Mountain Song

Bureaux House Pinto 1 - Mountain Song

Med en misundelsesværdig placering i Tramuntana-bjergene kombinerer
denne mallorcinske villa en tilstræbt enkelthed I designet med en totaloplevelse af ro og velvære.

I årevis havde Mercedes og João Marques Pinto holdt deres ferier på middelhavsøen Mallorca. Og gennem alle årene havde de ledt efter det perfekte hus til dem selv og familien. ”Vi ledte efter noget, der var lidt ud over det sædvanlige,” forklarer Mercedes Pinto og fortætter: ”Vi ønskede os et hus, som vi kunne bruge hele året. Og så skulle det ligge i nærheden af en havn.” Det skulle ganske enkelt være med en beliggenhed, hvor der var let adgang til fritidsaktiviteter for både vokse og børn.


Da de endelig opdagede denne villa – nu for mere end 15 år siden – faldt de pladask for dens charmerende ydre. Villaen bliver kaldt Ca’n Marguet. Et navn huset har båret med stolthed længe før, familien Marques Pinto købte det. Det er også et navn, der an­tyder en lang og kompleks historie. ”Desværre ved vi meget lidt om huset historie eller de familier, som har boet her gennem tiderne. Men vi har fundet ud af, at der oprindeligt boede to familier i huset. Og så har vi fundet nogle interessante underjordiske huler, som angiveligt har været brugt til at oplagre smuglervarer for mange hundrede år siden,” fortæller Mercedes Marques Pinto.

Villaen Ca’n Marquet nyder bestemt godt af en meget privat og fredfyldt beliggenhed. Det ligger helt afsondret i udkanten af den lille landsby S’Arraco. Der er ikke langt til den lille havneby Andratx, hvor familien Marques Pinto har deres lystbåd liggende. At villaen tillige ligger indenfor de beskyttende rammer af Serra de Tramuntana (Et af UNESCO’s Verdenskulturarvsteder) gør beliggenheden til et af de mest uspolerede steder på Mallorca. ”Det er derfor, vi elsker stedet så højt, som vi gør,” siger Mercedes Marques Pinto.


Familien bor til daglig i London. Merce­des stammer oprindeligt fra Madrid, mens João kommer fra den nordportugisiske by Porto. Så ofte som det har været muligt, er de flygtet fra storbyen til deres mallorcinske smørhul sammen med børnene Victoria, sønnen João og familiens hund Pollock. ”Vi prøver på at være her så ofte, som det er muligt. Men vi er naturligvis mest glade for forårs- og sommermånederne. Og som børnene er blevet ældre, har de haft mulighed for flere og længere besøg. Vi er begyndt at være hernede i efteråret. Om som­meren inviterer vi ofte venner og familie på besøg, så ’lavsæsonen’ er en dejlig tid, hvor vi selv kan slappe af,” fortæller Mercedes Marques Pinto.


Så da huset for kort tid siden var moden til en renovering, skulle det ske med bevidstheden om, at de begge om nogle år ville tilbringe tid i villaen hele året rundt. Det var det udgangspunkt, som arkitekterne fra More Design skulle arbejde med, da de gik i gang med en grundig opdatering af den gamle villa på bjergskråningerne af Serra de Tra­muntana. Det lokale arkitektfirma har opbyg­get en stor viden og kompetence i for­hold til renovering af traditionelle mallor­cinske bygninger. De dyrker de bevaringsværdige arkitektoniske detaljer og skaber spændende kombinationer med mere nutidige og afslappede løsninger.

Kombinationen af den traditionelle byg­gestil og et mere moderne touch var lige nøjagtig den opgave, som Mercedes og João Marques Pinto ønskede løst i Villa Ca’n Marquet. Af mere moderne installa­tioner ønskede de sig gulvvarme i hele huset, hvilket gør efterårs- og vinterbesøg i huset mere komfortabel. Efterår og vinter kan være meget regnfulde og forholdsvis kolde. For at gøre sommervarmen til at holde ud, ville de derudover have installeret et centralt klimaanlæg i villaen. ”Men det skulle ske uden at ødelægge husets tradi­tionelle mallorcinske byggestil,” fortæller hun.
Derudover ville de også gerne have flere og større udendørsarealer at boltre sig på. På ønskelisten stod også opførelsen af en traditionel mallorcinsk pergola.


Men netop pergolaen skulle vise sig at blive en svær opgave. Til trods for deres smukke og designer-­agtige fremtoning, var det svært at få helt rigtigt, fortæller Mercedes Marques Pinto: ”Udfordringen bestod i at sikre, at den i sidste ende kunne fungere i total harmoni med både naturen og villaen.” Men denne opgave løste arkitekterne fra More Design til topkarakter. ”Vi elsker det. Det er endt med at blive et meget komfortabelt sted, vi kan bruge hele året. Alle materialer – ude som inde – har et lokalt snit. Og bygge­metoderne har været klassisk mallorcinsk,” fortæller hun.
Arkitekten Oro del Negro fra More Design er enig med ejerne i, at nøglen til renoveringsprojektets succes bestod i at bevare bygningens ægthed og forstærke villaens rå skønhed med mallorcinsk håndværk.

Spurgt om hendes yndlingssted i huset vælger Mercedes Marques Pinto straks det renoverede køkken. ”Det har et vidunderligt vindue, der vender ud mod haven og poolområdet,” siger hun. ”Du føler, at du er ude og inde på samme tid. Jeg elsker at lave mad, og så det er ideelt for mig, at jeg kan se, hvad der sker overalt.”
Nu hvor familien Marques Pintos besøger Mallorca oftere i løbet af efteråret og foråret, har de været i stand til at bruge tid på at opdage attraktionerne i øens hovedstad Palma og dens loppemarkeder. Men når de opholder sig på Ca’n Marquet i de varmere måneder, starter dagene normalt med en udendørs morgenmad efterfulgt af en tur op ad bjerget med deres hund Pollock. ”Vi nyder den smukke udsigt over øen og dens uspolerede natur. Så går vi normalt ud på båden eller bliver hjemme ved poolen. Det er svært at forestille sig en mere perfekt dagsorden på en varm sommerdag – eller en smukkere ramme,” slutter hun.

State of the art

21JON 2 - State of the art

“Hvis der er en rød tråd i vores kunstsamling, må det være udtrykt i begrebet lykkelig kvalitet”.

Amy og John Phelan skabte en moderne villa på stranden ved Palm Beach i Florida. Det tog næsten seks år fra det første spadestik ægteparret kunne flytte ind med deres imponerende kunstsamling.

Palm Beach, Miami. South Ocean Boulevard for at være helt præcis. Er der mere end ni nuller på dollar-formuen, ja, så er det her, det amerikanske jet-set ynder at bygge deres eksorbitante villaer. De mondæne palæer ligger side om side på en strækning af den langstrakte ø, der adskiller fastlandet fra Atlanterhavet. Sprudlende huse med mindelser om en svunden tid.

Andre ligner Jazz Age Mansions fra 1920-erne. Og så er der – på et sted hvor øen blot er et par hundrede meter bred – bygget en moderne villa, der sine steder udstiller en vis mellemøstlig inspiration. Andre steder er det Miamis modernisme, der skinner igennem. En villa med et areal på næsten 3.200 m2. Et hus der emmer af ejernes passion for kunst – og en formue i milliard-klassen.

21JON 4 1024x684 - State of the art
21JON 5 1024x684 - State of the art

Villaen er designet og bygget i løbet af seks år af kunstsamlerne Amy og John Phelan, og er et produkt af et samarbejde med arkitekterne Christopher Stone og David Fox, der formåede at kanalisere parrets eklek­tiske smag henimod et særdeles karakterfuldt design, der er helt i sin egen verden. Muligheden for at bygge et hus fra bunden opstod for otte år siden, da parret, der ejer flere boliger, inklusive én i Aspen, var på jagt efter et sted at bo, når trangen til sol og varme blev for stor. En ejendomsmægler foreslog, at de skulle se på et ledigt græsareal, der lå mellem havet og Intracoastal Waterway på Palm Beach’s South End. For det første betød det, at de ville være i stand til at opføre deres eget drømmehus, der udover at fungere som en sommerbolig også skulle kunne fremvise kunstværker fra deres berømte samling. Men lige så vigtigt: Det gav Amy og John Phelan en chance for igen at arbejde med duoen bag Stonefox. New York-firmaet, der forvand­lede parrets ejendom i Aspen fra en ulykkelig række af chalet-klichéer til en sammenhængende, harmonisk modernistisk oase. ”De er så talentfulde, og ingen udfordringer for stor,” siger Amy Phelan.

21JON 6 1024x684 - State of the art
21JON 7 1024x684 - State of the art

mulighed for at skabe et unikt hus: Et blankt lærred og et par engagerede og eventyrlystne klienter. ”Det er en velsignelse at designe et hjem, men det kræver naturligvis, at man forstår præcist, hvad det er, der interesserer dine klienter,” siger Christopher Fox, mens David Stone tilføjer: ”Amy og John Phelan rummer en utrolig æstetisk fingerspitzgefühl. De sætter virkelig pris på både kunst og design. Meget inspirerende. Og allerede under vores første møder, var alle mulige og umulige ideer oppe at vende.”

21JON 8 1024x684 - State of the art
21JON 9 1024x684 - State of the art
21JON 10 1024x684 - State of the art

I sidste ende fandt arkitekterne en løsning på udfordringerne, der leverede en enestående moderne villa med klare historiske referencer, der udtrykker en beundring og glæde ved godt design, der spænder over flere århundreder og kontinenter. Udvendigt valgte de en cremefarvet portugisisk kalksten, der spiller fint sammen med Palm Beachs allesteds­­nær­værende middelhavsarkitektur. Det giver huset et varmt og rigt udtryk. ”Kalkstenen har en næsten smøragtig tekstur, men er stadig modstandsdygtig overfor den salte havluft,” fortæller Christopher Fox.
Store brise-soleil-skærme i beton filtrerer det hårde sollys, mens de bryder de solide kubikvolumener med et iøjnefaldende mønster i et nærmest mellemøstligt design. Kalkstensøjler understøtter dramatisk udkragede betonbaldakiner ved indgangen og på den bageste poolterrasse, er skabt med den antikke græske entasis-teknik med en let svulmen på midten. En stor græsplæne og forskellige haveafsnit er spredt ud omkring den store infitity swimmingpool (designet af Jorge Sánchez og Brian Vertesch). Ud over de skyhøje kokos­palmer og tropiske frugttræer plantede duoen desuden et kæmpe gummitræ.


Indvendigt er det den vidstrakte udsigt ud over havet mod øst og Intracoastal (en 3.000 km lang vejstrækning langs den amerikanske atlanterhavskyst og Mexico Golfen) mod vest. Sollyset reflekteres blidt fra de neutrale toner, som Stonefox-teamet brugte i hele huset. Ikke mindst i indgangsgalleriet og stuen, hvor lofterne svæver 8,5 meter over gulvet. Møblementet er præget af de glamourøse møbler fra midten af forrige århundrede. Især Art Deco-stilen går igen. De to rum er delvist opdelt af vægge af indisk palisander, der er konkurrerer om pladsen med store værker af Ellsworth Kelly, Marilyn Minter og Jeff Koons.

21JON 11 1024x684 - State of the art
21JON 12 1024x684 - State of the art

”Vi har altid købt ting, der har rørt os. Ting som vi har lyst til at leve med,” fortæller Amy Phelan som sammen med sin mand startede med at samle på kunst for 20 år siden. Deres første kunstværk var et maleri af Damien Hirst med titlen ’Butterfly’. Siden da er deres kunstsamling vokset og omfatter i dag værker af store kunstnere som Takashi Murakami, Cindy Sherman, Richard Prince og Ed Ruscha. Bare for at nævne nogle få. ”Vi spreder os over alle slags medier. Men hvis der er en rød tråd i vores samling, må det være udtrykt i begrebet ’lykkelig kvalitet’. De mere mørke værker rummer ofte også et sjovt twist eller provokerende element, der får én til at tænke tingene ordentligt igennem,” siger Amy Phelan.


Amy og John Phelans engagement i kunstverden begrænser sig ikke kun til deres egne kunstindkøb. John er bestyrelsesformand i Aspen Art Museum, mens Amy samme sted er medlem af museets National Council. Og efter flytning til Palm Beach har arbejdet med fundraising for det lokale Norton Museum of Art. Sammen arrangerer de der­udover selskaber og events for det lokale kunstsamfund i Palm Beach. De har endda fået arkitekterne fra Stonefox til at skabe en Disco Lounge i en separat bygning, der fremstår som en moderne kopi af de ball­rooms som Addison Mizner og Maurice Fatio skabte i tiden før anden verdenskrig i den tids store Palm Beach villaer. Men de kunne næppe prale af en diskokugle med en diameter på 75 centimeter eller en næsten selvlysende bar i baggrundsbelyst Cristallo kvarsit. Men som Amy Phelan siger: ”Vi elsker at have venner på besøg. Og vi elsker at have det sjovt.”

21JON 13 1024x684 - State of the art
21JON 14 1024x684 - State of the art

Engelsk charme med et nordisk twist

6ixteen 11 - Engelsk charme med et nordisk twist

Den engelske fotograf Malcolm Menzies åbner døren til sit og familiens hjem i Beckenham. En lille forstad godt 16 kilometer syd for London. En klassisk gennemrenoveret villa omgivet af store grønne områder. Et hus med store luftige og lyse rum, hvor træpaneller skaber en varm og hjemlig atmosfære. Og et moderne køkken, der næsten strækker sig ud i haven.

6ixteen 2h - Engelsk charme med et nordisk twist

Fiona og Malcolm Menzies fandt deres drømmehjem lidt syd for London i den lille by Beckenham. Terrassen i deres private park er møbleret som en indenførs lounge med sofa og stole designet af John Lewis, mens det udendørs tæppe er fra Asiatic London.

For Malcolm Menzies er dét at åbne døren og byde fotografer og indretningsarkitekter inden for noget, der falder ham mere end naturligt. For familiens hus blev købt ikke kun for at fungere som rammen for ham selv og familiens liv. Det skulle også fungere som en shooting location for diverse boligmagasiner, journalister og fotografer.
”At eje et smukt hus er en oplagt og – til tider – også indbringende ide. Jeg arbejder selv som fotograf med speciale i at fotografere bolig, indretning og stilarter så smukt som overhovedet muligt. Vi fandt vores helt egen shooting location her i Bromley lidt uden for London. Vi har skabt en række private rum i huset til os selv. Men ellers lejer vi vores hus ud til bolig- og indretningsmagasiner, der skal lave fotooptagelser af nyt interiør. Og nogle gange også til filmoptagelser,” fortæller Malcolm Menzies.
Det stilrene, charmerende engelske landhus byder sine gæster velkommen via en salvie-grøn entredør, der diskret åbner et kig ind i familien Menzies’ hus. Malcolm Menzies arbejder selv som interiør-­fotograf for en lang række bolig- og livstilsmagasiner. Sammen med sin hustru, Fiona, har han skabt et varmt og indbydende hjemligt univers, som de fleste gerne ville besøge. Måske til en scone og en kop – meget britisk – te.

6ixteen 4 1024x642 - Engelsk charme med et nordisk twist

Dovenskab er bestemt ikke noget, der præger det unge par. I hvert fald kostede det dem rigtigt mange husfremvisninger inden, de ganske klassisk på stedet faldt for huset i Bromley i forstadskommunen Beckenham bare 15 kilometer fra Trafalgar Square i det centrale London. Det var ganske enkelt kærlighed ved første blik.
”Vi kiggede på mere end 70 huse inden, vi fandt dette,” fortæller Malcolm Menzies og understreger, at det mest af alt skyldtes, at de havde en meget lang – og meget præcis – liste over alle de elementer, deres nye hus skulle kunne rumme. ”Vi havde behov for store luftige rum med et godt lysindfald. Flotte vinduer og masser af plads til at kunne gennemføre fotooptagelser med projektører og refleksskærme. Og så skulle det samtidig være en fantastisk familiebolig.”
Når valget faldt på Beckenham, var det faktisk lidt af et tilfælde. ”Vi havde aldrig været her før. Men det var en fantastisk oplevelse. Så grønt og forstadsagtigt, og alligevel så tæt på London. Her er mange dejlige caféer (Fee og Brown er vores favoritter!), barer og restauranter. Samtidig ligger vores hus blot nogle få skridt væk fra Beckenham Place Park, som er en lille grøn oase komplet med en nyanlagt sø og frodig skov.”
Huset i sig selv er en fuldgyldig villa. Stor og med masser af lysindfald fra den store have. Det rummer en kvalitet, som man umiddelbart fornemmer. En kvalitet der kombinerer den traditionelle og rustikke byggestil med en moderne og minimalistisk indretning. ”Det kan vist direkte oversættes til indbegrebet af et hyggeligt landhus, men tilsat lidt af det, jeg kalder ’Scandic-chic’. Huset har i hvert fald fået et nordisk twist,” forklarer Malcolm Menzies. Huset i Bromley er beriget med raffinerede teksturer, en kromatisk farvepalette (holdt i forholdsvis neutrale nuancer) og lyse træpaneler, der er med til at skabe en varm atmosfære.

6ixteen 5h 1024x683 - Engelsk charme med et nordisk twist
6ixteen 6 1024x683 - Engelsk charme med et nordisk twist
6ixteen 7 1024x683 - Engelsk charme med et nordisk twist

Malcolm og Fiona Menzies har gennemført en perfekt opgradering af huset indretning, hvor de har holdt fast i nogle enkelte sigte­linjer og skabte massevis af små finurlige detaljer. ”Vi har ændret hele indretningen. Men vi har faktisk kun fjernet én væg i vores soveværelse for at skabe mere plads. Der er blevet lagt nyt gulv i biblioteket, entreen, køkkenet og i soveværelse. I alle de andre rum er gulvene blevet slebet og malet i en ’stærk hvid’ farve. Desuden har vi opsat træpaneller i alle rum, og naturligvis er køkkenet fra London-firmaet Blakes skræddersyet, så det matcher til rummet. Vi ønskede os et AGA-komfur i stedet for et mere moderne et af slagsen. Det havde også betydning for køkkenets design,” siger Malcolm Menzies.
Biblioteket – med dets helt særegne og intime stemning – var i gamle dage et koldt venteværelse for den læge, der en gang drev sin praksis i huset. ”Vi har gennemført en total forandring af rummet, så det i dag fremstår lidt mørkt. Men det er absolut et gæstfrit område i huset, hvor vi ofte ender for at spille forskellige spil – eller for at drikke vores whisky til ud på de lyse timer.”

6ixteen 8 1024x683 - Engelsk charme med et nordisk twist
6ixteen 11 1024x683 - Engelsk charme med et nordisk twist
6ixteen 12 1024x683 - Engelsk charme med et nordisk twist

Der mangler heller ikke kreative elementer i huset efter dets forvandling. ”For eksempel bad vi kunstneren John Harragan om at skabe en fremtrædende gipsvæg i vores dagligstue. Han malede alt andet hvidt, mens de mørke vinduer og døre blev malet kulsort. Jeg fjernede det meste af væggens puds, men lod en anelse sidde tilbage for at skabe en interessant detalje.” Malcolm Menzies tog sig også kærligt af børnenes soveværelser, hvor han med tape lavede en afmaskning for at kunne male et komplet bjerglandskab. Børnene elsker det.
”Møblementet er et miks mellem fund rundt omkring hos antik­vitetshandlere og ting fundet på eBay. Andre møbler har vi arvet fra mine forældre. Og så har vi investeret lidt i nogle designikoner fra Eames og danske Hans Wegner. Jeg ønskede mig et hus fyldt med interessante designvalg, tekstur og en varm, god følelse af kontinuitet,” slutter Malcolm Menzies.
Og var dét målsætningen, er der kun én ting at sige: Mission accom­plished.

6ixteen 13 1024x683 - Engelsk charme med et nordisk twist
6ixteen 16 1024x683 - Engelsk charme med et nordisk twist
6ixteen 18 1024x683 - Engelsk charme med et nordisk twist

Casa La Huerta

Bureaux House 3 - Casa La Huerta

Et gammelt gårdhus på Mallorca har fået den helt store omgang, og er
blevet forvandlet til en sofistikeret – men stadig hjemlig – hjemmebase for
filmskaberen Anders Halberg og hans familie.

Den svenske filmskaber og fotograf Anders Hallberg slog oprindeligt sine folder i en i lille by i det sydlige Sverige. Nu har han på sin egen måde skabt forbindelse til sine svenske rødder i sit nye hjem på middelhavsøen Mallorca. I mange år boede han i New Yorks SoHo-kvarter, hvor han ernærede sig som fotograf. Han skabte flotte billedserier til aviser og magasiner af skuespillere og andre kendte. Folk som Kate Moss, LeBron James og Dustin Hoffman. Det var også her han skabte flere prisvindende tv-reklamer for internationale brands som Cartier og Lexus.
Men nok er nok. Og i en søgen efter et liv væk fra overhalingsbanen besluttede han at flytte familien til Mallorca. Han har med egne ord prøvet det meste og vendt tilbage til udgangspunktet. I de seneste fire år er han stået op med solen. ”Først fodrer jeg mine får og sikrer mig, at de har vand nok inden, vores egen dag starter. Så plukker jeg appelsiner, laver juice og morgenmad til familien inden, jeg kører drengene i skole,” fortæller han.
Tiden og livet på Casa La Huerta – boligens traditionelle navn som betyder noget i retning af ’huset i frugthaven’ – er indstillet efter årstiderne og designet for at imødekomme ikke blot familiens umiddelbare krav til et komfortabelt liv, men også skabe rum og plads til venner og gæster, der måtte komme på besøg.
Naturligvis blev dette misundelsesværdige hus ikke tryllet frem af det rene ingenting. At føre denne gamle landejendom ind i det 21. århundrede har krævet tid og kræfter foruden masser af kreativitet og omsorg. ”Jeg så faktisk huset første gang, da jeg begyndte at søge efter et hus på Mallorca for 13 år siden. Men det blev solgt næsten med det samme. Jeg brugte rigtig lang tid på at se på andre ejendomme rundt omkring på øen, men kunne ikke finde et, der lå så godt som dette – og som rummede så stort et potentiale. Og så blev det næsten magisk sat til salg igen. Det stod stadig urørt, og det lykkedes mig at købe det. Det må have været skæbnes vilje, der gjorde det…”, fortæller Anders Hallberg.
Noget af dét, der gjorde huset uimodståeligt for Anders Hallberg var dét faktum, at det aldrig tidligere var blevet moderniseret. Det stod fuldstændigt uberørt af tiden. Efter købet fandt han ud af, at huset og grunden for næsten 100 år siden var blevet opdelt i to særskilte ejendomme, hvorfor han også forsøgte at købe den anden halvdel. ”Ejerne havde i generationer afvist alle købstilbud. Til sidst måtte jeg forhandle med syv forskellige ejere, hvoraf nogle slet ikke vidste, at de ejede et jordstykke på Mallorca. Det var en langvarig proces. En tid hvor huset i stedet blev base for vores ferier – og en tid hvor vi lærte huset at kende.”
Så da handlen gik igennem, og han stod som ejer af det samlede Casa La Huerta, vidste han, at målet var at samle de to ejendomme og genskabe det som ét stort hus. Ganske som det havde stået for 100 år siden. Det var et unikt projekt og udfordring. Tidligere havde Anders Hallberg renoveret huse i både New York og i Sverige. ”Derfor vidste jeg, at det var vigtigt ikke bare at satse på det sikre, men at udforske alle muligheder for at finde unikke og specielle løsninger,” fortæller han.

Bureaux House 4 1024x724 - Casa La Huerta

Det er grunden til, at han kontaktede det lokale arkitekt- og designfirma More Design, der skulle stå for renoveringsarbejdet af Casa La Huerta. ”De var i stand til at flytte grænserne, når vi ledte efter løsninger på de udfordringer projektet stillede os over for. Desuden kunne More Design også sikre, at de lokale traditioner blev en væsentlig del af familiens nye hjem.
Kernen i Hallbergs drøm om et mallorcinsk hjem – eller mere prosaisk omtalt som et ’design brief’ – var at skabe et indbydende hjem med en varm, hjemlig og hyggelig stemning. Arkitekten Oro Del Negro fra More Design var fuldstændig enig. ”Opgaven var at bevare det oprindelige gårdhus’ særlige egenart og samtidig undersøge nye innovative ideer, der kunne berige det rustikke, men komfortable liv. Det rå og solide udtryk skulle bevares,” fortæller han.
Casa La Huerta var i mange år en driftig landbrugsejendom. Det ligger tæt på Santa Maria del Camí. En lille smuk by i det centrale Mallorca med en meget landlig fornemmelse, der også er hjemstedet for øens største udendørs fødevaremarked, hvor alt fra levende kvæg, lædervarer, økologiske fødevarer og oste bliver falbudt.
”Så målet var at bevare husets sjæl intakt. Det krævede langvarige, intense, men også meget kreative diskussioner om livet i almindelighed inden, vi kunne komme i gang med arbejdet. Det stod klart, at både vi og arkitekten i høj grad ville sætte den tradi­tionelle, lokale byggeskik i højsædet. Og vi ville i så vidt muligt kun anvende lokale byggematerialer.”
Arkitekten Oro Del Negro og kollegerne hos More Design har brugt årtier på at udvikle deres ekspertise for, hvad der er både praktisk, langtidsholdbart og hovedpine-frit i forhold til renoveringen af traditionelle mallorcinske huse og bygninger. Noget der både tiltrækker kunder, men som også ofte skal forklares. ”Men ikke her. Dette projekt var alt andet end kompliceret. Der opstod næsten øjeblikkeligt en symbiose af ideer og venskab. Total gensidig tillid,” siger Oro Del Negro.
Derfor kan det heller ikke undre, at det færdige hus leverer en både drømmende og meget levende følelse. Det rummer en næsten håndgribelig atmosfære af fred og ro. For Anders Hallberg har det længe været et udtalt ønske at have mulighed for at have masser af familie og venner på besøg. ”Og nu hvor det er muligt, hører vi fra alle vores gæster hvor vidunderligt, de har sovet og hvor meget, de har nydt at være på besøg. Det er det bedste, vi kan ønske os. Og med syv soveværelser har vi rigtig tit overnattende gæster. Vi har ofte haft perioder på et halvt års tid eller mere, hvor huset konstant har været fyldt med gæster. Noget der giver masser af sociale kontakter og mange gode minder.”

Bureaux House 14 1024x724 - Casa La Huerta

Casa La Huerta er grundlæggende et klassisk gårdhus, men med et fantastisk flow og en tankevækkende planløsning, der gør det muligt at imødekomme behovet, når huset er proppet med gæster. Men samtidig rummer det også muligheden for at skabe en hyggelig, hjemlig atmosfære for familien. Som Oro Del Negro forklarer, har de skabt små hyggelige hjørner i huset, hvor man kan krybe ind for at slappe af og køle sig lidt ned i den mallorcinske sommervarme. Eksempelvis de næsten hule-lignende soveværelser eller det åbne ildsted i køkkenet. De er blandt hans favoritter i huset.
Anders Hallberg siger, at det næsten lyder som en kliché: ”Men køkkenet er dét sted, vi elsker at bruge vores tid i. Vi laver mad sammen. Eller også hygger vi os bare på sofaerne ved siden af pejsen, mens en eller flere er i gang med at tilberede maden. Og findes der noget bedre end at kunne nyde de frugter og grøntsager, vi dyrker i haven?”
Casa La Huerta fremstår som en særdeles æstetisk kombination af lethed og raffinement. Det ser ganske enkelt fantastisk ud. Men måske er det endnu mere vigtigt, at dette smukke hus til fulde indfrir forventningerne om både at kunne fungere som en familiebolig og som tilflugtssted for venner og familie. Og ikke mindst passe perfekt ind i den omkring­liggende natur. ”Det er dét, der gør huset så fantastisk. For alle vores ønsker er blevet
til virkelighed. Og på en måde afspejler det også husets helt egen unikke sjæl,” slutter Anders Hallberg.

Arkitektonisk perle i Cape Town

Bureaux House 2 - Arkitektonisk perle i Cape Town

Midt i Cape Towns frodige vinregion ligger denne nybyggede lade. Den står
med sit hvidkalkede murværk som et minde om en svunden tid med en klar
arkitektonisk reference til de hollandske immigranter. Men med et mere nutidigt touch fungerer bygningen i dag som både vingård og gin-have.

Bare 75 kilometer vest for Cape Town ligger den lille by Franschhoek. En lille søvnig by med kun 17.000 indbyggere. Men pla­ceret midt i en af Sydafrikas mest berømte vinregioner og nogle af verdens smukkeste dale er byen også et vidnesbyrd om landets historie. Området har et tydeligt fransk islæt, der stammer mere end 300 år tilbage i tiden, da huguenotterne bosatte sig her på flugt fra forfølgelserne i Europa. Selv den dag i dag giver nybyggerier stadig mindelser om provencalsk eller endda ita­liensk byggestil.
Ejeren af denne nybyggede landejendom i Franschhoek ønskede sig et hjem med en mere moderne og nutidig tilgang til områdets traditionelle arkitektur. Og hun havde en klar vision og en omfattende briefing klar til arkitekt Martin Kruger. Det skulle først og fremmest være et ’arbejdende’ hus. Skabt til underholdning og en afslappet livsstil. Og ikke mindst et sted, hvor det var muligt at værdsætte naturen. ”Visionen var drevet af den måde, jeg har valgt at leve mit liv på,” fortæller ejeren Elizabeth Blettermann. ”Jeg elsker at have vennerne på besøg, lave mad sammen og lytte til god musik. Men jeg nyder også det stille og rolige liv i landsbyen og roen i et hus, der er fyldt med kunst.”
Hun havde – som hun udtrykker det – ’kysset en masse frøer’ inden, hun fandt dette idylliske sted lige uden for landsbyen. Det var en landbrugsejendom, hvor der blev dyrket pærer. Deraf dets navn: ’Le Poirier’. En lille frisk strøm løber igennem grunden med frugthaven omkranset af gamle egetræer og et helt utroligt udsyn til bjergene. ”Det havde bare en helt særlig tilstedeværelse,” fortæller Elizabeth Blettermann og fortsætter: ”Når du står på taget, går det op for én, hvor lidt der er skabt af mennesker. Alting er en gave fra naturen. Der er et frit og uhindret 360-graders udsyn gennem dalen. Og floden gør det endnu mere specielt at leve her.”
Inden byggeriet gik i gang, var det klart, at hun ønskede et design, hvor arkitektur, interiør og landskab var fuldstændigt integrererede størrelser. Det var en vision om et hus omgivet af haver, bede med grøntsager, frugt- og oliventræer og duftende ’fynbos’ – en lille hedeagtig busk, der kun gror i Sydafrika. Alle elementer der også skulle reflekteres i husets indretning og farvevalg. Målet var at skabe en ny sammenhæng mellem huset og det omgivende landskab.

Bureaux House 10h - Arkitektonisk perle i Cape Town

Arkitekt Martin Kruger med sin hund Perro, som ofte fulgte med ham på byggepladsen, da huset blev bygget.

Over en årrække (og mange flasker vin) har hun og arkitekten Martin Kruger sammen med input fra en indretningsarkitekt, mange venner og landskabsarkitekten Danie Steenkamp udviklet en kompleks og ganske intrikat plan for dét, der skulle blive et arkitektonisk statement.
Husets placering på grundstykket var nøje udvalgt. Det ligger lige midt imellem to majestætiske egetræer med et frit udsyn til de omgivende bjerge. Her i den gamle frugt­have var der et særligt sted, hvor der tillige var et uhindret view mod floden. Det skabte symmetri og sikrede Elizabeth Blettermann et panorama-kig på den omgivende natur.
Det er oplagt, at i dette tilfælde var såvel arkitekt og kunde fuldstændig enige om projektet. Både huset og dets indretning er resultatet af en grundig design-proces. Et hus der passer perfekt ind i både Franschhoeks kulturlandskab og arkitektoniske traditioner.
Huset har to personligheder. Den sydvendte hovedindgang refererer til de klassiske kaphollandske herregårde, som finurligt er viklet omkring en gård eller ’werf’ med indbygget vingård. Herfra taler huset til besøgende næsten som en ’Cape dialekt’. Dog med et mere moderne touch i form af en stram og slank taglinje. ”På den anden side – med udsigt mod floden – åbner huset sig op mod bjergene. Et ganske spektakulært syn,” fortæller arkitekt Martin Kruger.
Den del af huset, der vender ud mod floden taler et mere modernistisk, næsten industrielt sprog, som har sit afsæt i sporene fra den tid, hvor Elizabeth Blettermann boede i New York. Men uden at slippe taget med den kaphollandske arkitektur. Den træbeklædte pergola i stål er hævet over terrænet for at sikre et uhindret kig til bjergene uden at fjerne følelsen af, at huset er en integreret del af landskabet. Også denne del af huset viser nogle få mere folklo­ristiske elementer så som ildstedet og pergolaen.

Bureaux House 11 1024x724 - Arkitektonisk perle i Cape Town

Entreen til ejendommen sker fra parkerings­pladsen gennem den første serie af hvælvinger, der er skabt som en hyldest til de hvælvede lofter i historiske Cape Town godser så som Groot Cinstantia og Boschen­dal. Hvælvingerne er et designelement, der også bliver gentaget i haverne og gårdspladserne, hvor de fletter forskellige elementer sammen. Derved har Elizabeth Blettermann og hendes arkitekt skabt korridorer, der binder både de indre og ydre ’rum’ sammen. Det er svært at definere, hvor arkitekturen slutter og landskabet begynder.
Den buede entredør til hovedhuset vender ud mod vingården og åbner direkte ind til husets centrum. Et højloftet rum der rummer familiens centrale opholdsrum så som stue, en mere uformel opholdsstue samt køkkenet. Det er rum, der er forholdsvis kølige på grund af et naturligt og næsten genialt ventilationssystem. Ikke bare et hyggeligt opholdssted i vintermånederne. Det bliver også et behageligt tilflugtssted, når det om sommeren bliver for varmt at sidde udendørs. Ekstrahøje franske døre giver adgang til en gårdsplads med gamle oliventræer på hver sin side af den mere formelle opholdsstue. Det udvisker forskellene mellem det indre og det ydre. Haven vokser så at sige ind i huset.
Måden hvorpå huset er opdelt er også med hensyntagen til årstidernes skift. Der er sove­værelser, der kun anvendes i sommermå­nederne i husets vestlige fløj. Vinter-gemak­kerne ligger i østfløjen. Med indbyggede walk-in skabe begge steder kan Elizabeth Blettermann og hendes partner migrere mellem sæsonens soveværelser uden at skulle flytte deres tøj.
De høje, top-hængte træskærme kan lukke eller åbne dele af huset af, når det behøves. På den måde kan man simpelt hen lukke den fløj af huset, der ikke bruges alt efter, hvilken sæson det er. ”Ideen er, at når vi er i huset alene og ikke bruger hele huset, så kan vi lukke dele af det af og have en mere intim atmosfære. Det er en indbygget fleksibilitet, huset rummer.”

I sin arkitektoniske form er de traditionelle kaphollandske gavle blevet moderniseret og forenklet i sine udtryk. Martin Kruger pointerer, at han også har indarbejdet andre Cape-elementer i byggeriet. Blandt andet små åbninger i murværket, der lader lys strømme ind. Næsten som små due-reder på ældre vingårde i området. ”Og så ser det ganske smukt ud om aftenen, når lyset strømmer ud gennem åbningerne.”
Indenfor dominerer en stor stenvæg i entreen. Den er opført af klippestykker, der er hentet forskellige steder på grunden. Riflede betonlofter viser tydeligt aftrykkene fra forskallingsbrædderne. En anden ganske minimalistisk måde at knytte et stærkt bånd til naturen udenfor. Andre eksempler ses i hoveddøren, detaljerne omkring nogle af vinduerne og en feature-væg bag baren. De er alle fremstillet af pæretræ skåret fra træer i frugthaven, der skulle fældes for at give plads til huset. Andre dele af den gamle frugthave er bevaret, og indgår nu som et naturligt element i landskabsplejen omkring huset.
Murene er tykke og solide. Ganske som stenmurene i de tidligste kaphollandske huse i Cape Town-området. I en tid hvor miljø­hensyn og bæredygtighed er et centralt punkt i et hvert husbyggeri, har lokalbefolkningens tidlige designs været en god inspiration. I et klima der veksler mellem ekstrem varme og frysende kulde, kan de ro­buste vægge holde heden ude om sommeren, mens de er i stand til at frigive den igen i vintermånederne. Resultatet er et hus, hvor temperaturen altid er komfortabel.

Bureaux House 22 1024x724 - Arkitektonisk perle i Cape Town

Et andet eksempel på at lokale byggetraditioner har sneget sig ind i det nye design, er de slanke dobbelte tagbjælker. Det er en hyldest til de tunge bjælker de første Cape-­huse blev opført med, fortæller Martin Kruger. ”Men at prøve at integrere dem i et nyt, moderne hus, ville være falsk. I stedet har vi genfortolket udtrykket i en løbende, legende dialog med de traditionelle features i gamle vingårde og -kældre.
Landskabsarkitekten Danie Steenkamp arbejdede tæt sammen med både arkitekt og Elizabeth Blettermann for at kunne binde gårdspladser og haver sammen med det omkringliggende landskab. Hovedgårdspladsen er viet til vingården. Andre gårdspladser rummer i dag køkkenhaver og olivenlunde. Og ikke mindst ’Gin-haven’ med citrontræer, limefrugt, grapefrugter, appelsiner og rosmarin. Alle de nødvendige ingredienser for at mikse en kølig solnedgangsdrink.

Vand er en anden arkitektonisk detalje, der præger dette sydafrikanske landhus. En vand­rende løber gennem citronlunden, og en lille dam i grøntsagshaven er med til at fuldende billedet af et næsten folkloristisk kaphollandsk landsted.
Også regnvandet bliver ’høstet’ og lagret til tørketiden. Bæredygtighed er integreret i mange af dette hus’ designs. ”Vi føler os mere i forbindelse med naturen og landbruget. Det giver også en forståelse for, hvad bønderne i Sydafrika gennemgår lige nu – om end på en mindre skala,” siger Elizabeth Blettermann.
Lige så meget sjov det er at spadsere gennem haven og samle urter til en gin og tonic, rummer det også et element af ’fra-jord-­til-bord-filosofien’, som hun forsøger at leve sit liv efter. Der er nemlig også en mulighed for at lave sin egen grapefrugtjuice, marmelade og hensyltede frugter. Og for at lave sin egen vin, når vinstokkene ældes. ”På samme måde har vi det med vores køkkenhave. Det er en af de mest tilfredsstillende ting at gå der ud og spørge hinanden: Hvad skal vi spise i aften? Og hvad er parat til at blive høstet?” fortæller hun.

På samme tid forekommer det, at dette hus eksisterer i en fuldendt harmoni med dets omgivelser. Som om det hører til landet. ”Jeg kalder det mit private fristed. Det er her, jeg finder fred. Det er et fantastisk privilegium at bo sådan et sted.”
Den måde hvorpå huset både er moderne og på sin rette plads, bidrager til dét, der er blevet til en helt fantastisk ejendom. I modsætning til noget, der ’bare’ havde været et rart sted.

Hjemmekontoret

corner office environment on table 2 download - Hjemmekontoret

Med PABLO Corner Office 30 er det muligt at omdanne spi­se­bordet til et lille kontor på ingen tid. En hjørnelampe med LED-pærer i aluminium og to stofklædte sidestykker sættes sammen i løbet af nul-komma-fem. Det skaber et roligt område på bordet med et behageligt arbejdslys. De stofklædte sider dæmper lyden og leverer et lille intimt arbejdsområde. Computeren kan oplades via USB­-portene i lampen. Set hos www.spotlight.dk fra 9.350 kr.



IMG 0232 1 1024x1024 - Hjemmekontoret

At integrere en arbejdsplads i hjemmet kan være lidt af en udfordring. Mange ender med at sidde ved spisebordet. Og er så tvunget til at rydde arbejdsmaterialer og computere væk, når familien skal spise. Men måske kræver det ikke så meget plads at skabe sig sit egen arbejdsrum. WeDoWood.dk har designet et lækkert lille skrivebord med opbevaringsrum til blokke og blyanter. Field Desk er skabt i egetræ og måler 95 cm i bredden og 55 cm i dybden. Til gengæld får du et enkelt og ligefremt designet skrivebord i FSC Certificeret egetræ. Se på www.wedowood.dk til 5.650 kr.



4646938 Soft Pad Chair EA 219 master 797x1024 - Hjemmekontoret

Har du svært ved at få chefen til at bevilge dig en lækker kontorstol, så er det nu, hvor du selv skal indrette hjemmekontoret, at du skal slå til. Nu kan du endelig få lov til at købe den måske mest ikoniske arbejdsstol Ea-219 designet af Ray og Charles Eames tilbage i 1969. Stolen kan indstilles lige så den matcher din krop. Den kan vippe – og de tykke læderhynder leverer komfort af højeste klasse. Til gengæld skal du slippe næsten 27.000 kr. for den – hvis du ikke er heldig at finde den brugt eller på auktion. Set på www.cph-classic.com


Smukt lys letter arbejdet.
En lækker bordlampe giver både et godt arbejdslys og er en fryd for øjet. Og hvorfor ikke vælge et designikon, der i sig selv er dagens lyspunkt. Et godt bud på det kunne være AJ bord­lampen, som Arne Jakobsen designede til SAS Royal Hotel i København tilbage i 1957. Det er dét design som den danske stjernearkitekt måske er bedst kendt for i verden. Ikke mindst på grund af lampens karakteristiske form­sprog og minimalistiske fremtoning. Set hos www.louispoulsen.dk til priser fra 6.195 kr. – fås også som AJ Table Mini til priser fra 4.995 kr

Smart højtaler til møder og underholdning.
Hører du til dem, der er i stand til at koncentrere sig om arbejdsopgaverne, mens god musik strømmer ud af højtaleren, så er denne batteridrevne B&O-højtaler lige noget for dig. Med Google Assistant indbygget, kræver det bare et enkelt ord at slukke for musikken, når chefen ringer. Beosound Level kan via den dedikerede app streame musik fra Chromecast, AirPlay 2, Spotify Connect, internetradio og Bluetooth, og du kan endda koble Beosound Level trådløst sammen andre højtalere, der understøtter Chromecast eller AirPlay 2. Fås med finish i sort/sølv og guld/lys eg. Den kan hænges på væggen eller stå i vindueskarmen. Batteriet leverer 16 timers spilletid. Og lades ekstremt nemt via en magnetisk ladeplade. Set hos www.hifiklubben.dk til priser fra 9.499 kr.

Landligt & brutalt

Michel 1 - Landligt & brutalt

Tro mod sine flamske rødder søgte Jenny Meirens – den nu afdøde og diskrete medstifter af det belgiske modehus Maison Martin Margiela – tilflugt I dette ensomt beliggende hus midt i Pajottenlands enge og marker – en lille grøn oase tæt på Bruxelles, der ofte omtales som ‘Nordens Toscana’.

Jenny Meirens kunne ikke have drømt om noget bedre sted at bygge sit hus. Heller ikke selvom det blev i Belgien, og ikke i hendes elskede Italien, hvor hun tidligere havde boet. Hun fandt inspiration i en kombination af de store spidse stråtage, man finder på traditionelle japanske gårde og de klassiske boliger, man finder i den lille by Retranchement, der ligger midt mellem Knokke-le-Zoute og den hollandske grænse.
Hendes hus i Pajottenland er tegnet af arkitekten Luc Maes i 2013, og bærer tydeligt præg af at være inspireret af de arkitektoniske træk, man ser i Retranchement. Det er tæt forbundet med den omgivende natur. Det geniale og originale design bunder i to tvillingehuse, der er forbundet af en bro, der også fungerer som en terrasse.
Det første der slår én, når man træder ind i huset er dets store størrelse, der giver en luftig og særdeles rummelig oplevelse. Og dét til trods for en udtalt brug af mørkt laseret træ og sorte skiferplader, der findes rundt om i huset.
Indretningsstilen er et miks mellem et nærmest ’brutalistisk’ ydre og ruralt, landligt look. Træhusene er placeret på et betonfundament, der tillige giver plads til garagen, kældre og en sommerlounge, et spillerum og et studie, der åbner op mod en udendørs pool, hvor vandet filtreres af vandplanter.

Huset – økologisk og bæredygtigt som det er – er beklædt med sortmalet lærketræ. Vinduerne har en klassisk dimension for at bevare følelsen af varme og hjemlighed. De vinduer, der er orienteret mod syd, har et fantastisk ubrudt view ud over de omgivende landbrugsarealer, enge og skovbevoksning. Et fredfyldt udsyn så langt øjet kan se. Der er god grund til, at gardiner, der kunne forstyrre dette ekstraordinære panorama, er banlyst. Men bliver solen for stærk, er der dog installeret persienner.
Det specialdesignede køkken er garneret med state-of-the-art udstyr og materialer. Bordpladerne er skiferplader fra Arden­ner­ne. Skabene er fremstillet af genbrugs­træ fra gamle godstog. Det samme træ er brugt som beklædning af køkkenets vægge. Ja, faktisk er det også brugt på gulvene. Her er de dog både slebet ned og ludbehandlet. Som materiale betraget er glas allestedsnærværende. Det gælder eksempelvis de glasruder, der udgør gelænderet på kældertrappen. Eller skydedøren til entreen, der maksimerer lys­ind­fald og giver transperans i huset. Det giver også et kig ud i haven, der er anlagt i en romantisk stil af Vincent de Roder.

Michel 8 1024x712 - Landligt & brutalt

Indretningsstilen er et miks mellem et nærmest ‘brutalistisk’ og ruralt, landligt look.

Huset ejes i dag af Jenny Meirens søn indretningsarkitekten Frank Pay, der ejer vintage møbelforretningen Showroom 144 i Bruxelles. Hans indretningsstil kan bedst beskrives som en slags samtidighed kom­bineret med møbler og kunstgenstande, der gennem tiden opnået en vis patina. ”Mit arbejde er tidløst, universielt, puritansk, funktionelt og med en stærk fokus på Feng Shui-principper. Jeg elsker arkitektur, lys og lyd. Og et hus og en bolig skal have både krop og sjæl. Bling-Bling og store ego’er er ikke en del af mit ordforråd,” siger han.
Denne filosofi er den røde tråd i såvel Luc Maes arkitektur og Frank Pays indretning af huset. De komplementerer hinanden til perfektion.

Om sin mors hus siger Frank Pay i dag: ”Som den internationalt anerkendte og indflydelsesrige, kreative og banebrydende personlighed hun var, er det et stærkt, æstetisk og poetisk hjem, hun har skabt. ”Der er ikke to huse som dette i hele verden. Og det vil der aldrig være,” slutter han.

Malibu Beach House

Malibu 1 - Malibu Beach House

Arkitekturen er raffineret. Udsigten er ganske enkelt enestående. Og så slår stillehavets bølger mod sandstranden nogle få meter fra dette unikke Beach House i Malibu, Californien. Huset er resultatet af et omfattende renoveringsarbejde og modernisering af et 70’er-hus, der med årene var blevet lidt træt.

Malibu 2 1024x684 - Malibu Beach House

Malibu 4h - Malibu Beach House

Det er indretningsarkitekten Jamie Bush, der har stået for renoveringsarbejdet. Han har gennem årene opnå­et stor anerkendelse for sit arbejde.
I 2019 blev han optaget på den eksklusive ’Architectural Digest 100’ liste. Og sidste år på Elle Décor A-list.


The ‘Bu. På Gangsta-sprog er dét det lidt kække kælenavn for den mest sceniske Stillehavsby på den amerikanske vestkyst: Malibu. Placeret små 50 km nord for Los Angeles, er det et sted for de mere velbeslåede huskøbere. Hvis man da ikke bare besøger Malibu for dens hvide strande og perfekte surferbølger.
På skråningen ved Malibu Road ned mod stranden og Stillehavet ligger et Beach House, der har fået en kærlig håndsrækning. Oprindeligt var det bygget i 1970-erne – og havde ærligt talt set bedre tider. Det var helt og aldeles ordinært indrettet: Stueplanet var opdelt i en række forskellige rum med hver sin funktion. Det fik indretningsarkitekten Jamie Bush rettet op på som noget af det første. Alle skillevægge blev ganske enkelt revet ud af huset, så der nu opstod ét stort sammenhængende stue-køkken-alrum med et frit og uhindret udsyn ud over Stillehavet.
For beliggenheden er måske husets allerstørste aktiv. Det ligger nemlig i selve strandkanten. Der er kun 40-50 meter fra huset og ned til vandet. Og bortset fra interiøret og de raffinerede byggematerialer er lyden af bølgerne, der slår i stranden med til at give beboerne en fantastisk stemning af strand og afslapning.

Malibu 5 1024x684 - Malibu Beach House

Huset leverer – både fra terrassen og fra den store opholdsstue – et enestående kig til Malibu.

Malibu 6 1024x684 - Malibu Beach House

Alle skillevægge blev revet ud af huset, så der opstod ét stort sammenhængende stue-køkken-alrum.

Malibu 8 1024x684 - Malibu Beach House

Fra huset – både fra terrassen og fra det store opholdsrum – er der et enestående kig til Malibu og den måske mest sceniske strækning af den amerikanske stillehavskyst. Selvom huset er resultatet af en massiv ombygning, virker resultatet som om det oprindeligt var designet til at fungere som en ramme for landskabet, kysten og havet. Som om det absorberer dets transformationer og bliver beriget af det.
Og det er et hus, der bedst kan betegnes som en moderne state-of-the-art bolig med al tænkelig komfort. Et hus der næsten føles som om en svævende sky over oceanet.
For at guide besøgende ind i huset og skabe fokus på flowet gennem underetagen, er der opsat plader af kalket eg på vægge og lofter. Det blødgør rummet – både visuelt og akustisk – og skaber små lommer til indirekte belysning. Et element der også er med til at artikulere de arkitektoniske løsninger.
På anden sal blev soveværelser og badeværelser fuldstændigt opdateret med moderne finish og detaljer. Det betød også, at døre og vinduer blev udskiftet for at sikre et så frit udsyn til Stillehavet som overhovedet muligt.
Tidligere gik vejen til the master bedroom gennem badeværelset. Ikke helt optimalt. Men for at bevare soveværelsets placering ud mod kysten, blev der opsat en let tremmevæg, der adskiller bade- og soveværelse. Store glasdøre giver fri adgang til terrassen. Trods nyvunden åbenhed og udsigt, er det stadig et meget privat område i huset.

At få mere lys ind i huset var en afgørende faktor i renoveringen. Før forbandt en mørk – og tæppebelagt – trappe husets to etager. I dag består trappen af svævende trin, der fastholdes af en enkelt stålbjælke i et lys trapperum, der både visuelt og fysisk forbinder de to dele af huset.
Indretning og møblering er en kombination af specialdesignede og genbrugte skulpturelle elementer. Målet var at udtrykke de enkelte elementers naturlige materialer på dristig, men ærlig måde. Det handler om, at deres ’ufuldkommenheder’ bliver dekorativ, hvad enten det er luftbobler i de mundblæste glaspendler over køkkenøen, den uregelmæssige åretegning i marmorbordpladen eller vækstringene i sofabordets træ.

Malibu 12 1024x684 - Malibu Beach House

Designeren Jamie Bush siger: ”Vores mål var at skabe en æterisk og solbeskinnet plet, der omfavnede husets beliggenhed og miljøet omkring det. Møbler, kunst og lys er valgt efter deres skulpturelle værdi med det ene formål at fastholde det stemningsfulde element og være tro mod sin oprindelse, der er påvirket af alle ting fra land og hav.
The Malibu Beach House er unikt. Ikke kun på grund af den omfattende renovering og beliggenheden. Men også fordi Jamie Bush eliminerede alt sort. Hele huset er i dag holdt i hvide og forskellige grå nuancer. Hvide vægge og grå stengulve. Grå trævægge og skabe. Matte grå vinduer og døre. Ganske usædvanligt for et moderne strandhus.
Husets rene og futuristiske linjer omfavner landskabet. Glasset omkring huset formid­ler den magiske atmosfære i et næsten himmelsk fristed. Fanget mellem land og hav.

Malibu 13 1024x684 - Malibu Beach House
Malibu 14 1024x684 - Malibu Beach House

American 
Lodge

American 2 - American 
Lodge

Lige ved Donner Passet nogle få kilometer fra den smukke Lake Tahoe ligger denne fantastiske feriehytte. Lidt en underdrivelse. For det er så meget mere end blot en hytte. Det ligger på en skråning i de uvejsomme Sierra Nevada bjerge i det nordlige Californien. Her på grænsen til Nevada, hvor de majestætiske nåletræer dominerer landskabet. Et hus beklædt i cedertræ på 650 m2, fem soveværelser, seks badeværelser og egen squashbane.

American 5h - American 
Lodge

Indretningsarkitekten Kris Foss har stået for husets interiør.

Det var lige her nybyggerne i 1800-tallet drev deres hestetrukne prærievogne op over Sierra Nevada-bjergkæden for endelig at nå frem til de frodige landbrugsarealer i Californien. Donner Passet var den sidste forhindring – og det er lige her Martis Camp ligger. Et stort Country Club-område med fantastiske luksuriøse feriehuse, golfbane, skiløjper (sidste år faldt der faktisk over tre meter sne!) og masser af andre fritidsfornøjelser. Det ligger få kilometer fra Truckee, der var den første by nybyggerne kom til, når de havde kæmpet sig over bjergene.
Lidt syd for Martis Camp ligger Lake Tahoe, der er en af USA’s smukkeste søer – og verdens 10. dybeste sø.
Det er i dette ferieparadis, at denne designer-lodge er opført på en grund omgivet af kæmpe grantræer og cedertræer, der giver området en enestående skønhed gen­nem naturens vilde kræfter. Området på bjergskråningen og ikke mindst vinterens massive snefald, var lidt af en udfordring for bygningsarbejderne og arkitekterne.
Huset er bygget som et samlesæt. En dag i maj 2016 ankom fem store lastbiler til grunden, der ligger i et af de fjerneste områder af Martis Camp. Det var til et grundstykke, der lå langt fra alfarvej og hvor træerne gjorde det til lidt af en udfordring at få
kranen til at løfte og ikke mindst placere de store moduler på fundamentet. På grunden var der på forhånd kun opført en garage og en skalbygning, der senere skulle blive til familiens egen squashbane.
Med det første modul på plads var der pludselig også et køkken komplet med spisekrog. Det næste modul indeholdt bryggers, teknikrum, gæstetoilet og en gæstesuite. Da dagen var omme, havde alle fem biler afleveret deres moduler, og bygning­ens areal var øget til 650 m2.
Selvom der er tale om et præfabrikeret hus, er det hverken gået ud over den arkitek­toniske kvalitet eller byggekvaliteten. ”Du bygger et præfabrikeret hus i et kontrolleret miljø. Det er stadig unikt, hvad angår arkitekturen, men kvaliteten forbedres,” for­tæller projektlederen Jon Somich.

American 6 1024x684 - American 
Lodge
American 7 1024x684 - American 
Lodge

Huset består af en række pavilloner, der er forbundet via glasportaler. I tilknytning til garagen er der på den ene side opført en squashbane, mens resten af familiens bolig som en vifte spreder sig ud på den anden side. I praksis er opholdsstue, spisestue, køk­kenalrummet og et særligt medie-rum placeret i hver sin selvstændige pavillon.
Men fordi langt over halvdelen af huset blev bygget på en fabrik i Washington 1.500 km længere nordpå, var det også nødvendigt allerede i projekteringsfasen at tænke på den endelige indretning allerede i designfasen. Det var en opgave, der blev lagt i hænderne på indretningsarkitekten Kris Foss. ”I starten var det lidt af en udfordring at skulle træffe afgørende designbeslutninger så tidligt i processen. Men det er faktisk en stor fordel. Blandt andet fordi køkkenelementer, der leveres til en byggeplads, ofte bliver udsat for vind og regn,” fortæller hun.
Kris Foss og arkitekterne har ramt en udtalt moderne design linje i feriehuset. Først og fremmest er størrelsen på huset gearet til ikke blot at give familien på to voksne og to børn optimale rammer i ferien. Der er også taget højde for, at der skal være plads til masser af venner og gæster.
Husets ydre er præget af en tung metalbeklædning, der med sine vandrette taglinjer opdeler huset i forhold til de forskellige modulers anvendelse. Fra garagen har en glas­portal en dobbelt funktion: Det er her støvler og våde jakker kan hænges til tørre. Et såkaldt Mudroom. Der er en bænk og reoler på den ene side, mens et panorama view åbner sig mod Northstar Ski Resort på den anden.
”Netop den måde hvorpå huset åbner sig ud mod de storslåede naturscenerier er noget af det, der gør huset så specielt,” fastslår Kris Foss. ”Som man går gennem huset, åbner udsigten sig mere og mere, så det føles som om, man går tur i skoven.”

Valnøddetræ er den gennemgående træsort i hele huset. i køkkenet er både høj- og underskabe i valnød med dets varme glød og dramatiske åretegning.

American 10 1024x684 - American 
Lodge

Spisestuen ligger i en anden glasportal, der adskiller den fra opholdsstue og køkken. Store glasdøre giver adgang til et udendørs gårdmiljø.

American 11 1024x684 - American 
Lodge

Den store opholdsstue med dobbelt loftshøjde er domineret af en gigantisk pejs. Pejsen er beklædt med en geometrisk flise, der er skabt af kunstneren Daniel Ogassian.

American 14 1024x684 - American 
Lodge

Der er taget højde for, at der skal være plads til masser af venner og gæster.

American 18 1024x684 - American 
Lodge

Efter the mudroom kommer hovedindgangen og foyeren. En trappe med flydende trin i valnød monteret i stål fører oven på til soveværelser og baderum. Her findes et rummeligt forældresoveværelse med eget badeværelse, gæsteværelser og et køjerum til børnene. ”Vi byggede borde imellem de enkelte senge i køjerne, så børnene kunne få et sted at lege eller lave et puslespil,” siger Foss.
Valnøddetræ er den gennemgående træsort i hele huset. Ikke mindst i køkkenet hvor både høj- og underskabe er i valnød med dets varme glød og dramatiske åretegning.
Spisestuen ligger separat i en anden glasportal, der adskiller den fra opholdsstue og køkken. Store glasdøre giver adgang til et udendørs gårdmiljø.
Den store opholdsstue med dobbelt loftshøjde er domineret af en gigantisk pejs, der er domineret af de rette linjer. ”Det er næsten som et kunstværk i sig selv,” siger Kris Foss. Pejsen er beklædt med en geometrisk flise, der er skabt af kunstneren Daniel Ogassian. Som prikken over i’et komplimenteres indretningen af en skulpturel pendel fra New York-firmaet Rich Brilliant Willing.
Kris Foss siger, at det har været en fornøjelse at arbejde med familien, der ejer huset. ”Især fordi de har så god smag og en sofistikeret tilgang til design. Men ikke mindst fordi de også har haft en følelse af leg i deres tilgang til de ønsker, de havde til deres nye hus.”
Det bedste eksempel på den legende tilgang er nok squashbanen, der opfylder de internationale mål. Men komplet med et tilskuerområde, udtrækkelig basketballkurv, filmprojektor og masser af plads til oppustelige hoppeborge, er der masser af sjove timer til leg og sport for hele familien.
Huset stod færdig sommer 2017.

American 19 1024x684 - American 
Lodge

November nyheder

AnneBoysen toward 06 - November nyheder

Med sine to ryglæn i forskellige størrelse og halv-cylindriske hynder, kan sofaens udtryk og anvendelse forandres let og elegant. Tekstil og materialer – eksempelvis egetræsben med messing-sko – er nøje udvalgt. Den produceres af Erik Jørgensen i seks forskelige farver: lysegrå, mørkegrå, brun, lyserød, blå og grøn.
Sofaen er en af designeren Anne Boysen tidligere kreationer. Senest blev hun i DRs Danmarks næste klassiker kåret som vinder med en skulpturel gulvlampe, der er fremstillet i aluminium. Med en poleret drejbar aluminiumsskive er det muligt at skabe både en diffusieret og reflekteret belysning. Lysstyrken styres via en integreret knap, der betjenes med foden. En tung sag! Den vejer 20 kilo. Endnu er den ikke sat i produktion, men Anne Boysen håber, det snart kommer til at ske.
Sofaen er set hos Brdr. Friis på www.brdr-friis.dk til priser, der starter fra ca. 30.000 kr.


Hanger - November nyheder

Aarhusianske WEDOWOOD har skabt et møbel, hvis design på forunderlig vis ser ud at være født i en verden, hvor mode, interiør og fotografiets ædle kunst er samlet i et nyt take på stumtjeneren. Her er funktionaliteten perfekt afbalanceret mellem hensynet til det praktiske formål og den nordiske æstetik. Det indrammer på smukkeste vis ens outfits – eller gæsternes overtøj.
Framed Hanger er fremstillet i FSC certificeret egetræ i et smukt enkelt øko-venligt skandi­navisk design. Både i forhold til materialevalg og stil.
Designet af WEDOWOOD, der er drevet af ønsket om at skabe moderne CO2-neutrale møbler uden unødigt spild og helt uden brug af kemikalier.
Set til 3.825 kr. på www.wedowood.dk


Dykkerur - November nyheder

Sjældne. Ikoniske. Rå. Og fascinerende.Navnet er Panerai Luminor Submersible Bronzo med referencenummer PAM00968. Et dykkerur med en urkasse i bronze, der med tiden vil patinere smukt og give overfladen en irgrøn aftegning. Naturligvis alt afhængig af om du blot lader det ligge i den medfølgende trækasse eller om du dyk­ker ned til de 300 meters dybde, som producenten garanterer, at det holder tæt til. I 2011 chokerede italienske Panerai urver­denen, da de introducerede et dykkerur med en urkasse i bronze.
Et specielt ur skabt på rødderne fra et Panerai Luminor L’Egiziano. Et ur skabt og produceret i 1950-erne til egyptiske flådeofficerer fra en tid, hvor Panerai udelukkende producerede ure og måle­instrumenter til militære kunder rundt om i verden. Men bronze­-uret var øjeblikkeligt en succes. Måske fordi det kun blev produceret i 1.000 eksemplarer. I hvert fald handles brugte eksemplarer i dag til tre-fire gange den oprindelige pris på ca. 55.000 kr.

Med 2019-udgaven af Panerai Submersible er urskiven nu i et chokoladefarvet keramisk materiale. Indlægget i kransen er i samme appetitlige farve. Også keramisk. Diameteren på uret er hele 47 mm og drives af et automatisk in-houseværk med kaliber P.9010, der sikrer en gangreserve på tre døgn. Præcis som med det oprindelige ur fra 2011 er også denne udgave begrænset til 1.000
eksemplarer. Så er det uret for dig, skal du nok skynde dig at finde de ca. 110.000 kr., det koster.

1 4 5 6 7 8 11