede fossiler til sit eget værelse. Som tiden gik og han begyndte at rejse verden rundt, startede ideen til at sammensætte sit eget “nysgerrigheds kabinet”.
Den varme glød fra Andrew Martin sofaen med Union Jack flaget passer godt sammen med det læderbetrukne sofabord (er faktisk en gammel russisk gymnastikbænk) samt det mørke gulv og den grå sofa. Her med ryggen til hjørnet ud mod haven anes en mellemgang der adskiller stuen med køkkenet. I den høje mellemgang står familiens spisebord.
Huset havde ingen charme
Da Pierre-Emmanuel og Lilau i 2005 første gang besøgte huset, var det de så, en gammel gård, der i 90’erne var blevet renoveret til et hus der kunne rumme en familie på fire. Det der umiddelbart mødte dem, var nogle utiltrækkende betonvægge og cementløsninger; en malet facade i beige-pink og gamle træskodder ved vinduerne.
“Overraskende nok havde dette hus absolut ingen charme og det indre passede heller ikke til vores krav,” siger Pierre-Emmanuel. Men parret kunne godt lide det faktum, at huset lå placeret i udkanten af Lyon – her var meget roligt og skolebussen stoppede kun 3 minutter væk fra huset. “Men det, der virkelig fik os til at tage beslutningen, var, at huset var fuldt eksponeret for aftensolen samt at det ikke havde noget direkte naboer. Vi var efterfølgende heller ikke i tvivl om at huset kunne ændres til vores smag. Alt kan ændres, undtagen solens rytme og som alle ved er solnedgangen bemærkelsesværdig uanset hvor i verden man bor henne,” siger Pierre- Emmanuel.
Køkkenet er i mørkt træ og den blå/grønne vægfarve er kun med til at bevare det kølige udtryk. Til venstre står to barstole så det er muligt at være med i køkkenet uden at lave noget.
To plan rummer det hele
Da de startede op med renoveringen, havde parret overhovedet ikke travlt. Hele familien boede nemlig hos Lilaus bedstemor. Så det første år gik med færdiggørelsen af selve husets struktur sammen med en arkitekt, og det andet år gik primært med at få rummene gjort klar. Og alt er lavet om. De lavede der ud over en tilbygning der udvidede stuen og ekstra rum blev tilføjet på første salen, så der blev plads til de seks børneværelser de havde brug for. Samtidig med udvidelsen af stuen, blev selv den jord der var foran huset også jævnet og nivelleret, fordi her oprindeligt lå en bakke der skrånede en del. “Fra starten af havde vi meget konkrete idéer om hvad vi ønskede at opnå: ingen arkitektoniske runde former; en stor central plads til at rumme et spisebord på 3,5 meter; en zink facade; seks børn soveværelser, to badeværelser og et meget selvstændigt placeret forældresoveværelse,” fortæller Lilau. “Vi ved, at vores familie har et variabelt antal af mennesker! Så vi havde brug for et hus, hvor vi kunne være både to og 18 mennesker. De forskellige dele af huset skulle derfor være i stand til at leve uafhængigt af hinanden, uden at skabe en tom plads et eller andet sted. Det er grunden til, at børnene bor ovenpå med eget badeværelse og tv-stue. Og vi, forældrene, er på stueetagen med vores eget badeværelse og vores tv-stue. Så hjemmet lever, selv når en etage en dag er tom for børn,” smiler Pierre-Emmanel. Da parret og børnene endelig flyttede hen mod slutningen af de to års renovering, stod alt klart – inklusiv væggenes farver. Så det var et perfekt, næsten blankt lærred. Klart til at byde Pierre-Emmanuel og Lilau sans for særheder indenfor.
Pierre-Emmanuel spiller gerne klaver og det gør han her.
Arbejde og fritid er en pærevælling
“Vores interiør er faktisk vores ideelle showroom. Vi kan virkelig godt lide de objekter vi skaber, og vi elsker at leve omgivet af dem. Vores hjem er fyldt med “skatte” fra vores forskellige rejser fremvist i forskellige indstillinger – fra moderne til barok. Vi kan ikke adskille vores udsmykningsstil fra vores arbejde. Vi rejser verden rundt i jagten på ting der er ud over det almindelige og bringer det tilbage til vores butik og vores hjem,” forklarer Pierre-Emmanuel. Og således er udsmykningen aldrig stationær, eftersom parret ofte ændrer og udvælger forskellige nye objekter. “Alt er udskifteligt. Det vigtige er at have en dekoration, der er i live, baseret på lidenskab til øjeblikket. Antallet af ting er ikke interessant i sig selv. Og alt kan bruges. Det ligger i måden det sammensættes på,” fortæller Lilau. Det gælder også spejle, lænestole, sideborde, malerier … Alt i parrets hus ser ud til at være blevet valgt og placeret lige der hvor de er, for at styrke deres fælles lidenskab. “Belysning/lamper er vigtige synes jeg, de sætter tonen. Min præference går i øjeblikket på vores “lokomotivlampe” (en messinglampe) og de tre klokker i loftet over spisebordet. Begge meget udtryksfulde,” forklarer Lilau.
Føle sig godt tilpas
I hele huset ses det samme mørke gulv, for at give det indvendige en lejlighedsfølelse og på den måde samle udtrykket.
“Vi er stolte af at have formået at skabe et hjem, der passer til vores familie, arbejdsliv og vores smag. Det er vitterlig designet af os, og derfor passer det nok også ret godt til os! Jeg kan lide at være på terrassen ved solnedgang. Jeg elsker at sidde tæt på ilden om vinteren. Vi har et hektisk liv som iværksættere og en stor familie, og vores hus er en kilde til afslapning. Jeg kan især godt lide det her er et reelt familiested. Når vi er få spiser vi ved baren i køkkenet, men kan nemt være 14 spisende ved spisebordet… det går ud på at føle sig godt tilpas,” forklarer Lilau.
Dette berømte hus i Melbourne blev renoveret af arkitekt Stephen Jolson, næsten 60 år efter det blev bygget.
Tilladelsen til at ændre et af de mest fremtrædende huse fra en af Australiens største arkitekter, ville få de fleste til at ryste på hænderne. Når det så drejer sig om det strukturelt udtryksfulde ‘Bridge House’ (opkaldt efter dens dominerende ellipseformede truss af metal) af Robin Boyd (1919-1971), kunne forventningens tyngde sagtens være knusende.
60 år er lang tid
Arkitekt Stephen Jolson fortæller: “Både Robin Boyd Foundation og kommunen var meget praktiske omkring det. De sagde: “Hvis du kan foretage dine ændringer uden at bringe integriteten i det oprindelige design i fare, så støtter vi dig.”
Han nedtoner vanskeligheden ved arbejdet med Boyds 60 år gamle arkitektur, samtidig med at han skulle imødekomme en ung families ønsker, hvor ord som kreativitet, klavertimer, vinaftener og wi-fi var betydningsfulde faktorer. Men han vil hellere tale design, og forsimple metaforen fra bygningens navn ved at beskrive sin praksis og tilgang. “Der var meget at bygge bro over”, siger han og minder os om, at der er gået seks årtier siden det blev færdigbygget i 1955, så både teknologier, planlægningsproblemer, livsstil, kønsroller, klimaforhold og komfort har ændret sig radikalt.
En modernistisk perle
Stephen Jolson forandrede flere områder af Russell Boyds oprindelige kileformede plan, med ønsket om at efterlade en mere åben struktur. Huset er møbleret med luksuriøs enkelhed, og de allerede eksisterende møbler produceret til huset blev bevaret i opholdsstuen.
Men lad os vende tilbage til 1953 for bedre at forstå, hvorfor Boyds ‘Bridge House’ berettigede til en fredning. Designstemningen på det tidspunkt i Melbourne var en af geometrisk taktløshed, strukturel eksibisionisme og stærk kritik. Boyd var en af periodens mest tydelige stemmer, indflydelsesrig lærer og arkitektonisk eksponent. Som partner i Grounds, Romberg og Boyd (dannet i 1953), og en del af en af australiens mest berømte kunstdynastier, genskabte han synet på det lille ‘forstadsslot’. Boyds argument om, at den ‘essentielle helhed’ ikke skulle underordnes bestemte egenskaber – fordømmende destilleret i titlen på sin bog ‘The Australian Ugliness’ (1960) blev indbegrebet af ‘Bridge House’. Det var en ekstraordinær designløsning til de meget begrænsende forhold på et dramatisk skrånende jordstykke. Med sin innovative planlægning og strukturelt dristige forsøg, blev huset betragtet som en modernismens perle i Melbourne.
Ingen ændringer af stålkonstruktionen
Vi spoler hurtigt frem til 1980’erne og her tilføjes yderligere plade til de tre etager, fordi en anden ejer ønskede et mindre udtryksfuldt formsprog. Den del skulle også ind i arkitekt Stephen Jolsons ligning. Men han tog sine holistiske briller på og restaurerede den oprindelige struktur af stål, udskiftede trævinduerne med nye pulverlakerede stålmodeller, samt flyttede hoveddøren uden at flytte eller ændre nogen former for metalkonstruktioner.
Jolsons ide med det skulpturelle egetræsindkapslede cirkulære kælderrum tilfører endnu et unikt strejf til huset.
Jolson brugte en del tid på at få det nødvendige overblik over de mange ideer, udarbejdede derefter detaljerede planer for hvordan de skulle indarbejdes, for derefter at fastlægge løsningsmulighederne. Pladsen til et forrådskammer fordobles for at give plads til datterens udfoldelser indenfor keramik, musikrummets mur af spejle skubbes til side og en bar dukker op bag, en skydedør i køkkenet skjuler hylder med service og skåle, og de specialdesignede radiatorer går næsten i et med omgivelserne.
Boyd udtænkte to eliptiske stålrammer til at understøtte de længdegående vinduer (et revolutionerende system han udviklede sammen med virksomheden Stegbar, som stadig eksisterer den dag i dag) – det gav nemlig den maksimale udsigt fra soveværelset.
Jolson slog flere værelser sammen i forhold til Boyds oprindelige kileformede plan. Han restaurerede den originale stålkonstruktion, erstattede vinduesrammerne med nye pulverlakerede stålmodeller og fik specialfremstillet sorte radiatorer, der er skjult lodret langs stålvinduets rammer. Huset er stadig møbleret med mange af de eksisterende møbler. Gårdhaven anes ude til venstre.
I badeværelset skabte Jolson en kølig hule, gulvet blev belagt med italienske fliser fra Signorino Tile Gallery og pakket ind i bølgende vægge. Han specialdesignede også det æggeformede badekar.
Synligt allerede fra hoveddøren, blev køkkenbordet udført med egetræshylder. Det går videre til musikrummet, hvor Joshua Yeldhams 2012-maleri Lion Island – Pittwater og en massiv egetræslampe designet af Dan Yeffet og Lucie Koldova for Brokis, blot understøtter det brede spektrum af okkerfarver.
Modernitet er ikke et øjeblik
Selvom han kunne være gået all-the-way med en hyldest til interiørstilen fra 50erne, som ofte passer godt til Boyds bygninger, lavede Jolson en low-key løsning, der dog alligevel bringer huset ‘tilbage’ – blot på en mindre bogstavelig måde. Hvad ville Boyd mon sige til det?
“Vi har givet bygningen lov til at trække vejret igen,” siger Jolson, og indrømmer brug af lidt flere materialer end mesteren måske ville have tilladt. “Men jeg tror, han ville have værdsat vores styrkelse af hans hensigt og vores engagement – for modernitet er en udvikling, ikke et øjeblik,” slutter han. •
I anden halvdel af 1900tallet, var Mario Campi en af de mest repræsentative arkitekter for den såkaldte “Scuola Ticinese”. Campi blev født i Zürich, men meget af hans arbejde blev bygget i området omkring Lugano i Italien. han arbejdede sammen med Franco Pessina, men arbejdede fra 1996 og frem til sin død i 2011 alene. Han opnåede international berømmelse og selv om Villa Roccia er dateret tilbage til midten af 60erne (da han var i de tidlige tredivere), er det et af de mest intense eksempler på hans rå men alligevel poetiske udtryk.
Bemærk hvordan gulvet aldrig kommer helt ud og berører væggene – på den måde er vandets strømmende tilstedeværelse både synlig og hørbar.
Det var oprindelig tegnet til kunstmaleren Felice Filippini, der slog sig ned her med et smukt studio vendt mod nord (der som alle ved altid trækker det bedste lys ind). Efterfølgende blev Villa Roccia næsten brutalt omdannet af den næste ejer, musikeren Alexis Weissemberg – (en af de bedste pianister i vores tid, som
Herbert Von Karajan sagde om ham). Men han var bestemt ikke opmærksom på arkitekturen. Adskillige år gik der før villaen – som udefra ser ud til at hænge på en klippe, bygget ind mellem vejen og bjerget med kig til søen – fandt nye ejere, som forelskede sig i arkitekturen, og så alle dets kvaliteter.
Nænsom restaurering
Udefra er det svært at forestille sig, hvad der sker indeni huset: de meget specielle rumfornemmelser, den spektakulære sammenhængskraft, den ekstreme nærhed til naturen og rummenes smukke åbenhed.
Udtrykket domineres af de cementbelagte lofter, der i sin næsten brutale og præcise geometri, præger samtlige overflader. François Droulers og Chiara Costacurta, ejerne af villaen, kunne dog godt forestille sig det oprindelige udtryk og se bort fra de uheldige justeringer, som musikeren havde givet stedet. De har genoprettet de skjulte lofter, træ- og betonvæggene, med en nænsom restaurering (der ikke har været helt billigt). Samtidig blev villaen udvidet, så grundalrealet blev større og der blev tilføjet en lille pool, nærmest placeret som ved et præcist, kirurgisk indgreb.
Med over fem meter til loftet, er der et smukt samspil med det udendørs liv. I denne store stue står en farverig skulptur af Pino Urbano og et par Barcelona daybeds af Mies Van Der Rohe.
Tæt på naturen
Villaen breder sig ud på tre etager: du ankommer til studioet, soveværelserne til børnene, gæsteværelser og swimmingpoolen; et niveau op af trappen åbnes op til den store stue med glas i loftet, spisestuen og køkkenet ved siden af. Og endelig den øverste etage, med forældresoveværelse og det tilhørende badeværelse, der med store glasdøre vender lige ud i naturen.
Møblerne er designet af Studio Droulers, bl.a. den store sofa og de fløjlsbeklædte lænestole. Der står også et blødt bord i midten af rummet – med dobbelt funktion – det kan fungere som både bord og siddeplads. De to sorte rør fungerer som lamper og er med til at bevare det industrielle islæt.
Fokus på materialerne
François Droulers fortæller: “Vi arbejdede sammen med et ekstremt kompetent team. Arvingerne fra Campi-studiet, som lå inde med de oprindelige tegninger, mine søstre Nathalie og Virginie var inde over indretningen, Sophie Ambroise stod for haven, mens Marco Pollice har været involveret i lysvalget både inde og ude. I fyrre år havde huset været beboet af to forskellige singlemænd, nu er her blevet plads til fire børn.”
Projektets rationelle indtryk er udtrykt i en strukturel stivhed, og anvendelse af firkantede moduler, understreget af de nøgne materialevalg.
“Hvad angår interiøret”, fortæller Nathalie Droulers, “har vi forsøgt at bevare en følelse af materialitet, så vi har ikke anvendt yderligere dekorationer eller udsmykning, hvis det ikke var nødvendigt.”
Fascinerende uforudsigelighed
I det store rum er der bevidst ingen tæpper på gulvet, og hvor det har været muligt, har træet bevaret riflingen fra saven.
“Arkitekten Mario Campi havde etableret et stærkt og direkte forhold mellem bygningen og den omgivende natur. Mineralske indtryk og smuk vegetation omgiver det. Tæt på klipper, grønne træer og vand, der strømmer ind i et bassin under stueetagen, og som løber igennem huset til der hvor man hoveddøren er.
“Flere steder er man faretruende tæt klipperne og det kan måske synes truende. Men faktisk kommunikerer huset kun positive energier og en følelse af velvære,“ smiler Chiara Costacurta.
Dette er grundelementet i Campi-projektet, og det er det der er så fascinerende: arkitektens rationalitet opnår originale resultater ved at konfrontere os med naturens uforudsigelighed. •
Det store soveværelse er meget stort. Det oprindelige loft fremstår som om det svæver, fordi det ikke støder helt op til den mørke trævæg. Herinde stå bla. lænestole fra 40erne og en seng i Empirestil. På væggen ses et maleri med religiøst tema fra 1600tallet.
